Hertil vil jeg sige, at ordlyden af artikel 12 om en indførelse af endelige foranstaltninger samt selve formålet med grundforordningen ubestrideligt viser, at Rådet kun er bemyndiget til at indføre beskyttelsesforanstaltninger, når de tre betingelser — at der foreligger dumping samt deraf følgende skade, og at indførelse af sådanne foranstaltninger er i Fællesskabets interesse — er opfyldt samtidigt.

Denne generelle konstatering kræver dog visse præciseringer.

Ganske vist er de tre nævnte betingelser utvivlsomt kumulative, men det står dog fast, at den ene logisk kan forudsætte den anden.

Rådet kan nemlig ikke foretage en korrekt vurdering af Fællesskabets interesse i at træffe beskyttelsesforanstaltninger uden først at have undersøgt den skade, som fællesskabsindustrien har lidt.

Det drejer sig åbenbart her om at foretage en sammenligning af forskellige interesser som f. eks. producenternes interesser og interesserne hos de eventuelle brugere af den importerede vare, og denne sammenligning kan ikke foretages korrekt, såfremt den skade, som den berørte erhvervsgren har lidt, ikke er blevet vurderet.

Hvad derimod angår de to andre elementer, kan fællesskabsinstitutionerne efter min opfattelse lovligt begrænse deres egne undersøgelser, når de fastslår, at det ene eller det andet element ikke foreligger.

Hvis det nemlig fremgår, at bestemte indførsler ikke forvolder væsentlig skade for fællesskabsindustrien, er der ingen grund til at undersøge, om disse indførsler sker til en lavere pris end den normale værdi for samme vare, fordi selv en eventuel konstatering af dumping intet ændrer i det endelige resultat, og fordi Rådet under alle omstændigheder ikke har ret til at indføre beskyttelsesforanstaltninger.

En gennemgang af de relevante bestemmelser i grundforordningen giver i øvrigt ikke grundlag for at antage, at det skulle være logisk eller praktisk umuligt at efterprøve den ene betingelse uafhængigt af den anden.

Konstateringen af dumping og af skade er nemlig baseret på forskellige faktorer, som ikke nødvendigvis er indbyrdes forbundne.

Desuden har artikel 7, stk. 1, litra c), en anden rækkevidde end den, som sagsøgerne tillægger den.

For at sikre, at proceduren forløber hurtigt og effektivt, og i betragtning af, at det, da der er tale om indførelse af beskyttelsesforanstaltninger, er nødvendigt at konstatere såvel dumping som den heraf følgende skade, går denne bestemmelse ud på, at undersøgelsen skal omfatte begge dele.

Der er dog tale om en bestemmelse, som har til formål at gøre det muligt, at undersøgelsen kan forløbe hurtigt, og i modsætning til, hvad sagsøgerne har hævdet, følger der ikke heraf en forpligtelse for fællesskabsinstitutionerne, såfremt det godtgøres, at en af de stillede betingelser ikke er opfyldt, til at fortsætte undersøgelsen og også nå til endelige resultater med hensyn til den anden betingelse, da denne yderligere undersøgelse ikke kan have nogen praktisk nytteværdi.

Set fra dette synspunkt mener jeg ikke, at den anfægtede retsakt er utilstrækkeligt begrundet, eller at den er blevet udstedt i strid med grundforordningen.

Under den mundtlige forhandling har sagsøgerne i betragtning af Domstolens afgørelse om, at Rådet kan undlade at træffe en afgørelse, hvis det er uenigt med Kommissionen

Se kendelse af 15. oktober 1986, Tokyo Juki Industrial/Rådet og Kommissionen (299/85. Sml. s. 2965)

Sagsøgerne har således i virkeligheden påberåbt sig et nyt anbringende vedrørende magtfordrejning fra Rådets side, idet dette i det foreliggende tilfælde skal have overskredet grænserne for sit skøn ved i juni 1983 at gribe ind i den sammenlignende undersøgelse af varernes egenskaber i strid med fælleskabsretsaktens formål. Dette klagepunkt blev allerede fremført af sagsøgerne under skriftvekslingen. Anbringendet findes dog ikke i stævningen, men kun i replikken, og er ikke baseret på nye retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under selve retsforhandlingerne. Følgelig kan det ikke tages i betragtning i overensstemmelse med den indsigelse, som Rådet med rette har fremført, da procesreglementets artikel 42, stk. 2, forbyder at fremføre nye søgsmålsgrunde og indsigelser under sagens behandling.

