|
Tidende |
DA Serie C |
|
C/2024/2206 |
19.3.2024 |
Udkast til samarbejdsprotokol mellem Kommissionen og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
(C/2024/2206)
Præambel
Europa-Kommissionen (i det følgende benævnt »Kommissionen«) og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (i det følgende benævnt »udvalget«) anser det for at være i deres fælles interesse at styrke deres forbindelser ved at gennemføre nærværende protokol, hvis mere omfattende samarbejdsbestemmelser erstatter de bestemmelser, der er fastlagt i protokollen af 22. februar 2012.
Disse bestemmelser er et led i skabelsen af et miljø, der tilskynder civilsamfundsorganisationer til på både nationalt og europæisk plan at deltage mere i udformningen af Den Europæiske Unions politikker og beslutningsprocesser og til at udvikle en løbende struktureret dialog mellem disse organisationer og EU-institutionerne som fastsat i artikel 11, stk. 1 og 2, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU).
I kraft af den rolle, som udvalget tillægges i medfør af traktaterne, har det et særligt ansvar for at bidrage til at styrke Den Europæiske Unions institutioners og politikkers demokratiske legitimitet og effektivitet. I den forbindelse varetager udvalget som privilegeret bindeled mellem civilsamfundsorganisationer og EU-institutionerne som omhandlet i artikel 13 i TEU en central funktion i disse institutioners gennemførelse af bestemmelserne i artikel 11 i TEU.
Kommissionen og udvalget samarbejder om at varetage udvalgets tre grundlæggende opgaver som fastlagt i dets hensigtserklæring:
|
— |
at bidrage til, at EU-politikker og -lovgivning bliver bedre tilpasset de økonomiske, sociale og samfundsmæssige forhold ved at bistå Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen med medlemmernes erfaring og repræsentativitet og gennem dialog og konsensussøgning i almenhedens interesse |
|
— |
at bane vej for udviklingen af en mere deltagelsesbaseret og borgernær Europæisk Union ved at være det institutionelle forum, hvor det organiserede civilsamfund er repræsenteret og holdes orienteret, og hvor det kan fremsætte sine synspunkter og indgå i en dialog |
|
— |
at fremme de værdier, som udgør fundamentet for den europæiske integration, og arbejde for udvikling af demokratiet, det deltagelsesbaserede demokrati og civilsamfundsorganisationernes rolle i Europa og hele verden. |
Kommissionen går ind for, at udvalgets rådgivende funktion (der varetages af udvalgets sektioner, Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer (CCMI) og udvalgets organer såsom observatorier og ad hoc-grupper) styrkes i alle stadier af Unionens politikudformning og lovgivningsproces.
Kommissionen bakker op om et tæt partnerskab med udvalget med henblik på at opnå en økonomisk fremgangsrig, socialt inklusiv og miljømæssigt bæredygtig Union og udnytte det digitale samfund og den digitale økonomi fuldt ud. Endvidere er Kommissionen og udvalget enige om betydningen af at beskytte Den Europæiske Unions kerneværdier og retsstatsprincippet og gøre Den Europæiske Union til et attraktivt sted at drive forretning samt tilstræbe fuld beskæftigelse og sociale fremskridt og et højt niveau for beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten.
Udvalget kan bidrage til evalueringen af EU-lovgivningens gennemførelse, navnlig for så vidt angår de almindelige bestemmelser, jf. artikel 8-12 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).
Kommissionen og udvalget samarbejder om udvikling af deltagelsesdemokrati på EU-plan med det mål at styrke Unionens demokratiske legitimitet.
Kommissionen og udvalget betragter dette samarbejde som et privilegeret redskab til at føre »en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog med repræsentative organisationer og civilsamfundet« i henhold til artikel 11 i TEU.
Kommissionen støtter udvalgets initiativer, der sigter mod at lette og fremme en struktureret dialog og høring af EU's organiserede civilsamfund, samt initiativer, der inddrager civilsamfundet som helhed. For at udvalget kan udfylde sin formidlende rolle i opfyldelsen af det organiserede civilsamfunds forventninger og ambitioner, støtter Kommissionen også udvalgets initiativer til styrkelse af forbindelserne med netværket af økonomiske og sociale råd og lignende institutioner i medlemsstaterne.
