De således rejste indsigelser angående fortolk ningsbegæringens antagelse til realitetsbehandling og sagsbehandlingens lovlighed må forkastes. Efter Domstolens faste praksis angående artikel 177, stk. 2 tilkommer det alene den nationale ret at bedømme, hvorvidt de fællesskabsbestemmelser, retten anmoder Domstolen om at fortolke — her artiklerne 1, p), 24 og 27 i forordning nr. 3 — er af betydning for den dom, der skal afsiges, og Domstolen anser sig ikke for beføjet til at udtale sig om spørgsmålets relevans for den retssag, der verserer for den pågældende ret. Hvad angår sagsbehandlingen henhører spørgsmålet, om den italienske sociale sikringsinstitution burde have haft lejlighed til at afgive forklaringer for Sozialgericht, under tysk ret, og Domstolen kan ikke tage dette spørgsmål under påkendelse. Men når det ligger fast, at institutionen ikke er indtrådt i hovedsagen, er artikel 20 i Domstolens EØF-statut til hinder for, at den optræder for Domstolen. Efter den nævnte artikel skal meddelelse om den beslutning, hvorved sagen forelægges Domstolen, kun gives til hovedsagens parter, medlemsstaterne, Kommissionen og Rådet, og beføjelsen til at indgive indlæg til Domstolen er forbeholdt de nævnte personer eller organer. I øvrigt anerkendes intervention ikke i en procedure efter artikel 177.

Selv om det i artikel 4, stk. 1 i forordning nr. 3 bestemmes, at denne finder anvendelse på arbejdstagere og dermed ligestillede personer, indeholder forordningen ikke nogen definition af disse to begreber. Problemet forelå da også for Domstolen i en af Domstolens første domme om social sikring, dommen i sagen Unger af 19. marts 1964 (Sml. 1954 — 64, s. 471). Domstolen udtalte med hensyn til den frivillige forsættelsesforsikring, at disse to begreber omfattede alle, der i denne egenskab og uanset under hvilken benævnelse er omfattet af de forskellige nationale sociale sikringsordninger. Forordningens anvendelsesområde afgrænses således af et socialretligt og ikke af et arbejdsretligt kriterium, hvilken afspejler den større og større uafhængighed, den førstnævnte retsdis-ciplin har fået i forhold til den sidstnævnte. I sine indlæg nævner Kommissionen visse kategorier af personer, der ikke er arbejdstagere, men som forordningen efter Kommissionens opfattelse bør finde anvendelse på; jeg vil ikke opholde mig ved disse forskellige eksempler og kun holde mig til spørgsmålet om de selvstændige håndværkere, som har givet anledning til tvisten for den tyske ret.

Sozialgericht har fremhævet en samstemmende tendens i de seks stater til at give de selvstændige håndværkere en mere udstrakt beskyttelse; heraf slutter retten: Denne kategori af små selvstændige erhvervsdrivende indtager efter den almindelige europæiske retsopfattelse en stilling, der'svarer til arbejdstagernes, de er i det væsentlige udsat for de samme risici som sidstnævnte, og de kan med hensyn til social sikring ligestilles med disse til trods for deres økonomiske og sociale stilling.

Det fremgår umiddelbart, at denne konklusion for den nationale ret beror på en sammenlignende undersøgelse af den herom gældende lovgivning i de enkelte lande. Man sætter her fingeren på det paradoksale ved denne type sager. Domstolens kompetence i medfør af artikel 177 angår fortolkningen af fællesskabsretlige bestemmelser alene og ikke af nationale love, og denne fortolkning sker rent abstrakt. Af hensyn til at gøre fortolkningen nyttig og oplysende for den nationale ret ved bedømmelsen af det konkrete tilfælde, der er forelagt den, kan Domstolen imidlertid ikke undgå at undersøge bestemmelser i intern ret (som i øvrigt kan være såvel den forelæggende rets som en anden medlemsstats nationale lov).

