31991Y0523(05)

Særberetning nr. 2/91 om udnyttelse af Fællesskabets forskningsresultater med Kommissionens svar

EF-Tidende nr. C 133 af 23/05/1991 s. 0001 - 0005


INDHOLD

Punkt

1.Indledning 1.1 - 1.6

2.Aktionerne for at udnytte forskningsresultaterne har begraenset effekt 2.1 - 2.29

Publikationerne 2.1 - 2.8

Omfanget af den videnskabelige og tekniske publikationsvirksomhed 2.1 - 2.4

Formidlingspolitikken 2.5 - 2.8

Patenterne 2.9 - 2.16

Foerste element i den teknologiske styrke: Betydningen af de opnaaede resultater 2.10

Andet element i den teknologiske styrke: Produktionen af nye opfindelser 2.11 - 2.13

Tredje element i den teknologiske styrke: Tendenserne 2.14

Fjerde element i den teknologiske styrke: Den eksterne raekkevidde 2.15

Samlet vurdering 2.16

Valorisering af forskningsresultater 2.17 - 2.24

Et begraenset antal indtaegtsgivende sager 2.17 - 2.22

Kun faa licensoverdragelser 2.23

Meget smaa afgiftsindtaegter 2.24

Effekten af de forskningsprogrammer, som GD XIII's Bruxelles-tjenester har ivaerksat 2.25 - 2.29

Resultater, som fortjener at blive lagt maerke til 2.25 - 2.26

En ny strategi 2.27 - 2.29

3.Paa jagt efter aarsagerne: 1. Initiativpraeget indsats eller passive procedurer 3.1 - 3.56

Indledning 3.1

Mangler, som kan henfoeres til led forud for Direktorat XIII-C 3.2 - 3.9

Udbredelse af viden 3.3 - 3.5

Valorisering 3.6 - 3.9

Begraenset dynamik hos patent- og publikationstjenesten 3.10 - 3.15

Valoriseringen fra forsknings- til markedsfoeringsstadiet 3.16 - 3.53

Overvaegt af personale i de mindst dynamiske tjenestegrene 3.17

Valoriseringstjenestens undertiden passive holdning 3.18 - 3.31

Det tekniske prioriteres hoejere end det kommercielle 3.32 - 3.43

Forskningen er ikke tilstraekkeligt orienteret mod valoriseringen 3.44 - 3.48

Valoriseringsindsatsen koncentreres om enkelttilfaelde 3.49 - 3.53

Utilstraekkelig evaluering af aktionernes effekt 3.54 - 3.56

Utilstraekkeligt talmateriale 3.54

Effekten af publikationerne undersoeges ikke 3.55

Fordelingen af indtaegter og udgifter paa de enkelte projekter eller aktivitetsformer kan ikke identificeres 3.56

4.Paa jagt efter aarsagerne: 2. De anvendte ressourcer staar ikke i rimeligt forhold til behovene 4.1 - 4.20

Indledning 4.1

Forholdet mellem de menneskelige ressourcer anvendt til henholdsvis udnyttelse af resultater og forskning 4.2 - 4.3

De finansielle midler 4.4 - 4.8

Forholdet mellem de finansielle midler til henholdsvis forskning og udnyttelse i det andet rammeprogram 4.5 - 4.6

Forholdet forskning/udnyttelse i budgettet 4.7

Forholdet forskning/udnyttelse i det tredje rammeprogram 4.8

Sammenligningsgrundlag 4.9 - 4.10

OECD's beregninger af udgifterne til udvikling 4.9

Demonstrationsprogrammet paa energiomraadet 4.10

Konsekvenserne for de gennemfoerte operationer af, at der ikke er tilstraekkelige ressourcer 4.11 - 4.19

Konklusion 4.20

5.Paa jagt efter aarsagerne: 3. Stor spredning af aktiviteterne med henblik paa udnyttelse af forskningsresultater og teknologioverfoersel 5.1 - 5.58

Spredning af ansvaret mellem tjenestegrenene 5.1 - 5.30

Formidling af resultaterne 5.1 - 5.10

Valorisering af resultaterne 5.11 - 5.19

Rammeprogrammets del af ansvaret 5.20 - 5.22

Faa organisatoriske forbindelser mellem tjenestegrenene 5.23 - 5.30

Manglende sammenhaeng mellem befoejelser og ressourcer 5.31 - 5.50

Publikationsbevillingerne opdelt paa flere tjenestegrene 5.31 - 5.40

Direktorat XIII-C's og FFC's bevillinger til aktiviteter til stoette for Kommissionens tjenestegrene 5.41 - 5.45

Direktorat XIII-C's bevillinger og EKSF-aktioner 5.46 - 5.50

Mange sammenhaengende aktiviteter forvaltes saerskilt 5.51 - 5.55

Indledning 5.51

GD XI's og GD XVII's demonstrationsprojekter 5.52

SPRINT-programmet 5.53

Innovation og forskellige faellesskabspolitikker 5.54 - 5.55

Konklusion 5.56 - 5.58

6.Henstillinger og betragtninger om den fremtidige udvikling 6.1 - 6.26

Budgetgennemsigtighed og -tilbageholdenhed 6.1 - 6.4

Bedre ressourcefordeling 6.5 - 6.6

Udnyttelse af resultaterne - sidste stadium af forskningen eller saerskilt arbejdsomraade? 6.7 - 6.10

Valorisering - rentabel aktivitet eller finansieret over offentlige bevillinger? 6.11 - 6.13

En raekke specialiserede administrative tjenestegrene eller et integreret og uafhaengigt agentur? 6.14 - 6.20

Decentralisering - et sundt princip, der boer finde anvendelse i forbindelse med innovation 6.21 - 6.26

Side

Kommissionens svar 34 - 46

SAERBERETNING NR. 2/91 om udnyttelse af Faellesskabets forskningsresultater med Kommissionens svar (91/C 133/01)

1. Indledning

1.1. Politikken paa forskningsomraadet er en af de vigtigste faellesskabspolitikker. Den er omfattet af en fleraarig planlaegning gennem de saakaldte »rammeprogrammer«, som for en fire- eller femaarig periode fastsaetter forskningens hovedomraader og den dertil svarende finansielle ramme. Til dato er der vedtaget tre rammeprogrammer for henholdsvis 1984-1987, 1987-1991 og 1990-1994 (det tredje rammeprogram, der blev vedtaget den 23. april 1990, overlapper saaledes til en vis grad det andet).

1.2. Der findes to former for faellesskabsforskning. En del af forskningsarbejdet udfoerer Kommissionen selv for egen regning paa Det Faelles Forskningscenter (FFC). Det er »direkte aktioner«, hvortil der i 1989-budgettet er afsat 225,7 mio. ECU eller 15,7 % af de samlede bevillinger paa 1 441,4 mio. ECU. Resten er primaert kontraktforskning med omkostningsdeling mellem Kommissionen (Generaldirektorat XII og XIII) og forskellige tredjeparter (forskningscentre, universiteter, virksomheder), og sekundaert i form af »samordnede aktioner«, der gennemfoeres i medlemsstaterne, og hvor Kommissionen blot varetager koordinationen og finansieringen heraf, men ikke paa nogen maade deltager i finansieringen af selve arbejdet. Forskning med omkostningsdeling og samordnede aktioner udgoer de »indirekte aktioner«, hvortil der i 1989-budgettet er afsat 1 215,7 mio. ECU eller 84,3 % af foernaevnte samlede bevillinger.

1.3. Forskningsresultaterne kan generelt udnyttes paa tre forskellige maader:

a)ved formidling af den opnaaede viden, hvilket ikke alene vil sige publikationsvirksomhed, men ogsaa oprettelse og forvaltning af databaser og kommunikationsnet, deltagelse i messer, udstillinger, symposier osv., samt uddannelse,

b)ved at beskytte den intellektuelle ejendomsret til opfindelserne, hvilket i alt vaesentligt vil sige indgivelse af patentansoegninger og forvaltning af patenter,

c)ved at valorisere opfindelserne, hvilket vil sige industriel og kommerciel tilpasning og markedsfoering.

1.4. I Kommissionen henhoerer udnyttelse af forskningsresultater foerst og fremmest under Direktorat C under Generaldirektorat (GD) XIII, som forvalter budgetkonto B 7388 (tidligere konto B 7306) og B 7530 til dette formaal. Direktoratet er opdelt i tre tjenestegrene, der varetager ovennaevnte tre udnyttelsesformer:

a)formidling af viden: Enhed XIII-C.3 (videnskabelig og teknisk kommunikation),

b)patenter: Enhed XIII-C.1, foerste sektion; en anden sektion under denne enhed er tillige ansvarlig for omraadet innovation og teknologioverfoersel,

c)valorisering: Enhed XIII-C.2.

1.5. I perioden 1987-1991 (5 aar) er der ved Raadets afgoerelse om vedtagelse af det andet rammeprogram for aktioner inden for forskning og udvikling(1)

blevet afsat 5 396 mio. ECU til forskningen og udnyttelsen af dens resultater, heraf 5 358 mio. ECU til forskning og 38 mio. ECU til udnyttelse, svarende til forholdet 141 til 1. Til det tredje rammeprogram, der gaelder for femaarsperioden 1990-1994(2)

, er der afsat 5 700 mio. ECU, hvoraf 5 643 mio. ECU skal anvendes til forskning og 57 mio. ECU til udnyttelse, svarende til forholdet 99 til 1.

1.6. Retten har med den undersoegelse, som danner grundlag for den foreliggende beretning, ikke villet begraense sig til at revidere en tjeneste eller en bestemt budgetpost, men oensket at foretage en mere generel vurdering af, hvordan Faellesskaberne har loest en bestemt opgave.

2. Aktionerne for at udnytte forskningsresultaterne har begraenset effekt

Publikationerne

Omfanget af den videnskabelige og tekniske publikationsvirksomhed

2.1. De videnskabelige og tekniske skrifter, der skal udgives, opfoeres i Kommissionens aarlige publikationsprogram og publiceres siden - naar de anvisningsberettigede tjenester, der er ophavsmaend til dem, anmoder derom - gennem publikationstjenesten GD XIII-C-3, som er en kanal, der principielt skal foelges.

2.2. Antallet af videnskabelige og tekniske dokumenter (tidsskrifter, rapporter, afhandlinger, konferencedokumenter, etc.), som Kommissionen har besluttet at udgive ifoelge sit aarlige publikationsprogram, er steget fra 534 i 1979-planen (50,6 % af det samlede antal) til 847 i 1985-planen (73,5 % af det samlede antal).

2.3. Antallet af videnskabelige og tekniske dokumenter, som faktisk udgives gennem enhed XIII-C-3, ligger under det forventede antal i planen, men det er stigende. Det er steget fra 485 i 1987 til 581 i 1988.

2.4. Det faktiske antal publikationer overstiger i oevrigt ovennaevnte registrerede tal. I praksis trykkes, udgives og distribueres der nemlig uden for planen - og uden om enhed XIII-C-3 og i oevrigt ogsaa Publikationskontoret - et vist antal dokumenter direkte af de tjenester, der er ophavsmaend til dem, og som har en vis autonomi i forbindelse med publikationer. Det forekommer i ret stort omfang i GD XII og paa FFC.

Formidlingspolitikken

2.5. Af en undersoegelse foretaget paa grundlag af et udsnit paa 38 publikationssager, som enhed XIII-C-3 havde behandlet i 1988, fremgik det, at Kommissionen bestiller mellem 150 og 400 eksemplarer hos Publikationskontoret til gratis distribution.

2.6. Noget helt andet goer sig gaeldende med hensyn til de vaerker, som Publikationskontoret saelger. Retten undersoegte et udsnit paa 25 rapporter udgivet af Publikationskontoret, som var udkommet i samlingen EUR. Rapporterne var taget paa lager mellem den 1. juli 1987 og den 31. december 1988, og pr. 14. november 1989 var der gennemsnitligt blevet solgt lidt over fire eksemplarer af hvert dokument. Af den mest solgte rapport i udsnittet var der kun blevet afsat 17 eksemplarer. Salgstallene taler for sig selv og er et klart bevis for den interesse, der er for et bestemt videnskabeligt vaerk. Det er til gengaeld altid muligt at udsende et stort antal gratis eksemplarer, hvis effekt naeppe kan maales uden et saerligt rundspoerge.

2.7. Naar udgivelsen overdrages en privat forlaegger, kan der derimod konstateres langt bedre salgstal for de enkelte rapporter (flere hundrede). En saa voldsom salgsnedgang fra et par hundrede eksemplarer ved privat udgivelse til nogle faa eksemplarer ved udgivelse i Publikationskontorets regi tyder paa, at der ikke goeres tilstraekkeligt effektive salgsfremstoed paa faellesskabsplan.

2.8. Kommissionen boer derfor overveje, om de metoder, den anvender til formidling af resultaterne af forskningsaktiviteterne, er tilstraekkeligt effektive. Publikationskontoret har kun mulighed for at gennemfoere ikke saerlig avancerede fremstoed. Der er for samtlige EF-publikationer kun etableret ét enkelt net af autoriserede forhandlere. Kun de tjenester, der er ophavsmaend til publikationerne, vil i kraft af deres kendskab til de beroerte miljoeer kunne planlaegge og stille forslag om et specifikt salgsfremstoed, dvs. et mere maalrettet salgsfremstoed i forhold til vaerkets art. De potentielle koebere af et vaerk paa et hoejt videnskabeligt niveau skal nemlig altid findes inden for en meget snaever og forholdsvis veldefineret kreds.

Patenterne

2.9. For at man kan forstaa, hvor stor en betydning patentansoegninger og opretholdelse af patenter i Faellesskabet har, skal hele denne virksomhed ses i sin rette sammenhaeng:

- dels ud fra det geografiske aspekt, dvs. at de praestationer, der ydes i et faellesskab af mange stater, ikke kan vurderes saerskilt,

- dels ud fra det tidsmaessige aspekt, hvor viden om, i hvilken retning udviklingen vil gaa, indvirker paa og eventuelt foerer til en korrigering af vurderingen af den aktuelle situation.

Foerste element i den teknologiske styrke: Betydningen af de opnaaede resultater

2.10. Teknikker koebes og saelges og lejes endog ud. Den teknologiske betalingsbalances indikator viser, hvor de vigtigste »teknologireserver« og hvor de lande, der fortrinsvis er hvv. teknologileverandoerer og -aftagere, skal findes. Resultatet er klart. Ifoelge Organisationen for OEkonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD)(3)

udgjorde den procentsats, hvormed de eksterne udgifter til teknologi blev daekket af indtaegter af samme art, i 1985 268,2 % i USA, 79,9 % i Japan og gennemsnitlig kun 61,4 % i EF-medlemsstaterne(4)

, som var den daarligst placerede landegruppe blandt OECD-landene.

Andet element i den teknologiske styrke: Produktionen af nye opfindelser

2.11. Patentansoegninger kan betragtes som én af indikatorerne for den samlede produktion af nye opfindelser, dog forudsat at de patentansoegninger, der indgives successivt eller samtidigt i flere lande, kun medtages én gang i beregningen. For at undgaa, at et patent medregnes flere gange, foerer OECD saerskilt statistik over »nationale patenter« dvs. patentansoegninger indgivet af personer med fast bopael i det paagaeldende lande, og over »udenlandske patenter«, dvs. patentansoegninger indgivet af personer med fast bopael i et andet land end det, hvor der er ansoegt om patent. I 1986 tegnede EF-landene sig for 18 % af det samlede antal nationale patenter i OECD-landene under ét mod 14,1 % for USA's vedkommende og 62,9 % for Japans alene.

2.12. Statistikken over antal nationale patentansoegninger for hver million dollars givet ud til forskning er mere interessant, for den giver en idé om »opfinderkapaciteten« inden for forskning. Dette tal var i 1986 7,0 i Japan, 1,2 i EF-landene under ét(5)

, 0,6 i USA og 1,9 i gennemsnit i OECD-landene under ét.

2.13. Man kan forsoege at placere Faellesskabets virksomhed i denne forbindelse. I statistikkerne over Faellesskabets indsats skelnes der mellem den foerste patentansoegning for hver enkelt opfindelse (i et givet land) og ansoegninger om at faa udvidet det samme patent til andre lande. Uden at der bestaar fuldstaendig overensstemmelse, kan »patentansoegninger« i EF-medlemsstaterne sidestilles med»nationale patentansoegninger« i OECD-landene. Naar en opfinder ansoeger om patent i et eller flere lande, undlader han faktisk sjaeldent at indgive patentansoegning i sit eget land. For hver million dollars(6)

i udgifter til direkte aktioner(7)

indgav Faellesskabet i 1986 0,11 foerste patentansoegninger - et resultat, der var 11 gange ringere end resultatet for EF-landene under ét og 17 gange ringere end for OECD-landene under ét.

Tredje element i den teknologiske styrke: Tendenserne

2.14. Fra 1982 til 1986 steg antallet af nationale patentansoegninger med 22,3 % i OECD-landene og med kun 4,9 % i EF-landene, mens antallet af foerste ansoegninger om faellesskabspatenter faldt med 24,1 %. Set over den noget laengere periode 1972-1988 og opgjort ikke i procent men i absolutte tal er saadanne foerste ansoegninger reduceret fra 67 til 19.

Fjerde element i den teknologiske styrke: Den eksterne raekkevidde

2.15. Faellesskabet synes kun at vaere med i forreste raekke paa det ene omraade, at opfindelser er beskyttet i saa stort et geografisk omraade. Faellesskabet patenterer ofte den samme opfindelse i et ret stort antal EF-lande, og ogsaa i lande uden for EF (USA, Canada, Japan). I 1986 indgav Faellesskabet for hver foerste patentansoegning gennemsnitlig 7,5 udvidelsesansoegninger i andre lande og i 1988 10 udvidelsesansoegninger. Til sammenligning ansoegte opfindere i OECD-landene gennemsnitligt om 1,2 patenter i udlandet for hvert nationalt patent, japanske opfindere om 0,3, opfindere i USA om 2,5 og opfindere i EF-landene om 2,8 patenter.

Samlet vurdering

2.16. Resultaterne af Faellesskabets indsats paa patentomraadet forekommer saaledes yderst begraensede. Hovedaarsagen til, at antallet af opfindelser patenteret af Faellesskabet er faldet, synes at vaere nedgangen i patenterbare opfindelser fra FFC. Dertil kommer en stadig mere restriktiv praksis med hensyn til at opretholde patenterne paa baggrund af de relativt store omkostninger, der er forbundet hermed, og det faktum, at kun en ringe del af patenterne finder industriel anvendelse under en eller anden form (mellem 2 og 4 % ifoelge udtalelser fra ledende medarbejdere i FFC). Endelig udgoer indirekte aktioner i dag stadig kun en begraenset andel af patenttjenestens aktiviteter (se herom punkt 4.16 og 4.17).

Valorisering af forskningsresultater

Et begraenset antal indtaegtsgivende sager

2.17. Siden der blev oprettet en tjeneste med ansvar for valorisering af forskningsresultater, er der gennem 21 aar fra 1968 til den 31. marts 1989 blevet behandlet 340 sager, svarende til gennemsnitlig 16 sager pr. aar. I praksis er antallet af behandlede sager steget aar for aar: i 1968 blev der aabnet 3 sager, i 1973 9. I 1974 kan man konstatere et enkeltstaaende hoejdepunkt med 47 aabnede sager, i 1984 et andet med 45 aabnede sager. Men siden 1975 har antallet stort set ligget paa mellem en halv snes og en snes sager pr. aar, og i 1988 paa 23.

2.18. Ovennaevnte tal skal sammenholdes med antallet af forskningsprojekter. I 1986 sluttede GD XII 1 672 forskningskontrakter med omkostningsdeling; i 1987 sluttede den 1 395 kontrakter. FFC's forskningsprogrammer for perioden 1984-1987 omfattede 43 forskningsomraader, og programmerne for perioden 1988-1991 taeller 46. Hvert enkelt tema er opdelt i projekter.

2.19. Denne korte opsummering er tilstraekkelig til at vise, at kun en meget ringe del af forskningsarbejdet efterfoelgende tages op af valoriseringstjenestens medarbejdere.

2.20. Naar der aabnes en sag, er det ikke altid ensbetydende med, at der ivaerksaettes en valoriseringsaktion, og endnu mindre at den gennemfoeres med held. En stikproeve af sagsakter viste, at de fleste hoejst var nogle faa millimeter tykke. Nogle indeholdt kun to ark: den indledende og den afsluttende formular. I forbindelse med visse sager var tjenesten tydeligvis ikke naaet laengere end til at overveje, hvorledes resultaterne kunne valoriseres, for dens indsats havde kun bestaaet i indhentning af nogle faa basale oplysninger.

2.21. Pr. 31. december 1988 var af 327 sager, der var blevet aabnet indtil da, 121 blevet opgivet og 41 stillet i bero, mens Kommissionen kun havde anset 165 for at vaere i gang. Retten har konstateret, at en raekke af de saakaldte igangvaerende sager mildt sagt maa betegnes som fejlslagne, i det mindste saa laenge de ikke er faerdigbehandlet; det er i visse tilfaelde tvivlsomt, om de overhovedet bliver faerdigbehandlet.

2.22. Siden valoriseringstjenesten blev oprettet, har dens arbejde foert til kommerciel udnyttelse af i alt omkring 50 opfindelser af enhver art og oprindelse og til skabelse af ca. 280 direkte arbejdspladser(8)

.

Kun faa licensoverdragelser

2.23. Antallet af kontrakter om meddelelse af licens eller overdragelse af know-how eller overfoersel af teknologi er i stoerrelsesordenen fem om aaret (én i 1984, fem i 1985, fire i 1986 og seks i 1987). 1987-tallene svarer til én kontrakt for hver 177,9 mio. ECU i finansielle forpligtelser, der indgaas som led i forskningskontrakter.

Meget smaa afgiftsindtaegter

2.24. Tabel 1 indeholder nogle tal for licensafgifterne og betalingen for teknisk bistand. Det staerkt reducerede antal indtaegtsgivende sager udviser desuden et brat fald. Indtaegterne svarede i 1988 til 1 ECU for hver 204 ECU i udgifter til udnyttelse af forskningsresultaterne (konto B 7306 og 7530 i det almindelige budget) og for hver 45 762 ECU i forskningsudgifter (kapitel 73 i det almindelige budget). Retten har ved besoeg i en raekke medlemsstater(9)

faaet bekraeftelse paa disse daarlige resultater(10)

.

Tabel 1 - Udviklingen i inkasserede afgifter

Regnskabsaar Antal indtaegtsgivende sager Indtaegter (I ecu)

1984 15 19 563

1985 13 15 310

1986 15 79 782

1987 11 28 308

1988 4 21 043

1989 4 18 299

Effekten af de forskningsprogrammer, som GD XIII's Bruxelles-tjenester har ivaerksat

Resultater, som fortjener at blive lagt maerke til

2.25. Med ESPRIT-programmerne(11)

, som ikke behandles af valoriseringstjenesten, men valoriseres inden for rammerne af selve forskningsaktionen, er der allerede nu opnaaet industrielle resultater af et ganske andet omfang end med de oevrige forskningsprogrammer. ESPRIT-programmet blev i tiden oktober 1988 til maj 1989 underkastet en ekstern evaluering i form af et rundspoerge blandt deltagerne i projekterne. Der blev gennemgaaet 949 besvarelser. Paa spoergsmaalet »paa hvilken maade har Deres organisation draget oekonomisk fordel af projektet?« svarede 69 % »Forbedring af know-how«, 45 % erklaerede, at det havde foert til nye produkter, 35 % havde forbedret deres produkter, 29 % havde udviklet standardiseringen, 25 % havde faaet nedbragt deres omkostninger eller deres produktionstider, og 12 % havde forbedret deres produktionsteknikker. Kun 15 % erklaerede, at de ikke havde draget nogen fordel af deltagelsen. Det er bemaerkelsesvaerdigt, at der her er tale om praktiske resultater paa det industrielle stadium.

2.26. ESPRIT-programmet startede i 1984. Programmerne RACE(12)

, AIM(13)

, DELTA(14)

og DRIVE(15)

(1987 og 1988) blev ivaerksat af de samme tjenester (GD XIII-Bruxelles) som ESPRIT-programmet og med samme maal for oeje, men effekten af disse programmer kan ikke maales, fordi de ikke har koert i en lige saa lang periode. Af en statusrapport over RACE-programmet pr. september 1989 fremgaar det imidlertid, at det for 58 % af deltagerne havde foert til en udvikling af deres produkter, for 42 % til patentansoegninger og for 79 % til en videreudvikling af de tekniske metoder.

En ny strategi

2.27. Under denne type programmer har valoriseringen givet langt stoerre og hurtigere resultater, og det skyldes i vaesentlig grad deres beskaffenhed og den valgte strategi. I denne programtype indgaar udnyttelse af forskningsresultaterne i selve programmerne, og det paa to maader. Dels udgoer en raekke af de projekter, der indgaar i et program, instrumenter til udnyttelse af programmets oevrige projekter, navnlig med hensyn til formidling af den opnaaede viden. Dette er tilfaeldet med projektet »Informationsudvekslingssystem« (IES) og dets database, som fremmer udvekslingen af oplysninger mellem deltagerne i ESPRIT-programmet, og med den elektroniske post EUROCOM, en posttjeneste for nuvaerende og potentielle brugere af data vedroerende ESPRIT. Dels er forskning fuldstaendig integreret i ESPRIT-programmet, og maalene er defineret som konkrete tilsigtede resultater, f.eks. markedsandele, der skal erobres. Den forskning, som Kommissionen finansierer, straekker sig ganske vist ikke helt frem til den kommercielle maerkevares stadium, den naar ikke til konkurrencestadiet, men alligevel til et udviklingsstadium, der er fremskredent nok til, at de industrielle deltagere selv, og nu i eget navn, kan igangsaette supplerende forskning, fastlaegge produktionsmetoder og planlaegge de produkter, der skal bringes paa markedet.

2.28. En raekke faktorer goer, at denne programtype giver gode resultater:

a)I disse programmer er afstanden mellem projekt og anvendelse i almindelighed kort. Grundforskningen er kun repraesenteret med et lille mindretal af projekter.

b)Industrien dominerer blandt deltagerne i programmerne. I ESPRIT-programmet har 12 meget store virksomheder deltaget i 70 % af projekterne. Smaa og mellemstore virksomheder (SME, under 500 ansatte) har deltaget i 65 % af projekterne. Men SME kan ikke tillade sig den luksus at drive forskning uden at vaere fast besluttet paa at naa frem til en rentabel udnyttelse af resultaterne. I modsaetning hertil udgoer forskningscentre og universiteter et stort flertal af kontrahenterne i GD XII's traditionelle programmer.

c)Industrivirksomhedernes deltagelse er ikke begraenset til den fase, hvor projekterne gennemfoeres ifoelge kontrakter med omkostningsdeling, men begynder allerede paa det stadium, hvor programmet og dets omraader defineres. Det videnskabelige indhold i de traditionelle programmer fastlaegges derimod administrativt.

Af alle disse grunde er der saerdeles gode muligheder for, at det udfoerte arbejde foerer til konkrete resultater. Den metode, der er anvendt i forbindelse med ESPRIT-programmet, er ogsaa valgt for andre nyere programmer med industrielt sigte, som forvaltes af GD XII (f.eks. BRITE/EURAM og bioteknologi-programmet).

