European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2026/1722

14.7.2026

RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2026/1722

af 13. juli 2026

om en bistandsforanstaltning inden for rammerne af den europæiske fredsfacilitet til støtte for Filippinernes væbnede styrker

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 28, stk. 1, og artikel 41, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådets afgørelse (FUSP) 2021/509 (1) opretter den europæiske fredsfacilitet (EPF) til medlemsstaternes finansiering af EU-aktioner inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik med henblik på at bevare freden, forebygge konflikter og styrke den internationale sikkerhed i henhold til traktatens artikel 21, stk. 2, litra c). I henhold til artikel 1, stk. 2, i afgørelse (FUSP) 2021/509 skal EPF navnlig anvendes til at finansiere bistandsforanstaltninger såsom aktioner til at styrke tredjelandes og regionale og internationale organisationers kapaciteter vedrørende militær- og forsvarsanliggender.

(2)

Forbindelserne mellem Unionen og Filippinerne er kendetegnet ved et gradvist tættere engagement på sikkerheds- og forsvarsområdet. I juni 2025 anerkendte begge parter i Manila de stadig mere komplekse sikkerhedsudfordringer og blev enige om at styrke samarbejdet gennem etablering af en sikkerheds- og forsvarsdialog. Dette blev efterfulgt af indkaldelsen af underudvalget om maritimt samarbejde mellem EU og Filippinerne i oktober 2025 i Bruxelles og den indledende sikkerheds- og forsvarsdialog mellem EU og Filippinerne i november 2025, som yderligere strukturerede og konsoliderede de bilaterale udvekslinger på disse områder.

(3)

Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik modtog den 6. oktober 2025 en anmodning fra Filippinerne om, at Unionen bistår Filippinernes væbnede styrker, navnlig den filippinske flåde, med indkøb af nøgleudstyr for at styrke kapabiliteterne med hensyn til bevidsthed om det maritime område og situationsbevidsthed.

(4)

Bistandsforanstaltninger skal gennemføres under hensyntagen til principperne og kravene i afgørelse (FUSP) 2021/509, navnlig overholdelse af Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP (2), og i overensstemmelse med reglerne for gennemførelse af indtægter og udgifter, der finansieres inden for rammerne af EPF.

(5)

Rådet bekræfter på ny, at det er fast besluttet på at beskytte, fremme og overholde menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder og de demokratiske principper og at styrke retsstatsforhold og god regeringsførelse i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt, verdenserklæringen om menneskerettighederne og folkeretten, navnlig den internationale menneskerettighedslovgivning og den humanitære folkeret —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Oprettelse, mål, anvendelsesområde og varighed

1.   Der oprettes herved en bistandsforanstaltning, som skal finansieres inden for rammerne af den europæiske fredsfacilitet (EPF) (»bistandsforanstaltningen«), til fordel for Filippinerne (»modtageren«).

2.   Bistandsforanstaltningens mål er:

a)

at styrke samarbejdet mellem Unionen og Filippinerne på sikkerheds- og forsvarsområdet

b)

at styrke Filippinernes væbnede styrkers samlede kapabiliteter, navnlig med hensyn til bevidsthed om det maritime område

c)

at bidrage til regional stabilitet og sikkerhed

d)

at forbedre beskyttelsen af civilbefolkningen, navnlig i kyst- og havområder, hvor der er øgede sikkerhedsrisici.

3.   For at nå målene i stk. 2 skal bistandsforanstaltningen finansiere følgende typer ikkedødbringende udstyr:

a)

kystradarsystemer

b)

elektrooptiske og infrarøde overvågningssystemer

c)

elektronisk radaropklaringsudstyr.

Bistandsforanstaltningen skal også finansiere hermed forbundne forsyninger og tjenester, herunder teknisk uddannelse, hvor det er nødvendigt.

4.   Bistandsforanstaltningens varighed er 36 måneder fra datoen for vedtagelsen af denne afgørelse.

Artikel 2

Finansielle ordninger

1.   Det finansielle referencebeløb til dækning af udgifterne i forbindelse med bistandsforanstaltningen udgør 15 000 000 EUR.

2.   Alle udgifter forvaltes i overensstemmelse med afgørelse (FUSP) 2021/509 og i overensstemmelse med reglerne for gennemførelse af indtægter og udgifter, der finansieres inden for rammerne af EPF.

Artikel 3

Ordninger med modtageren

1.   Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (»den højtstående repræsentant«) indgår de nødvendige ordninger med modtageren for at sikre dens opfyldelse af de krav og betingelser, der er fastsat ved denne afgørelse, som en betingelse for ydelse af støtte inden for rammerne af bistandsforanstaltningen.

