Direktiv 75/716/EØF er et led både i almindeligt program for fjernelse af tekniske hindringer for samhandelen, der følger af forskelle mellem medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser vedtaget af Rådet den 28. maj 1969 (JO C 76, s. 1 og nærmere bestemt EFT C 38 af 5.6.1973, s. 1) og i Fælleskabernes handlingsprogram på miljøområdet (EFT C 112 af 20.12.1973, s. 1). Direktivet har til formål at fjerne de forskelle, som består mellem de forskellige medlemsstaters bestemmelser vedrørende det maksimale svovlindhold i brændselsstoffer. Det har desuden til formål mærkbart at fomindske forureningen med svovldioxid i atmosfæren og således forbedre miljøet.

Direktivets bestemmelser er tænkt som en samlet harmonisering, dvs., at medlemsstaterne ikke blot må sikre fri adgang til fællesmarkedet for vaske- og rengøringsmidler, som opfylder direktivets bestemmelser, men også forbyde afsætning af brændselsstoffer, som ikke opfylder disse bestemmelser. I direktivets artikel 2 fastsættes det maksimale indhold for to typer gasolier, der defineres i artikel 1: 0,5 % fra 1. oktober 1976 og 0,3 % fra 1. oktober 1980 for gasolier af type A (som kan anvendes overalt i medlemsstaterne) og henholdsvis 0,8 % og 0,5 % for gasolier af type B (som kan anvendes i zoner, der skal udpeges af medlemsstaterne).

Samme artikels stk. 3 bestemmer, at i tilfælde af ændringer i oliens svovlindhold som følge af en forandring i forsyningen kan en medlemsstat på sit område tillade gasolier, der ikke svarer til disse bestemmelser, på betingelse af, at den meddeler dette til Kommissionen, som efter samråd med de øvrige medlemsstater træffer afgørelse om varigheden af og nærmere regler for denne afvigelse.

Ifølge artikel 3 kan medlemsstaterne iværksætte bestemmelserne i artikel 2, stk. 1, i et hurtigere tempo.

I artikel 7 omtales referencemetoder til bestemmelse af svovlindholdet i gasolie samt normerne for den statistiske fortolkning af resultaterne af denne kontrol.

Vedrørende medlemsstaternes efterkommeise af direktivet fastsættes i artikel 8 en frist på ni måneder regnet fra dens meddelelse til at efterkomme det og underrette Kommissionen herom. Da direktivet blev meddelt den 25. november 1975, udløb fristen altså den 26. august 1976.

Da Italien ikke har efterkommet direktivets bestemmelser inden for den fastsatte frist, har Kommissionen ved brev af 29. oktober 1976 givet denne stat lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger, som det er foreskrevet i traktatens artikel 169.

Det fremgår af svaret fra Italiens faste repræsentation, indgået til Kommissionen ved brev af 14. januar 1977, at det italienske sundhedsministerium har udarbejdet et lovforslag for at efterkomme direktivet. En kopi af dette forslag skal sendes til Kommissionen, efter at ministeriet har modtaget udtalelser fra de øvrige berørte tekniske forvaltningsgrene.

Da Kommissionen ikke modtog nogen oplysning, som satte den i stand til at konkludere, at de krævede foranstaltninger var blevet truffet, fremsatte den den 23. januar 1978 en begrundet udtalelse rettet til den italienske regering. Kommissionen modtog intet officielt svar på denne udtalelse.

Sideløbende med adskillige traktatbrudsprocedurer sendte den faste repræsentation den 16. marts 1979 til Kommissionen teksten til et lovforslag, der gik ud på til den italienske regering at delegere beføjelsen til at vedtage de lovbestemmelser, der var nødvendige for at gennemføre en række direktiver, herunder dette direktiv, i den nationale retsorden. Men Kommissionen har ikke modtaget nogen oplysninger om vedtagelsen af dette lovforslag.

Denne sag er anlagt den 22. maj 1979 og registreret på Domstolen den 14. juni s.a..

Den italienske Republik har ikke indgivet duplik.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

Kommissionen har nedlagt følgende påstand:

Den italienske Republik har nedlagt følgende påstande :

I sin stævning har Kommissionen gjort gældende, at direktivets bindende karakter med hensyn til det resultat, der skal opnås, indebærer en forpligtelse for medlemsstaterne til at overholde de givne frister. Dette fremgår af Domstolens praksis (jfr. dommen i sag 10/76, Kommissionen mod Den italienske Republik, Sml. 1977, s. 1359).

Domstolens praksis (dommen i sag 100/77, Kommissionen mod Den italienske Republik, Sml. 1978, s. 879) viser ligeledes klart, at en medlemsstat ikke kan påberåbe sig interne vanskeligheder eller bestemmelser i sin nationale retsorden, end ikke i forfatningen, til støtte for, at forpligtelser og frister i fællesskabsdirektiverne ikke overholdes.

