Fra 14. september til 2. oktober 1981 foretog Kommissionens inspektører hos virksomheden Ferriera Valsabbia kontrol af de stålpriser, som virksomheden fakturerede. Da der ved inspektionen blev påvist overtrædelser af EKSF-traktatens artikel 60, meddelte Kommissionen den 18. august 1982 virksomheden disse overtrædelser og opfordrede den til at fremsætte sine bemærkninger i henhold til traktatens artikel 36, hvilket skete under en høring, som fandt sted i Kommissionen den 15. oktober 1982, og ved skrivelser af 17. november og 16. december 1982. Den 14. juli 1983 udstedte Kommissionen den anfægtede beslutning, hvorved sagsøgeren blev pålagt en bøde på 284240000 lire for de påståede overtrædelser af EKSF-traktatens artikel 60, som ifølge Kommissionen bestod i manglende overholdelse af virksomhedens prisliste ved forhøjelser i forbindelse med visse salg af armeringsstål, knipler og valstråd i juli og august 1981. Denne beslutning indgik til sagsøgeren den 21. juli 1983 ved rekommanderet brev. Derefter anlagde Valsabbia i henhold til EKSF-traktatens artikel 36 denne sag, som er registreret på Domstolens justitskontor den 19. september 1983, med påstand om annullation af Kommissionens beslutning af 14. juli 1983, subsidiært nedsættelse af bøden, mere subsidiært en væsentlig udsættelse med betaling af bøden.

Den 7. oktober 1983 har Kommissionen ved særskilt dokument forelagt Domstolen en begæring om behandling af en formalitetsindsigelse i henhold til procesreglementets artikel 91, stk. 1. På anmodning af Domstolens præsident af 7. oktober 1983 har sagsøgeren skriftligt fremsat sine indsigelser og påstande vedrørende Kommissionens begæring.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling vedrørende formalitetsspørgsmålet uden forudgående bevisførelse.

Ved kendelse af 29. februar 1984 har Domstolen henvist sagen til anden afdeling.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Kommissionen har gjort gældende, at sagen må afvises, fordi den er anlagt efter fristens udløb, og fordi force majeure ikke kan påberåbes til støtte for sagens antagelse til realitetsbehandling. Den har bemærket, at de i EKSF-traktatens artikler 36 og 37 omhandlede sager ifølge artikel 39 i statutten for Domstolen (EKSF) skal rejses inden for en frist af en måned regnet fra datoen for meddelelsen. Hertil kommer afstandsfristen på ti dage for parter, som har sædvanlig bopæl i Italien. Da den omtvistede beslutning er blevet meddelt sagsøgeren den 21. juli 1983, er søgsmålsfristen, herunder afstandsfristen, således udløbet den 1. september 1983, hvorfor stævningen skulle have været indleveret på Domstolens justitskontor før denne dato. Følgelig har sagsøgeren ikke overholdt søgsmålsfristerne, hvilket ifølge Domstolens praksis medfører fortabelse af søgsmålsretten.

Med hensyn til sagsøgerens argument om force majeure har Kommissionen bemærket, at kun fællesskabsretten kan finde anvendelse i det foreliggende tilfælde, og at procesfristerne ifølge procesreglementets artikel 80 også løber i retsferierne. I øvrigt findes der heller ikke i den italienske retsorden nogen suspension af fristerne i sommerperioden.

Hvad angår begrebet force majeure, må det, for så vidt det udgør en undtagelse fra den almindelige regel, fortolkes indskrænkende, hvilket Domstolen har gjort flere gange, blandt andet i dommen af 18. marts 1980 (Valsabbia mil., SmL, s. 1022). I øvrigt må begrebet force majeure defineres på baggrund af den retlige sammenhæng, i hvilken det skal have sin virkning. Det vil i dette tilfælde sige, at det skal have været næsten absolut umuligt mellem den 22. juli og den 30. august at finde en advokat til at anlægge sag ved Domstolen. Sagsøgeren har imidlertid ikke bevist, at det var umuligt at fremskaffe en advokat, og kan i øvrigt ikke bevise det.

Sagsøgeren har påberåbt sig to anbringender til støtte for, at sagen kan antages til realitetsbehandling; det første er, at fristen på 30 dage for sager anlagt i henhold til EKSF-traktatens artikel 36 ikke finder anvendelse; den anden er, at der her er tale om et force majeuretilfælde.