2.29. Paa den aarlige ESPRIT-konference er det muligt at konstatere, i hvilket omfang resultaterne af programmet udbredes, samt programmets raekkevidde (i 1989 forelagdes over 100 projekter, der var flere tusinde deltagere og foredragsholdere paa det hoejeste videnskabelige og politiske plan). Der vil ikke kunne konstateres lignende resultater af Direktorat XIII-C's indsats for at valorisere forskningsresultaterne.

3. Paa jagt efter aarsagerne: 1. Initiativpraeget indsats eller passive procedurer

Indledning

3.1. Udnyttelse af forskningresultater er kun en saerlig form for teknologioverfoersel. Generelt set og ifoelge sagens natur ligger der i teknologioverfoersel et element af salgsfremstoed, og den kraever en dynamisk indsats. Tager de ansvarlige ingen initiativer, sker der heller intet. Bemaerkningerne nedenfor skal vise, i hvilket omfang de paagaeldende tjenestegrenes indsats i realiteten udviser denne uundvaerlige dynamik.

Mangler, som kan henfoeres til led forud for Direktorat XIII-C

3.2. Rammeprogrammet tildeler GD XII en bestemt rolle, for saa vidt angaar udnyttelsen af forskningsresultater (jf. punkt 5.20). GD XII lever ikke tilfredsstillende op til sin rolle.

Udbredelse af viden

3.3. GD XII soerger for, at forskningsresultaterne udbredes ret systematisk. Saa godt som alle resultater publiceres, enten af kontrahenten eller af Kommissionen.

3.4. GD XII benytter, og det meget ofte, ogsaa andre kanaler end publikationer. Det har oprettet databaser, der udarbejdes sammendrag for mere eller mindre omfattende omraader, der etableres erfaringsudveksling mellem forskere, der afholdes symposier, som er aabne for udenforstaaende - ikke blot universitetsfolk og politikere, men ogsaa folk fra industrien, som saaledes eventuelt kan valorisere forskningsresultater - og der etableres uddannelsesfaciliteter for forskere og brugere (som f.eks. oprettelsen af en europaeisk skole for klimatologi).

3.5. Inden for GD XII anvendes der meget forskellige strategier i forbindelse med publikationerne (valg af dokumenter, arten af medier og valg deraf, bestemmelser vedroerende udgivelsen, oplag, definition af maalgrupper osv.), og den valgte strategi bestemmes i alt vaesentligt af de videnskabelige enheder og af deres lederes dynamik og praeferencer. De paagaeldende tjenester sender resultaterne ud til den af dem velkendte, men snaevre kreds af videnskabsmaend, der har tilknytning til det behandlede emne, men de ivaerksaetter ikke en mere ambitioes og systematisk markedsfoering af resultaterne. Hvilken effekt publikationerne har undersoeges ikke. GD XII's tjenestegrene har et stort behov for, at der udstedes retningslinjer og dermed indfoeres ensartede metoder, ligesom formidlingsindsatsen boer tilfoeres dynamik, og dens effekt optimeres.

Valorisering

3.6. GD XII erkender trods alt, at det er ansvarligt for udbredelse af den opnaaede viden, men erkender ikke i samme grad den rolle, som det burde spille, naar det gaelder om at valorisere resultaterne. Der er ingen sammenhaeng mellem arbejdsindsatsen i Direktorat XIII-C og i GD XII. Direktorat XIII-C kan under de nuvaerende forhold kun give en meget mangelfuld beskrivelse af de resultater, der kan valoriseres, og GD XII er af den opfattelse, at det ikke hoerer til dets opgaver at give en saadan beskrivelse. Men netop i fasen mellem forskning og valorisering, i den proces, hvor »forskningsresultater« bliver til »opfindelser, der kan valoriseres«, burde GD XII og Direktorat XIII-C supplere hinanden.

3.7. Foerst og fremmest burde GD XII tilsende Direktorat XIII-C samtlige forskningskontrakter med omkostningsdeling samt kontrahenternes endelige rapporter, men en saadan ordning er aldrig blevet gennemfoert konsekvent. Om de afsluttende rapporter sendes, afhaenger af de forskellige videnskabelige tjenestegrene i Generaldirektoratet, og de har meget forskellig praksis paa dette omraade. Der har dog i nogen tid kunnet konstateres reelle fremskridt. Generaldirektoratet burde - hvad der langt fra er tilfaeldet - sikre et effektivt tilsyn med kontrahenterne efter kontraktforholdets ophoer, afkraeve dem en hensigtserklaering om udnyttelsen af forskningsresultaterne, om noedvendigt goere denne til en betingelse for at udbetale det skyldige restbeloeb, og drage omsorg for, at samtlige erklaeringer ogsaa videresendes til Direktorat XIII-C. Praksis i GD XII bestemmes ogsaa paa dette omraade af praksis i de videnskabelige enheder.

3.8. Dette ville imidlertid heller ikke vaere tilstraekkeligt. Selv om selve valoriseringen af forskningsresultater i alt vaesentligt ligger uden for GD XII's omraade, boer det paa alle stadier af Generaldirektoratets arbejde vaere et maal i sig selv at faa valoriseret forskningsresultaterne. Det gaelder, saavel naar programmer defineres, som naar der vaelges omraader efter konkrete oekonomiske behov, og naar der udvaelges projekter, hvor valoriseringsperspektiverne burde vaere et vaesentligt udvaelgelseskriterium. Endvidere gaelder det, naar der foeres tilsyn med projektgennemfoerelser med henblik paa at lede forskerne ind paa de mest praktiske arbejdsgange. Det gaelder ogsaa efter udloebet af et kontraktforhold, saa det kontrolleres, at de tidligere kontrahenter overholder deres forpligtelser til at valorisere forskningsresultater, og for at sikre, at evalueringspanelerne udfolder stoerre bestraebelser paa at klarlaegge, hvilke virkninger de opnaaede resultater har haft for kontrahenterne, og endog, saa vidt det er muligt, hvilke indirekte, ikke saa klart definerbare virkninger de har haft for oekonomien.

3.9. Forholdene paa dette omraade varierer meget fra den ene videnskabelige tjeneste til den anden. Og meget skal aendres, foer GD XII fortolker sin arbejdsopgave paa denne maade. Det sker ganske vist ofte, at GD XII finder yderligere praktisk anvendelse for resultaterne af sin forskning, men det sker ved at genbruge resultaterne i selve forskningen, naar de kan tages som et nyt udgangspunkt for videre forskningsarbejde. Til gengaeld viser en gennemgang af projektsagerne, at tilgangen af sagsakter i de fleste tilfaelde standser brat, naar den endelige rapport er modtaget, den formelle godkendelse foreligger, og det skyldige restbeloeb er udbetalt. De nyere programmer med industrielt sigte, der er omtalt i pkt. 2.28, er eksempler paa mere lovende initiativer (Tekniske Dage BRITE/EURAM, »T«-projekter og projektet »Europaeiske laboratorier uden mure«, der ligger taet op ad en konkret anvendelse, anvendes inden for rammerne af bioteknologi-programmet).

Begraenset dynamik hos patent- og publikationstjenesten

3.10. Inden for de tre funktioner valorisering - industriel beskyttelse - formidling er det element af salgsfremstoed, som er omtalt under pkt. 3.1, mest paakraevet i forbindelse med valoriseringen. De to andre tjenestegrene yder en mere passiv indsats. Patenttjenesten skal ganske vist kun bistaa tjenesten for valorisering af resultaterne, men den boer dog goere en stoerre indsats paa omraadet opfindelser, der er resultatet af indirekte aktioner, for dette omraade er stadig alt for forsoemt (jf. punkt 4.16 og 4.17).

3.11. Publikationstjenesten under Direktorat XIII-C spiller en meget passiv rolle i Kommissionens publikationssystem. Den medvirker saavel ved den aarlige planlaegning som ved selve offentliggoerelsen af de enkelte dokumenter efter anmodning fra de tjenester, der er ophavsmaend til dokumenterne. Publikationer skal ekspederes ad denne kanal, som ikke har stoerre indflydelse paa publikationspolitikken som saadan. Tjenesten kan allerhoejst blokere visse publikationer, f.eks. hvis det er fastsat i en forskningskontrakt, at kontrahenten selv skal forestaa offentliggoerelsen, og den kan navnlig udskyde udgivelsen, hvis det forinden er noedvendigt at indgive patentansoegning. Denne tjenestegren har saaledes en begraenset og ofte foreloebig kontrolfunktion. Bortset fra enkelte undtagelser falder funktioner som soegning efter manuskripter til udgivelse og undersoegelse af produktionspriser uden for tjenestens opgaver. Den undersoeger ikke, hvilken effekt de publicerede vaerker har haft paa laeserne (jf. punkt 3.55).

3.12. Produktion, mangfoldiggoerelse og distribution af skrevne dokumenter - dvs. publikationsvirksomhed - er kun et enkelt aspekt af den videnskabelige og tekniske kommunikation. Indfoerelsen af microfiches, magnetiske lyd- eller lyd- og billedmedier, og ikke mindst edb, har aendret omfanget af kommunikerbare informationer. Heri ligger fremover den mest afgoerende mulighed for massivt at oege effekten af de videnskabelige vaerker, der er resultater af forskningen.

3.13. Enhed XIII-C-3 benytter allerede nu microfiches og forvalter navnlig tidsskriftet Euroabstracts og dets edb-sidestykke, databasen EABS, hvori der er indlaest omkring 80 000 resuméer eller analyser af udgivne dokumenter med henvisninger. Alle publikationer optages i Euroabstracts og i EABS - der har samme indhold - naar tjenestegrenen har konstateret, hvem udgiveren er. Men databasens indhold er ikke helt komplet. Mange nyttige faellesskabsdokumenter, som kun udsendes til en snaever kreds - f.eks. udelukkende til medlemmerne af et raadgivende udvalg - mangler. EABS afspejler GD XII's, GD XIII's og FFC's produktion, men ikke i tilstraekkelig grad de oevrige tjenestegrenes forskning eller disses produktion af tekniske dokumenter. Det er desuden ofte vanskeligt at finde frem til selve dokumentet ud fra henvisningerne i »Euroabstract«, fordi der ikke findes et tilsvarende dokumentationscenter i Kommissionen. Endelig har databasen EABS kun faa brugere, selv om edb-teknikkens vaesentligste styrke netop er at sikre, at informationer formidles til en stoerre kreds.

3.14. Det er snarere programmet VALUE, som Raadet vedtog den 20. juni 1989(16)

, der vaekker haab om, at politikken med hensyn til videnskabelig kommunikation vil blive aendret vaesentligt og afgoerende. I VALUE indgaar ud over traditionel formidling via publikationer ogsaa oprettelse af databasen CORDIS og sammenkobling af de datanet, der anvendes til formidling af videnskabelige og teknologiske oplysninger i hele Faellesskabets omraade. Disse to projekter er ved at blive foert ud i livet. Databasen CORDIS kommer til at indeholde et meget mere omfattende og varieret materiale, nemlig ikke alene informationer om forskningsresultater, men ogsaa om programmer, projekter, prototyper, informationscentre, potentielle forskningspartnere osv. Set fra et kommunikationssynspunkt burde lanceringen af CORDIS give anledning til en bredere definition af »maalgrupperne« (forskere, nationale administrationer, virksomheder), der saaledes, ganske vist mod vederlag, ville faa fri adgang til informationerne.

3.15. Dette er kun fremtidsperspektiver og maaske endda kun oensketaenkning. Databasen CORDIS er endnu ikke i drift, og sammenkoblingen af datanettene er endnu mindre en realitet. Og det er faktisk endnu ikke fastlagt, hvorledes disse projekter forvaltes og finansieres mest hensigtsmaessigt. Hvad finansieringen angaar, kunne man forestille sig, at Kommissionens tjenestegrene forvaltede CORDIS inden for rammerne af den almindelige drift, dvs. uden aktionsomkostninger, eller at der regelmaessigt blev ydet finansielle bidrag inden for de bevillingsrammer, der er lagt for forskningsprojekterne. En anden mulighed var at fakturere brugerne kostprisen for praesterede tjenesteydelser. Et kompromis mellem disse tre loesninger var ogsaa en mulighed. En forsvarlig forvaltning af systemet kan sikres ved, at der opbygges enten en administrativ struktur eller en selvstaendig enhed, der er tilknyttet Kommissionen ved en form for aftale om ret til at fungere som en offentlig tjeneste. Men der er endnu ikke truffet noget valg mellem alle disse loesningsmuligheder.

Valoriseringen fra forsknings- til markedsfoeringsstadiet

3.16. Af en stikproeve paa ca. 30 valoriseringssager udgjorde de, der var blevet aabnet efter ansoegning fra eller paa forslag af opfinderen - FFC eller kontrahenten - et mindretal. I modsaetning til praksis i publikationstjenesten aabnes stoersteparten af valoriseringstjenestens sager paa tjenestens eget initiativ. Retten er imidlertid af den opfattelse, at valoriseringstjenestens effektivitet svaekkes, fordi den ikke har tilstraekkelig vaegt i Direktorat XIII-C i forhold til de oevrige enheder, og navnlig fordi den udoever en noget passiv indsats og udelukkende laegger vaegt paa, hvordan forskningsresultaterne kan udnyttes af industrien. Hvis man ogsaa lagde mere vaegt paa industriens behov for forskning, ville Direktoratets indsats blive mere dynamisk.

Overvaegt af personale i de mindst dynamiske tjenestegrene

3.17. Af 57 aktive tjenestemaend i Direktorat XIII-C raadede valoriseringsenheden XIII-C-2 i januar 1989 kun over 12 ansatte mod 19 i enhed XIII-C-3 (publikationer) og 21 i enhed XIII-C-1, der ganske vist omfatter baade patenttjenesten (6 ansatte) og teknologioverfoerselstjenesten (14 ansatte). Af 34 tjenestemaend i kategori A og B beskaeftigede kun 8 sig med valorisering. En paradoksal situation for den tjeneste, der er spydspidsen i Direktorat XIII-C, og hvis virksomhed forudsaetter et personale med kvalifikationer inden for mange omraader, stadig opfoelgning af sagerne og adskillige tjenesterejser, saavel til FFC som til medkontraherende industri- eller konsulentvirksomheder, der er fordelt over samtlige medlemsstater.

Valoriseringstjenestens undertiden passive holdning

Sagsbehandlingen

3.18. Valoriseringen af forskningsresultater er naturligvis en langsigtet aktivitet, og med et kompliceret projekt kan sagsakterne loebe over mere end 10 aar. Alligevel er det overraskende, hvor lang tid det tager at ivaerksaette visse aktioner.

3.19. Ikke sjaeldent gaar der to eller tre aar, fra et forskningsprojekt afsluttes til den dag, der traeffes afgoerelse om, hvorvidt der skal ivaerksaettes en aktion. Denne afgoerelse traeffes undertiden foerst, naar der foreligger en evaluering fra en konsulent, som er udvalgt efter en ad hoc-udbudsprocedure (Expect-proceduren). I projekt V267(17)

blev der den 11. juni 1985 aabnet en sag med henblik paa at udnytte resultaterne af en forskningskontrakt, der i henhold til kontrakten udloeb den 31. december 1983.

3.20. Retten finder det til gengaeld positivt, at Kommissionen i en raekke tilfaelde har vundet tid ved at aabne en sag og paabegynde valoriseringen af lovende forskningsarbejder, endnu inden de er afsluttet. Det gaelder eksempelvis sag V275(18)

vedroerende udnyttelse af forskning paa FFC og sag V307(19)

, der vedroerer en forskningskontrakt med omkostningsdeling.

3.21. Efter aabningen af sag V247(20)

den 28. marts 1985 gik der 18 ½ maaned, inden der blev rekvireret en teknisk-oekonomisk analyse i henhold til Expect-proceduren, og derefter yderligere 15 maaneder, inden der blev undertegnet en teknologioverfoerselskontrakt. Visse forhandlinger traekker ud i det uendelige: det tog to aar (fra juni 1985 til juli 1987) at naa frem til en teknologioverfoerselskontrakt i sag V267 (1). I sag V42(21)

fik tilbudsgiver paa en revisionsundersoegelse hos licenshaveren den 22. maj 1987 - med 7 maaneders forsinkelse - meddelelse om, at hans tilbud var afslaaet.

3.22. Valoriseringstjenesten reagerer undertiden alt for langsomt. Efter en tjenesterejse foretaget den 28. juli 1988 for at forberede markedsundersoegelser i forbindelse med sagerne V316(22)

og V317(23)

blev der foerst syv maaneder senere, den 2. marts 1989, udarbejdet en rappport. Det medfoerte, at undersoegelseskontrakterne blev forsinket tilsvarende og endnu ikke var undertegnet, da Rettens revision fandt sted i maj 1989. Foerst i september 1987 reagerede Kommissionen paa de ugunstige markedsudsigter for den i sag V61(24)

behandlede opfindelse paa trods af, at de potentielle kunder allerede i juni 1982 havde fundet prisen paa det paagaeldende apparat - en termostatstyret ovn - alt for hoej, og isaer paa trods af, at Kommissionen og den licenshavende virksomhed ved en markedsundersoegelse i 1984 var blevet advaret om, at der kun var et meget begraenset marked inden for den temperaturskala, som virksomheden havde valgt til sine fabrikater. Kommissionen haaber dog at kunne faa projektet til at koere bedre paa et nyt grundlag.

3.23. Det skal anfoeres, at forsinkelser og langsommelig arbejdsgang i valoriseringstjenesten ofte skyldes dens afhaengighed af de eksterne partnere. Et stort antal undersoegelseskontrakter bliver gennemfoert med betydelige forsinkelser. Et projekt til kommerciel udvikling af et soltoerringsanlaeg (sag V295)(25)

, der var planlagt gennemfoert paa kun tre maaneder, blev saaledes forsinket med yderligere syv maaneder. Det tog 18 maaneder eller dobbelt saa lang tid som planlagt at gennemfoere arbejdet i henhold til en teknologioverfoerselskontrakt vedroerende den i sag V268(26)

behandlede opfindelse.

Forebyggelse af tvister

3.24. Kommissionen har ikke altid vaeret saa forudseende, at den i kontrakter, den har indgaaet i forbindelse med sine valoriseringsaktiviteter, har indfoejet bestemmelser, paa grundlag af hvilke medkontrahenternes respektive rettigheder kan defineres klart og utvetydigt under alle forhold. Teknologioverfoerselskontrakt nr. CTT 136 af 31. december 1985 var ikke tilstraekkeligt praecist udformet hverken med hensyn til opfindelsens art eller med hensyn til den begivenhed, der ville udloese den afgiftspligtige markedsfoeringsperiode. Den licenshavende virksomhed naegtede at betale licensafgifter, idet den anfoerte, at den kun havde aendret apparatets paataenkte dimensionering, men ikke princippet i den patenterede opfindelse. Efter at have tilkendegivet sin uenighed frafaldt Kommissionen ethvert krav.

3.25. I sag V42(27)

foreslog Kommissionen den 24. juni 1975 sin licenshaver, at man i hvert enkelt tilfaelde forhandlede om afgiftsgrundlaget, dvs. forhandlede om, hvilke naermere angivne tekniske anordninger der skulle indgaa i afgiftsgrundlaget. Denne fremgangsmaade indebaerer risiko for tvister og spild af tid, og efter at have erkendt svagheden ved en saadan loesning genforhandlede Kommissionen kontrakten den 24. januar 1986 og udformede den mere praecist.

3.26. Som led i samme sag V42 blev en videnskabsmand fra FFC udstationeret i to aar, fra den 1. juli 1978 til den 30. juni 1980, ved den franske atomenergikommission (CEA). I stedet for paa forhaand at fastsaette regler for ejendomsretten til de opfindelser, der maatte komme ud af samarbejdet mellem den paagaeldende forsker og CEA, fastsattes det i kontrakten, at FFC og CEA skulle forhandle derom i hvert enkelt tilfaelde. Som en meget forudsigelig foelge af en saadan mangel paa fremsyn opstod der en tvist om ejendomsretten til et patent(28)

.

3.27. De tjenester, der rekvirerer en undersoegelse, boer selv definere opgaven og ikke overlade dette til den ansoegende konsulent. Det sker imidlertid jaevnligt, at valoriseringstjenesten i meget generelle og knappe vendinger meddeler ansoegeren, hvad der er formaalet med en undersoegelse. Som eksempel kan anfoeres de retningslinjer, der den 11. december 1987 blev givet for en plan for kommerciel udvikling i forbindelse med sag V225(29)

: Udarbejdelse af »en plan for kommerciel udvikling, som giver os en bedre forstaaelse af opfindelsens oekonomiske levedygtighed og af dens jobskabelsespotentiel«. Det var paa dette upraecise grundlag, konsulenten blev anmodet om at »forelaegge sit projekt«(30)

. I sag V61 (1) havde licenshaver selv affattet udbudsbetingelserne for en markedsundersoegelse, som Kommissionen rekvirerede den 21. juli 1983. Kommissionen foretog sig intet, men beklagede, at den licenshavende virksomhed havde lagt hovedvaegten paa de tekniske aspekter paa bekostning af de oekonomiske. Den licenshavende virksomhed havde saaledes udelukkende foert konsulenten ind paa de tekniske spor, som den allerede havde udforsket, og derved sikret sig, at den kun ville faa det budskab, som den oenskede at hoere.

Kommissionens kontrol med, at fordringer inkasseres korrekt og med skyldige beloeb

3.28. Kommissionen foerer ikke altid tilstraekkeligt omhyggeligt tilsyn med den afgiftspligtige omsaetning og mere generelt med afgiftsgrundlaget for licens- eller teknologioverfoerselskontrakterne. Det er ganske vist ikke altid let at faa adgang til de noejagtige omsaetningstal, som en kontrahent formodes at ville tilbageholde helt eller delvis. Men Kommissionen boer foretage denne kontrol og reagere i tilfaelde af svig.

3.29. Den licenshavende virksomhed i sag V42 (4) havde tilsloeret de afgiftspligtige salg. Efter at Kommissionen havde fremsendt en raekke rykkerskrivelser i perioden 1984-1986, oplyste licenshaver en del af de manglende tal. Men ved revision foretaget i henhold til kontrakt indgaaet af Kommissionen den 16. december 1986 paavistes det, at Kommissionens vedvarende mistanke var begrundet. Alene for regnskabsaaret 1982 havde virksomheden undladt at opgive adskillige salg, der i alt beloeb sig til 954 570 FF (ca. 140 000 ECU) foer skat. Afgiftstabet for Kommissionen androg omkring 14 000 ECU.

3.30. I et tilfaelde som dette har licenshaveren og ikke Kommissionen begaaet fejl. Den 23. januar 1986 kendte denne imidlertid endnu ikke tallet for den omsaetning, der var opnaaet siden 1980. Goer Kommissionens forvaltningssystem det virkelig muligt, at en afgiftspligtig bliver glemt over en aarraekke? Den konsulent, der havde faaet til opgave at foretage finansiel revision af den svigagtige virksomhed, reviderede i oevrigt kun regnskaberne for regnskabsaaret 1982, selv om hans kontrakt ikke fastsatte en saadan begraenset periode. Der er saaledes al mulig grund til at tro, at der ogsaa i regnskaberne for andre regnskabsaar kan have forekommet svigagtige forhold, som ikke er blevet paavist. Kommissionen reviderede ikke regnskaberne for de oevrige regnskabsaar (licensen varede fra 1975 til 1986), og revisionen blev saaledes ikke afsluttet. Selv om Kommissionen fremsatte en raekke advarsler og opsagde licenskontrakten i 1986, soegte den ikke at inkassere de skyldige og ikke betalte afgifter, heller ikke ad rettens vej.

3.31. Den samme virksomhed havde samtidig erhvervet en licens af et fransk universitet, som, mere behaendigt end Kommissionen, havde indfoejet en bestemmelse om morarenter i licenskontrakten. En saadan bestemmelse burde indsaettes i de kontrakter, der omfatter afgifter (licensoverdragelseskontrakter og teknologioverfoerselskontrakter).

Det tekniske prioriteres hoejere end det kommercielle

Hovedaarsagen til, at resultaterne ikke opfylder forventningerne, er snarere af kommerciel end teknisk art

3.32. For nogle aar siden gennemfoerte valoriseringstjenesten en analyse af aarsagerne til, at valoriseringen af forskningsresultater ikke indfriede forventningerne. Undersoegelsen afsloerede, at de negative resultater for over halvdelens vedkommende maatte tilskrives den kommercielle faktor. Retten er efter stikproeverevision naaet frem til tilsvarende konklusioner. Af en stikproeve paa 29 sager var der i 13 sager ikke opnaaet de forventede resultater. I tre tilfaelde havde dette til dels kommercielle aarsager, i seks andre sager enten altovervejende, eller saagar udelukkende kommercielle aarsager (alt for hoeje salgspriser, et begraenset marked, daarlig tilpasning til efterspoergslen).

Overdrevne forventninger til de kommercielle resultater

3.33. Ikke blot FFC og valoriseringstjenesten, men ogsaa de virksomheder, der foretager markedsundersoegelser, og de licenshavende virksomheder skruer ret jaevnligt forventningerne til resultaterne af en opfindelse for hoejt op, og dette forhold goer sig navnlig gaeldende i kommerciel henseende.

3.34. Den 24. januar 1978 vurderede valoriseringstjenesten markedet for magnetsvejsning (sag V42)(31)

til at udgoere 6 mio. FF (ca. 1 050 000 ECU) inden for de foelgende fem aar. Licenshaveren opgav imidlertid salget til i alt kun ca. 1,4 mio. FF, hvorefter projektet blev stillet i bero. Den virksomhed, der i marts 1987 fik licens til at udnytte opfindelsen i sag V282(32)

, anslog salget til at naa op paa fem apparater allerede i 1987 og paa i alt tyve apparater inden for de foelgende fire til otte aar. Der er til dato ikke solgt et eneste apparat. I sag V61(33)

har det vist sig, at de afsaetningsmuligheder, der skulle foreligge ifoelge markedsundersoegelserne og licenshaverens beregninger, i vid udstraekning ikke har vaeret realistiske. I undersoegelsen fra 1984 omtaltes et globalt marked paa 30 apparater om aaret, hvilket synes beskedent, men er betragteligt i forhold til de resultater, der er naaet, fra licenskontrakten blev indgaaet i 1978 og til i dag, der er nemlig alt i alt solgt syv apparater.

Det tekniske og ikke det kommercielle aspekt har overvaegt

3.35. Stoersteparten af valoriseringstjenestens medarbejdere er videnskabsmaend. Flere af dem har en fortid som forsker paa FFC. Tjenestens funktion maa vaere at skabe forbindelse mellem forskningens verden og industriens verden. Videnskabelige kvalifikationer udgoer derfor blot én bestanddel af den noedvendige profil. Medarbejderne boer ogsaa have kendskab til industri og oekonomi, de boer vaere opmaerksomme paa de juridiske aspekter, og de boer have en skarp sans for kommercielle krav.

