Som følge af de domme, Domstolen afsagde den 3. februar 1976 i sagen Manghera, sag 59/75 (Sml. s. 91) og den 17. februar 1976 i sagerne Rewe, sag 45/75 (Sml. s. 181) og Miritz, sag 91/75 (Sml. s. 217) kunne spiritus, der indførtes fra andre af Fællesskabets stater, forhandles til lavere priser end den spiritus, monopolet omsatte, og monopolforvaltningen så sig, for at forblive konkurrencedygtig, nødsaget til fra den 23. februar 1976 at nedsætte sine salgspriser med 150 DM/hlW uden dog at ændre den i meddelelsen af 10. september 1975 fastsatte normalsalgspris på 1833 DM/hlW. I det for hovedsagen afgørende tidsrum (1. — 17. marts 1976) androg den faktiske salgspris således 1683 DM/hlW.

I medfør af forbundsfinansministeriets hasteafgørelse (Schnellbrief) af 23. marts 1976 (III A 2-V 7030-32/76) opkrævedes spiritustillægget imidlertid kun med højst 1500 DM/hlW, hvilket beløb svarede til spiritusafgiften, når afgiftspligten var indtrådt mellem den 23. februar og den 17. marts 1976.

I medfør af lovens §§ 151 og 152 pålægges importeret spiritus et monopoludligningsbeløb, der efter § 152, stk. 1, nr. 1, andrager forskellen mellem monopolets normalsalgspris for spiritus og grundprisen for spiritus.

På grundlag af monopolets faktiske salgspris på 1683 DM/hlW ville udligningsafgiften mellem den 23. februar og 17. marts 1976 have andraget 1430 DM/hlW, idet grundprisen for spiritus da var 253 DM/hlW.

Er udgangspunktet derimod normalsalgsprisen, således som den i medfør af § 82, stk. 1, i Verwertungsordnung er offentliggjort i Deutscher Bundesanzeiger, på 1833 DM/hlW, andrager udligningsafgiften 1580 DM/hlW.

I tidsrummet mellem den 23. februar og den 17. marts 1976 var det imidlertid hverken monopolets faktiske salgspris eller normalsalgsprisen, der lå til grund for udligningsafgiftens beregning, idet udligningsafgiftssatsen efter forbundsministeriets hasteafgørelse af 23. marts 1976 (III A2-V 7030-32/76), når afgiftspligten var indtrådt mellem den 23. februar og den 17. marts 1976 for importeret spiritus var fastsat til 1500 DM/hlW, svarende til satsen for spiritusafgiften.

Hauptzollamt Mainz, sagsøgte i hovedsagen, fastsatte for de af Kupferberg fortoldede varer monopoludligningsafgiften til 1500 DM/hlW, men da firmaet, i betragtning af bestemmelsen i monopollovens § 152 og den af monopolforvaltningen faktisk anvendte salgspris på 1683 DM/hlW, fandt, at afgiften burde være fastsat til 1430 DM/hlW, indbragte det efter forgæves klage til sagsøgte i hovedsagen, spørgsmålet for Finanzgericht Rheinland-Pfalz. Nævnte ret gav sagsøgeren medhold og annullerede med dom af 13. februar 1978 afgiftsafgørelsen, for så vidt som den fastsatte monopoludligningsafgiften til et højere beløb end 1430 DM/hlW.

Mod dommen indgav Hauptzollamt Rheinland-Pfalz revisionsanke, og med dom af 5. august 1980 ophævede Bundesfinanzhof underrettens afgørelse med den begrundelse, at den fra den 23. februar 1976 anvendte faktiske salgspris på 1683 DM/hlW ikke udgjorde den normalsalgspris for spiritus, der omhandles i monopollovens artikel 152. Sidstnævnte pris var forblevet den, der forskriftsmæssigt var fastsat og offentliggjort i Bundesanzeiger nr. 174 af 19. september 1975, dvs. 1833 DM/hlW. Med den i lovens § 152, stk. 1, 1. pkt., fastsatte beregningsmåde opnåedes for importerede varer en monopoludligningsafgift på 1580 DM/hlW. Under fremhævelse af, at Hauptzollamt Rheinland-Pfalz i afgiftsafgørelsen kun i begrænset omfang havde gjort brug af de gældende bestemmelser, idet man ved fastsættelsen af udligningsafgiften på 1500 DM/hlW havde undladt at afkræve den del af udligningsafgiften, der betegnes spiritustillægsdifference (Branntweinaufschlagspitze), fandt Bundesfinanzhof, således som sagen var forelagt, at opkrævningen af en udligningsafgift på 1500 DM/hlW som fastsat i de anfægtede afgørelser, under alle omstændigheder var lovlig efter tysk ret.

