1

ClientEarth AISBL har i appelskriftet nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 1. februar 2023, ClientEarth mod Kommissionen (T-354/21, EU:T:2023:34), hvorved Retten frifandt Kommissionen i et annullationssøgsmål til prøvelse af Kommissionens afgørelse C(2021) 4348 final af 7. april 2021 om afslag på adgang til visse dokumenter, hvori der er begæret aktindsigt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43) og i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1367/2006 af 6. september 2006 om anvendelse af Århuskonventionens bestemmelser om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet på Fællesskabets institutioner og organer (EUT 2006, L 264, s. 13).

2

Ved processkrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 11. august 2023 har Grace O’Sullivan og Caroline Roose, der er medlemmer af Europa-Parlamentet, anmodet om tilladelse til at intervenere til støtte for ClientEarths påstande (herefter »de parter, der har anmodet om intervention«).

3

Efter at Domstolens justitssekretær har forkyndt anmodningen om intervention for parterne i overensstemmelse med artikel 131, stk. 1, i Domstolens procesreglement, der i henhold til dette reglements artikel 190, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, har ClientEarth og Europa-Kommissionen fremsat deres skriftlige bemærkninger vedrørende denne anmodning inden for den fastsatte frist. Kommissionen har som den eneste nedlagt påstand om, at deres anmodning forkastes.

Anmodningen om intervention

Indledende bemærkninger

4

Artikel 40, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol bestemmer, at alle fysiske personer, der kan godtgøre, at de har en berettiget interesse i afgørelsen af en retstvist, der er indbragt for Domstolen, har ret til at indtræde i denne retstvist, medmindre der er tale om en retstvist mellem medlemsstater, mellem Unionens institutioner eller mellem medlemsstater på den ene side og disse institutioner på den anden side.

5

Det følger af fast retspraksis, at begrebet »berettiget interesse i afgørelsen af en retstvist« som omhandlet i denne bestemmelse skal defineres i relation til selve genstanden for tvisten og forstås som en direkte og aktuel interesse i, hvorledes der træffes afgørelse om påstandene, og ikke en interesse i forhold til de fremførte anbringender og argumenter. Udtrykket »afgørelsen af en retstvist« sigter nemlig til den endelige dom, der ønskes afsagt, og som vil fremgå af domskonklusionen (jf. navnlig kendelse afsagt af Domstolens præsident den 27.2.2015, Mory m.fl. mod Kommissionen, C-33/14 P, EU:C:2015:135, præmis 7 og den deri nævnte retspraksis).

6

Interessen i at intervenere skal i øvrigt være tilstrækkeligt kvalificeret. En interesse anses for tilstrækkelig, såfremt retstvistens afgørelse kan ændre retsstillingen for den, der anmoder om at måtte intervenere (jf. navnlig kendelse afsagt af Domstolens præsident den 31.5.2022, Naturgy Energy Group mod Kommissionen, C-698/21 P, EU:C:2022:417, præmis 7).

7

Medlemmer af Parlamentet kan endelig ikke have en tilstrækkeligt kvalificeret interesse i en sag, når den påberåbte interesse udelukkende baseres på deres medlemskab af denne institution (jf. i denne retning kendelse af 3.7.1986, Frankrig mod Parlamentet, 358/85, EU:C:1986:286, præmis 10).

Argumentation

8

Grace O’Sullivan og Caroline Roose har bl.a. støttet deres anmodning om intervention på, at de som medlemmer af Parlamentet og af Parlamentets Fiskeriudvalg repræsenterer et stort antal aktive borgere eller borgere, der er afhængige af fiskeindustrien, herunder foreninger.

9

De har ligeledes henvist til deres særlige opgaver og deres arbejde i Parlamentet på området for beskyttelse af miljøet og fiskeriet og navnlig den omstændighed, at de medvirkede i revisionen af Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 af 20. november 2009 om oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik, om ændring af forordning (EF) nr. 847/96, (EF) nr. 2371/2002, (EF) nr. 811/2004, (EF) nr. 768/2005, (EF) nr. 2115/2005, (EF) nr. 2166/2005, (EF) nr. 388/2006, (EF) nr. 509/2007, (EF) nr. 676/2007, (EF) nr. 1098/2007, (EF) nr. 1300/2008, (EF) nr. 1342/2008 og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2847/93, (EF) nr. 1627/94 og (EF) nr. 1966/2006 (EUT 2009, L 343, s. 1).

