2011R1008 — DA — 25.04.2013 — 001.001


Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor

►B

RÅDETS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 1008/2011

af 10. oktober 2011

om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af håndbetjente palletrucks og væsentlige dele dertil med oprindelse i Folkerepublikken Kina, udvidet til at omfatte importen af håndbetjente palletrucks og væsentlige dele dertil afsendt fra Thailand, uanset om varen er angivet med oprindelse i Thailand eller ej efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1225/2009

(EFT L 268, 13.10.2011, p.1)

Ændret ved:

 

 

Tidende

  No

page

date

►M1

RÅDETS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 372/2013 af 22. april 2013

  L 112

1

24.4.2013




▼B

RÅDETS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 1008/2011

af 10. oktober 2011

om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af håndbetjente palletrucks og væsentlige dele dertil med oprindelse i Folkerepublikken Kina, udvidet til at omfatte importen af håndbetjente palletrucks og væsentlige dele dertil afsendt fra Thailand, uanset om varen er angivet med oprindelse i Thailand eller ej efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1225/2009



RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab ( 1 ) (»grundforordningen«), særlig artikel 9, stk. 4, og artikel 11, stk. 2, 5 og 6,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) forelagt efter høring af det rådgivende udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:PROCEDURE Gældende foranstaltninger

(1)

Efter en antidumpingundersøgelse (»den oprindelige undersøgelse«) indførte Rådet ved forordning (EF) nr. 1174/2005 ( 2 ) en endelig antidumpingtold på importen af håndbetjente palletrucks og væsentlige dele dertil henhørende under KN-kode ex842790 00 og ex843120 00 med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»de endelige antidumpingforanstaltninger«). Foranstaltningerne havde form af en værditold på mellem 7,6 % og 46,7 %.

(2)

Efter en interimsundersøgelse af varedækningen på eget initiativ præciserede Rådet ved forordning (EF) nr. 684/2008 ( 3 ) den oprindelige undersøgelses varedækning.

(3)

Det fremgik af en undersøgelse på eget initiativ vedrørende omgåelse af antidumpingforanstaltningerne, at Rådet ved forordning (EF) nr. 499/2009 ( 4 ) udvidede den endelige antidumpingtold for »alle andre virksomheder«, der blev indført ved forordning (EF) nr. 1174/2005, til håndbetjente palletrucks og væsentlige dele dertil afsendt fra Thailand, uanset om varen er angivet med oprindelse i Thailand eller ej.

Anmodning om en udløbsundersøgelse

(4)

Den 21. april 2010 modtog Kommissionen efter offentliggørelsen af en meddelelse om det forestående udløb ( 5 ) af de gældende endelige antidumpingforanstaltninger en anmodning om indledning af en udløbsundersøgelse af disse foranstaltninger i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2. Anmodningen blev indsendt af to EU-producenter: BT Products AB og Lifter S.r.l. (»ansøgerne«), som tegner sig for en væsentlig del — i dette tilfælde næsten 100 % — af produktionen i Unionen af håndbetjente palletrucks og væsentlige dele dertil.

(5)

Anmodningen var begrundet med, at foranstaltningernes udløb sandsynligvis vil medføre fortsat eller fornyet dumping med deraf følgende skade for EU-erhvervsgrenen.

Indledning af en udløbsundersøgelse

(6)

Kommissionen fastslog efter høring af det rådgivende udvalg, at der forelå tilstrækkelige beviser til at berettige indledningen af en udløbsundersøgelse, og offentliggjorde den 20. juli 2010 en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende ( 6 ) (»indledningsmeddelelsen«) om indledning af en udløbsundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2.

Undersøgelse Undersøgelsesperiode

(7)

Undersøgelsen af sandsynligheden for fortsat eller fornyet dumping omfattede perioden fra den 1. juli 2009 til den 30. juni 2010 (»den fornyede undersøgelsesperiode« eller »NUP«). Undersøgelsen af de tendenser, der er relevante for vurderingen af sandsynligheden for fortsat eller fornyet skade, omfattede perioden fra 1. januar 2007 til udgangen af den nuværende undersøgelsesperiode (»den betragtede periode«).

Parter, som er berørt af undersøgelsen

(8)

Kommissionen underrettede officielt ansøgere, eksporterende producenter, importører og brugere, som den vidste, var berørt af sagen, samt repræsentanter for eksportlandet om indledningen af udløbsundersøgelsen. Interesserede parter fik lejlighed til at tilkendegive deres synspunkter skriftligt og til at anmode om at blive hørt inden for den frist, der var fastsat i indledningsmeddelelsen.

(9)

Alle interesserede parter, der anmodede herom og påviste, at der var særlige grunde til, at de burde høres, blev hørt.

(10)

I betragtning af det store antal ikke forretningsmæssigt forbundne importører blev det anset for passende at undersøge, hvorvidt der burde anvendes stikprøveudtagning, jf. grundforordningens artikel 17. For at sætte Kommissionen i stand til at afgøre, om det var nødvendigt at anvende stikprøveudtagning, og i bekræftende fald at udtage en stikprøve, blev ovennævnte parter i henhold til grundforordningens artikel 17, anmodet om at give sig til kende senest 15 dage efter indledningen af undersøgelserne og meddele Kommissionen de oplysninger, der blev anmodet om i indledningsmeddelelsen. Der var imidlertid ingen ikke forretningsmæssigt forbundne importører, der tilbød at samarbejde. Det var derfor ikke nødvendigt at udtage stikprøver.

(11)

Kommissionen sendte spørgeskemaer til alle parter, som den vidste, var berørt af sagen, og til de parter, der gav sig til kende inden for de frister, der var fastsat i indledningsmeddelelsen. Der blev modtaget svar fra to grupper af EU-producenter, som udgør ansøgerne. Ingen af de kendte eksporterende producenter i Folkerepublikken Kina (»Kina«) samarbejdede i forbindelse med den fornyede undersøgelse. Ingen af importørerne henvendte sig under stikprøveudtagningen, og ingen andre importører eller brugere afgav oplysninger til Kommissionen eller gav sig til kende i løbet af undersøgelsen.