Bundesfinanzhof bemærkede imidlertid, at Finanzgericht Rheinland-Pfalz i sin dom ikke havde taget stilling til spørgsmålet om den eventuelle uforenelighed mellem navnlig EØF-traktatens artikler 37 og 95 og fastsættelsen af en monopoludligningsafgift på over 1430 DM/hlW. Ifølge Bundesfinanzhof kunne afgiftsopkrævningen kun være i strid med EØF-traktatens artikel 95, stk. 1, artikel 3 i aftalen EØF/Spanien og artikel 21, stk. 1, i overenskomsten EØF/Portugal, for så vidt Finanzgericht i sin bedømmelse af faktum måtte finde, at afleveringsfri indenlandsk spiritus, som kan sammenlignes med de importerede varer, var blevet begunstiget ved anvendelsen af bestemmelserne i spiritusmonopollovens § 79, stk. 2, og § 79a. Bundesfinanzhof kunne som revisionsinstans ikke afgøre dette spørgsmål og hjemviste sagen for Finanzgericht Rheinland-Pfalz til fornyet behandling.

Skal EØF-traktatens artikler 37 og 95 samt artikel 3 i aftalen af 29. juni 1970 mellem EØF og Spanien og artikel 21, stk. 1, i overenskomsten af 22. juli 1972 mellem EØF og republikken Portugal fortolkes således, at de kan påberåbes for en national domstol af en importør af spiritus fra andre medlemsstater, Spanien og Portugal i en situation, hvor Bundesmonopolverwaltung für Branntwein i tidsrummet 23. februar 1976 — 17. marts 1976 har sænket spiritussalgsprisen med 150 DM fra 1833 DM pr. hl alkohol til 1683 DM pr. hl alkohol, samtidig med at der ved beregningen af monopoludligningsafgiften for indført spiritus i samme periode lagdes en salgspris på 1833 DM pr. hl alkohol til grund?

normalsalgspris for spiritusDM 1683,00/hlWgrundpris for spriritusDM 253,00/hlWmonopoludligningsafgiftDM 1430,00/hlW

normalsalgspris for spiritusDM 1683,00/hlWgrundpris for spiritusDM 253,00/hlWfradrag for gennemsnitligt sparede omkostningerDM 23,00/hlWsærlig spiritusafgiftDM 1407,00/hlW

særlig spiritusafgiftDM 1500,00/hlWstøtte til brænderier af kornbrændevin, der selv afsætter deres produkterDM 150,00/hlWrensningsstøtte, ca.DM 30,00/hlWnettobeskatningDM 1320,00/hlW

normalsalgspris for spiritusDM 1623,00/hlWminus den pris, spiritussen overtages til (afhængig af de forskellige forhøjelser eller nedsættelser) gennemsnitligt, ca.DM 370,00/hlWnettobeskatningDM 1253,00/hlW

Sagsøgeren har forud for sine bemærkninger til det generelle spørgsmål om forskelsbehandling af spiritus importeret i tiden fra den 23. februar til den 17. marts 1976, som forelæggelseskendelsen efter sagsøgerens opfattelse giver anledning til, og forud for sin stillingtagen til dette spørgsmål på grundlag af fire forskellige situationer hver svarende til et underspørgsmål, anført en række almindelige betragtninger om de på forholdet anvendelige forbud mod forskelsbehandling.

