5.2. Den argumentation, der er udviklet på grundlag af det forhold, at institutionerne i MEE-sagerne behandlede selskabet Nakajima anderledes, har Domstolen tidligere forkastet i den (i note 2) nævnte dom af 5. oktober 1988, Sharp Corporation mod Rådet, hvori det udtaltes:Eftersom beslutningen om, at Nakajima ikke skulle være omfattet af den række af selskaber, for hvilke der gælder en endelig antidumpingtold, udspringer af denne afgørelse (der var her tale om en særlig kommissionsbeslutning, hvori det blev fastslået, at Nakajima's dumpingmargen måtte anses for ubetydelig) ville en — selv dokumenteret — positiv særbehandling af Nakajima ikke kunne skabe grundlag for en annullation af forordningen om indførelse af en endelig antidumpingtold for Sharp's vedkommende, idet denne forordning er blevet udstedt på grundlag af omstændigheder, der i overensstemmelse med reglerne i forordning nr. 2176/84 behørigt er blevet fastslået under antidumpingundersøgelsen. (Præmis 22).
Dette resultat må efter min mening så meget mere være gyldigt i den foreliggende sag, hvor der bliver tale om at sammenligne den behandling, der blev givet to forskellige selskaber under to særskilte antidumpingundersøgelser vedrørende to forskellige produkter. Desuden kan Sharp's stilling — Sharp sælger på hjemmemarkedet gennem et handelsdatterselskab, som selskabet kontrollerer økonomisk, og som varetager en salgsafdelings opgaver. — ikke anses for identisk med den stilling, en anden eksportør, der ikke selv står for markedsføringen af eller handelen med sine varer på hjemmemarkedet, men sælger dem til andre med henblik på markedsføring og videresalg, indtager.
6.3. Endelig er det af Sharp i punkt 5 og 6 i replikken forfægtede synspunkt, hvorefter der i det omfang, Sharp's japanske handelsdatterselskabs videresalgspriser er blevet anvendt ved fastsættelsen af den normale værdi, kun vil kunne være tale om dumping, såfremt Sharp's europæiske datterselskabs videresalgspris ligger under denne normale værdi med tillæg af de eksportomkostninger, som varernes forsendelse til Fællesskabet giver anledning til, samt omkostningen ved betaling af fællesskabstold, ensbetydende med, at man sætter sig ud over selve definitionen af eksportprisen og dermed af dumping. Bestemmelsen i grundforordningens artikel 2, stk. 2, har følgende ordlyd:En indført vare betragtes som en dumpingvare, når dens eksportpris til Fællesskabet er lavere end den normale værdi af samme vare.
På den anden side følger det af artikel 2, stk. 8, litra b), i samme forordning, aţ når den aftalte eksportpris ikke kan lægges til grund, som tilfældet er, når der som her er tale om salg mellem parter, der er forretningsmæssigt indbyrdes forbundet, beregnes eksportprisen på grundlag af den pris, til hvilken den indførte vare første gang videresælges til en uafhængig køber, idet i så fald dog samtlige de omkostninger, der er påløbet mellem indførsel og videresalg, samt en rimelig fortjeneste, fradrages. Såfremt Sharp's argumentation lægges til grund, ville selskabets europæiske datterselskabers omkostninger og fortjeneste fortsat indgå i eksportprisen, hvilket ville være i strid med grundforordningens udtrykkelige bestemmelse.