I sag 84/82
Forbundsrepublikken Tyskland, ved Martin Seidel, Ministerialrat i forbundsøkonoministeriet, bistået af professor Gerhard Fels, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos legationssekretæren for Forbundsrepublikken Tysklands ambassade,
Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, ved Marie-Josée Jonczy og Götz zur Hausen, den juridiske tjeneste, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Oreste Montako, Kommissionens juridiske tjeneste, Jean Monnet-bygningen,
hvori der er nedlagt påstand om annullation af den bemyndigelse for et år, som Kommissionen angiveligt under tilsidesættelse af traktatens artikel 92, stk. 1 og stk. 3, litra c), og artikel 93, stk. 3, andet punktum, har meddelt kongeriget Belgiens regering til at iværksætte en femårsplan til omstrukturering af den belgiske tekstil- og beklædningsindustri, samt en påstand om at det statueres, at Kommissionen har udvist passivitet i strid med traktatens artikel 93, stk. 2 og stk. 3, andet punktum,
har
DOMSTOLEN
sammensat af præsidenten J. Mertens de Wilmars, afdelingsformændene T. Koopmans, K. Bahlmann og Y. Galmot, dommerne P. Pescatore, Mackenzie Stuart, A. O'Keeffe, G. Bosco, O. Due, U. Everling og C. Kakouris,
generaladvokat: Sir Gordon Slynn
justitssekretær: P. Heim
afsagt følgende
De faktiske omstændigheder og retsforhandlingernes forløb samt parternes påstande og anbringender kan sammenfattes således:
Tekstil- og beklædningsindustrien har længe befundet sig i særlige vanskeligheder. Årsagerne hertil er bl.a. de delvis forældede strukturer i Fællesskabets virksomheder, den massive forøgelse af indførslerne fra tredjelande (statshandelslande og sydøstasiatiske lande), der mellem 1973 og 1980 steg fra 21 % til 44 %, de hurtige ændringer i anvendelsen af råvarer, den passive forædling, der foretages af visse virksomheder inden for Fællesskabet, samt vanskeligheden for bestemte delsektorer med at opretholde konkurrenceevnen efter en begrænset udviklingsperiode.
Disse vanskeligheder er desuden blevet forværret af den konjunkturafmatning, som har ramt hele Fællesskabets økonomiske aktivitet.
Alle disse problemer har ført til en meget stærk konkurrence mellem medlemsstaternes tekstil- og beklædningsindustrier både på Fællesskabets marked og på tredjelandsmarkederne, og er årsag til en stigende arbejdsløshed, der ikke synes at kunne afhjælpes på kort sigt.
Under hensyn til tekstil- og beklædningsindustriens betydning for hele Fællesskabet, og i betragtning af denne industrigrens vanskelige situation, så Kommissionen sig foranlediget til at træffe en række foranstaltninger for at lette denne branches strukturelle tilpasningsproces og gøre de hermed forbundne omkostninger socialt forsvarlige.
Men henblik herpå har Kommissionen:
dels indgået aftaler med tredjelande inden for rammerne af Multifiberarrangementet (Fjortende Almindelige Beretning om De europæiske Fællesskabers Virksomhed, 1981, n. 566, ff.),
dels i 1971 fastlagt en fællesskabsramme for den af medlemsstaterne ydede støtte, som i grundtræk var blevet drøftet med de nationale sagkyndige, og som i 1977 aktualiseredes og bragtes til medlemsstaternes kundskab.
Disse fællesskabsrammer blev opstillet for at koordinere og lede medlemsstaternes indgreb, da medlemsstaterne — ifølge Kommissionens konstateringer — i tiltagende grad for at afhjælpe krisen inden for tekstilsektoren yder støtte, der indføres hurtigt og under tryk på grund af den økonomiske og sociale situation, udelukkende med det formål at opretholde beskæftigelsen og således sikre virksomhedernes overleven.
Ifølge Kommissionen opfattelse vil en mangedobling af nationale foranstaltninger (fortegnelse over den sektormæssige støtte til fordel for tekstil- og beklædningsindustrien, marts 1981, bilag 7 til stævningen), som er af forskellig størrelsesorden og ikke indbyrdes koordineret, kunne påvirke samhandelen og konkurrencen i en udstrækning, der er i strid med den fælles interesse, når der ikke foreskrives nogen selektiv og præcis omstrukturering, der er uomgængelig nødvendig for atter at bringe liv i den kriseramte sektor; sådanne foranstaltninger ville gensidigt ophæve hinanden, idet de både ville ophæve regeringernes indsats og de forventede resultater.
Fællesskabsrammerne opstiller en række kriterier, der skal iagttages ved ydelse af national støtte, og på grundlag af hvilke Kommissionen vurderer de støtteprojekter, som anmeldes til den. Det fremgår i det væsentlige af de adfærdsnormer, som Kommissionen har opstillet, dels at de nationale støtteplaner skal udformes som afgrænsende foranstaltninger til en særlig omstruktureringsproces i økonomiske sektorer, som er ramt af vanskeligheder, og ikke må føre til overskydende produktionskapaciteter på områder, hvor de allerede eksisterer en strukturel overkapacitet eller en vedvarende markedsstagnation, dels at medlemsstaterne skal tage hensyn til situationen i kriseramte erhvervsgren, ikke kun på nationalt plan, men også på fællesskabsplan.
Kommissionen har understreget, at meddelelsen af fællesskabsrammearrangementet til medlemsstaterne ikke kan afløse de beslutninger, som den skal træffe i medfør af sine beføjelser i henhold til traktaten.
Ved kongelig anordning af
Den
Efter at den belgiske regering dog havde erklæret sig rede til at gennemføre de af Kommissionen krævede ændringer og at fremlægge en ny omstruktureringsplan inden oktober 1979, meddelte Kommissionen den belgiske regering ved skrivelse af
Ved beslutning af
Den
Ved skrivelse af
I mere end et år gennemførtes der en omfattende brevveksling mellem Belgien og Kommissionen og mellem Kommissionen og medlemsstaternes repræsentanter.
De fleste medlemsstater kritiserede den påtænkte plan, og denne kritik blev efter det oplyste taget i betragtning af Kommissionen og den belgiske regering.
Ved talrige lejligheder, og senest den
Ved skrivelse af
Det fremgår af sagen, at den belgiske regerings beslutning om at yde støtte til tekstil- og beklædningsindustrien skyldes konstateringen af, at der mellem 1973 og 1980 var nedlagt ca.
Den af Forbundsrepublikken Tysklands regering anlagte sag er registreret på Domstolens justitskontor den
På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen i medfør af statuttens artikel 21 og procesreglementets artikel 45 besluttet af foranstalte bevisførelse.
