<?xml version="1.0" encoding="UTF-8"?><ORDER xmlns:xsi="http://www.w3.org/2001/XMLSchema-instance" xsi:noNamespaceSchemaLocation="http://formex.publications.europa.eu/schema/formex-04.cj-20080212.xd"><BIB.ORDER><REF.CASE FILE="ECRCJ1996DAA.0300161101.case.xml"><NO.CASE>C-137/95 P</NO.CASE></REF.CASE><NO.CELEX>61995O0137</NO.CELEX><NO.SEQ>0021.0001</NO.SEQ><PAGE.FIRST>1613</PAGE.FIRST><PAGE.SEQ>1</PAGE.SEQ><PAGE.LAST>1629</PAGE.LAST><PAGE.TOTAL>17</PAGE.TOTAL><AUTHOR>CJ</AUTHOR></BIB.ORDER><CURR.TITLE><LEFT>KENDELSE AF <DATE ISO="19960325">25.3.1996</DATE> — SAG C-137/95 P</LEFT><RIGHT>SPO M.FL. MOD KOMMISSIONEN</RIGHT></CURR.TITLE><TITLE><TI><P><HT TYPE="UC">Domstolens kendelse</HT></P><P><DATE ISO="19960325">25. marts 1996</DATE><NOTE NOTE.ID="E0001" NUMBERING="STAR"><P>Processprog: nederlandsk.</P></NOTE></P></TI></TITLE><ORDER.INIT><P>I sag C-137/95 P,</P></ORDER.INIT><PARTIES><PLAINTIFS><P><HT TYPE="BOLD">Vereniging van Samenwerkende Prijsregelende</HT> Organisaties in de Bouwnijverheid m.fl. ved advokat L. H. van Lennep, Haag, og advokat E. H. Pijnacker Hordijk, Amsterdam, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat L. Frieden, 6, avenue Guillaume,</P><PARTY.STATUS>appellanter,</PARTY.STATUS></PLAINTIFS><P>angående appel af dom afsagt den <DATE ISO="19950221">21. februar 1995</DATE> af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans i sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="T-29/92" YEAR="1995" PAGE.ECR="II-289">T-29/92, SPO m.fl. mod Kommissionen (Sml. II, s. 289)</REF.DOC.ECR>, hvori der er nedlagt påstand om ophævelse af dommen,</P><AGAINST>den anden part i appelsagen er:</AGAINST><DEFENDANTS><P><HT TYPE="BOLD">Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber</HT> ved B. J. Drijber, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget, bistået af advokat P. Glazener, Amsterdam, og med valgt adresse i Luxembourg hos C. Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,</P></DEFENDANTS></PARTIES><P>har</P><PREAMBLE.GEN><PREAMBLE.INIT><P>DOMSTOLEN</P><P>sammensat af præsidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformændene C.N. Kakouris, D.A.O. Edward, J.-P. Puissochet og G. Hirsch samt dommerne<?PAGE NO="I-1614"?> G.F. Mancini, F.A. Schockweiler, J.C. Moitinho de Almeida, P.J.G. Kapteyn, C. Gulmann, J.L. Murray, P. Jann (refererende dommer), H. Ragnemalm, L. Sevón og M. Wathelet,</P><P>generaladvokat: M.B. Elmer</P><P>justitssekretær: R. Grass,</P><P>efter at have hørt generaladvokaten,</P></PREAMBLE.INIT><PREAMBLE.FINAL><P>afsagt følgende</P></PREAMBLE.FINAL></PREAMBLE.GEN><CONTENTS.ORDER><GR.SEQ LEVEL="1"><TITLE><TI><P>Kendelse</P></TI></TITLE><NP><NO.P>1</NO.P><TXT>Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den <DATE ISO="19950427">27. april 1995</DATE> har Vereniging van Samenwerkende Prijsregelende Organisaties in de Bouwnijverheid (<QUOT.START ID="QS0001" REF.END="QE0001" CODE="00BB"/>SPO<QUOT.END ID="QE0001" REF.START="QS0001" CODE="00AB"/>) og 28 andre appellanter iværksat appel af dom afsagt af Retten i Første Instans den <DATE ISO="19950221">21. februar 1995</DATE> i sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="T-29/92" YEAR="1995" PAGE.ECR="II-289">T-29/92, SPO m.fl. mod Kommissionen (Sml. II, s. 289)</REF.DOC.ECR>, for så vidt Retten frifandt Kommissionen for deres påstand om, at det blev fastslået, at Kommissionens beslutning 92/204/EØF af <DATE ISO="19920205">5. februar 1992</DATE> om en procedure i henhold til EØF-traktatens artikel 85 (IV/31.572 og IV/32.571 — Byggeog anlægsbranchen i Nederlandene, <REF.DOC.OJ COLL="L" NO.OJ="092" DATE.PUB="1992" PAGE.FIRST="1">EFT L 92, s. 1</REF.DOC.OJ>) var en nullitet, subsidiært, at beslutningen annulleredes.</TXT></NP><NP><NO.P>2</NO.P><TXT>SPO er en samordningsorganisation stiftet i 1963 af forskellige nederlandske entreprenørsammenslutninger, hvis nuværende medlemmer er de 28 øvrige appellanter. Siden 1952 har de sidstnævnte udfærdiget konkurrenceregulerende reglementer med hensyn til licitationer, der afholdes i visse regioner eller i visse sektorer af bygge- og anlægsbranchen. Efter at SPO blev oprettet, er disse reglementer efterhånden blevet harmoniseret under organisationens tilsyn mellem 1973 og 1979 (den appellerede doms præmis 1, 2 og 4).</TXT></NP><?PAGE NO="I-1615"?