|
Den Europæiske Unions |
DA C-udgaven |
|
C/2026/3938 |
1.9.2026 |
RÅDETS HENSTILLING
af 10. juli 2026
om Slovakiets økonomiske, sociale, beskæftigelsesmæssige, strukturelle og budgetmæssige politikker
(C/2026/3938)
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,
som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 2, og artikel 148, stk. 4,
som henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1263 af 29. april 2024 om effektiv samordning af de økonomiske politikker og om multilateral budgetovervågning samt om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 (1), særlig artikel 3, stk. 3,
som henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 af 16. november 2011 om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer (2), særlig artikel 6, stk. 1,
som henviser til henstilling fra Europa-Kommissionen,
som henviser til beslutninger fra Europa-Parlamentet,
som henviser til konklusioner fra Det Europæiske Råd,
som henviser til udtalelse fra Beskæftigelsesudvalget,
som henviser til udtalelse fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg,
som henviser til udtalelse fra Udvalget for Social Beskyttelse,
som henviser til udtalelse fra Udvalget for Økonomisk Politik, og
som tager følgende i betragtning:
|
(1) |
I forordning (EU) 2024/1263 præciseres det, at formålet med rammen for økonomisk styring er dels at fremme sunde og holdbare offentlige finanser, bæredygtig og inklusiv vækst samt modstandsdygtighed gennem reformer og investeringer, dels at forhindre uforholdsmæssigt store offentlige underskud. Det fastsættes i forordningen, at Rådet og Kommissionen foretager multilateral overvågning inden for rammerne af det europæiske semester i overensstemmelse med målsætningerne og bestemmelserne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Det europæiske semester indbefatter navnlig udformning samt overvågning af gennemførelsen af de landespecifikke henstillinger. |
|
(2) |
Den 25. november 2025 vedtog Kommissionen en udtalelse om Slovakiets udkast til budgetplaner for 2026. Samme dag vedtog Kommissionen på grundlag af forordning (EU) nr. 1176/2011 ligeledes rapporten om varslingsmekanismen 2026, hvori Slovakiet blev udpeget som en af de medlemsstater, for hvilken der skulle gennemføres en dybdegående undersøgelse. Kommissionen vedtog også en henstilling med henblik på Rådets henstilling om den økonomiske politik i euroområdet, en henstilling med henblik på Rådets henstilling om den menneskelige kapital i Den Europæiske Union samt et forslag til den fælles rapport om beskæftigelsen 2026, hvori gennemførelsen af beskæftigelsesretningslinjerne og principperne i den europæiske søjle for sociale rettigheder analyseres. Rådet vedtog henstillingen om den økonomiske politik i euroområdet (3) den 21. april 2026 og den fælles rapport om beskæftigelsen samt henstillingen om den menneskelige kapital den 9. marts 2026. |
|
(3) |
Den 29. januar 2025 offentliggjorde Kommissionen konkurrenceevnekompasset, som udgør en strategisk ramme med henblik på at styrke Unionens globale konkurrenceevne i de næste fem år. Heri peges der på tre omstillingsforudsætninger, nemlig innovation, dekarbonisering og konkurrenceevne, samt på sikkerhed som væsentlige katalysatorer for bæredygtig økonomisk vækst. Konkurrenceevnekompasset har siden offentliggørelsen dannet grundlag for arbejdet i det europæiske semester, hvilket sikrer, at medlemsstaternes økonomiske politikker stemmer overens med EU's strategiske målsætninger, og at der således skabes en fælles tilgang til økonomisk styring, der fremmer bæredygtig vækst, innovation og modstandsdygtighed i hele Unionen. |
|
(4) |
I 2026 forløber det europæiske semester for samordning af de økonomiske politikker fortsat sideløbende med genopretnings- og resiliensfacilitetens endelige gennemførelsesstadie (4). Genopretnings- og resiliensplanerne har sammen med finansieringen inden for rammerne af samhørighedspolitikken spillet en afgørende rolle med hensyn til at opfylde de politiske prioriteter under det europæiske semester, idet planerne var nødvendige for at tage effektivt hånd om alle eller en betydelig del af de udfordringer, der er identificeret i de relevante landespecifikke henstillinger fra de seneste semesterforløb, og der var behov for programmer, som finansieres via den europæiske samhørighedspolitik, for at tage hensyn til de landespecifikke henstillinger. I takt med at genopretnings- og resiliensfaciliteten nærmer sig sin udløbsdato, er det fortsat vigtigt at fastholde og bygge videre på de reformer og investeringer, som støttes og gennemføres inden for rammerne af genopretnings- og resiliensfaciliteten, navnlig dem, der bidrager til at håndtere de udfordringer, der er identificeret i de landespecifikke henstillinger. |
|
(5) |
Den 3. juni 2026 offentliggjorde Kommissionen landerapporten for Slovakiet 2026. Heri foretages der en vurdering af Slovakiets fremskridt med efterlevelsen af de landespecifikke henstillinger for 2025, og der gøres status over Slovakiets gennemførelse af genopretnings- og resiliensplanen. På grundlag af denne analyse udpeges i landerapporten de mest presserende udfordringer, som Slovakiet står over for. Rapporten indeholder også en vurdering af Slovakiets fremskridt med gennemførelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder og opfyldelsen af Unionens overordnede mål vedrørende beskæftigelse, færdigheder og bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse samt af fremskridtene med gennemførelsen af De Forenede Nationers verdensmål for bæredygtig udvikling. |
|
(6) |
Kommissionen har foretaget en dybdegående undersøgelse for Slovakiet i henhold til artikel 5 i forordning (EU) nr. 1176/2011. De væsentligste resultater af Kommissionens undersøgelse af de makroøkonomiske sårbarheder i Slovakiet med henblik på nævnte forordning blev offentliggjort den 20. maj 2026 (5). Den 3. juni 2026 konkluderede Kommissionen, at Slovakiet er berørt af makroøkonomiske ubalancer. Slovakiet står navnlig over for vedvarende udfordringer relateret til betalingsbalancen og den offentlige saldo, konkurrenceevne, boligmarkedet og husholdningsgæld, og de politiske tiltag er begrænsede. Underskuddet på betalingsbalancen faldt i 2025 takket være lavere energipriser og stærkere eksport, men det ventes at stige igen i 2026, efterhånden som verdenssituationen bliver værre. Det offentlige underskud faldt en anelse i 2025, men er stadig stort og tynger betalingsbalancen; samtidig ventes det at forblive stort set uændret i 2026 og at stige i 2027 under antagelse af en uændret politik, hvilket vil øge den offentlige gæld. Inflationen lå et godt stykke over niveauet i euroområdet i 2025, hvilket delvis kan tilskrives stigninger i momssatsen, mens kerneinflationen forventes at være blandt de højeste i euroområdet i 2026. Kraftigt stigende enhedslønomkostninger har forringet konkurrenceevnen yderligere og forventes fortsat at stige forholdsvis kraftigt i 2026. Boligpriserne steg kraftigt i 2025 i en situation med lave realkreditrenter og forventes at fortsætte med at stige kraftigt på grund af begrænset udbud. Husholdningernes låntagning steg også i takt med de lavere renter og højere indkomster. Der er kun gjort begrænsede politiske fremskridt. Sårbarhederne vil kunne reduceres, hvis der sættes ind over for centrale udfordringer relateret til arbejdsbeskatning, konkurrenceevne, boligudbud og finanspolitik. |