Ved skrivelse af
Kommissionen har den
Såfremt Domstolen frifinder sagsøgte for den første påstand eller ikke tager den til følge, således at den i skrivelsen af
Den erklæring af
Men også selv om det antages, at forbundsøkonomiministerens erklæring kan fortolkes som en opfordring til at handle i medfør af traktatens artikel 175, har Kommissionen taget stilling inden to måneder efter opfordringen og underrettet sagsøgeren herom ved skrivelse af
Ifølge Kommissionen fremgår det klart af ordlyden af skrivelsen af
Ifølge Kommissionen kan et passivitetssøgsmål kun antages til realitetsbehandling, når den pågældende fællesskabsinstitution opretholder fuldstændig tavshed over for en opfordring eller reagerer på en måde, der ikke gør det muligt at udlede, hvorledes institutionen i realiteten bedømmer opfordringen til at handle. I dommen af
Sagsøgeren mener, at passivitetssøgsmålet kan antages til realitetsbehandling, fordi et passivitetssøgsmål ikke nødvendigvis fører til, at Domstolen konstaterer, at den belgiske omstruktureringsplan for tekstilindustrien er uforenelig med fællesmarkedet; det er nemlig muligt, at den omtvistede beslutning bliver annulleret, fordi den i traktatens artikel 93, stk. 3, omhandlede undersøgelse ikke er blevet gennemført, og fordi retsbeskyttelsen, som sagsøgeren har påberåbt sig, ikke er blevet sikret overholdt i dette tilfælde. Kommissionen har anført, at sagsøgerens anbringende herom ikke kan lægges til grund.
De ved traktaten opstillede betingelser for antagelse til realitetsbehandling af bestemte former for søgsmål kan ikke tilsidesættes med den begrundelse, at deres strikte overholdelse gør det umuligt at nå det ved søgsmålet tilsigtede resultat.
Sagsøgeren mener at have opfordret sagsøgte til at handle således under mødet den
Sagsøgeren bestrider kategorisk den opfattelse, hvorefter skrivelsen af
Kommissionen har ved skrivelsen af
Såfremt Domstolen dog skulle finde, at meddelelsen af
Det princip, som er opstillet i den af sagsøgte nævnte dom af
Forbundsregeringen begrunder anlæggelsen af passivitetssøgsmålet med den omstændighed, at Fællesskabets retsplejeforskrifter, i modsætning til den tyske
Til støtte for dette anbringende har sagsøgeren anført følgende:
Kommissionens usikkerhed fremgår af den omstændighed, at den anså det for nødvendigt den
I en skrivelse af
Forbundsregeringen har fremført, at ordlyden af erklæringen af
Ifølge
Denne fortolkning af traktatens artikel 93 bekræftes af særegenhederne ved de to undersøgelsesfaser.
Det fremgår af de citerede domme af
Traktatens artikel 92 nævner forskellige former for støtteforanstaltninger, hvis forenelighed med fællesmarkedet må kunne undersøges også uden at indlede hovedundersøgelsen. Dette gælder især for de i bestemmelsens stykke 2 nævnte støtteplaner, der ved opfyldelsen af de der nævnte betingelser er
Når det inden for rammerne af den indledende undersøgelse derimod, som i denne sag, drejer sig om bedømmelsen af spørgsmålet, om en anmeldt støtteforanstaltning opfylder betingelserne i EØF-traktatens artikel 92, stk. 3, og svarer til en af de dér nævnte støttearter, der ifølge denne bestemmelses ordlyd kun undtagelsesvis
Først når Kommissionen har kunnet danne sig denne opfattelse, er den, når der opstår tvivl om foranstaltningens forenelighed med fællesmarkedet, forpligtet til at indlede den i traktatens artikel 93, stk. 2, omhandlede kontradiktoriske procedure.
Det fremgår af Domstolens dom, at Kommissionen ifølge traktatens artikel 93, stk. 3, kan træffe afgørelse om en støttes forenelighed efter afslutningen af den indledende undersøgelse og meddele den berørte medlemsstat sin afgørelse.
Kun når Kommissionen anser foranstaltningen for uforenelig med fællesmarkedet, skal den straks indlede den i artikel 93, stk. 2, omhandlede procedure.
Selv når en støtteplan sættes i kraft efter en erklæring om, at Kommissionen ikke har nogen indsigelser at fremføre, der afgives efter afslutningen af den indledende undersøgelse, kan støtteplanen af Kommissionen tages op til fornyet overvejelse inden for rammerne af den løbende undersøgelse af støtteforanstaltninger i medfør af traktatens artikel 93, stk. 1.
En støtteordnings endelige forenelighed kan således først fastslås af Kommissionen efter afslutningen af hovedundersøgelsen.
På grund af den begrænsede retsvirkning af den indledende undersøgelse har Domstolen i de nævnte domme af
For det første sondrer traktaten ikke i denne henseende, og for det andet er enhver støtteordning underkastet den løbende undersøgelse efter artikel 93, stk. 1 og 2.
Denne fortolkning af traktatens bestemmelser bekræftes af dommen af
Forbundsregeringen anfører, at denne opfattelse, modsat sagsøgtes opfattelse, på ingen måde indebærer antagelsen af eksistensen af en forpligtelse for Kommissionen til automatisk at indlede hovedundersøgelsen, når det drejer sig om støtteprojekter, der er omhandlet i den ovennævnte bestemmelse, idet denne forpligtelse kun er begrundet, såfremt der efter en kursorisk gennemgang af det pågældende støtteprojekt stadig består tvivl med hensyn til ordningens forenelighed med fællesmarkedet.
Forbundsregeringen bestrider ikke, at alene Kommissionen skal træffe afgørelse om en støtteforanstaltnings forenelighed eller uforenelighed med fællesmarkedet. Forbundsregeringen kan dog ikke acceptere sagsøgtes opfattelse, hvorefter opfordringen til de berørte om at fremsætte bemærkninger i medfør af traktatens artikel 93, stk. 2, første punktum, ikke så meget vedrører eksistensen af deres grundret til at blive hørt, som Kommissionen ret til at indhente oplysninger, og at Kommissionen frit kan fastsætte det hensigtsmæssige tidspunkt og de former, hvorunder der skal ske høring af medlemsstaterne eller de berørte erhvervs- og samfundskredse.
Sagsøgeren har understreget, at Kommissionen ikke fuldt ud kunne anvende de fastsatte regler om fremgangsmåden vedrørende støtteforanstaltninger. Medlemsstaternes og de berørte kredses ret til at blive hørt er omfattet af ordre public. Denne ret, der på ingen måde griber ind i Kommissionens kompetence til at træffe beslutning, hviler på
Ifølge forbundsregeringen kan Kommissionen ikke gøre gældende, at den ved at indkalde til mødet mellem sagkyndige, som blev afholdt den
Ifølge
Det fremgår af ordlyden af artikel 93, stk. 3, at anvendelsen af reglerne om fremgangsmåden i et vist omfang afhænger af den opfattelse, som Kommissionen når til med henblik på den påtænkte foranstaltnings forenelighed med fællesmarkedet.
Ifølge dommen af
Det fremgår allerede af traktatens ordlyd, at Kommissionen — med forbehold af Rådets kompetence — i medfør af artikel 93, stk. 2, tredje afsnit, er den eneste instans, der har kompetence til at afgøre, om en støtteforanstaltning er forenelig eller uforenelig med fællesmarkedet. Domstolen har flere gange bekræftet denne kompetence. I dommene af
Kommissionen har ganske vist i sin skrivelse af
Kommissionen har endvidere anført, at i det foreliggende tilfælde ville høringen af de øvrige medlemsstater og de berørte erhvervskredse ikke ubetinget have haft de af sagsøgeren ventede følger. Det resultat, som Kommissionen er nået til, ville være det samme, også selv om den havde indledt proceduren efter traktatens artikel 93, stk. 2.
