<TI><P>Ordlyden af direktiv 87/102</P></TI>33.Anvendelsesområdet for direktiv 87/102 er udtrykkeligt fastlagt.34.Ifølge artikel 1 finder direktivet anvendelse på kreditaftaler, dvs. aftaler, i henhold til hvilke en kreditgiver yder eller giver tilsagn om at yde en forbruger kredit i form af udskudt betaling, lån eller anden tilsvarende form for finansiel facilitet.35.Således defineret omfatter begrebet kreditaftale ikke kaution.36.Kaution indebærer personlig sikkerhedsstillelse. Nærmere bestemt er der tale om en aftale, ved hvilken en person forpligter sig over for fordringshaveren til at indestå som garant for og opfylde hovedskyldnerens forpligtelse, såfremt hovedskyldneren ikke selv opfylder denneJf. G. Cornu, Vocabulaire juridique, Presses universitaires de France, Paris, 1987, s. 125.
. Kaution er således hverken et lån, en udskudt betaling eller anden tilsvarende form for finansiel facilitet i direktivets forstand.37.Eftersom kautionserklæringen ikke giver anledning til nogen modydelse fra fordringshaverens eller hovedskyldnerens side, udgør kaution desuden også et ensidigt skyldforhold.38.Domstolen fastslog ganske vist i Diet-zinger-sagen, at det ikke kunne udelukkes, at kaution var omfattet af direktiv 85/577, blot fordi der var tale om et ensidigt skyldforhold. Domstolen fastslog: Der er ... intet i direktiv [85/577']s ordlyd, der kræver, at den person, der har indgået en aftale, i henhold til hvilken der skal leveres varer eller udfores tjenesteydelser, skal være modtageren af disse varer eller tjenesteydelserPræmis 19 (min fremhævelse). I sit forslag til afgørelse i Dietzinger-sagen anførte generaladvokat Jacobs imidlertid: Det fremgår klart af artikel I [i direktiv 85/577] ... at de aftaler, der er omfattet, er aftaler, i henhold til hvilke en erhvervsdrivende leverer varer eller tjenesteydelser til en forbruger (punkt 19).
.39.Direktiv 87/102 indeholder imidlertid en række bestemmelser, hvoraf det fremgår, at dets anvendelsesområde er strengt begrænset til gensidigt bebyrdende skyldforhold.For så vidt angår definitionen af kreditaftale fremgår det således allerede af udtrykket en kreditgiver [som] yder eller giver tilsagn om at yde en forbruger kredit, at de kontraktforhold, der er omfattet af direktivet, er gensidigt bebyrdende forhold.
Ligeledes hedder det i direktivets artikel 1, stk. 2, litra d), at de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkredit omfatter alle omkostninger... som forbrugeren skal betale for kredittenMin fremhævelse.
.
Yderligere bestemmer direktivets artikel 4, stk. 2, litra c), at kreditaftalen skal indeholde ... en angivelse af størrelsen og antallet af samt af hyppigheden af... de ydelser, forbrugeren skal betale for at tilbagebetale kreditten og betale renterMin fremhævelse.
.
Et andet eksempel findes i direktivets artikel 8, som bestemmer: Forbrugeren har ret til at opfylde sine forpligtelser i benhold til en kreditaftale forud for forfaldstidspunktetMin fremhævelse.
.
40.Det fremgår af ordlyden af disse bestemmelser, at det er karakteristisk folde kontraktforhold, som er omfattet af direktiv 87/102, at der foreligger reciprokke forpligtelser mellem de berørte parter. Praksis i henhold til Dietzinger-dommen kan således ikke overføres til denne sag.41.De nævnte bestemmelser gør det også muligt at præcisere begrebet forbruger i direktivets artikel 1.Direktiv 87/102 synes at formulere en meget bred definition af begrebet forbruger. Lad mig minde om, at definitionen omfatter en fysisk person, der ... optræder med et formål, der må anses at ligge uden for hans erhvervsmæssige virkefelt. En fysisk person, der uden for hans erhvervsmæssige virksomhed, påtager sig at kautionere for en tredjemands forpligtelser, skulle således umiddelbart kunne anses for en forbruger i henhold til direktivet.