Kommissionen og udvalget kan i fremtiden finde måder, hvorpå deres samarbejde kan styrkes, eksempelvis som led i opfølgningen på forslagene fra konferencen om Europas fremtid.
I. Institutionelle og administrative forbindelser
Kommissionens arbejdsprogram
|
1. |
Formanden for Kommissionen forelægger i begyndelsen af Kommissionens mandatperiode sine strategiske mål for udvalgets plenarforsamling. |
|
2. |
I første halvdel af hvert år bekendtgør udvalget sine vigtigste politiske prioriteter i forbindelse med Kommissionens arbejdsprogram for det følgende år, og hvordan udvalget agter at bidrage til gennemførelsen heraf.
Der afholdes mindst en gang om året et møde mellem Kommissionens formand og/eller den næstformand, der har ansvaret for forbindelserne med udvalget, og udvalgets formand som led i forberedelsen af Kommissionens arbejdsprogram og med henblik på at gennemgå spørgsmål af fælles interesse. |
|
3. |
I anden halvdel af hvert år arrangerer udvalget en debat om Den Europæiske Unions fremtid, hvorunder Kommissionens formand eller næstformand med ansvar for forbindelserne med udvalget fremlægger Den Europæiske Unions strategiske prioriteter for det kommende år. |
Møder og udveksling af oplysninger
|
4. |
Kommissionens medlemmer indbydes til at deltage i udvalgets arbejde, navnlig i forbindelse med plenarforsamlinger, for at drøfte strategiske retningslinjer inden for deres kompetenceområder og diskutere eventuelle spørgsmål, der er fastlagt på forhånd efter fælles overenskomst. Medlemmer af Kommissionen kan også anmode om at blive hørt af plenarforsamlingen. Medlemmer af Kommissionen eller i særlige tilfælde højtstående embedsmænd kan anmode om at blive hørt under debatter i udvalgets præsidium om Kommissionens initiativer.
Der afholdes mindst en gang om året møder mellem formændene eller repræsentanter for sektionerne og CCMI og de medlemmer af eller højtstående tjenestemænd i Kommissionen, der dækker det tilsvarende område, med henblik på at drøfte spørgsmål af fælles interesse samt fælles aktiviteter. Sådanne møder kan afholdes som ad hoc-møder eller inden for rammerne af et møde eller en konference, der afholdes af sektionerne eller CCMI. |
|
5. |
Kommissionens repræsentanter inddrages i udvalgets arbejde i sager, der falder inden for deres arbejdsområder, og deltager så vidt muligt i de møder, hvortil de indbydes. De præsenterer Kommissionens forslag eller andre dokumenter, der skal behandles, og orienterer om, hvordan arbejdet med de enkelte sager skrider frem.
De samarbejder tæt med deres partnere i udvalget om de sager, de er ansvarlige for. |
|
6. |
De koordinatorer eller ansvarlige, der er udpeget af de enkelte tjenestegrene i Kommissionen, og sekretariaterne for sektionerne og CCMI udveksler frem for alt regelmæssigt oplysninger, navnlig som led i Kommissionens tjenestegrenes programlægning og gennemførelsen af de pågældende sektioners prioriteter, herunder med henblik på at fastlægge fælles aktiviteter.
Kommissionen gør udvalgets formandskab bekendt med dagsordenen for Kommissionens kommende møder. De koordinatorer, der er udpeget af de enkelte tjenestegrene i Kommissionen, mødes med udvalgets sekretariat mindst en gang om året for at orientere hinanden om de vigtigste aktiviteter eller initiativer af fælles interesse, som Kommissionen eller udvalget har iværksat eller planlagt. |
Fælles samarbejdsinitiativer
|
7. |
På grundlag af Kommissionens og udvalgets respektive prioriteter kan udvalget indbydes til i overensstemmelse med de gældende regler at deltage i alle relevante former for ekspertgrupper i Kommissionen, som behandler emner, der falder under udvalgets kompetenceområde. Kommissionen og udvalget kan desuden beslutte i fællesskab at forvalte samarbejdsplatforme eller fremtidige initiativer, som beskæftiger sig med spørgsmål, der falder under udvalgets kompetenceområde.
Udvalget kan derudover arbejde tæt sammen med Kommissionens tjenestegrene på forskellige niveauer om specifikke emner. Sådanne samarbejdsaktiviteter kan være bilaterale initiativer, bestående af videnudveksling og fælles deltagelse i arrangementer, og enkeltstående initiativer. |
II. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs rådgivende funktion
|
8. |
Udvalget understreger betydningen af egentlig lovgivningsmæssig programmering og tidlig orientering, navnlig i tilfælde af hastende og følsomme sager. Udvalget bestræber sig på at tage hensyn til Kommissionens prioriteringer og frister i sit eget arbejde. Med henblik herpå orienterer Kommissionen udvalget om tidsplanen for sine forslag inden for rammerne af de regelmæssige udvekslinger mellem sektionerne og CCMI og Kommissionens tjenestegrene.
Hvis Kommissionen foretager væsentlige ændringer i sit forslag efter en oprindelig obligatorisk høring af udvalget i henhold til traktaterne, forpligter den sig til at høre udvalget igen. |
Fakultativ høring og initiativudtalelser
|
9. |
På basis af Kommissionens årlige arbejdsprogram og en gennemgang af Kommissionens og udvalgets respektive prioriteter sender Kommissionens generalsekretær udvalget en oversigt over de forslag, der tænkes at blive genstand for fakultativ høring. Listen omfatter endvidere dokumenter, der ikke har lovgivningskarakter, men som Kommissionen agter at sende til høring i udvalget.
Kommissionen noterer sig, at udvalget på et hvilket som helst tidspunkt kan vælge at afgive udtalelse på områder, hvor det mener at besidde den fornødne kompetence og sagkundskab og kan tilføre en merværdi. |
|
10. |
Under fuld overholdelse af traktaterne bør både Kommissionen og udvalget gå selektivt til værks for at drage størst mulig nytte af deres samarbejde.
Kommissionen lægger således navnlig følgende kriterier til grund for en beslutning om fakultativ høring:
Udvalget bestræber sig fortsat på at rationalisere sit arbejde med henblik på først og fremmest at koncentrere sig om de udtalelser, som har de bedste muligheder for at tilføje politikudformningen og beslutningsprocessen i EU en reel merværdi. |
Sonderende udtalelser
|
11. |
Som led i udformningen af EU’s politikker og planlægningen af arbejdet i EU kan Kommissionen bede EØSU om at udarbejde sonderende udtalelser på områder af særlig betydning for det organiserede civilsamfund, hvor udvalget efter Kommissionens opfattelse har både kompetence og ekspertise.
Når Kommissionen har vedtaget sit arbejdsprogram, drøfter Kommissionen og udvalget Kommissionens initiativer med henblik på i fællesskab at udpege fem emner, som kan gøres til genstand for sonderende udtalelser. Sådanne anmodninger om sonderende udtalelser meddeles EØSU af Kommissionens næstformand med ansvar for forbindelserne med udvalget, og der gives præcise oplysninger om emne og en eventuel frist for afgivelse af udtalelsen. Udvalget vedtager sin sonderende udtalelse inden fristens udløb og under alle omstændigheder således, at det tidsmæssigt passer med vedtagelsen af et forslag som planlagt af Kommissionen Kommissionen og EØSU bestræber sig på at lade disse anmodninger om sonderende udtalelser indgå i en integreret strategi, som gør det muligt i videst muligt omfang at inddrage synspunkter fra alle civilsamfundets aktører. |
Fremsendelse af Kommissionens dokumenter og strukturen i udvalgets udtalelser
|
12. |
Kommissionen sender EØSU alle de dokumenter og oplysninger, som er nødvendige for, at udvalget kan varetage sin rådgivende funktion, samtidig med at disse dokumenter og oplysninger sendes til Europa-Parlamentet og Rådet. |
|
13. |
For at gøre det lettere at forstå udtalelserne vil udvalget især bestræbe sig på at:
|
Opfølgning på udtalelser
|
14. |
Kommissionen sikrer en passende opfølgning på de udtalelser, som udvalget udarbejder, i forbindelse med udformningen af EU’s politikker og beslutninger. Det gælder også initiativudtalelser. I den forbindelse begrunder Kommissionen systematisk opfølgningen eller manglen på samme på forslag til ændringer og de indholdsmæssige forslag i udvalgets udtalelser.
For sonderende udtalelser foretager Kommissionen under den førstkommende plenarforsamling efter den plenarforsamling, hvor udtalelsen blev vedtaget, en politisk opfølgning, der om muligt omfatter information fra det kompetente medlem af Kommissionen. Kommissionen henviser principielt til udvalgets sonderende udtalelse i konsekvensanalysen af sit lovgivningsforslag. Når forslag til ændring af retsakter godkendes af Kommissionen, indarbejder den dem så vidt muligt i sine ændrede forslag. |
Dagsordenen for bedre regulering
|
15. |
Kommissionen og EØSU samarbejder om at bidrage effektivt til bedre lovgivning og til dagsordenen for bedre regulering. Udvalget bidrager ved at inddrage det organiserede civilsamfunds synspunkter i den evidensbaserede proces.
EØSU bidrager også til Kommissionens ex post-evalueringer efter anmodning fra denne. Med udgangspunkt i de planlagte evalueringer for de kommende to år beder Kommissionen udvalget om at udvælge de sager, som det ønsker at bidrage til i form af udtalelser eller evalueringsrapporter, som defineret i udvalgets forretningsorden. Udvalget kan også inddrages i det forberedende arbejde i forbindelse med høringsaktiviteter med henblik på konsekvensanalyser og evalueringer. I den forbindelse kan udvalget støtte Kommissionen i dens høringsproces på områder af særlig relevans for civilsamfundet. Desuden kan udvalget orientere sit bagland om de offentlige høringer, som er mest relevante for det, og dermed øge rækkevidden af disse. EØSU og Kommissionen fortsætter deres samarbejde inden for rammerne af REFIT-programmet, som er en del af dagsordenen for bedre regulering, og om Fit for Future-platformen. Kommissionen og udvalget samarbejder om strategisk fremsyn på administrativt plan inden for rammerne af det europæiske strategi- og politikanalysesystem (ESPAS). Udvalget kan også bidrage til visse af Kommissionens fremsynsaktiviteter ved at formidle civilsamfundets synspunkter og stille sine medlemmers og netværks ekspertise til rådighed. Kommissionen vil støtte udvalget i at styrke sin fremsynskapacitet ved at udveksle oplysninger og erfaringer, f.eks. om eksisterende processer eller værktøjer. |
III. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og det organiserede civilsamfund
Civilsamfundsorganisationer og -netværk
|
16. |
EØSU har et særligt ansvar for at puste liv i deltagelsesdemokratiet, og EU-traktaten giver udvalget yderligere muligheder for at udfylde sin rolle som privilegeret bindeled i dialogen mellem det organiserede civilsamfund og EU-institutionerne.
I lyset af EU-traktatens artikel 11 samarbejder Kommissionen og udvalget med henblik på yderligere at styrke civilsamfundsorganisationernes deltagelse og dialogen med dem på både nationalt plan og EU-niveau og fremme en større inddragelse af disse organisationer i fastlæggelsen af EU's politikker og udarbejdelsen af EU-lovgivningen. Kommissionen og EØSU fremmer i fællesskab en struktureret dialog mellem de europæiske civilsamfundsorganisationer og -netværk og mellem disse og EU-institutionerne, navnlig gennem den kontaktgruppe, som udvalget har nedsat. I forbindelse med sin høringspolitik trækker Kommissionen, når det er relevant, på udvalgets støtte, navnlig når det drejer sig om at uddybe forbindelserne med det organiserede civilsamfund, både i og uden for EU. I den forbindelse støtter udvalget Kommissionen ved at afholde fælles høringer, seminarer og konferencer med de berørte aktører om specifikke politiske spørgsmål af fælles interesse og der, hvor det har den fornødne kompetence og ekspertise. Det gælder ikke mindst de årlige civilsamfundsdage, hvor Kommissionen som hovedregel repræsenteres af et af sine medlemmer. |
|
17. |
EØSU tilrettelægger som led i sin rådgivende funktion et struktureret samråd med det organiserede civilsamfund i form af høringer, seminarer og konferencer for i videst muligt omfang at indhente de berørte civilsamfundsorganisationers synspunkter.
Kommissionen er rede til at samarbejde om tilrettelæggelsen og gennemførelsen af disse høringer på den mest hensigtsmæssige måde og med de midler, den har til rådighed, herunder i form af logistisk og/eller økonomisk støtte. |
|
18. |
Kommissionen glæder sig over EØSU’s bistand ved gennemførelsen af det europæiske borgerinitiativ i forhold til civilsamfundsorganisationer. EØSU vil overveje at vedtage initiativudtalelser om gyldige europæiske borgerinitiativer efter en konkret og individuel vurdering, inden Kommissionen træffer afgørelse om sådanne initiativer, og når emnet for initiativet ligger inden for udvalgets kompetenceområde.
Udvalget er villigt til at bidrage yderligere til at øge bevidstheden om borgerinitiativet, ikke mindst gennem afholdelse af den årlige ECI-dag som et forum for dialog, udveksling af bedste praksis og netværkssamarbejde, hvor Kommissionen som hovedregel repræsenteres af et af sine medlemmer. |
Det europæiske semester
|
19. |
Kommissionen og EØSU vil fortsætte med at øge synergien mellem deres tiltag og initiativer på de politikområder, som berører det organiserede civilsamfund mest, navnlig det europæiske semester, herunder bæredygtig udvikling og klimaforandringer, uddybning af det indre marked, bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, immigration, energiforsyning, beskæftigelse og politikker for færdigheder. Udvalget yder sit bidrag til Kommissionen med henblik på at støtte udformningen af analysen og de politiske henstillinger under det europæiske semester. Udvalget følger med i gennemførelsen af prioriteterne for det europæiske semester, og Kommissionen informerer i forbindelse med de vigtigste milepæle i semesterprocessen, og når det i øvrigt er relevant, udvalget om gennemførelsen af disse prioriteter.
Hver år fremlægger EØSU en rapport, hvori udvalget i tæt samarbejde med netværket af økonomiske og sociale råd og lignende institutioner evaluerer inddragelsen af civilsamfundet i udarbejdelsen af de nationale reformprogrammer. Rapporten drøftes på plenarforsamlingen forud for Det Europæiske Råds forårstopmøde. Udvalget indbyder det ansvarlige medlem af Kommissionen til at deltage i debatten og fremlægge den årlige undersøgelse af bæredygtig vækst. |
Netværket af nationale økonomiske og sociale råd
|
20. |
Kommissionen og EØSU gør, hvad de kan, for at sikre, at borgerne kan genkende sig selv i Unionens politikker. I den forbindelse glæder Kommissionen sig over, at udvalget agter at fortsætte sine bestræbelser på at inddrage netværket af nationale økonomiske og sociale råd og lignende institutioner. |
Ekstern dimension og samarbejde med civilsamfundet uden for Unionen
|
21. |
EØSU søger at støtte Unionens eksterne dimension gennem dialog med civilsamfundsorganisationer i de lande og regioner, som Unionen har strukturerede forbindelser med. I den forbindelse støtter Kommissionen udvalgets initiativer med henblik på at styrke det organiserede civilsamfunds rolle uden for EU og fremme en kultur med dialog og høring samt strukturer i tilknytning til en sådan proces.
EØSU og Kommissionen arbejder sammen om at fremme oprettelsen af civilsamfundsmekanismer med ansvar for at overvåge gennemførelsen af de relevante dele af EU's handelsaftaler med tredjelande og om at sikre forvaltningen og driften af disse mekanismer. Udvalget koordinerer med støtte fra Kommissionen fælles møder mellem repræsentanter for civilsamfundet i EU og i tredjelande vedrørende gennemførelsen af handelsaftaler. |
IV. Partnerskab om formidling af viden om EU
|
22. |
Forøgelse af synergierne mellem Kommissionen og EØSU på kommunikationsområdet for at bringe EU tættere på sine borgere og civilsamfundsorganisationerne er af afgørende betydning for både Kommissionen og udvalget. Det er alle EU-institutioners og -organers ansvar at kommunikere med borgere og civilsamfundsorganisationer om EU. Effektiv information og kommunikation fra Den Europæiske Union bør først og fremmest betragtes som en public service-opgave for at give borgerne og civilsamfundsorganisationerne mulighed for at deltage fuldt ud i den europæiske debat og i den demokratiske proces med at udforme EU’s beslutninger og politikker. |
|
23. |
Kommissionen og EØSU er enige om, at det er i Den Europæiske Unions og dens borgeres almene interesse, at de to institutioner styrker deres forbindelser på informations- og kommunikationsområdet og arbejder tæt sammen med henblik herpå.
Da kommunikation om EU er alle EU-institutioners og -organers fælles ansvar, vil Kommissionen og udvalget fortsætte deres regelmæssige udvekslinger med hinanden og med EU-institutionerne, herunder på øverste ledelsesniveau for at drøfte informations- og kommunikationsanliggender. |
|
24. |
Kommissionen og EØSU er enige om, at det er nødvendigt at integrere kommunikation i beslutningsprocessen. Kommissionen erkender, at udvalget i kraft af sin sammensætning og den rolle, udvalget er blevet tillagt i medfør af traktaterne, spiller en central rolle med hensyn til at skabe et ægte europæisk offentligt forum for dialog og debat om de spørgsmål, som berører borgerne mest, og som vil være afgørende for det europæiske projekts fremtid. EØSU’s medlemmer fungerer som udvalgets ambassadører ved at kommunikere om udvalgets rolle og resultater på nationalt plan og EU-niveau. Et tættere interinstitutionelt samarbejde vil gøre EU’s institutioner og organer i stand til at udnytte udvalgets ekspertise. |
|
25. |
Kommissionen og EØSU vil samarbejde om mediedækningen af deres fælles arrangementer ved hjælp af de tilgængelige kommunikationsplatforme og -værktøjer. I deres offentlige kommunikations- og informationsaktiviteter sætter Kommissionen og udvalget fokus på deres respektive roller. Kommissionen og udvalget vil undersøge mulighederne for et samarbejde inden for medieovervågning, herunder muligheden for at give udvalget adgang til udvalgte tjenester i Kommissionens presserum. |
|
26. |
Kommissionen og EØSU vil ajourføre og udveksle deres lister over officielle kontaktpersoner på hovedkontorniveau og i medlemsstaterne under overholdelse af reglerne om databeskyttelse.
Kommissionens repræsentationskontorer i medlemsstaterne og et kontaktpunkt i udvalget for hver af disse medlemsstater underretter hinanden om deres kommunikationsplaner og vil i givet fald gøre en fælles indsats for at deltage i de arrangementer, de afholder. Kommissionens repræsentationskontorers faciliteter i medlemsstaterne vil efter aftale kunne bruges til udvalgets initiativer, når dette er hensigtsmæssigt og logistisk muligt. Det kan også være nødvendigt at rådføre sig med Europa-Parlamentets informationskontorer, hvor det er relevant. Styrket samarbejde med Kommissionens repræsentationskontorer kan omfatte støtte til tilrettelæggelse af udvalgets lokale arrangementer, f.eks. ved at invitere journalister til udvalgets pressearrangementer, eventuelt i repræsentationskontorernes lokaler, udveksling af oplysninger og potentielt mediekontakter, hvis ressourcerne tillader det og under overholdelse af reglerne om databeskyttelse. EØSU kan være vært for møder mellem cheferne for repræsentationskontorerne, som foregår enten med fysisk fremmøde, i hybridform eller online, når der er enighed om de konkrete behov og mål for sådanne arrangementer. |
|
27. |
Udvalget udgør sammen med sine medlemmer, partnerorganisationer og de nationale økonomiske og sociale råd og lignende institutioner et vigtigt informations- og kommunikationsnetværk. Kommissionen deltager så vidt muligt i møder, der arrangeres af udvalget med udvalgets medlemmer, medlemmernes organisationer, de økonomiske og sociale råd og lignende institutioner. |
V. Gennemførelse af protokollen
|
28. |
Gennemførelsen af denne protokol overvåges på årsbasis af EØSU’s formand og Kommissionens næstformand med ansvar for forbindelserne med udvalget. Overvågningen vil være baseret på den vurdering, som de relevante tjenestegrene i Kommissionen og udvalget foretager under tilsyn af generalsekretærerne for henholdsvis Kommissionen og udvalget. |
Udfærdiget i Bruxelles, den 27. oktober 2022.
For Europa-Kommissionen
Maroš ŠEFČOVIČ
Næstformand
For Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
Christa SCHWENG
Formand
BILAG
Politisk erklæring der ledsager samarbejdsprotokollen mellem Kommissionen og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
Undertegnede, næstformand for Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) med ansvar for interinstitutionelle forbindelser og fremsyn på Kommissionens vegne og formanden for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (»udvalget«), har i dag undertegnet den fornyede samarbejdsprotokol mellem Europa-Kommissionen og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg.
Siden den for ti år siden blev undertegnet i 2012, har protokollen styrket forholdet mellem Kommissionen og udvalget såvel som vores samarbejde. Denne protokol afspejler vores ønske om at forny, konsolidere og yderligere uddybe vores partnerskab og samarbejde.
Kommissionen, der selv fører en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog med repræsentative sammenslutninger og civilsamfundet, anerkender den centrale rolle, som Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, der er hjemsted for det europæiske civilsamfund, spiller som rådgivende organ. Som sådan bidrager udvalget i vidt omfang til at sikre deltagelsesdemokratiet og udvikle det yderligere. Kommissionen er fast besluttet på at støtte udvalgets initiativer, der sigter mod at lette og fremme dialog og høring af det europæiske organiserede civilsamfund, samt initiativer, der inddrager civilsamfundet som helhed.
Med henblik herpå omfatter den fornyede samarbejdsprotokol klart de vigtigste udfordringer på den aktuelle europæiske politiske dagsorden og tilvejebringer de nødvendige værktøjer og processer til at tage hånd om disse udfordringer. Kommissionen og udvalget håber at drage fordel af den digitale og den grønne omstilling ved at imødegå den geopolitiske udvikling fremadrettet, fortsætte med at integrere fremsynethed i EU's politikudformning samt forbedre Europas økonomiske styring.
Med protokollen anerkender Kommissionen og udvalget betydningen af at have et tæt og særligt partnerskab med henblik på at skabe en Europæisk Union, der er økonomisk fremgangsrig, socialt inklusiv og miljømæssigt bæredygtig, og samtidig høste de fulde fordele ved det digitale samfund og den digitale økonomi.
Kommissionen og udvalget bekræfter, at de fortsat helhjertet tilslutter sig Den Europæiske Unions kerneværdier, herunder retsstatsprincippet. De anser det endvidere for afgørende, at Den Europæiske Union fortsat er konkurrencedygtig og et attraktivt sted at drive forretning, samtidig med at man tilstræber fuld beskæftigelse og sociale fremskridt.
Med denne fornyede samarbejdsprotokol vil Kommissionen og udvalget kunne cementere deres politiske og lovgivningsmæssige samarbejde yderligere.
Udfærdiget i Bruxelles, den 27. oktober 2022.
Maroš ŠEFČOVIČ
Næstformand
for Europa-Kommissionen
Christa SCHWENG
Formand
for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2024/2206/oj
ISSN 1977-0871 (electronic edition)