26.7.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 265/1


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2021/1214

af 22. juli 2021

om bemyndigelse af Polen til at forbyde handel på landets område med hampesorten Finola i henhold til Rådets direktiv 2002/53/EF

(meddelt under nummer C(2021) 5295)

(Kun den polske udgave er autentisk)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 2002/53/EF af 13. juni 2002 om den fælles sortsliste over landbrugsplantearter (1), særlig artikel 18, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I overensstemmelse med direktiv 2002/53/EF offentliggør Kommissionen i Den Europæiske Unions Tidende, C-udgaven, den fælles sortsliste over landbrugsplantearter (2), som indeholder navnene på en række hampesorter.

(2)

For at forhindre, at der ydes støtte til ulovlige afgrøder, fastsættes det i artikel 32, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 (3), at arealer, der anvendes til produktion af hamp, kun er støtteberettigede, hvis de anvendte sorter har et indhold af tetrahydrocannabinol (THC) på højst 0,2 %.

(3)

I artikel 9, stk. 5, i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 639/2014 (4) fastsættes det, at hvis gennemsnittet af alle prøverne af en given sort for andet år i træk overstiger det THC-indhold, der er fastsat i artikel 32, stk. 6, i forordning (EU) nr. 1307/2013, underretter medlemsstaten Kommissionen om anmodningen om bemyndigelse til at forbyde handel med sorten, jf. artikel 18 i Rådets direktiv 2002/53/EF.

(4)

Den 19. januar 2021 modtog Kommissionen en anmodning fra Polen om tilladelse til at forbyde handel på hele landets område med hampesorten Finola, i overensstemmelse med artikel 9, stk. 5, i delegeret forordning (EU) nr. 639/2014. Polen meddelte Kommissionen, at analyser viste, at gennemsnittet af alle prøver af sorten Finola oversteg det THC-indhold på 0,2 %, der er fastsat i artikel 32, stk. 6, i forordning (EU) nr. 1307/2013, for andet år i træk.

(5)

I henhold til artikel 18 i direktiv 2002/53/EF kan en medlemsstat anmode om bemyndigelse til at forbyde handel med en sort, der er opført på den fælles sortsliste, hvis dyrkningen af denne sort udgør en risiko for miljøet eller menneskers sundhed.

(6)

THC har en psykotrop virkning, og der er behov for at begrænse menneskers eksponering ved at begrænse forekomsten af THC i markedsførte hampesorter.

(7)

Derfor bør Polen bemyndiges til at forbyde handel med hampesorten Finola på hele landets område.

(8)

For at give Kommissionen mulighed for at underrette de øvrige medlemsstater og ajourføre den fælles sortsliste over landbrugsplantearter, bør det kræves, at Polen underretter Kommissionen om, fra hvilken dato landet har til hensigt at gøre brug af den tilladelse, der indrømmes i henhold til denne afgørelse.

(9)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Polen kan i overensstemmelse med artikel 18 i direktiv 2002/53/EF forbyde handel med hampesorten Finola på hele sit område.

Artikel 2

Polen meddeler Kommissionen, fra hvilken dato landet gør brug af tilladelsen, jf. artikel 1.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til Republikken Polen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 22. juli 2021.

På Kommissionens vegne

Stella KYRIAKIDES

Medlem af Kommissionen


(1)   EFT L 193 af 20.7.2002, s. 1.

(2)  Fælles sortsliste over landbrugsplantearter, tilføjelse 2021/2 (EUT C 42 af 5.2.2021).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 af 17. december 2013 om fastsættelse af regler for direkte betalinger til landbrugere under støtteordninger inden for rammerne af den fælles landsbrugspolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 637/2008 og Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 608).

(4)  Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 639/2014 af 11. marts 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 om regler for direkte betalinger til landbrugere under den fælles landbrugspolitiks støtteordninger og om ændring af bilag X til nævnte forordning (EUT L 181 af 20.6.2014, s. 1).