2.   De ordninger, der er omhandlet i stk. 1, skal omfatte bestemmelser, der forpligter modtageren til at sikre:

a)

at enhederne i Filippinernes væbnede styrker, der ydes støtte inden for rammerne af bistandsforanstaltningen, overholder den relevante folkeret, navnlig den internationale menneskerettighedslovgivning og den humanitære folkeret

b)

korrekt og effektiv anvendelse af aktiver, der stilles til rådighed inden for rammerne af bistandsforanstaltningen, til de formål, hvortil de blev stillet til rådighed

c)

tilstrækkelig vedligeholdelse af aktiver, der stilles til rådighed inden for rammerne af bistandsforanstaltningen, for at sikre, at de er anvendelige og operationelt disponible i hele deres livscyklus

d)

at aktiver, som stilles til rådighed inden for rammerne af bistandsforanstaltningen, ikke går tabt eller overføres til andre personer eller enheder end dem, der er identificeret i disse ordninger.

3.   De ordninger, der er omhandlet i stk. 1, skal omfatte bestemmelser om suspension og ophævelse af støtten inden for rammerne af bistandsforanstaltningen, hvis modtageren tilsidesætter de forpligtelser, der er fastsat i stk. 2.

Artikel 4

Gennemførelse

1.   Den højtstående repræsentant er ansvarlig for at sikre gennemførelse af denne afgørelse i overensstemmelse med afgørelse (FUSP) 2021/509 og i overensstemmelse med reglerne for gennemførelse af indtægter og udgifter, der finansieres inden for rammerne af EPF, og med den integrerede metodologiske ramme for vurdering og fastlæggelse af de krævede foranstaltninger og kontroller med henblik på bistandsforanstaltninger inden for rammerne af EPF.

2.   Gennemførelsen af de aktiviteter, der er omhandlet i artikel 1, stk. 3, varetages af Défense Conseil International (DCI Group).

Artikel 5

Overvågning, kontrol og evaluering

1.   Den højtstående repræsentant overvåger modtagerens opfyldelse af forpligtelserne i artikel 3. Denne overvågning skal bruges til at skabe bevidsthed om konteksten og risiciene for tilsidesættelse af de forpligtelser, der er fastsat i artikel 3, og bidrage til at forebygge sådanne tilsidesættelser, herunder krænkelser af den internationale menneskerettighedslovgivning og den humanitære folkeret begået af de enheder i Filippinernes væbnede styrker, som støttes inden for rammerne af bistandsforanstaltningen.

2.   Kontrollen af udstyr og forsyninger efter afsendelse tilrettelægges som følger:

a)

leveringsverifikation, hvorved EPF-leveringsattester skal undertegnes af slutbrugerstyrkerne ved overdragelsen af ejendomsretten

b)

rapportering om aktiviteterne, hvorved modtageren skal aflægge årlig rapport om aktiviteter, der gennemføres med udstyr, som leveres inden for rammerne af bistandsforanstaltningen, indtil Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) ikke længere finder sådan rapportering nødvendig

c)

besøg på stedet, hvorved modtageren efter anmodning skal give den højtstående repræsentant og EPF-revisorer adgang til at foretage kontroller på stedet og EPF-revisioner.

3.   Den højtstående repræsentant foretager en endelig evaluering, når bistandsforanstaltningen er afsluttet, for at vurdere, hvorvidt bistandsforanstaltningen har bidraget til at nå målene i artikel 1, stk. 2.

Artikel 6

Rapportering

I gennemførelsesperioden forelægger den højtstående repræsentant halvårlige rapporter om gennemførelsen af bistandsforanstaltningen for PSC i overensstemmelse med artikel 63 i afgørelse (FUSP) 2021/509. Administratoren for bistandsforanstaltninger informerer regelmæssigt det ved afgørelse (FUSP) 2021/509 nedsatte facilitetsudvalg om modtagelsen af indtægter og udgifter i overensstemmelse med nævnte afgørelses artikel 38, herunder ved at give oplysninger om de involverede leverandører og underleverandører.

Artikel 7

Suspension og ophævelse

1.   PSC kan beslutte helt eller delvis at suspendere gennemførelsen af bistandsforanstaltningen i overensstemmelse med artikel 64 i afgørelse (FUSP) 2021/509.

2.   PSC kan henstille, at Rådet ophæver bistandsforanstaltningen.

Artikel 8

Ikrafttræden

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 13. juli 2026.

På Rådets vegne

K. KALLAS

Formand


(1)  Rådets afgørelse (FUSP) 2021/509 af 22. marts 2021 om oprettelse af en europæisk fredsfacilitet og om ophævelse af afgørelse (FUSP) 2015/528 (EUT L 102 af 24.3.2021, s. 14, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2021/509/oj).

(2)  Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP af 8. december 2008 om fælles regler for kontrol med eksport af militærteknologi og -udstyr (EUT L 335 af 13.12.2008, s. 99, ELI: http://data.europa.eu/eli/compos/2008/944/oj).


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2026/1722/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)