16.8.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 293/28


KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2021/1364

af 9. juli 2021

om at tillade Polen at forlænge visse perioder, der er fastsat i artikel 9, 10 og 11 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/267

(meddelt under nummer C(2021) 5030)

(Kun den engelske udgave er autentisk)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/267 af 16. februar 2021 om særlige og midlertidige foranstaltninger i lyset af covid-19-krisens vedholdenhed vedrørende fornyelse eller forlængelse af visse certifikater, licenser og godkendelser eller tilladelser, udsættelse af visse periodiske kontroller og efteruddannelser inden for visse områder af transportlovgivningen samt forlængelse af visse perioder, som omhandles i forordning (EU) 2020/698 (1), særlig artikel 9, stk. 4, artikel 10, stk. 4, og artikel 11, stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ifølge artikel 9, stk. 1, i forordning (EU) 2021/267 forlænges fristerne for fornyelse af EU-sikkerhedscertifikater, uanset artikel 10, stk. 13, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/798 (2), som ellers ville være udløbet eller ellers udløber mellem den 1. september 2020 og den 30. juni 2021.

(2)

Ifølge artikel 9, stk. 2, i forordning (EU) 2021/267 forlænges gyldigheden af sikkerhedsgodkendelser, uanset artikel 12, stk. 2, i direktiv (EU) 2016/798, som ellers ville være udløbet eller ellers udløber mellem den 1. september 2020 og den 30. juni 2021.

(3)

Ifølge artikel 10, stk. 1, i forordning (EU) 2021/267 forlænges fristerne for fornyelse af sikkerhedscertifikater, artikel 10, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/49/EF (3), som ellers ville være udløbet eller ellers udløber mellem den 1. september 2020 og den 30. juni 2021.

(4)

Ifølge artikel 10, stk. 2, i forordning (EU) 2021/267 forlænges fristerne for fornyelse af sikkerhedsgodkendelser, uanset artikel 11, stk. 2, i direktiv 2004/49/EF, som ellers ville være udløbet eller ellers udløber mellem den 1. september 2020 og den 30. juni 2021.

(5)

Ifølge artikel 11, stk. 1, i forordning (EU) 2021/267 forlænges gyldigheden af lokomotivføreres licenser, som ellers ville være udløbet eller ellers udløber mellem den 1. september 2020 og den 30. juni 2021.

(6)

Ifølge artikel 11, stk. 2, i forordning (EU) 2021/267 forlænges fristerne for, hvornår indehaveren af en lokomotivførerlicens skal gennemføre de periodiske kontroller, som ellers ville være udløbet eller ellers udløber mellem den 1. september 2020 og den 30. juni 2021.

(7)

Ved brev af 31. maj 2021 fremsendte Polen en begrundet anmodning om tilladelse til at forlænge visse perioder, der er fastsat i artikel 9, 10 og 11 i forordning (EU) 2021/267. Polen fremlagde ved brev af 4., 11., 16., 21. og 23. juni 2021 yderligere oplysninger til støtte for sin anmodning.

(8)

Ved sin begrundede anmodning anmoder Polen om tilladelse til at anvende en forlængelse på seks måneder af den periode mellem den 1. september 2020 og den 30. juni 2021, der er fastsat i artikel 9, stk. 1 og 2, artikel 10, stk. 1 og 2, samt artikel 11, stk. 1 og 2, i forordning (EU) 2021/267.

(9)

Ifølge Polens oplysninger vil det efter al sandsynlighed stadig ikke være praktisk muligt at forny EU-sikkerhedscertifikater og licenser til lokomotivførere, der fører lokomotiver og tog, eller gennemføre de relevante periodiske kontroller efter den 30. juni 2021 grundet de foranstaltninger, landet har truffet for at forebygge og begrænse spredningen af covid-19.

(10)

Navnlig hvad angår gyldigheden af de sikkerhedscertifikater og sikkerhedsgodkendelser, der er omhandlet i artikel 9, stk. 1 og 2, og artikel 10, stk. 1 og 2, i forordning (EU) 2021/267 mener Polen, at det er nødvendigt at forlænge gyldigheden yderligere for at undgå risikoen for, at flere jernbanevirksomheder og infrastrukturforvaltere ikke får fornyet deres certifikater og godkendelser i tide.

