Med hensyn til underretningen om forslaget til lov nr. 97 har den italienske regering hævdet, at den i EØF-traktatens artikel 93 fastsatte procedure er blevet overholdt.

Kommissionen har navnlig anført følgende:

a)Ved artikel 10 i lov nr. 47 om forlængelse af de foranstaltninger, der allerede blev indført ved regionallov nr. 22 af 18. juli 1974, indføres støtte til producenter af hård hvede, som der ikke er hjemmel til i fællesskabsbestemmelserne om hård hvede (forordning nr. 2727/75, EFT L 281 af 1. 11. 1975, s. 1). Da fællesskabsbestemmelserne på området er tænkt som et fuldstændigt og udtømmende system, der udelukker enhver supplerende kompetence for medlemsstaterne til på eget initiativ at gribe ind i prisdannelsen på produktionsniveau, er den regionale støtte en ulovlig interventionsforanstaltning på et område, som udelukkende henhører under Fællesskabets kompetence. Dette bevirker, at konkurrencen mellem producenterne fordrejes, at de af EF vedtagne interventionsforanstaltningers effektivitet bringes i fare, og at der indføres et forstyrrende element i den markedsudvikling, som er grundlaget for de tekniske og politiske beslutninger, der skal træffes på fællesskabsniveau til styring af markedsordningen.b)Artiklerne 2 og 3 i lov nr. 83, som angår udbetaling af støtte ved levering af druer til spisebrug til andelsforeninger med henblik på vinfremstilling, har formål, som er helt i modstrid med formålene med den fælles markedsordning for vin. Fællesskabslovgiver fører en politik (forordning nr. 337/79, EFT L 54 af 5. 3. 1979, s. 1), der går ud på at hæmme fremstilling af vin af druer til spisebrug på grund af det utilstrækkelige kvalitetsniveau for vin fremstillet af druer til spisebrug, mens den pågældende støtte fremmer vinfremstilling af disse druer og under alle omstændigheder er en selvstændig, ensidig foranstaltning truffet af Italien på et område, som fuldt ud reguleres ved en interventionsmekanisme indført af Fællesskabet.c)Også den støtte til tomater besternt til forarbejdning, som er fastsat i samme lovs artikler 8 og 9, er ulovlige interventionsforanstaltninger på et område, som er forbeholdt Fællesskabets enekompetence. Kommissionen gør gældende, at denne støtte ikke er hjemlet inden for rammerne af den fælles markedsordning for produkter forarbejdet på basis af frugt og grønsager. Ved forordning (EØF) nr. 516/77 (EFT L 73 af 21. 3. 1977, s. 1) er der indført en fælles støtteordning for produktion af visse forarbejdede produkter, heriblandt også produkter forarbejdet på basis af tomater. Ifølge ordningen ydes der støtte til forarbejdere, som har indgået kontrakter, der sikrer regelmæssige forsyninger til industrien til en mindstekøbspris til producenterne.d)Artiklerne 10 og 11 i lov nr. 83, hvorefter der ydes fordelagtige lån til sicilianske konservesfabrikker, fordrejer efter Kommissionens mening samhandelen på et område, der er omfattet af den fælles markedsordning ved samtidig at indvirke på konkurrencen mellem tomatproducenter og producenter af forarbejdede produkter, på forsyningerne og på prisniveauet. Dette fremmer i videre omfang, end der er hjemmel for i Fællesskabets politik på området, en landbrugsproduktion, hvis priser udelukkende skal holdes oppe ved interventionsforanstaltninger vedtaget af EF.

Desuden griber denne regionale støtte (der er efter alt at dømme tale om støtte, der ydes i form af fordelagtige lån) ifølge Kommissionen ind i ordningen for betaling af fællesskabsstøtte, idet den gør det muligt for den sicilianske forarbejdningsindustri at opnå udbetaling af fællesskabsstøtte langt hurtigere, end den ville kunne opnå under en markedsordning, der ikke var fordrejet af regionale foranstaltninger.

Den omstændighed, at det påståede traktatbrud ikke er blevet bragt til ophør tidligere, har den italienske regering forklaret med, at den begrundede udtalelse kun vedrørte fremtiden og ikke omfattede allerede afsluttede forhold. Desuden er det vanskeligt eller endog umuligt at kræve tilbagebetaling af støtte, som faktisk er blevet udbetalt. I hvert fald har anvendelsen af de anfægtede bestemmelser hidtil været meget begrænset.

Med hensyn til det af Kommissionen anførte om, at den italienske regerings svar på den begrundede udtalelse indeholder en simpel delvis forpligtelse for fremtiden, har den italienske regering bemærket, at Kommissionen herved tager fejl, for så vidt der ses bort fra såvel regeringens indgriben over for de regionale myndigheder som de forpligtelser, som de sidstnævnte har påtaget sig i den ovennævnte skrivelse af 24. marts 1982.

Den manglende ændring af bestemmelserne i lovene om støtte har ingen betydning for Italiens overholdelse af sine forpligtelser i betragtning af den forpligtelse, som regionen Sicilien har påtaget sig til ikke at anvende de pågældende bestemmelser. En formel ændring kan kun ske under overholdelse af de fastsatte lovgivningsprocedurer.

