»Appel – EKSF-traktaten – statsstøtte – Forges de Clabecq SA«
|
Relevante fællesskabsbestemmelser |
|
Sagens faktiske omstændigheder |
|
Retsforhandlingerne ved Retten |
|
Den appellerede dom |
|
Appellen |
|
Anbringenderne vedrørende lånene fra SNCI og Belfin |
|
Det første anbringende: tilsidesættelse af begrundelsespligten |
|
Appellantens argumenter |
|
Vurdering |
|
Det første tilfælde: anbringendet om tilsidesættelse af EKSF-statuttens artikel 30 og 46 |
|
Det andet tilfælde: anbringendet om en retlig fejl |
|
Det andet anbringende: tilsidesættelse af EKSF-statuttens artikel 30 og 46 |
|
Appellantens argumenter |
|
Vurdering |
|
De specifikke anbringender vedrørende lånene fra SNCI |
|
Det første anbringende: tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet |
|
Appellantens argumenter |
|
Vurdering |
|
Det andet anbringende: tilsidesættelse af begrundelsespligten |
|
De specifikke anbringender vedrørende lånene fra Belfin |
|
Det første anbringende: forkert gengivelse af beviser |
|
Belfin’s argumenter |
|
Vurdering |
|
Det andet anbringende: tilsidesættelse af EKSF-statuttens artikel 30 og 46 |
|
Parternes argumenter |
|
Vurdering |
|
Realitetsbehandling af tvisten efter ophævelsen |
|
Sagens realitet |
|
Det første anbringende: tilsidesættelse af EKSF-traktatens artikel 15 |
|
Det andet anbringende: tilsidesættelse af beslutningerne af 1982 og 1985 |
|
Det tredje anbringende: tilsidesættelse af støttekodeksens artikel 6 |
|
Det fjerde anbringende: åbenbart urigtigt skøn og tilsidesættelse af EKSF-traktatens artikel 4, litra c), og støttekodeksens artikel 1, stk. 2 |
|
Sagens omkostninger |
|
Forslag til afgørelse |
Dommen er følgelig behæftet med en begrundelsesmangel«.
b) Vurdering 35. Kongeriget Belgiens argumentation er efter min mening usammenhængende og tvetydig. Det er vanskeligt at fastslå, om den henviser til den begrundelsespligt, der påhviler Retten, eller den begrundelsespligt, der påhviler Kommissionen. 36. På den ene side henviser den belgiske regering til manglende eller utilstrækkelig begrundelse for den appellerede dom. Den har gjort gældende, at »dommen er mangelfuldt begrundet« (24) , fordi »Retten [...] ikke har identificeret de SNCI- og Belfin-lån, som Kommissionen hentyder til« (25) . 37. På den anden side har den belgiske regering også rejst indsigelse mod Rettens konklusion, hvorefter den omtvistede beslutning er tilstrækkeligt begrundet. Den har understreget, at »Rettens konstatering af Kommissionens påstået tilstrækkelige identificering af disse lån ikke støttes af en fyldestgørende begrundelse i dommen« (26) . 38. Kongeriget Belgien har således undladt at sondre mellem to særskilte annullationsanbringender (27) . 39. Det første anbringende vedrører det formelle krav om begrundelse. Det gøres heri gældende, at den appellerede dom er mangelfuldt eller utilstrækkeligt begrundet, hvilket i det foreliggende tilfælde udgør en tilsidesættelse af artikel 30 og 46 i EKSF-statutten for Domstolen (28) . Artikel 30 i EKSF-statutten – der finder anvendelse på Retten i medfør af nævnte statuts artikel 46 – foreskriver, at »[d]omme skal begrundes« (29) . 40. Det andet anbringende vedrører derimod spørgsmålet om lovligheden af den appellerede doms indhold. Anbringendet er baseret på, at der foreligger en retlig fejl, og tager sigte på, at Domstolen skal fastslå, at Retten har fejlfortolket rækkevidden af den begrundelsespligt, der påhviler Kommissionen (30) . I det foreliggende tilfælde har Kongeriget Belgien gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl ved at konstatere, at begrundelsen for den omtvistede beslutning med hensyn til identificeringen af SNCI- og Belfin-lånene var i overensstemmelse med kravene i EKSF-traktatens artikel 15. 