(11)

Ifølge Polens oplysninger er sundhedsministerens nationale forordning af 20. marts 2020, der erklærer, at pandemien er en realitet, stadig i kraft i medlemsstaten. Blandt de foranstaltninger, der er vedtaget for at forebygge eller begrænse spredningen af covid-19, er for det første en generel forpligtelse for personale i det polske kontor for jernbanetransport (den nationale sikkerhedsmyndighed), som er den myndighed, der er ansvarlig for at udstede og forny sikkerhedscertifikater og sikkerhedsgodkendelser, om hjemmearbejde, pålagt den 4. oktober 2020. Denne arbejdsordning var i kraft indtil begyndelsen af juni 2021, hvor myndigheden indførte en hybrid arbejdsmodel, der betyder, at halvdelen af personalet arbejder hjemmefra, mens den anden halvdel arbejder på kontoret.

(12)

Ifølge Polens oplysninger oplevede det polske kontor for jernbanetransport i løbet af denne otte-måneders-periode for det andet alvorlige begrænsninger i gennemførelsen af de revisioner og kontroller, der er nødvendige for at kunne forny sikkerhedscertifikater og sikkerhedsgodkendelser, som påvirkede kontrolinspektørernes mobilitet i forbindelse med gennemførelsen af tilsynsaktiviteter på stedet. Som følge af gældende nationale foranstaltninger førte begrænsninger såsom lukningen af hoteller til, at det var umuligt for inspektørerne at overnatte med henblik på at udføre tilsynsaktiviteter i forbindelse med natlige kontroller af overvågningsaktiviteter, hvilket igen førte til yderligere forsinkelser i de relevante procedurer.

(13)

Disse restriktioner har derfor også påvirket de kontrollerede enheder, hvilket også har haft konsekvenser for rettidigheden af procedurerne for fornyelse af sikkerhedscertifikater og sikkerhedsgodkendelser. Ifølge Polen har sådanne restriktioner ført til situationer, hvor de kontrollerede enheder har afvist inspektørernes fysiske tilstedeværelse eller først accepteret den efter lange forsinkelser. I visse tilfælde var det tilladt at gennemføre fjernkontrol, men erfaringerne har vist, at sådanne normalt tager længere tid, eftersom den visuelle kontrol af jernbanekøretøjer, tekniske faciliteter eller jernbaneinfrastrukturer skal gennemføres udelukkende på baggrund af den dokumentation, som den kontrollerede enhed har fremlagt. Der er ofte også behov for gentagne gange at anmode om supplerende dokumentation, hvilket sandsynligvis også forsinker procedurerne.

(14)

Indvirkningerne af de foranstaltninger, som Polen har vedtaget for at forebygge eller begrænse spredningen af covid-19, på den nationale sikkerhedsmyndigheds almindelige procedurer kan betyde, at myndigheden ikke har kapacitet til at behandle indkommende ansøgninger om fornyelse af sikkerhedscertifikater og sikkerhedsgodkendelser. Akkumuleringen af et sådant stort antal indkommende ansøgninger øger risikoen for, at myndigheden ikke er i stand til at behandle dem alle rettidigt, og at de pligtige certifikater eller godkendelser derfor udstedes efter udløbet af den gældende frist.

(15)

Hvad angår artikel 11, stk. 1 og 2, i forordning (EU) 2021/267 vil det ifølge Polens oplysninger heller ikke være praktisk muligt at forny lokomotivførercertifikater eller gennemføre de relevante periodiske kontroller efter den 30. juni 2021 grundet de foranstaltninger, landet har truffet for at forebygge eller begrænse spredningen af covid-19.

(16)

Ifølge medlemsstatens oplysninger er det polske kontor for jernbanetransport også den myndighed, der er ansvarlig for at udstede og forny lokomotivførercertifikater. Som anført i betragtning 11 til 13 har de foranstaltninger om hjemmearbejde, der gælder for den nationale sikkerhedsmyndigheds personale, påvirket myndighedens levering af ydelser.

(17)

Ifølge Polens oplysninger har medlemsstaten flere end 17 000 lokomotivførere. Der er siden 2011 udstedt lokomotivførercertifikater til alle disse lokomotivførere i overensstemmelse med den polske infrastrukturministers bekendtgørelse af 18. februar 2011 om lokomotivførercertifikater. Eftersom disse certifikater har en gyldighedsperiode på 10 år, vil de fleste af dem udløbe i 2021. Derfor gælder det også i denne sammenhæng, at akkumuleringen af et sådant stort antal indkommende ansøgninger kan øge risikoen for, at myndigheden ikke er i stand til at behandle dem alle rettidigt, og at de pligtige certifikater derfor udstedes efter fristens udløb.

(18)

Specifikt hvad angår periodiske kontroller af lokomotivførere blev alle periodiske kontroller af viden og færdigheder ifølge Polens oplysninger suspenderet den 16. april 2020 ved national lovgivning vedtaget med henblik på at bekæmpe pandemien. Den 5. december 2020 blev gennemførelsen af lægeundersøgelser og psykologundersøgelser af lokomotivførere — og dermed det personlige fremmøde i forbindelse hermed — ved yderligere nationale foranstaltninger suspenderet under pandemien, dog kun frem til den 31. januar 2021.