3.36. Heri ligger maaske aarsagen til, at det i visse tilfaelde kan konstateres, at det tekniske og ikke det kommercielle aspekt har overvaegt. Ganske vist skal Kommissionen ikke gribe ind i de beroerte virksomheders marketingstrategi, men den er - hvilket i oevrigt er rimeligt - meget optaget af projekternes markedsfoeringsperspektiver. I mange sager fornemmer man imidlertid, at projektet er grundigt planlagt i teknisk henseende, men at de kommercielle beregninger og forberedelser er utilstraekkelige. Dette goer sig foerst og fremmest gaeldende for markedsundersoegelserne.

Svagheder ved markedsundersoegelserne

3.37. Et stort antal teknisk-kommercielle undersoegelser og ogsaa markedsundersoegelser baerer praeg af, at beregningerne af de oekonomiske og kommercielle aspekter ikke er tilstraekkeligt underbygget. Det var tilfaeldet med den anden markedsundersoegelse i sag V42(34)

og med baade den foerste og den anden markedsundersoegelse i sag V225(35)

samt med den foerste markedsundersoegelse i sag V61(36)

. Sidstnaevnte undersoegelse gennemfoertes paa et tidligt teknisk stadium i projektet, hvilket svaekkede undersoegelserne, og der maatte derfor foretages en ny, som til gengaeld faktisk gennemfoertes for sent, men som alligevel ikke var fyldestgoerende paa det kommercielle omraade. Denne mangel forekommer dog ikke generelt. De teknisk-kommercielle undersoegelser i sagerne V275(37)

og V247(38)

er kommercielle og tekniske i lige hoej grad.

3.38. I sag V61 (3) var den licenshavende virksomhed tysk, og undersoegelsen af afsaetningsmulighederne var naesten udelukkende fokuseret paa det tyske marked. Kommissionen havde valgt tyske konsulenter til at gennemfoere de markedsundersoegelser, den finansierede i sagen, og af besparelseshensyn blev undersoegelsernes geografiske omraade begraenset til Forbundsrepublikken Tyskland. Ved simpel ekstrapolation af resultaterne af denne undersoegelse naaede man frem til en vurdering af det europaeiske marked og verdensmarkedet. Denne type opfindelse kan sandsynligvis kun slaa igennem paa meget store markeder.

3.39. Det sker i oevrigt ret ofte, at begraensninger og mangler ved en foerste markedsundersoegelse goer det noedvendigt at finansiere endnu en undersoegelse (jf. punkt 3.37 med hensyn til sag V61). Formaalet med den foerst gennemfoerte markedsundersoegelse i sag V42 (1) var alt for upraecist formuleret, og det var naturligvis grunden til, at der maatte ivaerksaettes en ny, hvis grundlag desvaerre ikke var mere praecist.

3.40. Valoriseringstjenesten bliver faktisk ofte opmaerksom paa saadanne mangler og reagerer paa dem. I forbindelse med sag V225 (2) anmodede den paagaeldende medarbejder (den 4. marts 1986) det bureau, der havde udarbejdet undersoegelse nr. 2 om afsaetningsmulighederne, om at skaffe supplerende oplysninger. Undertiden minder valoriseringstjenesten licenshaver om dennes kommercielle forpligtelser (sag V167(39)

, notat af 8. juni 1982) eller retter henstillinger til ham derom (sag V267(40)

, brev af 7. december 1988). Det staar dog fast, at mange af de skuffende resultater, der kan laeses ud af de fremsendte rapporter, uden tvivl er en foelge af, at undersoegelsesopgaverne er for upraecist formuleret.

3.41. Sag V216(41)

er et typisk eksempel paa en opfindelse af stor teknisk vaerdi, som alligevel ikke foerte til noget, fordi man ikke havde vaeret tilstraekkelig opmaerksom paa de kommercielle krav. Der var tale om et datatransmissionsprogrammel. Opfindelsen var ifoelge FFC et bemaerkelsesvaerdigt resultat af faellesskabsforskningen (10. juni 1986), som FFC betegnede som en bannerfoerer for den europaeiske politik med hensyn til edb-standarder, og som var et skoleeksempel paa, hvorledes det kunne efterproeves, om resultatet af et banebrydende europaeisk forskningsarbejde kunne udnyttes kommercielt i praksis (12. november 1986). Entusiasmen var saa stor, at FFC tilpassede opfindelsen til sine interne behov.

3.42. Desvaerre slog markedsfoeringen af produktet helt fejl. I juli 1983 indledtes forhandlinger om en licenskontrakt, men de blev stillet i bero i naesten to aar indtil marts 1985, fordi der skulle udarbejdes en ny standardkontrakt(42)

- som om det var naturligt, at hele det administrative apparat skulle gaa i staa, indtil der forelaa bedre retlige instrumenter. Efter at licenskontrakten var blevet undertegnet i marts 1986, gik der yderligere 20 maaneder, foer den noedvendige markedsundersoegelse blev gennemfoert (november 1987). Men da var det allerede for sent. Systemet var nu tilsyneladende for kostbart, og det var teknisk set blevet uddistanceret af et andet programmel, som licenshaveren selv havde lanceret.

3.43. Dette uheldige eksempel viser ogsaa foelgerne af, at valoriseringsfunktionen er spredt paa flere tjenestegrene, hvilket omtales naermere i denne beretnings kapitel 5. Samtidig med at Direktorat XIII-C ivaerksatte en raekke aktioner, aftalte samme generaldirektorats Bruxelles-tjenester og FFC at gennemfoere andre aktioner uden at meddele det til Direktoratet. De mente nemlig, at det ville fremskynde sagen, og man gik endda saa vidt som til at foretage en praesentation af programmellet i Den Kinesiske Folkerepublik.

Forskningen er ikke tilstraekkeligt orienteret mod valoriseringen

3.44. Med valoriseringen af forskningsresultaterne bringes forskningen naermere det endelige maal, nemlig de produktive aktiviteter. Men valoriseringstjenesten maa omvendt ogsaa kunne henvende sig til forskeren for at faa denne til at gennemfoere de justeringer og tests, der er noedvendige for at tilpasse opfindelsen til industriens og markedets behov. Eksisterer der et »tandhjulsstopper«-system, der blokerer denne bevaegelse bagud mod forskningen, fungerer valoriseringstjenesten langt mindre smidigt, og medarbejderne maa afhjaelpe denne svaghed ved at soege dyr assistance hos tredjemand. Saadanne henvendelser til forskerne er ikke et ukendt faenomen i Kommissionen, for det er fastsat i licenskontrakterne, at der skal ydes teknisk bistand til licenshaveren, og saadan bistand ydes almindeligvis af FFC. Dette arbejde hindres imidlertid paa en raekke omraader, jf. nedenfor.

Forskerne har ikke tilstraekkelig tid til raadighed

3.45. I de sagsakter, der afslutter sag V134(43)

og V164(44)

, anfoeres som en af aarsagerne til de negative resultater, at der ikke har vaeret tilstraekkelig opbakning bag opfindelsen. I sag V275(45)

havde de forskere paa FFC, der var ophavsmaend til den af denne sag omfattede opfindelse, ikke haft tid til raadighed i 1988-89 til at fortsaette de noedvendige forsoeg, og Kommissionen maatte derfor i marts 1989 henvende sig til et eksternt laboratorium for at faa en aftale om teknisk bistand.

3.46. I august 1985 medfoerte personalerokeringer i FFC's opfindertjeneste, som koerte projekt V61(46)

, at tjenesten ikke kunne yde bistand og vaere til raadighed i det hidtidige omfang. En raekke ledende medarbejderes afgang fra den licenshavende virksomhed i 1982 havde i oevrigt allerede vanskeliggjort en viderefoerelse af projektet. Valoriseringstjenesten er saaledes meget afhaengig af, at dens samarbejdspartnere i baade industrien og forskningstjenesterne er til raadighed, og det i en saadan grad, at den undertiden maa indstille et projekt, udelukkende fordi samarbejdspartnerne ikke er til raadighed.

Naar programmer udloeber

3.47. Spoergsmaalet er, om samarbejdet mellem Kommissionen og de eksterne forskere om indirekte aktioner forloeber mere smidigt. Som eksempel kan anfoeres sag V247(47)

. Her blev markedsfoeringen finansieret i faellesskab af GD XII over programmet for forskning i ikke-nuklear energi og Direktorat XIII-C, hvor sidstnaevnte finansierede den teknisk set mest avancerede del af projektet og foerstnaevnte den del, der laa laengst forud for konkurrencestadiet. Men hverken ved direkte eller indirekte aktioner foreligger muligheden for at forlaenge samarbejdet, efter at de paagaeldende forskningsprogrammer er afsluttet. Inden for direkte aktioner skyldes nedgangen i FFC's direkte stoette til sag V42(48)

, at opfindelsen var et resultat af et forskningsprojekt, som FFC var ophoert med at finansiere flere aar tidligere. Et lignende problem opstod i forbindelse med opfindelsen i sag V268(49)

, som var resultatet af et forskningsprogram med omkostningsdeling for produktion og anvendelse af brint. Da programmet udloeb (jf. rapport 6189 om en tjenesterejse den 7. juni 1985), kunne GD XII ikke laengere fortsaette finansieringen af det projekt, som opfindelsen udsprang af.

Forbud mod at finansiere forskning over valoriseringsbevillingerne

3.48. Det alvorligste eksempel paa, hvorledes »tandhjulsstopper«-mekanismen fungerer, er forbuddet mod, at valoriseringstjenesten over sine egne bevillinger finansierer arbejde, som den maatte oenske at overdrage FFC. I punkt 5.41-5.45 gives en detaljeret redegoerelse for denne mangel.

Valoriseringsindsatsen koncentreres om enkelttilfaelde

3.49. Den politik, der foelges nu, hvor der laegges mere vaegt paa forskningens behov end paa industriens, har denne ene konsekvens, at indsatsen koncentreres om den enkelte opfindelse. Hvert forskningsresultat behandles og evalueres separat. Er evalueringen positiv, begynder man at soege efter den kommende industrielle partner. Kommissionen anvender ikke den strategi, at den soeger at lade valoriseringstjenesten fungere som formidler mellem produktion og forskning. De utilstraekkelige midler, som omtales i kapitel 4, er en af hovedaarsagerne til denne svaghed, som navnlig politikken med hensyn til licensoverdragelser lider under.

Licenser, der ikke retligt, men reelt er eksklusive

3.50. Den gaeldende praksis med hensyn til overdragelse af licenser er utilfredsstillende.

a)Samtlige licenser er ikke-eksklusive, selv om kun Euratom-Traktaten foreskriver ikke-eksklusivitet (artikel 12 og 17). Det naevnes intet sted i EOEF-Traktaten, at licensaftaler skal vaere ikke-eksklusive. Den paalaegger Raadet at fastsaette de naermere bestemmelser for udbredelse af den opnaaede viden. Hverken rammeprogrammet, VALUE eller saerprogrammerne for forskning indeholder naermere bestemmelser herom.

b)Selv om der ikke er overensstemmelse mellem EOEF-Traktatens og Euratom-Traktatens bestemmelser, anvender valoriseringstjenesten kun én standardkontrakt, der noeje foelger Euratom-Traktaten.

c)Selv om der ved kontrakterne kun overdrages ikke-eksklusive licenser, lader valoriseringstjenesten uofficielt den, der faar licensen, vide, at den ikke aktivt vil soege efter andre licenstagere for den samme opfindelse, saa laenge den paagaeldende licenstager overholder kontrakten og sin udnyttelsesforpligtelse. Der er i realiteten altsaa tale om eksklusive licenser (jf., eksempelvis, i sag V42(50)

, skrivelse af 5. marts 1975 til den kommende licenshaver).

3.51. Under de nuvaerende uklare forhold faar valoriseringstjenesten hverken de fordele, der foelger af eksklusive eller af ikke-eksklusive licenser. Eftersom det ikke er muligt at opnaa juridisk bindende eksklusivlicenser, er ansoegere, som oensker langfristede garantier, inden de foretager de noedvendige investeringer, undertiden tilbageholdende med at indgaa kontrakter (jf., eksempelvis, afslaget fra Kernforschungszentrum i Karlsruhe paa at indgaa en samarbejdskontrakt med Kommissionen, skrivelse af 29. juni 1989, sag V275)(51)

. Naar Kommissionen uofficielt giver licenstagere eksklusive licenser, binder den sig til forpligtelser ud over de strengt juridiske og beroever sig derved enhver mulighed for at haeve kontrakten i tilfaelde af misligholdelse fra licenstagers side. Det var, hvad der skete i sag V42 (1) og V61(52)

. I sag V42 havde en virksomhed rettet forespoergsel til Kommissionen med henblik paa eventuelt at faa overdraget licensen paa opfindelsen. Valoriseringstjenesten havde allerede en licenshaver og foretog sig derfor ikke videre, selv om det allerede var forudset, at licenstageren ikke ville opnaa de forventede resultater, og at projektet maatte opgives. Kort tid efter (den 16. februar 1984) varslede tjenesten over for licenstageren, at kontrakten ville blive opsagt (hvilket skete i 1986).

3.52. Retten kan ikke umiddelbart foreslaa en loesning paa disse problemer. Den henstiller dog, at Kommissionen undersoeger den nuvaerende praksis til bunds, navnlig med hensyn til dens formelle rigtighed og effektivitet, og at den forbedrer sin politik paa omraadet.

Henstillinger

3.53. Det fremgaar af bemaerkningerne ovenfor, at det er tjenestens politik at laegge stoerst vaegt paa forskningen og kun interessere sig for industrien i relation til en bestemt opfindelse, der er fundet egnet til valorisering. Det ville vaere oenskeligt, at man fulgte en politik, hvor der blev lagt lige stor vaegt paa begge aspekter. Systematisk soegen efter egnede forskningsresultater kunne indebaere, at der ogsaa systematisk etableredes kontakter med virksomhederne og deres organisationer, saaledes at valoriseringstjenesten kom til at forvalte en portefoelje af opfindelser og dens virksomhed antage karakter af en opfindelsesboers. Kommissionen kunne ganske vist indvende, at valoriseringstjenesten ikke raader over en tilstraekkelig righoldig opfindelsesportefoelje til at kunne gaa i denne retning. Valoriseringstjenesten har siden sin oprettelse behandlet omkring 340 sager, fejlslagne projekter indbefattet. Visse nationale valoriseringsagenturer forvalter i dag en portefoelje paa flere tusind teknikker, som kan overdrages, og formidler oplysninger til tusindvis af virksomheder. Men hvorfor ikke netop stoette sig paa de nationale agenturer og udnytte deres formidlings- og undersoegelsesnet? Som konkret eksempel kan naevnes, at de nationale organer med ansvar for valorisering af forskningsresultater i fem lande (BTG i Det Forenede Kongerige, Fraunhofer Gesellschaft i Forbundsrepublikken Tyskland, Anvar i Frankrig, TNO i Nederlandene og DIC i Danmark) har dannet en klub med henblik paa at oprette en faelles pulje af valoriseringsegnede opfindelser, Eurotech-klubben. Hvert organ bidrager med sager, og medlemmerne af klubben opfordres til at foreslaa licenstagere. Klubben er dannet inden for rammerne af SPRINT-programmet, der forvaltes af Direktorat XIII-C, men valoriseringstjenesten, der hoerer under samme direktorat, er ikke fuldt medlem, kun observatoer! De mindre »tunge« strukturer med begraensede midler maa soege at stoette sig til de »tunge« strukturers logistiske midler.

Utilstraekkelig evaluering af aktionernes effekt

Utilstraekkeligt talmateriale

3.54. Der findes ikke meget talmateriale om udnyttelsen af forskningsresultater, og det, der findes, er vanskeligt at fortolke. Dette forhold er ikke saeregent for Kommissionen, Retten har konstateret samme svaghed hos alle de nationale valoriseringsorganer, den har besoegt. Ikke desto mindre er der nogle af dem, der erkender svagheden og bestraeber sig paa at goere fremskridt paa omraadet. Retten henstiller derfor til Kommissionen, at den traeffer yderligere foranstaltninger til at sikre, at den har et klart billede af, hvor mange arbejdspladser der er skabt, og hvor stor en omsaetning der er opnaaet, og ogsaa af andre indikatorer (f.eks. vaerditilvaekst, markedsandele og, mere generelt, beregning af cost-benefit-forholdet i forbindelse med valorisering af forskningsresultater).

Effekten af publikationerne undersoeges ikke

3.55. Publikationstjenesten under Direktorat XIII-C undersoeger ikke effekten af de videnskabelige og tekniske publikationer. Hvordan skulle den ogsaa kunne det, eftersom den ikke paa forhaand kender navnene paa samtlige modtagere af de dokumenter, der udgives, fordi modtagerlisterne er splittet op mellem enhed XIII-C-3 selv, GD XIII's tjenester i Bruxelles, GD XII, FFC og Publikationskontoret? Hvortil i givet fald kommer det salg, som de private forlaeggere staar for, og som er bedre kendt af offentligheden. Enhed XIII-C-3 modtager ikke automatisk statistikker fra Publikationskontoret om distribution og salg. Der foreligger meget lidt talmateriale om effekten af publikationerne, og de underkastes heller ikke en kvalitativ vurdering. Tjenesten efterproever ikke modtagernes og laesernes reaktion paa de dokumenter, Kommissionen offentliggoer. Publikation er et led i udnyttelse af forskningsresultater, og denne politik forudsaetter et minimum af effektmaalinger.

Fordelingen af indtaegter og udgifter paa de enkelte projekter eller aktivitetsformer kan ikke identificeres

3.56. Aktionsformerne er saa forskellige, at det under de nuvaerende forhold ikke er muligt at identificere udgifterne og eventuelt indtaegterne i forbindelse med et bestemt valoriseringsprojekt, - f.eks. omkostninger ved undersoegelser eller udgifter til deltagelse i messer og udstillinger - og heller ikke i forbindelse med et givet projekt eller en given aktivitetsform. Det er generelt ikke muligt paa grundlag af sagsakterne vedroerende valorisering af forskningsresultater at opstille en oversigt over indtaegter og udgifter i forbindelse med et bestemt projekt, eller saagar hvilke patenter der er anmeldt, opnaaet eller opgivet i forbindelse med det paagaeldende projekt. Hertil kommer, at der ikke regelmaessigt udarbejdes statistik over, hvordan udgifterne fordeler sig paa de tre aktivitetsomraader - publikationsvirksomhed, etablering og opretholdelse af patenter, valorisering -, plus udgifterne i forbindelse med CORDIS-projektet og med underprogram II under VALUE-programmet (sammenkobling af datanet). Denne viden kunne indhentes ved, at der indfoertes et meget enkelt kodificeringssystem, der kunne anvendes internt i forbindelse med budgettransaktioner.

4. Paa jagt efter aarsagerne: 2. De anvendte ressourcer staar ikke i rimeligt forhold til behovene

Indledning

4.1. Uanset hvor mange ressourcer Faellesskabet anvender paa forskning og udnyttelse af forskningsresultater, bestaar der mange tekniske, menneskelige, oekonomiske og finansielle relationer mellem de to faser i videnskabelig og teknisk udvikling, og det boer sikres, at de ressourcer, der anvendes paa hver af disse to faser, staar i rimeligt forhold til hinanden. Det boer undgaas, at ressourcer til udnyttelse af forskningsresultater ikke udnyttes fuldt ud, fordi der ikke findes tilstraekkelig mange brugbare forskningsresultater, og det boer ogsaa undgaas, at opfindelser, der egentlig burde udnyttes, arkiveres, fordi der ikke er tilstraekkelige ressourcer til at udnytte dem effektivt. I dette kapitel har Retten soegt at vurdere, om der er et saadant rimeligt forhold mellem EF's aktiviteter paa dette omraade.

Forholdet mellem de menneskelige ressourcer anvendt til henholdsvis udnyttelse af resultater og forskning

4.2. Der var i januar 1989 43 fastansatte tjenestemaend i Direktorat XIII-C repraesenterende alle kategorier (A til D) i enheden for udnyttelse af forskningsresultater. Til sammenligning var der i budgettet for regnskabsaaret 1989 bevilget i alt 3 176 stillinger til forskning og investering. Ud fra disse tal udgjorde den medarbejderstab, der var afsat til udnyttelse af forskningsresultater, 1,4 % af forskningspersonalet. Denne procent er endog sat en smule for hoejt, for i beregningen indgaar kun de stillinger, der finansieres over budgettets B-del. Der findes imidlertid enkelte stillinger, der finansieres over A-delen (drift).

4.3. Disse tal betyder, at hvis personalet var den eneste produktionsfaktor, baade hvad angaar forskning og udnyttelse af resultater, ville for eksempel blot en minimal procentuel faktorforskydning til fordel for forskning medfoere en forholdsmaessigt langt stoerre negativ forskydning i ressourcerne afsat til udnyttelse.

De finansielle midler

4.4. Der kan anstilles et analogt raesonnement, for saa vidt angaar de finansielle midler afsat til henholdsvis forskning og udnyttelse af forskningsresultater.

Forholdet mellem de finansielle midler til henholdsvis forskning og udnyttelse i det andet rammeprogram

4.5. Der blev afsat 5 396 mio. ECU til rammeprogrammet for perioden 1987-1991 (5 aar)(53)

. Programmet omfatter aktionen »Spredning(54)

og udnyttelse af resultater af V/T-forskningen«, som er anfoert under pkt. 8.4 i bilag I og II til rammeprogrammet, hvortil der er afsat 55 mio. ECU. Af denne bevilling blev 17 mio. ECU anvendt til finansiering af EUROTRA-programmet, selv om dette snarere falder ind under forskning end under udnyttelse. Der er altsaa kun afsat 38 mio. ECU til udnyttelse af resultaterne, og resten, nemlig 5 358 mio. ECU, er anvendt paa forskning; det vil sige, at forholdet mellem forskningen og udnyttelsen af dens resultater er 141 til 1. Det betyder eksempelvis igen, at en meget lille procentuel aendring af bevillingerne til forskningen ville medfoere en stor procentuel aendring af bevillingerne til udnyttelse af forskningsresultaterne, uden at det samlede beloeb afsat til rammeprogrammet blev aendret. Herimod kunne anfoeres, at der ud over Faellesskabets finansielle bidrag sandsynligvis ogsaa ydes nationale finansielle bidrag til udnyttelse af resultaterne af den indirekte aktion. Forudsatte man imidlertid, at det var muligt at bestemme omfanget af disse bidrag, ville det vaere rimeligt ogsaa at medregne den del af de samlede omkostninger i forbindelse med den indirekte aktion, der afholdes af kontrahenterne. Saa vil finansiering af forskningen ikke laengere vaere opfoert med 5 358 mio. ECU, men snarere med 10 016 mio. ECU!

4.6. Det boer undersoeges naermere, hvordan disse 38 mio. ECU anvendes. Saerprogrammet VALUE er et program for spredning og udnyttelse af resultater af videnskabelig og teknologisk forskning for en fireaarig periode at regne fra den 27. juni 1989(55)

. Der er afsat 38 mio. ECU til dette program, det vil sige det fulde beloeb, der i rammeprogrammet var afsat til udnyttelse af resultaterne. Men 2 mio. ECU er afsat til »udarbejdelse af fortroligheds- og integritetskrav, for saa vidt angaar Faellesskabets FTU-oplysninger«; dette arbejde bestaar imidlertid snarere i at faa defineret et retsgrundlag end at udnytte konkrete resultater. Der er afsat 6 mio. ECU til indsamling og spredning af oplysninger om forskningsprogrammerne og ikke spredning af resultaterne. Endelig er der afsat 2 mio. ECU til fordeling efter midtvejsrevision af programmet. I realiteten er der altsaa afsat 28 mio. ECU til udnyttelse af resultaterne, der er opdelt som vist i tabel 2. Kommissionen havde imidlertid foreslaaet en anden fordeling. Ifoelge dens forslag skulle 31 mio. ECU (og ikke 28) af de 38 mio. ECU anvendes til udnyttelse af resultaterne, hvoraf 17 mio. ECU (i stedet for 10) var afsat til fremme af valorisering.

Tabel 2 - VALUE-programmet - Opdeling af bevillingerne til udnyttelse af forskningsresultaterne

Mio ECU

- spredning af resultater 14,0(1)

-retlig beskyttelse af resultater (patenter) 2,0

-valorisering 10,0

-faellesopgaver (bestemmelse, karakterisering og screening af resultater) 2,0

(1) Hvoraf 6 mio. ECU til etablering af data-kommunikationsnet.

Forholdet forskning/udnyttelse i budgettet

4.7. I budgettet (regnskabsaaret 1989) var der afsat1 436,0 mio. ECU i forpligtelsesbevillinger til forskning og 8,85 mio. ECU til udnyttelse af forskningsresultaterne (heri indbefattet bevillingerne under kapitel 100), hvilket vil sige i forholdet 162 til 1.

Forholdet forskning/udnyttelse i det tredje rammeprogram

4.8. I det tredje rammeprogram(56)

, der netop er blevet vedtaget for perioden 1990-1994, er der af en samlet bevilling paa 5 700 mio. ECU blevet afsat 5 643 mio. ECU til forskning og 57 mio. ECU til udnyttelse af forskningsresultaterne. Her er der altsaa et gunstigere forhold, nemlig 99 til 1.

Sammenligningsgrundlag

OECD's beregninger af udgifterne til udvikling

4.9. Tabel 3 viser OECD's beregning af fordelingen af den offentlige sektors forskningsudgifter i en raekke OECD-lande. Det fremgaar af tabellen, at der ydes betydelige midler til F& U-udvikling, isaer i USA og Japan, der er de foerende lande i verden inden for teknologi, og hvor regeringerne afsaetter mere end halvdelen af deres F& U-stoette til udvikling. Imidlertid falder OECD's definition af begrebet udvikling(57)

i det store og hele sammen med det, Faellesskabet kalder »innovation og teknologioverfoersel« inklusive udnyttelse af forskningsresultater. OECD's tal underbygger saaledes i bemaerkelsesvaerdig grad den opfattelse, at en noeglefaktor i den teknologiske udvikling er den vaegt, der tillaegges innovationens slutfase, og at de faa ressourcer, Faellesskaberne afsaetter til valorisering, ikke opfylder de virkelige behov.

Demonstrationsprogrammet paa energiomraadet

4.10. Faellesskabets samlede finansielle stoette til demonstrationsprojekter paa energiomraadet for perioden 1986-1989 (fire aar) androg 500 mio. ECU. Indtil udgangen af 1992 (i skrivende stund om 2½ aar) kan Kommissionen inden for rammerne af THERMIE-programmet(58)

, der daekker perioden 1990-1994, indgaa forpligtelser for 350 mio. ECU, det vil sige gennemsnitligt 140 mio. ECU om aaret eller naesten 15 gange den gennemsnitlige aarlige bevilling i henhold til VALUE. Demonstrationsprojekterne paa energiomraadet er imidlertid af naesten samme art, som de projekter, der kan udvikles under VALUE. THERMIE er et sektorbestemt program, mens VALUE kan udnyttes i alle sektorer, eventuelt ogsaa i energisektoren! Til sammenligning med disse 350 mio. ECU (der ikke omfatter bevillingen for 1993 og 1994) er der under rammeprogrammet afsat 1 173 mio. ECU i forskningsbevillinger til energisektoren, det vil sige et forhold forskning/udnyttelse af resultater paa 3,35 til 1, som skal sammenholdes med det tilsvarende forhold under VALUE, nemlig forholdet 141 til 1 (jf. pkt. 4.5 og 4.6). Retten har hverken til hensigt eller befoejelse til at fremsaette kritiske bemaerkninger om den finansielle ramme for THERMIE-programmet, men den oensker at paapege, at der tilsyneladende afsaettes for faa bevillinger til valorisering af forskningens resultater i forhold til forskningsbevillingerne og behovet for valorisering.