><NP><NO.P>3</NO.P><TXT>SPO har ifølge sine vedtægter til formål at <QUOT.START ID="QS0002" REF.END="QE0002" CODE="00BB"/>arbejde for en velordnet konkurrence, at forhindre og bekæmpe utilbørlig adfærd ved tilbudsgivning og at fremme en sund prisdannelse<QUOT.END ID="QE0002" REF.START="QS0002" CODE="00AB"/>. Med henblik herpå har SPO udfærdiget de såkaldte <QUOT.START ID="QS0003" REF.END="QE0003" CODE="00BB"/>institutionaliserede pris- og konkurrenceregulerende reglementer<QUOT.END ID="QE0003" REF.START="QS0003" CODE="00AB"/>, ligesom SPO har beføjelse til, såfremt virksomheder, der er tilsluttet SPO's medlemsorganisationer, tilsidesætter deres forpligtelser i henhold til disse reglementer, at iværksætte sanktioner over for dem. Håndhævelsen af reglementerne varetages af otte kontorer, som står under tilsyn af SPO. SPO's medlemsorganisationer omfatter mere end <FT TYPE="NUMBER">4000</FT> bygge- og anlægsvirksomheder i Nederlandene (dommens præmis 2).</TXT></NP><NP><NO.P>4</NO.P><TXT>Den <DATE ISO="19800603">3. juni 1980</DATE> vedtog SPO's generalforsamling en række etiske regler, som var bindende for alle de virksomheder, der var tilsluttet SPO's medlemsorganisationer, og som indeholdt en ensartet ordning for pålæggelse af sanktioner ved tilsidesættelse af de reglementer, som blev harmoniseret mellem 1973 og 1979, samt en række materielle regler, som var nødvendige for anvendelsen af disse reglementer. De etiske regler trådte i kraft den <DATE ISO="19801001">1. oktober 1980</DATE> (dommens præmis 5).</TXT></NP><NP><NO.P>5</NO.P><TXT>Den <DATE ISO="19850816">16. august 1985</DATE> anmodede Kommissionen SPO om en række oplysninger for at skaffe information om udenlandske virksomheders deltagelse i SPO (dommens præmis 6).</TXT></NP><NP><NO.P>6</NO.P><TXT>Ved ministeriel bekendtgørelse af <DATE ISO="19860602">2. juni 1986</DATE> vedtog de nederlandske myndigheder et ensartet reglement om licitationer, som indeholder regler for indgåelse af offentlige kontrakter (dommens præmis 7).</TXT></NP><NP><NO.P>7</NO.P><TXT>Samme år vedtog SPO to nye reglementer om prisregulering (<QUOT.START ID="QS0004" REF.END="QE0004" CODE="00BB"/>UPR<QUOT.END ID="QE0004" REF.START="QS0004" CODE="00AB"/>), det ene vedrørende opfordringer til afgivelse af tilbud ved begrænset licitation, det andet vedrørende opfordringer til afgivelse af tilbud ved offentlig licitation. Disse reglementer er atter suppleret med fire reglementer og tre bilag og er trådt i kraft den <DATE ISO="19870401">1. april 1987</DATE> (dommens præmis 8).</TXT></NP><?PAGE NO="I-1616"?><NP><NO.P>8</NO.P><TXT>Det fremgår bl.a. af præmis 90 og 125, at UPR i det væsentlige har til formål at sikre, at det er virksomhederne, og ikke bygherren, der udpeger den <QUOT.START ID="QS0005" REF.END="QE0005" CODE="00BB"/>forhandlingsberettigede<QUOT.END ID="QE0005" REF.START="QS0005" CODE="00AB"/>, som får eneret til at holde kontakt med bygherren med henblik på forhandlinger om tilbuddets nærmere indhold og prisen samt til at fastsætte pristillæg, som skal betales af bygherren, og som i det væsentlige omfatter godtgørelse for udregningsomkostninger og bidrag til brancheorganisationernes administration, herunder SPO. Det bestemmes i øvrigt i UPR, at disse tillæg dækker samtlige udregningsomkostninger for samtlige berørte virksomheder, som deltager i mødet, og lægges til det tilbud, som den forhandlingsberettigede fremsætter overfor bygherren, dvs., at de ifølge appellanterne overvæltes på det byggeri, med henblik på hvilket disse udgifter er afholdt. Endelig kan tilbudsgiverne trække de pågældende pristilbud tilbage efter at have sammenlignet dem med de øvrige tilbudsgiveres.</TXT></NP><NP><NO.P>9</NO.P><TXT>Den <DATE ISO="19870615">15. juni 1987</DATE> foretog Kommissionen kontrolundersøgelser hos SPO. Efter disse anmeldte SPO den <DATE ISO="19880113">13. januar 1988</DATE> UPR til Kommissionen, hvilken anmeldelse blev suppleret den <DATE ISO="19890713">13. juli 1989</DATE> efter ændring af UPR. I november 1989 besluttede Kommissionen at indlede en procedure mod SPO, og den <DATE ISO="19891205">5. december 1989</DATE> tilsendte den organisationen en meddelelse af klagepunkter. Efter en høring, som fandt sted den <DATE ISO="19900612">12. juni 1990</DATE>, vedtog Kommissionen den <DATE ISO="19920205">5. februar 1992</DATE> en beslutning om, at der forelå en overtrædelse af EØF-traktatens artikel 85 (den appellerede doms præmis 10-23).