De ovennævnte bestemmelserArtikel 1, stk. 2, litra a) og d), artikel 4, stk. 2, litra c), og artikel 8 i direktiv 87/102.
begrænser imidlertid omfanget af denne definition betydeligt. Deres ordlyd viser meget klart, at det inden for rammerne af direktivet er forbrugeren, som er hovedskyldneren. Hver gang fællesskabslovgiver omtaler forbrugeren, tildeles han rettigheder eller forpligtelser, der netop er sådanne rettigheder eller forpligtelser, som påhviler den, til hvis fordel kreditten ydes, eller modtageren af kreditten. Lovgiver går således ud fra, at forbrugeren i direktiv 87/102's forstand er kredittageren.
Denne fortolkning bekræftes i forarbejderne. Kommissionen foreslog i forslaget til direktiv, at en kreditaftale skulle defineres som en aftale, i henhold til hvilken en kreditgiver yder eller giver tilsagn om at yde en forbruger en kredit ... og hvor forbrugeren tilbagebetaler kreditten inklusive eventuelle renter og omkostninger ...Artikel 1, stk. 2, litra c), i det ændrede forslag til Rådets direktiv om tilnærmelse af medlemsstaternes ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser om forbrugerkredit (EFT 1984 C 183, s. 4, min fremhævelse).
.
42.Eftersom kautionisten ikke er part i kreditaftalen, kan han ikke anses for en forbruger i direktiv 87/102's forstand.43.Det følger således af denne fortolkning med udgangspunkt i ordlyden, at direktiv 87/102 ikke finder anvendelse på en kautionsaftale.<TI><P>Direktiv 87/102's opbygning</P></TI>44.Den franske regeringPunkt 4.1 i indlægget.
og KommissionenPunkt 6 i indlægget.
fremhæver i deres skriftlige indlæg, at kaution ikke udtrykkeligt er udelukket fra direktiv 87/102's anvendelsesområde. I særdeleshed nævnes kaution ikke i direktivets artikel 2, som opregner de forskellige aftaler og situationer, hvor direktivet ikke finder anvendelse. Kommissionen udleder heraf, at fællesskabslovgiver ikke har vedtaget nogen særlig bestemmelse — hverken at direktivet skal finde anvendelse, eller at det ikke skal finde anvendelse — med hensyn til kaution.45.Jeg har visse vanskeligheder med at følge Kommissionen på dette punkt.46.Direktiv 87/102 henviser flere steder til reel og personlig sikkerhedsstillelse.Artikel 2, stk. 3, bestemmer f.eks., at [visse af direktivets bestemmelser ikke finder] anvendelse på kreditaftaler eller kredittilsagn, der er sikret ved pant i fast ejendom ...Min fremhævelse.
.
Ligeledes nævnes i direktivets bilag I eventuelt krævet sikkerhed blandt de enkeltheder, som medlemsstater på grund af deres væsentlige karakter kan kræve angivet skriftligt i kreditaftalenPunkt 1, nr. vi) og punkt 4, nr. ii) (min fremhævelse).
.
47.De forslag til direktiv, som Kommissionen forelagde Rådet, indeholdt også sådanne henvisninger.I det oprindelige forslag foreslog Kommissionen f.eks., at kreditaftalen skulle indeholde de væsentlige aftalevilkår, herunder... oplysninger om eventuel sikkerhedArtikel 6, stk. 2, litra a), punkt 7, i forslaget til Rådets direktiv om tilnærmelse af medlemsstaternes ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser om forbrugerkredit (EFT 1979 C 80, s. 4, min fremhævelse).
.
Ligeledes bestemte det ændrede forslag til direktiv, at den skriftlige aftale skal indeholde mindst ... oplysning om eventuel sikkerhedArtikel 6. stk. 2, litra a), nr. vii, i det ovennævnte ændrede forslag til direktiv (min fremhævelse).
.