I sit svarskrift har den italienske regering anført, at den italienske lovgivning allerede indeholder visse bestemmelser vedrørende industriel behandling af mineralsk olie (lovdekret nr. 1741 af 2.11.1933, ændret ved lov nr. 367 af 8.2.1934) og om luftforurening (lov nr. 615 af 13.7.1966 og lov nr. 437 af 3.6.1971).

Den italienske regering er i tvivl om, hvorvidt den i direktivets artikel 2, stk. 3, nævnte situation ikke kan opstå på nuværende tidspunkt.

Den italienske regering har præciseret, at den ikke har til hensigt at rejse spørgsmålet om direktivets gyldighed med det argument, at forureningsbekæmpelse ikke figurerer blandt de sagområder, som traktaten forbeholder Fællesskabet.

Den mener dog, at området ligger på grænsen af fællesskabskompetencen, og at der i virkeligheden er tale om en konvention indgået i form af et direktiv. Den italienske regering er ikke uvidende om, at forsinkelse og nægtelse sidestilles i Domstolens praksis, som forener de to begreber i det generelle udtryk traktatbrud, men den italienske regering mener dog, at det ville være mere korrekt at anvende begrebet væsentlig konflikt og kun at anse en sådan konflikt for at foreligge i tilfælde af udtrykkelig eller stiltiende nægtelse.

Den italienske regering har anmodet Domstolen om at prøve, om det for at afgøre den foreliggende tvist er nødvendigt automatisk at anvende et objektivt ansvarskriterium, eller om det tværtimod er muligt og nødvendigt at tage hensyn til de konkrete omstændigheder, som er årsagen til denne forsinkelse, nemlig de genvordigheder, som har præget det italienske parlaments korte syvende samling, især dens for tidlige afslutning.

Den italienske regering håber, at lovforslaget, som vil blive forelagt det nye parlament, vedtages så snart som muligt, således at denne sag bliver uden genstand.

I sin replik har Kommissionen anført, at direktivets bestemmelser har en direkte indflydelse på Fællesskabets opbygning og funktion. Ifølge Kommissionen må det uden at gå ind på spørgsmålet, om et direktiv, som kun behandler et område inden for miljøpolitikken, kan have hjemmel i artikel 100, konstateres, at det pågældende direktiv på ingen måde ligger på grænsen for fællesskabskompetencen.

Oplysningspligten, som har til formål at sætte Kommissionen i stand til at fastslå, om medlemsstaternes lovgivninger er i overensstemmelse med direktivet, tager såvel sigte på de bestemmelser, der er udstedt efter direktivets vedtagelse, som de bestemmelser, der allerede forelå, da det blev udstedt. I sin stævning har Kommissionen ikke påtalt, at visse bestemmelser i den italienske lovgivning ikke er i overensstemmelse med direktivet, men at forpligtelsen i direktivets artikel 8 til at efterkomme direktivet og til at meddele de trufne foranstaltninger ikke er overholdt, en manglende overholdelse, som den italienske regering har erkendt.

Vedrørende anvendeligheden af direktivets artikel 2, stk. 3, mener Kommissionen, at der ikke er tale om en mulighed for at udskyde gennemførelsen af direktivet i den nationale ret i en ubestemt periode, men om en mulighed for at afvige fra de harmoniserede bestemmelser i henhold til en ved direktivet fastsat procedure og for en periode og på betingelser, der fastsættes af Kommissionen.

Vedrørende spørgsmålet, om der ved afgørelsen af, om en medlemsstat ikke har efterkommet direktivet, skal anvendes et objektivt kriterium, eller om der skal foretages en bedømmelse af de faktiske omstændigheder, som har givet anledning til den manglende overholdelse, er det Kommissionens opfattelse, at man alene kan henholde sig til et objektivt kriterium. Forpligtelsen i direktivets artikel 8 er klar, præcis og objektiv. Særlige interne omstændigheder i en medlemsstat kan ikke have nogen indflydelse på denne forpligtelses art, og kan følgelig ikke være afgørende for, om forpligtelsen er overholdt eller ej. Dette udelukker dog ikke, at Kommissionen, når den skal træffe beslutning om at indlede eller forfølge proceduren i henhold til artikel 169, tager hensyn til sådanne omstændigheder.

I det foreliggende tilfælde har Kommissionen fremsat den begrundede udtalelse den 23. januar 1978. Den stævning, som indleder denne sag, er imidlertid først udtaget i juni 1979. Foranstaltningerne skulle imidlertid allerede være truffet den 26. august 1976.

Kommissionen har understreget, at når et direktiv udstedes, skal medlemsstaterne tage hensyn til problemer, som vil opstå, når de skal gennemføre direktivet i deres nationale ret, og ikke erklære sig indforstået med en frist, som de ikke med sikkerhed kan overholde. Kommissionen har herved henvist til, at de direktiver, der har hjemmel i artikel 100, vedtages med enstemmighed.

Kommissionen ved sin befuldmægtigede A. Prozillo og den italienske regering ved avvocato dello Stato F. Favara har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 8. januar 1980.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 5. februar 1980.