</TXT></NP><NP><NO.P>10</NO.P><TXT>I denne beslutning fastslog Kommissionen, at SPO's vedtægter af <DATE ISO="19631210">10. december 1963</DATE> med senere ændringer, de to UPR af <DATE ISO="19861009">9. oktober 1986</DATE> med tilhørende reglementer og bilag, de tilsvarende gamle UPR, som disse har afløst, samt de etiske regler, bortset fra disses artikel 10, udgjorde en overtrædelse af traktatens artikel 85, stk. 1. Den afslog desuden anmodningen om fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, og pålagde sagsøgerne bøder på i alt <FT TYPE="NUMBER">22498000</FT> ECU (dommens præmis 22, 23 og 25).</TXT></NP><?PAGE NO="I-1617"?><NP><NO.P>11</NO.P><TXT>Den <DATE ISO="19920413">13. april 1992</DATE> anlagde SPO og organisationens 28 medlemmer sag ved Retten i Første Instans med påstand om, at det blev fastslået, at Kommissionens beslutning var en nullitet, subsidiært at den blev annulleret.</TXT></NP><NP><NO.P>12</NO.P><TXT>Ved dom af <DATE ISO="19950221">21. februar 1995</DATE> frifandt Retten Kommissionen og opretholdt således Kommissionens beslutning.</TXT></NP><NP><NO.P>13</NO.P><TXT>Den <DATE ISO="19950427">27. april 1995</DATE> iværksatte SPO og dens 28 medlemmer nærværende appel af dommen.</TXT></NP><GR.SEQ LEVEL="2"><TITLE><TI><P>Parternes anbringender</P></TI></TITLE><NP><NO.P>14</NO.P><TXT>Til støtte for deres appel, hvorunder der er nedlagt påstand om ophævelse af dommen af <DATE ISO="19950221">21. februar 1995</DATE>, har appellanterne fremført to appelgrunde, hvoraf den ene angår anmodningen om fritagelse i henhold til EF-traktatens artikel 85, stk. 3, og den anden fastsættelsen af bødernes størrelse.</TXT></NP><NP><NO.P>15</NO.P><TXT>Appellanterne har således ikke anfægtet den del af Rettens dom, som fastslår, at der foreligger overtrædelser af traktatens artikel 85, stk. 1.</TXT></NP><NP><NO.P>16</NO.P><TXT>Med deres første anbringende gør appellanterne gældende, at Retten ved sin prøvelse af Kommissionens vurdering af deres anmodning om fritagelse har tilsidesat EØF-traktatens artikel 85, stk. 3, og artikel 190 samt artikel 9, stk. 1, i Rådets forordning nr. 17 af <DATE ISO="19620206">6. februar 1962</DATE>, første forordning om anvendelse af bestemmelseme<?PAGE NO="I-1618"?> i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81), eller i hvert fald fællesskabsrettens almindelige principper om begrundelse af beslutninger og retten til kontradiktion.</TXT></NP><NP><NO.P>17</NO.P><TXT>Artikel 85, stk. 3, er affattet således:</TXT><P><QUOT.START ID="QS0006" REF.END="QE0006" CODE="00BB"/>Bestemmelserne i stk. 1 kan dog erklæres uanvendelige på:</P><P><LIST TYPE="DASH"><ITEM><P>enhver aftale eller kategori af aftaler mellem virksomheder</P></ITEM><ITEM><P>enhver vedtagelse eller kategori af vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder, og</P></ITEM><ITEM><P>enhver samordnet praksis eller kategori deraf,</P></ITEM></LIST></P><P>som bidrager til at forbedre produktionen eller fordelingen af varerne eller til at fremme den tekniske eller økonomiske udvikling<QUOT.END ID="QE0006" REF.START="QS0006" CODE="00AB"/> (første betingelse), <QUOT.START ID="QS0007" REF.END="QE0007" CODE="00BB"/>samtidig med at de sikrer forbrugerne en rimelig del af fordelen herved<QUOT.END ID="QE0007" REF.START="QS0007" CODE="00AB"/> (anden betingelse),</P><P><QUOT.S LEVEL="1"><P><QUOT.START ID="QS0008" REF.END="QE0008" CODE="00BB"/>og uden at der:</P><P><LIST TYPE="alpha"><ITEM><NP><NO.P>a)</NO.P><TXT>pålægges de pågældende virksomheder begrænsninger, som ikke er nødvendige for at nå disse mål&quot; (tredje betingelse),</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>b)</NO.P><TXT>gives disse virksomheder mulighed for at udelukke konkurrencen for en væsentlig del af de pågældende varer<QUOT.END ID="QE0008" REF.START="QS0008" CODE="00AB"/> (fjerde betingelse).</TXT></NP></ITEM></LIST></P></QUOT.S></P></NP><?PAGE NO="I-1619"?><NP><NO.P>18</NO.P><TXT>Med det første anbringendes første led gør appellanterne gældende, at Retten ved prøvelsen af Kommissionens vurdering af den anden og den tredje betingelse for fritagelse samt dens begrundelse skulle have fastslået den pågældende <QUOT.START ID="QS0009" REF.END="QE0009" CODE="00BB"/>fordel<QUOT.END ID="QE0009" REF.START="QS0009" CODE="00AB"/> ved først at undersøge den første betingelse for fritagelse, som dette begreb henviser til, før den undersøgte de øvrige betingelser.