(12)

Kommissionen indhentede og efterprøvede alle de oplysninger, som den anså for nødvendige med henblik på at fastslå, om der var sandsynlighed for, at der fortsat eller igen ville finde dumping sted med deraf følgende skade, og for at fastslå Unionens interesser. Der blev aflagt kontrolbesøg hos følgende interesserede parter:

EU-producenter

— Lifter SRL, Casole d'Elsa, Italien

— BT Products AB, Mjölby, Sverige.

DEN PÅGÆLDENDE VARE OG SAMME VARE

(13)

Den vare, der er genstand for denne undersøgelse, er samme vare som i den oprindelige undersøgelse og præciseret af interimsundersøgelsen af varedækningen, nemlig håndbetjente palletrucks og væsentlige dele dertil, dvs. chassis og hydraulisk anordning, med oprindelse i Kina, i øjeblikket henhørende under KN-kode ex842790 00 og ex843120 00. I forbindelse med denne forordning er håndbetjente palletrucks trucks på hjul med gaffelarme til at løfte og manøvrere paller, beregnet til at blive skubbet, trukket og styret manuelt på et glat, jævnt og hårdt underlag af en gående operatør, som anvender en bevægelig styrestang. Håndbetjente palletrucks er kun beregnet til at løfte materiale tilstrækkeligt til, at det kan transporteres, og det sker ved pumpebevægelser med styrestangen, og de har ikke andre yderligere funktioner eller anvendelser som f.eks. i) at transportere og at løfte materiale, således at det kan anbringes på et højere niveau, at anbringe materiale på lager (højtløftere), ii) at stable paller oven på hinanden (stablere), iii) at løfte materiale op til en arbejdsplatform (sakseløftere) eller iv) at løfte og veje materiale (truck med vejefunktion).

(14)

Det blev bekræftet i den aktuelle undersøgelse, at den pågældende vare, og de varer, der er fremstillet og solgt på hjemmemarkedet i Kina, og varer fremstillet og solgt i Unionen af EU-erhvervsgrenen har de samme grundlæggende fysiske og tekniske egenskaber og anvendelsesformål som i den oprindelige undersøgelse og derfor er samme vare i henhold til grundforordningens artikel 1, stk. 4.

SANDSYNLIGHEDEN FOR FORTSAT ELLER FORNYET DUMPING

(15)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 11, stk. 2, blev det undersøgt, om der var sandsynlighed for, at de gældende foranstaltningers bortfald ville føre til fortsat eller fornyet dumping.

Indledende bemærkninger

(16)

Der blev ved indledningen rettet henvendelse til 19 kendte kinesiske eksporterende producenter. Kun én virksomhed, Crown Equipment (Suzhou), henvendte sig indledningsvis og indvilligede i at indgå i en stikprøve, men ophørte imidlertid efterfølgende med at samarbejde. Der var derfor ingen af de eksporterende producenter i Kina, som samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen, og resultaterne vedrørende fortsat eller fornyet dumping skulle baseres på de foreliggende faktiske oplysninger, især oplysninger, som ansøgerne har afgivet, herunder oplysninger i anmodningen om en fornyet undersøgelse, Eurostat-data samt Kinas officielle eksportstatistik.

Dumping af import i NUP Referenceland

(17)

I henhold til bestemmelserne i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a), skulle den normale værdi fastsættes på grundlag af prisen eller den beregnede normale værdi i et egnet tredjeland med markedsøkonomi (»referencelandet«) eller prisen ved eksport fra referencelandet til andre lande, herunder Unionen, eller, hvor dette ikke er muligt, på ethvert andet rimeligt grundlag, herunder den pris, der faktisk er betalt eller skal betales i Unionen for samme vare, om nødvendigt justeret for at indregne en rimelig fortjenstmargen.

(18)

I den oprindelige undersøgelse blev Canada anvendt som referenceland med henblik på fastsættelsen af den normale værdi. Da produktionen i Canada er indstillet, blev Brasilien overvejet som referenceland i indledningsmeddelelsen vedrørende denne undersøgelse. Ingen af de kendte eksporterende producenter i Brasilien ønskede dog at samarbejde. Alternativt blev 27 indiske producenter og to taiwanesiske producenter anmodet om at samarbejde, men ingen viste samarbejdsvilje. De interesserede parter havde ikke stillet nogen andre forslag til et referenceland.

(19)

En ikke-samarbejdsvillig eksportør påstod, at Kommissionen ikke havde godtgjort, at det ikke var muligt at anvende oplysninger fra referencelandet i det aktuelle tilfælde. De forslag, som virksomheden fremsatte, er blevet undersøgt. I nogle tilfælde viste virksomheder, der var foreslået af den ikke-samarbejdsvillige eksportør, sig ikke at være producent af den pågældende vare. Virksomheden foreslog også, at Vietnam kunne have været anvendt som referenceland: Vietnam kunne imidlertid ikke være kommet i betragtning, fordi det ikke anses for at være et land med markedsøkonomi. Som forklaret i betragtning 17 og 18 ovenfor kontaktede Kommissionen en lang række virksomheder i tre potentielle referencelande: Brasilien, Indien og Taiwan. Til trods for disse bestræbelser blev der ikke indgået noget samarbejde. I lyset af det manglende samarbejde med et referenceland, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a), skulle den normale værdi fastsættes på grundlag af den pris, der faktisk var betalt eller skulle betales i Unionen for samme vare, om nødvendigt justeret for at indregne en rimelig fortjenstmargen. Påstanden måtte derfor afvises.

Normal værdi

(20)

I betragtning af den manglende samarbejdsvilje fra et referenceland i den nærværende fornyede undersøgelse blev den pris, der faktisk var betalt eller skulle betales i Unionen for samme vare, om nødvendigt justeret for at indregne en rimelig fortjenstmargen, anvendt som grundlag for at fastsætte den normale værdi. Den samme metode blev anvendt for både den virksomhed, som blev indrømmet markedsøkonomisk behandling i forbindelse med den oprindelige undersøgelse, og for de virksomheder, der ikke blev indrømmet markedsøkonomisk behandling i forbindelse med den oprindelige undersøgelse.