10

De har gjort gældende, at de har brug for oplysninger, der fremlægges af miljøbeskyttelsesorganisationer, i forbindelse med deres arbejde, og at Rettens dom af 1. februar 2023, ClientEarth mod Kommissionen (T-354/21, EU:T:2023:34), som er genstand for den appelsag, hvori de har anmodet om at måtte intervenere, har direkte betydning for deres aktiviteter, eftersom Retten anlagde en streng fortolkning af betingelserne for miljøbeskyttelsesorganisationers aktindsigt i de omhandlede dokumenter. De dokumenter fra Kommissionen, hvori ClientEarth ønsker indsigt, indeholder desuden detaljerede oplysninger om anvendelsen og gennemførelsen af forordning nr. 1224/2009 i to medlemsstater, som kan være nyttige for de pågældende ved en senere revision af denne forordning.

11

De har tilføjet, at fiskeindustrien var bedre orienteret end de øvrige aktører om de problematikker, der gjorde sig gældende i forbindelse med revisionen af denne forordning.

12

[Som berigtiget ved kendelse af 4. december 2023] De har endelig anført, at eftersom deres interesser ikke er sammenfaldende med Parlamentets interesser, og eftersom denne institution ikke engang er part i den foreliggende sag, bør der sondres mellem deres situation og den, der var omhandlet i kendelse af 3. juli 1986, Frankrig mod Parlamentet (358/85, EU:C:1986:286), hvorved en anmodning om intervention fra parlamentsmedlemmer blev forkastet.

Bedømmelse

13

Det må indledningsvis konstateres, at udfaldet af appelsagen vedrørende lovligheden af Kommissionens afslag på ClientEarths anmodning om aktindsigt ikke umiddelbart kan ændre retsstillingen for de parter, der har anmodet om intervention.

14

Det skal navnlig og i lighed med det af Kommissionen anførte bemærkes, at den interesse, som de parter, der har anmodet om intervention, har i at modtage oplysninger fra appellanten, som dette selskab i det foreliggende tilfælde kunne tilvejebringe ved at få aktindsigt i de omhandlede dokumenter, kun synes at være en indirekte interesse, som heller ikke kan anses for at være aktuel, eftersom de pågældende i det væsentlige har gjort gældende, at disse oplysninger først skal anvendes i forbindelse med den fremtidige ændring af forordning nr. 1224/2009.

15

For så vidt som de parter, der har anmodet om intervention, både har påberåbt sig deres status som politiske repræsentanter og deres særlige opgaver på miljøbeskyttelsesområdet i Parlamentet samt deres arbejde på fiskeriområdet, ser det desuden ud til, at deres angivelige interesse i retstvistens afgørelse er fuldstændig sammenfaldende med Parlamentets egen interesse. De forskelle mellem omstændighederne i den foreliggende sag og i den sag, der gav anledning til kendelse af 3. juli 1986, Frankrig mod Parlamentet (358/85, EU:C:1986:286), hvortil de pågældende har henvist, kan ikke rejse tvivl om denne konstatering.

16

Parlamentet har imidlertid ikke anmodet om tilladelse til at indtræde i sagen, selv om det har ret til at gøre dette i henhold til artikel 40, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, hvorefter medlemsstaterne og Unionens institutioner kan indtræde i retstvister, der er indbragt for Domstolen.

17

Det følger heraf, at de parter, der har anmodet om intervention, ikke har godtgjort, at de har en berettiget interesse i retstvistens afgørelse som omhandlet i artikel 40, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

18

Deres anmodning om intervention skal følgelig forkastes.

Sagsomkostninger

19

Ifølge procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i medfør af dette reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da den af Grace O’Sullivan og Caroline Roose fremsatte anmodning om intervention ikke tages til følge, og Kommissionen har nedlagt påstand om, at de tilpligtes at betale sagsomkostningerne, bør det pålægges dem hver at bære deres egne omkostninger og betale de omkostninger, som Kommissionen har afholdt i forbindelse med denne anmodning. ClientEarth bør bære sine egne omkostninger.

1)

Den af Grace O’Sullivan og Caroline Roose fremsatte anmodning om intervention forkastes.

2)

Grace O’Sullivan og Caroline Roose bærer hver deres egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger.

3)

ClientEarth AISBL bærer sine egne omkostninger.