Heraf følger, af spørgsmålet, om Kommissionen med henblik på den belgiske omstruktureringsplan skulle have indledt den i traktatens artikel 93, stk. 2, omhandlede hovedundersøgelse, i sidste ende alene afhænger af, om støtteforanstaltningen er forenelig eller uforenelig med fællesmarkedet.
Inden forbundsregeringen gennemgår de materielle betingelser, som gælder for en støtteforanstaltnings forenelighed med fællesmarkedet, understreger den nødvendigheden og vigtigheden af den kontrol, som Domstolen skal udøve på et område, hvor Kommissionen har et vidt skøn.
Ifølge
Forbundsregeringen har anført, at ifølge den Tiende Beretning om Konkurrencepolitikken (1980, s. 120) er antallet af de beslutninger fra Kommissionen, hvorved medlemsstaterne forbydes at iværksætte påtænkte støtteforanstaltninger, relativt lavt i forhold til antallet af anmeldte foranstaltninger, og at andelen af de støtteprojekter, der endelig undersøges inden for den forudgående undersøgelsesprocedure er relativ stort.
Domstolens kontrol synes så meget mere nødvendig i denne sag, som det er første gang Kommissionen har godkendt en påtænkt støtte af en så omfattende art som den belgiske omstruktureringsplan.
Den omstændighed, at medlemsstaterne ikke kan anvende de foranstaltninger, der er tilladt inden for rammerne af GATT — fremfor alt muligheden for at opkræve udligningstold af subventionerede indførsler — taler for, at Domstolen kan udøve en effektiv kontrol med Kommissionens kompetenceudøvelse på området for statsstøtte.
Når det i medfør af traktatens bestemmelser ikke er tilladt medlemsstaterne at gennemføre denne type foranstaltninger, skyldes det ifølge forbundsregeringen netop eksistensen af proceduren med overvågning af nationale politiske foranstaltninger, der på støtteområdet skal forhindre, at de økonomiske vanskeligheder, som denne politik tilsigter at afhjælpe, overvæltes fra en medlemsstat til en anden.
Når Domstolen hidtil inden for rammerne af sager til prøvelse af beslutninger fra Kommissionen, hvorved det er blevet nægtet at iværksætte anmeldte støtteforanstaltninger, har fundet at have kompetence til at tage stilling til overholdelsen af de i traktaten nævnte betingelser, må det samme gælde inden for rammerne af en sag til prøvelse af en godkendelse af iværksættelse af en så betydningsfuld støtteordning som den belgiske omstruktureringsplan. På andre, med støtteretten sammenlignelige områder, især hvad angår beskyttelsesforanstaltninger, har Domstolen desuden taget stilling til, om tilsvarende godkendelser fra Kommissionen i medfør af EØF-traktatens artikel 105 har været forenelige med fællesmarkedet. Således har Domstolen i dommen af
Forbudet mod støtte er en væsentlig bestanddel af fællesmarkedet og kan sammenlignes med forbudet mod aftaler, der begrænser konkurrencen og samhandelen inden for Fællesskabet, eller forbudet mod opretholdelse eller genindførelse af told og kvantitative restriktioner i samhandelen mellem medlemsstaterne.
Det ville være i strid med traktatens artikel 164 — hvorefter værnelse af
Forbundsregeringen har anført, at overholdelsen af de grundlæggende betingelser — som ifølge traktatens artikel 92, stk. 3, litra a)-c), bemyndiger Kommissionen til at erklære en statslig støtteordning for forenelig med fællesmarkedet — derfor bør underkastes Domstolens kontrol. I dommen af
Endelig har forbundsregeringen gjort gældende, at Domstolen på områder, hvor Kommissionen har et vidt skøn, som den udøver efter økonomiske og sociale kriterier, nødvendigvis kun kan udøve en begrænset kontrol; Domstolen efterprøver dog rigtigheden af de faktiske omstændigheder og foretager den retlige subsumption. Forbundsregeringen har i denne sammenhæng henvist til dommen af
Ifølge Kommissionen skal der ikke sondres i denne henseende mellem forbud og godkendelse af en støtteforanstaltning. Kommissionens beslutninger kan kun annulleres, hvis den enten overskrider eller gør urigtig brug af sit skøn.
Ifølge
Sådanne former for støtte er under følgende af Kommissionen inden for fællesskabsrammer fastsatte betingelser (der i vidt omfang svarer til de
den påtænkte støtteforanstaltning må på ingen måde have til formål at garantere virksomhedernes overleven og udsætte deres strukturmæssige ændring;
den pågældende foranstaltning må kun gennemføres
støtten skal være begrænset til virksomheder, der er konkurrencedygtige på lang sigt;
den skal være degressiv og tidsmæssig begrænset;
den skal have til formål at fremme hjælp til selvhjælp og begrænses på en sådan måde, at den økonomiske risiko ikke overvejende bæres af staten, men af de berørte virksomheder.
Den påtænkte støtte må kun ydes til viksomheder, der er levedygtige, eller som i længden vil blive konkurrencedygtige. Ifølge Kommissionen udelukker overholdelsen af dette ene kriterium muligheden for foranstaltninger, der sikrer virksomhedernes overleven.
Støttens midlertidige og degressive karakter skal sikres.
Støttens intensitet må begrænses til det strengt nødvendige.
Støtten skal ledsages af en økonomisk indsats fra de berørte virksomheder, der modtager den.
Støtten skal være gennemskuelig, idet dette krav muliggør en korrekt bedømmelse af virkningerne.
For tekstilsektoren, der på verdensplan er kendetegnet ved betydelig overkapacitet, gælder der det sjette kriterium, at støtten ikke må føre til kapacitetsudvidelse.
Den belgiske omstruktureringsplan har snarere til formål at opretholde den nuværende struktur inden for tekstil- og beklædningsindustrien end på lang sigt at sikre dens konkurrenceevne.
Det fremgår af en erklæring fra den belgiske delegation under mødet af
Den principielle mangel ved støtteforanstaltningen skyldes desuden den omstændighed, at den ikke tilsigter at afskaffe overskudskapacitet eller at skabe arbejdspladser i erhvervsgrene uden for tekstil-og beklædningsindustrien.
Sagsøgeren har endelig understreget, at ifølge den rapport, som blev udarbejdet af selskabet McKinsey i Bruxelles, efter anmodning fra den belgiske regering, og som lå til grund for udarbejdelsen af femårsplanen for omstrukturering (bilag 28 til stævningen), kan der kun opnås en stabilisering af antallet af ansatte i den belgiske tekstil- og beklædningsindustri på
Ifølge forbundsregeringen er denne anden betingelse ikke opfyldt i nærværende sag af følgende grunde:
De vanskeligheder, som den belgiske tekstil- og beklædningsindustri står over for, er ikke væsentlig større end dem, som eksisterer for samme industrigren i de øvrige medlemsstater, især i Forbundsrepublikken Tyskland.