I de selvstændige håndværkeres tilfælde er det måske overdrevet som Sozialgericht og vist nok den italienske regering at mene, at disse overalt kan ligestilles med arbejdstagere, idet deres stilling ikke er identisk i alle staterne. De er enten omfattet af en selvstændig ordning (Luxembourg og Frankrig; i sidstnævnte land kan de perioder, der er tilbagelagt som selvstændig håndværker, medregnes i den almindelige ordning for arbejdstagere), af en særlig ordning for selvstændige erhvervsdrivende (Belgien) eller af en ordning, der gælder for samtlige borgere (Nederlandene). I Tyskland omfattes de endelig med hensyn til pensioner af den sociale sikringsordning for arbejdere. I de tilfælde, jeg lige har nævnt, bortset fra Forbundsrepublikken, synes den for de pågældende anvendelige lovgivning ikke at ligestille dem med arbejdstagere.

Tilbage står lovgivningen i Italien, der har givet anledning til det spørgsmål, som den tyske ret stiller. Hvilken social sikringsordning gælder der i dette land for selvstændige håndværkere?

Den tvungne sygeforsikring for selvstændige håndværkere blev indført ved lov nr. 1533 af 29. december 1956. Derefter kom lov nr. 463 af 4. juli 1959 vedrørende udvidelsen af den tvungne forsikring mod invaliditet, alderdom og død til selvstændige håndværkere og deres familiemedlemmer, der udvider de nævnte forsikringsordninger til alle selvstændige håndværkere, som omfattes af 1956-loven. Efter artikel 1, stk. 2 gælder reglerne i kongeligt lov-dekret nr. 1827 af 4. oktober 1935 om tvungen invalideforsikring af arbejdstagere, medmindre andet er bestemt, for den omhandlede forsikring. Med henblik herpå oprettedes der inden for forsikringsinstitutionen I. N. P. S. en særlig finansielt uafhængig afdeling (artikel 3). Perioder, der er tilbagelagt som selvstændig håndværker, kan sammenlægges med perioder, der er tilbagelagt i tilknytning til en hvilken som helst lønnet beskæftigelse (artikel 9). Der udbetales kun én pension, der i visse tilfælde består af flere bestanddele svarende til de tilbagelagte perioder. Den nærmere ordning er følgende:

Hvis kravet er erhvervet udelukkende på grundlag af de bidragsperioder, der er tilbagelagt som arbejdstager, beregnes pensionen udelukkende på grundlag af disse perioder, hvortil imidlertid kommer et tillæg beregnet på grundlag af perioderne som selvstændig håndværker, såfremt de efter loven om selvstændige håndværkere gældende særlige betingelser for ydelsen er opfyldt. Den sidstnævnte lov har i så fald, som Kommissionen siger, en udfyldende virkning.

Den pågældende lovgivning indeholder således i almindelighed en henvisning til den for arbejdstagere gældende lovgivning, hvis bestemmelser den kun i visse tilfælde fraviger. Jeg tror derfor, at selvstændige håndværkere efter italiensk lovgivning kan betragtes som ligestillede med arbejdstagere. Følgelig må, som anført af den italienske regering, de forsikringsperioder, der tilbagelægges i Italien i henhold til forsikringen for selvstændige håndværkere, og som omfattes af loven af 4. juli 1959, udgøre forsikringsperioder med alle de retsvirkninger, dette indebærer, herunder navnlig muligheden for at sammenlægge dem med de i Tyskland tilbagelagte perioder ved fastsættelsen af invalidepension.

De mundtlige indlæg, som advokaten for Landesversicherungsanstalt Schwaben har afgivet, ligesom visse dokumenter han har fremlagt, synes at vise, at denne opfattelse ikke deles af Statsanstalten for Social Forsorg. Man kan beklage denne uenighed og håbe, at den forvaltende institutions praksis i fremtiden vil være i overensstemmelse med den opfattelse, som de eneste bemyndigede repræsentanter for Den italienske Republik giver udtryk for over for Domstolen. Men dette er et internt anliggende. Spørgsmålet er i hvert fald uden betydning for de slutninger, man kan drage af 1959-loven med hensyn til forordning nr. 3.

Efter artikel 3 i forordning nr. 3 findes der i bilag B for hver medlemsstats vedkommende en fortegnelse over den lovgivning om social sikring, på hvilken forordningen finder anvendelse, og som var gældende ved forordningens vedtagelse. Det bestemmes, at enhver medlemsstat skal afgive meddelelse om alle ændringer, der skal foretages i bilag B som følge af vedtagelsen af ny lovgivning, og dette skal ske inden for en frist af tre måneder efter den pågældende lovgivnings bekendtgørelse. Domstolen har i dommen Van der Veen af 15. juli 1964(100/63, Sml. 1954 — 64, s. 527) antaget, at den manglende meddelelse om ny lovgivning inden for den fastsatte frist ikke er til hinder for, at den pågældende lovgivning omfattes af det almindelige udtryk lovgivning.