Det bemærkes hertil, at fristen i grundforordningens artikel 7, stk. 9, er vejledende, men ikke bindende. Dette fremgår såvel af bestemmelsens ordlyd, der anvender ordet normalt, som er selve antidumpingprocedurens karakter, hvis gennemførelse ikke kun afhænger af fællesskabsinstitutionerne. Det skal dog præciseres, at det følger af bestemmelsen, at antidumpingproceduren ikke må forlænges ud over et rimeligt tidsrum, der afhænger af de særlige forhold i den konkrete sag.

Se dom af 12. maj 1989, Continentale Produkten-Gesellschaft Erhardt-Renken GmbH & Co./Hauptzollamt München-West, præmis 8 (216/87, Smi. 1989, s. 1151).

Den procedure, der her er tale om, har imidlertid faktisk været møjsommelig, og dens varighed på ca. fire år er en rekord, som man må håbe ikke vil blive tangeret i EF's antidumpingprocedurers historie. Denne meget lange varighed skyldes imidlertid særlige omstændigheder, som der i vidt omfang er redegjort for i begrundelsen til retsakten.

Kommissionen mente at kunne afslutte proceduren allerede i juni 1983 og forelagde med dette formål Rådet et forslag om indførelse af en endelig antidumpingtold på den pågældende import.

Dette forslag blev imidlertid ikke vedtaget af Rådet, hvorfor Kommissionen synes faktisk at have fortsat og uddybet undersøgelsen, som det fremgår af den af Kommissionen fremlagte kronologiske oversigt for perioden mellem juni 1983 og juni 1985 (se bilag 3 til Rådets duplik i sag C-121/86). Efter dernæst at have modtaget nye beviselementer fra sagsøgerne, som ved første blik godtgjorde, at der var tale om dumping og heraf følgende skade forårsaget af den kinesiske import, offentliggjorde Kommissionen den 19. juni 1985 en meddelelse om fortsættelse af proceduren, som blev fuldført i marts 1986 med vedtagelsen af den nu anfægtede retsakt.

De to pågældende institutioner har altså under undersøgelsen anlagt forskellige vurderinger af resultatet og af de konklusioner, der skulle drages deraf, hvilket kan ske under en ordning som den med grundforordningen indførte, som overlader initiativet til Kommissionen, men — bortset fra særlige tilfælde — forbeholder Rådet kompetencen til at træffe afgørelse som det ansvarlige organ for den fælles handelspolitik.

Jeg mener derfor ikke, at overskridelsen af den i grundforordningen fastsatte frist i dette tilfælde bør anses for helt uberettiget, lige så lidt som det i øvrigt fremgår, at sagsøgerne under proceduren har været nødsaget til at klage over, at denne varede for længe.

Den hellenske regering har navnlig fremhævet, at fællesskabsinstitutionerne ved at undlade at tage hensyn til oplysningerne for årene før 1981, skønt de havde dem til rådighed, har handlet i strid med selve grundforordningens ånd, nemlig at fællesskabsindustrien skal sættes i stand til at genvinde den konkurrencemæssige stilling, som den havde, før dumpingen begyndte. I 1981 havde fællesskabsindustrien efter sagsøgernes opfattelse allerede lidt skade, således at dette år ikke kunne bruges som gyldigt referencepunkt til på grundlag af den efterfølgende forbedring at påvise, at fællesskabsindustrien ikke havde lidt væsentlig skade.

