European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2025/2438

5.12.2025

RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2025/2438

af 20. november 2025

om indgåelse af ændringsprotokollen til aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken San Marino om automatisk udveksling af oplysninger om finansielle konti til forbedring af efterrettelighed vedrørende international beskatning

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 115 sammenholdt med artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra b), og artikel 218, stk. 8, andet afsnit,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken San Marino om automatisk udveksling af oplysninger om finansielle konti til forbedring af efterrettelighed vedrørende international beskatning (2) (»aftalen«) har styrket den gensidige bistand i skattespørgsmål mellem de kontraherende parter og forbedret efterretteligheden vedrørende international beskatning.

(2)

Den 26. august 2022 blev der på internationalt plan godkendt vigtige ændringer af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udviklings fælles indberetningsstandard (CRS), og de er blevet indarbejdet i EU-retten ved Rådets direktiv (EU) 2023/2226 (3), som ændrede Rådets direktiv 2011/16/EU (4).

(3)

Aftalen skal derfor ændres for at sikre, at den automatiske udveksling af oplysninger om finansielle konti mellem medlemsstaterne og Republikken San Marino er i overensstemmelse med og fortsat finder sted i henhold til den ajourførte CRS fra den 1. januar 2026.

(4)

Teksten til ændringsprotokollen til aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken San Marino om automatisk udveksling af oplysninger om finansielle konti til forbedring af efterrettelighed vedrørende international beskatning (»ændringsprotokollen«), som er resultatet af forhandlingerne, afspejler på behørig vis Rådets forhandlingsdirektiver.

(5)

Ændringsprotokollen blev i overensstemmelse med Rådets afgørelse (EU) 2025/2126 (5) undertegnet den 13. oktober 2025 med forbehold af dens indgåelse på et senere tidspunkt.

(6)

Ændringsprotokollen og de tilknyttede fælles erklæringer bør godkendes på Unionens vegne.

(7)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 42, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (6) —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Ændringsprotokollen til aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken San Marino om automatisk udveksling af oplysninger om finansielle konti til forbedring af efterrettelighed vedrørende international beskatning godkendes herved på Unionens vegne (7).

Artikel 2

De kontraherende parters fælles erklæring om aftalen og bilagene, de kontraherende parters fælles erklæring om aftalens artikel 5, de kontraherende parters fælles erklæring om forbindelserne mellem San Marino og Den Europæiske Union, de kontraherende parters fælles erklæring om definitionen af en centralbank og de kontraherende parters fælles erklæring om ændringsprotokollens ikrafttræden godkendes herved på Unionens vegne.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen (8).

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. november 2025.

På Rådets vegne

K. KALLAS

Formand


(1)  Udtalelse af 13. november 2025 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(2)   EUT L 381 af 28.12.2004, s. 33, ELI: http://data.europa.eu/eli/agree_internation/2004/903/oj.

(3)  Rådets direktiv (EU) 2023/2226 af 17. oktober 2023 om ændring af direktiv 2011/16/EU om administrativt samarbejde på beskatningsområdet (EUT L, 2023/2226, 24.10.2023, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2023/2226/oj).

(4)  Rådets direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF (EUT L 64 af 11.3.2011, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2011/16/oj).

(5)  Rådets afgørelse (EU) 2025/2126 af 10. oktober 2025 om undertegnelse på Unionens vegne af ændringsprotokollen til aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken San Marino om automatisk udveksling af oplysninger om finansielle konti til forbedring af efterrettelighed vedrørende international beskatning (EUT L, 2025/2126, 17.10.2025, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2025/2126/oj).

(6)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2018/1725/oj).

(7)  Teksten til ændringsprotokollen er offentliggjort i EUT L, 2025/2428, 5.12.2025, ELI: http://data.europa.eu/eli/agree_internation/2025/2428/oj.

(8)  Datoen for ændringsprotokollens ikrafttræden offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende på foranledning af Generalsekretariatet for Rådet.


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2025/2438/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)