Konsekvenserne for de gennemfoerte operationer af, at der ikke er tilstraekkelige ressourcer

4.11. Langt fra alle forskningsresultater udnyttes og valoriseres. En betragtelig del af forskningsresultaterne undersoeges eller evalueres slet ikke med henblik paa at traeffe afgoerelse om, hvilken aktion der skal ivaerksaettes, eller om eventuelt slet ikke at ivaerksaette nogen aktion.

Tabel 3 - Fordeling af den offentlige sektors forskningsudgifter mellem de tre stadier af forskning og udvikling ifoelge OECD (1)

(i %)

Land Grundforskning Anvendt forskning Udvikling I alt

Frankrig (1983) 12,4 31,9 5,6 49,9 (2)

Spanien (1985) 29,6 54,5 15,9 100,0

Italien (1985) 30,0 47,0 23,0 100,0

Nederlandene (1985) 29,3 54,7 16,0 100,0

Portugal (1986) 7,3 53,6 39,1 100,0

USA (1985) 14,9 24,2 60,9 100,0

Japan (1985) (kun natur- og ingenioervidenskab) 12,9 27,5 56,3 96,7 (3)

(1) Kun intern forskning. OECD opererer faktisk med en saerskilt sektor, der bestaar af internationale forskningscentre, eller centre, som arbejder i udlandet; denne sektor er ikke omfattet af tabellen. (2)Ikke specificeret = 50,1 %. (3)Ikke specificeret = 3,3 %.

4.12. Retten har med hensyn til informationskilder tidligere konstateret, at Direktorat XIII-C ikke modtager samtlige kontrakter og endelige rapporter fra GD XII's kontrahenter, og slet ikke de kontrakter og endelige rapporter, der hhv. oprettes og udarbejdes i forbindelse med programmer, som forvaltes af GD XIII i Bruxelles (programmerne ESPRIT, RACE, AIM, DELTA og DRIVE). Direktorat XIII-C modtager generelt heller ikke de endelige rapporter om FFC's arbejde. Direktorat XIII-C raader ikke over menneskelige ressourcer, der kan foretage en tilbundsgaaende undersoegelse af de endelige rapporter, og det havde derfor indtil for nylig ikke protesteret over disse forhold. Det informationsmateriale, der i praksis danner grundlaget for Direktorat XIII-C's arbejde, er af et betydeligt mere begraenset omfang end det samlede informationsmateriale, Direktoratet i realiteten burde have adgang til.

4.13. Direktorat XIII-C har ladet hele omraader, som i teorien falder ind under dets kompetence, ligge stille. Hidtil har Direktoratet ikke beskaeftiget sig med programmerne BRITE og EURAM og heller ikke med programmet for forskning vedroerende bioteknologi. Med den begrundelse, at GD XIII's tjenestegrene i Bruxelles selv paaregner at valorisere resultaterne af ESPRIT, RACE, AIM, DRIVE og DELTA, har Direktoratet, naar bortses fra enkelte undtagelser (aktionen vedroerende mere energioekonomiske forbraendingsmotorer, operation CRISTAL osv.) ikke haft noget at goere med disse programmer og har for oevrigt ikke kontakt med de tjenestegrene, der forvalter programmerne, selv om de hoerer ind under samme generaldirektorat som Direktorat XIII-C. Juridisk er der imidlertid intet til hinder for, at Direktorat XIII-C goer en indsats her. Direktorat XIII-C har naermest ikke laengere nogen valoriseringsfunktion i forbindelse med demonstrationsprojekterne, isaer ikke dem, der hoerer ind under GD XVII (energi), selv om det strengt taget stadig er befoejet til at deltage i disse projekter paa lige fod med GD XVII med bevillingerne under artikel B 753 i budgettet.

4.14. Valoriseringstjenestens arbejde er, som vist i tabel 4, i hoej grad koncentreret om meget faa omraader, som er de eneste, hvor personalet har den fornoedne ekspertise. Der foretages derfor intet eller meget lidt paa omraader som sundhed, kernekraft, edb, telekommunikation, landbrugs- og agroindustriel forskning, fiskeri og valorisering af havets ressourcer samt udviklingsteknikker.

4.15. Selv inden for de omraader, hvor Direktorat XIII-C goer en aktiv indsats, behandles langt fra alle forskningsresultater. Til trods for, at de ansatte i Direktoratet faar assistance fra konsulenter, der er udvalgt under Expect-proceduren, kan de rent fysisk ikke overkomme at laese alle endelige rapporter, der er resultatet af kontraktforskning. Til gengaeld gennemgaar en medarbejder i valoriseringstjenesten de fleste statusrapporter og endelige rapporter fra FFC. Han gennemgaar dem eller faar dem personligt udleveret i Ispra.

4.16. Valoriserings- og patenttjenesten har hidtil hovedsagelig koncentreret deres indsats om FFC'sresultater. Indirekte aktioner spredes i langt hoejere grad over et stort antal projekter end FFC's aktioner; de er i oevrigt ikke saa kendt, fordi de ikke hoerer under Faellesskabets tjenestegrene. Kontrahenterne er forpligtede til at meddele Kommissionen eventuelle aktioner til udnyttelse af forskningsresultaterne, men goer det kun i enkelte tilfaelde, og valoriserings- og patenttjenesten har kun et begraenset kendskab til, hvilke opfindelser der skal beskyttes eller valoriseres hos kontrahenterne. Af ovenstaaende grunde ville det sandsynligvis kraeve mange flere finansielle og navnlig flere menneskelige ressourcer at udnytte resultaterne af indirekte aktioner systematisk end resultaterne af direkte aktioner. Det er derfor umiddelbart forstaaeligt, at tjenestegrenene paa grund af utilstraekkelige ressourcer har vaeret tilboejelige til foerst og fremmest at udnytte og valorisere resultaterne af FFC's bedre kendte forskning inden for snaevrere omraader. Naar patenttjenesten endelig bistaar kontrahenten, yder den som oftest kun teknisk assistance. Tjenesten deltager overhovedet ikke i finansieringen, selv om der ikke er noget til hinder herfor i retsakterne.

4.17. Der er en anden grund til, at patenttjenesten koncentrerer sin indsats om direkte aktioner. Enhed XIII-C-1 er den eneste tjenestegren i Kommissionen, der er befoejet til at modtage patentansoegninger vedroerende opfindelser, der er Faellesskabets ejendom. FFC er forpligtet til at foelge denne kanal. De kontrahenter, der deltager i forskningsprojekter med omkostningsdeling, kan derimod frit indgive ansoegninger uden at lade ansoegningerne gaa igennem Kommissionens tjenestegren. De direkte aktioner er i oevrigt gradvis ved at faa mindre overvaegt. Fra 1972 til 1982 vedroerte 64,6 % af de registrerede patentansoegninger direkte aktioner, men i perioden 1983-1988 var det kun 54,3 %. Samtidig bemaerker Retten dog, at den del af forskningsbevillingerne, der er afsat i de oprindelige budgetter til direkte aktioner, er faldet fra 36,3 % til 20,1 % (13,3 % for 1989).

4.18. Der er saaledes tale om en omend relativ nedgang i FFC's bevillinger og som foelge deraf ogsaa om en nedgang i antallet af nye opfindelser. Hertil kommer, at FFC sandelig ikke betragter det som udelukket, at det en dag overtager valoriseringsfunktionen »inden for murene«. Endelig er bevillingerne til forskning med omkostningsdeling blevet forhoejet inden for en meget kort periode. Alle disse forhold burde vaere tilstraekkeligt vaesentlige til, at Direktorat XIII-C overfoerte en betydelig del af sine ressourcer til indirekte aktioner.

Tabel 4 - Valoriseringssagernes fordeling paa forskningssektorer

Forskningssektor % % kumuleret

1. FFC 33 33

2.EKSF 22 55

3.Ikke-nuklear energi 15 70

4.Raastoffer og genbrug 14 84

5.Miljoe 4 88

6.Diverse 12 100

4.19. Retten skal endelig anfoere endnu en faktor, som viser, at den paagaeldende tjenestegrens aktiviteter indskraenkes paa grund af manglende ressourcer, nemlig antal tjenesterejser pr. valoriseringssag. Af en omfattende stikproeve paa 100 valoriseringssager, som Kommissionen selv havde udtaget, var der gennemsnitligt foretaget 3,5 tjenesterejser pr. sag. Og i forbindelse med 43 af disse sager var der kun foretaget en enkelt tjenesterejse.

Konklusion

4.20. Paa grundlag af en lang raekke tal og kendsgerninger maa Retten saaledes drage den konklusion, at forholdet mellem de ressourcer, der afsaettes til forskning, og dem, der afsaettes til udnyttelse af forskningens resultater, er saa ugunstigt for sidstnaevnte, at en vaesentlig del af forskningsarbejdet er doemt til ikke at blive fulgt op i praksis i det omfang, det burde. Det tredje rammeprogram(59)

retter allerede meget op paa denne situation. Imidlertid er en mere hensigtsmaessig opdeling af bevillingerne paa forskning og udnyttelse af resultaterne ikke den eneste mulige loesning. I denne beretnings kapitel 5 omtales de betydelige »reserver«, der er disponible i budgettet til innovation generelt, og som eventuelt delvist kunne anvendes til udnyttelse af forskningsresultaterne.

5. Paa jagt efter aarsagerne: 3. Stor spredning af aktiviteterne med henblik paa udnyttelse af forskningsresultater og teknologioverfoersel

Spredning af ansvaret mellem tjenestegrenene

Formidling af resultaterne

5.1. Det er tilsyneladende enhed XIII-C-3, der er hovedansvarlig for formidling af forskningsresultaterne. I forbindelse med Kommissionens aarlige publikationsprogram er Enhed XIII-C-3 ansvarlig for den del, der kan kaldes underprogrammet for tekniske og videnskabelige publikationer. Enhed XIII-C-3 faar hvert aar meddelelse om, hvilke dokumenter af denne art de forskellige tjenestegrene har til hensigt at offentliggoere. Enheden kontrollerer oplysningerne og videresender dem til Udvalget for Koordinering af Publikationer, der er et tvaertjenesteligt udvalg. Udvalgets sekretariatsfunktioner er for nylig blevet underlagt Generalsekretariatet(60)

. I aarets loeb kan enhed XIII-C-3 paa eget initiativ traeffe beslutning om en publikation, og enhver publikation af videnskabelig og teknisk karakter fra en hvilken som helst tjenestegren skal paategnes af denne enhed. Den forvalter endvidere tidsskriftet Euroabstracts, hvori offentliggoeres et resumé af alle videnskabelige og tekniske publikationer, samt databasen EABS, hvori samme oplysninger som i Euroabstract indlaeses, og ved hjaelp af hvilken dette materiale formidles. I realiteten er befoejelserne i forbindelse med videnskabelige og tekniske publikationer meget spredte.

Publikationstjeneste og forskningsorganer

5.2. I forbindelse med offentliggoerelse af forskningsresultaterne er det i hovedsagen forskerne og de tjenestegrene i Kommissionen, der forvalter de paagaeldende programmer, der beslutter, hvilke dokumenter, der skal publiceres. For saa vidt angaar direkte forskningsaktioner, er det FFC selv, der foretager dette valg. Eftersom det i forbindelse med indirekte aktioner er kontrahenterne, der har ejendomsretten til forskningsresultaterne, er det normalt dem, der offentliggoer resultaterne under iagttagelse af kontraktlige bestemmelser om tavshedspligt. Alt i alt foregaar det paa denne maade med hensyn til GD XIII's programmer. Hvad angaar GD XII's programmer, offentliggoer dette generaldirektorat en stor del af rapporterne paa Kommissisonens initiativ og for dennes regning; generaldirektoratet forbeholder sig kontraktligt denne mulighed (artikel 6.6 i bilag II til standardkontrakten).

Tjenestegrene, der er ophavsmaend til publikationer, og Publikationskontoret

5.3. Enhed XIII-C-3's »beslutningsomraade« begraenses af paa den ene side ophavsmaendene, der kan bestemme, hvilke dokumenter de vil offentliggoere, og som sammen med Udvalget for Koordinering af Publikationer kan vaelge mellem gratis distribution eller salg. De kan, selv i tilfaelde af salg, opstille en liste over modtagere af gratis publikationer, og de kan selv beslutte at lade et privat forlag efter eget valg trykke dokumenterne. »Beslutningsomraadet« begraenses paa den anden side af Publikationskontoret, der, i dets egenskab af EF's logistiske organ for saa vidt angaar publikationer, kontrollerer, at manuskripterne overholder de formelle kvalitetskrav, traeffer afgoerelse om, hvorvidt arbejdet skal udfoeres internt eller uden for huset og fastsaetter salgspriser. Endelig varetager Publikationskontoret distribution af en del af publikationerne eller foretager salgsfremstoed.

5.4. Publikationstjenesten skal saaledes sikre kontrol af manuskripternes kvalitet (dvs. kontrol af udformningens kvalitet, men ikke af den videnskabelige vaerdi), vejlede om det rigtige publikations-medium (EUR-dokument, fotokopiering af microfiches, valg af privat forlag, hvis den tjenestegren, der er ophavsmand til publikationen, ikke allerede har gjort det). Publikationstjenesten skal endvidere forhandle prisrammer med Publikationskontoret, sikre gratis distribution ud over den, den tjenestegren, der er ophavsmand til publikationen, selv soerger for, samt foretage salgsfremstoed, der er mere maalrettede end Publikationskontorets.

Almindelige publikationer og prioriterede publikationer

5.5. Inden for rammerne af Kommissionens aarlige publikationsprogram har hvert generaldirektorat og hver tjenestegren en andel af publikationerne inden for deres respektive kompetenceomraader. Udvalget for Koordinering af Publikationer har via Kommissionens Generalsekretariat en kontrolfunktion, er ansvarlig for planlaegningen og udarbejder budgetoverslag. Efter udtalelse fra Koordineringsudvalget vedtager Kommissionen det program, der forelaegges af udvalgets formand og den kommissaer, der har ansvar for informationspolitikken. Den 30. oktober 1986 besluttede Kommissionen imidlertid, at dens publikationer hvert aar foerst og fremmest skulle centreres om de aktuelle politiske emner. Hidtil har det vigtigste emne vaeret gennemfoerelsen af det indre marked i 1993. Derfor er det reelt Generalsekretariatet, og ikke de forvaltende tjenestegrene (GD XII, GD XIII og FFC), der traeffer beslutning om at offentliggoere en del af de tekniske og videnskabelige dokumenter og forvalter de dertil svarende ressourcer.

Publikationer, der ikke er givet meddelelse om

5.6. Selv om Publikationskontoret i princippet er det tekniske organ, der udgiver eller soerger for at faa udgivet alle EF's publikationer, har Kommissionen henstillet til tjenestegrenene at henvende sig direkte til private forlag. Denne henstilling er i vid udstraekning blevet fulgt i forbindelse med tekniske og videnskabelige publikationer. Endvidere raader GD IX over reproduktionsvaerksteder, der betjener alle Kommissionens tjenestegrene, og FFC er teknisk set i stand til selv at fremstille dokumenter trykt i flere farver.

5.7. Selv om disse faciliteter findes, betyder det ikke, at det dermed er tilladt de tjenestegrene, der nyder godt deraf, at unddrage sig det gaeldende publikationsplanlaegningssystem. Men i praksis trykkes der her et stort antal publikationer for tjenestegrenene, uden at enhed XIII-C-3, Udvalget for Koordinering af Publikationer og Publikationskontoret har kendskab hertil. De paagaeldende publikationer er derfor ikke omfattet af nogen planlaegning, de er ikke opfoert i Kommissionens katalog over publikationer, de udleveres ikke til Faellesskabernes officielle distributionssteder, og de er ikke omfattet af Publikationskontorets salgskampagne.

Nye metoder til udbredelse af forskningsresultater

5.8. I forbindelse med den indledende fase i ivaerksaettelsen af VALUE-programmet(61)

sker der i dag blot en vaesentlig yderligere spredning af ansvaret for udbredelse af viden. Databaser og datakommunikationsnet supplerer hinanden. Datanettene hoerer ind under VALUE's underprogram II, men maerkeligt nok hoerer databasen CORDIS ind under underprogram I. Mens CORDIS-projektet skal udvikles og forvaltes af Direktorat XIII-C, som VALUE-programmet hoerer ind under, gennemfoeres underprogram II af Direktorat XIII-A paa grund af dets tilknytning til ESPRIT-programmet. Dertil kommer, at Direktorat XIII-C, der er beliggende i Luxembourg, til en vis grad kun leder CORDIS-projektet i teorien, for saa vidt som den ansvarlige for projektet er ansat i Direktorat XIII-A, som er beliggende i Bruxelles, og projektet administrativt og fysisk er knyttet til dette direktorat.

5.9. Det kunne formodes, at der i det mindste var et taet samarbejde mellem den ansvarlige for CORDIS og de ansvarlige for underprogram II, eftersom de hoerer under det samme direktorat, og deres kontorer stoeder op til hinanden. I realiteten foeres de to aktioner uafhaengigt af hinanden og er ikke tilpasset hinanden. Efter al sandsynlighed bliver CORDIS-databasen driftsklar, foer arbejdet med netvaerkene afsluttes. Det er under disse forhold planlagt i det mindste foreloebigt at forbinde CORDIS-databasen til de netvaerk, der oprettes gennem IES-projektet (»Informationsudvekslingssystem«) for at daekke behovet hos deltagerne i ESPRIT-programmet.

5.10. Endelig ivaerksaettes der i dag under VALUE-programmet tre former for aktioner, der ligger temmelig fjernt fra hinanden: den traditionelle publikationsvirksomhed, oprettelsen af CORDIS-databasen og udvikling af datakommunikationsnet.

Valorisering af resultaterne

5.11. Umiddelbart er der to ansvarscentre i forbindelse med valoriseringen af resultaterne af faellesskabsforskningen. Resultaterne af direkte aktioner, gennemfoert af FFC, tilhoerer Faellesskabet og valoriseres af Direktorat XIII-C. Resultaterne af indirekte aktioner tilhoerer kontrahenterne, som skal udnytte dem i henhold til de kontraktlige bestemmelser, der er fastlagt af Kommissionen.

Direktorat XIII-C og de tjenestegrene, der forvalter programmer som et led i direkte aktioner

5.12. Reelt deltager Kommissionen i udnyttelsen af resultaterne af indirekte aktioner. Kommissionen kan og skal nemlig vaere kontrahenterne behjaelpelig i forbindelse med valoriseringen af forskningsresultaterne, der kraever en ekspertise og professionel dygtighed, som forskningsinstitutterne, universiteterne og de smaa og mellemstore virksomheder ikke altid er i besiddelse af. De kan faa brug for Kommissionens tekniske og finansielle bistand i deres bestraebelser paa at beskytte deres opfindelser gennem patenter, til at vurdere markedsperspektiverne, til at opnaa finansiering til udvikling af prototyper og til industriel lancering af produkter eller metoder. Normalt er det Direktorat XIII-C's opgave at yde denne bistand.

5.13. Kontrahenterne er imidlertid i medfoer af standardkontrakten forpligtede til at valorisere resultaterne af deres forskning i saa hoej grad som muligt (artikel 7, stk. 1) inden for en tidsfrist, der aftales mellem kontrahenterne (artikel 17, stk. 1, i bilag II). For at goere det muligt for Kommissionen at foere tilsyn med overholdelsen af denne forpligtelse, skal »naermere enkeltheder vedroerende mulighederne for udnyttelse eller markedsfoering af resultaterne fremsendes (af kontrahenten) senest sammen med den endelige rapport« om det paagaeldende forskningsprojekt (artikel 6, stk. 1). Kontrahenten skal endvidere »soerge for, at oplysninger og dokumenter, paa grundlag af hvilke Kommissionen kan kontrollere, om forpligtelserne til at udnytte eller markedsfoere (resultaterne) er blevet opfyldt, holdes til raadighed for og paa anmodning forelaegges Kommissionen og personer, der er bemyndiget af Kommissionen« (artikel 17, stk. 6, i bilag II).

5.14. Saadan er reglerne. Men hidtil har kontrahentens hensigtserklaering udelukkende skullet tilstilles de tjenestegrene, der forvalter programmerne, og ikke Direktorat XIII-C, der er kompetent i forbindelse med valorisering af resultaterne. Dette indebaerer en risiko, i det mindste hvad angaar GD XII's tjenestegrene. Da de ikke har et saerligt ansvarsomraade i forbindelse med valoriseringen, kan de ikke for alvor vaere motiverede for at foere tilsyn med kontrahenternes aktiviteter med henblik paa valorisering af resultaterne, og heller ikke for at soerge for, at de modtager disse hensigtserklaeringer. Denne manglende motivation er sandsynligvis en af aarsagerne til, at kontrahenterne ikke i saerlig stor udstraekning overholder forpligtelsen til at fremsaette hensigtserklaeringer.

5.15. Direktorat XIII-C bestraeber sig for oevrigt paa at begraense denne risiko. Dets maal er systematisk at kontakte kontrahenterne, nogen tid foer deres kontrakter udloeber, for at goere dem opmaerksomme paa de muligheder, som tjenestegrenen tilbyder. Ifoelge et nyligt udsendt internt cirkulaere for GD XII (20. februar 1990) skal de ansvarlige i videnskabsenhederne tilstille Direktorat XIII-C alle endelige rapporter og hensigtserklaeringer. Endvidere burde Direktorat XIII-C underrettes om alle moeder med kontrahenter, der afholdes i forbindelse med de programmer, som GD XII forvalter, og automatisk kunne deltage deri. Dette er langt fra tilfaeldet.

Programmer, hvor industrien dominerer, og traditionelle programmer

5.16. Den dominerende rolle, som industrien indtager blandt deltagerne i ESPRIT-programmet(62)

og GD XII's oevrige forskningsprogrammer (jf. pkt. 2.28), medfoerer, at det er kontrahenterne, der sikrer valoriseringen i forlaengelse af forskningen under noeje tilsyn fra GD XIII (tjenestegrenene i Bruxelles). Det er altsaa ikke overraskende, at Direktorat XIII-C faktisk ikke, eller i meget begraenset udstraekning, har medvirket ved udnyttelsen af disse programmer.

5.17. Visse af GD XII's programmer, for eksempel BRITE(63)

, BRITE/EURAM(64)

, ECLAIR(65)

og det reviderede bioteknologi-program(66)

ligner ESPRIT-modellen, isaer ved den store deltagelse af virksomheder i projekterne, herunder ogsaa smaa og mellemstore virksomheder. Men GD XII har ikke spillet saa aktiv en rolle i forbindelse med udnyttelsen af disse programmer som GD XIII (Bruxelles) i forbindelse med sine. Og selv om BRITE-programmet og bioteknologiprogrammet er af aeldre dato og allerede har frembragt en stor del af de resultater, der kan valoriseres, er det foerst for ganske nylig, at Direktorat XIII-C er begyndt at interessere sig for dem.

5.18. Hvad angaar GD XII's traditionelle programmer, der foerst og fremmest er programmer for professionelle forskere, hvorfor virksomhedernes og universiteternes deltagelse er mere beskeden, findes der ikke reelle garantier for, at resultaterne udnyttes og valoriseres systematisk, medmindre der ydes vaesentlig bistand hertil. Der er altsaa her et stort og endnu utilstraekkeligt udforsket virkefelt for Direktorat XIII-C.

Afsluttende bemaerkning

5.19. Endelig er valoriseringen af forskningsresultaterne fordelt paa fire enheder, afhaengigt af programtyper, og disse deltager mere eller mindre aktivt alt efter bestemmelserne i programmerne. Det drejer sig om Direktorat XIII-C, kontrahenterne, GD XII og GD XIII's tjenestegrene i Bruxelles. Kun FFC deltager i dag ikke i denne aktivitet. Den eneste aktivitet i forbindelse med valorisering af forskningsresultater, der er fuldstaendig centraliseret, er ansoegninger om og forvaltning af EF-patenter. Kun patenttjenesten under Enhed XIII-C-1 er kompetent paa dette omraade.

Rammeprogrammets del af ansvaret

Med rammeprogrammet indfoeres to aspekter ved udnyttelsen af forskningsresultaterne

5.20. Med rammeprogrammet for Faellesskabernes aktioner inden for forskning i perioden 1987-1991(67)

indfoeres to aspekter ved udnyttelsen af resultaterne. Paa den ene side er der afsat en saerlig tildeling til spredning(68)

og udnyttelse af resultaterne (rubrik 8.4 i bilag I), der er grundlaget for budgetkonto B 7388 og en saerlig aktion vedroerende udnyttelse af resultaterne. Paa den anden side skal der i henhold til rammeprogrammet gennemfoeres aktiviteter i forbindelse med »udbredelse af viden« inden for rammerne af saerprogrammer (artikel 2, stk. 3). Det fremgaar ikke klart af denne bestemmelse, om disse aktiviteter omfatter valorisering, men EF-terminologien, der maaske er diskutabel, forleder én til at mene det. I kapitel II i Euratom-Traktaten, der har overskriften »Udbredelse af viden«, behandles valoriseringsaspekter, idet kapitlet omhandler meddelelse af licenser og overdragelse af know-how. Antages det, at udnyttelse kan defineres inden for rammerne af programmerne, er det det samme som at sige, at ud over de tjenestegrene, der specielt er oprettet med henblik herpaa, kan de tjenestegrene, der forvalter programmerne, dvs. GD XII, GD XIII og FFC, ogsaa selv gennemfoere aktiviteter i forbindelse med udnyttelse af resultaterne. I det nye rammeprogram for 1990-1994(69)

opretholdes disse to forvaltningscentre og uklarheden omkring deres respektive befoejelser (15. betragtning og artikel 4). Det anfoeres dog, at Raadet skal traeffe en afgoerelse, som forhaabentlig fjerner denne uklarhed. Denne afgoerelse er endnu ikke truffet.

Demonstrationsaktiviteterne holdes for sig

5.21. Inden for nogle teknologiske omraader (for eksempel ikke-nuklear energi og miljoe) yder Faellesskabet oekonomisk bistand til gennemfoerelsen af pilotprojekter, det vil sige enkeltstaaende foranstaltninger af fornyende karakter, som generelt skal udnyttes af en producent eller en bruger og desuden senere skal goeres til genstand for en vis udbredelse blandt andre brugere. Dette kaldes »demonstrationsaktiviteter«.

5.22. I modsaetning til det foerste rammeprogram, der var gaeldende for perioden 1984-1987(70)

, omfatter det andet rammeprogram (1) der daekker perioden 1987-1991, ikke demonstrationsaktiviteter. Denne adskillelse af forskning og demonstration er blevet indfoert, selv om rammeprogrammet i henhold til Faellesakten af februar 1986 skal omfatte samtlige foranstaltninger vedroerende forskning, udvikling og demonstration (artikel 24 om oprettelse af den nye artikel 130 I (EOEF)). I budgettet for 1990 antages det imidlertid paa forhaand, at visse demonstrationsprojekter vil hoere ind under rammeprogrammet for 1990-1994(71)

. Dette program, der netop er blevet vedtaget (3), omfatter imidlertid stadig ikke demonstrationsaktiviteter. Alt dette er et udtryk for manglende konsekvens.