Til støtte for dette argument har forbundsregeringen fremlagt følgende talmæssige sammenligninger:
hvad angår beskæftigelsen mellem 1973 og 1980 og mellem 1979 og 1981, har den belgiske tekstil- og beklædningsindustri mistet henholdsvis 40 % og 7 % arbejdspladser, mens disse tal for den tyske tekstil-og beklædningsindustri andrager henholdsvis 31 % og 11 %;
i udenrigshandelen med tekstil- og beklædningsgenstande har Belgien opnået følgende overskud i gennemsnit:
fra 1978 til 1980, 907 millioner DM, mens tallet for Forbundsrepublikken Tyskland, udgjorde 396 millioner DM; i de første tre kvartaler af 1981, 341 millioner i forhold til Forbundrepublikken Tysklands 203 millioner DM (månedlig bulletin over udenrigshandelen, Eurostat, bilag 29 til stævningen);
med hensyn til investeringerne androg disse, i forhold til antallet af ansatte, mellem 1975 og 1979,
Kommissionen har i sin erklæring af
Det drejer sig herved om produktionsområderne tæpper, plys, boucléstoffer, chenille og bomuldsfrottéstof. Sagsøgeren anfører, at Kommissionen ikke har fritaget disse sektorer fra støtteforanstaltningen, skønt det klart ikke var nødvendigt at støtte sidstnævnte sektorer. Kommissionen har selv fastslået, at Belgien havde opnået overskud på dette område i samhandelen med de øvrige medlemsstater.
Forbundsregeringen mener, at den belgiske omstruktureringsplan ikke opfylder de betingelser, hvorved det skal sikres, at kun konkurrencedygtige virksomeheder støttes.
Sagsøgeren anfører, at selv om planen går ud fra princippet om at
Kommissionen har i sin erklæring, hvorefter den ikke havde indsigelser mod planen, forbeholdt sig muligheden af at forbyde anvendelsen af planen for virksomheder med mere end 50 ansatte. Rækkevidden af dette forbehold mangler dog enhver effektivitet af følgende tre grunde :
Det fremgår af dokumenter fra Institut national de statistique (publication mensuelle, statistiques industrielles 4/81 og 9/81, bilag 31 til stævningen), at der inden for tekstil-og beklædningsindustrien betragtet under ét, samt i de nævnte meget konkurrencedygtige sektorer, kun findes meget få virksomheder med mere end 50 ansatte.
Produkterne fra de
Gennemførelsen af den belgiske plan varetages af to institutioner, der er oprettet med henblik på dette formål, nemlig
Overholdelsen af betingelsen om, at støtten gradvis skal aftrappes, er væsentlig, for så vidt angår den omstændighed, at der især skal ydes støtte til konkurrencedygtige virksomheder. Sagsøgeren har understreget, at aftrapningen af den økonomiske støtte, som skal sikre den gnidningsløse produktionsomstilling i virksomhederne for at genoprette deres konkurrencekapacitet, især er til fordel for stærke virksomheder i den konkurrence, som de er udsat for under omstillingsprocessen.
For så vidt angår støtte til en bestemt erhvervsgren, gælder kravet om aftrapning både for den samlede plan og for de enkelte udbetalinger af tidsbegrænset støtte, samt for de midler, der anvendes. De belgiske omstruktureringsplan indeholder, således som den er blevet forelagt Kommissionen, ingen retningslinjer herom.
Kommissionen har desuden ikke tilgodeset overholdelsen af betingelsen om gradvis aftrapning, for så vidt som den har begrænset godkendelsen af planens anvendelse til et år uden at betinge en eventuel forlængelse heraf af overholdelsen af kravet om, at der skal ske gradvis aftrapning.
Ifølge forbundsregeringen tilsigtes det med begrænsningen af støtten i forhold til en bestemt andel af de berørte virksomheders egen deltagelse at sikre, at den statslige støtte fortsat har karakter af hjælp til selvhjælp. En for høj statslig deltagelse vil derimod svare til en overlevelsesstøtte og indebære eventuel risiko for supplerende betalinger, samt inddragelse af politiske motiver.
Kommissionen har hidtil inden for rammerne af sit tilsyn med støtteforanstaltninger påset, at statslig støtte ikke overskrider en bestemt intensitet. Således har Kommissionen f.eks. ved miljøbeskyttelse anst en maksimal intensitet på 15 % for lovlig. Alene på grund af det uopsættelige behov for omstilling af industrien til mere miljøvenlige produktionsformer, har Kommissionen undtagelsesvist tilladt støtteforanstaltninger med en højere intensitet, nemlig indtil 45 % for de investeringer, der gennemførtes i 1975-1976, og med 30 % for investeringerne i 1977-1978. På området for regionalstøtte har intensiteten af den tilladte støtte aldrig overskredet 20 %.
Ved støtte inden for en bestemt branche har den af Kommissionen tilladte støtteintensitet indtil nu aldrig antaget de proportioner, som karakteriserer den belgiske omstruktureringsplan. Sagsøgeren henviser f.eks. til et nederlandsk støtteprojekt til fordel for en cigaretfabrikant: Kommissionen fandt det da ulovligt at yde den støtte med en intensitet på 4 % (bilag 32 til stævningen).
De økonomiske midler, der blev stillet til rådighed for den belgiske tekstil- og beklædningssektor for det første år af Claes-planens anvendelsesperiode, anslås til
Den andel af de statslige midler, der i denne sag således andrager 70 %, og som undertiden betegnes som støtteintensitet, repræsenterer imidlertid ikke den såkaldte subventionsækvivalent, dvs. den andel af den økonomiske støtte, der ligesom en investeringspræmie ydes uden krav om tilbagebetaling. Ved beregningen af subventionsækvivalenten må det derfor undersøges, i hvilket omfang de midler, som den belgiske regering har stillet til rådighed for virksomhederne, faktisk udgjorde støtte til omstrukturering af sektoren og ikke blot støtte til virksomhedernes overleven.
Sagsøgeren anfører, at ifølge de af sagsøgte udarbejdede beregningsmetoder, androg de statsmidler, der blev stillet til rådighed for de berørte, for det første år af femårsplanens varighed, 308 millioner DM. Dette beløb repræsenterede 54 % af de programmerede investeringsomkostninger for fem år. Sagsøgeren understreger, at de samlede investeringer i den belgiske tekstil- og beklædningsindustri i årene 1975-1979 gennemsnitlig androg 3,9 milliarder belgiske francs, dvs. 253 millioner DM.
Den af Kommissionen anvendte såkaldte standardberegningsmetode, hvorefter subventionsækvivalenten af statsdeltagelse i virksomhedernes kapital ansættes til 0, kan ikke være afgørende for så vidt angår tekstil- og beklædningsindustrien, da der ikke tages hensyn til den omstændighed, som er angivet i en skrivelse af
Trods de belgiske virksomheders finansieringsvanskeligheder, er deres egen deltagelse i finansieringen af omstruktureringsplanen, der er fastsat til 30 %, for lav. Ifølge sagsøgeren kan kun en massiv deltagelse fra de begunstigede virksomheders side i finansieringen af investeringerne sikre, at de statslige subventioner bevarer deres karakter af hjælp til selvhjælp.
Inden gennemgangen af disse forskellige punkter, har Kommissionen besvaret sagsøgerens indlæg angående et af disse krav, nemlig
Kommissionen erklærer, at den ikke deler sagsøgerens opfattelse, hvorefter alle medlemsstaterne berøres ens af lirisen inden for tekstilsektoren. Til begrundelse for denne opfattelse har Kommissionen i første række understreget følgende faktiske omstændigheder:
Det fremgår af de af sagsøgeren fremlagte statistiske oplysninger, at tabet af arbejdspladser mellem 1973 og 1980 i Belgien (40 %) lå væsentligt over det tal, der blev registreret inden for hele Fællesskabet (27 %) og i Forbundsrepublikken Tyskland (31 %).