(19)

Ifølge Polen har genoptagelsen af disse undersøgelser pr. 1. februar 2021 resulteret i, at et stort antal lokomotivførere skal underkastes periodisk kontrol og have deres certifikater fornyet inden for en meget kort tidsperiode. Medlemsstaten oplever på nuværende tidspunkt et stort efterslæb i forbindelse med periodiske kontroller, der mangler at blive gennemført, og som er akkumuleret som følge af suspenderingen af de periodiske læge- og psykologundersøgelser af lokomotivførere.

(20)

Selv om muligheden for at gennemføre periodiske læge- og psykologundersøgelser af lokomotivførere igen er mulig bevirker de fortsat gældende afstandsregler og den begrænsede kapacitet i sundhedsvæsenet — idet en del af sundhedspersonalet i medlemsstaten er overgået til arbejdet med covid-19 — desuden at der fortsat er store vanskeligheder i forbindelse med gennemførelsen af disse kontroller.

(21)

Dertil kommer, at de samme foranstaltninger blev indført i forbindelse med uddannelse og undersøgelse af andet jernbanepersonale, hvilket også resulterer i begrænset kapacitet i de enheder, der skal gennemføre periodiske kontroller af lokomotivførere inden for de gældende frister.

(22)

Ifølge Polens oplysninger er nødforanstaltningerne til trods for den gunstige udvikling i pandemien endnu ikke ophævet, og virus anses stadig for at være farligt. Den nuværende situation muliggør en langsom genopretning af økonomien og en gradvis tilbagevenden til normalitet, men der er stadig en reel risiko for en fjerde bølge af sygdommen, særligt eftersom der nu findes nye varianter.

(23)

Ifølge Polen er anmodningen om forlængelser op til de maksimalt tilladte perioder på seks måneder nødvendig i lyset af den usikkerhed, der er forbundet med landets epidemiologiske situation. Ifølge medlemsstatens oplysninger vil en forlængelse for en periode på mindre end seks måneder heller ikke gøre det muligt at stabilisere situationen for lokomotivførernes erhvervsgruppe eller afværge akkumuleringen af undersøgelser, eftersom ikke alle lokomotivførere vil kunne gennemføre dem inden for en kort frist.

(24)

Ifølge Polens oplysninger har alle jernbanevirksomheder og infrastrukturforvaltere i medlemsstaten stadig et sikkerhedsledelsessystem, der garanterer det nødvendige sikkerhedsniveau inden for jernbanetransport. Ifølge medlemsstaten er alle procedurer til sikring af et højt sikkerhedsniveau for jernbanetrafikken i henhold til sikkerhedsledelsessystemet fortsat uændrede, hvorfor forlængelsen af gyldigheden af de omhandlede dokumenter ikke kan resultere i en øget risiko for jernbanetransportsikkerheden. Den forlængelse, der anmodes om, bør derfor ikke medføre uforholdsmæssige risici med hensyn til transportsikkerhed og -sikring.

(25)

Polen bør derfor gives tilladelse til at anvende en forlængelse af de perioder mellem den 1. september 2020 og den 30. juni 2021, der er fastsat i artikel 9, stk. 1 og 2, artikel 10, stk. 1 og 2, og artikel 11, stk. 1 og 2, i forordning (EU) 2021/267.

(26)

Polen har accepteret, at denne afgørelse vedtages og meddeles på engelsk —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Polen gives tilladelse til at anvende en forlængelse på seks måneder af de perioder mellem den 1. september 2020 og den 30. juni 2021, der er fastsat i artikel 9, stk. 1 og 2, artikel 10, stk. 1 og 2, og artikel 11, stk. 1 og 2, i forordning (EU) 2021/267.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til Republikken Polen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. juli 2021.

På Kommissionens vegne

Adina-Ioana VĂLEAN

Medlem af Kommissionen


(1)   EUT L 60 af 22.2.2021, s. 1.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/798 af 11. maj 2016 om jernbanesikkerhed (EUT L 138 af 26.5.2016, s. 102).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/49/EF af 29. april 2004 om jernbanesikkerhed i EU og om ændring af Rådets direktiv 95/18/EF om udstedelse af licenser til jernbanevirksomheder og direktiv 2001/14/EF om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur samt sikkerhedscertificering (jernbanesikkerhedsdirektivet) (EUT L 164 af 30.4.2004, s. 44).