Med hensyn til Kommissionens henvisning til, at visse af de kritiserede foranstaltninger er blevet forlænget af regionen ved vedtagelsen af den nugældende lov nr. 97, har den italienske regering bemærket, at den begrundede udtalelse og svaret er fremkommet senere end denne lov, som det ikke har nogen mening at henvise til. I øvrigt angår regionens forpligtelse til ikke at iværksætte de kritiserede foranstaltninger selve interventionerne, og ikke foranstaltningerne, således at den også omfatter de lovbestemmelser, hvorved de forudgående lovbestemmelser forlænges, og som findes i lov nr. 97.

a)Den forpligtelse, som regionen Sicilien har påtaget sig til at suspendere iværksættelsen af nye gennemførelses-procedurer, er ikke tilstrækkelig til at godtgøre, at det påståede traktatbrud ikke længere forligger.

Ifølge Kommissionen bør de gældende bestemmelser i hvert fald med øjeblikkelig virkning ikke længere anvendes på alle bestående retsforhold, dvs. således, at der ikke længere foretages betalinger. Da de pågældende bestemmelser enten ikke fastsætter tidsfrister, eller fastsætter frister alene i henhold til bevillingerne på budgettet for 1980, eller dækker en periode, som kan vare indtil 1982, vil der muligvis kunne foretages nye betalinger ganske uden at opfylde den påtagne forpligtelse. Forpligtelsen vil da gælde hverken forberedelsen eller afslutningen af finansieringsoperationerne vedrørende årene 1980 og 1981, ligesom en lang række af de pågældende foranstaltninger endvidere — hvis deres anvendelse ikke suspenderes — fortsat vil tillade nye finansieringsoperationer (som ifølge Kommissionens resonnement ikke vil være nye gennemførelsesprocedurer).

I øvrigt er en formel ophævelse af bestemmelserne efter den italienske regerings mening ikke nødvendig, hvilket endog Kommissionen har erkendt, idet den har udtalt, at det væsentlige er suspension af betalingerne. Den italienske regering har herved præciseret, at suspensionen også har omfattet de procedurer, der allerede er indledt på grund af forberedelsen af transaktionerne, således at alle senere foranstaltninger til udbetaling er blokeret. Der er ikke truffet nogen afgørelse om tilskud i henhold til de kritiserede bestemmelser, hverken i henhold til de kritiserede bestemmelser selv eller i henhold til bestemmelserne i eventuelle love om forlængelse. Den forpligtelse, som regionen Sicilien har påtaget sig, er overholdt og vil blive overholdt, og enhver yderligere formel foranstaltning forekommer i øjeblikket ikke nødvendig.

Dernæst har den italienske regering foretaget en realitetsgennemgang af de kritiserede foranstaltningers forenelighed med fællesskabsretten, idet den dog understreger, at realitetsspørgsmålet ikke kan behandles inden for rammerne af denne sag. Den italienske regering har fremhævet de indførte foranstaltningers formål, som står i forbindelse med den socioøkonomiske sammenhæng (den omstændighed, at det italienske landbrug endnu har karakter af et bondesamfund, fremme af andelsbevægelsen og producentsammenslutninger, ringe muligheder for selvfinansiering, ingen muligheder for at få adgang til normale landbrugslån), og den har under henvisning hertil hævdet, at de pågældende bestemmelser ikke er uforenelige med fællesskabsbestemmelserne. Den har navnlig fremsat følgende bemærkninger:

a)Ved artikel 10 i lov nr. 47 indføres der ikke en ny støtte, men der bekræftes blot en i forvejen bestående støtte, som i øvrigt er meget beskeden og tjener til at opretholde balancen i regionen, og som ikke kan afskaffes uden forstyrrelser.b)Artiklerne 2 og 3 i lov nr. 83 har til formål at fremme landbrugsandelsbevægelsen ved også gennem producentsammenslutninger at fremme levering af druer til spisebrug til forarbejdning og dernæst til destillation, hvilket er forudset i fællesskabsbestemmelserne.c)De samme betragtninger gælder også for artiklerne 8 og 9 i samme lov nr. 83; artikel 9, som bl.a. fastsætter et ligeledes meget beskedent bidrag til omkostningerne ved forvaltningen af andelsforetagenderne, vedrører andels-strukturernes funktion og ikke direkte den pågældende markedssektor.d)Med hensyn til artiklerne 2, 10 og 11 i lov nr. 83 må de heri fastsatte foranstaltninger anses for at have til formål at lette adgangen til landbrugslån og ikke for støtte ud over fællesskabsforanstaltningerne for vin og tomater. I Fællesskabet er lånebetingelserne forskellige fra det ene land til det andet, og efter den italienske regerings opfattelse er det nødvendigt, mens der afventes en harmonisering på fællesskabsniveau af de gældende nationale støtteordninger, at begrænse rentebyrden for landmændene, som ellers ikke vil kunne optage lån til normale rentesatser; denne praksis er på ingen måde i strid med fællesskabsbestemmelserne.e)Tilsvarende har den i artikel 12 fastsatte støtte ligeledes til formål at fremme andelsbevægelsen ved at forlænge en regional støtte, der allerede var indført og ikke er bestridt.f)Artiklerne 15 og 17 forlænger også bestående støtte i en meget ubetydelig sektor, som ikke er omfattet af en fælles markedsordning; den pågældende støtte må snarere betragtes som en intervention for den økologiske ligevægt og miljøet end for en intervention af økonomisk art.