41. Eftersom det ikke er muligt præcist at bestemme genstanden for det anbringende, som Kongeriget Belgien har påberåbt sig, skal jeg successivt undersøge de to ovennævnte situationer. i) Det første tilfælde: anbringendet om tilsidesættelse af EKSF-statuttens artikel 30 og 46 42. I det første tilfælde har Kongeriget Belgien gjort gældende, at den appellerede dom er mangelfuldt begrundet, eftersom Retten ikke har identificeret de SNCI- og Belfin-lån, der henvises til i den omtvistede beslutning. 43. Begrundelsen i den appellerede dom er rent faktisk meget kort på dette punkt. Retten har alene anført, at »den belgiske regering ikke kan gøre gældende, at den ikke kunne vide, hvilke lån der var tale om. Det fremgår klart af den omtvistede beslutning, at denne vedrører samtlige garantier for samtlige lån fra SNCI og Belfin« (31) . 44. I modsætning til Kongeriget Belgien mener jeg ikke, at Retten kan kritiseres for ikke at have identificeret de SNCI- og Belfin-lån, der er omhandlet i den omtvistede beslutning. 45. Jeg henleder herved opmærksomheden på, at Retten i præmis 8 i den appellerede dom har beskrevet SNCI-lånene således: »I første halvdel af 1980’erne blev der udarbejdet en rekonstruktionsplan for [Forges de Clabecq], som inden for planens rammer blev ydet en række investeringskreditter. [...] Den første kredit beløb sig til 1,5 mia. BEF, den anden til 850 mio. BEF og den tredje til 1,5 mia. BEF. Den fjerde og sidste kredit blev ydet i 1985 og udgjorde 650 mio. BEF. Sådanne [...] kreditter benævnes almindeligvis »SNCI-lån« (låneaftaler indgået med Société nationale du crédit à l’industrie).« 46. I præmis 9 i den appellerede dom har Retten desuden beskrevet lånene fra Belfin således: »Compagnie belge pour le financement de l’industrie (herefter »Belfin«) [...] ydede ligeledes [Forges de Clabecq] en række lån af midler lånt i kreditinstitutter, nemlig to lån på henholdsvis 104 mio. BEF i 1988 og 196 mio. BEF i 1989, som blev erstattet af en kredit på 300 mio. BEF i 1991, og en kredit på 200 mio. BEF i 1994, som erstattede et lån ydet i 1987.« 47. Heraf følger, at den appellerede dom gør det muligt at identificere de SNCI- og Belfin-lån, som der henvises til i den omtvistede beslutning. Retten fastslog, at Kommissionen havde underkendt de statsgarantier, der var knyttet til fire SNCI-lån (32) , og de garantier, som er knyttet til to Belfin-lån – nemlig lånet på 300 mio. BEF (33) og lånet på 200 mio. BEF (34) . 48. Under disse omstændigheder mener jeg, at Retten har opfyldt det begrundelseskrav, der påhviler den i henhold til EKSF-statuttens artikel 30 og 46. Det første anbringende, for så vidt det vedrører tilsidesættelse af disse bestemmelser, må derfor forkastes. ii) Det andet tilfælde: anbringendet om en retlig fejl 49. I det andet tilfælde finder Kongeriget Belgien, at Retten har begået en retlig fejl ved at fastslå, at den omtvistede beslutnings begrundelse opfyldte kravene i EKSF-traktatens artikel 15. Ifølge Kongeriget Belgien har Retten ikke med føje kunnet fastslå, at den omtvistede beslutning var tilstrækkeligt begrundet med hensyn til identificeringen af SNCI- og Belfin-lånene. 50. Jeg bemærker herved, at spørgsmålet om begrundelsespligtens rækkevidde er et retsspørgsmål, som kan gøres til genstand for Domstolens prøvelse i en appelsag (35) . Et anbringende om fejlvurdering af denne forpligtelses rækkevidde kan realitetsbehandles, selv om det nødvendigvis forudsætter, at der tages hensyn til de omstændigheder, som Retten har lagt til grund for sin konklusion (36) . 51. Hvad angår den begrundelse, som kræves i henhold til EF-traktatens artikel 190 (nu artikel 253 EF), har Domstolen opstillet følgende principper (37) . 52. Begrundelsen skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af navnlig indholdet af den pågældende retsakt, karakteren af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der er berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en retsakts begrundelse opfylder kravene efter traktatens artikel 190, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område. 