Det anførte argument er i princippet korrekt, men i dette tilfælde er det ikke afgørende.

Det fremgår nemlig, at fællesskabspraksis med hensyn til konstatering af skade er at tage en periode på ca. fire år før procedurens påbegyndelse i betragtning.

Man kan her føle en vis forbløffelse over, at proceduren har varet ca. fire år, og at man dernæst med henblik på vedtagelsen af den anfægtede afgørelse har taget hensyn, ikke til de fire år, der gik forud for meddelelsen om den oprindelige indledning af proceduren i juni 1982, men til de fire år, der gik forud for meddelelsen om undersøgelsens fortsættelse, som blev offentliggjort i juni 1985.

Det må dog tages i betragtning, at fællesskabsinstitutionerne her har et vist skøn, og at den væsentlige skade nødvendigvis skal være fastslået med hensyn til selve det tidspunkt, da der udstedes en eventuel retsakt om indførelse af beskyttelsesforanstaltninger.

En mere fyldig begrundelse, som også havde henvist til fællesskabsindustriens situation i årene 1979 og 1980, som Kommissionen allerede tidligere havde samlet oplysninger om i forbindelse med afslutningen af procedurens første fase, og som derfor ikke nødvendiggjorde lange undersøgelser, ville ganske vist have været mere oplysende og ville have givet en bedre redegørelse for den græske magnesitindustris udvikling, og den ville følgelig ikke have givet anledning til den af sagsøgerne fremførte tvivl om valgets vilkårlige karakter. Den forbedring, der er konstateret i løbet af perioden 1981-1984 og det samtidige fald i importen er imidlertid — i betragtning af de af Kommissionen anvendte oplysninger og med forbehold af senere verifikation af disse oplysningers rigtighed — sådanne, at denne lakune i det foreliggende tilfælde ikke giver sig udtryk i en mangelfuld begrundelse i udtrykkets egentlige betydning.

Efter min mening er det på dette punkt i gennemgangen nødvendigt at afklare rækkevidden af den bestemmelse, som sagsøgerne har henvist til.

Selv om den kun synes at gælde for undersøgelsen vedrørende dumping, omfatter forpligtelsen imidlertid, som sagsøgerne har anført, også konstatering af skaden.

To betragtninger giver mig anledning til at fortolke bestemmelsen udvidende.

For det første et argument vedrørende ordlyden: Der er nemlig tale om et udsagn, som følger umiddelbart efter et andet udsagn, som går ud på, at undersøgelsen omfatter både dumping og skade. Men det er ikke det hele: Selve forordningens formål, som er, at der indføres beskyttelsesforanstakninger, ikke som gengældelse, men for at beskytte fællesskabsindustrien mod illoyal konkurrence, kræver, at skaden skal være aktuel, og det er derfor nødvendigt, at den konstateres med hensyn til den periode, der går umiddelbart forud for procedurens påbegyndelse, og i det foreliggende tilfælde perioden forud for meddelelsen om procedurens fortsættelse.

Kommissionens praksis, hvorefter der for skadens vedkommende tages hensyn til en periode på ca. fire år, er ikke i strid med denne fortolkning af bestemmelsen og er afgjort hensigtsmæssig med henblik på en bedre vurdering af skaden, naturligvis på betingelse af, at den tidsperiode, der lægges til grund, også omfatter de seks måneder umiddelbart forud for iværksættelse af proceduren.

Hvad er der sket i det foreliggende tilfælde? Kommissionen synes faktisk at have taget hensyn til oplysningerne for de første måneder af 1985 (se Kommissionens arbejdsdokument af 11. november 1985, bilag 1 til sagsøgernes replik i sag C-121/86), hvilket den har meddelt sagsøgerne (se bilag 1 til Rådets svarskrift i sag C-121/86). Den anfægtede afgørelse indeholder imidlertid ingen henvisning til disse omstændigheder, der anses for ikke at være afgørende.