|
(7) |
Den 21. januar 2025 vedtog Rådet på grundlag af Kommissionens vurdering og henstilling en henstilling om godkendelse af Slovakiets nationale mellemfristede plan for finans- og strukturpolitiske tiltag (6). Planen dækker perioden 2025-2028 og beskriver en finanspolitisk tilpasning fordelt over fire år. Rådets henstilling indeholdt følgende maksimale vækstrater i nettoudgifterne: 3,8 % i 2025, 0,9 % i 2026, 1,6 % i 2027 og 1,5 % i 2028, hvilket svarer til maksimale kumulerede vækstrater – beregnet med 2023 som basisår – på 10,3 % i 2025, 11,2 % i 2026, 13,0 % i 2027 og 14,8 % i 2028. For 2025-2028 stemmer disse maksimale vækstrater i nettoudgifterne overens med den korrigerende kurs som henstillet af Rådet i medfør af artikel 126, stk. 7, i TEUF den 21. januar 2025 med henblik på at bringe situationen med et uforholdsmæssigt stort underskud i Slovakiet til ophør (7), og proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud over for Slovakiet suspenderes. |
|
(8) |
Ruslands angrebskrig mod Ukraine og dens følgevirkninger udgør en eksistentiel udfordring for Den Europæiske Union. Kommissionen har opfordret medlemsstaterne til at anmode om en koordineret aktivering af stabilitets- og vækstpagtens nationale undtagelsesklausul for at støtte EU's bestræbelser på at sikre en hurtig og betydelig forøgelse af forsvarsudgifterne (8), og Det Europæiske Råd bifaldt forslaget på sit møde den 6. marts 2025. På Slovakiets anmodning vedtog Rådet den 8. juli 2025 på grundlag af en henstilling fra Kommissionen en henstilling om tilladelse til Slovakiet til at afvige fra de anbefalede maksimale vækstrater i nettoudgifterne (9). I den periode, hvor den nationale undtagelsesklausul er aktiveret (2025-2028), har Slovakiet mulighed for at omprioritere de offentlige udgifter eller øge de offentlige indtægter, således at de varigt højere forsvarsudgifter ikke bringer den finanspolitiske holdbarhed på mellemlang sigt i fare. |
|
(9) |
Den 30. april 2026 forelagde Slovakiet sin årlige statusrapport 2026 (10) om overholdelsen af de anbefalede maksimale vækstrater i nettoudgifterne og om gennemførelsen af reformer og investeringer som reaktion på de vigtigste udfordringer, der er identificeret inden for rammerne af de landespecifikke henstillinger under det europæiske semester. Den årlige statusrapport afspejler også Slovakiets halvårlige rapportering om de fremskridt, der er gjort med gennemførelsen af Slovakiets genopretnings- og resiliensplan, jf. artikel 27 i forordning (EU) 2021/241. |
|
(10) |
I 2025 udgjorde realvæksten i BNP 0,8 %, og HICP-inflationen lå på 4,2 %. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2026 ventes det reale BNP at stige med 0,8 % i 2026 og 1,5 % i 2027, mens HICP-inflationen ventes at ligge på 4,3 % i 2026 og 3,2 % i 2027. |
|
(11) |
Ifølge data fra Eurostat (11) faldt Slovakiets offentlige underskud fra 5,3 % af BNP i 2024 til 4,5 % af BNP i 2025. Faldet i underskuddet i 2025 afspejler hovedsagelig konsolideringsforanstaltningerne og lavere forsvarsinvesteringer end ventet på grund af forsinkelser i leveringen af militært udstyr. På grundlag af de politiske foranstaltninger, der var kendt på skæringsdatoen for prognosen, forventes der ifølge Kommissionens forårsprognose 2026 et underskud på 4,6 % af BNP i 2026 og 5,4 % af BNP i 2027. Den marginale stigning i 2026 afspejler hovedsagelig en stigning i investeringerne som følge af den udskudte levering af militært udstyr fra det foregående år. Stigningen i underskuddet i 2027 afspejler hovedsagelig den forventede levering af militært udstyr. |
|
(12) |
Ifølge Kommissionens estimater var den finanspolitiske kurs (12), som omfatter både nationalt finansierede og EU-finansierede udgifter, kontraktiv med 1,1 % af BNP i 2025. Den forventes at være kontraktiv i både 2026 og 2027 med henholdsvis 0,5 % og 1,1 % af BNP. |
|
(13) |
Ifølge data fra Eurostat (13) steg Slovakiets offentlige gæld fra 59,7 % af BNP ved udgangen af 2024 til 61,4 % af BNP ved udgangen af 2025. Stigningen i gældskvoten i 2025 afspejler hovedsagelig det store primære offentlige underskud. Det forhold, at renteudgifterne stiger hurtigere end økonomien, forstærker desuden denne gældsforøgende tendens. På grundlag af de politiske foranstaltninger, der var kendt på skæringsdatoen for prognosen, forventes gældskvoten ifølge Kommissionens forårsprognose 2026 at stige til 63,7 % ved udgangen af 2026 og yderligere til 66,9 % ved udgangen af 2027. Stigningen i 2026 og 2027 afspejler hovedsagelig de meget vedvarende offentlige underskud. |
|
(14) |
Ifølge data fra Eurostat (14) udgjorde Slovakiets samlede offentlige forsvarsudgifter 2,0 % af BNP i 2025, hvilket svarer til en stigning på 0,6 procentpoint af BNP i forhold til referenceåret 2021. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2026 ventes de at ligge på samme niveau i 2026. Dette svarer til en stigning på 0,6 procentpoint af BNP i forhold til referenceåret 2021 (15). |
|
(15) |
Unionen står fortsat over for en risiko for afbrydelser i energiforsyningen og høj prisvolatilitet, som forværres yderligere af geopolitiske spændinger, der påvirker de globale olie- og gasmarkeder. Erfaringerne fra energikrisen i 2022-2023 har vist, at brede og ikkemålrettede foranstaltninger har betydelige finanspolitiske omkostninger og er socialt og økonomisk ineffektive. Siden krigen i Mellemøsten brød ud i februar 2026, har Slovakiet ikke vedtaget nye finanspolitiske foranstaltninger til at afbøde virkningerne af høje energipriser for husholdninger og virksomheder (16). |
|
(16) |
Ifølge Kommissionens beregninger steg Slovakiets nettoudgifter med 1,7 % i 2025 og med 5,4 % samlet set i 2024 og 2025. Væksten i nettoudgifterne i 2025 er under den anbefalede maksimale vækstrate. For 2024 og 2025 samlet set ligger den kumulerede vækstrate for nettoudgifterne også under den anbefalede maksimale vækstrate. |