Det fremgår af McKinsey-rapporten (bilag 28 til stævningen), at tekstil-og beklædningsindustrien har en større andel af værdiskabelsen inden for forarbejdningsindustrien i Belgien end i de øvrige medlemsstater, bortset fra Italien.
I den af sagsøgeren fremlagte sagkyndige erklæring fra Kieler Institut für Weltwirtschaft (s. 17, punkt 20) fastslås det, at tekstil- og beklædningsindustrien i Belgien
Kommissionen har dernæst anført, at selv om det godtgøres, at den tyske og den belgiske tekstil- og beklædningsindustri befandt sig i lignende vanskeligheder, vil godkendelsen til iværksættelse af den belgiske omstruktureringsplan dog ikke kunne anses for at være i strid med den fælles interesse, jfr. traktatens artikel 92, stk. 3, litra c).
Den bedømmelse, som Kommissionen skal foretage, må vedrøre
Kommissionen undersøger ikke kun, om den påtænkte støtteforanstaltning muligvis ændrer samhandelen mellem medlemsstaterne, men også, om den er forenelig med de på fællesskabsplan definerede industripolitiske målsætninger og foranstaltninger.
Kommissionen understreger, at den belgiske omstruktureringsplan nøje svarer til de retningslinjer, der er indeholdt i dens meddelelse til Rådet
Kommissionen har for det tredje forkastet konklusionerne i den nævnte sagkyndige erklæring, som sagsøgeren henviser til, og hvorefter den belgiske tekstil- og beklædningsindustri kan
Kommissionen har i denne henseende fremført tre bemærkninger:
De sagkyndige er nået til denne konklusion ved udelukkende at anvende begrebet Revealed Comparative Advantage (R.C.A.). R.C.A.-mængden, der alene udtrykker forholdet mellem nettoudførslerne i én branche og nettoudførslerne inden for den samlede økonomi, kan imidlertid ikke give noget nøjagtigt billede af situationen i en industrigren, thi denne fremstår muligvis alene som særlig konkurrencedygtig, fordi den har vundet stærkere indpas i udlandet end alle konkurrenterne i dens hjemland.
En sammenligning på grundlag af R.C.A.-mængden er kun lovlig, når den økonomiske struktur i de forskellige lande og betydningen af den pågældende erhvervssektor udviser næsten ens karakteristika, hvilket ikke er tilfældet i denne sag.
Anbringendet om, at den belgiske tekstilindustri har en ægte konkurrencefordel i forhold til konkurrenterne i Tyskland er urigtigt, thi ved udførslerne fra Belgien til Forbundsrepublikken drejer det sig i det væsentlige om såkaldte konkurrencedygtige produkter, som f.eks. tæpper, der kun kan drage fordel af støtte inden for de af Kommissionen snævert afgrænsede betingelser.
Kommissionen understreger endvidere, at sammenligningen mellem udførslerne og indførslerne af produkter inden for den pågældende industrisektor for hele Fællesskabet alene viser, om der består nogen konkurrencemæssig fordel for den belgiske industri på fællesskabsplan.
Den støtte, der ydes på grundlag af den belgiske plan, er en ægte støtte til omstrukturering og ikke en støtte til drift af virksomheder, der ikke i længden er levedygtige. Hvis opretholdelsen af arbejdspladser, efter omstruktureringen og en betydelig nedskæring i antallet af arbejdspladser, fremstår som et af planens formål, indebærer dette dog på ingen måde, at virksomheder, hvis levedygtighed ikke er sikret, kan drage fordel af støtteforanstaltninger.
Kommissionen understreger, at den pågældende støtte kun ydes selektivt og efter anmodning. Den belgiske regering har med henblik herpå og i overensstemmelse med Kommissionens krav fastlagt en række kriterier til efterprøvelse af levedygtigheden for virksomheder, der kan komme i betragtning ved tildeling af en støtte. På grundlag af disse kriterier skal den virksomhed, der indgiver ansøgning om støtte, anvende prognoseteknik og økonomiske indicier, der, på grundlag af moderne managementmetoder, bidrager til at nedsætte den risiko, der er forbundet med de trufne beslutninger.
Ydelse af støtte er desuden betinget af fremlæggelse af et omstruktureringsprogram fra og for den virksomhed, der ansøger om støtte. Ganske vist blev programmerne undersøgt af de af sagsøgeren nævnte institutioner, men intet giver dog grundlag for antage, at disse institutioner ikke havde kapacitet eller vilje til alene at begrænse ydelsen af støtte til omstruktureringsprogrammer.
Kommissionen har derfor accepteret en generel plan for omstrukturering af den pågældende sektor uden at forbeholde sig prøvelsen af enhver ydelse af støtte til en virksomhed, fordi det forvaltningsteknisk ville være umuligt at gennemgå alle konkrete tilfælde. Af denne grund blev den forudgående anmeldelse af en anmodning om støtte kun krævet for såkaldt yderst konkurrencedygtige sektorer og for store virksomheder.
I denne sammenhæng har Kommissionen fremført to bemærkninger:
ganske vist har flertallet af de belgiske tekstilindustrier mindre end 50 ansatte, men flertallet af de beskæftigede er dog ansat i de største virksomheder;
den omstændighed, at en stor virksomhed fremstiller forskellige produkter, fritager den på ingen måde for forpligtelsen til forudgående anmeldelse.
Kommissionen har i øvrigt for at sikre, at den belgiske plan fortsat kan have karakter af omstruktureringsstøtte, stillet et supplerende krav, hvorefter en virksomhed, der modtager sektorstøtte, ikke kan oppebære nogen anden statsstøtte hverken alternativt eller kumulativt. Forbudet mod alle andre former for støtte er af stor betydning under synsvinklen om konkurrencen inden for Fællesskabet.
Kommissionen har overholdt kravet om en tidsmæssig begrænsning af støtten, idet den kun har tilladt iværksættelsen af planen for et år, selv om den oprindeligt var foreslået anvendt i fem år. Kommissionen tilføjer, at den i sin endelige beslutning på ingen måde har udtalt sig til fordel for en eventuel forlængelse af planen ud over 1982, men derimod har forbeholdt sig muligheden af senere at tage stilling til en eventuel ansøgning om forlængelse.
I et tidsmæssigt så snævert afgrænset program mister spørgsmålet om aftrapning i væsentlig grad sin betydning.
Sagsøgte anfører, at formen for den valgte støtte, nemlig et rentetilskud på 7 points til fordel for lån, optaget til normale markedsrenter, nødvendigvis indebærer en vis grad af aftrapning, for så vidt som rentetilskuddene kun ydes for lånets restbeløb.
Sagsøgeren har med urette anført, at Kommissionen aldrig tidligere har godkendt et støtteprogram for en bestemt sektor af en størrelsesorden som foreslået i den femårige plan for omstrukturering af den belgiske tekstil- og beklædningsindustri. Kommissionen nævner som eksempel den støtte, som Forbundsrepublikken Tyskland har ydet til et omstruktureringsprogram for en stålvirksomhed i Saar.
Kommissionen anfører, at den ved sin bedømmelse af en støttes intensitet går ud fra, at beregningen af subventions-ækvivalenten må ske efter de for stålsektoren udarbejdede metoder. Denne særlige beregningsmetode, der er udarbejdet med deltagelse af sagskyndige fra medlemsstaterne, og med den udtrykkelige begræsning, at den kun skal finde anvendelse på det område, for hvilken den er udarbejdet, kan imidlertid ikke overføres til tekstilsektoren, for så vidt som den ved en anvendelse på firmaer, der er fuldt ud levedygtige, vil føre til en betydelig overvurdering af støttens intensitet.
Ved beregningen af intensiteten af støtte til tekstilsektoren anvender Kommissionen den standardformular, dvs. den nettosubventionsækvivalent, hvormed den beregner intensiteten af regionale og sektorielle støtteformer. Denne metode gør det muligt at omregne alle former for støtte til deres nettoværdi, dvs. efter fradrag af skat. Den væsentligste del af den støtte, der ydes på denne måde, består i en rentegodtgørelse for lån.
Kommissionen anfører, at hvis man går ud fra en maksimal kreditandel på 30 % i investeringsomkostningerne og en rentegodtgørelse på 7 procentpoint for en maksimal løbetid på fem år, er resultatet en nettostøtteækvivalent på 4,2 % af den samlede investering.
I denne sammenhæng har Kommissionen anført følgende med henblik på vurderingen af den efter omstruktureringsplanen mulige statslige deltagelse i virksomhedernes kapital : Kommissionen mener ligesom sagsøgeren, at der ved afgørelsen af spørgsmålet, om sådanne former for deltagelse udgør støtte eller støtteelementer, må lægges vægt på de konkrete økonomiske omstændigheder. Kommissionen lægger vægt på en bedømmelse af virksomhedens samlede situation. Hvis deltagelsen vedrører en virksomhed, der er i vanskeligheder eller allerede under konkurs, mener Kommissionen, at statens deltagelse faktiske udgør en støtte. Den statslige deltagelse i en levedygtig virksomhed kan derimod ikke anses for at udgøre en støtte.
Kommissionen mener, at den støtte, der ydes inden for rammerne af den belgiske omstruktureringsplan, faktisk har karakter af støtte og er bestemt til at understøtte virksomhedernes egen indsats.
Den omstændighed, at Kommissionen har godkendt en sats på 30 %, mens de oprindelige belgiske forslag generelt forudså en sats på maksimalt 25 % egendeltagelse, kan ikke begrunde, at Kommissionen skulle have udøvet sit skøn på urigtig måde. Denne sats ligger klart over den sædvanlige sats inden for Fællesskabets tekstil- og beklædningsindustri; den er imidlertid i overensstemmelse med en fuldt ud sædvanlig praksis inden for rammerne af finansiering af investeringer.
I øvrigt fremgår det af de hidtidige reaktioner fra talrige repræsentanter for den belgiske tekstil- og beklædningsindustri, at kun en ringe del af virksomhederne er rede til at acceptere en statslig deltagelse i deres egenkapital. Bortfaldet eller forringelsen af den statslige deltagelse forhøjer tilsvarende virksomhedernes egendeltagelse. Dermed mister den af sagsøgeren anførte fare for en mulig pligt til at foretage supplerende betalinger sin betydning.
For at sikre gennemskueligheden af den for den belgiske industri planlagte støtteordning har Kommissionen godkendt iværksættelsen af omstruktureringsplanen under den betingelse, at der ikke ydes nogen som helst anden form for statsstøtte til den pågældende sektor, og at den belgiske regering regelmæssigt fremlægger omfattende rapport vedrørende anvendelsen af støtteprogrammet. Således skal der hver måned fremlægges oplysninger om Belgiens handel inden for tekstil- og beklædningsindustrien i overensstemmelse med den statistiske varefortegnelse fra Fællesskabets statistiske kontor (NIMEXE), og hvert kvartal skal der fremlægges en rapport, opdelt i ni hovedbrancher vedrørende planens anvendelse og virkninger, samt en rapport opdelt i tabeller, indordnet efter alle de ansøgninger, der er blevet gjort til genstand for en beslutning. Den belgiske regering har indtil nu korrekt opfyldt disse forpligtelser.
Ifølge Kommissionen har den udtømmende karakter af de foranstaltninger, der er truffet inden for rammerne af omstruktureringsplanen, og den efterfølgende overvågeise (
Kommissionens beslutning af
Over for sagsøgerens anbringende om, at omstruktureringsplanen ifølge McKinseyrapporten tilsigter en forhøjelse af den belgiske tekstil- og beklædningsindustris andel af fællesskabsproduktionen, kan det anføres, at denne forhøjelse ikke kan ligestilles med en kapacitetsudvidelse.
Ifølge
For det første eksporterer den belgiske tekstil- og beklædningsindustri en betydelig andel af sin produktion til andre lande, især til lande inden for Fællesskabet. I 1980 androg udførslerne
Det er desuden af betydning, at tekstil-og beklædningsindustrien i de øvrige medlemsstater, især i Nederlandene, Frankrig og Tyskland, konkurrerer med den belgiske industri både på markederne inden for Fællesskabet og på tredjelandsmarkederne.
Uden den økonomiske støtte i medfør af den omhandlede plan, hvis størrelse og omfang er betragtelig, ville den belgiske tekstil- og beklædningsindustri ikke opretholde sine afsætningsmuligheder på det belgiske marked, de øvrige medlemsstaters markeder eller på tredjelandsmarkederne, og ville under ingen omstændigheder kunne opnå nye afsætningsmuligheder.
Ifølge forbundsregeringen skyldes konkurrencefordrejningen den omstændighed, at den belgiske industri tilføres økonomisk støtte, der alene skal tjene til at opretholde virksomhederne. Såfremt det antages, at omstruktureringsplanen giver de berørte virksomheder adgang til nye delmarkeder og fremstilling af varer af bedre kvalitet, vil den dog have til virkning, at konkurrenter fra de øvrige medlemsstater, der ikke oppebærer tilsvarende støtte, og som ændrer deres produktioner ved hjælp af egne midler og på egen risiko, fortrænges fra markedet.
Den omstændighed, at Kommissionen har godkendt planen, først kun for et år, forringer på ingen måde planens negative virkninger, for så vidt som Kommissionen således bidrager til at gøre de konkurrerende virksomheders stilling mindre sikker, idet disse, da der består risiko for en ny godkendselse af belgiske støtteforanstaltninger, afskrækkes fra at gennemføre de investeringer ved egne midler, som er nødvendige for at foretage en tilpasning til strukturændringerne.
Den belgiske tekstil- og beklædningsindustri opnår således en kunstig og ugrundet konkurrencefordel. Denne industris angivelige særlige betydning i Belgien kan ikke retfærdiggøre overvæltningen af økonomiske og især beskæftigelsespolitiske problemer til andre medlemsstater. I øvrigt har den belgiske tekstil- og beklædningsindustri i 1979 kun beskæftiget 3,7 % af alle lønmodtagere i Belgien, eller 10,5 % af de personer, der er ansat i tekstil- og beklædningsindustrien (Eurostat — beskæftigelse og arbejdsløshed, 1973-1979, bilag 35 til stævningen).
