14.4.2023   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 101/64


RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2023/810

af 13. april 2023

om ændring af afgørelse (FUSP) 2022/338 om en bistandsforanstaltning inden for rammerne af den europæiske fredsfacilitet med henblik på levering af dødbringende militært udstyr og dødbringende militære platforme til Ukraines væbnede styrker

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 28, stk. 1, og artikel 41, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 28. februar 2022 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2022/338 (1), som fastlagde en bistandsforanstaltning med et finansielt referencegrundlag på 450 000 000 EUR til dækning af leveringen af dødbringende militært udstyr og dødbringende militære platforme til Ukraines væbnede styrker (»det finansielle referencegrundlag«).

(2)

Den 23. marts 2022 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2022/471 (2), som forhøjede det finansielle referencegrundlag til 900 000 000 EUR.

(3)

Den 13. april 2022 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2022/636 (3), som forhøjede det finansielle referencegrundlag til 1 350 000 000 EUR.

(4)

Den 23. maj 2022 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2022/809 (4), som forhøjede det finansielle referencegrundlag til 1 840 000 000 EUR.

(5)

Den 21. juli 2022 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2022/1285 (5), som forhøjede det finansielle referencegrundlag til 2 330 000 000 EUR.

(6)

Den 17. oktober 2022 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2022/1971 (6), som forhøjede det finansielle referencegrundlag til 2 820 000 000 EUR.

(7)

Den 2. februar 2023 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2023/230 (7), som forhøjede det finansielle referencegrundlag til 3 120 000 000 EUR.

(8)

I overensstemmelse med Ukraines presserende behov, der navnlig blev drøftet på det ekstraordinære møde i Det Europæiske Råd den 9. februar 2023, og på grundlag af den afgørelse, som Rådet traf den 20. marts 2023, bør det finansielle referencegrundlag forhøjes med yderligere 1 000 000 000 EUR.

(9)

Den 20. marts 2023 blev Rådet enigt om en tresporet tilgang med henblik på navnlig at fremskynde levering og fælles indkøb af op til en million stykker artilleriammunition til Ukraine i en fælles indsats inden for de næste 12 måneder og opfordrede til en hurtig gennemførelse af disse tre spor, som er indbyrdes forbundne og skal følges parallelt og på koordineret vis. Rådet opfordrede medlemsstaterne til hurtigst muligt at levere jord til jord-ammunition og artilleriammunition til Ukraine og, hvis der anmodes herom, missiler. Rådet vil modtage regelmæssige, månedlige opdateringer om gennemførelsen af bistandsforanstaltningen for at overvåge fremskridtene med hensyn til at nå målet om en million stykker artilleriammunition til Ukraine. Med hensyn til det tredje spor opfordrede Rådet også Kommissionen til at forelægge konkrete forslag med henblik på hurtigst muligt at støtte forøgelsen af den europæiske forsvarsindustris produktionskapaciteter, sikre forsyningskæder, lette effektive indkøbsprocedurer, afhjælpe mangler i produktionskapaciteter og fremme investeringer, herunder, hvor det er relevant, ved mobilisering af Unionens budget.

(10)

Der vil også blive afholdt regelmæssige møder mellem de nationale materieldirektører og taskforcen for fælles indkøb af forsvarsmateriel (Kommissionen, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, Det Europæiske Forsvarsagentur) for at vurdere behovene og de industrielle kapaciteter samt for at sikre den nødvendige tætte koordinering, navnlig med hensyn til levering fra lagre, omprioritering af eksisterende ordrer og de forskellige fælles indkøbsprojekter, for at sikre en passende gennemførelse af de tre forskellige spor.

(11)

De Faste Repræsentanters Komité vil overvåge den koordinerede og parallelle gennemførelse af den tresporede tilgang.

(12)

Afgørelse (FUSP) 2022/338 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I afgørelse (FUSP) 2022/338 foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 2 ændres således:

a)

Stk. 1 affattes således:

»1.   Det finansielle referencegrundlag til dækning af udgifterne i forbindelse med bistandsforanstaltningen udgør 4 120 000 000 EUR.«

b)

Stk. 3 og 4 affattes således:

»3.   I overensstemmelse med artikel 29, stk. 5, i afgørelse (FUSP) 2021/509 kan administratoren for bistandsforanstaltninger indkalde bidrag op til 4 120 000 000 EUR efter vedtagelsen af nærværende afgørelse. De bidrag, som indkaldes af administratoren for bistandsforanstaltninger, må kun benyttes til at betale udgifter inden for de grænser, der er godkendt af udvalget nedsat ved afgørelse (FUSP) 2021/509 i de tilhørende ændringsbudgetter og årlige budgetter svarende til bistandsforanstaltningen.

