FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

N. EMILIOU

fremsat den 11. juli 2024 ( 1 )

Sag C-237/22 P

Mylan IRE Healthcare Ltd

mod

Europa-Kommissionen

»Appel – humanmedicinske lægemidler – forordning (EF) nr. 141/2000 – lægemidler til sjældne sygdomme – væsentlig gavn – eksklusiv ret på markedet for lægemidlet Tobi Podhaler, som indeholder det virksomme stof tobramycin – efterfølgende markedsføringstilladelse for lægemidlet Tobramycin VVB og relaterede navne – undtagelse fra den eksklusive ret på markedet for det første lægemiddel – det andet lægemiddels kliniske overlegenhed – kriterier«

I. Indledning

1.

»Lægemidler til sjældne sygdomme« er lægemidler til behandling af sygdomme, der er forholdsvis sjældent forekommende (også kendt som sjældne sygdomme), hvilket gør det vanskeligt at udvikle og markedsføre dem på en rentabel måde. For at imødekomme de bekymringer, der følger af den begrænsede adgang til lægemidler for patienter, der lider af sådanne sygdomme, har EU-lovgiver vedtaget en lovgivningsmæssig ramme med henblik på at fremme produktionen af sådanne lægemidler. Denne ramme, der navnlig omfatter forordning (EF) nr. 141/2000 ( 2 ) og forordning (EF) nr. 847/2000 ( 3 ), indeholder en række incitamenter til den farmaceutiske industri, herunder en »belønning« i form af en eksklusiv ret på markedet i en årrække.

2.

For at blive udpeget som et lægemiddel til sjældne sygdomme og drage fordel af en sådan eksklusiv ret skal produktet bl.a. give væsentlig gavn i forhold til andre godkendte behandlinger.

3.

Samtidig er den eksklusive ret på markedet ikke absolut. Der kan indrømmes en undtagelse, bl.a. når et lignende lægemiddel er sikrere, mere effektivt eller på anden måde klinisk overlegent i forhold til det udpegede lægemiddel til sjældne sygdomme.

4.

Den foreliggende sag vedrører hovedsagelig to lægemidler: »Tobi Podhaler – Tobramycin« (herefter »Tobi Podhaler«) og »Tobramycin VVB og relaterede navne« (herefter »Tobramycin VVB«). Begge produkter er indikeret til behandling af lungeinfektion forårsaget af bakterien Pseudomonas aeruginosa hos patienter med cystisk fibrose i alderen seks år og derover.

5.

Mere specifikt blev Tobi Podhaler udpeget som et lægemiddel til sjældne sygdomme og blev derefter tildelt en markedsføringstilladelse med den deraf følgende eksklusive ret på markedet. Mylan IRE Healthcare (herefter »Mylan«) blev efterfølgende indehaver af denne markedsføringstilladelse.

6.

I perioden for denne eksklusive ret på markedet opnåede et andet selskab, UAB VVB (herefter »VVB«), imidlertid en markedsføringstilladelse for Tobramycin VVB, der er et lignende produkt i forhold til Tobi Podhaler. Med henblik herpå ansøgte VVB om en undtagelse fra Tobi Podhalers eksklusive ret på markedet, hvilket blev imødekommet af Europa-Kommissionen.

7.

Denne afgørelse blev anfægtet ved Retten, men Kommissionen blev frifundet. Med den foreliggende appel søger Mylan at bestride det, der efter selskabets opfattelse er en fejlagtig fortolkning af de kriterier, der gør det muligt at indrømme en undtagelse fra den eksklusive ret på markedet, der er knyttet til lægemidler til sjældne sygdomme.

II. Retsforskrifter

A.   Forordning nr. 141/2000

8.

Artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 141/2000 er affattet således:

»Et lægemiddel udpeges som et lægemiddel til sjældne sygdomme, hvis dets sponsor kan bevise,

a)

at lægemidlet er beregnet til diagnosticering, forebyggelse eller behandling af en livstruende eller kronisk invaliderende lidelse, der berører højst fem ud [af] 10000 personer i Fællesskabet på det tidspunkt, hvor ansøgningen fremsættes, eller

at lægemidlet er beregnet til diagnosticering, forebyggelse eller behandling af en livstruende, alvorligt invaliderende eller alvorlig og kronisk lidelse i Fællesskabet, og at det er usandsynligt, at markedsføring af lægemidlet i Fællesskabet uden incitamenter vil give tilstrækkeligt afkast til at gøre den nødvendige investering berettiget,

og

b)

at der ikke findes nogen tilfredsstillende metode til diagnosticering, forebyggelse eller behandling af den pågældende lidelse, som er blevet tilladt i Fællesskabet eller, såfremt en sådan metode findes, at lægemidlet vil være til væsentlig gavn for personer med denne lidelse.«

9.

Artikel 8 i forordning nr. 141/2000 bestemmer:

»1.   Er der udstedt en markedsføringstilladelse for et lægemiddel til sjældne sygdomme i henhold til forordning (EØF) nr. 2309/93, eller har alle medlemsstaterne udstedt en markedsføringstilladelse for det pågældende lægemiddel i overensstemmelse med proceduren for gensidig anerkendelse i artikel 7 og 7a i direktiv 65/65/EØF eller artikel 9, stk. 4, i Rådets andet direktiv 75/319/EØF af 20. maj 1975 om tilnærmelse af lovgivning om lægemidler, og med forbehold af bestemmelserne om intellektuel ejendomsret eller enhver anden bestemmelse i fællesskabsretten, må Fællesskabet og medlemsstaterne i en periode på ti år ikke acceptere en anden ansøgning om markedsføringstilladelse, eller give en markedsføringstilladelse eller imødekomme en supplerende ansøgning vedrørende en eksisterende markedsføringstilladelse for den samme terapeutiske indikation i forbindelse med et lignende lægemiddel.

[…]

3.   Uanset stk. 1 og med forbehold af lovgivningen om intellektuel ejendomsret eller enhver anden bestemmelse i fællesskabslovgivningen, kan der tildeles markedsføringstilladelse for samme terapeutiske indikation for et lignende lægemiddel, hvis:

a)

indehaveren af markedsføringstilladelsen for det oprindelige lægemiddel til sjældne sygdomme giver sit samtykke til den anden ansøger, eller

b)

indehaveren af markedsføringstilladelsen for det oprindelige lægemiddel til sjældne sygdomme er ude af stand til at levere tilstrækkeligt store mængder af lægemidlet, eller

c)

den anden ansøger i sin ansøgning kan påvise, at hans lægemiddel, selv om det ligner det allerede godkendte lægemiddel til sjældne sygdomme, er sikrere, mere effektivt eller på anden vis klinisk overlegent.«

B.   Forordning nr. 847/2000

10.