Eksportpris

(21)

Set i lyset af den kendsgerning, at der ikke blev indgået noget samarbejde med de kinesiske eksporterende producenter, blev eksportprisen fastsat på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger. Der blev indhentet oplysninger fra forskellige kilder i forbindelse med fastsættelsen af eksportprisen: Eurostat-data, tilbud fra kinesiske eksporterende producenter som afgivet af ansøgerne og eksportfakturaer indhentet fra medlemsstaternes toldmyndigheder.

Sammenligning

(22)

Det vejede gennemsnit af den normale værdi blev sammenlignet med det vejede gennemsnit af eksportprisen på grundlag af prisen ab fabrik og i samme handelsled. For at sikre en rimelig sammenligning blev der taget hensyn til de forskelle i faktorer, som berører prisen og prissammenligneligheden, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 10. Der blev foretaget justering af eksportprisen for omkostninger til søtransport og indenlandsk transport i eksportlandet samt forsikringsomkostninger.

Dumpingmargen

(23)

Dumpingmargenen blev i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 11, fastlagt på grundlag af en sammenligning mellem den normale værdi beregnet som et vejet gennemsnit og det vejede gennemsnit af eksportprisen. Denne sammenligning viste en betydelig dumping i NUP på mellem 97 % og 224 %. Den væsentlige forskel i dumpingmargener skyldes de forskellige oplysninger, der anvendes til fastsættelse af eksportprisen.

Udvikling i importen, hvis foranstaltningerne ophæves

(24)

I forlængelse af undersøgelsen af, om der fandt dumping sted i NUP, blev sandsynligheden for fortsat dumping i tilfælde af ophævelse af foranstaltningerne undersøgt. Da ingen af de eksporterende producenter i Kina samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen, er nedenstående konklusioner baseret på de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18, nemlig oplysninger afgivet i anmodningen om en fornyet undersøgelse samt oplysninger fra ansøgerne, Eurostat-data samt Kinas officielle eksportstatistik.

(25)

I den forbindelse blev følgende elementer undersøgt: Udviklingen i importen fra Kina, eksportørernes uudnyttede kapacitet og EU-markedets attraktivitet, priserne på det kinesiske hjemmemarked og eksportpriserne til tredjelande.

Udviklingen i importen fra Kina

(26)

De kinesiske eksporterende producenter fortsatte med at levere betydelige mængder af håndbetjente palletrucks til EU-markedet efter foranstaltningernes ikrafttræden i 2005. Importmængden fra Kina til Unionen i NUP, næsten 400 000 enheder, hvilket svarer til 99 % af Unionens samlede import, lå væsentligt over de niveauer, der blev konstateret før indførelsen af foranstaltningerne (fra 118 000 enheder i 2000 til 280 000 enheder i den oprindelige undersøgelsesperiode).

Eksportørernes uudnyttede kapacitet

(27)

Da der ikke forelå andre oplysninger vedrørende produktion og kapacitet i Kina, blev analysen foretaget på grundlag af oplysninger fra ansøgerne, jf. grundforordningens artikel 18. Markedsoplysningerne i anmodningen om en fornyet undersøgelse, som ikke er blevet anfægtet af de interesserede parter, peger på en enorm kapacitet i Kina. Allerede i 2008 og 2009 lå produktionen med henholdsvis 1,5 mio. enheder og 800 000 enheder på et niveau, der var mere end dobbelt så højt som niveauet for det samlede EU-marked. Dertil kommer, at det kun var en begrænset del af den kinesiske produktion (14 % i 2008 og 23 % i 2009), der blev solgt på det kinesiske hjemmemarked.

(28)

Produktionsniveauerne peger klart i retning af, at der uden foranstaltninger vil kunne rettes betydelige yderligere mængder af kinesiske håndbetjente palletrucks mod EU-markedet.

EU-markedets attraktivitet, priserne på det kinesiske hjemmemarked og eksportpriserne til tredjelande

(29)

EU-markedet er fortsat attraktivt for de kinesiske eksporterende producenter med hensyn til priser. De kinesiske varer er blevet importeret til priser, der var ca. en tredjedel af EU-erhvervsgrenens priser i forhold til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder i Unionen.

(30)

På grundlag af Kinas eksportstatistik blev det konstateret, at Unionen i NUP var destination for 40 % af den samlede kinesiske eksport af håndbetjente palletrucks. USA er det næststørste eksportmarked for kinesiske håndbetjente palletrucks med 20 % af den samlede kinesiske eksport, mens de resterende mængder er fordelt på forskellige destinationer.

(31)

Kinesiske eksportpriser til Unionen er generelt i overensstemmelse med de kinesiske eksportpriser til alle tredjelande undtagen USA. Det kan imidlertid konkluderes, at som minimum ville en del af den kinesiske eksport til andre tredjelande end Unionen eller USA (40 % af den samlede kinesiske eksport) potentielt kunne rettes mod Unionen, hvis foranstaltningerne ophæves. En sådan udvikling er sandsynlig, ikke kun på grund af, at højere priser kan opnås ved fravær af foranstaltninger, men især på grund af fragmenteringen af denne tredjelandeeksport. I betragtning af EU-markedets vigtighed og de allerede etablerede salgskanaler ville det være lettere at håndtere én eksportdestination i stedet for forskellige lande.

(32)

De kinesiske eksportpriser til Unionen er betydeligt højere end kinesiske eksportpriser til USA (17 % dyrere i løbet af NUP). I lyset af de kinesiske eksportørers manglende samarbejdsvilje kan det ikke fastslås, i hvilket omfang prisforskellen kan forklares med forskelle i produktmikset. På baggrund af de tilgængelige eksportdata kan det dog ikke udelukkes, at håndbetjente palletrucks, som i øjeblikket eksporteres til USA til lavere priser, (delvist) ville blive rettet mod EU-markedet, hvis foranstaltningerne ophæves. En sådan udvikling vil kunne forklares ud fra de årsager, der nævnes i betragtning 31 ovenfor.