Faa organisatoriske forbindelser mellem tjenestegrenene

5.23. Alt i alt fungerer de tre tjenestegrene under Direktorat XIII-C sideordnet, hver inden for sit omraade. Der findes dog enkelte funktionsbestemte forbindelser. Den vaesentligste er helt klart, at enhver tilladelse til offentliggoerelse fra Enhed XIII-C-3 skal paategnes af patenttjenesten. Formaalet hermed er at forhindre, at en opfindelse, der eventuelt kan valoriseres, bliver almindeligt tilgaengelig for offentligheden for tidligt og at give patenttjenesten tid til at indgive patentansoegning for opfindelsen.

5.24. Endvidere gennemgaar valoriserings- og patenttjenesterne hvert aar deres beholdning af igangvaerende sager. De to tjenestegrene deltager i hinandens aarlige gennemgang. Naar patenttjenesten har til hensigt at indgive patentansoegning, underretter den valoriseringstjenesten herom. Blandt de faktorer, der bidrager til patenttjenestens beslutning om at indgive patentansoegning, er ofte resultaterne af en mindre markedsundersoegelse, foretaget paa dennes anmodning af valoriseringstjenesten. Naar valoriseringstjenesten omvendt har til hensigt at udnytte en ikke-beskyttet opfindelse, forelaegger den undertiden sagen for patenttjenesten for at faa oplysning om, hvorvidt det er hensigtsmaessigt at indgive patentansoegning.

5.25. For saa vidt som hver tjeneste udfoerer forskelligartede opgaver med henblik paa opfyldelse af forskellige maal, finder Retten det ikke noedvendigt at erstatte det nuvaerende system med et tungt system med centraliseret planlaegning og et faelles hierarki. Retten finder det imidlertid hensigtsmaessigt at gennemfoere nedenstaaende aendringer i den nuvaerende organisation.

Faelles informationskilder

5.26. De tre tjenester arbejder ud fra de samme grundlaeggende informationskilder - forskningsresultaterne; det henstilles derfor, at de tre tjenester indfoerer et faelles system til indhentning og arkivering af oplysninger. Det findes ikke i dag. Kun publikationstjenesten bruger yderligere egne informationskilder, nemlig publikationsanmodninger fra tjenestegrene, der er ophavsmaend til forskningsresultaterne. Oprettes der en undersoegelsestjeneste, boer denne ligeledes vaere faelles for de tre tjenester.

5.27. Selv om de endelige rapporter arkiveres sammen med de dertil svarende forskningskontrakter, er der ingen forbindelse mellem arkivering af kontrakter, sagsakter vedroerende valorisering af forskningsresultater og patenttjenestens sagsakter vedroerende opfindelser. Alle sagsakter, der vedroerer samme sag, burde let kunne saettes i forbindelse med de originale sagsakter, der er oprettet i forbindelse med forskningskontrakten (eller, for FFC's vedkommende, forskningsprojektet).

5.28. Det er endvidere ikke tilfredsstillende, at der parallelt foretages to undersoegelser med henblik paa at bestemme, dels hvilke opfindelser der boer patenteres, dels hvilke opfindelser der kan valoriseres. Patentet gaar i grunden blot forud for en eventuel valorisering. Selve valoriseringen er for oevrigt opdelt i flere indbyrdes meget forskellige aktioner: markedsundersoegelser, tekniske undersoegelser og finansieringspakker. Det er mest hensigtsmaessigt, at valget af aktioner foretages fra starten paa grundlag af et samlet overblik, og det vil altid senere vaere muligt tjenestegren for tjenestegren at foretage en vurdering med henblik paa at fastslaa raekkefoelgen af aktionerne, og hvorledes de skal gennemfoeres.

Sammenknytning af beslaegtede tjenestegrene

5.29. Det er vanskeligt at forsvare det forhold, at patenttjenesten administrativt er blevet skilt fra valoriseringstjenesten, da de har behov for hinanden, og at patenttjenesten er blevet knyttet til innovations- og teknologioverfoerselstjenesten, som den faktisk ingen forbindelse har med.

5.30. Det vil altid vaere valoriseringstjenesten, der er drivkraften, eftersom de oevrige tjenestegrene har en selvstaendig, men mere passiv funktion, som er en hjaelpefunktion for valoriseringen. Denne bemaerkning boer tages i betragtning i forbindelse med de ovenfor naevnte tjenestegrenes placering i organisationsplanen.

Manglende sammenhaeng mellem befoejelser og ressourcer

Publikationsbevillingerne opdelt paa flere tjenestegrene

Generaldirektorater, der er ophavsmaend til forskningsresultater, og Generalsekretariatet

5.31. Bevillingerne til tekniske og videnskabelige publikationer er delt mellem et almindeligt program, hvor bevillingerne forvaltes af de forskellige tjenestegrene, der er ophavsmaend til forskningsresultaterne, og et prioriteret program, hvor midlerne forvaltes centralt.

5.32. Denne opdeling foretages imidlertid ikke over budgettet, men rent administrativt, saaledes at der inden for rammerne af det af Kommissionen godkendte aarlige publikationsprogram i de budgetposter, over hvilke der skal afholdes udgifter til publikationer, indeholdes en del af de disponible midler til at daekke behovene i forbindelse med det prioriterede program. I 1989 maatte GD XII af sine egne bevillinger bidrage til det prioriterede program med 100 000 ECU og GD XIII med 250 000 ECU(72)

. For at disse indeholdelser ikke faar karakter af skjulte overfoersler, boer udgifter afholdt over de paagaeldende budgetposter anvendes til det i budgettet anfoerte formaal. Dette er imidlertid ikke tilfaeldet. Ved hjaelp af alle disse midler offentliggoer Kommissionen de dokumenter, den vil, og som den mener vedroerer politisk hoejt prioriterede omraader, uanset om de falder ind under formaalet med den paagaeldende budgetpost. Kommissionen opretholder samtidig formelt de enkelte anvisningsberettigedes befoejelser vedroerende publikationer, der ofte falder uden for deres kompetenceomraade. Saaledes er der over artikel B 753, der vedroerer udnyttelsen af forskningen, i 1988 og 1989 offentliggjort dokumenter om »audiovisuelle medier i det indre marked«, »fri bevaegelighed for personer inden for Faellesskabet«, »det europaeiske hjemmemarked«, »den faelles landbrugspolitik i 1990'erne«, »et finansielt Europa« og dokumentet »Fri Erhvervsudoevelse i EF - en Vejledning«. Retten undres over, at denne forvaltning, der ikke er i overensstemmelse med reglen om specificering (EOEF-Traktatens artikel 202 og finansforordningens artikel 26, stk. 1) er blevet godkendt af Finanskontrollen.

Generaldirektorater, der er ophavsmaend til forskningsresultater, og Direktorat XIII-C

5.33. Forskningsbevillingerne til de tjenestegrene, der er ophavsmaend til forskningsresultaterne, dvs. FFC, GD XII og GD XIII's tjenestegrene i Bruxelles, kan bruges til udbredelse af forskningsresultater, og dermed til publikationer. Dette er en klar foelge af det andet rammeprogram (jf. pkt. 5.20). Men Direktorat XIII-C kan ogsaa afholde udgifter til publikationer over bevillingerne under konto B 7388 og artikel B 753, hvilket udtrykkeligt fremgaar af anmaerkningerne til disse to poster. Enhed XIII-C-3's funktion er altsaa ikke blot at koordinere og kontrollere forslagene fra de tjenestegrene, der er ophavsmaend til resultaterne. Den kan ogsaa paa eget initiativ offentliggoere dokumenter, hvilket den dog sjaeldent goer. Den kan endelig samfinansiere publikationer med ophavsmaendene, hvilket sker temmelig ofte. Saaledes samfinansieres i reglen 40-50 % af publikationerne, idet denne procentsats varierer efter de enkelte programmer og projekter.

5.34. Medmindre der sker en vaesentlig aendring af Enhed XIII-C-3's opgaver, er det vanskeligt at se berettigelsen af dens finansielle befoejelser. Denne enhed har en administrativ og logistisk funktion: optagelse af publikationer i Kommissionens program, forelaeggelse af sager til paategning i patenttjenesten, valg af publikationsmedium, indsats i forbindelse med kvaliteten af dokumenternes udformning osv.. Det er forskningstjenestegrenene, der bestemmer indholdet af det, der skal offentliggoeres, og denne befoejelse skal de bevare, da de er de eneste, der er kompetente i forbindelse med de behandlede emner. Dette boer naturligvis ikke medfoere, at ansvaret for publikationer spredes blandt alle de tjenestegrene, der forvalter et program; Generaldirektoraterne for Forskning boer fastlaegge én politik og vigtige normer paa dette omraade. Direktorat XIII-C's publikationstjeneste boer, saaledes som det altid har vaeret tilfaeldet, fortsat vaere den administrative kanal, hvorigennem alt skal passere, isaer i forbindelse med forudgaaende paategning af alle udgifter paa dette omraade.

Generaldirektorater, der er ophavsmaend til publikationer, og Publikationskontoret

5.35. Bemaerkningerne ovenfor om Enhed XIII-C-3, som udelukkende har en logistisk funktion, goer sig i endnu hoejere grad gaeldende for saa vidt angaar Publikationskontoret, der er det tekniske redskab til offentliggoerelse af EF-publikationer, men som ikke har nogen indflydelse paa, hvad der offentliggoeres. Ogsaa paa dette omraade betyder de gaeldende bestemmelser, at de almindelige loebende forvaltningsafgoerelser, der traeffes af et rent logistisk organ, har en ikke ubetydelig indvirkning paa, hvorledes de budgetmidler, der er afsat til publikationer, fordeles paa tjenestegrenene. Publikationskontorets udgifter i forbindelse med tjenesteydelser uden for huset, det vil sige i forbindelse med opgaver, der overdrages til trykkerier og serviceydende organer, faktureres institutionerne af Publikationskontoret, og disse udgifter skal finansieres over institutionernes egne publikationsbevillinger. De interne udgifter afholdes derimod af Publikationskontoret over dets eget budget og fordeles blot ved hjaelp af Publikationskontorets analytiske regnskab mellem institutionerne i forhold til, hvem der har rekvireret arbejdet. Dette system medfoerer en ansvarsforflygtigelse i forbindelse med budgetforvaltningen.

5.36. For det foerste er fordelingen af Publikationskontorets bevillinger paa institutionerne ikke fastlagt i forbindelse med budgetproceduren. Publikationskontoret foretager blot et foreloebigt overslag (som dog fremgaar af budgettet) paa grundlag af tallene fra de foregaaende regnskabsaar. Fordelingen er altsaa kun vejledende og har ingen politisk vaerdi.

5.37. For det andet afhaenger sondringen mellem eksterne udgifter (reelt faktureret institutionerne) og interne udgifter (ikke faktureret institutionerne, men blot fordelt paa dem med henblik paa analyser) delvis af Kontorets loebende forvaltningsbeslutninger, der ikke i sig selv indvirker paa EF's publikationspolitik.

5.38. For det tredje opfoeres denne fordeling af Publikationskontorets bevillinger og udgifter samlet under en enkelt budgetpost pr. institution, hvorimod Kommissionens publikationsbevillinger er fordelt paa temmelig mange forskellige budgetrubrikker. De forvaltende tjenestegrene har altsaa ikke noejagtigt kendskab til, hvor mange bevillinger de hver isaer har til deres raadighed.

5.39. Af alle disse aarsager fratages foerst budgetmyndigheden og siden de tjenestegrene, der er ophavsmaend til publikationerne, som foelge af dette system en del af deres ansvar i forbindelse med publikationspolitikken. Fordelingen af midlerne afhaenger dels af tidligere aars tal, dels af de forvaltningsbeslutninger, Publikationskontoret traeffer i hver enkelt sag. Retten oensker at understrege, at dette paa ingen maade er en kritik af Publikationskontorets forvaltningsenheder, der blot anvender det nugaeldende retssystem, saaledes som de er forpligtet til. Det er selve dette retssystem, der skaber de anfoerte problemer.

5.40. Princippet om, at den tjenestegren, der er ansvarlig for et bestemt omraade, skal disponere over de tilsvarende midler, boer foelges noeje. Det nuvaerende system medfoerer en opsplitning af de finansielle befoejelser i forbindelse med isaer de videnskabelige publikationer. Disse finansielle befoejelser over de videnskabelige publikationer boer paa ny overgives til forskningstjenestegrenene. Skulle det nuvaerende system udvikles i den retning, Retten henstiller, er den vel vidende om, at dette ville indebaere en revision af finansforordningens artikel 124, der er hovedgrundlaget for systemet.

Direktorat XIII-C's og FFC's bevillinger til aktiviteter til stoette for Kommissionens tjenestegrene

5.41. Det Faelles Forskningscenter har altid haft en budgetpost til finansiering af aktiviteter til stoette for Kommissionens tjenestegrene. I 1989- og 1990-budgetterne var det konto B 7306. Med reformen af FFC skal denne aktivitet, der i 1987 blot tegnede sig for 3 % af udgifterne, udvides parallelt med aktiviteterne for tredjemand og hen imod 1991 naa op paa 14 %, senere endnu mere(73)

.

5.42. Ifoelge Kommissionen drejer det sig om et tilfaelde, hvor »anvendelse af princippet leverandoer/kunde« er»oplagt« (1). Det boer praeciseres, at der vil vaere tale om et forhold, hvor leverandoeren disponerer over kundens indkoebsbudget. Fremgangsmaaden ved forvaltningen af bevillingerne til arbejde til stoette for tjenestegrenene er foelgende: Kommissionens tjenestegrene indgiver deres anmodninger til FFC gennem et tvaertjenesteligt udvalg, og FFC's beslutningstagende instanser traeffer afgoerelse om de enkelte anmodninger. Det er saaledes FFC, der forvalter, og det er FFC, der fordeler. Budgetmyndigheden havde sandsynligvis set det paradoksale i dette forhold, eftersom den i 1988-budgettet selv havde fordelt bevillingerne til arbejde til stoette for tjenestegrenene paa fem budgetposter, der vedroerte saerlige faellesskabspolitikker. Men i 1989 og 1990-budgetterne gik budgetmyndigheden tilbage til en enkelt, samlet post. Kommissionen har forudset, at udnyttelsen af FFC's resultater eventuelt kan medregnes blandt stoetteaktiviteterne(74)

. Men dette anfoeres hverken i FFC's programmer eller i anmaerkningerne til budgettet. Direktorat XIII-C har saaledes hvert aar maattet forhandle med FFC for at fastslaa, hvilke aktiviteter, der kan omfattes af denne art bevillinger.

5.43. Disse forhold er ikke tilfredsstillende. Da Direktorat XIII-C er ansvarligt for aktiviteter til udnyttelse og valorisering af forskningsresultater, ville det vaere logisk, hvis det ogsaa disponerer over samtlige bevillinger, der er afsat til dette formaal. Dette maa dog ikke udelukke muligheden for, at direktoratet ogsaa over disse bevillinger kan overdrage visse opgaver til FFC, som inden for rammerne af den nye reform netop skal udvikle sine aktiviteter for tredjemand (1).

5.44. Desvaerre er dette ikke tilladt, fordi Kommissionen ikke er tredjemand i forhold til FFC, hvilket medfoerer beklagelige blokeringer. FFC er paa den ene side blevet forbeholdt et vist garanteret aktivitetsomfang, ved at Kommissionens tjenestegrene er forpligtet til at bruge dets tjenesteydelser gennem ordningen med bevillinger til stoette for tjenestegrenene. Paa anden anden side straffes FFC, idet det ikke maa afsaette sit arbejde til Faellesskabernes tjenestegrene, hvorimod det kan afsaette det til enhver andet interesseret. For saa vidt angaar valoriseringstjenesten, og for oevrigt ogsaa Kommissionens oevrige tjenestegrene, er det vanskeligt at se, hvorfor FFC ikke kan vaere en partner for dem ligesom enhver anden. Dette forbud skyldes sandsynligvis frygt for, at der ikke vil vaere nogen sund konkurrence, og at Kommissionens tjenestegrene vil vaere tilboejelige til at give FFC en fortrinsstilling, selv om dets tilbud ikke er det oekonomisk mest fordelagtige. Men intet er til hinder for, at Kommissionens tjenestegrene forpligtes til at underlaegge FFC de faelles konkurrenceregler og saette det paa lige fod med eksterne tilbudsgivere i forbindelse med indgaaelse af kontrakter og aftaler.

5.45. Retten mener foelgelig, at det ville vaere meget oenskeligt:

a)at aendre bevillingerne til stoetteaktiviteter til bevillinger, der fordeles paa de nuvaerende budgetposter og forvaltes af de tjenestegrene, der for indevaerende kan modtage stoette fra FFC(75)

; som anfoert i Rettens seneste aarsberetning (pkt. 9.25)(76)

bestrider den ikke, at der i forbindelse med denne udvikling burde foretages en mindre aendring af de finansielle bestemmelser,

b)at samle ordningerne for FFC's aktiviteter for tredjemand og for Kommissionens tjenestegrene under ét,

c)at underlaegge FFC samme konkurrenceregler som oevrige forskningscentre i forbindelse med samtlige aktiviteter »uden for programmerne«.

Direktorat XIII-C's bevillinger og EKSF-aktioner

5.46. I overensstemmelse med Traktaten om Oprettelse af et Faelles Raad og en Faelles Kommission for De Europaeiske Faellesskaber af 8. april 1965 opfoeres EKSF's aktionsudgifter i et saerskilt budget. Det almindelige budgets del B (aktionsbevillinger) vedroerer udelukkende EOEF og Euratom. I anmaerkningerne til artikel B 753 henvises der saaledes hvert aar fejlagtigt til Traktaterne om oprettelse ikke blot af de to Faellesskaber, men ogsaa af EKSF.

5.47. Omvendt er det beklageligt og unoedvendigt indskraenkende, at VALUE-programmets retsgrundlag udelukkende er EOEF-Traktaten, samtidig med at der i det rammeprogram, som VALUE hoerer under, korrekt refereres til de to Faellesskaber EOEF og Euratom, og at Direktorat XIII-C, der forvalter VALUE-programmets bevillinger (konto B 7388), altid har arbejdet inden for rammerne af disse to Faellesskaber via artikel B 753.

5.48. Det er en logisk foelge af Fusionstraktaten, at det direktorat, der er ansvarligt for udnyttelsen af forskningsresultaterne, har dette ansvar i forbindelse med alle tre Faellesskaber, herunder ogsaa EKSF. Men Direktorat XIII-C forvalter ingen EKSF-bevillinger. I praksis er der paa to niveauer forbindelse mellem EKSF's aktionsbudget og Faellesskabernes almindelige budget. Paa den ene side gennemfoeres visse aktioner, der almindeligvis henhoerer under EKSF-Traktaten, af Direktorat XIII-C og finansieres af dette direktorat over bevillingerne under artikel B 753. 22 % af valoriseringssagerne hoerer ud fra sagens natur under EKSF.

5.49. Paa den anden side er EKSF's videnskabelige og tekniske publikationer, der finansieres over EKSF's aktionsbudget, ligesom Kommissionens oevrige videnskabelige publikationer underlagt Direktorat XIII-C, hvad angaar planlaegning og paategning. Naar nogle af disse publikationer saelges gennem Publikationskontoret, foeres indtaegterne tilbage til GD XIII. Der er saaledes aabnet gode muligheder for, at de bliver genanvendt over artikel B 753, det vil sige inden for rammerne af det almindelige budget, selv om der er tale om indtaegter, der er udloest via EKSF's aktionsbudget.

5.50. Naar Retten goer opmaerksom paa disse usaedvanlige forhold, er det ikke saa meget for at paatale Kommissionens praksis, som for at foreslaa, at Kommissionen over for de respektive budgetmyndigheder for EKSF og de oevrige Faellesskaber fremkommer med forslag til foranstaltninger, der kan sikre fuldstaendig budgetmaessig gennemsigtighed og tydelig afgraensning af de to budgetter.

Mange sammenhaengende aktiviteter forvaltes saerskilt

Indledning

5.51. Faellesskabet gennemfoerer mange aktiviteter inden for teknologioverfoersel uafhaengigt af hinanden, og udnyttelsen af forskningsresultaterne er blot en af dem. Det kan overvejes, om dele af eller alle disse aktiviteter ikke burde koordineres endnu mere effektivt, maaske endog integreres i en faelles struktur under ét direktorat, da de er mere eller mindre identiske og under alle omstaendigheder forfoelger det samme endelige maal, nemlig innovation.

GD XI's og GD XVII's demonstrationsprojekter

5.52. Der er meget store ligheder mellem et valoriseringsprojekt og et demonstrationsprojekt i GD XI's (miljoe) eller GD XVII's (energi) regi. Nedenfor beskrives to ensartede og konkurrerende projekter vedroerende et anlaeg til soltoerring af frisk frugt. Det ene finansieres som demonstrationsprojekt af GD XVII, det andet (sag V295)(77)

af Direktorat XIII-C. De to former for projekter adskilles dog af en raekke forskellige regler. Demonstrationsprojekterne vedroerer bestemte sektorer og er ikke konsekvent et resultat af forskningsresultater. Ca. 20 % af demonstrationsprojekterne inden for energiomraadet er dog en foelge af forskningsresultater, og GD XI samarbejder temmelig aktivt med FFC.

SPRINT-programmet

5.53. SPRINT-programmet (1989-1993)(78)

er et »strategisk program for innovation og teknologioverfoersel«. SPRINT's »strategiske« karakter bestaar i, at teknologioverfoersel behandles paa et mere globalt plan end i VALUE-programmet. Det drejer sig ikke fremfor alt om at gennemfoere specifikke aktiviteter, men om at skabe gunstige forhold for teknologioverfoersel generelt, og isaer om at oprette faelles informationsnetvaerk og udbygge samarbejdet over graenserne mellem organer, der paa en eller anden maade beskaeftiger sig med teknologioverfoersel. Dette forklarer, hvorfor det ikke er specifikke forskningsresultater, der giver anledning til gennemfoerelse af de paagaeldende aktioner. Naar de endelige maal er sammenfaldende, og naar det er noedvendigt, at de tjenestegrene, der udnytter forskningsresultaterne, anlaegger en mere strategisk metode, burde det vaere grund nok til at etablere et taettere samarbejde mellem tjenestegrenene. Selv om disse tjenestegrene hoerer under Direktorat XIII-C, er der i dag kun et meget begraenset samarbejde.

Innovation og forskellige faellesskabspolitikker

5.54. Der findes en uoverskuelig maengde aktioner og programmer, der budgetmaessigt falder ind under diverse faellesskabspolitikker, men som alle har til formaal at fremme innovation og teknologioverfoersel, undertiden ogsaa med udgangspunkt i Faellesskabets forskning. Udveksling af forskningserfaringer og forskere er blevet udviklet ud fra forskningsprogrammet SCIENCE (stimulering eller styrkelse af det europaeiske videnskabelige og tekniske potentiel)(79)

. Konto B 7397 i 1990-budgettet skal anvendes til finansiering af aktioner til stoette for faellespolitikker - bortset fra forskning - gennem en styrkelse af infrastrukturen og det videnskabelige og tekniske potentiel. »Handlingsplanen for informationsteknologi« hoerer under industripolitikken (konto B 7706). Fremme af smaa og mellemstore virksomheder (budgettets konto B 7770) inden for rammerne af samme politik omfatter aktioner, der har til formaal at fremme samarbejdet mellem virksomhederne, og pilotaktioner, der tager sigte paa at forbedre konkurrencedygtigheden. Erhvervsuddannelsespolitikken bidrager til at fremme udbredelsen af teknologiske kundskaber gennem programmerne COMETT(80)

og EUROTECNET(81)

. Som et led i regionalpolitikken oprettes erhvervsfremme- og innovationscentre, der bistaar virksomheder paa regionalt plan (artikel B 543 i det almindelige budget)(82)

. Kommissionen vedtog inden for rammerne af EFRU i november 1989 STRIDE-programmet med et budget paa 400 mio. ECU. Programmet tager sigte paa en styrkelse af regionernes kapacitet med hensyn til forskning og teknologisk udvikling.

5.55. Alle disse aktiviteter udgoer et betragteligt finansielt potentiel sammenholdt med VALUE-programmet. Ovennaevnte aktioner er opfoert i 1989-budgettet med mere end 87 mio. ECU og i 1990-budgettet med mere end 109 mio. ECU. Til sammenligning var der til VALUE-programmet i 1989 kun afsat 5,35 mio. ECU inklusive de formaalsbestemte reserver under kapitel 100, og i 1990 kun 10,15 mio. ECU.

Konklusion

5.56. Der kan i hvert enkelt tilfaelde fremfoeres en rationel aarsag til den overraskende spredning i aktiviteterne inden for udnyttelse af forskningsresultater og teknologioverfoersel samt i de finansielle midler, der er afsat hertil. Nye programmer er kommet til, der hver gang har daekket nye aspekter ved innovation. I stedet for at lade de forskellige aktioner vedroerende innovation blive en del af et hele, har Kommissionen og budgetmyndigheden ofte foretrukket at knytte dem til den faellespolitik, de naermest hoerer ind under. Dette forhold boer dog tages op til overvejelse i sin helhed, for det er under ingen omstaendigheder tilfredsstillende, at aktiviteterne og midlerne ikke er samlet under ét.

Princippet om sammenfald af funktionerne som forvalter og anvisningsberettiget

5.57. Der boer vaere sammenhaeng mellem ansvar paa bestemte omraader og befoejelse til at disponere over de dertil svarende budgetmidler. Der er ingen mening i at goere en tjenestegren ansvarlig for forvaltningen af et handlingsprogram og overdrage befoejelsen til at disponere over midlerne til en anden. Under pkt. 5.31-5.50 er beskrevet en raekke eksempler paa en saadan opsplitning af befoejelserne. Foer aktiviteterne samles, boer man overveje at samle bevillingerne.

Synergieffekter af en integreret aktivitet

5.58. En bedre samling af de aktiviteter, der tager sigte paa teknologioverfoersel, herunder udnyttelse af forskningsresultaterne, ville skabe en synergieffekt, hvorved den samlede effektivitet af de saaledes forenede aktiviteter langt ville overstige summen af effektivitet af de enkelte saerskilte aktiviteter, forvaltet hver for sig. Det kan paa denne maade soeges at skabe et staerkt center omkring omraadet teknologisk innovation.

6. Henstillinger og betragtninger om den fremtidige udvikling

Budgetgennemsigtighed og -tilbageholdenhed

6.1. Udnyttelsen af forskningsresultaterne er praeget af manglende gennemsigtighed paa visse omraader og er ligefrem behaeftet med en raekke uregelmaessigheder paa det finansielle og budgetmaessige omraade, som ikke boer forekomme.

6.2. Kommissionen boer foerst og fremmest bestraebe sig paa bedre at identificere omkostningerne ved de operationer, den gennemfoerer, ved at der indfoeres et mindstemaal af analytisk regnskabsfoering (pkt. 3.56). Desuden boer der foretages evalueringer for at fastslaa den positive virkning af disse aktioner, isaer hvad angaar publikationer (pkt. 3.55), og opstilles indikatorer, fortrinsvis vedroerende valorisering af forskningsresultater (pkt. 3.54).