Artikel 3, stk. 2, i ovennævnte forordning nr. 847/2000 har følgende ordlyd:

»I forbindelse med gennemførelsen af artikel 3 i [forordning nr. 141/2000] gælder følgende definition:

–

Ved »væsentlig gavn« forstås en klinisk relevant fordel eller et væsentligt bidrag til behandlingen af patienten.«

11.

Artikel 3, stk. 3, litra d), i forordning nr. 847/2000 er affattet således:

»Ved »klinisk overlegenhed« forstås, at et lægemiddel viser sig at have en væsentlig terapeutisk eller diagnostisk fordel, som ligger over den fordel, der er ved et andet godkendt lægemiddel til sjældne sygdomme på en eller flere af følgende måder:

1)

større effekt end et godkendt lægemiddel til sjældne sygdomme (som vurderet ved virkning på et klinisk meningsfuldt slutpunkt i adækvate og velkontrollerede kliniske forsøg). Generelt vil dette repræsentere den samme form for bevis, som er nødvendig for at støtte en komparativ effektanmodning for to forskellige lægemidler; det vil normalt være nødvendigt at gennemføre direkte komparative kliniske forsøg, men sammenligninger, der er baseret på andre endepunkter, herunder surrogatendepunkter, kan anvendes. Under alle omstændigheder skal den metode, der vælges, begrundes

eller

2)

større sikkerhed i en væsentlig stor del af målpopulationen. I nogle tilfælde vil det være nødvendigt at gennemføre direkte komparative kliniske forsøg

eller

3)

i usædvanlige tilfælde, hvor der hverken er påvist større sikkerhed eller større effekt ved lægemidlet, påvisning af at lægemidlet på anden vis yder et væsentligt bidrag til diagnosticering eller behandling af sygdommen.«

III. De faktiske omstændigheder og Kommissionens afgørelse

12.

De faktiske omstændigheder er beskrevet i præmis 1-38 i den appellerede dom ( 4 ). Med henblik på dette forslag til afgørelse vil jeg anføre følgende.

13.

I 1999 opnåede Novartis Pharmaceuticals UK en markedsføringstilladelse for TOBI, dvs. et lægemiddel, der er indikeret for behandling af lungeinfektion forårsaget af bakterien Pseudomonas aeruginosa hos patienter med cystisk fibrose i alderen seks år og derover ( 5 ). Da TOBI fik sin markedsføringstilladelse, var forordning nr. 141/2000 endnu ikke trådt i kraft.

14.

I 2003, da denne forordning var i kraft, blev lægemidlet »Tobramycin (inhalationspulver)« (svarende til Tobi Podhaler-lægemidlet) ( 6 ), der også var beregnet til behandling af lungeinfektion hos patienter med cystisk fibrose i alderen seks år eller derover, udpeget som et lægemiddel til sjældne sygdomme. Eftersom dette lægemiddel ligner TOBI, skulle Tobi Podhalers sponsor for at få det udpeget som et lægemiddel til sjældne sygdomme godtgøre, at Tobi Podhaler var til væsentlig gavn i forhold til TOBI. Denne betingelse blev opfyldt, da Tobi Podhaler var langt nemmere at anvende.

15.

Betegnelsen lægemiddel til sjældne sygdomme blev efterfølgende overført til Novartis Europharm Ltd.

16.

Da Kommissionen udstedte en markedsføringstilladelse for Tobi Podhaler i 2011 ( 7 ), udløste denne afgørelse en tiårig periode med eksklusiv ret på markedet, som derefter blev forlænget med to år ( 8 ). Denne periode med eksklusiv ret på markedet forhindrer i princippet lignende lægemidler i at komme på markedet i den pågældende periode med visse forbehold, herunder at et lignende lægemiddel er klinisk overlegent.

17.

I 2016 udstedte Kommissionen under henvisning til denne undtagelsesgrund en markedsføringstilladelse til VVB for lægemidlet Tobramycin VVB. Ved vedtagelsen af denne afgørelse (herefter »den omtvistede afgørelse«) ( 9 ) baserede Kommissionen sig i henhold til de respektive regler på den videnskabelige udtalelse fra Udvalget for Humanmedicinske Lægemidler, hvori det blev konkluderet, at Tobramycin VVB var klinisk overlegent i forhold til Tobi Podhaler, fordi det var mere sikkert for en væsentlig stor del af befolkningen, eftersom det ganske enkelt medførte en lavere forekomst af hoste og behov for at afbryde behandlingen ( 10 ).

IV. Den appellerede dom og sagen ved Domstolen

18.

I 2016 anlagde Novartis Europharm sag med påstand om bl.a. annullation af den omtvistede afgørelse bl.a. på grund af den angivelige tilsidesættelse af selskabets eksklusive ret på markedet.

19.

Kommissionen nedlagde, med støtte fra VVB, påstand om frifindelse.

20.

Efter overførslen af markedsføringstilladelsen for lægemidlet Tobi Podhaler til Mylan fik Mylan tilladelse til at indtræde i sagen for Retten i stedet for Novartis Europharm.

21.

Retten frifandt Kommissionen ved den appellerede dom ( 11 ).

22.

Med sin appel, der blev iværksat den 4. april 2022, har Mylan (herefter »appellanten«) nedlagt påstand om for det første, at appellen antages til realitetsbehandling, og at den tages til følge. For det andet om, at den appellerede dom ophæves. For det tredje om, at den omtvistede afgørelse annulleres, hvis sagen er moden til påkendelse, eller subsidiært at sagen hjemvises til Retten. For det fjerde har Mylan nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale de omkostninger, som Mylan har afholdt såvel i sagen for Retten som for Domstolen. Endelig har Mylan nedlagt påstand om, at VVB tilpligtes at bære sine egne omkostninger for begge instanser.

23.

Kommissionen og VVB har indgivet deres svarskrifter den 15. juni 2022, hvori de har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og at appellanten tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

24.

Den 22. august 2022 har Mylan indgivet replik efter at have fået Rettens tilladelse hertil. Den 3. oktober 2022 har Kommissionen og VVB indgivet deres respektive duplikker.

25.

I mellemtiden har Domstolen imødekommet anmodningen om intervention til støtte for Kommissionen, som blev indgivet af Det Europæiske Lægemiddelagentur (herefter »EMA«) ( 12 ). EMA har i forbindelse med sin intervention nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og at appellanten tilpligtes at betale agenturets omkostninger. Mylan og Kommissionen har fremsat bemærkninger til dette interventionsindlæg henholdsvis den 14. og den 6. december 2022.

26.

Mylan, VVB, Kommissionen og EMA har afgivet mundtlige indlæg i et retsmøde, der blev afholdt den 20. september 2023.

V. Bedømmelse

27.