48.Alle disse henvisninger viser, at fællesskabslovgiver ved udarbejdelsen af direktivet var opmærksom på spørgsmålet om reel og personlig sikkerhedsstillelse. Fællesskabslovgiver vidste navnlig, at kredit ofte ydes på den betingelse, at forbrugeren på en eller anden måde garanterer tilbagebetalingen af gælden. Den omstændighed, at direktivet ikke indeholder nogen bestemmelse vedrørende krævet sikkerhed, viser herefter, at lovgiver ville holde sikkerhed uden for direktivets anvendelsesområde.49.Flere fællesskabsinstitutioner har desuden udtalt sig på en måde, som endnu tydeligere viser lovgivers ønske.Kommissionen forelagde således i 1995 og i 1996 Rådet to beretninger om anvendelsen af direktiv 87/102 og hvorledes medlemsstaterne havde gennemført direktivet i intern retKommissionens beretning af 11.5.1995 om gennemføreisen af direktiv 87/102 (K0M(95) 117 endelig udg.) og Kommissionens beretning af 24.9.1997 om gennemførelsen af direktiv 87/102 — KOM(95) 117 endelig udg. af 11.5.1995. Sammenfattende rapport over reaktioner og kommentarer (KOM(97) 465 endelig udg.).
.
Kommissionen udtalte i de to beretninger: Selv om direktiv 87/102 ikke omhandler kaution, er der blevet fastlagt bestemmelser i flere medlemsstater. Kommissionen har til hensigt at udvide direktivets anvendelsesområde, således at visse af informeringsforpligtelserne også kommer til at omfatte kautionerDen ovennævnte beretning af 11.5.1995, punkt 345 (min fremhævelse). I den foran anførte beretning af 24.9.1997 bekræftede Kommissionen: Da (kautionister) ganske ofte er dårligere juridisk beskyttede end låneren... og ikke er dækket af direktiv 87/102, har adskillige medlemsstater indfort forskellige former for beskyttelse af kautionister. Forslaget i beretningen går ud på at udvide visse informationsforpligtelser, som direktivet indeholder bestemmelser om, ti! at omfatte kautionister (punkt 80, min fremhævelse).
.
Europa Parlamentet udtalte sig for sin del om den første af Kommissionens beretninger i en beslutning af 11. marts 1997. Parlamentet henledte opmærksomheden på, at der ved en udvidelse af visse af de i direktiv 87/102/EØF indeholdte forpligtelser til også at omfatte garanter og kautionister må tages hensyn til de faktiske forskelle, der gør sig gældende ved en sammenligning med selve låntageren ...Europa-Parlamentets beslutning af 11.3.1997 om Kommissionens beretning om gennemførelsen af direktiv 87/102/EØF (K0M(95) 0117— C4-0185/95) (EFT C 115, s. 27, punkt 16, min fremhævelse).
.
50.Som bryggeriet med rette har fremhævet, tager Kommissionen og Parlamentet i de nævnte dokumenter de lege ferenda stilling til, om direktivets bestemmelser skal udstrækkes til at omfatte personlig sikkerhed. Det følger heraf, at kaution de lege lata ikke henhører under direktivets anvendelsesområde.51.De andre bestemmelser i direktiv 87/102 vil jeg undersøge i lyset af det formål, de forfølger.<TI><P>Direktiv 87/102's formål</P></TI>52.Direktiv 87/102 har generelt til formål at beskytte forbrugerneDirektiv 87/102 har også et andet formål, nemlig etableringen af et fælles marked for forbrugerkredit (femte betragtning). Med henblik herpå soger direktivet at afskaffe konkurrencefordrejning mellem Kreditgivere inden for det fælles marked (anden betragtning) såvel som hindringerne for de frie varebevægelser og den frie udveksling af tjenesteydelser baseret på kredit (fjerde betragtning).
. Det hedder i betragtningerne til direktivet:Det er i Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs programmer for en politik vedrørende forbrugerbeskyttelse og -oplysning bl.a. bestemt, at forbrugerne skal beskyttes mod urimelige kreditvilkår, og at en harmonisering af de almindelige betingelser for forbrugerkredit skal prioriteres højt [sjette betragtning].
Forskelle i lovgivning og praksis medfører uensartet forbrugerbeskyttelse på forbrugerkreditområdet medlemsstaterne imellem [syvende betragtning].