4.   Udgifter i forbindelse med gennemførelsen af bistandsforanstaltningen er støtteberettigede fra den 1. januar 2022 og indtil en dato, der fastsættes af Rådet.

a)

De maksimale støtteberettigede udgifter, der er afholdt inden den 11. marts 2022, udgør 450 000 000 EUR.

b)

Det maksimale støtteberettigede beløb i perioden fra den 11. marts 2022 til den 20. juli 2022 udgør 1 390 000 000 EUR.

c)

Det maksimale støtteberettigede beløb i perioden mellem den 21. juli 2022 og den 30. november 2022 udgør 677 420 154,06 EUR.

d)

Beløbet på 1 602 579 845,94 EUR er støtteberettiget fra den 1. december 2022. 1 000 000 000 EUR af dette beløb er støtteberettiget fra den 9. februar 2023 til den 31. maj 2023 med henblik på finansiering af refusion af doneret materiel fra eksisterende lagre eller fra omprioritering af eksisterende ordrer, der er leveret i nævnte periode, vedrørende jord til jord-ammunition og artilleriammunition, og, hvis der anmodes herom, missiler. Eventuelle uudnyttede midler fra dette sidstnævnte beløb skal anvendes til refusion af alt dødbringende udstyr, der har været støtteberettiget inden for rammerne af denne bistandsforanstaltning siden den 1. december 2022, i overensstemmelse med prioriteterne på Ukraines liste over behov.

e)

Udgifter til vedligeholdelse og reparation er støtteberettigede fra den 17. oktober 2022 og udgifter forbundet til istandsættelse er støtteberettigede fra den 2. februar 2023.«

2)

Artikel 4, stk. 4, litra e), affattes således:

»e)

Den Tjekkiske Republiks forsvarsministerium«.

3)

Artikel 4, stk. 4, litra o), affattes således:

»o)

Litauens forsvarsministerium«.

4)

I artikel 7 tilføjes følgende stykke:

»Den højtstående repræsentant aflægger regelmæssigt på månedsbasis rapport til Rådet om gennemførelsen af artikel 2, stk. 4, litra d), for så vidt angår antallet af leverancer af artilleriammunition, og, hvis der anmodes herom, missiler, på grundlag af oplysninger fra medlemsstaterne.«

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 13. april 2023.

På Rådets vegne

J. ROSWALL

Formand


(1)  Rådets afgørelse (FUSP) 2022/338 af 28. februar 2022 om en bistandsforanstaltning inden for rammerne af den europæiske fredsfacilitet med henblik på levering af dødbringende militært udstyr og dødbringende militære platforme til Ukraines væbnede styrker (EUT L 60 af 28.2.2022, s. 1).

(2)  Rådets afgørelse (FUSP) 2022/471 af 23. marts 2022 om ændring af afgørelse (FUSP) 2022/338 om en bistandsforanstaltning inden for rammerne af den europæiske fredsfacilitet med henblik på levering af dødbringende militært udstyr og dødbringende militære platforme til Ukraines væbnede styrker (EUT L 96 af 24.3.2022, s. 43).

(3)  Rådets afgørelse (FUSP) 2022/636 af 13. april 2022 om ændring af afgørelse (FUSP) 2022/338 om en bistandsforanstaltning inden for rammerne af den europæiske fredsfacilitet med henblik på levering af dødbringende militært udstyr og dødbringende militære platforme til Ukraines væbnede styrker (EUT L 117 af 19.4.2022, s. 34).

(4)  Rådets afgørelse (FUSP) 2022/809 af 23. maj 2022 om ændring af afgørelse (FUSP) 2022/338 om en bistandsforanstaltning inden for rammerne af den europæiske fredsfacilitet med henblik på levering af dødbringende militært udstyr og dødbringende militære platforme til Ukraines væbnede styrker (EUT L 145 af 24.5.2022, s. 40).

(5)  Rådets afgørelse (FUSP) 2022/1285 af 21. juli 2022 om ændring af afgørelse (FUSP) 2022/338 om en bistandsforanstaltning inden for rammerne af den europæiske fredsfacilitet med henblik på levering af dødbringende militært udstyr og dødbringende militære platforme til Ukraines væbnede styrker (EUT L 195 af 22.7.2022, s. 93).

(6)  Rådets afgørelse (FUSP) 2022/1971 af 17. oktober 2022 om ændring af afgørelse (FUSP) 2022/338 om en bistandsforanstaltning inden for rammerne af den europæiske fredsfacilitet med henblik på levering af dødbringende militært udstyr og dødbringende militære platforme til Ukraines væbnede styrker (EUT L 270 af 18.10.2022, s. 95).

(7)  Rådets afgørelse (FUSP) 2023/230 af 2. februar 2023 om ændring af afgørelse (FUSP) 2022/338 om en bistandsforanstaltning inden for rammerne af den europæiske fredsfacilitet med henblik på levering af dødbringende militært udstyr og dødbringende militære platforme til Ukraines væbnede styrker (EUT L 32 af 3.2.2023, s. 62).