I den foreliggende appel er to appelanbringender gjort gældende. For det første har Mylan gjort gældende, at Retten begik en fejl ved fortolkningen af begrebet klinisk overlegenhed som omhandlet i artikel 8, stk. 3, litra c), i forordning nr. 141/2000. For det andet har Mylan påberåbt sig en retlig fejl på grund af utilstrækkelig begrundelse.

28.

På Domstolens anmodning vedrører dette forslag til afgørelse kun det første appelanbringende. Med henblik herpå, og henset til den tekniske karakter af den foreliggende sag, vil jeg begynde med at forklare de relevante elementer i den gældende lovgivning og knytte dem til de vigtigste faktiske omstændigheder i sagen (A). På dette grundlag vil jeg dernæst redegøre for begrundelsen for min konklusion om, at det første appelanbringende bør forkastes (B).

A.   De relevante lovgivningsmæssige elementer og de væsentligste faktiske omstændigheder

29.

Det fremgår af artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 141/2000, at for at et lægemiddel kan betragtes som et »lægemiddel til sjældne sygdomme«, skal det enten være beregnet til behandling af en livstruende eller kronisk invaliderende lidelse, der berører højst fem ud af 10000 personer i Unionen (prævalenskriteriet), eller (uanset den pågældende lidelses prævalens) være et produkt, hvis markedsføring sandsynligvis ikke uden incitamenter vil give tilstrækkeligt afkast til at gøre den nødvendige investering berettiget (kriteriet for potentielt investeringsafkast).

30.

Af denne bestemmelse fremgår der to scenarier, som kan medføre, at et lægemiddel udpeges som et lægemiddel til sjældne sygdomme.

31.

Det første scenario opstår, når produktets sponsor godtgør, at der ikke findes nogen tilfredsstillende metode til diagnosticering, forebyggelse eller behandling af den pågældende lidelse. Når der findes en sådan metode, er der dog stadig mulighed for udpegelse som et lægemiddel til sjældne sygdomme, når sponsor godtgør, at det pågældende produkt vil være til væsentlig gavn for dem, der er berørt af lidelsen (det andet scenario).

32.

Sidstnævnte scenario er relevant i den foreliggende sag.

33.

Tobi Podhaler er et lægemiddel, der ligner TOBI. For at blive udpeget som lægemiddel til sjældne sygdomme skulle dets sponsor således godtgøre, at der var tale om væsentlig gavn i forhold til de allerede godkendte behandlinger, f.eks. TOBI.

34.

Begrebet væsentlig gavn er i artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 847/2000 defineret som »en klinisk relevant fordel eller et væsentligt bidrag til behandlingen af patienten«.

35.

I den foreliggende sag bestod Tobi Podhalers væsentlige gavn i, at lægemidlet indebar »et væsentligt bidrag til behandlingen af patienten« som omhandlet i artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 847/200, fordi det »i væsentlig grad reducerede leveringstiden for lægemidlet i forhold til TOBI og kunne anvendes sammen med et bærbart leveringssystem, hvilket medførte ekstra bekvemmelighed for patienterne og potentielt en forbedring af overholdelsen af behandlingen« ( 13 ). Som det fremgår af sagens akter, og som især Mylan har forklaret i den foreliggende sag, er TOBI et flydende produkt, der skal anvendes til inhalationsbehandling med en forstøver, som vejer mellem 1,5 og 2 kg, mens Tobi Podhaler består af et tørt pulver, der anvendes med en bærbar inhalationsanordning, som vejer 20 g. Desuden tager det længere tid at anvende TOBI i modsætning til Tobi Podhaler.

36.

Det bør tilføjes, at de data, der blev indsamlet for at påvise væsentlig gavn ved Tobi Podhaler (med henblik på udpegelse som et lægemiddel til sjældne sygdomme og senere markedsføringstilladelse som et lægemiddel til sjældne sygdomme) ( 14 ), også viste, at Tobi Podhaler udgjorde en højere risiko for forekomst af hoste sammenlignet med TOBI og førte til en højere frekvens af behandlingsophør i alle relevante aldersgrupper (børn, unge, voksne). Denne intolerans var kendt på det pågældende tidspunkt og fremgik af produktresuméet for Tobi Podhaler, som indeholdt en særlig advarsel og anbefalede anvendelsen af TOBI i tilfælde af intolerans ( 15 ). Samtidig var disse bivirkninger ikke til hinder for, at »Tobi Podhaler tilbød effekt og sikkerhed svarende til TOBI« ( 16 ), og som Retten i det væsentlige konstaterede, blev »disse profiler [således] […] anset for at være sammenlignelige eller lignende for hele populationen« ( 17 ).

37.

Hvad angår spørgsmålet om eksklusiv ret på markedet som den, der er indrømmet på grund af udpegelsen af (og markedsføringstilladelsen for) Tobi Podhaler som lægemiddel til sjældne sygdomme, er denne eksklusive ret ikke absolut, som konstateret tidligere. Dette følger af artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 141/2000, der giver mulighed for at udstede en markedsføringstilladelse for samme terapeutiske indikation for et lignende lægemiddel, herunder hvis »den anden ansøger« (såsom VVB) kan påvise, at hans produkt (såsom Tobramycin VVB), »selv om det ligner det allerede godkendte lægemiddel til sjældne sygdomme [såsom Tobi Podhaler], er sikrere, mere effektivt eller på anden vis klinisk overlegent« ( 18 ).

38.

Klinisk overlegenhed var netop begrundelsen for, at VVB blev indrømmet en undtagelse fra Tobi Podhalers eksklusive ret på markedet og opnåede en markedsføringstilladelse for Tobramycin VVB. I denne henseende konkluderede Kommissionen nærmere bestemt, at Tobramycin VVB var klinisk overlegent i forhold til Tobi Podhaler, idet det gav »større sikkerhed i en væsentlig stor del af målpopulationen«. Dette er et specifikt kriterium for klinisk overlegenhed, som er udtrykkeligt anført i artikel 3, stk. 3, litra d), nr. 2), i forordning nr. 847/2000 [som sammenholdt med artikel 3, stk. 3, litra d), nr. 1) og 3), forklarer bestemmelserne i artikel 8, stk. 3, litra c), i forordning nr. 141/2000, og som jeg vil komme nærmere ind på senere i dette forslag til afgørelse].

39.

Set i dette perspektiv kan den foreliggende sag synes noget kompleks, da Tobramycin VVB faktisk er en generisk kopi af TOBI, således som det fremgår af den appellerede dom ( 19 ), og som konstateret gentagne gange i den foreliggende sag. Denne omstændighed har gjort det muligt for VVB at basere sig på de data, der tidligere var blevet indsamlet for TOBI, herunder de data, der tidligere var blevet anvendt ved sammenligningen mellem TOBI og Tobi Podhaler ( 20 ). På grundlag af disse data kunne det konkluderes, at Tobramycin VVB ligesom TOBI er sikrere end Tobi Podhaler for en del af målpopulationen og dermed klinisk overlegent i forhold til Tobi Podhaler, da det ikke medfører bivirkninger i form af hoste og afbrydelse af behandlingen.