53. Ifølge retspraksis (38) gælder de samme principper for den begrundelsespligt, der påhviler Kommissionen i henhold til EKSF-traktatens artikel 15. 54. I dette tilfælde identificerer den omtvistede beslutning ikke udtrykkeligt de SNCI- og Belfin-lån, for hvilke den tilknyttede statsgaranti kritiseres. Kommissionen har i denne beslutning blot anført, at garantierne for lånene fra SNCI og Belfin og deres forlængelse udgør ulovlig støtte, uden at præcisere, hvilke lån den hentydede til. 55. I modsætning til den belgiske regering mener jeg imidlertid ikke, at denne omstændighed kan indebære, at den omtvistede beslutning er mangelfuldt begrundet. 56. Ifølge den ovennævnte retspraksis skal begrundelsen for en retsakt vurderes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område. Når det drejer sig om statsstøtte, har Domstolen således præciseret, at der skal tages hensyn til Kommissionens eventuelle tidligere beslutninger og indholdet i den meddelelse, hvorved denne indledte undersøgelsesproceduren (39) . 57. I det foreliggende tilfælde identificerer beslutningen om at indlede undersøgelsesproceduren imidlertid netop de underkendte SNCI- og Belfin-lån. I sin meddelelse 96/C 301/03 i henhold til kodeksens artikel 6, stk. 4 (40) understregede Kommissionen, at den havde anmodet de belgiske myndigheder om forskellige præciseringer vedrørende betingelserne for omlægning af Forges de Clabecqs gæld og anførte følgende:»De belgiske myndigheder har i deres svar af 26. juli 1996 [...] oplyst, at [...] for lånene fra SNCI (680 mio. BEF) og fra Belfin (heraf et på 200 mio. BEF) er alle forfaldstider blevet udskudt tre år, og rentesatserne er blevet nedsat.« 58. I beslutningen om at indlede proceduren angives således to lån fra SNCI som de omtvistede lån – et lån på 680 mio. BEF og et lån på 650 mio. BEF – samt lånene fra Belfin – bl.a. et lån på 200 mio. BEF. 59. Hermed gengav Kommissionen de oplysninger, som var indeholdt i de dokumenter, som de belgiske myndigheder havde bilagt deres skrivelse af 23. juli 1996 (41) . Blandt disse dokumenter fandtes en skrivelse af 25. juni 1996 fra Belfin til Forges de Clabecq (42) , et tillæg undertegnet af Belfin og Forges de Clabecq den 3. maj 1996 (43) samt en skrivelse af 23. maj 1996 fra den belgiske finansminister til SNCI (44) .I det første dokument var det angivet, at Belfin havde bevilget Forges de Clabecq to lån. Det andet dokument indeholdt oplysninger om beløbet på en af disse to lån, nemlig 200 mio. BEF. Af det tredje dokument fremgik det, at SNCI havde bevilget Forges de Clabecq to lån, nemlig et lån på 680 mio. BEF og et andet på 650 mio. BEF. 60. Heraf følger, at den omtvistede beslutning, set i den sammenhæng, den indgår i, og på baggrund af beslutningen om at indlede undersøgelsesproceduren, gør det muligt at identificerede de lån fra SNCI og Belfin, som det drejede sig om. Kommissionen underkendte de statsgarantier, der var knyttet til den anden rate af det første SNCI-lån (680 mio. BEF), det fjerde SNCI-lån (650 mio. BEF) samt de to Belfin-lån (300 mio. BEF og 200 mio. BEF). 61. De argumenter, der er fremført af Kongeriget Belgien, bekræfter i øvrigt, at den omtvistede beslutning var tilstrækkeligt begrundet på dette punkt. Det fremgår nemlig af appellen (45) , at de belgiske myndigheder har identificeret de lån, som Kommissionen henviste til, korrekt. 62. Under disse omstændigheder har Retten ikke begået en retlig fejl, da den fandt, at begrundelsen for den omtvistede beslutning opfyldte kravet i EKSF-traktatens artikel 15. Det første anbringende, for så vidt det vedrører en retlig fejl, må derfor forkastes (46) . 