Vedrørende det første spørgsmål har sagsøgeren gjort gældende, at der ikke er fastsat nogen bestemt søgsmålsfrist i EKSF-traktatens artikel 36. Den direkte henvisning i denne bestemmelses stk. 3 vedrører de i artikel 33, stk. 1, fastsatte vilkår. Det retlige begreb vilkår omfatter andet end frister, som i teorien betegnes med udtrykket betingelse eller anses for et selvstændigt moment. Denne henvisning er speciel såvel for artikel 33, stk. 1, som for dens stk. 2, der ikke angiver nogen frist. Derimod kan artikel 33, stk. 3, ikke finde anvendelse, fordi der er tale om en indirekte henvisning. I det foreliggende tilfælde er søgsmålsfristen to måneder som fastsat i beslutningen om betaling af bøden og i øvrigt i EØF-traktaten.

Vedrørende det andet spørgsmål har sagsøgeren anført, at betingelserne for force majeure er opfyldt. Det har været umuligt for sagsøgeren at forsvare sig, fordi Kommissionens beslutning er blevet meddelt sagsøgeren i sommerferieperioden, i hvilken såvel advokaternes som virksomhedernes aktivitet er fuldstændig indstilllet i Italien. I henhold til den italienske lov nr. 742 af 7. oktober 1969 suspenderes procesfristerne for de ordinære og administrative retter fra 1. august til 15. september hvert år, hvilket betyder, at fristerne uden videre begynder at løbe igen fra slutningen af suspensionsperioden.

Selv om der er tale om en nationalretlig bestemmelse, har den faktisk sat sagsøgeren i en tvangssituation. Imidlertid er problemet i det væsentlige ikke, at det er umuligt at finde en advokat, men snarere at finde en advokat, der opfylder en række særlige formelle krav (møderet for højere retter) og materielle krav (kendskab til reglerne for proceduren for De europæiske Fællesskabers Domstol), da sagen har krævet en særlig egnethed og en særlig forberedelse. Imidlertid er det netop de mest specialiserede advokater, der er vanskeligst disponible selv uden for retsferierne. I alle tilfælde er advokatkontorerne alle lukket i sommerferieperioden, bortset fra visse forsvarsadvokaters.

Med hensyn til begrebet force majeure har sagsøgeren gjort gældende, at der må sondres mellem dels de materielle spørgsmål (som f.eks. opfyldelse af forpligtelser), som er blevet bedømt rigoristisk og formalistisk, dels processuelle spørgsmål (som f.eks. overholdelse af frister), som må betragtes på baggrund af rimelighedskriterier. Dette er navnlig nødvendigt, når præklusion af søgsmål på grund af fristernes strenghed betyder, at det i praksis bliver umuligt at anlægge sag og at forsvare sig med den konsekvens, at forfatningsretlige principper, nærmere bestemt individets grundlæggende rettigheder, tilsidesættes.

Sagsøgeren mener ikke, at de af Domstolens domme, som Kommissionen har påberåbt sig, er relevante. Sagsøgeren har derimod henvist til generaladvokat Gand's forslag til afgørelse af 14. december 1966 (Società Industriale Metallurgica, 25 og 26/65, Smi. 1965-1968, s. 333), hvori han definerede omstændigheder, som ikke kan forudses, og force majeure som ydre begivenheder, der er uafhængige af den forpligtedes vilje, således at denne hverken kunne forudse dem eller afværge følgerne deraf. Ifølge Domstolens praksis (dom af 20. 2. 1975, Reich, 64/74, Sml., s. 261) er det afgørende punkt, om den forpligtede eller sagsøgeren har udvist normal omhu. Med andre ord må en eventuel forsømmelses væsentlighed vurderes. I det foreliggende tilfælde har hverken omhu eller den opmærksomhed, der kræves for at imødegå uforudselige situationer, kunnet gøre det muligt at finde en tilstrækkeligt kvalificeret advokat.

Endvidere har sagsøgeren henvist til den italienske teori, hvorefter vurderingen af force majeure ligeledes hviler på kriteriet af den omhu, der udvises af en bonus pater familias. Ifølge den italienske civile retsplejelovs artikler 650, 663 og 668 og den italienske strafferetsplejelovs artikel 183 a har retten kompetence til at vurdere de omstændigheder, som parterne fremfører til støtte for en lempelse af fristerne. Bedømmelsen af sådanne omstændigheder kan ikke ske på grundlag af formalistiske kriterier, men på grundlag af en vurdering af forholdet mellem visse objektive momenter og den forpligtedes handlinger. Beviset for force majeure er den situation, der har bestået i årevis i Italien under ferierne, og som ikke kan afhjælpes ved normal omhu eller med nogen rimelig bestræbelse.

I retsmødet den 5. april 1984 har sagsøgeren ved advokat F. Masperi og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber ved Oreste Montako som befuldmægtiget afgivet mundtlige indlæg og besvaret Domstolens spørgsmål.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 30. maj 1984.