</TXT></NP><NP><NO.P>19</NO.P><TXT>Med det første anbringendes andet led gør appellanterne gældende, at Retten har anvendt en række ikke fyldestgørende retlige kriterier ved sin prøvelse af Kommissionens vurdering af den anden betingelse for fritagelse.</TXT></NP><NP><NO.P>20</NO.P><TXT>For det første har den foretaget denne prøvelse ved at henvise til begrebet konkurrence og ikke til begrebet fordel, som defineret i den første betingelse for fritagelse i artikel 85, stk. 3, dels ved at fastslå, at de reglementer, som har til formål at bekæmpe, hvad sagsøgerne betegner som ruinerende konkurrence, <QUOT.START ID="QS0010" REF.END="QE0010" CODE="00BB"/>i princippet<QUOT.END ID="QE0010" REF.START="QS0010" CODE="00AB"/> ikke kunne fritages, fordi de nødvendigvis fører til en begrænsning af konkurrencen, dels ved — bl.a. i den appellerede doms præmis 294 — at udtale, at appellanternes adfærd <QUOT.START ID="QS0011" REF.END="QE0011" CODE="00BB"/>uvægerligt [fører] til en konkurrencebegrænsning og til, at forbrugerne berøves de pågældende fordele<QUOT.END ID="QE0011" REF.START="QS0011" CODE="00AB"/>.</TXT></NP><NP><NO.P>21</NO.P><TXT>For det andet har den i præmis 292 i forbindelse med undersøgelsen af den anden betingelse for fritagelse antaget, at en makroøkonomisk analyse ikke var nødvendig. Den har desuden undladt at tage hensyn til de nederlandske myndigheders stilling og rolle i reglementernes gyldighedsperiode.</TXT></NP><NP><NO.P>22</NO.P><TXT>For det tredje har den i præmis 295 dels udtalt, at fordelen skulle komme alle forbrugere til gode uden forskel, dels undladt at tage den omstændighed i betragtning, at det fulgte af dens egne konstateringer i slutningen af præmis 296, at andre bygherrer end dem, hvis situation den har taget i betragtning, fik en fordel af anvendelsen af reglementerne.</TXT></NP><?PAGE NO="I-1620"?><NP><NO.P>23</NO.P><TXT>Med det første anbringendes tredje led, som vedrører den tredje betingelse for fritagelse, gør appellanterne gældende, at Retten ved at lægge til grund, at processen for udpegning af den forhandlingsberettigede var af ensidig karakter, har sat sin egen vurdering af de pågældende reglementer i stedet for Kommissionens, hvilket er i strid med den enekompetence, som sidstnævnte har i henhold til artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 17. De har ligeledes gjort gældende, at Retten har set bort fra forskellige argumenter, som de påberåbte sig.</TXT></NP><NP><NO.P>24</NO.P><TXT>Appellanterne gør med deres andet anbringende — stadig uden at uddybe deres kritik — gældende, at Retten har tilsidesat EF-traktatens artikel 85 og 190, samt artikel 4, stk. 2, og artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 eller fællesskabsrettens almindelige principper vedrørende begrundelse af beslutninger, retssikkerhed, retsbeskyttelse og proportionalitet ved sin prøvelse af Kommissionens vurdering af grovheden af de overtrædelser, som den havde konstateret. Hele anbringendet vedrører den forpligtelse, som Kommission og Retten ifølge appellanterne har til at tage overtrædelsens mere eller mindre tilsigtede karakter i betragtning (<QUOT.START ID="QS0012" REF.END="QE0012" CODE="00BB"/>forsætligt eller uagtsomt<QUOT.END ID="QE0012" REF.START="QS0012" CODE="00AB"/>) ved vurderingen af dennes grovhed, som er et af de to kriterier for fastsættelsen af bødens størrelse i henhold til artikel 15, stk. 2, andet afsnit, i forordning 17.</TXT></NP><NP><NO.P>25</NO.P><TXT>Med det andet anbringendes første led gør appellanterne gældende, at Retten ikke ved denne vurdering i hvert enkelt tilfælde har undersøgt, om overtrædelsen var blevet begået <QUOT.START ID="QS0013" REF.END="QE0013" CODE="00BB"/>forsætligt eller uagtsomt<QUOT.END ID="QE0013" REF.START="QS0013" CODE="00AB"/>, hvilken betingelse er indeholdt i artikel 15, stk. 2, første afsnit.</TXT></NP><NP><NO.P>26</NO.P><TXT>Med anbringendets andet led gør de gældende, at Retten ikke har annulleret Kommissionens beslutning, som gjorde det umuligt for den at foretage en prøvelse af anvendelsen af de omtvistede kriterier, fordi den i præmis 140 <QUOT.START ID="QS0014" REF.END="QE0014" CODE="00BB"/>undlod at tage stilling til, om der havde foreligget forsæt eller fejl<QUOT.END ID="QE0014" REF.START="QS0014" CODE="00AB"/> med hensyn til de overtrædelser, som mindst gik tilbage til <DATE ISO="19801001">1. oktober 1980</DATE>, mens den havde gjort det for de øvrige overtrædelsers vedkommende.