2. Det andet anbringende: tilsidesættelse af EKSF-statuttens artikel 30 og 46 a) Appellantens argumenter 63. Med sit andet annullationsanbringende har Kongeriget Belgien gjort gældende, at den appellerede dom er mangelfuldt begrundet. Det har påpeget, at det for Retten bestred den omtvistede beslutnings lovlighed, for så vidt som det heri var anført, at forlængelsen af statsgarantierne for lånene fra SNCI og Belfin udgjorde ulovlig støtte. Kongeriget Belgien har understreget, at Retten ikke tog stilling til dette anbringende. b) Vurdering 64. Det er ubestridt, at Retten ikke har taget stilling til det anbringende, som Kongeriget Belgien påberåbte sig i første instans. Det spørgsmål, der skal afgøres, er derfor, om Retten var forpligtet til at tage stilling hertil. 65. Domstolen har sjældent benyttet lejligheden til at definere indholdet i den begrundelsespligt, som påhviler Retten. En gennemgang af de domme, der er afsagt på dette område, viser, at den foretrækker at behandle spørgsmålet fra sag til sag og konkret afgøre, om Rettens afgørelse er tilstrækkeligt begrundet. På grundlag af retspraksis kan der dog udledes visse principper. 66. Det må antages, at begrundelsen for en dom klart og utvetydigt skal angive de betragtninger, som Retten har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne beslutning, og således at Domstolen kan udøve sin prøvelsesret (47) . Når der er tale om et søgsmål, som baseres på EF-traktatens artikel 173 (efter ændring nu artikel 230 EF), indebærer begrundelseskravet klart, at Retten skal tage stilling til de annullationsanbringender, som appellanten har påberåbt sig, og redegøre for grundene til, at den har forkastet anbringendet eller annulleret den anfægtede retsakt. 67. I dommen i sagen Connolly mod Kommissionen (48) fastlagde Domstolen imidlertid grænser for denne forpligtelse til at tage stilling til de anbringender, som påberåbes. Den fastslog, at begrundelsen til en dom skal vurderes under hensyn til de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag (49) , og at det ikke kan kræves, at Retten tager nærmere stilling til hvert eneste anbringende, som påberåbes af appellanten (50) . I overensstemmelse med generaladvokat Ruiz-Jarabo Colomers forslag til afgørelse (51) har Domstolen præciseret, at Retten ikke var forpligtet til at tage stilling til argumenter, som ikke er »tilstrækkeligt klare og præcise«, og som ikke er underbygget af »udførlige beviser« (52) . 68. Hvis man lægger retspraksis vedrørende traktatens artikel 190 til grund, må man desuden antage, at Retten ikke er forpligtet til at tage stilling til argumenter, der er åbenbart uvedkommende, uden betydning eller klart af underordnet relevans (53) . 69. Under hensyn til disse principper mener jeg, at Retten var forpligtet til at tage stilling til det anbringende, som Kongeriget Belgien påberåbte sig i denne sag. 70. For det første var appellantens argument tilstrækkeligt klart og præcist i den betydning, hvori udtrykket anvendes i dommen i sagen Connolly mod Kommissionen (54) . Den belgiske regering hævdede, at forlængelsen med yderligere tre år af statsgarantierne for SNCI- og Belfin-lånene ikke udgjorde en ulovlig støtte, eftersom den var blevet anmeldt til Kommissionen i henhold til støttekodeksens artikel 6, stk. 2, (55) . Argumentet var desuden underbygget af »udførlige beviser«, eftersom sagsakten indeholdt den anmeldelse, som de belgiske myndigheder havde fremsendt til Kommissionen den 25. juni 1996 (56) . 71. For det andet kan man vanskeligt hævde, at Kongeriget Belgiens argument var »åbenbart uvedkommende« eller »klart af underordnet relevans«. 72. Jeg skal nemlig påpege, at kodeksens artikel 6, stk. 4, bestemmer, at medlemsstaterne ikke må iværksætte de planlagte støtteforanstaltninger, før Kommissionen har godkendt dem. Det er klart, selv om Domstolen endnu ikke udtrykkeligt har fastslået det, at denne bestemmelse har direkte virkning og giver borgerne rettigheder, som de nationale domstole skal beskytte (57) . 