6.3. Kommissionen burde traeffe beslutninger eller forelaegge budgetmyndigheden forslag, der tager sigte paa at undgaa sammenblanding af EKSF's aktionsbudget og det almindelige budget (pkt. 5.46-5.50); Kommissionen burde endvidere i forbindelse med gennemfoerelsen af det prioriterede program for publikationer anvende midler, der er i overensstemmelse med gaeldende budgetregler (pkt. 5.32).

6.4. Endelig burde Kommissionen i hoejere grad soege at forsvare sine intellektuelle og finansielle rettigheder (pkt. 3.28-3.31) og omhyggeligt soerge for, isaer i sine kontrakter, at indfoere bestemmelser med henblik paa at forebygge tvister og stridsspoergsmaal (pkt. 3.24-3.27).

Bedre ressourcefordeling

6.5. Retten finder det hensigtsmaessigt, at der forholdsmaessigt afsaettes flere menneskelige og finansielle ressourcer til udnyttelse end til forskning (kapitel 4). Det nuvaerende forhold medfoerer, at en stor del af forskningsresultaterne ikke udnyttes (pkt. 4.11-4.20).

6.6. Det er paatraengende noedvendigt at overfoere en stoerre del af de midler, der anvendes paa udnyttelse af forskningsresultaterne, og af den indsats, der goeres paa dette omraade, til den indirekte aktion, der fra aar til aar bidrager med en stadig faldende del af Faellesskabets samlede forskningsresultater (pkt. 4.18 og 5.18).

Udnyttelse af resultaterne - sidste stadium af forskningen eller saerskilt arbejdsomraade?

6.7. Udnyttelsen af forskningsresultaterne boer generelt opfattes som en aktivitet, der er adskilt fra forskningen, og som kraever kvalifikationer og en taenkemaade, der normalt ikke findes hos forskeren. Forskerens opgave er at oege maengden af viden. Den, der er beskaeftiget med valorisering, skal vaere en slags saelger. Han er ikke ekspert, men det er hans speciale at samle alle de noedvendige specialister omkring et bestemt projekt - forskere, marketingchefer, jurister, finansfolk og industrifolk - og faa dem til at samarbejde om dette projekt. Valoriseringsfunktionen er det sted, hvor industrien og forskningen moedes, og kan derfor hverken hoere ind under den ene eller den anden kategori.

6.8. Denne principielle stilling boer dog have tre begraensninger. For det foerste boer offentliggoerelse af forskningsresultater i hoejere grad vaere knyttet til selve forskningen end til de oevrige aktiviteter i forbindelse med udnyttelsen af forskningsresultaterne. Udbredelse af resultaterne er den logiske afslutning paa forskningen (pkt. 5.34). Derfor skal forskningstjenestegrenene paa ny have fuldstaendige finansielle befoejelser i forbindelse med publikationer (pkt. 5.40). I dag deles disse befoejelser med Publikationskontoret (pkt. 5.39) og isaer med Enhed XIII-C-3 (pkt. 5.34). Men samtidig skal denne enheds administrative rolle bevares og endog styrkes (pkt. 5.34) for at sikre planlaegning og overordnet koordinering af de videnskabelige publikationer, og isaer for at begraense det alt for store antal publikationer, der ikke er givet meddelelse om (pkt. 5.7). Men samtidig med at forskningstjenestegrenene atter faar fuldstaendige finansielle befoejelser, hvad angaar publikationer, boer deres indsats blive mere dynamisk, og der boer fra centralt hold foretages en rationalisering (pkt. 3.5).

6.9. Den anden begraensning vedroerer de forskningsprogrammer, hvor industrien dominerer blandt deltagerne. De positive resultater af valoriseringen af ESPRIT-programmet og andre lignende programmer viser, at paa omraader, der ligger meget taet op ad en konkret, industriel anvendelse, boer man i saa hoej grad som muligt lige fra planlaegningsfasen inddrage de virksomheder, der vil kunne drage fordel af de teknologiske fremskridt, der goeres gennem forskningen. Generelt vil de vaere de bedste garanter for, at de resultater, der opnaas paa praekonkurrencestadiet, ogsaa vil slaa igennem i den kommercielle fase. Dette gaelder isaer de smaa og mellemstore virksomheder (pkt. 2.28-2.29). Denne metode, der kan benaevnes »industriens valorisering af forskningsresultaterne« er for oevrigt af uomtvistelig paedagogisk vaerdi for industrivirksomhederne. Valoriseringsfunktionen boer imidlertid fortsat vaere uafhaengig, for i de tilfaelde, hvor stoerre virksomheder har tendens til at tilbageholde oplysninger, der eventuelt kan valoriseres, skal den kunne bevaege dem til at aendre denne adfaerd. En uafhaengig valoriseringsfunktion kan bestemt ogsaa med fordel anvendes i forbindelse med valorisering af produkterne af en foerste valorisering, dvs. af de biprodukter, der ikke interesserer de deltagende industrivirksomheder. Det er det, der kaldes »spin off« eller indirekte udbytte.

6.10. Den tredje begraensning er, at der, selv om forskningen og udnyttelsen deraf skal vaere adskilt, boer vaere en taet forbindelse mellem dem. Der boer i stoerre udstraekning tages hensyn til udnyttelsen og valoriseringen ved selve udvaelgelsen af forskningsaktiviteterne (pkt. 3.8), og der boer sikres kontinuitet i aktiviteterne fra forskningsstadiet til udnyttelsesstadiet. Dette boer isaer ske ved, at alle noedvendige oplysninger videregives til de tjenestegrene, der er ansvarlige for udnyttelsen af forskningsresultaterne (pkt. 3.6, 3.7, 5.14 og 5.15). Omvendt skal udnyttelses- og valoriseringstjenestegrenene kunne henvende sig til forskningstjenestegrenene, der ikke boer stille sig hindrende i vejen for et frugtbart samarbejde, eventuelt mod vederlag (pkt. 3.44-3.48).

Valorisering - rentabel aktivitet eller finansieret over offentlige bevillinger?

6.11. Hvorfor give afkald paa rentabilitet i de tilfaelde, hvor den kan opnaas? Inden for alle de omraader, hvor en erhvervsvirksomhed kan skabe balance paa sit budget ved mod vederlag at tilbyde ydelser til forskere eller industrien, er der ingen grund til ikke at tillade dette, eller til ikke at fremme det. I oevrigt er valoriseringen ikke laengere et monopol i nogen af de lande, Retten har aflagt besoeg.

6.12. Valorisering og teknologioverfoersel kan dog ikke vaere et fuldstaendig rentabelt omraade og kan derfor ikke alene overlades til den kommercielle sektor. Kun faa virksomheder er parate til inden for enkelte hoejrisikosektorer at acceptere de oekonomiske tab, der er forbundet med et eventuelt uheldigt udfald, eller til ofte at vente meget laenge - ti, femten, eller endog tyve aar - paa, at en innovation giver overskud. Derudover er det ikke altid muligt at udnytte en innovation kommercielt, for eksempel paa miljoeomraadet. Disse urentable sektorer kan imidlertid vaere vaesentlige for samfundets teknologiske fremtid.

6.13. De offentlige innovations- og valoriseringstjenester, der konstant opererer med tab, boer ikke bruge dette som paaskud for ikke at straebe efter at opnaa et oekonomisk udbytte af deres aktiviteter. Det oekonomiske udbytte vil altid vaere et af de bedste udtryk for effektivitet og et incitament for dem, der varetager valoriseringen. Det er ikke utaenkeligt, at der inden for den samme organisation samtidig kan forekomme rentable og urentable aktiviteter eller aktiviteter, som er rene underskudsforretninger. Hviler hele den igangvaerende reform af FFC ikke netop paa den grundtanke, at der sideloebende med administrative forskningsprogrammer, som udelukkende finansieres over offentlige bevillinger, skal udvikles en sektor med rentable aktiviteter udfoert for tredjemand, som paa laengere sigt skal udgoere en maerkbar del af den samlede aktivitet?

En raekke specialiserede administrative tjenestegrene eller et integreret og uafhaengigt agentur?

Integration

6.14. Integrationen skal i foerste omgang sikres inden for selve det direktorat, der er ansvarligt for udnyttelse af forskningsresultaterne. Her boer dobbeltarbejde undgaas (pkt. 5.28); naar det er muligt, boer tjenestegrene samles under ét (pkt. 5.26-5.28), og de tjenestegrene, der skal samarbejde, boer knyttes taettere sammen organisatorisk (pkt. 5.29-5.30).

6.15. At tjenestegrene samles under ét er en forudsaetning for, at aktiviteterne kan koordineres bedre. Valoriseringsarbejdet skal, i stedet for at bestaa i en raekke enkeltstaaende aktiviteter, snarere vaere en funktion, der fungerer som hovedforbindelsesled mellem erhvervslivet og forskningen (pkt. 3.53). Og valoriseringstjenesten boer raade over ansatte med en bredere profil og et mere alsidigt erfaringsgrundlag (pkt. 3.35).

6.16. I bund og grund forfoelger aktiviteterne i forbindelse med teknologioverfoersel og valorisering af forskningsresultaterne de samme maal, de har meget til faelles og adskiller sig kun fra hinanden ved oprindelsen af de oplysninger, de skal behandle (pkt. 5.51). I de fleste nationale innovationstjenester laegger man, for saa vidt angaar de til raadighed vaerende teknologier, meget lidt vaegt paa at skelne mellem dem, der stammer fra forskning, og de oevrige. I Kommissionen er disse to kategorier fuldstaendig adskilt. Maalet for innovation forfoelges gennem en lang raekke spredte initiativer. Ved at omgruppere og soerge for, at overfoersel af teknologi samles omkring et staerkere og mere kohaerent center, ville der skabes en synergimultiplikatoreffekt (pkt. 5.51, 5.53, 5.56 og 5.58).

6.17. Der er naturligvis graenser for, i hvor hoej grad denne integration kan gennemfoeres. I visse tilfaelde ligger innovationsaktiviteter saa taet op ad en specifik faellesskabspolitik, at de boer forblive knyttet til denne politik og ikke til et fremtidigt innovationscenter paa tvaers af sektorerne. Et program som STRIDE (jf. pkt. 5.54) boer saaledes fortsat vaere knyttet til regionaludviklingspolitikken, som tager sigte paa en styrkelse af den sociale og oekonomiske konvergens og samhoerighed i Faellesskabet. Denne vilje til at fremme en afbalanceret udvikling i Faellesskabet som helhed risikerer i hoej grad at »forsvinde« og blive glemt i et innovationscenter, hvor vaegten vil blive lagt paa Faellesskabets samlede teknologiske ambitioner. Vaelges en saadan loesning, boer der i det mindste etableres et taet samarbejde mellem de tjenestegrene, der er ansvarlige for de paagaeldende to faellesskabspolitikker. STRIDE-programmet, der tager sigte paa at stoette udviklingen af forskningen i regionerne, boer ivaerksaettes gennem et taet samarbejde mellem de ansvarlige for EFRU og EF-tjenestegrenene med ansvar for forskning og innovation.

6.18. Med disse forbehold er Retten af den opfattelse, at det ville vaere fordelagtigt at goere en indsats for at samle aktiviteterne i forbindelse med innovation og teknologi overfoersel i et sammenhaengende hele, uanset om aktiviteterne er foranlediget af forskningsresultater, som det er tilfaeldet med VALUE-programmet, eller generelt af de til raadighed vaerende teknologier, som i forbindelse med SPRINT-programmet (pkt. 5.53). Den administrative opsplitning i paa den ene side datanetvaerk for forskning og udnyttelse af forskningen (VALUE's underprogram II, CORDIS) og paa den anden side netvaerk generelt for innovation i al almindelighed (SPRINT) er kunstig. Hvordan kan det accepteres, at de, der forvalter SPRINT og de, der forvalter VALUE, samarbejder saa lidt i praksis, naar de hoerer under det samme administrative direktorat? Boer der ikke ogsaa saettes spoergsmaalstegn ved den naere sammenhaeng, der er mellem nogle af industrivirksomhedernes salgsfremmende aktioner, isaer de smaa og mellemstore virksomheders (pkt. 5.54) eller demonstrationsprojekter (pkt. 5.52) og andre pilotprojekter, og teknologioverfoersel generelt? Det ville vaere uklogt uden videre at foreslaa noejagtige graenser. Kommissionen boer overveje og analysere disse forhold for noeje at afgraense »det faelles innovationscenter«.

Fleksibel og uafhaengig forvaltning

6.19. En uafhaengig forvaltning er et af de generelle kendetegn ved de valoriseringsstrukturer, Retten har besoegt i medlemsstaterne. Hvad enten det er selskaber, sammenslutninger eller offentlige virksomheder, er der tale om organer, der har status som juridiske personer og er oekonomisk uafhaengige. Den vaesentligste aarsag til, at en vis uafhaengighed i forvaltningen er rimelig, er det salgsfremmende aspekt ved valoriseringsaktiviteterne, samt den noedvendige dynamik, der boer karakterisere ivaerksaettelsen heraf. En forvaltning, der ligger taettere op ad den private virksomheds forvaltningsysstem, medfoerer langt stoerre fleksibilitet, hvad angaar intern strukturering af tjenestegrenene og allokering af personale og oekonomiske midler til de forskellige aktivitetsomraader. Denne fleksibilitet er saerdeles noedvendig, hvis valoriseringen ikke blot skal gaa i retningen forskning-industri, men, saaledes som Retten har foreslaaet, ogsaa skal tage udgangspunkt i industriens behov for forskning og vaere i stand til at tilpasse sig industriens skiftende behov.

Overensstemmelse mellem ansvarsomraader og de tilsvarende midler

6.20. En integreret og uafhaengig enhed (det skal selvfoelgelig fastslaas naermere paa hvilken maade) forudsaetter endelig sammenhaeng mellem de opgaver, der overdrages denne enhed, og de midler, isaer budgetmidler, der skal goere det muligt for den at udfoere opgaverne (pkt. 5.57). Naar en bestemt aktion samfinansieres af en raekke forskellige tjenestegrene, er det i strid med princippet om finansiel uafhaengighed og faelles ledelse og gaar imod den indre sammenhaeng og dynamik i den paagaeldende aktion. De finansielle befoejelser i forbindelse med publikationsvirksomhed, der i dag er spredt mellem forskningstjenestegrenene, Direktorat XIII-C, Kommissionens Generalsekretariat og Publikationskontoret (pkt. 5.31-5.40), boer samles; og de finansielle befoejelser i forbindelse med valoriseringen, der for tiden er delt mellem Direktorat XIII-C og FFC (pkt. 5.41-5.45), boer ogsaa samles. Opsplitningen i budgettet i alt for mange konti og artikler, der i overdreven grad medfoerer specificeret obligatorisk anvendelse af midlerne, er ogsaa uhensigtsmaessig (pkt. 5.20-5.22), selv naar disse forskellige budgetposter forvaltes af den samme tjenestegren. Enhed, uafhaengighed og sammenhaeng er nogle af de noegleord, der burde bidrage til at skabe stoerre produktivitet i de af Faellesskabernes tjenestegrene, der er ansvarlige for fremme af innovation.

Decentralisering - et sundt princip, der boer finde anvendelse i forbindelse med innovation

6.21. I et decentraliseret system faar de lokale enheder eller underordnede instanser de ansvarsomraader, der kan laegges over paa dem, og den centrale myndighed bevarer kun de ansvarsomraader, som den som den eneste kan varetage effektivt. Dette princip er gaeldende i medlemsstaterne og boer ogsaa vaere det paa faellesskabsplan, isaer i forbindelse med innovation og teknologioverfoersel.

Faellesskabsaktionerne boer ikke vaere en gentagelse af medlemsstaternes aktioner

6.22. Det kan forekomme vanskeligt at gennemfoere nogle af forslagene i denne beretning, hvis det soeges gjort uden at tage hensyn til, at medlemsstaternes og Faellesskabernes aktioner supplerer hinanden. Nogle fremgangsmaader, der er hensigtsmaessige i et »tungt« valoriseringsorgan som dem, der findes i de fleste medlemsstater, kan ikke umiddelbart overfoeres til en struktur med begraensede midler som Direktorat XIII-C. Hvordan kan Direktorat XIII-C, der kun behandler et begraenset antal sager, selv virkeliggoere en idé som for eksempel den »opfindelsesboers«, der er oprettet af en raekke nationale organer? Svaret er, at det er umuligt, hvis Direktorat XIII-C staedigt arbejder alene med sine egne sager; en saadan idé kan foerst foeres ud i livet, hvis det er tanken at stoette sig til de nationale valoriseringsorganers logistiske styrke. Netvaerkene er noget, der findes og gennemfoeres i dag, ogsaa under VALUE-programmet, og derfor boer Direktorat XIII-C benytte de transnationale netvaerk, som det selv gaar ind for. Eurotech-klubben, der er omtalt under pkt. 3.53, er et muligt skridt i denne retning. Frem for at etablere sine egne faciliteter i EF, boer Kommissionen benytte medlemsstaternes. En saadan udvikling kan selvfoelgelig udelukkende ske gradvis og i samraad med medlemsstaterne.

Faellesskabsaktionerne boer ikke vaere en gentagelse af virksomhedernes aktioner

6.23. Det er unoedvendigt at lade administrationen staa for valoriseringen, naar virksomhederne selv goer dette effektivt. I punkt 2.25-2.29 og punkt 6.9 har Retten antydet, at for saa vidt angaar visse former for forskning, er virksomhederne bedst egnede til at gennemfoere valoriseringen. Hver gang dette er muligt og viser sig at vaere effektivt, er denne strategi at foretraekke frem for en administrativ valorisering.

Et konstant element af administrativ valorisering paa faellesskabsplan

6.24. Selv naar det sunde decentraliseringsprincip foelges, er der fortsat et stort omraade for Faellesskabernes tjenestegrene i forbindelse med udnyttelse af forskningsresultaterne. Nedenfor anfoeres de vaesentligste grunde.

a)Innovation gaar paa tvaers af de nationale graenser

Ud over medlemsstaternes aktioner kan EF-tjenestegrenene altid medvirke til at fremme innovation paa tvaers af graenserne, baade ved at gennemfoere innovationer, som det er umuligt for den enkelte medlemsstat at gennemfoere paa grund af deres omfang og omkostninger, og ved at sikre, at innovationer, der ofte ikke kommer ud over den enkelte medlemsstats graenser, udbredes til alle medlemsstaterne.

b)Innovation gaar paa tvaers af de enkelte sektorer

I de programmer, hvor industrien dominerer blandt deltagerne, saasom ESPRIT og RACE, er den valgte valoriseringsform, uanset hvor velegnet den maatte vaere, frem for alt sektorbestemt, dvs. taet knyttet til et bestemt videnskabeligt omraade. Men forudsaetningen for reelt teknologisk fremskridt er ofte et samspil mellem teknikker, der tilsyneladende ligger fjernt fra hinanden. En tvaerfaglig valoriseringsgruppe boer have til opgave at vaere samlingspunkt for modstridende teknikker i forbindelse med et bestemt projekt.

c)Der skal tages hensyn til de sociale maal: konvergens og fremme af de smaa og mellemstore virksomheder

Strategien med valorisering inden for rammerne af hvert enkelt program, der er meget positiv i forbindelse med programmer med overvejende deltagelse fra industrien (jf. pkt. 2.25-2.29), garanterer ikke noedvendigvis, at der tages hensyn til de maal, der er fastsat med hensyn til konvergens, den sociale udvikling og jobskabelse inden for et stort geografisk omraade samt systematisk fremme af de smaa og mellemstore virksomheder. Den tjenestegren, der fortsat anvender en overordnet strategi i forbindelse med valorisering, boer derfor i saerlig stor udstraekning soerge for at bidrage til at virkeliggoere disse faellesskabsmaal, der ganske vist er af kvalitativ art, men som er vaesentlige.

En strategi, der kan foelges, naar midlerne er begraensede

6.25. En gruppe med begraensede midler og faa ansatte er ikke noedvendigvis doemt til at vaere ineffektiv, men den skal afpasse sin strategi efter de saerlige forhold, der goer sig gaeldende. Den kan ikke selv gaa i gang med omfattende aktiviteter; den boer opfatte sig selv som en katalysator, et organ, der saetter gang i de strukturer, som til gengaeld raader over en effektiv logistik og mere omfattende finansielle midler.

6.26. Denne strategi boer udvikles med henblik paa Faellesskabernes strukturer og tjenestegrene, saaledes at der sikres en bedre koordination mellem alle de programmer og tjenestegrene, der paa en eller anden maade fremmer innovation (pkt. 5.51-5.58). Denne strategi boer ogsaa udvikles med henblik paa andre strukturer - offentlige tjenester, virksomheder og disses organisationer - der forfoelger det samme maal paa nationalt plan. I nogle tilfaelde vil det vaere paa sin plads at anmode disse ikke-faellesskabsstrukturer om bistand, i andre at tilbyde dem samarbejde (pkt. 3.53).

Vedtaget af Revisionsretten i Luxembourg paa moedet den 7. marts 1991.

Paa Revisionsrettens vegne Aldo ANGIOI Formand

I dennes fravaer undertegnet af André Middelhoek, medlem af Revisionsretten

KOMMISSIONENS SVAR

1. Indledning

I overensstemmelse med artikel 130 F i Traktaten har Faellesskabet ved gennemfoerelsen af programmerne for teknologisk forskning og udvikling den maalsaetning at styrke det videnskabelige og teknologiske grundlag for den europaeiske industri og at fremme udviklingen af dens internationale konkurrenceevne.

Det er af stor vigtighed, at resultaterne af disse programmer udnyttes optimalt, idet en generel udnyttelse af nye produkter, processer og ydelser bidrager til at forbedre den europaeiske industris konkurrenceevne.

Saaledes er Revisionsrettens Beretning, i kraft af baade emne og indhold, af stor interesse, og Kommissionen takker Retten for dens bidrag paa dette vigtige omraade.

Kommissionen har dog fundet det noedvendigt i den foerste, generelle del af sit svar at goere naermere rede for visse faktorer, der har betydning for udnyttelsen af resultaterne og for maalsaetningerne. Den anden del indeholder Kommissionens detaljerede svar.

Generelle betragtninger vedroerende udnyttelsen af forskningsresultaterne

Baggrund

Arbejdet med formidling, beskyttelse og udnyttelse har udviklet sig gradvis med udgangspunkt i udnyttelsen af resultaterne af den forskning, som Det Faelles Forskningscenter har udfoert i henhold til Euratom-Traktaten. Med dette forskningsomraade som baggrund er der saaledes taget en raekke fremgangsmaader i anvendelse, f.eks. tildeling af ikke-eksklusive licenser.

Disse oprindelige fremgangsmaader er grundlaget for den senere anvendte strategi, hvor udnyttelsen, med meget beskedne menneskelige og finansielle midler og uden et juridisk grundlag, efterhaanden er blevet udvidet til visse forskningsomraader med omkostningsdeling.

VALUE-programmet, vedroerende formidling og udnyttelse af resultaterne fra de saerlige programmer under rammeprogrammet, blev foerst godkendt i juni 1989, og det er derfor vigtigt at bemaerke, at den undersoegelse af udnyttelsen, som er foretaget af Retten, hovedsagelig er gennemfoert inden ivaerksaettelsen af programmet.

Problemer og saerlige forhold i forbindelse med udnyttelsen

Den analytiske del af Saerberetningen, som vedroerer udnyttelsen i forbindelse med de enkelte sager, giver i oevrigt Kommissionen anledning til at fremsaette nogle generelle bemaerkninger om de saerlige omstaendigheder ved denne udnyttelse:

- disse aktiviteter er komplekse, fordi de forudsaetter kompetence inden for flere omraader;

- udnyttelsen af forskningsresultater tager lang tid; det anslaas, at det tidsinterval, der er mellem fremkomsten af resultater og markedsfoeringen af en vare, i gennemsnit er paa 5-7 aar, men der kan vaere store udsving, alt efter hvilken sektor der er tale om. Dette kan vaere en aarsag til, at det senere viser sig, at man har fejlbedoemt de potentielle markeder;

- risikoen for manglende succes er stor, isaer naar forskningen er placeret forud for markedsfoeringen, hvilket ofte er tilfaeldet ved Faellesskabets teknologiske forskningsprogrammer;

- GD XIII-C kommer ikke ind paa markedsfoeringstidspunktet, og en vares succes paa markedet afhaenger mindst lige saa meget af den kommercielle strategi som af varens tekniske kvaliteter. Denne strategi er og kan saaledes kun vaere den paagaeldende virksomheds ansvar.

Udnyttelsens omfang

Kommissionen deler fuldt ud Rettens synspunkt, naar den understreger, at udnyttelsen af resultaterne foerst og fremmest paahviler virksomhederne.

Men det er ogsaa rigtigt, som Retten siger, at det er noedvendigt med en centraliseret indsats for formidling og udnyttelse for at kunne fremme udnyttelsen af den viden, der fremkommer som et resultat af de saerlige programmer.

En saadan indsats boer bl.a. omfatte:

- fastlaeggelse af Kommissionens strategi inden for disse omraader samt intern og ekstern koordinering af de paagaeldende aktiviteter;

- en stoette, omfattende flere omraader, med henblik paa at undgaa, at gode resultater ikke udnyttes tilstraekkeligt;

- gennemfoerelse af et antal afgraensede type-aktioner med henblik paa at fremme resultatudnyttelsen, saaledes at denne kan ske i baade »opadgaaende« og »nedadgaaende« retning, som det paapeges af Retten;

- opfoelgning af alle aktiviteter i forbindelse med publikationsvirksomhed, isaer naar det drejer sig om sammenfattende vaerker eller vaerker, der omhandler flere forskellige omraader;

- etablering af en moderne formidlingsinfrastruktur baseret paa anvendelse af informationsteknologi (databaser og tilknyttede elektroniske faciliteter);

- opfoelgning af beskyttelsen af resultaterne af EF-forskingen og en effektiv beskyttelse af resultaterne af den direkte forskning.

Kommissionen deler Rettens opfattelse af, at det er noedvendigt, at Faellesskabet baserer sin indsats paa de kompetente organer i medlemsstaterne. Derfor har den til hensigt, i samraad med de nationale myndigheder, at udvaelge et antal organer, som skal fungere som forbindelsescentre for formidling og udnyttelse af forskningsresultaterne.

Denne strategi har bl.a. den fordel, at den muliggoer en bedre integration af de forskningsresultater, der er opnaaet paa baade nationalt plan og EF-plan.

2. Aktionerne for at udnytte forskningsresultaterne har begraenset effekt

Publikationerne

Omfanget af den videnskabelige og tekniske publikationsvirksomhed

2.4. Paa grund af de forskelligartede forskningsaktiviteter er det noedvendigt, at de tjenester, der er ophavsmaend til publikationerne, har en vis grad af selvstyre. Kommissionen bestraeber sig imidlertid paa at faa etableret en generel koordinering paa et centralt niveau og at faa medtaget alle udgivelser i den aarlige publikationsplan.