(33)

Prissammenligningerne viser, at Unionen stadig er en yderst attraktiv destination for de kinesiske eksporterende producenter, som efter al sandsynlighed vil fortsætte med at eksportere store mængder af håndbetjente palletrucks til lave priser.

Konklusion vedrørende sandsynligheden for fortsat eller fornyet dumping

(34)

Ovenstående analyse viser, at kinesisk import fortsat kom ind på EU-markedet til dumpingpriser og med meget høje dumpingmargener. På baggrund af navnlig analysen af prisniveauerne på markederne i Unionen og i en række tredjelande samt den uudnyttede kapacitet i Kina, kan det konkluderes, at der er sandsynlighed for fortsat dumping, hvis foranstaltningerne ophæves.

DEFINITION AF EU-ERHVERVSGRENEN EU-produktion

(35)

Samme vare fremstilles i Unionen af de to virksomhedskoncerner, som udgør ansøgerne, samt af en tredje EU-producent af håndbetjente palletrucks. Disse virksomheder tegner sig for den samlede EU-produktion af samme vare, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 1.

EU-erhvervsgrenen

(36)

Da disse producenter tegner sig for Unionens samlede produktion af håndbetjente palletrucks og væsentlige dele dertil, anses de således for at udgøre EU-erhvervsgrenen i henhold til grundforordningens artikel 4, stk. 1, samt artikel 5, stk. 4, og i det følgende benævnes de »EU-erhvervsgrenen«.

(37)

En ikke-samarbejdsvillig eksportør påstod, at Kommissionen havde benyttet en unøjagtig definition af EU-erhvervsgrenen, fordi den havde medtaget en ikke-samarbejdsvillig EU-producent i definitionen af EU-erhvervsgrenen og i sin skadesanalyse. De hævdede, at dette var en overtrædelse af grundforordningens artikel 5, stk. 4. I henhold til grundforordningens artikel 4, stk. 1, omfatter EU-erhvervsgrenen imidlertid EU-producenter af den samme vare som helhed. Den ikke-samarbejdsvillige producent er således en del af EU-erhvervsgrenen i henhold til grundforordningen. Som forklaret i betragtning 42 er oplysninger vedrørende den ikke-samarbejdsvillige EU-producent kun medtaget med hensyn til analysen af salgsmængderne til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder og EU-erhvervsgrenens markedsandele. Det bemærkes endvidere, at selv om den ikke-samarbejdsvillige EU-producent ikke var medtaget i analysen, ville resultaterne af undersøgelsen forblive uændrede.

SITUATIONEN PÅ EU-MARKEDET Indledende bemærkning

(38)

Da der ikke var nogen kinesiske eksporterende producenter, som viste samarbejdsvilje i forbindelse med denne undersøgelse, er oplysningerne om importen af den pågældende vare til Den Europæiske Union med oprindelse i Kina (»det pågældende land«) baseret på tal fra Eurostat.

Forbrug på EU-markedet

(39)

EU-forbruget blev fastsat på grundlag af EU-erhvervsgrenens salgsmængder på EU-markedet og importoplysninger fra Eurostat.

(40)

Mellem 2007 og NUP faldt forbruget i Unionen med 40 %, og den største del af faldet fandt sted mellem 2008 og 2009.



Tabel 1

 

2007

2008

2009

NUP

Samlet EU-forbrug (enheder)

783 330

654 843

385 410

468 557

Indeks (2007 = 100)

100

84

49

60

Importmængde, markedsandel og priser for importen fra Kina

(41)

Importmængden med oprindelse i Kina er faldet med 37 % i løbet af den betragtede periode og nåede et niveau på 387 907 enheder i NUP. Men til trods for den betydelige nedgang i efterspørgslen i Unionen steg den kinesiske imports markedsandel i løbet af den betragtede periode, eftersom den kinesiske import ikke faldt med den samme rate som forbruget i Unionen. Markedsandelen for importen fra det pågældende land faldt derfor betydeligt mellem 2007 og NUP, hvor den nåede et niveau på ca. 83 %. Gennemsnitsprisen for den kinesiske import ændrede sig lidt i løbet af den betragtede periode.



Tabel 2

 

2007

2008

2009

NUP

Importmængde fra det pågældende land

(enheder) (1)

612 222

522 573

300 222

387 907

Indeks (2007 = 100)

100

85

49

63

Markedsandel for importen fra det pågældende land (1)

78 %

80 %

78 %

83 %

Importpriser fra det pågældende land (EUR pr. enhed) (1)

96

92

100

97

Indeks (2007 = 100)

100

96

104

101

(1)   Oplysninger fra Eurostat. I 2007 og 2008 blev en del af de kinesiske varer angivet med oprindelse i Thailand, indtil der blev indført foranstaltninger mod omgåelse for import fra Thailand i 2008. Derfor blev denne thailandske import tilføjet til importen fra det pågældende land, hvilket påvirkede dataene for 2007 og 2008 i tabel 2 ovenfor lidt.

EU-erhvervsgrenens økonomiske situation

(42)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 3, stk. 5, undersøgte Kommissionen alle relevante økonomiske faktorer og forhold, der har indflydelse på EU-erhvervsgrenens situation. Af fortrolighedshensyn (kun to producenter — ansøgerne — samarbejdede i forbindelse med den fornyede undersøgelse) vises kun indekstal nedenfor. Hvad angår den samlede EU-salgsmængde til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder samt EU-erhvervsgrenens markedsandel vist i tabel 6 og 7 nedenfor og med henblik på at være i overensstemmelse med tabel 1 og 2 ovenfor (forbrug og kinesisk markedsandel), er dataene baseret på alle tre EU-producenter, dvs. inklusive de to ansøgergrupper og den tredje producent, der ikke samarbejdede i forbindelse med den fornyede undersøgelse (tal for salgsmængde for sidstnævnte er baseret på de oplysninger, der er indsendt af ansøgerne).