Det er uforeneligt med den fælles interesse, at den belgiske omstruktureringsplan, på grund af dens omfang og betragtelige virkninger, enten tvinger de andre medlemsstater til at acceptere de dermed forbundne ulemper eller ligeledes at yde støtte. I betragtning af omfanget af den støtte, som ydes af Belgien, må det befrygtes, at de andre medlemsstater vil forsøge at neutralisere dens virkninger ved lignende foranstaltninger. Frankrig og Nederlandene har således allerede forkyndt vedtagelsen af omstruktureringsplaner (bilag 36 og 37 til stævningen).
Ifølge sagsøgeren kan de støtteforanstaltninger, der er truffet til fordel for den tyske tekstilindustri, ikke sammenlignes med de støtteforanstaltninger, der er vedtaget af den belgiske regering. Det drejer sig i virkeligheden om regionalstøtte, som er til fordel for den tyske tekstil- og beklædningsindustri, men ikke om branchespecifikke støtteforanstaltninger.
Den tyske industri ville ikke være i stand til at imødegå den belgiske industris subventionerede konkurrence. I betragtning af det i to år stigende antal konkurser (Statistisches Bundesamt — november 1981 — bilag 34 til stævningen) må Forbundsrepublikken Tyskland ligeledes snart støtte sin industri. Da antallet af beskæftigede i den tyske industri næsten er fem gange så højt som det antal personer, der er ansat i den belgiske industri, må de tyske myndigheder anvende betragtelige offentlige midler. Det ville imidlertid være i strid med traktatens bestemmelser og farligt for selve fællesmarkedet, såfremt medlemsstaterne gennem overbud i forbindelse med ydelse af støtte forsøgte at sikre sig andele af fællesmarkedet, der ikke er en følge af fri konkurrence.
Forbundsregeringen henviser i øvrigt til konklusionerne i den sagkyndige rapport om den belgiske omstruktureringsplan, der er udarbejdet af Institut für Weltwirtschaft ved Kiel's Universitet (bilag 1 til replikken), som er en integrerende del af regeringens argumentation. Det fremgår i første række af dette dokument, at den belgiske støtteplan, der forfølger en konserverings- og overrislingsstrategi, efter sin natur er uforenelig med fællesmarkedet.
Betydningen af den bilaterale samhandel mellem Belgien og Forbundsrepublikken Tyskland kan under ingen omstændigheder støtte sagsøgerens anbringende i denne henseende, da beslutningerne om statsstøtte ifølge Kommissionen kun kan træffes under hensyntagen til den samlede samhandel inden for Fællesskabet.
Kommissionen understreger dog, at den tyske tekstil- og beklædningsindustri også modtager betydelig støtte. Det fremgår bl.a. af dokumenter, som forbundsregeringen tilstillede Kommissionen i forbindelse med en af denne gennemført undersøgelse, at i 1977 blev 42,6 % af de samlede investeringer i tekstil- og beklædningsindustrien fremmet ved forskellige former for statsmidler. For 1978 androg andelen 47,6 %. Desuden greb også de enkelte delstater ind til fordel for denne erhvervssektor, bl.a. for at redde visse virksomheder, der var i vanskeligheder. Situationen i de øvrige medlemsstater er ikke væsentlig anderledes.
Kommissionen mener at have undgået den ændring af samhandelsvilkårene, som nødvendigvis følger af enhver støtteforanstaltning, ved at begrænse rækkevidden af de tilladte støtteforanstaltninger. Kommissionen har fra støtteordningen udelukket fremstillingen af syntetiske fibre og underkastet områderne herrekonfektion, damestrømper og strømpebenklæder, kamgarnsspinderier, for hvilke der inden for Fællesskabet bestod konkurrence og overkapacitetsproblemer, samt områderne tæpper, velour og plys, bouclé- og chenille-stoffer, inden for hvilke sektorer den belgiske industri er særlig konkurrencedygtig, en forudgående undersøgelses-procedure, hvorefter alle planer om støtte, som vedrører virksomheder med mere end 50 ansatte, først skal forelægges Kommissionen til godkendelse.
Som konklusion på sine indlæg fremfører Kommissionen følgende to bemærkninger:
Ifølge de hidtil foretagne undersøgelser har de individuelle programmer, der skulle fremmes med Claes-planen, som er blevet godkendt af Kommissionen, faktisk forbedret virksomhedernes produktudvalg, og må følgelig anses for en aktiv sanering, som anbefalet af Institut für Weltwirtschaft ved Kiel's Universitet i dets sagkyndige rapport om den belgiske regerings støtteprogram for tekstil- og beklædningsindustrien.
Hvad angår anbringendet om, at de økonomiske problemer overvæltes på de andre medlemsstater, har Kommissionen anført, at det tab af arbejdspladser, som ifølge sagsøgeren vil kunne blive udløst inden for den tyske tekstilindustri som følge af anvendelsen af den belgiske støtteplan, i den nævnte sagkyndige erklæring blev vurderet ved hjælp af de beregningsmetoder, der er anført på rapportens side 69-84. Ifølge rapporten er omstruktureringsplanen i overensstemmelse med en overrislings- og bevarings-strategi. Ifølge Kommissionen er det naturligt, således som det indrømmes i den sagkyndige rapport (s. 21), at man
Ifølge
Kommissionen erklærer, at den belgiske omstruktureringsplan er udarbejdet på grundlag af en rapport fra firmaet McKinsey & Co., der udgør en grundig og objektiv analyse af den belgiske tekstil- og beklædningsindustris situation og udvikling. Det fremgår af denne rapport, at den eneste strategi, der kan genskabe den belgiske industris konkurrencedygtighed på internationalt plan, består i en omfattende omstrukturering af den belgiske industri. McKinsey-rapporten forudser især en tilpasning af produktionen efter internationale markedstendenser, modernisering af maskinparken, anvendelse af nye former for teknik og teknologi, en specialisering inden for de brancher, der er truet af tredjelandsvarer, og intensive anstrengelser med henblik på innovation.
Den støtte, der er ydet på grundlag af planen, er en ægte omstruktureringsstøtte og har ikke karakter af subventioner til ikke levedygtige virksomheder. Kommissionen har herom fremført:
I overensstemmelse med Kommissionens beslutning af
Ved anmeldelsen af omstruktureringsplanen har den belgiske regering oplyst, at den trods ydelsen af den påtænkte støtte under alle omstændigheder forudså lukningen af et betydeligt antal virksomheder og et tab på mere end
Kommissionen har anført, at selv om en undersektor inden for tekstil- og beklædningsindustrien i en medlemsstat må anses for relativt konkurrencedygtig på fællesskabsplan, betyder dette på ingen måde, at også de enkelte virksomheder har en stærk position på internationalt plan.
Ifølge Kommissionen er strukturerne inden for medlemsstaternes tekstil- og beklædningsindustri så forskellige fra virksomhed til virksomhed, at en beskrivelse af denne sektor på basis af gennemsnitsværdier nødvendigvis vil føre til stærke generaliseringer.
For at tage hensyn til disse omstændigheder og den egentlige situation for hver enkelt virksomhed inden for de pågældende undersektorer har Kommissionen, som anført på siderne 33 og 34 i svarskriftet, besluttet at pålægge bestemte sektorer en forpligtelse til forudgående anmeldelse (bouclé- og chenillestoffer — herunder bomuldsfrottestoffer — velour og plys, tæpper).