Formidlingspolitikken

2.5. En undersoegelse af de publicerede vaerker viser, at de fleste af dem er af saa speciel karakter, at deres maalgruppe kun kan vaere et meget begraenset antal specialister, som er vanskelige at naa gennem de saedvanlige salgskanaler. Det er i oevrigt paa baggrund af denne konstatering, at Publikationskontoret har foreslaaet Kommissionen, naar det drejer sig om denne type dokumenter, at anvende et system med publikation efter anmodning. Bortset fra angivelsen i kataloget noedvendiggoer dette system kun en finansiel investering i tilfaelde, hvor der kan forventes en indtaegt (se vedlagte dokument - Bilag til planen for Kommissionens publikationer for 1991(83)

, Generelle principper for Kommissionens udgivelser).

2.6 og 2.8. Disse publikationer er meget specialiserede og kan kun have interesse for et meget begraenset publikum, som normalt allerede modtager dem via den gratis distribution. GD XIII har ikke desto mindre truffet yderligere salgsfremmende foranstaltninger. Etableringen af et net af centre i medlemsstaterne for formidling og udnyttelse skulle desuden goere det muligt bedre at vurdere den potentielle efterspoergsel.

2.7. Kommissionen mener ikke, man kan foretage en sammenligning mellem salgsresultater opnaaet af private forlaeggere og Publikationskontorets resultater. Det er rigtigt - som Retten anfoerer - at GD XIII's produktion fremstilles og distribueres dels privat, dels af Publikationskontoret. De private forlaeggere er naturligvis kun interesseret i den del af programmet, som har gode salgsudsigter, medens Publikationskontoret isaer maa spille rollen som det offentlige serviceorgan, der har til opgave at afsaette den mindst attraktive del i salgsmaessig henseende.

Patenterne

2.9 - 2.16. Nedgangen i antallet af patenterede opfindelser skyldes ikke en stagnerende kreativitet i FFC, men en omlaegning af dets aktiviteter, som gennemfoertes for nogle aar siden efter at vaere vedtaget af Raadet med stoette af Parlamentet. FFC's orientering i retning af standardforbedrende eller normsaettende forskning, bl.a. inden for sikkerhed og miljoe, har naturligvis medfoert en saadan nedgang. Det gaelder i oevrigt ogsaa for andre offentlige forskningscentre, som har tilsvarende opgaver som FFC.

Udnyttelse

Et begraenset antal indtaegtsgivende sager

2.17 - 2.18. Udnyttelsen af resultaterne paahviler i foerste instans de virksomheder og laboratorier, som har gennemfoert forskningen. Indsatsen i den tjeneste, der har ansvar for udnyttelsen, gaar ud paa at bistaa kontrahenter, som ikke selv er i stand til at udnytte deres resultater uden at modtage stoette fra Kommissionen.

Endvidere har situationen udviklet sig siden ivaerksaettelsen af VALUE-programmet, og i 1990 indledtes ca. 50 udnyttelsesaktioner, d.v.s. en stigning paa 117 % i forhold til det tal, som Retten anfoerer for 1988.

2.20 - 2.23. Antallet af fejlslagne udnyttelsesaktioner er ret hoejt ifoelge de specialiserede publikationer, og paa grundlag af de paagaeldende overslag sluttes det, at det ud af 1 000 definerede projekter kun er 120, der giver anledning til licensoverdragelse, og 10-30, der resulterer i markedsfoering af et nyt produkt.

Meget smaa afgiftsindtaegter

2.24. De afgiftsindtaegter, som Kommissionen opnaar, er ikke saerlig store, fordi forskningsresultaterne ikke ligger paa konkurrencestadiet, og udnyttelsen kraever yderligere store investeringer fra licenstagernes side.

3. Paa jagt efter aarsagerne: 1. Initiativpraeget indsats eller passive procedurer

Mangler, som kan henfoeres til led forud for Direktorat XIII-C

3.2. For at kunne vurdere udnyttelsen af EF's forskningsresultater er det noedvendigt at tage hensyn til baade deres forskelligartethed og de forskellige betingelser for udnyttelse.

En raekke af de teknologiske forsknings- og udviklingsprogrammer naermer sig grundforskning eller teknologisk grundforskning, medens andre, idet de stadig ligger paa et stadium inden markedsfoeringen, i hoejere grad er industrielt orienteret. Af denne grund maa deres anvendelse og metoderne til deres udbredelse og udnyttelse afpasses efter hinanden, ligesom der maa foretages en rollefordeling mellem tjenestegrenene inden for GD XII og GD XIII. De to principper, der er grundlaget for denne fordeling, er et horisontalt princip, naar det gaelder udbredelse og udnyttelse paa centralt plan, og et komplementaritetsprincip paa internt plan, der skal goere det muligt at undgaa overfloedige gentagelser. Det er endvidere noedvendigt, at der er en effektiv samordning mellem de specifikke programmer og det centrale niveau for formidling og udnyttelse, og der er truffet foranstaltninger i denne henseende siden ivaerksaettelsen af VALUE-programmet.

I oevrigt viser de ca. 40 evalueringsrapporter, som allerede foreligger om de specifikke programmer, at disse programmers betydning for en forbedring af effektiviteten og kvaliteten af EF's videnskabelige og tekniske potentiale ligeledes opnaas gennem en udvikling af det tvaernationale samarbejde, etablering af net for teknologisk forskning og udvikling, konferencer og kollokvier, mobilitet for videnskabsfolk, forhindring af overlapninger og etablering af samarbejde paa EF-plan. Saaledes fremgik det af en nylig irsk rapport om betydningen af BRITE-programmet for de nationale forskningspolitikker, at dette program var meget egnet til at opfylde smaa og mellemstore virksomheders behov.

Udbredelse af viden

3.5. Retten omtaler ikke i sine bemaerkninger det meget store antal videnskabelige artikler, der offentliggoeres direkte af de laboratorier, der deltager i programmerne, og som er af altafgoerende betydning for den videnskabelige udvikling i EF. Endvidere foelger GD XII noeje med i de publikationer, der omtaler programmernes betydning og anvendelsesmuligheder. Saaledes modtager GD XIII-C aarsrapporter og endelige rapporter vedroerende de bioteknologiske programmer (BEP, BAP og snart BRIDGE), indeholdende oversigter over resultater samt statistiske oplysninger om relevante publikationer (antal artikler pr. sektor, titler paa de paagaeldende videnskabelige tidsskrifter, artiklernes internationale raekkevidde o.s.v.).

Udnyttelse

3.6. Princippet om komplementaritet paa internt plan ligger til grund for forbindelserne mellem GD XII og Direktorat XIII-C, og der er fastlagt procedurer for samarbejdet mellem VALUE-programmet og de oevrige programmer, hvor der er taget behoerigt hensyn til de saerlige omstaendigheder ved de enkelte programmer. Som eksempel kan naevnes den igangvaerende faelles undersoegelse af BRITE/VALUE, som har til formaal at afgraense og evaluere mulighederne for udnyttelse af resultaterne af de 77 BRITE-projekter.

3.7. Et internt direktiv i GD XII har foert til en forbedring af den situation, der beskrives i Rettens udkast til Beretning, ligesom fremgangsmaaderne i forbindelse med de videnskabelige programmer, der forvaltes af dette Generaldirektorat, er blevet samordnet.

3.9. I 1990 offentliggjorde Direktorat XIII-C for foerste gang en meddelelse i De Europaeiske Faellesskabers Tidende om udnyttelse af resultaterne af de specifikke programmer. Derefter modtog Direktoratet ca. 60 svar fra kontrahenter, der havde deltaget i EF-programmer for teknologisk forskning og udvikling, med forslag til udnyttelse af de opnaaede resultater. Forvalterne af de specifikke programmer, som havde foert til de paagaeldende resultater, blev af XIII-C tilknyttet proceduren for evaluering af de modtagne forslag.

Den udvidelse af udnyttelsesaktiviteterne, der er sket siden etableringen af VALUE-programmet, saaledes at de nu omfatter nye omraader, som f.eks. bioteknologi, BRITE o.s.v., har styrket samarbejdet mellem GD XII og Direktorat XIII-C omkring identificering og evaluering af resultaterne (jf. svaret paa punkt 3.6).

Begraenset dynamik hos patent- og publikationstjenesten

3.10. Udvidelsen af »patentaktionen« til ogsaa at omfatte forskning med omkostningsdeling medfoerer en raekke deontologiske problemer, idet ejendomsretten til resultaterne normalt tilfalder kontrahenten.

3.11. Se punkt 3.5 og 3.55.

3.12 - 3.15. Databasen CORDIS, som indeholder basen EABS, er under opbygning. Der er i oejeblikket adgang til den paa forsoegsbasis via serveren ECHO. Endvidere undersoeges mulighederne for at indfoere nye teknologier, som f.eks. CD-ROM, med henblik paa at modernisere informationsformidlingen.

En EF-database omfattende CORDIS vil blive etableret som led i den centraliserede aktion (tredje rammeprogram).

Udnyttelsen fra forsknings- til markedsfoeringsstadiet

3.16. Udnyttelsesindsatsen boer rent faktisk fordobles. I forbindelse med gennemfoerelsen af VALUE bestraeber GD XIII-C sig paa at forbedre og udvide sit arbejde for, at resultaterne kan udnyttes industrielt. Sideloebende hermed gennemfoerer Generaldirektoratet undersoegelser, som skal goere det muligt at tage hensyn til problemer paa produktionsplanet, gennem etablering af et net af centre, som vil omfatte de organer i medlemsstaterne, der er kompetente med hensyn til formidling og udnyttelse.

Dette net skulle goere det muligt at skabe en bedre ligevaegt mellem udbud og efterspoergsel paa det teknologiske omraade.

Overvaegt af personale i de mindst dynamiske tjenestegrene

3.17. De beskedne ressourcer, der er tildelt udnyttelsestjenesten, kan foeres tilbage til det tidspunkt, hvor disse aktiviteter blev indfoert (se 1. del).

Etableringen af VALUE-programmet har i en vis grad gjort det muligt at raade bod paa den mangel paa ressourcer, som Retten har konstateret.

Til den centraliserede foranstaltning, der er omhandlet i det tredje rammeprogram (1990-1994), vil der kunne anvendes 1 % af de ressourcer, der er afsat til de specifikke programmer.

Udnyttelsestjenestens undertiden passive holdning

Sagsbehandlingen

3.18 - 3.19 De beskedne ressourcer, som udnyttelsestjenesten raadede over og det utilstraekkelige juridiske grundlag (inden Den Faelles Akt), forhindrede udnyttelsestjenesten i at foretage en systematisk opfoelgning af resultaterne og i at finansiere stoerre projekter inden for et begraenset tidsrum.

Det er bl.a. tilfaeldet for saa vidt angaar den sag, der er naevnt under punkt 3.19, idet de konstaterede frister i vid udstraekning skyldtes de utilstraekkelige finansielle ressourcer.

3.22. Som Retten understreger, giver den seneste udvikling anledning til at tro, at dette projekt vil kunne komme i gang igen. Dette er et bevis for, hvor kompliceret hele udnyttelsesprocessen er.

Forebyggelse af tvister

3.24. Kommissionen vil undersoege muligheden for at aendre visse kontraktbestemmelser. I det foreliggende tilfaelde har den afstaaet fra at indlede en kostbar retsforfoelgelse paa grund af den juridiske usikkerhed omkring de gensidige rettigheder og det ringe afgiftsbeloeb, der var tale om.

3.27. Undersoegelserne defineres i overensstemmelse med Kommissionens behov, men det er naturligt, at der ogsaa tages hensyn til oenskerne hos de licenshavere, der er Kommissionens partnere, og til udtalelser fra de eksperter, som har vaeret inddraget i eventuelle forhandlinger.

Kommissionens kontrol med, at fordringer inkasseres korrekt og med skyldige beloeb

3.29 - 3.30. Ved de aktioner, der er gennemfoert af Kommissionen, er der taget hensyn til de beskedne beloeb, der var tale om, og til cost/benefitforholdet i forbindelse med saadanne aktioner.

3.31. Kommissionen vil undersoege muligheden for at indfoere en yderligere bestemmelse vedroerende morarenter.

Det tekniske prioriteres hoejere end det kommercielle

Det tekniske og ikke det kommercielle aspekt har overvaegt

3.35 - 3.36. Hvad angaar de to medarbejdere, der er ansat af udnyttelsestjenesten i forbindelse med gennemfoerelsen af VALUE-programmet, har den ene en oekonomisk uddannelse og den anden en videnskabelig uddannelse suppleret med erfaring vedroerende lancering af nye produkter inden for laegemiddelindustrien.

Svagheder ved markedsundersoegelserne

3.37 - 3.38. Det anslaas, at et forskningsresultat foerst vil kunne udnyttes efter 5-7 aars forloeb, og det er derfor noedvendigt, at markedsundersoegelserne beskaeftiger sig med »fremtidens markeder«. Der er dermed en stor risiko for fejlvurderinger. En undersoegelse af det europaeiske marked er kostbar, og de begraensede bevillinger, der er til raadighed, medfoerer undertiden, at man begraenser sig til at undersoege det dominerende marked og derefter ekstrapolerer for de oevrige markeders vedkommende.

3.41 - 3.43. Vanskelighederne i forbindelse med den sag, der beskrives af Retten, skyldes licenshaverens strategi, som er afpasset efter de markedsmaessige omstaendigheder. Disse forhold kan bedoemmes af licenshaveren selv. (Jf. svar paa det foregaaende punkt).

Med hensyn til den »spredning af udnyttelsesfunktionen«, som Retten omtaler, skal det bemaerkes, at der er truffet foranstaltninger med henblik paa at rationalisere hele processen omkring udnyttelse af FFC's forskningsresultater, og at der bl.a. er udnaevnt en kontaktperson for »udnyttelse« i hver af FFC's afdelinger med henblik paa at lette forbindelserne med GD XIII-C.

Forskningen er ikke tilstraekkeligt orienteret mod udnyttelsen

Forskere har ikke tilstraekkelig tid til raadighed

3.45 - 3.46. De tilfaelde, der omtales af Retten, har deres baggrund i FFC's loebende rationaliseringsindsats og i de foranstaltninger, der senere er truffet for at sikre personalets mobilitet. Som foelge heraf var det ikke laengere muligt systematisk at medtage opfindelsesstoette i de specifikke programmer.

Udnyttelsesindsatsen koncentreres om enkelttilfaelde

3.49. Kommissionen mener, ligesom Retten, af fremgangsmaaden med enkelttilfaelde, hvor hvert resultat behandles for sig, er utilstraekkelig. Der er i loebet af 1990 truffet foelgende initiativer:

- offentliggoerelse af en meddelelse i De Europaeiske Faellesskabers Tidende,

- evaluering af de industrielle og kommercielle muligheder for saa vidt angaar et betydeligt antal resultater (eksempel: faelles undersoegelse med BRITE vedroerende 77 resultater),

- gradvis etablering af et »kontaktnet« omfattende andre EF-aktioner (SPRINT, SME, EUROTECH CAPITAL o.a.).

Licenser, der ikke retligt, men reelt er eksklusive

3.50 - 3.52. Udkastet til Beretning omtaler tildeling af licenser, der ikke er retligt, men reelt eksklusive, visse kontraktbestemmelsers utilstraekkelighed samt de ringe afgifter.

»Retten kan ikke umiddelbart foreslaa en loesning paa licensproblemerne«, siger Retten selv og anbefaler Kommissionen at undersoege den nuvaerende praksis naermere, med hensyn til dens formelle rigtighed og effektivitet. Kommissionen tager denne henstilling ad notam.

Kommissionen vil ligeledes bestraebe sig paa at faa aendret en raekke kontraktbestemmelser, som Retten anser for utilstraekkelige eller for at kunne give anledning til tvistemaal.

De afgiftssatser, der anvendes af Kommissionen, er ikke ret hoeje, fordi forskningsresultaterne fremkommer paa et stadium inden markedsfoeringen, og udnyttelsen kraever store investeringer fra licenshaverens side igennem flere aar, samtidig med at der er en ikke uvaesentlig risiko for fejlslagne projekter (jf. svar til punkt 2.24).

Kommissionen har i oevrigt til hensigt i fremtiden at tilpasse afgiftssatserne for licenskontrakter til det forventede udbytte (det potentielle marked) og til den forventede gennemfoerelsesperiode.

Henstillinger

3.53. Kommissionen er enig med Retten i, at det er noedvendigt, at aktionerne baseres paa de kompetente organer i medlemsstaterne. Derfor har den til hensigt, i samraad med de nationale myndigheder, at udpege en raekke organer, der skal vaere forbindelsesled for formidling og udnyttelse af resultater. Denne loesning forekommer at vaere mere egnet end samarbejde med Eurotech-klubben, hvis maalsaetninger er af en anden art.

I oevrigt er der til VALUE-programmet knyttet et net af konsulenter og eksperter, som er udvalgt ved offentligt udbud.

Utilstraekkelig evaluering af aktionernes effekt

Effekten af publikationerne undersoeges ikke

3.55. Oplysninger om salgsresultater (samlede salgsindtaegter) for GD XIII's publikationer er til raadighed, og Publikationskontoret kan ligeledes efter anmodning oplyse resultaterne for de enkelte titlers vedkommende.

Man er i faerd med at gennemfoere forbedringer, saaledes at der vil kunne foreligge mere systematiske og praecise oplysninger. (Se ligeledes svar paa punkt 3.5).

Fordelingen af indtaegter og udgifter paa de enkelte projekter eller aktivitetsformer kan ikke identificeres

3.56. Etableringen af et EDB-system til forvaltning og opfoelgning af igangvaerende projekter skulle i fremtiden give adgang til mere detaljerede forvaltningsoplysninger.

4. Paa jagt efter aarsagerne: 2. De anvendte ressourcer staar ikke i rimeligt forhold til behovene

Konsekvenserne i praksis af, at der ikke er tilstraekkelige ressourcer

4.12 - 4.15. Tidligere havde GD XIII-C, paa grund af de tildelte ressourcer, ikke mulighed for at sikre opfoelgningen af samtlige videnskabelige programmer. Generaldirektoratet havde endvidere ikke et solidt juridisk grundlag herfor inden vedtagelsen af Den Faelles Akt (art. 130G, litra c) (jf. foerste del af svaret paa punkt 3.17).

Siden ivaerksaettelsen af VALUE-programmet er der gjort betydelige fremskridt:

- overfoerslen af dokumenter fra GD XII til GD XIII-C er nu formaliseret, og der er etableret et system for opfoelgning og rundsendelse af dokumenter inden for GD XIII-C;

- der er udpeget kontaktpersoner for »udnyttelse« inden for hver afdeling af FFC;

- der er indfoert regelmaessige kontakter mellem GD XIII-C og kontrahenterne ved de fleste af de specifikke programmer. Det er bl.a. tilfaeldet med de programmer, som Retten omtaler i punkt 4.13.

4.18. En undersoegelse af oplysningerne vedroerende 1990 viser, at forskning med omkostningsdeling nu er det dominerende aktivitetsomraade. Saaledes udgjorde antallet af sager under FFC i 1990 kun 13 % af de samlede antal aabnede sager. Denne forholdsvise nedgang skyldes en stigning i det samlede antal aabnede sager.

5. Paa jagt efter aarsagerne: 3. Stor spredning af aktiviteterne med henblik paa udnyttelse af forskningsresultater og teknologioverfoersel

Spredning af ansvaret mellem tjenestegrenene

Formidling af resultaterne

5.1 - 5.10. Kommissionen mener ikke, at spredningen af publikationsaktiviteterne er saerlig foruroligende. Den er i oevrigt baseret paa et internt komplementaritetsprincip, som sikrer de specifikke programmer en vis autonomi. Man genfinder dette princip i det tredje rammeprogram (1990-1994), hvori det fastslaas, at formidlingsaktiviteterne skal gennemfoeres dels af de specifikke programmer, dels paa centralt plan (GD XIII-C).

Uofficielle publikationer

5.6 - 5.7. Jf. svar paa punkt 2.4, 2.5 og 3.5.

Nye metoder til udbredelse af forskningsresultater

5.8 - 5.10. GD XIII-C er blevet omstruktureret inden for de seneste maaneder. Blandt de nye tiltag er oprettelsen af en tjeneste for »formidling af videnskabelig og teknisk information«. Denne tjeneste omfatter alle formidlingsaktiviteter, hvad enten de gennemfoeres via EDB (bl.a. CORDIS) eller ad andre veje (publikationer, konferencer o.s.v.).

Udnyttelse af resultaterne

Direktorat XIII-C og de tjenestegrene, der forvalter programmer som et led i direkte aktioner

5.13 - 5.15. Der er gjort betydelige fremskridt siden Rettens kontrol fandt sted (jf. svaret paa punkt 4.12 - 4.15).

Programmer, hvor industrien dominerer, og traditionelle programmer

5.16 - 5.18. Direktorat XIII-C har foerst for nylig kunnet interessere sig for visse programmer paa grund af manglende kompetence hertil inden vedtagelsen af VALUE-programmet (se ligeledes svaret paa punkt 4.12 - 4.15).

Rammeprogrammets del af ansvaret

Med rammeprogrammet indfoeres to aspekter ved udnyttelsen af forskningsresultaterne

5.20. Det forslag til Raadets afgoerelse om formidling og udnyttelse af viden, fremkommet i forbindelse med Faellesskabets specifikke programmer for teknologisk forskning og udvikling, som er udarbejdet af Kommissionen og forelagt Raadet i henhold til proceduren i artikel 130Q, stk. 2, i Traktaten, anbefaler i artikel 7 en raekke regler i forbindelse med udbredelse af information, ligesom det foreslaas, at Kommissionen fastsaetter bestemmelser for disse reglers anvendelse.

Faa organisatoriske forbindelser mellem tjenestegrenene

Faelles informationskilder

5.26 - 5.27. Der er etableret et EDB-system til opfoelgning af sagerne. Systemet goer det muligt at sammenfatte oplysninger om kontrakter og forskningsresultater og om den eventuelle formidling og udnyttelse heraf.

5.28. Udnaevnelsen af kontaktpersoner for »udnyttelse« (herunder beskyttelse) i FFC's afdelinger skulle goere det muligt at afboede den situation, der beskrives af Retten.

Sammenknytning af beslaegtede tjenestegrene

5.29. En tjeneste for »innovation og teknologioverfoersel«, adskilt fra »patenter«, blev oprettet ved den seneste omstrukturering af GD XIII-C med det formaal at rette op paa den situation, der beskrives af Retten (se ligeledes svaret paa punkt 5.8 - 5.10).

Manglende sammenhaeng mellem befoejelser og ressourcer

Publikationsbevillingerne opdelt paa flere tjenestegrene

Generaldirektorater, der er ophavsmaend til forskningsresultater, og Generalsekretariatet

5.32. Kommissionen understreger, at den efter tilskyndelse fra Finanskontrollen har besluttet at foreslaa budgetmyndigheden, for saa vidt angaar det prioriterede publikationsprogram for 1991, at foretage en bevillingsoverfoersel fra de paagaeldende poster til en post, der vil kunne daekke disse udgifter, og at den har til hensigt, i budgettet for 1992, at oprette en post specielt til finansiering af hoejt prioriterede publikationer.

Kommissionen henleder dog opmaerksomheden paa, at der ikke har vaeret tale om nogen begraensninger, for saa vidt angaar udsendelsen af publikationer om udnyttelse af forskningsresultater.

Generaldirektorater, der er ophavsmaend til publikationer, og Publikationskontoret

5.35 - 5.40. Hvad disse punkter angaar, tillaegger Retten Kontoret for De Europaeiske Faellesskabers Officielle Publikationer en finansiel befoejelse, som skulle goere det muligt for det rent administrativt at bestemme anvendelsen af de ressourcer, der er opfoert paa Kommissionens budget under post 342.

Kommissionen minder om, at de bevillinger, der er afsat til Publikationskontoret, er driftsbevillinger og dermed kategoribestemte. Publikationskontorets budget skal saaledes anvendes til en raekke aktiviteter, der er noeje defineret og vedroerer samtlige institutioner.

Disse aktiviteter er bl.a.:

- trykning og distribution af De Europaeiske Faellesskabers Tidende

- fremstilling af de publikationer, der figurerer i institutionernes programmer

- forvaltning af kontrakter om trykning paa vegne af institutionerne

- salg og distribution af EF-publikationer, herunder udfaerdigelse af kataloger og salgsfremmende foranstaltninger.

Publikationskontoret udfoerer saaledes alle de aktiviteter af denne art, som det anmodes om.

Den fordeling af ressourer paa ordregivere, som fremgaar af Publikationskontorets analytiske regnskab, er saaledes ikke resultatet af et valg, Kontoret har foretaget, men afspejler blot ordregivernes aktivitetsniveau. Det er oplysninger, som Publikationskontoret afgiver vedroerende den arbejdsbyrde, det paalaegges.

Budgetmyndigheden har hidtil tildelt Publikationskontoret tilstraekkelige midler til, at det har kunnet udfoere sine opgaver. Publikationskontoret raader over et mindre trykkeri, som er berettiget ved, at det er i stand til at trykke presserende udgaver af EFT i tilfaelde af, at der opstaar alvorlige problemer inden for den private trykkerisektor, saaledes at det forhindres, at den lovgivende proces i Faellesskabet saettes helt i staa.

Under normale forhold anvendes dette produktionsapparat til fremstilling af andre publikationer. De ressourcer, der tildeles dette trykkeri, udgjorde i 1989 3 370 771 ECU, d.v.s. 11,1 % af et samlet budget paa 30 239 400 ECU.

En fortrinsstilling gives trykning af produkter med direkte tilknytning til Publikationskontoret, bl.a. kataloger og salgsfremmende materiale. Den overskydende kapacitet er normalt blevet ligeligt fordelt mellem institutionerne under kontrol af Publikationsudvalgets Styrelsesudvalg og i overensstemmelse med de gaeldende bestemmelser.

Direktorat XIII-C's og FFC's bevillinger til aktiviteter til stoette for Kommissionens tjenestegrene

5.41 - 5.45. For saa vidt angaar det generelle spoergsmaal vedroerende anvendelsen af »leverandoer/kunde«-princippet paa FFC's arbejde til stoette for Kommissionens tjenestegrene, kan Kommissionen henvise til de svar, den har givet paa Rettens bemaerkninger om dette spoergsmaal. Disse svar findes i AArsberetningen for 1989 (kapitel 9 FFC, punkt 9.23 - 9.25.), og der goeres klart rede for de begraensninger, Kommissionen er blevet paalagt i kraft af Finansforordningen og de finansielle overslag for 1988-1992.

I disse svar er ligeledes medtaget det saerlige spoergsmaal om midler til at sikre konkurrence, som rejses af Retten i punkt 5.42.

Hvad angaar FFC's saerlige stoette til GD XIII, er det klart, at det med hensyn til overfoersel af know-how ud fra et effektivitetssynspunkt vil vaere vanskeligt at benytte andre organisationer end FFC i forbindelse med udnyttelsen af egne opfindelser.

Det er vaerd at notere, at udnyttelsesaktiviteterne for GD XIII kun udgoer ca. 6 % af det samlede arbejde, der er udfoert af FFC til stoette for andre generaldirektorater.

Som det allerede er tilfaeldet med en raekke andre generaldirektorater, er der netop indgaaet en fleraarig aftale mellem GD XIII og FFC om udnyttelse af forskningsresultater.