</TXT></NP><?PAGE NO="I-1621"?><NP><NO.P>27</NO.P><TXT>Med anbringendets tredje led gør appellanterne i det væsentlige gældende, at en eventuel anvendelse af artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 17, som fritager visse aftaler fra forpligtelsen til anmeldelse, er en omstændighed, som Retten obligatorisk skulle tage i betragtning ved fastsættelsen af bødens størrelse. Ifølge appellanterne indebærer denne omstændighed i princippet, at overtrædelserne kun har kunnet begås uagtsomt og ikke forsætligt, som Retten har lagt til grund.</TXT></NP><NP><NO.P>28</NO.P><TXT>I svarskriftet har Kommissionen nedlagt påstand om, at appellen forkastes.</TXT></NP><NP><NO.P>29</NO.P><TXT>Vedrørende det første anbringendes første led har den gjort gældende, at det i betragtning af, at betingelserne for fritagelse er kumulative, ikke kan bebrejdes Retten, at den ikke har undersøgt den første betingelse for fritagelse. Det kan heller ikke bebrejdes den, at den med hensyn til den anden og den tredje betingelse for fritagelse ved sin prøvelse har lagt den definition af <QUOT.START ID="QS0015" REF.END="QE0015" CODE="00BB"/>fordel<QUOT.END ID="QE0015" REF.START="QS0015" CODE="00AB"/> til grund, som appellanterne selv har påberåbt sig.</TXT></NP><NP><NO.P>30</NO.P><TXT>Med hensyn til det første anbringendes andet led har Kommissionen gjort gældende, at de forskellige anbringender, som appellanterne har påberåbt sig, hviler på en fejlagtig fortolkning af Rettens dom eller vedrører vurderinger af faktiske omstændigheder, som ikke er omfattet af Domstolens prøvelse i en appelsag.</TXT></NP><NP><NO.P>31</NO.P><TXT>Med hensyn til det første anbringendes tredje led har den gjort gældende, at det pågældende led i vurderingen, nemlig ensidigheden i processen for udpegelse af den forhandlingsberettigede, indgik i drøftelserne, fordi det figurerer forskellige steder i Kommissionens beslutning, og at der nu ikke er nogen regel, der er til hinder for, at Fællesskabets retsinstanser ved deres prøvelse af lovligheden af institutionernes retsakter inddrager argumenter, der ikke som sådanne er indeholdt i den pågældende retsakt, men som bekræfter dens rigtighed. Den har nedlagt påstand om, at en række andre argumenter, der påberåbes som led i dette anbringende, forkastes.</TXT></NP><?PAGE NO="I-1622"?><NP><NO.P>32</NO.P><TXT>Med hensyn til det andet anbringende har Kommissionen for det første gjort gældende, at Retten har fuld prøvelsesret med hensyn til beslutninger, hvorved der pålægges bøder. Dernæst har den vedrørende anbringendets forskellige led anført, at appellanterne for det første har fejlfortolket artikel 15, stk. 2, første og andet afsnit, i forordning nr. 17, som må skelnes fra hinanden, og for det andet har anlagt en fejlagtig opfattelse af punkt 140 i Kommissionens beslutning, hvor det omtvistede udtryk findes, nemlig <QUOT.START ID="QS0016" REF.END="QE0016" CODE="00BB"/>forsætligt eller i det mindste uagtsomt<QUOT.END ID="QE0016" REF.START="QS0016" CODE="00AB"/>, hvilket udtryk angår spørgsmålet, om betingelsen for at pålægge bøder i artikel 15, stk. 2, første afsnit, som ikke sondrer mellem de to tilfælde, er opfyldt. Den har endelig gjort gældende, at det er med urette at appellanterne hævder, at deres reglementer var omfattet af artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 17, hvilken opfattelse i øvrigt er blevet forkastet ved Kommissionens beslutning og af Retten, idet denne artikel i øvrigt ikke spiller nogen obligatorisk rolle ved fastlæggelsen af bøden eller ved bestemmelsen af dens størrelse.</TXT></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="2"><TITLE><TI><P>Domstolens bemærkninger</P></TI></TITLE><NP><NO.P>33</NO.P><TXT>Det bestemmes i procesreglementets artikel 119, at når det er åbenbart, at appellen helt eller delvist skal afvises eller forkastes, kan Domstolen når som helst ved begrundet kendelse afvise eller forkaste appellen.</TXT></NP><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><P>Første anbringende</P></TI></TITLE><GR.SEQ LEVEL="4"><TITLE><TI><P>Første led</P></TI></TITLE><NP><NO.P>34</NO.P><TXT>Med hensyn til anbringendet om, at Retten ikke har undersøgt den første betingelse for fritagelse i forbindelse med prøvelsen af Kommissionens vurdering af den anden og den tredje betingelse for fritagelse, bemærkes for det første, at Retten i præmis 267 og 286 har henvist til, at de fire betingelser for fritagelse er kumulative,<?PAGE NO="I-1623"?