|
(17) |
Ifølge Kommissionens beregninger forventes Slovakiets nettoudgifter at stige med 2,9 % i 2026 og med 8,4 % samlet set i 2024, 2025 og 2026. Den forventede vækst i nettoudgifter i 2026 ligger over den anbefalede maksimale vækstrate med en afvigelse på 0,8 % af BNP på årsbasis. For 2024, 2025 og 2026 samlet set ligger den forventede kumulerede vækstrate for nettoudgifterne under den anbefalede maksimale vækstrate (17). |
|
(18) |
Desuden begrænser den utilstrækkelige gennemførelse af eksisterende udgiftsanalyser i budgetprocessen det potentiale for besparelser, som ellers kunne være til gavn for de offentlige finanser. |
|
(19) |
I 2025 lå skattekilen (beskatningen af arbejdsindkomst) i Slovakiet fortsat over EU-gennemsnittet for alle indkomstniveauer, navnlig for lavindkomstmodtagere. Nylige stigninger i obligatoriske sociale bidrag og sundhedsbidrag har yderligere øget skattekilen for denne gruppe. Indtægterne fra løbende ejendomsskatter i Slovakiet forblev lave og under EU-gennemsnittet, hovedsagelig på grund af det arealbaserede ejendomsbeskatningssystem, hvor fast ejendom beskattes efter areal frem for markedsværdi, hvilket begrænser provenuet, mindsker retfærdigheden og bidrager til et opadgående pres på boligpriserne. Indtægterne fra miljøbeskatning, herunder afgifter på transport, forurening og anvendelse af naturressourcer, ligger fortsat under EU-gennemsnittet, hvilket viser, at der er et uudnyttet potentiale for at styrke princippet om, at forureneren betaler. |
|
(20) |
I løbet af de seneste to år er selskabsskatten steget betydeligt, mens indførelsen af tre skatteklasser for selskabsskat i januar 2025 har øget kompleksiteten yderligere. Både den effektive skattesats og den lovbestemte selskabsskattesats for store virksomheder ligger over EU-gennemsnittet. Erhvervsmiljøet hæmmes yderligere af en nyligt indført skat på betalingstjenester. Samtidig har forhøjelsen af den almindelige momssats fra 20 % til 23 % pålagt husholdningerne en yderligere skattebyrde, mens to nedsatte momssatser, der omfatter mange varer og tjenesteydelser, komplicerer systemet og øger skatteudgifterne. Kapitalgevinster fra salg af ejendom er skattefritaget efter fem år, hvilket indsnævrer skattegrundlaget og tilskynder til langsigtet boliginvestering. Slovakiets momsgab er blevet forbedret, men det ligger fortsat over EU-gennemsnittet på 8,2 %. Selv om Slovakiet har gjort fremskridt med digitaliseringen af sin skatteadministration, kan yderligere fremskridt, navnlig inden for elektronisk fakturering, som allerede anvendes, og forhåndsudfyldte selvangivelser, bidrage til at mindske skattetab, lette efterlevelsen og sænke omkostningerne. Samtidig er den elektroniske indgivelse af årsopgørelser for personlig indkomstskat fortsat lav og ligger langt under EU-gennemsnittet. |
|
(21) |
Det sociale velfærdssystem er gradvis blevet udvidet i de seneste år og er blevet stadig mere omkostningskrævende. Omfattende sociale ydelser, såsom den etablerede 13. pensionsudbetaling, allokering af indkomstskat til forældre og energitilskud, er ikke effektivt målrettet mod sårbare grupper, mens energiforanstaltninger, der nu omfatter 90 % af husholdningerne, fortsat forvrider markedets prissignaler. |
|
(22) |
Slovakiet står fortsat over for en alvorlig boligmangel og har fortsat den laveste boligmasse pr. indbygger i EU, mens byggeaktiviteten er svækket yderligere, idet kun 7 241 nye boliger blev påbegyndt i første halvår af 2025. Denne nedgang hænger sammen med en bredere tilbagegang i boligbyggeriet, idet antallet af byggetilladelser, som toppede i 2021, siden da er faldet støt frem til 2024, hvilket efterlader Slovakiets samlede boligmasse betydeligt under EU-gennemsnittet. Selv om der er vedtaget en ny byggelov med henblik på at strømline tilladelsesprocedurerne, er gennemførelsen stadig på et tidligt stadium, og virkningerne har endnu ikke vist sig. Lejesektoren er ligeledes underudviklet, idet andelen af lejeboliger ligger betydeligt under EU-gennemsnittet og ikke har vist nogen vækst over tid. Folketællingsdata viser et markant fald i private lejeboliger, som faldt til blot 0,86 % i 2021. Antallet af sociale boliger er også utilstrækkeligt og udgør kun 2,5 % af den samlede boligmasse, hvilket er en af de laveste andele i EU. Disse systemiske mangler rammer marginaliserede lokalsamfund uforholdsmæssigt hårdt, navnlig romafamilier, hvoraf 86 % bor i overfyldte boliger, ofte i segregerede bosættelser uden grundlæggende infrastruktur såsom pålidelig adgang til vand. Usikre boligforhold underminerer deres deltagelse i uddannelse og beskæftigelse. Desuden er hjemløsheden i Slovakiet steget markant i løbet af det seneste årti. Disse udfordringer forværres yderligere af, at boligydelser kun dækker en minimal del af lejeomkostningerne og derfor ikke giver reel støtte til at gøre lejeboliger økonomisk overkommelige. |
|
(23) |
Det er fortsat afgørende, at lokale og regionale myndigheder, arbejdsmarkedets parter, civilsamfundet og andre relevante interessenter inddrages systematisk, på en meningsfuld måde og i rette tid for at sikre et bredt ejerskab til og således en vellykket gennemførelse af Unionens finansieringsinstrumenter, herunder også i forbindelse med det europæiske semester. |
|
(24) |
Hvad angår tempoet for gennemførelsen af programmer vedrørende samhørighedspolitikken, som omfatter støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU), Fonden for Retfærdig Omstilling (FRO), Den Europæiske Socialfond Plus (ESF+) og Samhørighedsfonden, ligger Slovakiet fortsat under gennemsnittet for EU både med hensyn til projektudvælgelse og udbetalinger. Det er vigtigt at intensivere og fremskynde indsatsen for at sikre en hurtig gennemførelse af investeringer og samtidig opnå de størst mulige konkrete resultater. Slovakiet har allerede truffet foranstaltninger inden for rammerne af programmerne vedrørende samhørighedspolitikken for at styrke konkurrenceevne og vækst. Slovakiet står imidlertid stadig over for udfordringer relateret til gennemførelsen med hensyn til f.eks. investeringer i forskning og udvikling og innovation, digitalisering, beskyttelse af natur og biodiversitet samt inklusion af romaer. Samtidig skal Slovakiet fremskynde anvendelsen af FRO, idet midlerne skal være udbetalt inden udgangen af 2026. Det er vigtigt, at de nye investeringer, som Slovakiet har udpeget i sin midtvejsgennemgang af fondene under samhørighedspolitikken, navnlig investeringer knyttet til de fem prioriteter i forordningen om midtvejsgennemgangen (18), gennemføres hurtigt og effektivt. |
|
(25) |