Ganske vist fremgår det af denne fortolkning af artikel 7, stk. 1, litra c), at det ville have været hensigtsmæssigt, om begrundelsen til den anfægtede afgørelse udtrykkeligt havde henvist til oplysningerne for første halvår 1985. Hvis man imidlertid antager, at de pågældende oplysninger åbenbart er taget i betragtning — hvilket sagsøgerne var blevet underrettet om — kan en sådan undladelse efter min opfattelse i dette tilfælde — såfremt det fastslås, at disse oplysninger er rigtige — ikke i sig selv være ensbetydende med en mangel, som kan have betydning for retsaktens gyldighed.

Rådets replik, hvorefter undersøgelsen, da den fra begyndelsen havde vedrørt begge lande, burde fortsættes samlet for begges vedkommende, forekommer formel og lidet overbevisende i betragtning af sagsøgernes gentagne opfordringer under hele proceduren til at betragte oplysningerne om de to lande hver for sig, og også i betragtning af de beviselementer, som producenterne har fremlagt til støtte for deres krav, og som skal bevise stigningen i priserne og faldet i markedsandelen for importen fra Nordkorea.

Mere væsentlig og afgørende er efter min mening derimod sagsøgtes anden indsigelse, nemlig konstateringen af et endnu mere markant fald i den kinesiske import i løbet af referenceperioden i forhold til den samlede nedgang i importen fra disse to lande.

En undersøgelse af oplysningerne hver for sig, som de blandt andet fremgår af Kommissionens arbejdsdokument af 11. november 1985 (se bilag 1 til de græske producenters replik i sag C-121/86) viser nemlig, at selv om man havde foretaget en særskilt undersøgelse af disse oplysninger, ville resultatet ikke være blevet ændret; følgelig er den omstændighed, at oplysningerne om de to lande ikke har været behandlet særskilt i begrundelsen til den anfægtede retsakt, ikke i sig selv, i betragtning af de af Kommissionen givne oplysninger, en mangel, der kan have betydning for afgørelsens gyldighed.

For at besvare dette spørgsmål endeligt må det dog undersøges, om og i hvilket omfang de af Kommissionen givne oplysninger kan være et ubestrideligt udgangspunkt.

De mener navnlig, at de anvendte oplysninger er urigtige og i strid med såvel de officielle statistikker, som støtter deres argumentation, som med Kommissionens egne foregående afgørelser, forslag og konstateringer.

Under undersøgelsen fremgik det, at tariferingen af varen under den ene eller den anden af de fire bestående positioner i Nimexe ikke altid var indlysende, og at samme vare til tider blev tariferet under forskellige positioner. Desuden omfatter de officielle statistikker ikke importen til Irland og indeholder ingen sondring for de varer, hvis MgO-indhold ligger mellem 85 og 92%, og som er de eneste, der berøres af antidumpingproceduren.

Disse grunde foranledigede Kommissionen til ikke at anvende de oplysninger, der fremgår af statistikkerne, men de oplysninger, der efter dens eget udsagn er fremgået af dens særlige undersøgelse.

Dette ræsonnement er formelt korrekt. Det kræver dog en præcisering. Såfremt fællesskabsinstitutionerne ikke mener at kunne bygge på de officielle statistiske oplysninger, skal de for det første angive grundene hertil, hvilket er blevet gjort i det foreliggende tilfælde; for det andet — og navnlig — skal de klart angive de kilder, hvorfra de har de anvendte oplysninger; dette skal for det første sikre, at de rettigheder kan udøves, som grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra a), giver sagsøgeren; for det andet skal det sikre, at Domstolen eventuelt kan udøve sin legalitetskontrol.

Det må desuden nævnes, at sagsøgerne allerede i deres skrivelse af 22. november 1985 til Kommissionen (se bilag 4 til sagsøgernes replik i sag C-121/86) havde kritiseret, at de pågældende spørgeskemaer var ufuldstændige.

I duplikken har Rådet anført, at det må begrænse sig til at svare på de specifikke faktiske og retlige argumenter som angår det, og har ikke udtalt sig om dette punkt.