> og har udtalt, at <QUOT.START ID="QS0017" REF.END="QE0017" CODE="00BB"/>beslutningen om at afslå sagsøgernes ansøgning om fritagelse må stadfæstes, blot en af disse betingelser ikke er opfyldt<QUOT.END ID="QE0017" REF.START="QS0017" CODE="00AB"/>.</TXT></NP><NP><NO.P>35</NO.P><TXT>For det andet må det fastslås, at Retten — som i den appellerede doms præmis 288 har henvist til, at dens efterprøvelse af Kommissionens vurderinger med hensyn til, om der skal meddeles fritagelse i henhold til artikel 85, stk. 3, er begrænset — for det første med hensyn til parternes argumenter har redegjort for den fordel, som appellanterne antog, at reglementerne ville føre til (præmis 268-271 med hensyn til den anden betingelse og præmis 301 med hensyn til den tredje), inden den gennemgik disse argumenter et for et, bl.a. i præmis 293, 295, 296 og 298 samt i præmis 310 ff.</TXT></NP><NP><NO.P>36</NO.P><TXT>Eftersom den anden betingelse for fritagelse vedrører fordelens fordeling og ikke dens eksistens, kunne Retten, således som den har gjort, lægge den definition af den fordel til grund, som sagsøgerne har påberåbt sig, da en sådan holdning på ingen måde var til skade for dem.</TXT></NP><NP><NO.P>37</NO.P><TXT>Heraf følger, at første led i det første anbringende åbenbart må forkastes.</TXT></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="4"><TITLE><TI><P>Andet led</P></TI></TITLE><NP><NO.P>38</NO.P><TXT>Påstanden om, at Retten har anvendt en række ikke fyldestgørende retlige kriterier ved sin prøvelse af Kommissionens vurdering af den anden betingelse for fritagelse vedrørende fordelingen af fordelen, er åbenbart grundløs.</TXT></NP><?PAGE NO="I-1624"?><NP><NO.P>39</NO.P><TXT>Hele det første argument hviler på en åbenbart fejlagtig opfattelse af dommen. Det er tilstrækkeligt at læse den omtvistede passus (slutningen af præmis 294) i sin sammenhæng for at fastslå dette. I denne del af dommen begrænser Retten sig nemlig, hvilket er med rette, når det drejer sig om meddelelse af en fritagelse, til blot at efterprøve, om Kommissionen har begået et åbenbart fejlskøn (præmis 288). Med sin afgørelse i forbindelse med undersøgelsen af den anden betingelse for fritagelse (rimelig fordeling af den fordel, som de omtvistede reglementer anses for at give), fastslår Retten blot, at den fordel, som antages at følge af bekæmpelsen af det, som appellanterne betegner som en ruinerende konkurrence (begyndelsen af den omtvistede passus), ikke kommer forbrugerne til gode. Ved at træffe en sådan afgørelse har Retten ikke gjort sig skyldig i nogen sammenblanding af artikel 85, stk. 1 (eksistensen af konkurrencebegrænsninger), og dens stk. 3 (betingelser for fritagelse).</TXT></NP><NP><NO.P>40</NO.P><TXT>Appellanternes andet argument vedrører præmis 292 og er ligeledes baseret på en fejlagtig opfattelse af dommen. Det fremgår nemlig af en simpel gennemlæsning af denne, at Retten ikke, som appellanterne lader forstå, har indtaget en principiel holdning, som udelukker makroøkonomiske analyser fra vurderingen af aftaler med henblik på den anden betingelse for fritagelse i artikel 85, stk. 3.</TXT></NP><NP><NO.P>41</NO.P><TXT>Efter i dommens præmis 288 og 289 at have henvist til, at dens prøvelsesret med hensyn til fritagelse af aftaler er begrænset, da artikel 9 i forordning nr. 17 har givet Kommissionen enekompetence, har Retten i præmis 290 og 291 undersøgt, om det er med rette, at Kommissionen ikke har lagt den fordel, som appellanterne havde påberåbt sig på makroøkonomisk plan, til grund, før den i præmis 292 konkluderede, at Kommissionen ved at sammenstille appellanternes makroøkonomiske analyse og sin egen mikroøkonomiske analyse ikke har begået et åbenbart fejlskøn.</TXT></NP><NP><NO.P>42</NO.P><TXT>Desuden er de nationale myndigheders holdning i reglementernes gyldighedsperiode en faktisk omstændighed, som Retten, da den traf afgørelse med hensyn til fællesskabsretten, på ingen måde var forpligtet til at tage i betragtning ved sin vurdering med hensyn til den anden betingelse for fritagelse.</TXT></NP><?PAGE NO="I-1625"?