Denne aftales anvendelse vil blive naermere beskrevet i de aarlige arbejdsprogrammer, paa opfoelgningsmoederne, i aarsberetningerne og paa de vedtaegtsmaessige moeder.

Direktorat XIII-C's bevillinger og EKSF-aktioner

5.46. I artikel 20 i Traktaten om Oprettelse af et Faelles Raad og en Faelles Kommission, som Retten henviser til, fastslaas det, at EKSF's administrationsudgifter, sammen med de oevrige institutioners administrationsudgifter, opfoeres i Det Almindelige Budget. Af denne grund blev en raekke udgifter, som paa davaerende tidspunkt betegnedes som administrationsudgifter, fjernet fra EKSF-budgettet og opfoert paa Det Almindelige Budget. De udgifter, som Retten omtaler, er udgifter af denne art. Der er saaledes klart tale om EKSF-udgifter, og henvisningen til EKSF-Traktaten boer fortsat figurere i budgetkommentarerne.

5.49. Rettens bemaerkninger er korrekte. GD XIII-C identificerer for hver publikations vedkommende den noejagtige budgetkilde, saaledes at Publikationskontoret kan foretage en passende fordeling af de indtaegter, der skal genanvendes.

Mange sammenhaengende aktiviteter forvaltes saerskilt

GD XI's og GD XVII's demonstrationsprojekter

5.52. Aktiviteterne under GD XIII-C, GD XI og GD XVII supplerer hinanden, og der er ikke tale om overlapninger. Der foregaar i oevrigt et aktivt samarbejde mellem GD XIII-C og GD XVII omkring formidling, udnyttelse og afsaetning af resultater.

SPRINT-programmet

Innovation og forskellige faellesskabspolitikker

Konklusion

5.53 - 5.56. En samordning af disse forskellige aktiviteter, hvis juridiske grundlag og maalsaetninger er forskellige, er vanskelig at gennemfoere. Til gengaeld tilskyndes der inden for Kommissionen til et samarbejde paa disse omraader, og en raekke faelles initiativer er under forberedelse.

5.57. Se svar paa punkt 5.35 - 5.40.

(1)Raadets afgoerelse 87/516/Euratom, EOEF af 28. september 1987 om rammeprogrammet for Faellesskabets aktioner inden for forskning og teknologisk udvikling (1987-1991) (EFT nr. L 302 af 24. 10. 1987, s. 1). (2)Raadets afgoerelse 90/221/Euratom, EOEF af 23. april 1990 om et rammeprogram for Faellesskabets indsats inden for forskning og teknologisk udvikling (1990-1994) (EFT nr. L 117 af 8. 5. 1990, s. 28). (3)Bemaerkningerne under pkt. 2.10-2.14 og pkt. 4.9 er navnlig baseret paa statistikker, som OECD har udleveret til Retten under en tjenesterejse i april 1989. (4)Undtagen Graekenland, Irland og Luxembourg. (5)Undtagen Luxembourg. (6)Ved en sammenholdelse med OECD's statistikker boer der tages hensyn til en raekke faktorer. Hvad angaar tallene fra Faellesskaberne, er ecu konverteret til amerikanske dollars, mens OECD bruger fiktive dollars beregnet ud fra den amerikanske dollar, men med samme koebekraft i de enkelte lande. (7)Da der fortrinsvis er tale om patentansoegninger for FFC-opfindelser, er kun udgifter til direkte aktioner taget i betragtning. (8)Ifoelge en note fra marts 1988 fra valoriseringstjenesten med en opgoerelse over foreliggende valoriseringssager primo 1988. (9)Retten har i forbindelse med den undersoegelse, der har resulteret i denne beretning, besoegt de nedenfor anfoerte nationale organer med ansvar for valorisering af forskningsresultater: -British Technology Group (BTG) (UK) -Fraunhofer Gesellschaft (FhG) (D) -Gesellschaft fuer Strahlen- und Umweltforschung (GSF) (D) -Garching Instrumente (GI) (D) -Agence Nationale de valorisation de la recherche (Anvar) (F) Retten har udfaerdiget et dokument med beskrivelse af disse organer og deres arbejdsform; det er tilgaengeligt i Retten i Luxembourg. (10)I én medlemsstat opkraever en virksomhed inden for miljoebranchen en afgift paa 1 ECU pr. 85 ECU afholdte udgifter (alle udgifter til forskning og valorisering under ét). I en anden medlemsstat opkraever et stort agentur, der ogsaa arbejder med udnyttelse af forskningens resultater, en afgift paa 1 ECU pr. 2,9 ECU afholdte udgifter i forbindelse med valoriseringen (sammenligningsgrundlaget er altsaa her mere begraenset og omfatter ikke som i det foregaaende tilfaelde samtlige udgifter). I en tredje medlemsstat er det stoerste valoriseringsorgan i dag stoettemodtager. (11)ESPRIT II: Raadets beslutning 88/279/EOEF af 11. april 1988 om et europaeisk strategisk forsknings- og udviklingsprogram inden for informationsteknologi (ESPRIT) (EFT nr. L 118 af 6. 5. 1988, s. 32). (12)Raadets beslutning 88/28/EOEF af 14. december 1987 om et faellesskabsprogram inden for telekommunikationsteknologi - forskning og udvikling inden for avanceret kommunikationsteknologi i Europa (RACE-programmet) (EFT nr. L 16 af 21. 1. 1988, s. 35). (13)Raadets beslutning 88/577/EOEF af 4. november 1988 om en faellesskabsaktion vedroerende anvendelse af informationsteknologi og telekommunikation i sundhedssektoren - avanceret informatik paa det medicinske omraade (AIM) - sonderende aktion (EFT nr. L 314 af 22. 11. 1988, s. 22). (14)Raadets beslutning 88/417/EOEF af 29. juni 1988 om en faellesskabsaktion inden for undervisningsteknologi - det teknologiske fremskridt i undervisningens tjeneste i Europa (DELTA) forsoegsaktion (EFT nr. L 206 af 30. 7. 1988, s. 20). (15)Raadets beslutning 88/416/EOEF af 29. juni 1988 om et program for De Europaeiske Faellesskaber paa omraadet for informationsteknologi og telekommunikation i forbindelse med vejtransport (DRIVE) (EFT nr. L 206 af 30. 7. 1988, s. 1). (16)Programmet omfatter perioden 1989-1993 og ikke som anfoert i titlen 1989-1992: Raadets beslutning 89/412/EOEF af 20. juni 1989 om vedtagelse af et saerprogram for spredning og udnyttelse af resultater af videnskabelig og teknologisk forskning (VALUE) (1989-1992) (EFT nr. L 200 af 13. 7. 1989, s. 23). (17)Ekstrudermaskine med to dyser til mekanisk fremstilling af papirmasse i en kvalitet, der er sammenlignelig med kemisk fremstillet papirmasse. (18)Pakningssystem mellem to metalflanger. (19)Ekspertsystem til valg af varmevekslere. (20)Nedbrydning ved hydrolyse af traeflis til simplere polymer. (21)Magnetimpulssvejsning og -formgivning. (22)Roentgen-fluorescensanalysator. (23)Neutronaktiveret analysator. (24)Varmekammer, hvor noejagtig temperatur opnaas ved justering af damptryk. (25)Anlaeg til soltoerring af frisk frugt. (26)Elektrolyse-hydrogengenerator. (27)Magnetimpulssvejsning og -formgivning. (28)Patent nr. 1974. Udstyr til paasvejsning af tapper paa nukleare braendselsstave. (29)Metode til fremstilling af komponenter, der er baseret paa materialer og plastik af cellulose og lignin. (30)Brev nr. 10605 af 27. oktober 1986. (31)Magnetimpulssvejsning og -formgivning. (32)Anordning til fremstilling af en blanding af luft og stoev i et bestemt forhold. (33)Varmekammer, hvor noejagtig temperatur opnaas ved justering af damptryk. (34)Magnetimpulssvejsning og -formgivning. (35)Metode til fremstilling af komponenter, der er baseret paa materialer og plastik af cellulose og lignin. (36)Varmekammer, hvor noejagtig temperatur opnaas ved justering af damptryk. (37)Pakningssystem mellem to metalflanger. (38)Nedbrydning ved hydrolyse af traeflis til simplere polymer. (39)Kontrolanordning til forenklede ultralydstransducere. (40)Ekstrudermaskine med to dyser til mekanisk fremstilling af papirmasse i en kvalitet, der er sammenlignelig med kemisk fremstillet papirmasse. (41)»Dual Network«, edb-programmel til dataoverfoersel. (42)Rapport af 12. april 1985 om tjenesterejse foretaget den 29. marts 1985 til Aix-lès-Milles. (43)Kemisk behandling af fotoselektive aflejringer paa kobber. (44)Anvendelse af energistraalebundt til overfladebehandling. (45)Pakningssystem mellem to metalflanger. (46)Varmekammer, hvor noejagtig temperatur opnaas ved justering af damptryk. (47)Nedbrydning ved hydrolyse af traeflis til simplere polymer. (48)Magnetimpulssvejsning og -formgivning. (49)Elektrolyse-hydrogengenerator. (50)Magnetimpulssvejsning og -formgivning. (51)Pakningssystem mellem to metalflanger. (52)Varmekammer, hvor noejagtig temperatur opnaas ved justering af damptryk. (53)Raadets afgoerelse 87/516/Euratom, EOEF af 28. september 1987 om rammeprogrammet for Faellesskabets aktioner inden for forskning og teknologisk udvikling (1987-1991) (EFT nr. L 302 af 24. 10. 1987, s. 1). (54)I den franske udgave af teksten skrives »dissémination«, hvilket er en upraecis og ukorrekt oversaettelse, der skyldes interferens fra engelsk. (55)Programmet omfatter perioden 1989-1993 og ikke som anfoert i titlen 1989-1992: Raadets beslutning 89/412/EOEF af 20. juni 1989 om vedtagelse af et saerprogram for spredning og udnyttelse af resultater af videnskabelig og teknologisk forskning (VALUE) (1989-1992) (EFT nr. L 200 af 13. 7. 1989, s. 23). (56)Raadets afgoerelse 90/221/Euratom, EOEF af 23. april 1990 om et rammeprogram for Faellesskabets indsats inden for forskning og teknologisk udvikling (1990-1994) (EFT nr. L 117 af 8. 5. 1990, s. 28). (57)OECD definerer dette begreb saaledes: Udvikling omfatter systematiske forsoeg foretaget paa grundlag af eksisterende viden, der er indhentet gennem forskning og/eller praktisk erfaring, med henblik paa at starte fremstillingen af nye materialer, produkter eller anordninger, at tilvejebringe nye metoder, systemer eller ydelser, eller at forbedre de allerede eksisterende. (La mesure des acitivités scientifiques et techniques, »Manuel de FRASCATI«,OECD, Paris 1981, s. 65). (58)Raadets forordning (EOEF) nr. 2008/90 af 29. juni 1990 om fremme af energiteknologi i Europa (THERMIE-programmet) (EFT nr. L 185 af 17. 7. 1990, s. 1). (59)Raadets afgoerelse 90/221/Euratom, EOEF af 23. april 1990 om et rammeprogram for Faellesskabets indsats inden for forskning og teknologisk udvikling (1990-1994) (EFT nr. L 117 af 8. 5. 1990, s. 28). (60)Indtil oktober 1989 hed udvalget »Det Raadgivende Udvalg for Publikationer«, og dets sekretariatsopgaver blev varetaget af GD IX. (61)Programmet omfatter perioden 1989-1993 og ikke som anfoert i titlen 1989-1992: Raadets beslutning 89/412/EOEF af 20. juni 1989 om vedtagelse af et saerprogram for spredning og udnyttelse af resultater af videnskabelig og teknologisk forskning (VALUE) (1989-1992) (EFT nr. L 200 af 13. 7. 1989, s. 23). (62)ESPRIT II: Raadets beslutning 88/279/EOEF af 11. april 1988 om et europaeisk strategisk forsknings- og udviklingsprogram inden for informationsteknologi (ESPRIT) (EFT nr. L 118 af 6. 5. 1988, s. 32). (63)Raadets afgoerelse 85/196/EOEF af 12. marts 1985 om et fleraarigt forsknings- og udviklingsprogram for Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab vedroerende teknisk grundforskning og anvendelse af nye teknologier (BRITE) (1985-1988) (EFT nr. L 83 af 25. 3. 1985, s. 8), som aendret ved afgoerelse 88/108/EOEF (EFT nr. L 59 af 4. 3. 1988, s. 23). (64)Raadets afgoerelse 89/237/EOEF af 14. marts 1989 om et saerprogram for forskning og teknologisk udvikling inden for industrielle produktionsteknologier og anvendelse af avancerede materialer (1989-1992) (BRITE/EURAM-programmet) (EFT nr. L 98 af 11. 4. 1989, s. 18). (65)Raadets afgoerelse 89/160/EOEF af 23. februar 1989 om det foerste fleraarige program (1988-1993) for bioteknologi-baseret agroindustriel forskning og teknologisk udvikling (ECLAIR-programmet) (EFT nr. L 60 af 3. 3. 1989, s. 48). (66)Raadets afgoerelse 88/420/EOEF af 29. juni 1988 om revision af det fleraarige handlingsprogram for Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab for forskning vedroerende bioteknologi (EFT nr. L 206 af 30. 7. 1988, s. 38). (67)Raadets afgoerelse 87/516/Euratom, EOEF af 28. september 1987 om rammeprogrammet for Faellesskabets aktioner inden for forskning og teknologisk udvikling (1987-1991) (EFT nr. L 302 af 24. 10. 1987, s. 1). (68)I den franske udgave af teksten skrives »dissémination«, hvilket er en upraecis og ukorrekt oversaettelse, der skyldes interferens fra engelsk. (69)Raadets afgoerelse 90/221/Euratom, EOEF af 23. april 1990 om et rammeprogram for Faellesskabets indsats inden for forskning og teknologisk udvikling (1990-1994) (EFT nr. L 117 af 8. 5. 1990, s. 28). (70)Raadets resolution af 25. juli 1983 om rammeprogrammer for Faellesskabets aktiviteter inden for forskning, udvikling og demonstration og om det foerste rammeprogram for 1984-1987 (EFT nr. C 208 af 4. 8. 1983, s. 1). (71)Konto B 7391 - Det bemaerkes endvidere, at konto B 7388 omfatter demonstrationsprojekterne inden for VALUE-programmets omraade, hvilket er i strid med dette programs officielle tekst. (72)Kommissionens publikationsprogram for 1989. Dok. SEK(88) 1929 af 12. december 1988. (73)Nye perspektiver for Det Faelles Forskningscenter. Dok. KOM(87) 491 endelig udg./2 af 20. april 1988, pkt. 2.3.2, s. 13 (stoette til Kommissionens andre tjenestegrene) og pkt. 2.3.3, s. 15-16 (tjenesteydelser til udenforstaaende). (74)Dok. KOM(87) 491 endelig udg./2, op.cit., tabel nr. 2, s. 14. (75)Denne loesning ville frembyde en anden fordel, den ville retfaerdiggoere den nuvaerende praksis med genanvendelse af vederlag for FFC's tekniske bistand under de budgetposter, der vedroerer »valorisering«, og som forvaltes af Direktorat XIII-C. Denne praksis er i overensstemmelse med en forsvarlig oekonomisk forvaltning, men for saa vidt angaar den formelle rigtighed strider den mod princippet om, at indtaegter kun kan genanvendes under den budgetpost, hvor den oprindelige udgift er afholdt, (finansforordningens artikel 27, stk. 2). I dag paahviler udgiften FFC og afholdes over bevillingerne til stoettearbejde. Blev Rettens henstillinger fulgt, ville udgiften paahvile Direktorat XIII-C og skulle afholdes over dette direktorats bevillinger til valorisering. (76)EFT nr. C 313 af 12. 12. 1990, s. 164. (77)Anlaeg til soltoerring af frisk frugt. (78)Raadets beslutning 89/286/EOEF af 17. april 1989 om ivaerksaettelse paa faellesskabsplan af hovedfasen i det strategiske program for innovation og teknologioverfoersel (1989-1993) (SPRINT-programmet) (EFT nr. L 112 af 25. 4. 1989, s. 12). (79)Raadets beslutning 88/419/EOEF af 29. juni 1988 om en plan, i henhold til rammeprogrammet, til stimulering af internationalt samarbejde og noedvendig udveksling af europaeiske forskere 1988-1992 (EFT nr. L 206 af 30. 7. 1988, s. 34). (80)Raadets afgoerelse 86/365/EOEF af 24. juli 1986 om vedtagelse af programmet for samarbejde mellem universiteter og virksomheder om uddannelse paa teknologiomraadet (COMETT) (EFT nr. L 222 af 8. 8. 1986, s. 17) og Raadets afgoerelse 89/27/EOEF af 16. december 1988 om vedtagelse af anden fase af programmet om samarbejde mellem universiteter og virksomheder om uddannelse paa teknologiomraadet (COMETT II) (1990-1994) (EFT nr. L 13 af 17. 1. 1989, s. 28). (81)Raadets resolution af 2. juni 1983 om erhvervsuddannelsesforanstaltninger i forbindelse med indfoerelsen af ny informationsteknologi (EFT nr. C 166 af 25. 6. 1983, s. 1) og forslag til Raadets beslutning om Faellesskabets handlingsprogram for erhvervsuddannelse og ny teknologi (EUROTECNET II), forelagt af Kommissionen den 27. juli 1989 (Dok. KOM(89) 355 endelig udg. og EFT nr. C 242 af 22. 9. 1989, s. 7). (82)Raadets afgoerelse 83/624/EOEF af 25. november 1983 om en plan for transnational udvikling af infrastruktur til stoette for innovation og teknologioverfoersel (1983-1985) (EFT nr. L 353 af 15. 12. 1983, s. 15) og aendret forslag til Raadets afgoerelse om en faellesskabsaktion med henblik paa etablering og udvikling af erhvervsfremme- og innovationscentre samt nettet af saadanne centre (EFT nr. C 214 af 16. 8. 1988, s. 65). (83)Dok. SEC(90) 2473 af 13. 12. 1990.

BILAG

Kommissionens publikationsprogram for 1991

Generelle principper for Kommissionens udgivelser

I.Noedvendige krav

A.Kommissionens beslutning af 31.10.1989 fastslaar en raekke principper for publikationsaktiviteterne, herunder:

- en effektiv udnyttelse af de ressourcer, der er til raadighed (der skal soeges opnaaet en balance mellem maalsaetninger og midler),

- overensstemmelse med Kommissionens oensker (det prioriterede program),

- hensyntagen til de kulturelle forhold, der er karakteristiske for de forskellige kulturomraader,

- en professionelt foert strategi ved udfaerdigelse og udformning af publikationerne og ved deres distribution,

- fremme af subsidiaritetsprincippet og af partnerskab,

- noeje planlaegning af produktionsforloebet, bl.a. hvad angaar frister for oversaettelse.

B.De retningslinjer, der foelges i oejeblikket, goer det muligt at leve op til disse krav. Valget af, hvilket materiale der skal publiceres, dets udformning og distributionsform er afhaengig af publikums reaktioner og af de erfaringer, der opnaas af publikationsmiljoeet i de forskellige kulturomraader, hvor EF-publikationerne udkommer. Paa denne baggrund er det muligt, gennem anvendelse af undersoegelser foretaget via distributionskanalerne, analyse af afsaetningsresultater og samarbejde med private udgivere, at vurdere de realistiske muligheder inden for de forskellige kultur- og sprogomraader og at foretage den bedst mulige udvaelgelse af, hvilket materiale der skal publiceres, dets struktur, publikationsform, udformning og afsaetningsmetoder.

C.Der gennemfoeres saaledes sideloebende tre foranstaltninger:

1.Fastlaeggelse af det prioriterede program for 1991

Dette aspekt omfatter:

- omhyggelig udvaelgelse af, hvilket materiale der skal publiceres

- bestemmelse af maalgrupper

- udvaelgelse af egnede vaerker

- udvaelgelse af egnede medier

- passende udformning

- optimal udbredelse

- stoet salgsfremmende indsats

- taet samarbejde med private udgivere.

2.Hvert enkelt vaerk vurderes med hensyn til:

- noedvendigheden af at publicere det

- noedvendigheden af at publicere det i den paagaeldende form

- noedvendigheden af at anvende det paagaeldende medium

- det hensigtsmaessige i at aendre et eller flere af ovenstaaende elementer.

II.Produktionsmaader

Den foreslaaede produktion omfatter:

1.De officielle publikationer

De officielle publikationer, der trykkes i et stoerre eller mindre oplag, udkommer principielt paa alle officielle faellesskabssprog. De er bindende for den institution, der staar som udgiver, og udformes under hensyntagen til det image, den paagaeldende institution oensker at have. Denne form for publikation er, paa grund af de betydelige investeringer, den kraever, forbeholdt materiale, der er af hoej kvalitet, og som har et tilstraekkeligt antal laesere til, at udgifterne til det enkelte eksemplar kan daekkes i rimelig grad.

De officielle publikationer er enten tidsskrifter eller monografier.

Naar oplaget er udsolgt kan Publikationskontoret, mednindre der foreligger udtrykkelig kontraordre fra den anvisende myndigheds side, trykke nye oplag med henblik paa at efterkomme efterspoergslen; finansieringen heraf sker via et generelt budget til dette formaal.

Der anvendes moderne produktionsteknik for at begraense fremstillingsomkostningerne ved disse udgivelser, samtidig med at visse minimumsbetingelser med hensyn til teknisk og kulturel tilpasning maa overholdes.

2.Offentliggjorte dokumenter

2.1.Det offentliggjorte dokument er et passende medium for enhver form for information, som en institution finder det hensigtsmaessigt at goere tilgaengelig for publikum, uden at den paagaeldende institution paatager sig noget ansvar for indholdet (en anmodning fra en generaldirektoer er tilstraekkeligt til at udgivelse kan foretages). Det offentliggjorte dokument vil principielt blive udgivet i den allerede foreliggende form (sproglige versioner og udformning); der udfaerdiges et omslag med de noedvendige bibliografiske angivelser.

De offentliggjorte dokumenter anfoeres i de maanedlige og aarlige fortegnelser over publikationer paa lige fod med og under de samme emnekategorier som de officielle publikationer. For den almindelige bruger adskiller de sig paa ingen maade fra en officiel publikation, dog med den undtagelse, at der baade i fortegnelsen og paa omslaget er anfoert en bemaerkning om, at der er tale om et materiale, for hvis indhold Kommissionen paa ingen maade er ansvarlig.

De offentliggjorte dokumenter udkommer i foerste omgang i et begraenset oplag. Publikationskontoret kan foretage genoptryk for at efterkomme en naermere defineret efterspoergsel; de saelges til kostprisen og skal kunne vaere selvfinansierende.

Anvendelsen af moderne teknik goer det ligeledes paa dette omraade muligt at opnaa en raekke besparelser.

2.2.Der kan ogsaa publiceres dokumenter paa grundlag af originaldokumenter, der er arkiveret (paa papir, mikrofiche, edb eller optisk lager). Selv om der for aftageren ikke vil vaere nogen forskel i forhold til den officielle publikation, er der en forskel af betydning for de producerende tjenester, idet et saadant dokument, som vil vaere anfoert i fortegnelserne, kun eksisterer i form af en original, paa grundlag af hvilken Publikationskontoret kan fremstille kopier paa bestilling. Der vil saaledes kun blive fremstillet det noedvendige antal eksemplarer, der vil ikke skulle ske oplagring, og investeringerne vil kunne tilpasses den reelle efterspoergsel.

Paa grund af den enkle fremstillingsmetode og praesentationsform vil et dokument, der publiceres paa denne maade, vaere den mest egnede loesning, naar det drejer sig om materiale, der henvender sig til et begraenset publikum eller et ikke paa forhaand kendt antal laesere. Det er saaledes ikke noedvendigt at vurdere oplagets stoerrelse eller at foretage oplagring, og de foretagne investeringer vil medfoere indtaegter af mindst tilsvarende stoerrelse.

Denne form for offentliggoerelse paa bestilling anvendes bl.a. i forbindelse med den store maengde tekniske rapporter om EKSF- og Euratom-spoergsmaal, som offentliggoeres af isaer GD V, XII og XIII.

2.3.I forbindelse med det publicerede dokument skal ogsaa omtales begrebet »document delivery«, dvs. overfoersel af informationsenheder fra dokumentation, der er arkiveret under en eller anden form (papir, mikrofiche, edb eller optisk lager). Der er her ikke tale om overfoersel af hele publikationer, men om uddrag af de paagaeldende arkiver (et direktiv, der har vaeret offentliggjort i et EFT, en del af en vejledning, et kapitel fra en undersoegelse, statistiske oplysninger osv.).

Adgang til disse arkiver kan opnaas via databaser, der kan konsulteres ved mellemkomst af private eller offentlige teletjenester ved mellemkomst af private eller offentlige teletjenester (Videotex), som er udstyret med et system til elektronisk ordremodtagelse og anordninger til hurtig levering af den oenskede information via den valgte kanal (post, telefax, datanet).

Der vil blive lagt stor vaegt paa indekseringen af de arkiverede dokumenter, idet der kun kan ske en optimal udnyttelse af disse arkiver, hvis det er let at faa adgang til dem, og de relative svar kan leveres. Indekseringen er af afgoerende betydning herfor.

2.4.Elektronisk overfoersel anvendes i forbindelse med information, der staar til raadighed for publikum i en elektronisk hukommelse, og hvortil der er adgang via en edb-terminal. Efter at have fundet frem til de oenskede informationer ved hjaelp af det relevante soegevaerktoej, kan brugeren enten faa oplysningerne direkte paa sin terminal, eller, ved anvendelse af »document delivery«, bestille udskrift og modtage denne pr. post eller telefax. Databaserne CRONOS (statistik), TED (offentlige indkoeb), INFO 92 (gennemfoerelsen af det indre marked) er velkendte eksempler paa denne form for overfoersel. Metoden skal udvides til bl.a. at omfatte praktiske vejledninger, aktuelle oplysninger, hyppigt opdaterede vaerker etc., idet adgang skal kunne opnaas baade via de traditionelle edb-net og de store offentlige net (Videotex).

3.Oplysende vaerker

Oplysende vaerker indgaar ogsaa normalt i prioriteringsprogrammet. Der er tale om tekster, som udarbejdes under Kommissionens kontrol, men som under naermere fastsatte oekonomiske betingelser kan fremstilles og distribueres af private forlagsvirksomheder (subsidiaritet). Kommissionen vil kun staa for udgivelsen i tilfaelde af, at der for en given sproglig versions vedkommende, ikke kan findes nogen interesseret privat udgiver. Disse vaerker kan have til formaal at rejse debat om vigtige emner i forbindelse med opbygningen af Europa, at formidle forskellige grundlaeggende ideer eller at skabe mediemaessig interesse omkring en begivenhed. Teksterne vil blive skrevet af kendte forfattere, og andre veletablerede skribenter vil bidrage til at udbrede kendskabet til dem.

Det er af faelles interesse for Kommissionen og de private udgivere, at disse vaerker praesenterer sig lige saa godt som den tilsvarende konkurrerende produktion, og at der anvendes distributionskanaler og salgsfremmende foranstaltninger, som giver mulighed for at opnaa et betydeligt salg.