Hvis Rådet herved ikke har villet henvise stiltiende til Kommissionens svarskrift i sag C-122/86, men simpelt hen har villet udelukke, at mangler i forbindelse med de anvendte oplysningers pålidelighed tilskrives Rådet, så lad mig for klarhedens skyld straks sige, at argumentet ikke kan lægges til grund, fordi Rådet — lad mig gentage det endnu engang — ved at vedtage Kommissionens forslag udtrykker sig om retsakten i dens helhed og klart også er ansvarlig for den troværdigehed, som man kan tillægge de anvendte oplysninger.

Lad os derfor se på, hvad Kommissionen har anført i svarskriftet i sag C-122/86.

Svaret har ærlig talt været helt utilstrækkeligt. Kommissionen har nemlig uden forklaring herpå begrænset sig til at fremlægge en kopi af ikke-fortrolige sammendrag af spørgeskemaer udfyldt af de kinesiske eksportører for perioden mellem 1978 og første halvår 1983 samt nogle kopier af meddelelser fra importører af nordkoreansk magnesit, som indeholder en række oplysninger om importen af denne vare indtil juni 1985.

Med andre ord, de oplysninger, som Kommissionen har fremlagt vedrørende importen fra Kina, er ikke andet end de oplysninger, der har været genstand for undersøgelsens første del, og som har været grundlag for forslaget om endelige antidumpingforanstaltninger, som netop blev fremsat i juni 1983.

Selv bortset fra enhver vurdering af, hvilken værdi meddelelserne om de senest angivne nordkoreanske indførsler har, og af, hvorvidt de er udtømmende, står det dog fast, at efter en procedure, som har varet ca. fire år, og en herpå følgende sag ved Domstolen har vi stadig ikke fået forklaret, hvorfra de pågældende institutioner har tallene for andet halvår af 1983, for 1984 og for de fem første måneder af 1985, tal som findes i de forberedende dokumenter og som danner grundlag for den anfægtede afgørelse.

Jeg vil ikke her vurdere Kommissionens motiver til ikke at tilstille Domstolen de krævede spørgeskemaer eller i hvert fald et ikke-fortroligt sammendrag af disse. Jeg vil heller ikke drage i tvivl, hvad der blev anført, ganske vist som lidt af en tautologi, i duplikken i sag C-122/86, når Kommissionen forsikrer, at de nævnte spørgeskemaer eksisterer, men findes blandt fortrolige dokumenter... netop fordi de er fortrolige.

Jeg vil dog nævne, at det fremgår af Domstolens praksis, at Fællesskabets institutioners forpligtelse til at hemmeligholde fortrolige oplysninger skal fortolkes således, at de rettigheder, som grundforordningen giver de berørte, ikke mister deres indhold

Se dom af 20. marts 1985, Timex/Rådet og Kommissionen, præmis 29 (264/82, Sml. s. 849).

Hvad der er blevet fastslået i Timex-dommen, gælder også og så meget desto mere inden for rammerne af den legalitetskontrol, som Domstolen skal foretage, og som ellers ville blive lammet.

Den omstændighed, at der ikke foreligger noget som helst bevis for rigtigheden af de oplysninger, der er anvendt i begrundelsen til retsakten, i hvert fald for så vidt angår importen fra Kina for andet halvår af 1983, for 1984 og for de fem første måneder af 1985, giver mig i betragtning af udtrykkelige, præcise og gentagne indsigelser og i betragtning af de af sagsøgerne fremlagte officielle oplysninger derfor uundgåeligt anledning til at konkludere, at afgørelsen ikke er fyldestgørende begrundet, fordi de faktiske omstændigheder, som danner grundlag for dem, ikke er tilstrækkeligt bevist. Det er næppe nødvendigt at understrege, at størrelsen af importen fra de lande, der er genstand for undersøgelsen, er et væsentligt og uomgængeligt element, som der absolut må tages hensyn til i forbindelse med ethvert forslag til Rådet vedrørende dumping.