><NP><NO.P>43</NO.P><TXT>Med hensyn til det tredje argument er dets første del ligeledes baseret på en åbenbart fejlagtig forståelse af den appellerede doms præmis 295. Retten har nemlig aldrig, som appellanterne hævder, anerkendt, at de påviste fordele skulle komme alle forbrugere til gode uden forskel, men den har kun, på grundlag af faktiske konstateringer, der i øvrigt ligger udenfor Domstolens prøvelse under en appelsag, henvist til, at de af appellanterne påberåbte fordele er begrænsede.</TXT></NP><NP><NO.P>44</NO.P><TXT>Med dette arguments andet led har appellanterne gjort gældende, at Retten har undladt at tage i betragtning, at udregningsomkostningerne for de bygherrer, som henvender sig til et stort antal virksomheder, i mangel af reglementerne ville blive indregnet af disse i deres generalomkostninger og således overvæltet på andre bygherrer, og at reglementerne ved at forhindre dette kommer andre bygherrer til gode end dem, som Retten sigter til.</TXT></NP><NP><NO.P>45</NO.P><TXT>Det fremgår imidlertid klart af begyndelsen af præmis 296, at Retten udtrykkelig har undersøgt spørgsmålet om, hvem der nøjagtig blev begunstiget af den fordel, som de øvrige bygherrer antages at få, for at afveje den med dens karakteristiske ulemper og med grænserne for dens fordeling.</TXT></NP><NP><NO.P>46</NO.P><TXT>Følgelig må det første anbringendes andet led åbenbart forkastes i det hele.</TXT></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="4"><TITLE><TI><P>Tredje led</P></TI></TITLE><NP><NO.P>47</NO.P><TXT>Uden at gå ind på appellanternes argumenter i detaljer bemærkes, at Domstolen ifølge fast praksis uden videre forkaster klagepunkter rettet mod præmisser, der til overflod er anført i en dom afsagt af Retten, fordi disse ikke kan føre til dens ophævelse (jf. bl.a. dom af <DATE ISO="19931222">22.12.1993</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-244/91 P" YEAR="1993" PAGE.ECR="I-6965">C-244/91 P, Pincherle mod<?PAGE NO="I-1626"?> Kommissionen, Sml. I, s. 6965, præmis 25</REF.DOC.ECR>, og af <DATE ISO="19930318">18.3.1993</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-35/92 P" YEAR="1993" PAGE.ECR="I-991">C-35/92 P, Parlamentet mod Frederiksen, Sml. I, s. 991</REF.DOC.ECR>).</TXT></NP><NP><NO.P>48</NO.P><TXT>I denne sag bemærkes, at Retten ved undersøgelsen af betingelserne for at meddele fritagelse i dommens præmis 267 med rette <QUOT.START ID="QS0018" REF.END="QE0018" CODE="00BB"/>indledningsvis<QUOT.END ID="QE0018" REF.START="QS0018" CODE="00AB"/> bemærker, <QUOT.START ID="QS0019" REF.END="QE0019" CODE="00BB"/>at de fire betingelser for at indrømme fritagelse efter traktatens art. 85, stk. 3, er kumulative ... hvorfor beslutningen om at afslå sagsøgernes ansøgning om fritagelse må stadfæstes, blot en af disse betingelser ikke er opfyldt<QUOT.END ID="QE0019" REF.START="QS0019" CODE="00AB"/> (jf. også præmis 286), og at den, efter i præmis 300 at være nået til det resultat, at den anden betingelse for fritagelse ikke var opfyldt, i den appellerede doms præmis 310 har udtalt, at det var <QUOT.START ID="QS0020" REF.END="QE0020" CODE="00BB"/>overflødigt<QUOT.END ID="QE0020" REF.START="QS0020" CODE="00AB"/>, at den konstaterede, at den tredje betingelse for fritagelse heller ikke var opfyldt.</TXT></NP><NP><NO.P>49</NO.P><TXT>Da det følger af præmis 35 og 44 i nærværende kendelse, at Retten ikke har tilsidesat fællesskabsretten ved at fastslå, at den anden betingelse for fritagelse ikke var opfyldt, er det første anbringendes tredje led uvirksomt og kan derfor åbenbart ikke begrunde, at der gives appellanterne medhold.</TXT></NP></GR.SEQ></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><P>Andet anbringende</P></TI></TITLE><GR.SEQ LEVEL="4"><TITLE><TI><P>De to første led</P></TI></TITLE><NP><NO.P>50</NO.P><TXT>Dette anbringende vedrører fastsættelsen af bødens størrelse som omhandlet i artikel 15, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 17.</TXT></NP><?PAGE NO="I-1627"?><NP><NO.P>51</NO.P><TXT>Med anbringendets første led går appellanterne ud fra den fejlagtige antagelse, at grovheden af de begåede overtrædelser, det ene af de to fastsatte kriterier, obligatorisk skulle have været vurderet afhængigt af betingelsen i denne bestemmelses første afsnit, som foreskriver, at overtrædelserne skal være begået forsætligt eller uagtsomt.</TXT></NP><NP><NO.P>52</NO.P><TXT>Med anbringendets andet led hævder appellanterne ydermere og fejlagtigt, at Retten skulle have annulleret Kommissionens beslutning, da Kommissionen, ved ikke at sondre i beslutningens punkt 140 mellem forsætligt begåede overtrædelser og uagtsomme overtrædelser, gjorde det umuligt for den at udøve sin kontrol.