53.Nærmere bestemt har direktiv 87/102 til formål at sikre, at forbrugeren modtager tilstrækkelige oplysninger om kreditvilkår og kreditomkostningerDirektiv 87/102 har også til formål at fastsætte en række krav, som skal gælde alle former for kreditgivning (tiende betragtning).
. Det hedder i niende betragtning:Forbrugerne bør modtage tilstrækkelige oplysninger om kreditvilkår og kreditomkostninger og om deres forpligtelser; der bør bl.a. gives oplysninger om de årlige kreditomkostninger i procent, eller, hvis dette ikke er muligt, om de samlede kreditomkostninger, som forbrugeren skal betale; indtil der er truffet afgørelse om en fællesskabsmetode eller -metoder for beregning af de årlige kreditomkostninger i procent, skal medlemsstaterne fortsat kunne anvende gældende metoder eller praksis for beregning af denne procentsats, eller hvis sådanne metoder ikke findes, skal de indføre bestemmelser om meddelelse af de samlede kreditomkostninger til forbrugerneDirektiv 90/88 og 98/7 har ændret direktiv 87/102 med henblik på at indfore en ensartet metode til beregning af de årlige omkostninger i procent i hele Det Europæiske Fællesskab.
.
54.De fleste bestemmelser i direktiver tjener således til at give forbrugeren nøjagtige oplysninger om kreditomkostningerne og de dermed forbundne øvrige omkostninger.Direktivets artikel 3 bestemmer således, at enhver reklame eller ethvert kredittilbud, der er fremlagt eller slået op i forretningslokaler, og som indeholder angivelse af rentesats eller andre tal vedrørende kreditomkostningerne, også skal indeholde angivelse af de årlige omkostninger i procentJeg minder om, at direktiv 87/102 definerer årlige omkostninger i procent som den samlede pris for forbrugerkreditten, udtrykt i procent pr. år af det ydede kreditbeløb og beregnet i overensstemmelse med artikel 1a [artikel 1, stk. 2, litra e)].
.
Ligeledes skal kreditaftaler i henhold til direktivets artikel 4 udfærdiges skriftligt. Forbrugeren skal i aftalen oplyses om størrelsen og antallet af samt hyppigheden af de ydelser, som han skal betale for at tilbagebetale kreditten. Aftalen skal også indeholde en angivelse af de med kreditten forbundne omkostninger, der ikke er medtaget ved beregningen af de årlige omkostninger i procent, men som forbrugeren skal betale. Desuden skal aftalen indeholde de øvrige væsentlige enkeltheder i kontrakten. Som eksempel på disse enkeltheder nævnes i direktivets bilag I bl.a. kredittens maksimumsbeløb, tilbagebetalingsvilkårerne, kontantprisen og den pris, som skal betales i henhold til kreditaftalen, størrelsen af en eventuel udbetaling, afdragenes antal og størrelse og forfaldstidspunkter samt oplysning om eventuel forsikring, som forbrugeren skal stille med henblik på tilbagebetaling af kreditten osv.
Sådanne oplysningsforpligtelser genfindes også i direktivets artikel 6. Det hedder i bestemmelsens stk. 1, at når der mellem et kredit- ...institut og en forbruger er aftalt en kredit i form af træk på en løbende konto ... [skal forbrugeren] ved eller inden indgåelsen af aftalen underrettes ... om kredittens eventuelle maksimumsbeløb [såvel som] om den årlige rente og de omkostninger, der beregnes.... Det præciseres i stk. 2, at forbrugeren endvidere så længe aftalen løber, [skal] informeres om enhver ændring i den årlige rente eller de øvrige omkostninger, når ændringen indtræder.