Produktion

(43)

I NUP faldt produktionen med 35 % sammenlignet med 2007.



Tabel 3

 

2007

2008

2009

NUP

Produktion (enheder)

 
 
 
 

Indeks (2007 = 100)

100

84

55

65

Kapacitet og kapacitetsudnyttelsesgrad

(44)

Produktionskapaciteten forblev stabil mellem 2007 og NUP. Mens kapacitetsudnyttelsen allerede lå på et lavt niveau i 2007, førte faldet i produktionen mellem 2007 og NUP til et yderligere betydeligt fald i kapacitetsudnyttelsen på 20 procentpoint mellem 2007 og NUP, hvor kapacitetsudnyttelsen lå på et meget lavt niveau.



Tabel 4

 

2007

2008

2009

NUP

Produktionskapacitet (enheder)

 
 
 
 

Indeks (2007 = 100)

100

100

100

100

Kapacitetsudnyttelse

 
 
 
 

Indeks (2007 = 100)

100

84

55

65

Lagerbeholdninger

(45)

EU-erhvervsgrenens slutlagre steg med 56 % mellem 2007 og NUP.



Tabel 5

 

2007

2008

2009

NUP

Slutlagre (enheder)

 
 
 
 

Indeks (2007 = 100)

100

131

59

156

Salgsmængde

(46)

EU-erhvervsgrenens salg på EU-markedet til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder faldt med 50 % i den betragtede periode med det største fald mellem 2008 og 2009.



Tabel 6

 

2007

2008

2009

NUP

EU-salgsmængde til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder (enheder)

 
 
 
 

Indeks (2007 = 100)

100

79

55

50

Markedsandel

(47)

EU-erhvervsgrenens markedsandel faldt fra et allerede lavt niveau i 2007 med yderligere 16 % mellem 2007 og NUP. To af de fire EU-producenter fra den oprindelige undersøgelse er stoppet med at fremstille håndbetjente palletrucks. Begge hændelser kan anses for at stamme fra det øgede pres, som den kinesiske dumpingimport har lagt på det europæiske marked, og dette pres kunne mærkes endnu mere af EU-erhvervsgrenen i en situation med stærkt faldende forbrug.



Tabel 7

 

2007

2008

2009

NUP

EU-erhvervsgrenens markedsandel

 
 
 
 

Indeks (2007 = 100)

100

95

111

84

Vækst

(48)

Mellem 2007 og NUP faldt forbruget i Unionen med 40 %. EU-erhvervsgrenen mistede 3,2 procentpoint i markedsandel, mens den pågældende imports markedsandel steg med 5 procentpoint.

Beskæftigelse

(49)

Beskæftigelsen i EU-erhvervsgrenen faldt med 17 % mellem 2007 og NUP. Dette viser EU-erhvervsgrenens bestræbelser på at rationalisere produktionen i en situation med stærkt faldende efterspørgsel.



Tabel 8

 

2007

2008

2009

NUP

Beskæftigelse for den pågældende vare (personer)

 
 
 
 

Indeks (2007 = 100)

100

84

76

83

Produktivitet

(50)

EU-erhvervsgrenens produktivitet, målt som produktion pr. ansat, faldt med 22 % mellem 2007 og NUP.



Tabel 9

 

2007

2008

2009

NUP

Produktivitet (enheder pr. ansat)

 
 
 
 

Indeks (2007 = 100)

100

103

74

78

Salgspriser og faktorer, som påvirker hjemmemarkedspriserne

(51)

EU-erhvervsgrenens enhedssalgspriser er steget lidt med 4 % mellem 2007 og NUP.



Tabel 10

 

2007

2008

2009

NUP

Enhedspris på EU-markedet (EUR pr. enhed)

 
 
 
 

Indeks (2007 = 100)

100

101

103

104

Lønninger

(52)

Mellem 2007 og NUP faldt gennemsnitslønningerne pr. ansat med 29 %. Dette viser også EU-erhvervsgrenens vellykkede bestræbelser på at holde omkostningerne nede på trods af problemerne, som er forårsaget af den drastiske reduktion i produktionsmængden.



Tabel 11

 

2007

2008

2009

NUP

Årlige arbejdskraftomkostninger pr. ansat (1 000 EUR)

 
 
 
 

Indeks (2007 = 100)

100

91

63

71

Investeringer

(53)

Mellem 2007 og NUP faldt den årlige investeringsstrøm i den pågældende vare fremstillet af EU-erhvervsgrenen markant med 91 %.



Tabel 12

 

2007

2008

2009

NUP

Nettoinvesteringer (EUR)

 
 
 
 

Indeks (2007 = 100)

100

58

27

9

Rentabilitet og investeringsafkast

(54)

EU-erhvervsgrenens rentabilitet faldt væsentligt med 66 % mellem 2007 og NUP.

(55)

Investeringsafkastet faldt også betydeligt med 57 % i den betragtede periode.



Tabel 13

 

2007

2008

2009

NUP

Nettofortjeneste ved EU-salg til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder (% af nettosalg)

 
 
 
 

Indeks (2007 = 100)

100

68

–2

34

Investeringsafkast (nettofortjenesten i % af den bogførte nettoværdi af investeringerne)

 
 
 
 

Indeks (2007 = 100)

100

80

–2

43

Likviditet og evne til at rejse kapital

(56)

Nettolikviditeten fra driften rapporteres i tabel 14 nedenfor. Der var ingen tegn på, at EU-erhvervsgrenen havde vanskeligheder med at rejse kapital, hvilket hovedsagelig skyldtes, at en række producenter indgår i større koncerner.



Tabel 14

 

2007

2008

2009

NUP

Likviditet (EUR)

 
 
 
 

Indeks (2007 = 100)

100

84

65

73

Dumpingmargenens størrelse

(57)

På baggrund af mængden, markedsandelen og priserne på importen fra Kina kan virkningerne af de faktiske dumpingmargener for EU-erhvervsgrenen ikke anses for at være ubetydelige.