</TXT></NP><NP><NO.P>53</NO.P><TXT>Det bemærkes for det første, at det fremgår af den klare og præcise ordlyd af artikel 15, stk. 2, at denne omhandler to særskilte spørgsmål. Dels fastsætter den de betingelser, som skal være opfyldt, for at Kommissionen kan pålægge bøder (begyndelsesbetingelser); blandt disse betingelser er betingelsen om, at overtrædelsen skal være forsætlig eller uagtsom (første afsnit). Dels indeholder den bestemmelser om fastsættelse af bødens størrelse, som afhænger af overtrædelsens grovhed og varighed (andet afsnit). Denne klare sondring ligger til grund for hele Domstolens praksis vedrørende denne bestemmelse.</TXT></NP><NP><NO.P>54</NO.P><TXT>Det bemærkes dernæst vedrørende første led, at artikel 15, stk. 2, andet afsnit, ikke foreskriver nogen obligatorisk (og i øvrigt heller ikke nogen fakultativ) henvisning til begyndelsesbetingelserne i første afsnit, hvilket Domstolens praksis vedrørende fastsættelsen af bødernes størrelse i øvrigt heller ikke gør. Det fremgår nemlig af denne, at overtrædelsernes grovhed skal fastslås på grundlag af en lang række forhold, herunder bl.a. sagens særlige omstændigheder, dens sammenhæng og bødernes afskrækkende virkning, uden at der er opstillet en bindende eller udtømmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning.</TXT></NP><?PAGE NO="I-1628"?><NP><NO.P>55</NO.P><TXT>Det bemærkes endvidere, at uagtsomme overtrædelser, som Kommissionen har fremhævet, ikke ud fra et konkurrenceretligt synspunkt er mindre grove end forsætlige overtrædelser.</TXT></NP><NP><NO.P>56</NO.P><TXT>Med hensyn til det andet led er det tilstrækkeligt at henvise til, at punkt 140 i Kommissionens beslutning faktisk vedrører betingelserne for at pålægge bøder, og at artikel 15, stk. 2, ligesom Domstolens praksis, ikke sondrer mellem de to tilfælde, hvor en bødesag kan indledes, idet disse nævnes som alternativer.</TXT></NP><NP><NO.P>57</NO.P><TXT>Under disse omstændigheder var Retten ikke forpligtet til, for at fastslå overtrædelsens grovhed, at undersøge, om denne var begået forsætligt eller uagtsomt, og end mindre til at sondre mellem de to tilfælde. Det er derfor åbenbart, at de to første led i det andet anbringende skal forkastes.</TXT></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="4"><TITLE><TI><P>Tredje led</P></TI></TITLE><NP><NO.P>58</NO.P><TXT>Appellanterne har anført, at det ved vurderingen af overtrædelsens grovhed skal tages i betragtning, om artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 17 eventuelt skal anvendes; det er i denne forbindelse tilstrækkeligt at fastslå, at ved fastsættelsen af bødens størrelse er der intet i ordlyden af artikel 15, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 17 eller i ordlyden af samme forordnings artikel 4, stk. 2, eller i Domstolens praksis, der forpligter Kommissionen eller Retten til at tage hensyn hertil. Det bemærkes desuden, som Retten med rette har påpeget, at parterne altid i et sådant tilfælde har mulighed for at anmelde deres aftaler til Kommissionen for at være sikret bødeimmunitet.</TXT></NP><NP><NO.P>59</NO.P><TXT>Det andet anbringendes tredje led må derfor ligeledes forkastes.</TXT></NP><?PAGE NO="I-1629"?><NP><NO.P>60</NO.P><TXT>Det er derfor åbenbart, at appellen bør forkastes, jf. procesreglementets artikel 119.</TXT></NP></GR.SEQ></GR.SEQ></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="2"><TITLE><TI><P>Sagens omkostninger</P></TI></TITLE><NP><NO.P>61</NO.P><TXT>I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da appellanterne har tabt sagen, pålægges det dem at betale sagens omkostninger in solidum.</TXT></NP></GR.SEQ></GR.SEQ><JURISDICTION><INTRO><P>Af disse grunde</P><P>bestemmer</P><P>DOMSTOLEN</P></INTRO><LIST TYPE="ARAB"><ITEM><NP><NO.P>1)</NO.P><TXT>Appellen forkastes.</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>2)</NO.P><TXT>Appellanterne betaler sagens omkostninger in solidum.</TXT></NP></ITEM></LIST></JURISDICTION></CONTENTS.ORDER><SIGNATURE.CASE><P>Således bestemt i Luxembourg den <DATE ISO="19960325">25. marts 1996</DATE>.</P><SIGNATORY><P>R. Grass</P><P>Justitssekretær</P></SIGNATORY><SIGNATORY><P>G.C. Rodríguez Iglesias</P><P>Præsident</P></SIGNATORY></SIGNATURE.CASE></ORDER>