Denne praksis gælder sikkert også for bilag 9 til forordning nr. 4, for hvilket enhver ændring ifølge den ordning, der var gældende ved vedtagelsen af lov af 4. juli 1959 (denne ordning er blevet ændret ved Rådets forordning 109/65 af 30. juni 1965), skulle meddeles den administrative Kommission af de kompetente myndigheder i det pågældende land. Det kan kun beklages, at en sådan meddelelse til den administrative Kommission vist nok ikke har fundet sted; den nævnte Kommission skulle herefter i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2 have underrettet de kompetente myndigheder i de andre medlemsstater, hvilket ville have forsynet de interne domsmyndigheder med alle oplysninger, som var nødvendige for at anvende fællesskabsbestemmelserne, og ville måske have gjort en forelæggelse for Domstolen unødvendig. Hvorom alting er kan man formode, at det beror på en forglemmelse, at den påkrævede ændring hverken er kommet til udtryk i bilaget eller meddelt den administrative Kommission, idet forholdene i nærværende sag er meget forskellige fra de forhold, der i sagen Welchner (14/67, dom af 5. december 1967, Sml. 1965 — 68, s. …, Rec. XIII-1967, s. 437) var til hinder for en tilsvarende formodning. Hvis man endvidere holder sig for øje, at loven af 4. juli 1959 betegner sig som en udvidelse af den almindelige invalideforsikringsordning og faktisk har et hertil svarende indhold, kan man måske endog tænke sig, at der ikke var nogen anledning til at optage en særlig bemærkning herom i bilaget.

En sådan dokumentation blev faktisk tilvejebragt af B. I. T. på grundlag af de nationale bidrag og under den administrative Kommissions ansvar. Heri nævnes ikke for Italiens vedkommende pensionsforsikringen for selvstændige håndværkere, men på denne omstændighed kan man ikke støtte noget argument, da en åjourføring ikke har fundet sted siden 1958, og da den pågældende lov er af 4. juli 1959. Her igen kan man kun håbe, at dokumentationen regelmæssigt føres å jour af hensyn til de nationale forvaltninger og domstole.

Denne bestemmelse synes imidlertid alene at angå medregningen af perioder, der er tilbagelagt i henhold til en ordning, som forordningen ikke finder anvendelse på, når de efter interne koordinationsregler kan sammenlægges med perioder, som forordningen finder anvendelse på. EØF-Kommissionen har som eksempel nævnt et beskæftigelsesforløb, hvor den pågældende først er arbejdstager i Tyskland og dernæst arbejdtager og selvstændig håndværker i Frankrig; de i Frankrig som selvstændig håndværker tilbagelagte perioder, som i Frankrig kan medregnes inden for den almindelige ordning for arbejdstagere, selv om selvstændige håndværkere utvivlsomt ikke kan anses for ligestillede med arbejdstagere, kan på den samme måde som de i Frankrig som arbejdtager tilbagelagte perioder sammenlægges med perioder, der i Tyskland er tilbagelagt som arbejdstager.

Om fortolkningen af denne bestemmelse er der uenighed i den administrative Kommission; jeg tror derfor ikke, der er grund til at komme nærmere ind herpå, såfremt man, som jeg har foreslået, antager, at selvstændige håndværkere efter den italienske ordning bør anses for ligestillede med arbejdstagere.

Jeg går nu over til at besvare det spørgsmål, der stilles.

Som vi har set, drejer spørgsmålet sig udtrykkeligt og direkte om, hvorledes man skal forholde sig til bidragsperioderne i henhold til den italienske forsikring for selvstændige håndværkere.

Af de grunde, jeg har anført, forekommer det mig rigtigst først at afgøre spørgsmålet, om de pågældende kan ligestilles med arbejdstagere; i øvrigt bør vi til trods for den undersøgelse af italiensk lovgivning, vi har måttet foretage, afholde os fra at give en besvarelse, som udelukkende og udtrykkeligt angår denne lovgivning.