Genrejsning efter virkningerne af tidligere dumping

(58)

De ovenfor undersøgte indikatorer viser, at EU-erhvervsgrenens økonomiske og finansielle situation er forblevet udsat i væsentlig grad til trods for indførelsen af antidumpingforanstaltninger i 2005 på grund af den overvældende tilstedeværelse af kinesiske varer til lave priser på EU-markedet. Denne allerede vanskelige situation er blevet til et tydeligt udtryk for forvoldt skade i løbet af 2009 og NUP, hvor et væsentligt fald i forbruget i Unionen har fremhævet det fuldstændige omfang af det negative pres fra den kinesiske dumpingimport. I løbet af denne periode har EU-erhvervsgrenen faktisk set et større fald i sin produktion og salgsmængde end i forbruget i Unionen og har derfor oplevet et væsentligt yderligere tab af markedsandele. Markedsandelen for den kinesiske import steg yderligere i den samme periode til trods for foranstaltningerne, og kinesiske varer er blevet importeret til priser, der er væsentligt lavere end EU-erhvervsgrenens priser. I NUP faldt fortjenesten yderligere for EU-erhvervsgrenen. Derfor var EU-erhvervsgrenen ikke i stand til at overvinde virkningerne af dumping, og erhvervsgrenens situation er forværret yderligere i NUP.

Konklusioner

(59)

Mellem 2007 og NUP var der en række vigtige indikatorer, der udviklede sig negativt til trods for de gældende antidumpingforanstaltninger: rentabiliteten faldt med 4,9 procentpoint, produktions- og salgsmængderne faldt med hhv. 35 % og 50 %, kapacitetsudnyttelsen faldt med 35 % og blev efterfulgt af et fald i beskæftigelsen. Selv om en del af disse negative udviklinger kan forklares ved det kraftige fald i forbruget, som faldt med 40 % i den betragtede periode, er det yderligere fald EU-erhvervsgrenens markedsandel (faldt med 4 procentpoint mellem 2007 og NUP) og den konstante stigning i markedsandelen for import fra Kina et tydeligt tegn på det øgede pres, der er et resultat af den kinesiske dumpingimport. I betragtning af det kvasimonopol, der allerede er opnået af den kinesiske import på EU-markedet, kan enhver yderligere stigning i kinesisk import, også som følge af deres betydeligt lavere priser, reducere EU-erhvervsgrenens niveau af produktionsudnyttelse til under det minimum, der er nødvendigt til at sikre bæredygtigheden. I den forbindelse skal det erindres, at to EU-producenter har været nødt til at forlade branchen med håndbetjente palletrucks i løbet af den betragtede periode som allerede nævnt i betragtning 47 ovenfor.

(60)

I sine kommentarer til fremlæggelsen hævdede en eksporterende producent fra Kina, at visse indikatorer, herunder produktion, salgsmængde, rentabilitet, kapacitetsudnyttelse, beskæftigelse faktisk ikke viser nogen negativ udvikling for EU-erhvervsgrenen. Virksomheden har dog kun set på udviklingen mellem 2009 og NUP, mens det med henblik på vurdering af skade er nødvendigt at vurdere den samlede udvikling i EU-erhvervsgrenen i den betragtede periode, dvs. mellem 2007 og NUP. Som forklaret ovenfor (se betragtning 43 til 49) udviklede alle skadesindikatorer, der blev nævnt af den kinesiske eksportør, sig i en negativ retning i den betragtede periode.

(61)

Derudover hævdede den samme eksportør, at Kommissionen ikke skelnede mellem den skadesvoldende virkning af dumpingimporten og andre virkninger, især efterspørgselsnedgangen som et resultat af den økonomiske krise. Selv om det er rigtigt, at forbruget i EU faldt med 40 % i den betragtede periode, lykkedes det dog samtidigt for de kinesiske eksportører at skaffe markedsandele i betydelig grad på bekostning af EU-erhvervsgrenen. Som forklaret i betragtning 58 ovenfor skal det desuden erindres, at indvirkningen af dumpingimporten faktisk var mere skadelig i perioden med svag efterspørgsel.

Det konkluderes derfor, at EU-erhvervsgrenen har lidt betydelig skade i NUP til trods for antidumpingforanstaltningerne.

Indvirkningen af dumpingimporten og andre faktorer Indvirkningen af dumpingimporten

(62)

Til trods for et fald i forbruget i Den Europæiske Union i den betragtede periode faldt importmængden fra det pågældende land ikke med samme hastighed, og dette resulterede derved i, at markedsandelen for den kinesiske import øgedes yderligere. Da de eksporterende producenter i Kina ikke samarbejdede, blev der beregnet prisunderbud på baggrund af de bedste foreliggende faktiske oplysninger, som omfattede forskellige informationskilder, dvs. Eurostat-data, tilbud fra eksporterende producenter i Kina, som blev indsendt af ansøgerne, og eksportfakturaer, der blev indsamlet fra medlemslandenes toldmyndigheder. Importen fra det pågældende land blev anset for tydeligt at underbyde EU-erhvervsgrenens priser med mellem 43 % og 78 %, afhængigt af den anvendte informationskilde.

Import fra andre lande

(63)

Importen fra andre lande ligger på et meget lavt niveau og faldt yderligere med 79 % mellem 2007 og NUP. Markedsandelen for import fra andre lande faldt også i NUP. Af fortrolighedshensyn (to producenter udgør EU-erhvervsgrenen) vises kun indekstal nedenfor.



Tabel 15

 

2007

2008

2009

NUP

Importmængde fra andre lande (enheder)

 
 
 
 

Indeks (2007 = 100)

100

60

6

21

Markedsandel for importen fra andre lande

 
 
 
 

Indeks (2007 = 100)

100

71

12

34

Konklusion

(64)

Som vist under betragtning 41 er importen fra det pågældende land steget med hensyn til markedsandel i den betragtede periode, og dette til trods for et betydeligt fald i forbruget i Unionen. Dette har øget markedsandelen for den kinesiske import til 83 % af forbruget i Unionen i NUP. Det øgede pres med hensyn til mængde er blevet sammenkoblet med betydeligt lave kinesiske importpriser til Unionen, hvilket har underbudt EU-erhvervsgrenens priser væsentligt til trods for en generelt faldende efterspørgsel. Det konkluderes derfor, at der er en årsagssammenhæng mellem dumpingimport fra Kina og den betydelige skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt i NUP.