Slovakiets østlige grænseregioner står over for yderligere udfordringer, som hæmmer deres muligheder for økonomisk og social udvikling, idet de eksisterende strukturelle udfordringer forværres. Indvirkningen af Ruslands angrebskrig mod Ukraine øger sikkerhedspresset, forstyrrer grænseoverskridende økonomiske aktiviteter og mindsker landets tiltrækningsevne for investeringer. |
|
(26) |
Slovakiet står over for flere udfordringer med hensyn til erhvervsmiljøet og den offentlige forvaltning, digitalisering, forskning og innovation, retssystemet og systemet til bekæmpelse af korruption, dekarbonisering og omstilling af industrien, udviklingen af nulemissionsmobilitet, arbejdsmarkedet, uddannelse og sundhedsvæsenet. |
|
(27) |
Slovakiets erhvervsmiljø hæmmes fortsat af uforudsigelige lovgivningsmæssige rammer. Den hyppige brug af hasteprocedurer i lovgivningsarbejdet og af ændringsforslag fremsat af medlemmer af parlamentet, som ofte omgår de almindelige konsekvensvurderinger og høringer af interessenter, medvirker til lovgivningsmæssig usikkerhed. Selv om der formelt findes en ramme for bedre regulering, anvendes den inkonsekvent og i vid udstrækning formalistisk, hvilket begrænser dens effektivitet med hensyn til at forbedre lovgivningens kvalitet og forudsigelighed. Som følge heraf integreres høringer af interessenter og konsekvensvurderinger ikke i tilstrækkelig grad i lovgivningsprocessen, og de seneste foranstaltninger, herunder dem, der er truffet inden for rammerne af genopretnings- og resiliensplanen, har kun medført marginale forbedringer. Samtidig er de administrative byrder fortsat store, idet komplekse procedurer og overholdelseskrav fortsat hæmmer erhvervsaktiviteten. Endelig består der fortsat lovgivningsmæssige og administrative hindringer for det indre marked i Slovakiet, hvilket påvirker den grænseoverskridende levering af tjenesteydelser og etableringsfriheden, navnlig gennem fragmenterede kørselsforbud og restriktive detailhandelsregler. |
|
(28) |
Fragmenteringen af de lokale forvaltningsstrukturer undergraver fortsat leveringen af offentlige tjenester af høj kvalitet. Det store antal små kommuner, som ofte har begrænset administrativ kapacitet og utilstrækkelig finansiering i forhold til deres ansvar, hæmmer effektiv investeringsplanlægning og absorptionen af EU-midler. Selv om der er gjort visse fremskridt med at forbedre den strategiske koordinering på centralt plan og samle administrativ kapacitet på lokalt plan gennem pilotafprøvning af fælles servicecentre, er samarbejdet mellem kommunerne fortsat begrænset, og en omfattende reform af lokalforvaltningen er endnu ikke blevet iværksat. |
|
(29) |
Gennemsigtigheden og konkurrencen i forbindelse med offentlige udbud er blevet svækket af de seneste lovgivningsmæssige ændringer. Forhøjelsen af tærsklerne for offentliggørelse og forenklingen af procedurerne har reduceret de administrative byrder, men også øget risiciene for konkurrencen og gennemsigtigheden, navnlig for kontrakter under tærskelværdierne. Udbudsprocedurerne er fortsat langvarige, og anvendelsen af den laveste pris som tildelingskriterie dominerer fortsat, hvilket begrænser anvendelsen af kvalitetsrelaterede kriterier og overvejelser om livscyklusomkostninger. Det er afgørende at sikre et effektivt tilsyn og styrke de kompetente myndigheders rolle med hensyn til at beskytte konkurrencen og gennemsigtigheden for at forbedre effektiviteten af de offentlige udgifter og understøtte god forvaltning. |
|
(30) |
Bekymringerne vedrørende retssystemet og rammen for bekæmpelse af korruption består, mens kapaciteten til at afdække, efterforske og retsforfølge korruption på højt plan er blevet yderligere forringet. Opfattelsen af korruption og de rapporterede erfaringer med korruption ved erhvervsudøvelse i Slovakiet er fortsat meget høje. De risici, der blev identificeret i 2024 og 2025 som følge af afviklingen af de specialiserede korruptionsbekæmpelsesmyndigheder (specialanklagemyndigheden og den nationale kriminalitetsmyndighed) og reformen af straffelovgivningen, som forkortede forældelsesfristerne og nedsatte straffene for korruptionsrelaterede strafbare handlinger, gør sig fortsat gældende. Dette kombineres med, at rigsadvokaten udøver sin beføjelse til at ophæve endelige afgørelser truffet af anklagere længere nede i retssystemet og af de retshåndhævende myndigheder i forundersøgelsesfasen. Efter omorganiseringen af politiet og anklagemyndigheden faldt antallet af korruptionssager, der blev afdækket og retsforfulgt, kraftigt. Flere højt profilerede korruptionssager blev uigenkaldeligt berørt som følge af mildere straffe for korruptionsforbrydelser og en forkortet frist for at stille lovovertrædere til ansvar. I december 2025 gav forsøget på at afvikle kontoret for beskyttelse af whistleblowere anledning til yderligere bekymringer vedrørende rammen for bekæmpelse af korruption og for, at potentielle whistleblowere ville være bange for at stå frem med oplysninger om korruption på højt plan. Samlet set har denne udvikling yderligere tydeliggjort manglen på en robust ramme for bekæmpelse af korruption, som i øjeblikket skaber grobund for utilbørlig indblanding. Der er behov for en betydelig indsats for at afhjælpe de konstaterede mangler med hensyn til utilstrækkelig specialisering hos de kompetente myndigheder. |
|
(31) |
I retsvæsenet er reformen af domstolenes geografiske organisering blevet gennemført og er under evaluering. Der er imidlertid fortsat bekymringer over de stadig utilstrækkelige garantier for domstolenes uafhængighed, navnlig for så vidt angår medlemmerne af domstolsrådet, hvis beføjelser blev yderligere udvidet, f.eks. i disciplinærsager, selv om regeringen for nylig tog initiativer vedrørende deres afsættelse. Denne udvikling indebærer direkte risici for Slovakiets erhvervsmiljø og lovgivningsmæssige rammer. |
|
(32) |
Slovakiet har gjort fremskridt med den digitale infrastruktur i både byområder og landdistrikter, idet private teleoperatører investerer i gigabit- og 5G-net. Den relativt ringe dækning i landdistrikterne og de begrænsede offentlige udgifter kræver dog en yderligere indsats. Lovgivningsmæssige foranstaltninger, der blev indført i 2025, herunder byggeloven og loven om gigabitinfrastruktur, forventes at understøtte udrulningen af digital infrastruktur, men der er fortsat en række lovgivningsmæssige udfordringer. Den langsomme indførelse af digitale teknologier i Slovakiet hæmmer fortsat konkurrenceevnen og væksten, idet kun 57 % af de små og mellemstore virksomheder (SMV'er) i 2025 nåede op på mindst et grundlæggende niveau af digital intensitet mod et EU-gennemsnit på 71 %. Manglen på tilstrækkelige digitale færdigheder og muligheder for kompetenceudvikling blandt medarbejderne samt vanskelighederne med at tiltrække IKT-specialister udgør væsentlige udfordringer for virksomhederne. På trods af en række igangværende bestræbelser svækker fragmentering, manglende fokus på brugeroplevelsen og den langsomme levering af digitale forvaltningstjenester reformernes troværdighed, hvilket understreger behovet for bedre datastyring, interoperabilitet og yderligere integration af digitale forvaltningstjenester. |
|
(33) |
Slovakiet, der i 2025 blev klassificeret som »spirende innovator«, registrerede en voksende forskel mellem sine resultater og EU-gennemsnittet. Den offentlige sektors udgifter til forskning og udvikling faldt fra 0,45 % i 2023 til 0,39 % i 2024, hvilket ligger betydeligt under EU-gennemsnittet. I 2023 forpligtede regeringen sig til at fastholde en udviklingsbane med årlige stigninger i de offentlige udgifter til forskning og udvikling, som skal nå op på 0,67 % af BNP senest i 2030. Denne udviklingsbane skal fastholdes for at forbedre Slovakiets konkurrenceevne og suppleres med yderligere stimulering af private investeringer i forskning og udvikling, som fortsat er kritisk lave. |
|
(34) |
Det slovakiske forsknings- og innovationsmiljø er fortsat fragmenteret, og der er kun gjort begrænsede fremskridt med at forbedre samarbejdet mellem erhvervslivet og forskningssektoren. Forsknings- og innovationsøkosystemet mangler forudsigelighed som følge af en underudviklet institutionel ramme uden klart fastlagte ansvarsområder. Det vil være afgørende at fremme den praksis, der er udviklet inden for rammerne af genopretnings- og resiliensplanen, og som vedrører gennemførelse af internationale evalueringer ved tildeling af tilskud og i forbindelse med videnoverførsel, for at bidrage til kvaliteten af forskningsresultaterne og øge sandsynligheden for en vellykket kommercialisering af dem. For yderligere at fremme samarbejdet mellem erhvervslivet og den akademiske verden, og navnlig teknologioverførslen, ville det være en fordel for Slovakiet at følge bedste internationale praksis med hensyn til ejerskab af intellektuelle ejendomsrettigheder, som er frembragt på universiteter. |
|
(35) |
Mulighederne for, at SMV'er investerer i forskning og udvikling, er begrænsede, da den nuværende skattemæssige incitamentsordning for forskning og udvikling favoriserer større virksomheder. En forbedring af incitamentsordningerne for forskning og udvikling og en stærkere målretning af politikken på området mod SMV'er kunne styrke Slovakiets vækstpotentiale. |
|
(36) |
Slovakiets økonomi, herunder den store og energiintensive industrisektor, står fortsat over for udfordringer for konkurrenceevnen i forbindelse med moderniseringsbestræbelserne og opfyldelsen af klimamålene. Industrien er fortsat en stor sektor, hvad angår energiforbrug og kulstofintensitet, selv om begge dele er faldet i de seneste år som følge af effektivitetsgevinster og strukturelle ændringer. Høje energipriser udgør stadig en betydelig udfordring for virksomhederne og afspejler strukturelle problemer. For at opnå en omkostningseffektiv omstilling med henblik på dekarbonisering, samtidig med at industriens konkurrenceevne bevares, er Slovakiet nødt til fortsat at investere i energieffektivitet og fremme elektrificeringen af industrielle processer. Disse mål kan også fremmes gennem foranstaltninger, der forbedrer prisforholdet mellem elektricitet og naturgas. Potentialet i den indenlandske fremstilling af nettonulteknologier udnyttes stadig ikke fuldt ud. Integrationen af nye industrisektorer i EU's værdikæder og udviklingen hen imod mere innovationsdrevne produkter udgør fortsat en vigtig mulighed for den slovakiske økonomi. |
|
(37) |
På trods af Slovakiets bestræbelser på at diversificere naturgasforsyningen og reducere efterspørgslen er afhængigheden af russiske fossile brændstoffer stadig betydelig, hvilket udsætter landet for eksterne risici. I 2025 var mere end 50 % af naturgassen og over 80 % af olien af russisk oprindelse. Andelen af vedvarende energi i Slovakiets elektricitetsmiks lå i 2025 blandt de laveste i EU, samtidig med at landets vindenergipotentiale fortsat er uudnyttet. Slovakiets dekarbonisering er efter udfasningen af kul i 2023 overvejende baseret på kernekraft. De gennemsnitlige elpriser er fortsat i betydelig grad påvirket af dyr naturgas. En reduktion af naturgassens andel i elproduktionen ville bidrage til at stabilisere Slovakiets elsystem, sikre mere overkommelige elpriser og understøtte konkurrenceevnen. Slovakiet har som led i sin genopretnings- og resiliensplan taget skridt til at fremskynde udbredelsen af vedvarende energi og forbedre lovgivningsrammen, men udrulningen af vedvarende energikilder går fortsat meget langsomt. Manglen på langsigtet sikkerhed for investorer inden for vedvarende energi er fortsat en væsentlig strukturel hindring for udviklingen af nye projekter. Navnlig ville en udvidelse af anvendelsen af auktionsordninger for elektricitet og en opskalering af langsigtede kontrakter understøtte udviklingen af større projekter inden for vedvarende energi, samtidig med at der åbnes for nye dekarboniseringsløsninger for energiintensive industrier. |
|
(38) |
For at imødekomme det øgede behov for elektrificering af industrien og bæredygtig mobilitet er der behov for yderligere indsats for at fremskynde nye investeringer i elnettet og øge dets kapacitet. En fremme af dekarboniseringen af varme- og kølesektoren gennem øget anvendelse af vedvarende løsninger ville bidrage til at nå klimamålene og til mere overkommelige energipriser. Ud over at fremme elektrificeringen kunne omstillingen af opvarmningssektoren til en lavemissionsøkonomi styrkes ved at udbygge geotermiske løsninger, da Slovakiet visse steder har gunstige geologiske forhold. |
|
(39) |
Den meget lave udbredelse af nulemissionsmobilitet i Slovakiet illustreres ved, at andelen af nye registreringer af nulemissionskøretøjer er blandt de laveste i EU, men også af den langsomme udrulning af opladnings- og optankningsinfrastruktur til nulemissionskøretøjer. Selv om Slovakiet har vedtaget visse reformer som led i genopretnings- og resiliensplanen, er der endnu ikke indført incitamenter til at understøtte udrulningen af nulemissionskøretøjer og infrastruktur. Det er vigtigt at indføre de incitamenter, der er skitseret i handlingsplanen for elektromobilitet, for at sætte den private sektor i stand til at foretage betydelige yderligere investeringer. På samme måde moderniseres den slovakiske jernbanetransportinfrastruktur kun langsomt, hvilket begrænser dens attraktivitet både for passagertransport og for kommerciel anvendelse. Desuden mangler Slovakiet en centraliseret tilgang til langsigtet finansiering af byggeri og renovering af den nationale transportinfrastruktur. Dette kunne forbedres gennem faste og forudsigelige nationale budgetbidrag til udvikling og vedligeholdelse af transportinfrastruktur, som kan anvendes sammen med europæisk og offentlig-privat finansiering. Desuden bør faserne forud for investeringer i transportinfrastruktur strømlines yderligere for at fremskynde udviklingen og vedligeholdelsen af infrastrukturen. Derudover begrænser manglen på passende transportmuligheder i Slovakiet, navnlig i landdistrikterne, ofte mobiliteten og adgangen til grundlæggende tjenester for de berørte lavindkomsthusstande. Navnlig er forbindelserne med offentlig transport utilstrækkelige, og udbredelsen af aktive mobilitetsmuligheder, efterspørgselsstyrede transportforanstaltninger og sociale taxitjenester for lavindkomsthusstande i de mest berørte regioner, såsom det centrale og østlige Slovakiet, halter også bagefter. |
|
(40) |
Selv om Slovakiets klimatilpasningsplan foreligger, halter gennemførelsen af politikker for klimarobusthed bagefter som følge af manglende institutionelt beredskab, ringe kendskab på regionalt og lokalt plan og en utilstrækkelig grad af tværministerielt samarbejde. Vandkvaliteten og vandforvaltningen fortsætter med at forværres, også som følge af hydromorfologiske ændringer og pesticidforurening, hvilket påvirker industriens og landbrugets produktivitet samt menneskers helbred. Selv om der er gjort visse fremskridt med hensyn til genanvendelse af emballageaffald, risikerer Slovakiet fortsat ikke at nå målene for kommunalt affald og emballageaffald samt sit mål for 2035 vedrørende kommunalt affald, der deponeres. Produktiviteten i landbrug, skovbrug og vandrelaterede industrier påvirkes også af økosystemernes forringelse, hvilket har store økonomiske konsekvenser. Dette skyldes hovedsagelig belastninger såsom ubæredygtigt skovbrug og landbrug, udvikling af infrastruktur og invasive arter. |
|
(41) |
I lyset af den afgørende rolle, som menneskelig kapital spiller med hensyn til at øge Unionens konkurrenceevne og strategiske autonomi, henstillede Rådet i 2026, at medlemsstaterne træffer foranstaltninger til hurtigt at håndtere de strukturelle udfordringer relateret til menneskelig kapital for så vidt angår færdigheder og uddannelse, som hæmmer konkurrenceevnen. De landespecifikke henstillinger, som rettes til Slovakiet i 2026, kan bidrage til gennemførelsen af Rådets henstilling om den menneskelige kapital i Unionen. |
|
(42) |
Den høje langtidsledighed blandt underrepræsenterede grupper, navnlig romaer, lavtuddannede og ældre arbejdstagere, er fortsat en udfordring, der forværrer kompetencekløfterne og de regionale forskelle. Selv om situationen er værre i landets østlige regioner, er investeringerne i politikker, der skal hjælpe sårbare grupper med at finde eller fastholde beskæftigelse, fortsat lave. Deltagelsen på arbejdsmarkedet, især blandt kvinder, hæmmes af den utilstrækkelige adgang til og brug af prismæssigt overkommelige tilbud om førskoleundervisning og børnepasning af høj kvalitet, navnlig for børn under 3 år, og der er forskelle, som rammer ugunstigt stillede grupper. Desuden er fleksible arbejdsordninger, såsom deltidsarbejde og muligheder for fjernarbejde, fortsat meget begrænsede. |
|
(43) |
Slovakiet står over for vedvarende udfordringer i sit uddannelses- og kompetencesystem, hvilket begrænser den langsigtede vækst og resultaterne på arbejdsmarkedet. Der er gjort begrænsede fremskridt med hensyn til at styrke de grundlæggende færdigheder, især blandt ugunstigt stillede elever, herunder i marginaliserede romasamfund. Med nylige lovgivningsmæssige reformer er der indført foranstaltninger med henblik på at forbedre de matematiske færdigheder og styrke grundlæggende kompetencer. En stor andel af eleverne opnår ikke et minimumsniveau i centrale fag, og resultaterne ligger under EU-gennemsnittet. Fravær og tidligt skolefrafald, navnlig i landdistrikterne, svækker yderligere uddannelsesresultaterne. På trods af igangværende reformer er adgangen til støtteforanstaltninger fortsat utilstrækkelig, navnlig for elever med særlige uddannelsesbehov, hvilket hæmmer lige og inkluderende adgang til uddannelse af høj kvalitet. |
|
(44) |
Der er fortsat en betydelig mangel på kvalificeret arbejdskraft, hvilket berører over halvdelen af virksomhederne og afspejler et misforhold mellem arbejdsstyrkens kvalifikationer og arbejdsmarkedets behov. Selv om der er gjort visse fremskridt inden for voksenuddannelse, er deltagelsen fortsat lav, især blandt lavtuddannede arbejdstagere. Deltagelsen i arbejdsbaseret læring ligger fortsat under EU-gennemsnittet, og mangler i grundlæggende digitale færdigheder samt kvinders lave deltagelse inden for STEM består stadig. Der er truffet foranstaltninger til at reformere de erhvervsrettede uddannelser og styrke STEM-forløbene ved at forbedre de matematiske færdigheder på gymnasialt niveau. Der er behov for en yderligere indsats for at opskalere omskoling og opkvalificering, styrke læreruddannelsen, forbedre gennemførelsen af læseplansreformer og øge optaget på STEM-uddannelser, herunder gennem omdannelse af erhvervsskoler på sekundærtrinnet til specialiserede STEM-orienterede institutioner og stærkere samarbejde med arbejdsgivere og videregående uddannelsesinstitutioner. Samtidig reducerer den lave gennemførelse af videregående uddannelser, det store antal studerende i udlandet og den lave tilbagevendelsesgrad, navnlig i sektorer med stor efterspørgsel, tilgængeligheden af kvalificeret arbejdskraft. I denne sammenhæng er integrationen af tredjelandsstatsborgere på arbejdsmarkedet fortsat begrænset og fragmenteret, og der mangler en omfattende ramme, der understøtter deres langsigtede inklusion. En styrkelse af fastholdelsen og tiltrækningen af kvalificerede fagfolk ville bidrage til at afhjælpe manglen på arbejdskraft og understøtte den økonomiske konkurrenceevne. |
|
(45) |
Det slovakiske sundhedssystems modstandsdygtighed er fortsat under betydeligt pres på grund af mangel på og aldring blandt sundhedspersonalet. Bemandingsniveauet ligger under EU-gennemsnittet, idet der mangler 21 % af de praktiserende læger, og næsten en fjerdedel af sygeplejerskerne nærmer sig pensionsalderen. På trods af de seneste lønstigninger for visse grupper af sundhedspersonale består udfordringerne med at fastholde personale, hvilket skyldes dårlige arbejdsvilkår, lav interesse for karrierer i primærsektoren og udvandring. Indsatsen for at afhjælpe manglen på arbejdskraft og mangler i infrastrukturen er fortsat utilstrækkelig, idet kun 2,7 % af sundhedsudgifterne i 2023 gik til forebyggende sundhedspleje – langt under EU-gennemsnittet. På trods af klinikker finansieret gennem genopretnings- og resiliensplanen og udvidelser af screeningsprogrammerne har disse foranstaltninger endnu ikke forbedret adgangen eller ligheden i væsentlig grad. Vedvarende gæld og lange betalingsforsinkelser på store statslige hospitaler afspejler systemets ineffektivitet, som forværres af høj egenbetaling. Genopretnings- og resiliensplanen har bidraget til visse forbedringer i koordineringen af sundhedsydelserne. Der er dog behov for yderligere indsats for at styrke den primære sundhedspleje og den forebyggende sundhedspleje, især over for sårbare personer, sikre forsyningen af kritiske medicinske produkter og sikre langsigtet finanspolitisk holdbarhed. |
|
(46) |
Langtidsplejeydelser er fortsat underfinansierede og stadig ret begrænsede, navnlig for sårbare grupper. På grund af befolkningens aldring forventes de offentlige udgifter til langtidspleje at stige på mellemlang og lang sigt. Manglen på arbejdskraft og regionale forskelle begrænser leveringen af ydelser, navnlig i landdistrikter og de østlige regioner i Slovakiet. På trods af nogle indledende reformer og investeringer, der er indført under genopretnings- og resiliensplanen, er adgangen til økonomisk overkommelig langtidspleje af høj kvalitet fortsat ujævn på tværs af regioner, og lokalsamfundsbaserede tjenester er stadig utilstrækkeligt udviklet. |
|
(47) |
I betragtning af de nære indbyrdes forbindelser mellem euromedlemsstaternes økonomier og disse økonomiers kollektive bidrag til Den Økonomiske og Monetære Unions rette virkemåde henstillede Rådet i 2026, at euromedlemsstaterne træffer foranstaltninger, herunder gennem deres genopretnings- og resiliensplaner, til at efterkomme henstillingen fra 2026 om den økonomiske politik i euroområdet. For Slovakiet bidrager henstilling 1 til at efterkomme den første, den anden, den tredje og den femte henstilling vedrørende euroområdet, henstilling 2 bidrager til at efterkomme den fjerde henstilling vedrørende euroområdet, henstilling 3 bidrager til at efterkomme den ottende og den niende henstilling vedrørende euroområdet, henstilling 4 og 5 bidrager til at efterkomme den syvende henstilling vedrørende euroområdet og henstilling 6 bidrager til at efterkomme den femte henstilling vedrørende euroområdet. |
|
(48) |
I lyset af Kommissionens dybdegående undersøgelse og konklusionerne om tilstedeværelsen af ubalancer afspejler henstilling 1, 2, 3 og 5 henstillinger i henhold til artikel 6 i forordning (EU) nr. 1176/2011. De politiske tiltag, der er nævnt i henstilling 1, bidrager til at håndtere sårbarheder relateret til boligmarkedet og husholdningsgælden. De politiske tiltag, der er nævnt i henstilling 1, 2 og 5, bidrager til at afhjælpe sårbarheder relateret til betalingsbalancen og den offentlige saldo. De politiske tiltag, der er nævnt i henstilling 1, 3 og 5, bidrager til at afhjælpe sårbarheder relateret til konkurrenceevnen. Henstilling 1, 2, 3 og 5 bidrager til dels at rette op på ubalancer, dels til at efterkomme henstillingen om euroområdet fra 2026, jf. betragtning 47, |
HENSTILLER, at Slovakiet i 2026 og 2027 træffer foranstaltninger med henblik på at:
|
1. |
fortsat overholde de maksimale vækstrater i nettoudgifterne som henstillet af Rådet den 21. januar 2025 med henblik på at bringe situationen med et uforholdsmæssigt stort underskud til ophør og samtidig gøre brug af fleksibiliteten i henhold til den nationale undtagelsesklausul, som Rådet har aktiveret; øge de generelle forsvars- og sikkerhedsudgifter og styrke forsvarsberedskabet og samtidig garantere gældsholdbarhed og udgiftseffektivitet samt gradvis tilpasse budgettet til strukturelt højere forsvarsudgifter; sikre, at foranstaltninger, som træffes for at afbøde konsekvenserne af stigende energipriser, er af midlertidig karakter, fokuserer på at beskytte sårbare husstande eller på at dække behovene hos energiintensive selskaber og fastholder incitamentet til energibesparelser, og at det sikres, at deres finanspolitiske omkostninger er forenelige med forpligtelserne i henhold til EU's finanspolitiske ramme gøre sammensætningen af skatterne mere effektiv, bl.a. ved at mindske de negative incitamenter på arbejdsmarkedet og i højere grad gøre brug af miljøafgifter og løbende ejendomsbeskatning; forenkle skattesystemet og styrke udgiftseffektiviteten, bl.a. ved at ensrette udgiftsanalyser efter budgetprocessen; fortsætte med at styrke skatteefterlevelsen, bl.a. ved yderligere at digitalisere skatteforvaltningen; opretholde prisincitamenter til energibesparelser og bedre målrette sociale udgifter; sætte fart på byggeriet ved at strømline procedurerne for fysisk planlægning og tilladelsesprocedurerne, udvide det private lejemarked og fremme økonomisk overkommelige boliger og sociale boliger, herunder fastholdelse af boliger for sårbare grupper |
|
2. |
sikre videreførelsen af de reformer og investeringer, der er gennemført inden for rammerne af genopretnings- og resiliensfaciliteten; øge indsatsen for at gennemføre programmerne vedrørende samhørighedspolitikken, hvor det er relevant med udgangspunkt i omfordelingen til strategiske prioriteter og fleksibilitetsmuligheder, der blev aftalt som led i midtvejsgennemgangen inden for rammerne af samhørighedspolitikken; håndtere de unikke socioøkonomiske og sikkerheds- og civilberedskabsrelaterede udfordringer, der påvirker regioner ved EU's ydre østlige grænse, herunder behovet for at investere i infrastruktur med dobbelt anvendelse |
|
3. |
forbedre erhvervsmiljøet ved at skabe en mere forudsigelig lovgivningsmæssig ramme og sikre, at konsekvensvurderinger og høringer af interessenter integreres i lovgivningsprocessen; afhjælpe de resterende hindringer for levering af tjenesteydelser; afhjælpe fragmenteringen af forvaltningsstrukturerne, bl.a. ved at forberede en reform af lokalforvaltningen; forbedre de digitale forvaltningstjenester, både hvad angår leveringen og brugeroplevelsen; sikre gennemsigtighed og konkurrence i de offentlige udbudsprocedurer; styrke retssystemet, inklusive dets uafhængighed, og forbedre effektiviteten af korruptionsbekæmpelsessystemet, herunder ved at sikre tilstrækkelig, uafhængig og effektiv efterforskning og retsforfølgning af korruptionssager på højt plan og tilstrækkelig specialiseret kapacitet hos politiet og anklagemyndigheden |
|
4. |
fortsætte med at udbygge gigabitkonnektiviteten, navnlig i underforsynede områder; øge anvendelsen af digitale teknologier, navnlig blandt SMV'er, ved at fjerne flaskehalse for deres udrulning; forbedre forsknings- og innovationspolitikken ved fortsat at øge de offentlige investeringer i forskning og udvikling, strømline styrings-, finansierings- og evalueringssystemerne for forskning og innovation, skabe incitamenter til samarbejde mellem virksomheder og forskningssektoren og revidere ordningen med skattemæssige incitamenter til forskning og udvikling for at yde større støtte til SMV'er |
|
5. |
fremme investeringer til styrkelse af industriens konkurrenceevne, bl.a. ved at skabe incitamenter til dekarbonisering og elektrificering samt økonomisk diversificering; fremskynde diversificeringen af energiforsyningen for at udfase afhængigheden af russiske kilder; fremskynde udrulningen af vedvarende energi, navnlig vindenergi, og samtidig effektivisere procedurerne for nettilslutning; støtte yderligere investeringer i net, navnlig elnet, samt i dekarbonisering af varmesektoren; støtte yderligere udbredelse af nulemissionsmobilitet, reformere forvaltningen af transportinvesteringer og modernisere og øge investeringerne i bæredygtig transportinfrastruktur, navnlig jernbanenettet; styrke ressource- og affaldshåndteringen og genbruget af kommunalt affald og emballageaffald samt bevarelsen af naturressourcer og øge klima- og vandresiliensen, bl.a. ved at integrere naturbaserede løsninger bredt og færdiggøre områdeinddelingen af nationalparker |
|
6. |
styrke arbejdsmarkedsdeltagelsen for underrepræsenterede grupper, navnlig i regioner med høj arbejdsløshed, og fremme mere fleksible arbejdsordninger; øge tilgængeligheden af økonomisk overkommelig førskoleundervisning og pasning af høj kvalitet af børn under 3 år; sikre lige og inkluderende adgang til uddannelse af høj kvalitet på alle niveauer med fokus på undervisning i grundlæggende færdigheder, herunder for børn fra ugunstigt stillede miljøer; udvide mulighederne for omskoling og opkvalificering af voksne, bl.a. ved at investere i digitale færdigheder og uddannelse af lærere og øge optaget på uddannelsesprogrammer inden for STEM-fagene; styrke fastholdelsen og tiltrækningen af kvalificerede fagfolk for at afhjælpe manglen på arbejdskraft; forbedre udbuddet af primær sundhedspleje og udbygge de forebyggende sundhedsforanstaltninger; styrke sundheds- og langtidsplejesystemernes modstandsdygtighed og finanspolitiske holdbarhed og sikre økonomisk overkommelig langtidspleje af høj kvalitet, navnlig ved at udvide lokalsamfundsbaserede tjenester yderligere. |
Udfærdiget i Bruxelles, den 10. juli 2026.
På Rådets vegne
S. HARRIS
Formand
(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1263 af 29. april 2024 om effektiv samordning af de økonomiske politikker og om multilateral budgetovervågning samt om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 (EUT L, 2024/1263, 30.4.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1263/oj).
(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 af 16. november 2011 om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer (EUT L 306 af 23.11.2011, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2011/1176/oj).
(3) EUT C, C/2026/2434, 28.4.2026, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2026/2434/oj.
(4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/241 af 12. februar 2021 om oprettelse af genopretnings- og resiliensfaciliteten (EUT L 57 af 18.2.2021, s. 17, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2021/241/oj).
(5) SWD(2026) 142 final.
(6) Rådets henstilling af 21. januar 2025 om godkendelse af Slovakiets nationale mellemfristede plan for finans- og strukturpolitiske tiltag (EUT C, C/2025/645, 10.2.2025, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2025/645/oj).
(7) Rådets henstilling med henblik på at bringe situationen med et uforholdsmæssigt stort underskud i Slovakiet til ophør, vedtaget den 21. januar 2025. Alle dokumenter i relation til proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud over for Slovakiet findes på: https://economy-finance.ec.europa.eu/economic-governance-framework/stability-and-growth-pact/corrective-arm-excessive-deficit-procedure/excessive-deficit-procedures-overview/slovakia_en.
(8) Meddelelse fra Kommissionen om tilpasning til øgede forsvarsudgifter inden for rammerne af stabilitets- og vækstpagten, Bruxelles, 19.3.2025 (C(2025) 2000 final).
(9) Rådets henstilling af 8. juli 2025 om tilladelse til Slovakiet til at afvige fra de maksimale vækstrater i nettoudgifterne som fastsat af Rådet i henhold til forordning (EU) 2024/1263 (aktivering af den nationale undtagelsesklausul) (EUT C, C/2025/3974, 20.8.2025, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2025/3974/oj).
(10) De årlige statusrapporter 2026 findes på: https://economy-finance.ec.europa.eu/economic-governance-framework/stability-and-growth-pact/preventive-arm/annual-progress-reports_en.
(11) Eurostat – euroindikatorer, 22.4.2026.
(12) Den finanspolitiske kurs bestemmes ud fra den årlige ændring i den underliggende offentlige budgetstilling. Den bruges til at bedømme den økonomiske impuls fra finanspolitiske tiltag, både dem, der finansieres nationalt, og dem, der finansieres over EU-budgettet. Den finanspolitiske kurs måles som forskellen mellem i) den potentielle vækst på mellemlang sigt og ii) ændringen i de primære udgifter ekskl. diskretionære foranstaltninger på indtægtssiden og inkl. udgifter finansieret med ikketilbagebetalingspligtig støtte (tilskud) fra genopretnings- og resiliensfaciliteten og andre EU-fonde.
(13) Eurostat – euroindikatorer, 22.4.2026.
(14) Eurostat, offentlige udgifter opdelt efter formålsklassifikationen for offentlig forvaltning og service (COFOG).
(15) NATO's definition af forsvarsudgifter adskiller sig fra definitionen i COFOG. Der kan også være forskelle som følge af tidspunktet for registrering af udgifterne, navnlig i forbindelse med militært udstyr, da NATO's registrering ikke følger nationalregnskabsreglerne med hensyn til registreringstidspunkt.
(16) Situationen på skæringsdatoen for Kommissionens forårsprognose 2026 (4. maj 2026).
(17) Da Slovakiet er omfattet af fleksibiliteten i henhold til den nationale undtagelsesklausul, tager vurderingen af overholdelsen udgangspunkt i sidstnævnte sammenligning.
(18) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2025/1914 af 18. september 2025 om ændring af forordning (EU) 2021/1058 og (EU) 2021/1056 for så vidt angår særlige foranstaltninger til at adressere strategiske udfordringer i forbindelse med midtvejsgennemgangen.
ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2026/3938/oj
ISSN 1977-0871 (electronic edition)