For så vidt angår varer med oprindelse i Fællesskabet (whisky, genever, likører, armagnac og pruneaux), på hvilke forbudene mod forskelsbehandling i EØF-traktatens artikel 37 og 95 er anvendelige, har Kupferberg gjort gældende, at Domstolen i dommene af 13. marts 1979 (Peureux, sag 86/78, Sml. s. 897) og af 29. april 1982 (Pabst og Richarz, sag 17/81, Sml. s. 1331) har afgrænset de nævnte bestemmelsers anvendelsesområde, således at bestemmelserne i artikel 37 kun vedrører de aktiviteter, der efter deres art er forbundet med udøvelsen af det pågældende monopols særlige funktion, og har anført, at nærværende tilfælde angår den beskatning, der rammer importeret spiritus på grundlag af salgsprisen for spiritus. Da fastsættelsen af salgsprisen for spiritus (§§ 88, 89 og 90 i monopolloven) har en funktion, der for så vidt angår importeret spiritus må betegnes som henhørende under monopolets sædvanlige forretningsmæssige område, er EØF-traktatens artikel 37 anvendelig. Da der imidlertid også er tillagt denne pris en funktion i forbindelse med afgiftens beregning, for så vidt som importafgifterne i den pågældende periode var afhængige af denne pris, er traktatens artikel 95 samtidig anvendelig.

For så vidt angår varer med oprindelse i tredjelande, sherry fra Spanien og portvin fra Portugal, på hvilke henholdsvis artikel 3 i aftalen EØF-Spanien og artikel 21 i overenskomsten EØF-Portugal er anvendelige, har Kupferberg henvist til Domstolens dom af 26. oktober 1982 (Kupferberg, sag 104/81, Sml. s. 3641) og gjort gældende, at de nævnte bestemmelser er umiddelbart anvendelige og kan give de enkelte virksomheder rettigheder, som domstolene skal beskytte. For så vidt angår bestemmelsernes fortolkning og anvendelse svarer de til EØF-traktatens artikel 95, og der er intet grundlag for at fortolke dem anderledes under henvisning til, at frihandelsaftaler har et andet formål end EØF-traktaten. Sherry og portvin er efter sagsøgerens opfattelse genstand for forskelsbehandling, når de rammes af en højere afgift end lignende indenlandske varer.

Endvidere har Kupferberg for så vidt angår spørgsmålet om varernes lignende karakter anført, at for så vidt angår EØF-traktatens artikel 37 er spørgsmålet ikke afgørende. For så vidt angår traktatens artikel 95 samt artilderne 3 og 21 i frihandelsaftalerne må den nationale ret tage udgangspunkt i Domstolens faste praksis (domme af 15. juli 1982, Cogis, sag 216/81, Sml. s. 2701, og af 26. oktober 1982, a.s.). Ifølge sagsøgeren er whisky, genever og likører af lignende karakter som kornbrændevin og klar brændevin. Armagnac, pruneaux, sherry og portvin svarer i vidt omfang til frugtbrændevin. Efter sagsøgerens opfattelse er sondringerne i spiritusmonopolloven mellem spiritus, der ikke er afleveringspligtig til monopolforvaltningen (§ 78), spiritus, der er afleveringspligtig (§ 84) og spiritus, der kan afleveres (§ 76, stk. 2) (dvs. spiritus fremstillet af korn, kartofler, majs, presserester, vingær, kernefrugter, æble- og pæremost) i så henseende uden betydning, da de alene beror på økonomiske overvejelser i forbindelse med monopolets forvaltning.

Herefter tager sagsøgeren stilling til det generelle spørgsmål om forskelsbehandling af importerede varer og det første underspørgsmål, som forelæggelseskendelsen efter sagsøgerens opfattelse rejser; det går ud på, om importeret spiritus er genstand for forskelsbehandling i strid med traktatens artikler 37 og 95 alene af den grund, at en national afgiftsbestemmelse (§ 152, stk. 1, i spiritusmonopolloven) fortolkes og anvendes i strid med bestemmelsens klare ordlyd, således at bestemmelsen derfor vil medføre en højere beskatning, end bestemmelsen ellers hjemler. I den forbindelse henviser sagsøgeren til dommen af 29. april 1982 (Pabst og Richarz, sag 17/81, Sml. s. 1331), hvoraf dels fremgår, at den retlige kvalifikation af en national foranstaltning (i nærværende tilfælde beregningen af monopoludligningsafgiften) i henhold til fællesskabsretten ikke afhænger af, hvorledes foranstaltningen opfattes og bedømmes på nationalt plan, og dels, at formålet med artiklerne 37 og 95 er at opfange enhver national foranstaltning, som bryder ligebehandlingen af indenlandske og importerede varer.

Efter sagsøgerens opfattelse er anvendelsen i forbindelse med beregningen af monopoludligningsafgiften i medfør af monopollovens § 152, stk. 1,1. pkt., af en fiktiv normalsalgspris (1833 DM), der ikke svarer til den faktisk anvendte salgspris (1683 DM), i strid med traktatens artikel 37, uden at det derved er nødvendigt at undersøge, om der sker forskelsbehandling af importeret spiritus i forhold til indenlandsk spiritus. Sagsøgeren gør i den forbindelse gældende, at traktatens artikel 37, stk. 1, jfr. stk. 2, pålægger medlemsstaterne at afholde sig fra at indføre enhver ny foranstaltning, der begrænser rækkevidden af de artikler, der angår afskaffelse af told og kvantitative restriktioner. I betragtning af artikel 37's plads i traktaten og af henvisningen i artiklens stk. 3 til artiklerne 30 og 34 angår forbudet tillige foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner. En fortolkning og anvendelse af en national bestemmelse i strid med dens Idare ordlyd udgør en foranstaltning med tilsvarende virkning, hvis det medfører en højere beskatning af importerede varer.

Uafhængigt af det anførte er sagsøgeren af den opfattelse, at de tyske monopol-, skatte- og afgiftsmyndigheders praksis vedrørende monopollovens § 152 strider mod forbudene mod forskelsbehandling i traktatens artikler 37, stk. 1, og 95, uden at det er nødvendigt nærmere at hense til den beskatning, der rammer lignende indenlandske varer — selv om forskelsbehandling i de nævnte bestemmelser principielt sigter til en mindre gunstig behandling af importerede varer i forhold til indenlandske varer — når det forholder sig sådan, at den bestemmelse, der angår importerede varer (her: § 152) fortolkes og anvendes i strid med bestemmelsens ordlyd. I sådanne tilfælde er der efter sagsøgerens opfattelse en formodning for, at importeret spiritus behandles mindre gunstigt end udtrykkeligt fastsat af lovgiveren.

De samme betragtninger gælder for så vidt angår artiklerne 3 og 21 i frihandelsaftalerne.

Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at det af de indledningsvis opstillede beregninger fremgår, at indenlandsk spiritus i alle tilfælde rammes af en beskatning, der er mindre.

Det andet underspørgsmål går ud på, om importeret spiritus er genstand for forskelsbehandling i forhold til lignende indenlandsk spiritus, der ikke er afleveringspligtig, når udligningsafgiften (§ 152) og den særlige spiritusafgift (§ 79) beror på normalsalgsprisen for spiritus, og når forvaltningen dog ikke beregner afgiften på grundlag af den faktiske salgspris for spiritus, men på en forud offentliggjort normalpris, der fiktivt lægges til grund. Sagsøgeren gør gældende, at udtrykket pålægges i artikel 95, stk. 1, ikke alene betegner den faktiske beskatning, der hviler på indenlandske varer, men tillige den retligt hjemlede beskatning, idet medlemsstaterne ellers ville være i stand til at undgå virkningerne af artikel 95 ved, uden nogen lovændring, i strid med ordlyden at fortolke og/eller anvende afgiftsbestemmelser vedrørende beskatning af lignende indenlandske varer. Efter de gældende bestemmelser og i betragtning af en faktisk salgspris for spiritus på 1683 DM burde udligningsafgiften have andraget 1430 DM/hlW og den særlige spiritusafgift 1407 DM/hlW. Som følge heraf er den virkelige forskelsbehandling ikke blot de 70 DM/hlW, der gøres gældende, men 93 DM/hlW. De samme betragtninger finder analogisk anvendelse på hedvine i henhold til artiklerne 3 og 21 i aftalerne med Spanien og Portugal.

Det tredje underspørgsmål går ud på, om importeret spiritus er genstand for forskelsbehandling i forhold til indenlandsk spiritus, der kan afleveres til monopolforvaltningen, når beregningen af afgiften på importeret spiritus ikke tager hensyn til den faktiske nedsættelse af normalsalgsprisen for alkohol med 150 DM, medens den indenlandske spiritus, der kan afleveres til monopolforvaltningen, herunder navnlig spiritus fra kornbrænderier, der selv afsætter deres produkter, for at opveje nedsættelsen i salgsprisen for spiritus oppebærer støtte i form af et tilskudsbeløb på 150 DM med tillæg af et yderligere tilskud til dækning af rensningsomkostningerne (ca. 30 DM). Sagsøgeren anfører i den forbindelse, at den nævnte med finansministeriets hasteafgørelse af 24. marts 1976 iværksatte støtte, hvorom Kommissionen, sagsøgeren bekendt, ikke er underrettet i medfør af traktatens artikel 93, ud fra et rent økonomisk synspunkt har til følge at nedsætte beskatningen af indenlandsk spiritus fremstillet af korn til 1320 DM/hlW eller mindre. Efter sagsøgerens opfattelse er denne støtte i strid med EØF-traktatens artikel 95, jfr. Domstolens domme af 21. maj 1980 (Kommissionen/Italien, sag 73/79, Sml. s. 1533) og af 29. april 1982 (Pabst og Richarz, sag 17/81, Sml. s. 1349).

Herimod kan ikke anføres Domstolens dom af 13. marts 1979 (Hansen II, sag 91/78, Sml. s. 935), hvor Domstolen fandt, at der forelå en årsagssammenhæng mellem størrelsen af den støtte, der blev ydet producenten i form af en garanteret opkøbspris, og salgsprisen efter monopolforvaltningens mellemkomst. Denne betragtning kan ikke gøres gældende i nærværende tilfælde, da kornbrænderierne selv afsætter deres produkter og med udbetaling af støtten har direkte adgang til markedet, og da den støtte, der ydes disse producenter, på afgørende måde også har betydning for markedsprisen. I øvrigt er Deutsche Kornbranntwein-Verwertungsstelle efter sagsøgerens opfattelse et privatretligt afsætningsselskab, der ikke kan sidestilles med spiritusmonopolforvaltningen.

Endelig går det fjerde underspørgsmål ud på, om importeret spiritus har været genstand for forskelsbehandling i forhold til indenlandsk spiritus omfattet af afleveringspligten til monopolforvaltningen, når afgiften på importerede varer (§ 152) beregnes uden hensyntagen til den faktiske nedsættelse af normalsalgsprisen for spiritus med 150 DM, og når indenlandsk spiritus, der afleveres til monopolforvaltningen og Deutsche Kornbranntwein-Verwertungsstelle, overtages til en pris, der er væsentligt højere (mellem 250 og 550 DM) end den senere salgspris (183 DM). Sagsøgeren gør i den forbindelse gældende, at på grund af nedsættelsen af normalsalgsprisen fra 1833 DM til 1683 DM og af den samtidige opretholdelse af overtagelsesprisen har monopolforvaltningen i virkeligheden i det pågældende tidsrum afstået fra at opkræve afgift på indenlandsk spiritus med 150 DM samtidig med, at dette tilrettelagdes således, at nedsættelsen udadtil ikke syntes at angår afgiftssatsen, men varens pris, der er indeholdt i normalprisen.

Efter sagsøgerens opfattelse bør man ved bedømmelsen af forholdene efter EØF-traktatens artikler 37 og 95 anse normalsalgsprisen som en enhed, der består af spiritusafgiften og varens pris. Når overtagelsesprisen er uændret, og når den som enhed betragtede pris nedsættes, kan nedsættelsen kun angå afgiften. Monopolforvaltningen lider et til nedsættelsen med 150 DM svarende tab, hvilket tab må udlignes med et tilskud. Heraf følger en større indirekte beskatning af importeret spiritus.

Selv om man antog, at nedsættelsen af salgsprisen ikke vedrørte afgiftsbestanddelen af prisen, men den til varens pris svarende del, kan den betragtning, Domstolen giver udtryk for i præmis 13 i dommen af 13. marts 1979 (Hansen II, sag 91/78, Sml. s. 935), efter sagsøgerens opfattelse ikke gøres gældende i nærværende sag. I den forbindelse anfører sagsøgeren, at den endelige salgspris i det relevante tidsrum ikke har været fastsat selvstændigt af monopolforvaltningen ud fra afsætningspolitiske overvejelser, da monopolforvaltningen ikke råder over midler i så henseende.

Sammenfattende er Kupferberg af den opfattelse, at det anførte uafhængigt af spørgsmålet om varernes lignende eller sammenlignelige karakter, viser, at opkrævningen af en udligningsafgift af spiritus med et beløb på over 1430 DM/hlW er en krænkelse af EØF-traktatens artikler 37 og 95 og af artiklerne 3 og 21 i frihandelsaftalerne.

Herefter bør det af Finanzgericht Rheinland-Pfalz forelagte spørgsmål efter sagsøgerens opfattelse besvares på følgende måde:

EØF-traktatens artikler 37 og 95 samt artikel 3 i aftalen mellem Fællesskabet og Spanien og artikel 21, stk. 1, i overenskomsten mellem Fællesskabet og Portugal skal fortolkes således, at importeret spiritus er genstand for forskelsbehandling, når de kompetente nationale myndigheder fortolker og anvender de for importerede varer gældende afgiftsbestemmelser i strid med disses ordlyd og i strid med den faktisk fulgte praksis (her: nedsættelse af normalsalgsprisen), således at importerede varer behandles mindre gunstigt.

Selv når beskatningen af importerede varer svarer til den, der rammer lignende indenlandske varer, følger det af fællesskabsretten, at de afgiftsbestemmelser, der gælder for indenlandske varer, skal fortolkes og anvendes i overensstemmelse med deres ordlyd og de faktisk bestående forhold (her: nedsættelse af normalsalgsprisen med 150 DM/hlW).

Endelig har Kupferberg erklæret at afstå fra at foreslå et eventuelt svar på det af Finanzgericht Rheinland-Pfalz forelagte spørgsmål for det tilfælde, Domstolen i sidste ende vil tage udgangspunkt i en sammenligning mellem beskatningen af importerede varer og den, der rammer indenlandsk spiritus fremstillet af de kornbrænderier, som selv afsætter deres varer, og/eller de spirituosa, der er omfattet af afleveringspligten til forbundsmonopolforvaltningen.

Kommissionen har anført, at, selv om det præjudicielle spørgsmål, Finanzgericht Rheinland-Pfalz har forelagt, er formuleret med henblik på en konkret afgørelse vedrørende det afgiftsbeløb, der skal opkræves for de varer, Kupferberg har bragt i fri omsætning, kan spørgsmålet dog realitetsbehandles, idet Domstolen kan begrænse sig til at fortolke fællesskabsretten.

Efter Kommissionens opfattelse angår striden for Finanzgericht Rheinland-Pfalz det spørgsmål, om Kupferberg efter fællesskabsretten kan kræve, at spirituosa med oprindelse i en anden medlemsstat eller i et tredjeland pålægges en udligningsafgift på 1430 DM/hlW i stedet for 1500 DM/hlW. Kommissionen finder det hensigtsmæssigt at gennemgå de præjudicielle spørgsmål ved først at besvare spørgsmålet for såvidt angår varer hidrørende fra andre medlemsstater (pos. 22.09 C i FTT) under hensyntagen til EØF-traktatens artikler 95 og 37, og dernæst for så vidt angår varerne hidrørende fra Spanien og Portugal (pos. 22.05 CIII) under hensyntagen til artikel 3 og artikel 21 i de af Fællesskabet med Portugal og Spanien indgåede aftaler.

Før Kommissionen gennemgår sagens realitet, finder den anledning til at bemærke, at tvisten i hovedsagen angår et særligt, kortvarigt tidsrum forud for reformen af det tyske spiritusmonopol. Den særlige periode begyndte den 23. februar 1976, fra hvilken dato monopolforvaltningen dels nedsatte salgsprisen for alkohol, og finansministeriet dels fastsatte satsen for udligningsafgiften uden hensyntagen til de i loven anordnede beregningsmetoder. Perioden sluttede den 18. marts 1976, fra hvilken dato loven af 2. maj 1976 om ændring af spiritusmonopolloven samt en forhøjelse af spiritusafgifterne havde virkning.