73. Borgerne kan derfor påberåbe sig en tilsidesættelse af forbuddet i kodeksens artikel 6, stk. 4, ved de nationale domstole. Ifølge retspraksis (58) skal disse domstole sikre, at der drages alle konsekvenser af en sådan tilsidesættelse i henhold til national ret. 74. På nationalt plan kan en konstatering af, at en statsstøtte er ulovlig, have flere vigtige konsekvenser. For det første kan borgere, som har en berettiget interesse, begære, at den nationale domstol anordner tilbagebetaling af en støtte, der er ydet i strid med forbuddet i kodeksens artikel 6, stk. 4. Domstolen har fastslået, at de nationale domstole, i modsætning til Kommissionen, har beføjelse til at foreskrive tilbagebetaling af en støtte, alene med den begrundelse, at underretningspligten er tilsidesat 59 –Dom i sagen Fédération nationale du commerce extérieur des produits alimentaires og Syndicat national des négociants et transformateurs de saumon, nævnt i fodnote 58, præmis 12 og 13, og i sagen SFEI m.fl., nævnt i fodnote 58, præmis 40 og 43. . For det andet kan den nationale domstol, uanset indholdet i Kommissionens endelige beslutning, fastslå, at en retsakt, som udstedes til gennemførelse af støtteforanstaltningen, er ulovlig, og at gennemførelsesforanstaltningerne er ulovlige 60 –Dom i sagen Fédération nationale du commerce extérieur des produits alimentaires og Syndicat national des négociants et transformateurs de saumon, nævnt i fodnote 58, præmis 12, og i sagen SFEI m.fl., nævnt i fodnote 58, præmis 40.. Heraf følger, at gyldigheden af samtlige foranstaltninger til gennemførelse af støtten kan påvirkes heraf. Denne konsekvens rejser særlige problemer, når støtten er ydet i form af en statsgaranti, da støttens ulovlighed i så fald kan få betydning for den retlige forbindelse mellem staten og udlåneren. Kommissionen mener i øvrigt, at spørgsmålet om, hvorvidt støttens ulovlighed påvirker den retlige forbindelse mellem staten og tredjemand, skal undersøges i henhold til national ret 61 –Kommissionens meddelelse 2000/C 71/07 om anvendelsen af EF-traktatens artikel 87 og 88 angående statsstøtte i form af garantier, EFT C 71, s. 14, punkt 6.4 og 6.5.. Endelig kan en overtrædelse af forbuddet mod iværksættelse anses for en tilsidesættelse, der er tilstrækkelig kvalificeret i den betydning, hvori udtrykket anvendes i dommen i sagen Brasserie du pêcheur 62 –Dom af 5.3.1996, forenede sager C-46/93 og C-48/93, Brasserie du pêcheur og Factortame, Sml. I, s. 1029, præmis 51. , til, at staten pådrager sig et ansvar 63 –Jf. i denne retning J.-P. Keppenne: Guide des aides d’État en droit communautaire, Bruylant, Bruxelles, 1999, punkt 408.. Konstateringen af, at en statsstøtte er ydet ulovligt, kan således af den nationale domstol lægges til grund for at pålægge staten at erstatte tab, som er forvoldt ved en umiddelbar udbetaling af støtten 64 –Jf. ligeledes i denne retning M. Waelbroeck og A. Frignani: Commentaire J. Megret, Le droit de la CE, volume 4, Concurrence, éditions de l’université de Bruxelles, Bruxelles, 1997, anden udg., punkt 319.. Erstatningssøgsmål kan anlægges, ikke alene af støttemodtageren 65 –Jf. generaladvokat Tesauros forslag til afgørelse i sagen Belgien mod Kommissionen »Tubemeuse« (dom af 21.3.1990, sag C-142/87, Sml. I, s. 959, på s. 985)., men også af konkurrenter, hvis tilbagebetalingen af støtten ikke kan genoprette den situation, som forelå før udbetalingen 66 –Jf. generaladvokat Jacobs’ forslag til afgørelse i sagen SFEI m.fl., nævnt i fodnote 58, punkt 77. Generaladvokat Jacobs nævner som eksempel den situation, hvor en konkurrent har mistet fortjeneste eller markedsandele på grund af den umiddelbare udbetaling af støtten.. 