40.

På denne baggrund kan det forekomme overraskende, at konklusionen vedrørende Tobramycin VVB’s kliniske overlegenhed i forhold til Tobi Podhaler på grund af førstnævntes større sikkerhed for en væsentlig stor del af målpopulationen først blev formuleret, efter at det var blevet konkluderet, at Tobi Podhalers sikkerhedsprofil (og effektprofil) svarer til TOBI’s sikkerhedsprofil, hvor det samme må gælde for Tobramycin VVB, da det er en generisk kopi af TOBI.

41.

Retten behandlede dette aspekt af sagen og fastslog, at »[d]en omstændighed, at Tobi Podhaler er til væsentlig gavn for hele populationen på grund af et væsentligt bidrag til behandlingen af patienten, [...] idet denne gavn opvejer risikoen for bivirkninger, ikke er i strid med den omstændighed, at Tobramycin VVB samtidig og på grundlag af de samme oplysninger giver patienter med potentiel intolerans over for Tobi Podhaler, som udgør en væsentlig del af målpopulationen, større sikkerhed« ( 21 ). På dette grundlag afviste Retten Mylans argument om, at Kommissionens konklusion om Tobramycin VVB’s kliniske overlegenhed over Tobi Podhaler var inkonsekvent.

42.

I den foreliggende sag har Mylan gjort gældende, at et produkt ikke kan anses for at være til »væsentlig gavn« sammenlignet med et andet produkt og samtidig være klinisk underlegent. Det første appelanbringende omhandler i det væsentlige en kritik af Rettens fortolkning af klinisk overlegenhed som anført i artikel 8, stk. 3, litra c), i forordning nr. 141/2000, fordi Retten ikke anlagde det, som appellanten anser for at være en »samlet« tilgang til de tre (alternative) kriterier, der ligger til grund for dette begreb (nærmere bestemt større effekt, større sikkerhed i en væsentlig stor del af målpopulationen eller et væsentligt bidrag til behandlingen af patienten) ( 22 ).

43.

Jeg vil i det følgende forklare, hvorfor dette argument og dermed det første appelanbringende skal forkastes.

B.   Grundene til, at det første appelanbringende bør forkastes

44.

Appellanten har i det væsentlige bestridt Rettens udtalelse i den appellerede doms præmis 132.

45.

I denne præmis udtalte Retten sig om begrebet klinisk overlegenhed og fokuserede nærmere bestemt på kriteriet om »større sikkerhed i en væsentlig stor del af målpopulationen«. Jeg erindrer, at dette er et specifikt kriterium for klinisk overlegenhed, som er fastsat i artikel 3, stk. 3, litra d), nr. 2), i forordning nr. 847/2000 [som udbygger den regel, der er fastsat i artikel 8, stk. 3, litra c), i forordning nr. 141/2000] ( 23 ), som Kommissionen i den foreliggende sag har lagt til grund for tildelingen af markedsføringstilladelsen for Tobramycin VVB til VVB, idet der blev indrømmet en undtagelse fra Tobi Podhalers eksklusive ret til markedet.

46.

I denne sammenhæng og i den pågældende præmis fastslog Retten, at »artikel 3, stk. 3, litra d), nr. 2), i forordning nr. 847/2000 udtrykkeligt fastsætter kriteriet om større sikkerhed »i en væsentlig stor del af målpopulationen«« og konkluderede, at »kriteriet om klinisk overlegenhed skal vurderes individuelt, uden at det fastslås, at der foreligger en samlet balance mellem fordele og risici for hele populationen, således som det er tilfældet med hensyn til væsentlig gavn«.

47.

Appellanten er af den opfattelse, at denne udtalelse er uforenelig med udtalelsen i den appellerede doms præmis 124.

48.

I den pågældende præmis udtalte Retten sig (hovedsagelig) om begrebet væsentlig gavn og konstaterede bl.a., at de kriterier, som ligger til grund for vurderingen af væsentlig gavn, »skal vurderes som helhed på grundlag af en vægtning og en samlet vurdering af balancen mellem fordele og risici«.

49.

Årsagen til, at appellanten er af den opfattelse, at udtalelsen i præmis 132 (som appellanten ikke er enig i) er uforenelig med udtalelsen i præmis 124 (som appellanten – som jeg har forstået det – er enig i), er, at begge begreber (væsentlig gavn og klinisk overlegenhed) er baseret på de samme kriterier (effekt, sikkerhed og væsentligt bidrag til behandlingen af patienten), således at de er substituerbare og dermed skal vurderes på samme måde.

50.

I stedet har Retten – ifølge appellanten – med urette anlagt en »individuel« tilgang til begrebet klinisk overlegenhed, idet den fandt, at opfyldelsen af kun et af de tre kriterier – i det foreliggende tilfælde større sikkerhed i en væsentlig stor del af målpopulationen – var tilstrækkeligt til at opfylde betingelsen om klinisk overlegenhed (uden at foretage en vurdering af den samlede balance mellem alle kriterierne). På den anden side krævede Retten (ifølge appellanten med rette) en »samlet« vurdering af de samme kriterier i forbindelse med begrebet væsentlig gavn, således at den samlede balance mellem de tre kriterier skal være positiv, for at betingelsen om væsentlig gavn er opfyldt.

51.

Denne differentierede tilgang indebærer ifølge appellanten, at betingelsen om klinisk overlegenhed er underlagt mindre strenge kriterier end betingelsen om væsentlig gavn, hvilket imidlertid ikke er berettiget og vil føre til en situation, der er uforenelig med en teleologisk fortolkning af undtagelsesordningen i artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 141/2000 og patienternes interesse.

52.

Jeg begynder med at undersøge disse argumenter ved kort at kommentere appellantens forudsætning om, at de to omtvistede begreber kan erstatte hinanden, samt at kommentere de relevante kriteriers karakter (1). Derefter forklarer jeg, at appellantens holdning hviler på en fejlagtig fortolkning af de ovenfor nævnte præmisser i den appellerede dom (2). Jeg slutter med at præcisere, at det resultat, som Retten nåede frem til i den appellerede dom, i modsætning til, hvad appellanten har gjort gældende, er i overensstemmelse med det formål, der forfølges med forordning nr. 141/2000 (3).

1. De omtvistede begreber og de relevante kriteriers karakter

53.

For det første drejer en stor del af drøftelserne i den foreliggende sag sig om, hvorvidt begreberne væsentlig gavn og klinisk overlegenhed kan erstatte hinanden (hvilket Mylan har argumenteret for), eller om de er forskellige (hvilket VVB, Kommissionen og EMA har gjort gældende).

54.

Jeg er af den opfattelse, at dette spørgsmål med henblik på den foreliggende sag kan behandles ret kort. Selv om de samme tre kriterier (større sikkerhed, større effekt og et væsentligt bidrag til behandlingen af patienten) er relevante for begge begreber, hvilket Retten i det væsentlige har anført, og hvilket ikke bestrides her, betyder dette ikke, at disse begreber kan erstatte hinanden, i modsætning til det, som Mylan har gjort gældende.

55.

Jeg konstaterer i denne forbindelse, at der er ordlydsmæssige forskelle i den måde, hvorpå disse tre kriterier behandles. Navnlig er definitionen af væsentlig gavn i artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 847/2000 bredere, da den ikke henviser til de specifikke kriterier om sikkerhed og effekt, men til et mere generelt begreb, »klinisk relevant fordel« ( 24 ). Forklaringen i det foregående afsnit viser desuden klart, at de to begreber forekommer i forskellige sammenhænge og derfor har forskellige formål ( 25 ).

56.

Ganske vist henviser ottende betragtning til forordning nr. 141/2000 noget overraskende til væsentlig gavn, selv om undtagelsen fra den eksklusive ret på markedet (som den pågældende betragtning vedrører) er baseret på begrebet klinisk overlegenhed ( 26 ). Jeg er ikke sikker på, hvordan denne uoverensstemmelse kan forklares, og forarbejderne kaster heller ikke lys over dette spørgsmål ( 27 ). Når dette er sagt, er jeg ikke enig med appellanten i, at det bekræfter, at de omhandlede begreber kan erstatte hinanden. Spørgsmålet om, hvorvidt disse begreber kan erstatte hinanden, skal vurderes i lyset af den relevante ordlyd, formål og sammenhæng, hvori de måtte forekomme. Selv om betragtningerne er et nyttigt fortolkningsredskab i denne henseende, kan de ikke træde i stedet for den primære lovtekst. I denne henseende har jeg allerede kort redegjort for, hvordan de to begreber er forskellige i henhold til denne retsakt.

57.

For det andet har en vigtig del af drøftelserne i den foreliggende sag ligeledes drejet sig om, hvorvidt de tre relevante kriterier (større sikkerhed, større effekt og et væsentligt bidrag til behandlingen af patienten) i de to omtvistede begrebers respektive kontekst er alternative eller kumulative.

58.

For så vidt angår begrebet væsentlig gavn er der intet i den appellerede dom, der tyder på, at Retten skulle have krævet en kumulativ anvendelse af de pågældende kriterier. Retten fastslog klart, at disse kriterier ikke er kumulative ( 28 ). Når dette er sagt, er fortolkningen af dette begreb ikke som sådan omtvistet i den foreliggende appel.

59.

Det relevante er, at Retten nåede frem til den samme konklusion for så vidt angår kriterierne i forbindelse med begrebet klinisk overlegenhed (hvis fortolkning er omtvistet i den foreliggende appel) ( 29 ). Denne konklusion er efter min opfattelse i fuld overensstemmelse med den tydelige ordlyd af artikel 3, stk. 3, litra d), i forordning nr. 847/2000 (som citeres i punkt 11 ovenfor) og navnlig med anvendelsen af konjunktionen »eller« i den definition, der er fastsat i bestemmelsen ( 30 ). Den omstændighed, at et af de tre kriterier for klinisk overlegenhed, der er angivet deri (større effekt eller større sikkerhed i en væsentlig stor del af målpopulationen eller et væsentligt bidrag til behandlingen af patienten), er opfyldt, er således tilstrækkeligt til at konkludere, at et lægemiddel er klinisk overlegent i forhold til et givet lægemiddel til sjældne sygdomme.

60.

Når dette er sagt, har appellanten forklaret, at denne ikke har gjort gældende, at de tre kriterier for klinisk overlegenhed er kumulative, men er af den opfattelse, at deres samlede balance bør vurderes og være positiv, før der kan indrømmes en undtagelse fra en eksklusiv ret på markedet for et lægemiddel til sjældne sygdomme. Det følger af appellantens argumentation, som jeg forstår den, at en »samlet vurdering« i det foreliggende tilfælde ville have nødvendiggjort bevis for en større effekt med hensyn til Tobramycin VVB (ud over dets større sikkerhed i en væsentlig stor del af populationen).

61.

Dette argument svarer imidlertid til at sige, at de to berørte kriterier for klinisk overlegenhed – bedre sikkerhed og bedre effekt – i realiteten skal anvendes kumulativt (selv om appellanten har gjort det modsatte gældende). Denne holdning modsiges af ordlyden i artikel 3, stk. 3, litra d), i forordning nr. 847/2000, som jeg allerede har redegjort for.

62.

Endelig kan jeg i modsætning til det, som appellanten har anført, ikke se, hvordan anvendelsen af udtrykket »fordel, som ligger over den fordel [...]« i definitionen af begrebet klinisk overlegenhed i artikel 3, stk. 3, litra d), i forordning nr. 847/2000, påvirker min konklusion som anført ovenfor. Jeg er enig med VVB i, at dette argument ikke er tilstrækkeligt underbygget. Det følger under alle omstændigheder af den ovennævnte bestemmelse, at den »fordel, som ligger over den fordel [...]«, skal påvises på en af de tre måder, som efterfølgende præciseres, nemlig større effekt, større sikkerhed i en væsentlig stor del af målpopulationen eller et væsentligt bidrag til behandlingen af patienten. Udtrykket »fordel, som ligger over den fordel [...]« påvirker således ikke disse kriteriers alternative karakter.

63.

Når dette er sagt, forekommer det mig, at appellantens sondring mellem sin opfattelse af en »samlet« og en »individuel« tilgang, som Retten angiveligt fastslog i den appellerede doms præmis 124 og 132, følger af en fejlagtig fortolkning af Rettens henvisninger til »den samlede vurdering af forholdet mellem fordele og risici« (præmis 124 i forbindelse med væsentlig gavn) på den ene side og det manglende behov for at fastslå »en samlet balance mellem fordele og risici for hele populationen« (præmis 132 i forbindelse med klinisk overlegenhed) på den anden side.

64.

Jeg vil nu behandle dette forhold.

2. Fejlagtig fortolkning af de relevante præmisser i den appellerede dom

65.

Jeg må erkende, at konsekvenserne af den sondring, der er redegjort for i punkt 63 i dette forslag til afgørelse, måske ikke umiddelbart er klare. De bliver imidlertid klarere, når de pågældende passager placeres i deres rette sammenhæng.

66.

Som VVB, Kommissionen og EMA har gjort gældende, navnlig i retsmødet, er henvisningen til »den samlede vurdering af balancen mellem fordele og risici« med hensyn til betingelsen om væsentlig gavn (den appellerede doms præmis 124) en reaktion på redegørelsen i den appellerede doms præmis 122 og 123.

67.

Det fremgår af disse præmisser, at eftersom der i det foreliggende tilfælde blev påberåbt væsentlig gavn på grundlag af et væsentligt bidrag til behandlingen af patienten for hele målpopulationen, krævede EMA og Udvalget for Lægemidler til Sjældne Sygdomme i den proces, der førte til udpegelse af Tobi Podhaler som et lægemiddel til sjældne sygdomme, at sidstnævntes sikkerhed og effekt mindst skulle svare til TOBI ( 31 ). I lyset af dette krav (der ikke som sådan er relevant i den foreliggende sag), og eftersom der blev påberåbt væsentlig gavn for hele målpopulationen, var det således nødvendigt, som jeg allerede har nævnt, at foretage en »samlet vurdering af balancen mellem fordele og risici« (for hele målpopulationen).

68.

Derimod udgjorde begrundelsen for klinisk overlegenhed, som var blevet påberåbt for Tobramycin VVB i den foreliggende sag, bedre sikkerhed i en væsentlig stor del af målpopulationen. Det er en eksplicit grund til at fastlægge klinisk overlegenhed som omhandlet i artikel 3, stk. 3, litra d), nr. 2), i forordning nr. 847/2000, som jeg tidligere har redegjort for, og som fremhævet af VVB.

69.

Jeg erindrer, at målpopulationen for alle tre omtvistede lægemidler er patienter i alderen seks år og derover med cystisk fibrose forårsaget af bakterien Pseudomonas aeruginosa. I forbindelse med vurderingen af Tobi Podhaler i forhold til TOBI blev bivirkningerne i form af hoste imidlertid registreret i alle relevante grupper, nemlig børn, unge og voksne. Denne undergruppe af målpopulationen som omhandlet i denne bestemmelse – patienter i alle relevante aldersgrupper, der lider af de pågældende bivirkninger – er således blevet identificeret som den undergruppe, for hvilken Tobramycin blev anset for klinisk overlegent i forhold til Tobi Podhaler.

70.

Det er efter min opfattelse dette specifikke aspekt af sagen, som forklarer, hvorfor Retten i den appellerede doms præmis 132 konkluderede, at det omhandlede kriterium for klinisk overlegenhed (»større sikkerhed i en væsentlig stor del af målpopulationen«) ( 32 )»skal vurderes individuelt, uden at det fastslås, om der foreligger en samlet balance mellem fordele og risici for hele populationen, således som det er tilfældet for væsentlig gavn« ( 33 ).

71.

Tobramycin VVB’s kliniske overlegenhed i forhold til Tobi Podhaler skulle netop kun konstateres ved henvisning til bedre sikkerhed for den givne undergruppe af målpopulationen [da dette var tilladt i henhold til de gældende reger, nemlig artikel 3, stk. 3, litra d), nr. 2), i forordning nr. 847/2000], hvorimod væsentlig gavn i form af nemmere anvendelse af Tobi Podhaler i forhold til TOBI (og i forlængelse heraf Tobramycin VVB) samt lighed med hensyn til sikkerhed og effekt skulle konstateres ved henvisning til hele målpopulationen.

72.

Henset hertil mener jeg ikke, at Retten begik en retlig fejl ved fortolkningen af betingelsen om klinisk overlegenhed, som er fastsat i artikel 8, stk. 3, litra c), i forordning nr. 141/2000 og præciseret nærmere i artikel 3, stk. 3, litra d), i forordning nr. 847/2000. Det følger af det ovenstående, at det faktisk kan konkluderes, at Tobramycin VVB for en given undergruppe af målpopulationen, som beskrevet ovenfor, er sikrere end Tobi Podhaler, fordi det ikke forårsager de omhandlede bivirkninger, uden at modsige konklusionen om, at Tobi Podhalers sikkerhedsprofil svarer til sikkerhedsprofilen for TOBI/Tobramycin VVB for hele målpopulationen. Som Retten har fastslået, og som anført af VVB, betyder den omstændighed, at de to lægemidlers sikkerhedsprofiler er sammenlignelige for hele populationen ikke, at de er ligestillede for alle undergrupper i denne population ( 34 ).

73.

Denne konklusion er desuden og efter min opfattelse fuldt ud i overensstemmelse med det formål, der forfølges med forordning nr. 141/2000, i modsætning til Mylans argumentation. Jeg vil behandle det sidste aspekt af den foreliggende sag nedenfor.

3. Overvejelser vedrørende det formål, der forfølges med forordning nr. 141/2000

74.

Appellanten har fremsat to argumenter, som består i at gøre gældende, at den appellerede dom er til hinder for opnåelsen af det formål, der forfølges med forordning nr. 141/2000, nemlig at sikre adgang til en passende behandling for patienter med sjældne sygdomme, hvis lægelige behov ikke er opfyldt ( 35 ).

75.

Appellanten har for det første gjort gældende, at manglen på en »samlet tilgang« fra Rettens side i forhold til begrebet klinisk overlegenhed er i strid med patienternes interesser, fordi den kan føre til markedsføring af lægemidler, for hvilke balancen samlet set er negativ. Dette vil være tilfældet, hvis produkt A (som anfægter den eksklusive ret på markedet for produkt B, som er et lægemiddel til sjældne sygdomme) viser sig at være mere sikkert i forhold til produkt B for 10% af målpopulationen, men mindre sikkert for de resterende 90%.

76.

Jeg konstaterer, at en behandling af dette argument i princippet kræver en præcisering af, om de (to) andre kriterier, uanset det påberåbte kriterium for klinisk overlegenhed, skal vurderes som værende i det mindste ligestillede. EMA har i retsmødet detaljeret forklaret, at et bekræftende svar for så vidt angår kriterierne for sikkerhed og effekt organisk følger af den vurdering, der er foretaget i en sådan sammenhæng.

77.

Når dette er sagt, mener jeg ikke, at de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for den foreliggende appel, gør det nødvendigt at foretage en dybdegående undersøgelse af dette spørgsmål. Når den større sikkerhed i en væsentlig stor del af målpopulationen for et lægemiddel er fastslået, besvarer dette ganske vist ikke nødvendigvis spørgsmålet om, hvorvidt lægemidlet har mindst en lignende sikkerhedsprofil med hensyn til resten af populationen. Jeg forstår imidlertid, at denne ækvivalens er blevet fastslået i den foreliggende sag. Det fremgår således af forklaringen ovenfor, at eftersom Tobramycin VVB er en generisk kopi af TOBI, og det var blevet godtgjort, at TOBI’s og Tobi Podhalers effekt- og sikkerhedsprofiler var sammenlignelige, er det vanskeligt at se, hvordan den omtvistede afgørelse kunne føre til godkendelse af et lægemiddel (Tobramycin VVB), som i disse henseender ville være ringere end Tobi Podhaler.

78.

For det andet har appellanten gjort gældende, at konklusionen om, at et generisk lægemiddel (såsom Tobramycin VVB) er klinisk overlegent i forhold til et lægemiddel til sjældne sygdomme (såsom Tobi Podhaler) betyder, at der kan indrømmes undtagelser fra den eksklusive ret på markedet i mangel af investeringer i forskning. Efter min opfattelse afspejler dette argument appellantens holdning om, at fordi udvikling af et generisk lægemiddel ikke kræver investeringer i forskning, udelukker det muligheden for, at et generisk lægemiddel kan markedsføres i kraft af en undtagelse fra den eksklusive ret på markedet, som er tildelt et lægemiddel til sjældne sygdomme. Jeg forstår desuden dette argument således, at eftersom det formål, som forfølges med forordning nr. 141/2000, ligeledes er at belønne farmaceutiske virksomheder for deres forskningsinvesteringer med henblik på at udvikle lægemidler til sjældne sygdomme, kan de belønninger, der fremgår af forordningen, ikke tildeles virksomheder, der ikke foretager sådanne investeringer.

79.

I den henseende erindrer jeg, at muligheden for at opnå en markedsføringstilladelse og dermed en eksklusiv ret på markedet for et lægemiddel, der er udpeget som et lægemiddel til sjældne sygdomme, efter EU-lovgivers hensigt skulle være en økonomisk belønning til den farmaceutiske industri for at beslutte sig for at engagere sig i det, der umiddelbart anses for at være en urentabel aktivitet.

80.

Derimod ligger denne logik ikke til grund for artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 141/2000, som indfører en mulighed for at opnå en undtagelse fra den eksklusive ret på markedet for et lægemiddel til sjældne sygdomme. EU-lovgiver havde netop ikke tænkt denne mulighed som en belønning for investeringer i forskning, men som en begrænsning af denne belønning i patienternes udtrykkelige interesse, således som det fremgår af ottende betragtning til forordning nr. 141/2000 ( 36 ).

81.

Jeg anfører, at det positive resultat af en ansøgning om udpegelse som et lægemiddel til sjældne sygdomme kan føre til (et kunstigt og målrettet skabt) monopol på markedet for lægemidler, som midlertidigt kan være til hinder for patienternes adgang til lignende lægemidler, herunder til generiske versioner af allerede eksisterende lægemidler, i forhold til hvilke det givne udpegede lægemiddel til sjældne sygdomme viser sig at være til væsentlig gavn ( 37 ). I dette perspektiv har EU-lovgiver besluttet at begrænse dette monopol ved at bevare muligheden for at markedsføre klinisk overlegne lægemidler, herunder, som i det foreliggende tilfælde, når denne kliniske overlegenhed er relevant for en væsentlig stor del af målpopulationen. Spørgsmålet om, hvorvidt den væsentligt bedre behandling i denne sammenhæng tilbydes af et lægemiddel, hvis udvikling ikke krævede investeringer i forskning, er efter min opfattelse ikke relevant. Det relevante er, om et sådant lægemiddels omløb på markedet er i overensstemmelse med de gældende betingelser og derfor i overensstemmelse med ovennævnte folkesundhedsmæssige formål, som er at sikre patienter med sjældne sygdomme adgang til en væsentligt bedre behandling. I denne sammenhæng bør det ikke glemmes, at det overordnede formål med regelsættet for lægemidler til sjældne sygdomme er at imødekomme sådanne patienters uopfyldte behov.

82.

Endelig har de samme grunde foranlediget mig til at forkaste appellantens argument om, at Kommissionen ved at vedtage definitionen af klinisk overlegenhed i artikel 3, stk. 3, litra d), nr. 2), i forordning nr. 847/2000 har ændret anvendelsesområdet for artikel 8, stk. 3, litra c), i forordning nr. 141/2000. Uanset om dette argument, der i øvrigt blev fremsat i replikken, og som ikke udtrykkeligt indebærer fremsættelsen af en formalitetsindsigelse, kan antages til realitetsbehandling, er det min opfattelse, at det i tilstrækkelig grad følger af ovenstående argumenter, at frem for at ændre anvendelsesområdet for det begreb, der er defineret i artikel 8, stk. 3, litra c), i forordning nr. 141/2000, er definitionen heraf i artikel 3, stk. 3, litra d), nr. 2), i forordning nr. 847/2000 i fuld overensstemmelse med det ovennævnte formål, som forfølges af EU-lovgiver.

83.

Det er derfor min opfattelse, at overvejelserne om det formål, der forfølges med forordning nr. 141/2000, ikke påvirker den konklusion, jeg er nået frem til i punkt 72.

VI. Forslag til afgørelse

84.

Af disse grunde, og uden at undersøgelsen af det andet appelanbringende derved berøres, foreslår jeg Domstolen at fastslå, at Retten ikke har begået en retlig fejl ved sin fortolkning af begrebet klinisk overlegenhed i henhold til artikel 8, stk. 3, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 141/2000 af 16. december 1999 om lægemidler til sjældne sygdomme, og at det første appelanbringende derfor skal forkastes.


( 1 ) – Originalsprog: engelsk.

( 2 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 16.12.1999 om lægemidler til sjældne sygdomme (EFT 2000, L 18, s. 1).

( 3 ) – Kommissionens forordning af 27.4.2000 om fastlæggelse af bestemmelser for gennemførelse af kriterierne for udpegelse af lægemidler som lægemidler til sjældne sygdomme og definitionerne på udtrykkene »lignende lægemiddel« og »klinisk overlegenhed« (EFT 2000, L 103, s. 5).

( 4 ) – Dom af 26.1.2022, Myland IRE Healthcare mod Kommissionen (T-303/16, EU:T:2022:25) (herefter »den appellerede dom«).

( 5 ) – Cystisk fibrose er en genetisk sygdom, som medfører kronisk lungeinfektion, idet kronisk infektion med Pseudomonas aeruginosa er typisk for sygdommen. »Den kan forårsage skade på lungevævet og respirationsinsufficiens, hvilket er livstruende.«Public summary of opinion on orphan designation Tobramycin (inhalation powder) for the treatment of Pseudomonas aeruginosa lung infection in cystic fibrosis, Det Europæiske Lægemiddelagentur, 6.2.2015, EMA/COMP/4684/2003 Rev.3.

( 6 ) – Den appellerede doms præmis 3-6.

( 7 ) – Gennemførelsesafgørelse K(2011) 5394 endelig om tilladelse til markedsføring af det humanmedicinske lægemiddel til sjældne sygdomme »TOBI Podhaler – Tobramycin« i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 726/2004.

( 8 ) – Som belønning for gennemførelse af en godkendt pædiatrisk undersøgelsesplan. Jf. artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1901/2006 af 12.12.2006 om lægemidler til pædiatrisk brug og om ændring af forordning (EØF) nr. 1768/92, direktiv 2001/20/EF, direktiv 2001/83/EF og forordning (EF) nr. 726/2004 (EUT 2006, L 378, s. 1). Den omhandlede eksklusive ret på markedet udløb således i juli 2023, således som Mylan ligeledes har gjort gældende i retsmødet. Det foreliggende søgsmål vedrører imidlertid de faktiske omstændigheder, der ligger forud for denne dato.

( 9 ) – Gennemførelsesafgørelse C(2016) 2083 final af 4.4.2016 om markedsføringstilladelserne for de humanmedicinske lægemidler »Tobramycin VVB og relaterede navne«, som indeholder det virksomme stof »tobramycin«, jf. artikel 29 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF.

( 10 ) – Jf. især den appellerede doms præmis 18 og 137.

( 11 ) – Jf. fodnote 4 ovenfor.

( 12 ) – Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 22.9.2022, Mylan IRE Healthcare mod Kommissionen (C-237/22 P, EU:C:2022:726).

( 13 ) – Den appellerede doms præmis 4.

( 14 ) – Det bør tilføjes, at den omstændighed, at et lægemiddel udpeges som et lægemiddel til sjældne sygdomme, ikke automatisk gør det muligt at markedsføre det. For at opnå dette resultat skal sponsor ansøge om og opnå en markedsføringstilladelse. Jf. artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 141/2000. Det er to forskellige scenarier, som forklaret i den appellerede doms præmis 92 ff.

( 15 ) – Den appellerede doms præmis 137 og 138.

( 16 ) – Den appellerede doms præmis 122 in fine og præmis 135.

( 17 ) – Den appellerede doms præmis 136.

( 18 ) – Artikel 8, stk. 3, litra c), i forordning nr. 141/2000. Min fremhævelse.

( 19 ) – Jf. den appellerede doms præmis 58 og 59.

( 20 ) – Mylan bestred dette aspekt i forbindelse med sagen for Retten, men dette argument blev forkastet og er ikke omfattet af den foreliggende appel.

( 21 ) – Den appellerede doms præmis 141. Min fremhævelse.

( 22 ) – Jeg konstaterer, at Kommissionen uden formelt at gøre en formalitetsindsigelse gældende har anført, at der er overlapning mellem de argumenter, som appellanten har fremført for Retten, og dem, der er fremført her. Selv om jeg er enig med hensyn til denne overlapning, mener jeg ikke, at dette medfører, at det første anbringende skal afvises. Appellanten har netop forklaret, i hvilken henseende Rettens konklusion efter appellantens opfattelse hviler på en fejlagtig fortolkning af det pågældende retlige begreb. Jf. i denne retning dom af 10.4.2014, Acino mod Kommissionen (C-269/13 P, EU:C:2014:255, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

( 23 ) – Jf. punkt 11 ovenfor.

( 24 ) – Jeg har noteret, at Retten i den appellerede doms præmis 120 fastslog, at: »konklusionerne vedrørende væsentlig gavn og klinisk overlegenhed er baseret på de samme kriterier, nemlig påvisning af større effekt, større sikkerhed eller et væsentligt bidrag til behandlingen af patienten«. Som jeg netop har anført, er jeg enig i, at disse kriterier generelt er relevante for begge omtvistede begreber, men jeg er ikke sikker på, om den brede definition af begrebet væsentlig gavn fører til den konklusion, at dette begreb nødvendigvis er begrænset til disse kriterier. Jf. også Kommissionens meddelelse om anvendelsen af artikel 3, 5 og 7 i forordning (EF) nr. 141/2000 om lægemidler til sjældne sygdomme (EUT 2016, C 424, s. 3), s. 5.

( 25 ) – VVB, Kommissionen og EMA har indgående kommenteret forskellene mellem de to begreber, herunder med hensyn til de respektive anvendelsesområder for vurderingen eller konsekvenserne heraf, når betingelserne for henholdsvis væsentlig gavn og klinisk overlegenhed ikke er opfyldt. Uanset denne forklarings generelle nytte er det efter min opfattelse ikke nødvendigt fuldt ud at tage stilling til disse forskelle i forbindelse med den foreliggende sag.

( 26 ) – Sidste punktum i denne betragtning præciserer, at »i patienternes egen interesse bør [den eksklusive ret på markedet, som tildeles et lægemiddel til sjældne sygdomme,] ikke hindre markedsføringen af et lignende lægemiddel, som kan være til væsentlig gavn for personer med sådanne lidelser«. Min fremhævelse.

( 27 ) – Jf. mere generelt med henblik på den historiske sammenhæng den appellerede doms præmis 116 og 117 og det ændrede forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) om sjældne lægemidler (KOM/99/0298 endelig udg.).

( 28 ) – Den appellerede doms præmis 121.

( 29 ) – Den appellerede doms præmis 131.

( 30 ) – Og med de ord, der præciserer, at »en væsentlig terapeutisk eller diagnostisk fordel, som ligger over den fordel, der er ved et andet godkendt lægemiddel til sjældne sygdomme« viser sig »på en eller flere af følgende måder«. Min fremhævelse.

( 31 ) – Jeg anfører, at det i den meddelelse fra Kommissionen, der omtales i fodnote 24 i dette forslag til afgørelse (s. 6), i forbindelse med væsentlig gavn anføres, at »[f]or at kunne anses for at yde et væsentligt bidrag til behandlingen af patienten skal lægemidlet mindst svare til godkendte lægemidler med hensyn til effekt, sikkerhed og balance mellem fordele og risici«.

( 32 ) – Min fremhævelse.

( 33 ) – Min fremhævelse.

( 34 ) – Den appellerede doms præmis 136.

( 35 ) – Jf. anden betragtning til forordning nr. 141/2000, hvori det anføres, at »patienter, som lider af sjældne sygdomme, bør have adgang til lige så kvalificeret behandling som andre patienter, og det er derfor nødvendigt at give den farmaceutiske industri incitamenter med henblik på at fremme forskning, udvikling og markedsføring af egnede lægemidler [...]«.

( 36 ) – Jf. fodnote 26 ovenfor.

( 37 ) – Jf. i denne retning den meddelelse fra Kommissionen, der er nævnt i fodnote 24, s. 6, afsnit 6, næstsidste punktum. Det er sandsynligvis af denne grund, at Retten gentagne gange har fastslået, at kriterierne for udpegelse af lægemidler til sjældne sygdomme er strenge. Jf. den appellerede dom, præmis 95 og den deri nævnte retspraksis, og dom af 9.9.2010, CSL Behring mod Kommissionen og EMA (T-264/07, EU:T:2010:371, præmis 94). Jf. ligeledes Kommissionens meddelelse, der er nævnt i fodnote 24, s. 5, afsnit 5.