55.Alle disse bestemmelser tjener til at oplyse forbrugeren om det nøjagtige omfang af hans forpligtelser. De tjener navnlig til, at han skal få oplysning om det nøjagtige beløb, som han forpligter sig til at betale eller tilbagebetale i henhold til kreditaftalen.56.Det følger heraf, at direktivet navnlig har til formål at gøre det muligt for forbrugeren at indgå og opfylde kreditaftalen med fuldt kendskab til alle omstændigheder. Forbrugeren bliver således beskyttet mod visse risici ved forbrugerkredit, som f.eks. at professionelle kreditgivere handler utilbørligt, at økonomiske forpligtelser indgås uoverlagt, samt risikoen ved at indgå en aftale ved hjælp af, hvad man kan kalde, illusorisk købekraft.57.Formålsfortolkningen af direktivet bekræfter således, at direktivet i det væsentlige har til formål at beskytte kredittageren.58.Visse af de parter, der har afgivet indlægJf. bl.a. Kommissionens indlæg (punkt 7), Andreas Siepert's indlæg (punkt III.6) og den franske regerings indlæg linder retsmodet.
, har imidlertid gjort gældende, at direktiv 87/102 har til formål at give forbrugerne en bedre beskyttelse.De har anført, at direktivets beskyttelse bør udvides til at omfatte kaution, når denne indgås af en privatperson uden for dennes erhvervsmæssige virksomhed. Kautionisten befinder sig, når der er tale om forbrugerkredit, i en stilling, der er lige så svag som kredittagerens. Kautionister er ofte låntageren nærtstående — en ven eller slægtning — og forpligtelsen indgås derfor under følelsesmæssigt pres. Der er således så meget desto mere behov for at beskytte kautionisten, som påtager sig at svare for tilbagebetalingen af kreditten, uden at hans forpligtelse giver anledning til en modydelse fra långiver eller hovedskyldneren.
59.Jeg deler i det store og hele disse procesdeltageres bekymring. Imidlertid mener jeg ikke, at den foreslåede udvidelse af direktivets anvendelsesområde ville give kautionisterne en tilstrækkelig beskyttelse, uanset om direktiv 87/102 tilsigter at omfatte personlig sikkerhed eller ej.60.De risici, som følger af personlig sikkerhedsstillelse, er af en anden karakter end de risici, som kendetegner forbrugerkreditaftaler. De består hovedsageligt i hovedskyldnerens insolvens og ukendskab til kautionsordningen.61.En passende beskyttelse ved personlig sikkerhedsstillelse kræver således, at kautionisterne oplyses om andre forhold end betingelserne for kreditten og kreditomkostningerne. Som den tyskePunkt 15 og 18 i indlægget.
og finskePunkt 9 i indlægget.
regering med rette har fremhævet, skulle sådanne oplysninger bl.a. angå kredittagerens solvens, kautionsordningen (de almindelige regler, simpel kaution, selvskyldnerkaution osv.) og de nøjagtige betingelser for, hvornår kautionisten har pligt til at tilbagebetale kreditten. Man kan ligeledes forestille sig, at det ville være hensigtsmæssigt at oplyse kautionisten om hans rettigheder i forhold til forsikringsgiveren, såfremt kredittageren havde indgået en forsikringsaftale med henblik på at garantere tilbagebetaling af gælden.62.Således betragtet synes oplysningsforpligtelserne i direktiv 87/102 ikke at være afpassede til behovet ved personlig sikkerhedsstillelse, hvor en privatperson forpligter sig til at tilbagebetale en forbrugerkredit.63.Flere procesdeltagereJf den spanske regerings indlæg (punkt 8), den franske regerings indlæg (punkt 4.2), Kommissionens indlæg (punkt III.1) og Andreas Siepert's indlæg (punkt III.4).
har også gjort gældende, at kautionsforpligtelsen er snævert forbundet med kreditaftalen. De har anført, at i Domstolen i Dietzinger-dommen støttede sig på denne snævre forbindelse for at komme frem til, at en kaution kunne henhøre under direktiv 85/577.Domstolen udtalte faktisk i denne dom: Ydelse af en kredit er... en tjenesteydelse, og kautionsaftalen eksisterer kun som et tillæg til hovedkontrakten og er i praksis oftest en forudsætning for dennePræmis 18.
.
Domstolen konkluderede: Når henses til den snævre forbindelse, der består mellem kreditaftalen og kautionen, idet aftalens gennemførelse sikres, samt det forhold, at den person, der påtager sig at sikre tilbagebetalingen af en gæld, kan være en solidarisk medskyldner eller en kautionist, kan det ikke udelukkes, at kautionen er omfattet af direktiv [85/577]Dietzinger-dommen, præmis 20.