75. Heraf følger, at det anbringende, som Kongeriget Belgien fremsatte i første instans, var af åbenbar interesse. Ved at bestride, at forlængelsen af statsgarantierne var ulovlig, ville den belgiske regering undgå konsekvenserne af den direkte virkning af kodeksens artikel 6, stk. 2, og navnlig muligheden for at gøre erstatningsansvar gældende mod den på grund af tilsidesættelse af fællesskabsretten og på grund af ugyldigheden af de offentlige og private retsakter i tilknytning til gennemførelsen af den omtvistede forlængelse. 76. Jeg mener følgelig, at Retten har tilsidesat sin begrundelsespligt ved ikke at have taget stilling til det anbringende, som påberåbtes af Kongeriget Belgien. Jeg foreslår derfor, at Domstolen ophæver den appellerede dom på dette punkt. B – De specifikke anbringender vedrørende lånene fra SNCI 77. På baggrund af det ovennævnte er der ikke længere grund til at undersøge de øvrige annullationsanbringender. Hvis den appellerede dom, som jeg mener, bør ophæves på grund af, at Retten har tilsidesat sin begrundelsespligt, er de øvrige anbringender, som Kongeriget Belgien har påberåbt sig, nemlig uden betydning. Jeg skal derfor subsidiært undersøge de øvrige anbringender. 78. Kongeriget Belgien har fremført to annullationsanbringender vedrørende SNCI-lånene. Det første anbringende vedrører tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet. Det andet anbringende drejer sig om manglende begrundelse for den appellerede dom. 1. Det første anbringende: tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet a) Appellantens argumenter 79. Med sit første anbringende har appellanten kritiseret Retten for at have fastslået, at de belgiske myndigheder ikke kunne påberåbe sig beslutningerne af 1982 og 1985 (67) . Den belgiske regering har anført, at Rettens ræsonnement er udtryk for en dobbelt retlig fejl. 80. For det første har Retten ifølge appellanten begået en fejl med hensyn til den retlige kvalificering af de faktiske omstændigheder. Den har således konstateret, at 1982-beslutningen indebar, at godkendelsen af statsgarantien for det første SNCI-lån forudsatte, at Forges de Clabecq ikke modtog yderligere økonomisk bistand fra den belgiske stat. Dette forbehold figurerede imidlertid ikke blandt de betingelser, som Kommissionen havde stillet for godkendelse af den omtvistede garanti. Denne forkerte retlige bedømmelse har foranlediget en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, eftersom Retten på grundlag heraf nægtede de belgiske myndigheder mulighed for at påberåbe sig 1982-beslutningen. 81. For det andet antog Retten med urette, at de ændringer, som blev gennemført med hensyn til det fjerde SNCI-lån, var i strid med betingelserne i 1985-beslutningen. Ifølge appellanten indebar de omtvistede ændringer nemlig alene, at visse tilbagebetalingsfrister for kreditten forlængedes, uden at amortiseringsperioden ændredes. b) Vurdering 82. I den appellerede doms præmis 97-101 har Retten konstateret, at de belgiske myndigheder ikke kunne påberåbe sig beslutningerne af 1982 og 1985, fordi de ved at foretage væsentlige ændringer i tilbagebetalingsbetingelserne for SNCI-lånene havde tilsidesat de betingelser for godkendelse, der var stillet i disse beslutninger. 83. Efter min mening er den appellerede dom behæftet med en retlig fejl på dette punkt. Jeg mener således, at Retten har undladt at fastslå, at den omtvistede beslutning ikke var tilstrækkeligt begrundet i forhold til EKSF-traktatens artikel 15. 84. Det følger af fast retspraksis, at anbringendet om tilsidesættelse af en institutions forpligtelse til at begrunde en retsakt udgør en ufravigelig procesforudsætning, der skal tages under påkendelse af egen drift af Fællesskabets retsinstanser (68) . Undlader Retten at påkende dette anbringende ex officio, når den anfægtede beslutning ikke opfylder begrundelseskravet, foretager Retten en urigtig retsanvendelse, over for hvilken Domstolen bør træffe sanktionsforanstaltninger (69) . 