SANDSYNLIGHED FOR FORTSAT SKADE Indledende bemærkninger

(65)

Som allerede vist har indførelsen af antidumpingforanstaltninger ikke gjort det muligt for EU-erhvervsgrenen at overvinde følgerne af den lidte skade.

Sandsynlig udvikling af den kinesiske import, hvis foranstaltningerne ophæves

(66)

Som nævnt i betragtning 27 ovenfor er der en stor tilgængelig produktionskapacitet i Kina. I 2008 og 2009 lå produktionen med henholdsvis 1,5 mio. enheder og 800 000 enheder på et niveau, der allerede var mere end dobbelt så højt som niveauet for det samlede EU-marked. Desuden var det kun en begrænset del af den kinesiske produktion (14 % i 2008 og 23 % i 2009), der blev solgt på det kinesiske hjemmemarked. Hvis der ikke foreligger foranstaltninger, vil der derfor kunne rettes betydelige yderligere mængder af kinesiske håndbetjente palletrucks mod EU-markedet.

(67)

Som nævnt ovenfor i betragtning 31 er de kinesiske eksportpriser til Unionen generelt i overensstemmelse med de gennemsnitlige kinesiske eksportpriser til alle tredjelande. Det kan dog konkluderes, at mindst en del af den kinesiske eksport til andre tredjelande end EU eller USA (40 % af den samlede kinesiske eksport) potentielt kan rettes mod Unionen igen, hvis foranstaltningerne blev ophævet. En sådan udvikling er sandsynlig, ikke kun på grund af, at højere priser kan opnås ved fravær af foranstaltninger, men især på grund af fragmenteringen af denne tredjelandeeksport. I betragtning af EU-markedets vigtighed og de allerede etablerede salgskanaler vil det være lettere at håndtere én eksportdestination i stedet for mange forskellige lande.

Konklusion

(68)

Ud fra de resultater, som nævnes i betragtning 66 og 67 ovenfor, konkluderes det, at der er en sandsynlighed for, at den betydelige skade, som blev konstateret i NUP, vil fortsætte, hvis foranstaltningerne blev ophævet. Dette vil sandsynligvis medføre en yderligere forværring af EU-erhvervsgrenens økonomiske og finansielle situation, hvilket endda kan bringe dens eksistens i fare på mellemlang sigt.

UNIONENS INTERESSER Indledning

(69)

Det blev i henhold til grundforordningens artikel 21 undersøgt, om opretholdelse af de gældende antidumpingforanstaltninger ville være i strid med Unionens interesser som helhed. Unionens interesser blev fastlagt på grundlag af en vurdering af alle de forskellige involverede parters interesser, dvs. EU-erhvervsgrenens, importørernes og brugernes interesser.

(70)

Det bør erindres, at vedtagelsen af foranstaltninger ikke blev anset for at være imod Unionens interesser i den oprindelige undersøgelse. Da nærværende undersøgelse er en fornyet undersøgelse med analyse af en situation, hvor der allerede har været antidumpingforanstaltninger gældende, giver det mulighed for at foretage en vurdering af eventuelle uønskede negative virkninger for de berørte parter af de gældende antidumpingforanstaltninger.

(71)

På dette grundlag blev det undersøgt, om det til trods for, at man var nået til den konklusion, at den skadevoldende dumping sandsynligvis ville fortsætte, tydeligt kunne konkluderes, at det ikke ville være i Unionens interesse at opretholde foranstaltningerne i dette bestemte tilfælde.

EU-erhvervsgrenens interesser

(72)

EU-erhvervsgrenen har konsekvent tabt markedsandel, mens importen fra det betragtede land har haft en væsentlig stigning i markedsandelen i den betragtede periode. To af de fire oprindelige EU-producenter har standset produktionen af den undersøgte vare. Derudover har EU-erhvervsgrenen lidt betydelig skade i den betragtede periode. EU-erhvervsgrenen vil sandsynligvis befinde sig i en endnu værre situation, hvis foranstaltningerne bortfalder.

Importørernes og brugernes interesser

(73)

Ingen af de ikke forretningsmæssigt forbundne importører og brugere, som blev kontaktet, tilbød at samarbejde. Det skal erindres, at det i den oprindelige undersøgelse blev konkluderet, at indførelsen af foranstaltninger ikke ville have væsentlige følger for brugerne. Selv om der har været anvendt foranstaltninger i fem år, fortsætter importørerne og brugerne i Unionen med at købe varen hovedsagligt fra Kina. Det blev heller ikke fremført, at der havde været problemer med at finde andre kilder. Det skal desuden erindres, at de samarbejdende brugere i den oprindelige undersøgelse forblev neutrale med hensyn til indførelsen af foranstaltninger, og det blev konkluderet, at håndholdte palletrucks var mindre vigtige i deres forretning. Der blev ikke fundet tegn på det modsatte i løbet af denne undersøgelse. Det konkluderes derfor, at en opretholdelse af antidumpingforanstaltningerne sandsynligvis ikke vil have alvorlige følger for importørerne og brugerne i unionen. Uden disse foranstaltninger kan den kinesiske dumpingimport faktisk monopolisere EU-markedet for håndholdte palletrucks.

Konklusion

(74)

I betragtning af ovennævnte kan det ikke konkluderes i tydelig grad, at opretholdelsen af de aktuelle antidumpingforanstaltninger ikke ville være i strid med Unionens interesser.

ANTIDUMPINGFORANSTALTNINGER

(75)

Alle parter blev underrettet om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, der lå til grund for at anbefale, at de gældende foranstaltninger opretholdes. Parterne fik desuden en frist til at fremsætte bemærkninger til ovennævnte fremlæggelse af oplysninger. Indlæg og bemærkninger blev, hvor det var berettiget, taget i betragtning.