.
64.Kaution er snævert forbundet med kreditaftalen i to henseender.På det økonomiske plan betinger kredit- og finansinstitutioner ofte ydelsen af kredit af, at kreditmodtageren kan garantere tilbagebetalingen af gælden i form af reel eller personlig sikkerhed.
På det juridiske plan udgør kautionen en accessorisk aftale til hovedaftalen, her kreditaftalen. Fordringshaverens mulighed for at vende sig til kautionisten beror således på arten og omfanget af hovedforpligtelsen, for hvilken kautionen er stillet.
65.Jeg er imidlertid ikke helt overbevist om grunden til, at Domstolen lod denne snævre forbindelse føre til, at en kaution kunne henhøre under direktiv 85/577.Begrundelsen i Dietzinger-dommen er i øvrigt lakonisk på dette punkt. Domstolen opregner visse af kendetegnene for kaution — den snævre forbindelse med kreditaftalen og den omstændighed, at garanten også kan være en solidarisk medskyldner eller kautionist — for derefter næsten automatisk at komme frem til princippet, at det ikke kan udelukkes, at kautionen er omfattet af direktiv 85/577.
Henvisningen til, at kaution udgør en accessorisk forpligtelse, viser, at der i Dietzinger-dommen gøres en særlig anvendelse af princippet accessorium sequitur principaleDenne fortolkning bekræftes af præmis 22 i Dietzinger-dommen, hvor Domstolen udtalte, at det folger af ordlyden af direktivets artikel 1 og af kautionens subsidiære karakter, at det alene er en kaution, derer subsidiær i forhold til en aftale, i henhold til hvilken en forbruger ved et dorsalg forpligter sig over for en erhvervsdrivende med henblik på fra ham at opnå varer eller tjenesteydelser, der kan være omfattet af direktivet.
. Domstolen fandt, at i det omfang kreditaftalen henhørte under direktiv 85/577's anvendelsesområde, måtte kautionsaftalen følge hovedaftalen.
66.Dette er imidlertid efter min opfattelse ikke tilstrækkeligt til at begrunde, at kaution i den foreliggende sag skal henhøre under anvendelsesområdet for direktiv 87/102Se generaladvokat Jacobs' argumentation angående direktiv 85/577 i hans forslag til afgorclsc i Dictzmgcr-sagcn.
. Det fremgår nemlig klart af ordlyden, opbygningen og formålet med direktiv 87/102, at det ikke skal finde anvendelse på en kautionsaftale, som er indgået for at garantere tilbagebetalingen af en forbrugskredit.67.Som generaladvokat Jacobs med rette anførte i sit forslag til afgørelse i Dietzin-ger-sagen:Det er naturligvis indiskutabelt, at direktiv [85/577] skal beskytte forbrugerne. Det følger imidlertid ikke af denne forudsætning, at alle forbrugere under enhver omstændighed er beskyttet af direktiv [85/577]. Som andre direktiver, der har forbrugerbeskyttelse som formål, gælder direktivet kun for visse dispositionerPunkt 39.
.
68.I den foreliggende sag finder direktiv 87/102 anvendelse på kreditaftaler. Det er efter min opfattelse ikke anvendeligt på kautionsaftaler.69.Afslutningsvis vil jeg — ligesom generaladvokat Jacobs i det ovennævnte forslag til afgørelsePunkt 43.
— henlede den forelæggende rets opmærksomhed på, at denne fortolkning ikke er til hinder for, at retten fortolker VerbrKrG på en anden måde. Ifølge artikel 15 i direktiv 87/102 er direktivet ikke til hinder for, at medlemsstaterne med henblik på beskyttelse af forbrugeren opretholder eller vedtager mere vidtgående bestemmelser i overensstemmelse med deres forpligtelser i henhold til traktaten. Fællesskabsretten er således ikke til hinder for, at Landgericht Potsdam konkluderer, at en kautionsaftale ; tysk ret kan være omfattet af anvendelsesområdet for VerbrKrG.