Kommissionen mener, at denne beslutning gør det muligt at tage hensyn til de særlige risici for konkurrencefordrejninger, som er forbundet med ydelse af støtte i undersektorer, og at undgå en global diskriminering af de pågældende virksomheder, som ville have været resultatet at et absolut forbud mod støtte til de nævnte undersektorer.
Af de i 1982 anmeldte tolv påtænkte støtteplaner har Kommissionen kun godkendt fire. For fire andre planer har Kommissionen kun meddelt en delvis godkendelse svarende til de reelle investeringer i forbindelse med omstruktureringen. For de øvrige fire tilfælde har Kommissionen truffet en formel negativ beslutning.
Ved skrivelse af
Den
Den
virksomheder inden for særlig udsatte sektorer (kamgarnsspinderier, strømpebenklæder, velour og plys,
for yderligere elleve andre undersektorer, som Kommissionen har nævnt, skal støtteforanstaltningerne først anmeldes, såfremt den støttemodtagende virksomhed har mere end 150 ansatte;
budgettet for den samlede støtte, der skal ydes i 1983, må ikke overstige 4 milliarder belgiske francs;
omstruktureringsinvesteringerne kan kun finansieres gennem lån af offentlige midler med indtil 50 % (løbetid indtil ti år), hvorved der kan ydes en rentebegunstigelse med 7 % for fem år;
når lånet optages på kapitalmarkedet, består støtten kun i rentebegunstigelsen; en supplerende statsgaranti kan i disse tilfælde ydes med indtil 50 % af de på kapitalmarkedet opnåede kreditter.
De betingelser, der er fastsat for 1983, er mere restriktive end for 1982, især hvad angår:
det samlede budget;
finansieringsmåderne;
sektorudvælgelsen.
I øvrigt har Kommissionen godkendt en overgangsordning for det støtteprogram, der udløb den
Da visse ansøgninger fra virksomheder, der skulle udarbejde en omstruktureringsplan, først indgik til de belgiske myndigheder ved udgangen af 1982, har det af administrative grunde ikke altid været muligt at træffe afgørelse om ansøgningen inden årets udløb. Kommissionen har derfor accepteret, at de ansøgninger om støtte, der blev forskriftsmæssigt indgivet inden udløbet af dette år, indtil
Kommissionen erklærer at råde over en komplet fortegnelse over de pågældende ansøgninger. Den støtte, der således kunne ydes de pågældende virksomheder, blev begrænset til 1 milliard belgiske francs, og skal fradrages det budget på 4 milliarder belgiske francs, der er forudset for den nye plan for 1983.
Ifølge Kommissionen, der henviser til oplysningerne fra det statistiske kontor i Luxembourg, er de belgiske udførsler af tekstil- og beklædningsgenstande til de øvrige medlemsstater i 1982 steget med 5,8 % i forhold til det foregående år. Samtidig er de belgiske indførsler fra de øvrige medlemsstater steget med 5,7 %.
Den belgiske handelsbalance for tekstilprodukter med de andre medlemsstater er således kun blevet ganske ringe forbedret i 1982.
Kommissionens svar lyder:
Kommissionen understreger, at ¡følge dens beslutning af
Denne deltagelse består i en kapitaltilførsel fra SNCT (Société Nationale pour la Restructuration du Textile et de la Confection en Belgique), som er et datterselskab af Société nationale d'investissement, der er en statslig finansieringsmyndighed. Den udgør en normal selskabskapital og giver samme afkast som egenkapitalen.
Da forholdet mellem den statslige kapitaldeltagelse (maksimalt 45 % af virksomhedens samlede investeringer) og lånet (maksimalt 30 %) er 60 til 40 inden for rammerne af det samlede budget for støtteprogrammet, følger det heraf, at det budget, der er opstillet for kapitaldeltagelsen maksimalt er 60 % af 6,8 milliarder belgiske francs, dvs. 4,08 milliarder belgiske francs. De nødvendige midler blev tilvejebragt på følgende måde:
langfristede lån fra de to institutioner ITCB og STCB hos private og offentlige kreditinstitutioner på sædvanlige markedsvilkår;
årligt tilskud fra staten;
indtægter fra provenuet for særlige tjenesteydelser (på området forskning, teknologi og salgsfremme) for virksomheder inden for tekstil- og beklædningsindustrien ;
øvrige eventuelle indtægter.
Kommissionen har henvist til siderne 28 og 29 i svarskriftet, og anfører, at den i det foreliggende tilfælde har anvendt den såkaldte nettosubventionsækvivalent ved beregningen af omfanget af den statslige støtte.
Denne standardformel anvendes af Kommissionen efter samtykke fra alle medlemsstaterne, bl.a. ved vurderingen af regionale og sektorielle støttesystemer.
Da det drejer sig om lån, der er begrænset til maksimalt 30 % af den samlede investering, og med en rentegodtgørelse på 7
Da disse kreditter i det hele, omfattende rentegodtgørelsen, ikke må overstige beløbet på 2,72 millioner belgiske francs (samlet budget på 6,8 milliarder, minus statsdeltagelsen på 4,08 milliarder), repræsenterer rentegodtgørelsen et beløb på 177,9 millioner belgiske francs.
Ifølge Kommissionen må intensiteten af en støtte, udtrykt gennem de med henblik herpå anvendte budgetmidler, sædvanligvis vurderes i forhold til visse referenceværdier, såsom planens formål, størrelsen af investeringerne eller de øvrige foranstaltninger, der er genstand for støtten, betingelserne for ydelse af støtten, antallet af arbejdspladser, der direkte eller indirekte har fordel af støtten osv.
Under iagttagelse af dette forbehold andrager omfanget af støtten for tekstil-og beklædningsindustrien 150,5 millioner ECU. Til sammenligning har Kommissionen fremlagt en liste over et antal sektormæssige støtteforanstaltninger, som den har godkendt i perioden 1977-1982.
De elementer, der udgør planen, fremgår af de dokumenter, der er vedlagt sagen, og især følgende dokumenter:
anmeldelse af den belgiske plan af
talrige skrivelser udvekslet mellem Kommissionen og regeringen efter anmeldelsen af
anmeldelse af den nye plan af
supplement til denne anmeldelse indeholdt i skrivelse fra de belgiske myndigheder af
den anfægtede beslutning af
skrivelse af
Sammenfattende har Kommissionen herefter erklæret, at den belgiske regering sandsynligvis har forelagt en endelig version af planen i form af de administrative bestemmelser, der er tilstillet de to institutioner, der skal gennemføre og kontrollere planens iværksættelse.
Forbundsrepublikken Tysklands regering ved Dr. Martin Seidel og professor Dr. G. Fels, som befuldmægtigede, og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber ved Götz zur Hausen og Marie-Joseé Jonczy, som befuldmægtigede, har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den
Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN
Mertens de Wilmars
Koopmans
Bahlmann
Galmot
Pescatore
Mackenzie Stuart
O'Keeffe
Bosco
Due
Everling
Kakouris
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den
Justitssekretæren
efter bemyndigelse
H. A. Rühl
Ekspeditionssekretær
J. Mertens de Wilmars
Præsident