(76)

I sine bemærkninger til fremlæggelsen fremhævede EU-erhvervsgrenen, at niveauet af dumping og underbud, som blev fundet i forbindelse med den fornyede undersøgelse, er meget højere end i forbindelse med den oprindelige undersøgelse, og at der var et øget pres fra kinesisk dumpingimport. EU-erhvervsgrenen har derfor anført, at Kommissionen også bør overveje at genvurdere niveauet for antidumpingtold. I betragtning af disse bemærkninger og også i betragtning af resultaterne fra denne undersøgelse, overvejes muligheden for at åbne en fuldstændig interimsundersøgelse, der er begrænset til dumping.

(77)

Det fremgår af det ovenstående, at antidumpingforanstaltningerne, jf. grundforordningens artikel 11, stk. 2, vedrørende importen af håndbetjente palletrucks og væsentlige dele dertil med oprindelse i Kina bør opretholdes. Det skal erindres, at disse foranstaltninger består af værditold med forskellige satser.

(78)

Det skal erindres, at de foranstaltninger, der er genstand for denne undersøgelse, blev udvidet ved Rådets forordning (EF) nr. 499/2009 til også at omfatte importen af samme vare afsendt fra Thailand, uanset om den har oprindelse i Thailand eller ej. Der fremkom ingen nye elementer i den henseende i forbindelse med denne undersøgelse. Den endelige antidumpingtold på 46,7 % for »alle andre virksomheder« og over for importen af den pågældende vare med oprindelse i Folkerepublikken Kina bør derfor udvides til at omfatte import af den samme vare afsendt fra Thailand, uanset om varen er angivet med oprindelse i Thailand eller ej.

(79)

Den individuelle antidumpingtold for de virksomheder, der er nævnt i denne forordning, gælder udelukkende for importen af den pågældende vare, som er fremstillet af disse virksomheder og således af de nævnte specifikke retlige enheder. Import af den pågældende vare, der er fremstillet af andre virksomheder, som ikke udtrykkeligt er nævnt i den dispositive del af denne forordning med navn og adresse, herunder forretningsmæssigt forbundne enheder til de specifikt nævnte, kan ikke drage fordel af disse satser, men er omfattet af toldsatsen for »alle andre virksomheder«.

(80)

Alle anmodninger om anvendelse af denne individuelle antidumpingtold (f.eks. efter ændring i den pågældende enheds navn eller efter oprettelse af nye produktions- eller salgsenheder) indgives omgående til Kommissionen ( 7 ) sammen med alle relevante oplysninger, navnlig om ændringer i virksomhedens aktiviteter vedrørende produktion, hjemmemarkeds- og eksportsalg i tilknytning til f.eks. den pågældende navneændring eller den pågældende ændring i produktions- og salgsenheder. Forordningen vil i givet fald blive ændret i overensstemmelse hermed gennem en ajourføring af listen over virksomheder, der er omfattet af individuelle toldsatser —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:



Artikel 1

1.  Der indføres hermed en endelig antidumpingtold på importen af håndbetjente palletrucks og væsentlige dele dertil, dvs. chassis og hydraulisk anordning, der aktuelt angives under KN-kode ex842790 00 (Taric-kode 8427900011 og 8427900019) og ex843120 00 (Taric-kode 8431200011 og 8431200019), med oprindelse i Folkerepublikken Kina. I forbindelse med denne forordning er håndbetjente palletrucks trucks på hjul med gaffelarme til at løfte og manøvrere paller, beregnet til at blive skubbet, trukket og styret manuelt på et glat, jævnt og hårdt underlag af en gående operatør, som anvender en bevægelig styrestang. Håndbetjente palletrucks er kun beregnet til at løfte materiale tilstrækkeligt til, at det kan transporteres, og det sker ved pumpebevægelser med styrestangen, og de har ikke andre yderligere funktioner eller anvendelser som f.eks. i) at transportere og at løfte materiale, således at det kan anbringes på et højere niveau, at anbringe materiale på lager (højtløftere), ii) at stable paller oven på hinanden (stablere), iii) at løfte materiale op til en arbejdsplatform (sakseløftere) eller iv) at løfte og veje materiale (truck med vejefunktion).

▼M1

2.  Den endelige antidumpingtold fastsættes til følgende af nettoprisen, frit Unionens grænse, ufortoldet, for de i stk. 1 omhandlede varer fremstillet af følgende virksomheder:



Virksomhed

Toldsats

(%)

Taric-tillægskode

Zhejiang Noblelift Equipment Joint Stock Co. Ltd, 58, Jing Yi Road, Economy Development Zone, Changxin, Zhejiang Province, 313100, Kina

70,8

A603

Alle andre virksomheder

70,8

A999

▼B

3.  Den endelige antidumpingtold for »alle andre virksomheder«, der er omhandlet i stk. 2, udvides hermed til importen af håndbetjente palletrucks og væsentlige dele dertil, dvs. chassis og hydraulisk anordning, som defineret yderligere i stk. 1, der aktuelt angives under KN-kode ex842790 00 og ex843120 00 (Taric-kode 8427900011 og 8431200011), og afsendt fra Thailand, uanset om varen er angivet med oprindelse i Thailand eller ej.

4.  Gældende bestemmelser vedrørende told finder anvendelse, medmindre andet er fastsat.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.



( 1 ) EUT L 343, 22.12.2009, s. 51.

( 2 ) EUT L 189, 21.7.2005, s. 1.

( 3 ) EUT L 192, 19.7.2008, s. 1.

( 4 ) EUT L 151, 16.6.2009, s. 1.

( 5 ) EUT C 70, 19.3.2010, s. 29.

( 6 ) EUT C 196, 20.7.2010, s. 15.

( 7 ) Europa-Kommissionen, Generaldirektoratet for Handel, Direktorat H, 1049 Bruxelles, Belgien.