Alain de Briey blev ansat som midlertidigt ansat for en periode af to år og gjorde fra den 15. august 1975 tjeneste i Ispra som chef for afdelingen administration og personale. Denne stillingsbesættelse blev fornyet men denne gang på ubestemt tid — i en ny kontrakt, som blev underskrevet den 26. maj 1977, men trådte i kraft den 1. november 1976; tjenestestedet var først Ispra og derefter fra den 16. marts 1977 Petten, hvor de Briey gjorde tjeneste som chef for afdelingen administration og infrastruktur. Kontraktens artikel 5 var affattet således:

Det fremgår af sagen — selv om dette følger af en skrivelse af 6. september 1978, som således er af senere dato end sagsøgerens tiltræden i Petten, og som direktøren for Det fælles Forskningscenter i Ispra sendte til direktøren for Det fælles Forskningscenter i Petten, at den umiddelbare grund til sagsøgerens forflyttelse til Petten skal søges i den omstændighed, at sagsøgeren ikke havde arbejdet tilfredsstillende i Ispra, at man ville give ham en ny chance i et center, der var lettere at administrere, og endelig, at disse betragtninger var meddelt sagsøgeren.

Direktøren for Det fælles Forskningscenter i Petten meddelte i skrivelse af 31. januar 1978 sagsøgeren under henvisning til de personlige møder, som han sidst i december 1977 og først i januar 1978 havde haft med ham om kvaliteten af hans arbejde, at han varetog sin stilling som chef for afdelingen på en helt utilfredsstillende måde på grund af forskellige årsager, som var anført i skrivelsen.

Sagsøgeren imødegik i skrivelse af 8. februar 1978 til direktøren dennes udtalelser og anmodede — under henvisning til sine personlige og familiemæssige problemer, samt sin forestående tjenesterejse til De forenede Stater — direktøren

om ikke længere at foretage sig noget som kunne bebyrde (ham) yderligere.

Sagsøgeren rejste henimod midten af februar til Washington; det officielle formål med tjenesterejsen var at vedligeholde kontakten med Kommissionens delegation. Denne tjenesterejse gjorde det muligt for ham at besøge sin syge søn, som skulle gennemgå en hjertetransplantation i De forenede Stater. Barnet afgik ved døden dér 12 år gammel. Sagsøgeren blev desuden under opholdet i De forenede Stater udsat for et væbnet overfald, som forårsagede en vedvarende, delvis invaliditet på 17 %, som han i overensstemmelse med vedtægtens artikel 73 fik erstatning for.

Sagsøgeren vendte i begyndelsen af september 1978 tilbage til Petten. Generaldirektøren for Det fælles Forskningscenter meddelte ham — efter en personlig samtale — i skrivelse af 5. oktober 1978, at bedømmelsen af hans tjenstlige forhold til trods for hans ovennævnte skrivelse af 8. februar forblev negativ, og at generaldirektøren så sig foranlediget til inden udgangen af 1978 at drage konsekvenserne af (hans) kontraktmæssige situation.

Sagsøgeren svarede i skrivelse af 17. oktober 1978 og understregede, at direktøren for Det fælles Forskningscenter gik bag hans ryg i forbindelserne til medarbejderne. Denne meddelelse gav den 13. november anledning til visse nærmere oplysninger fra generaldirektøren, som sagsøgeren den 24. november 1978 fulgte op med et supplerende svar.

Generaldirektøren opsagde endelig i skrivelse af 1. februar 1979 sagsøgerens ansættelseskontrakt med et varsel på tre og en halv måned. Da sagsøgeren var sygemeldt, blev ansættelsesophøret udsat til den 15. august 1979. Sagsøgeren indgav den 27. april 1979 klage til generaldirektøren for Det fælles Forskningscenter i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2. Denne klage blev stiltiende afvist den 27. august; der blev truffet en udtrykkelig afgørelse den 17. oktober, som blev meddelt sagsøgeren den 25. oktober 1979. Sagsøgeren har anlagt nærværende sag mod beslutningen om afskedigelsen og mod den stiltiende og udtrykkelige afvisning af hans klage.

Sagsøgeren hører, således som det fremgår af den ovenfor gengivne bestemmelse i hans kontrakt, under ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, og ikke under tjenestemandsvedtægten.

Ordningen for de midlertidigt ansatte, som er nævnt i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, artikel 2, litra d), blev indført i 1976 som erstatning for den vedtægtsmæssige ordning for personer, som aflønnes over forsknings- og investeringsbevillingerne, for at skabe mulighed for at ansætte midlertidigt ansatte, som skulle aflønnes over forskningsbevillingerne på ubestemt tid, uden således at ændre de øvrige bestemmelser om midlertidigt ansattes pligter og rettigheder.

I tilfælde af institutionens vilkårlige opsigelse af kontrakten, er der ikke i artiklerne 47 til 50, som er nævnt i sagsøgerens kontrakt, fastsat andre betingelser, end at opsigelsesfristen skal overholdes. Til gengæld er det i tjenestemandsvedtægtens artikel 51 fastsat, at der er pligt til at begrunde beslutningen, og der er i bilag IX dertil fastsat en særlig fremgangsmåde.

I artiklerne 11, 16, 20 og 28 til 30 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte er det udtrykkeligt bestemt, at de respektive artilder 11 til 26, 55 til 61, 63 til 70 a og 72 til 76 i tjenestemandsvedtægten gælder analogt, mens der ikke i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte er hjemmel til at bringe tjenestemandsvedtægtens artikel 51 eller vedtægtens bilag IX i anvendelse.

Vedtægtens artikel 24 er affattet således:

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen (anden afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

Sagsøgeren har først gjort gældende, at afskedigelsen indebærer en overtrædelse af retsregler og retsgrundsætninger, navnlig om, at forvaltningsakter skal begrundes, hvilket ikke er sket i foreliggende tilfælde. Sagsøgeren anfægter desuden gentagne gange den begrundelse, som kan udledes af sagen, nemlig en påstået utilstrækkelig faglig indsats, og han hævder, at det påhviler sagsøgte at bevise, at den fremførte begrundelse, som i virkeligheden er behæftet med en faktisk vildfarelse og som ikke er retlig holdbar, er korrekt.

Kommissionen gør i denne anledning gældende, at beslutningen om afskedigelse blev truffet i overensstemmelse med artikel 47, stk. 2, litra a), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte. Da opsigelsesfristen blev overholdt, er opsigelsen ikke behæftet med nogen retsvildfarelse.

Beslutningens begrundelse er heller ikke behæftet med nogen faktisk vildfarelse. Sagsøgerens faglige indsats blev fundet utilstrækkelig, hvilket han blev foreholdt, uden at det medførte nogen forbedring. Udøvelsen af beføjelsen til at afskedige sagsøgeren efter skøn er således ikke støttet på nogen klar retsvildfarelse med hensyn til de faktiske omstændigheder, som kan pådømmes af Domstolen, selv om sagsøgeren ikke er enig i bedømmelsen af hans arbejdsindsats.

Sagsøgeren har dernæst gjort gældende, at vedtægtens artikel 51 og bilag IX er blevet krænket, for så vidt han blev afskediget på grund af en påstået utilstrækkelig faglig indsats, uden at han fik lejlighed til at forsvare sig under de vilkår med billighed og upartiskhed, der gælder for tjenestemænd i henhold til vedtægtens artikel 51 og bilag IX, som finder analog anvendelse, og/eller i henhold til grundsætningerne om sikring af ret til kontradiktion og til ligebehandling. Hvis denne analogi ikke kan påberåbes, følger det af grundsætningerne om sikring af ret til kontradiktion og til ligebehandling, at vedtægtens artikel 51 og bilag IX finder anvendelse, idet sagsøgeren, som blev ansat som kontorchef på ubestemt tid, beklædte en stilling, som svarede til en tjenestemandsstilling. Beslutningen om afskedigelse havde på grund af sagsøgerens alder desuden meget alvorlige konsekvenser for denne.

Kommissionen har først anført, at vedtægtens artikel 51 og bilag IX kun gælder for tjenestemænd, og at det modsætningsvis følger af ordlyden af artikel 11 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, at disse bestemmelser ikke analogt finder anvendelse på midlertidigt ansatte.

Den almindelige grundsætning om sikring af ret til kontradiktion er heller ikke blevet overtrådt, da det følger af sagen, at sagsøgeren gentagne gange er blevet gjort opmærksom på, at han ikke varetog sin stilling på tilfredsstillende måde, at han havde lejlighed til at svare på denne kritik, og han har gjort brug af denne mulighed.

Sagsøgeren har med hensyn til dette anbringende henskudt afgørelsen til Domstolens skøn.

Sagsøgeren anfører endelig, at der er sket en overtrædelse af artikel 11, stk. 1, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, som bestemmer, at bl.a. tjenestemandsvedtægtens artikel 24 gælder analogt: sagsøgeren blev afskediget uden forinden at være omfattet af en passende dækning mod risikoen for sygdom, invaliditet og arbejdsløshed, selv om der foreligger et forslag om ændring af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte med henblik herpå. Ifølge sagsøgeren findes der en almindelig grundsætning om lighed og social sikring, hvorefter det i mangel af skriftlige bestemmelser på dette punkt påhvilede sagsøgte i medfør af disse rettigheder at træffe passende foranstaltninger for at sikre ham mod de ovennævnte risici — om ikke andet, så fordi han i henhold til artikel 2, litra d), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte var midlertidigt ansat på ubestemt tid. Hvis der ikke bestod en sådan pligt, ville den skrevne ret rumme en mangel, som sagsøgte er ansvarlig for, hvilket forpligter sagsøgte til at erstatte skaden.

Ifølge sagsøgeren har sagsøgte også tilsidesat sine forpligtelser, da det efter sagsøgerens opfattelse følger af bistandspligten, at sagsøgte — da man fandt hans faglige indsats utilstrækkelig — burde have tilmeldt ham det kursus i management, som sagsøgte havde arrangeret. Da opsigelsen af kontrakten for en midlertidigt ansat, der er ansat på ubestemt tid, desuden udgjorde en usædvanlig foranstaltning under hensyn til sagsøgerens alder og stilling som kontorchef, burde sagsøgte have indrømmet ham det længste opsigelsesvarsel efter loven, nemlig ti måneder.

Kommissionen anfører, at opsigelsen af sagsøgerens kontrakt ikke udgjorde noget misbrug af afskedigelsesretten eller magtmisbrug, men at det blot drejede sig om en foranstaltning, som det var blevet nødvendigt at træffe i tjenestens interesse.

Opsigelsesfristen blev nøje fastsat efter bestemmelserne, og sagsøgeren har ikke anmodet om at blive tilmeldt det pågældende kursus.

Med hensyn til dækning mod risikoen for sygdom, invaliditet og arbejdsløshed, har Kommissionen ganske rigtigt forelagt Rådet forskellige forslag, men Rådet har endnu ikke vedtaget disse forslag, og sagsøgeren kan derfor ikke støtte nogen ret på dem.