85. I det foreliggende tilfælde havde Kommissionen i 1982-beslutningen godkendt, at den belgiske regering stillede en statsgaranti for det første SNCI-lån på 1,5 mia. BEF. 1985-beslutningen var en følge af en anmeldelse fra de belgiske myndigheder af 31. maj 1985 (70) . I overensstemmelse hermed godkendte Kommissionen, at de stillede en garanti for det fjerde SNCI-lån på 650 mio. BEF. Med disse to beslutninger havde Kommissionen således erklæret, at statsgarantierne udgjorde lovlig støtte og var forenelige med fællesmarkedet. 86. Det står fast, at Kommissionen ændrede denne vurdering i den omtvistede beslutning, hvori den anførte følgende: »En statsgaranti for finansielle lån er i princippet statsstøtte, der burde have været anmeldt til Kommissionen og ikke anvendt uden dennes godkendelse [...]. Dette har ikke været tilfældet for de lån, der er blevet ydet til Forges de Clabecq [...]. Garantierne for lånene fra Belfin og SNCI [...] udgør statsstøtte. Denne støtte er endvidere også ulovlig, fordi den er ydet uden forudgående tilladelse fra Kommissionen« 71 –Punkt V i den omtvistede beslutning, under overskriften »Gældsomlægningen«, tredje og fjerde afsnit.. 87. I strid med de krav, der er opstillet i retspraksis (72) , fremgår det imidlertid ikke af den omtvistede beslutning, af hvilke grunde Kommissionen ophævede sine beslutninger af 1982 og 1985. Beslutningen indeholder ingen oplysninger om, hvorfor Kommissionen med tilbagevirkende kraft ophævede godkendelsen af de i 1982 og 1985 godkendte statsgarantier. Den omtvistede beslutnings begrundelse giver således ikke de berørte parter mulighed for at få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning og giver heller ikke Fællesskabets retsinstansers mulighed for at udøve sin prøvelsesret. 88. Under disse omstændigheder finder jeg, at Retten har begået en retlig fejl ved ikke af egen drift at påkende anbringendet om en tilsidesættelse af begrundelsespligten. Desuden har den, da den anførte grundene til, at de belgiske myndigheder efter dens mening ikke kunne påberåbe sig beslutningerne af 1982 og 1985, sat sin egen begrundelse i stedet for den af Kommissionen angivne begrundelse. Den har derfor også overskredet grænserne for sin kompetence i henhold til EKSF-traktatens artikel 33 med hensyn til legalitetskontrol af Kommissionens retsakter (73) . Af disse grunde foreslår jeg, at Domstolen ophæver den appellerede dom. 89. Såfremt Domstolen skulle beslutte ikke at vælge denne løsning, vil jeg subsidiært foretage en kortfattet gennemgang af Kongeriget Belgiens argumenter. 90. 1982-beslutningen blev vedtaget under følgende omstændigheder. Den 4. november 1980 underrettede de belgiske myndigheder Kommissionen om, at de havde til hensigt at stille en statsgaranti for den første rate af det første SNCI-lån (820 mio. BEF) (74) . Den 11. august 1982 underrettede samme myndigheder Kommissionen om deres beslutning om at udvide garantien til at omfatte hele lånet (75) . Denne meddelelse omhandlede også andre foranstaltninger, som den belgiske stat havde planlagt til fordel for jern- og stålsektoren. 91. Ved en meddelelse af 11. oktober 1982, der var vedtaget i henhold til artikel 8, stk. 3, i beslutning nr. 2320/81/EKSF (76) , besluttede Kommissionen at indlede undersøgelsesproceduren og opfordrede berørte parter til at fremsende deres bemærkninger (77) . 92. Den 16. december 1982 traf den beslutning vedrørende fire procedurer, som var indledt mellem den 19. december 1980 og den 25. november 1982 i forbindelse med investeringsstøtte, hasteforanstaltninger og driftsstøtte til fordel for Forges de Clabecq. Kommissionen godkendte, at der blev bevilget et beløb på 1,985 mia. BEF som garanti, heraf 1,5 mia. for den første fase af investeringsprogrammet. Beslutningen havde følgende ordlyd: »Under disse omstændigheder godkender Kommissionen for indeværende kun, at der ydes 1,985 mia. som garanti (heraf 1,5 mia. for den første fase af investeringsprogrammet og 485 mio. i driftsstøtte). Godkendelsen er dog undergivet følgende betingelser: