De sager, der er anlagt af selskaberne Cerealmangimi og Italgrani til prøvelse af Kommissionens beslutning af
Den omstændighed, at de sagsøgende selskaber bestrider, at de monetære udligningsbeløb finder anvendelse i den foreliggende sag, rejser
Man kan til støtte for, at disse anbringender kan påkendes, anføre, at den anfægtede kommissionsbeslutning hviler på den forudsætning — som Kommissionen detaljeret har søgt at påvise — at monetære udligningsbeløb rent faktisk skulle anvendes i forbindelse med de pågældende udførsler. Man kan imidlertid anføre, at når Kommissionen først har fastslået, at der foreligger en toldskyld, og derefter har truffet en beslutning om at nægte at anvende artikel 13 i forordning nr. 1430/79 i de sagsøgende selskabers tilfælde, må disse rimeligvis kunne kræve beslutningen ophævet og herunder bestride dens grundlag. Dersom det måtte vise sig, at monetære udligningsbeløb i virkeligheden ikke skulle betales, hviler beslutningen på en retsvildfarelse og bør følgelig annulleres.
Det betyder ikke, at Domstolen i forbindelse med en sag om annullation af en beslutning, der hviler på artikel 13 i forordning nr. 1430/79 Rådets forordning (EØF) nr. 1430/79 af
Til støtte for den modsatte opfattelse kan man imidlertid gøre følgende argumenter gældende.
Indledningsvis skal det fremhæves, således som Domstolen har fastslået det i en række domme Se særlig dom af
I nærværende tilfælde bestemmer fællesskabsretten udtrykkeligt — nemlig artikel 2 i forordning nr. 1430/79 — at i tilfælde, hvor selve eksistensen af toldskylden bestrides, fremsættes anmodninger om godtgørelse eller fritagelse for afgifter over for det pågældende toldsted inden tre år fra den dato, på hvilken de pågældende afgiftsbeløb er bogført af den opkrævende myndighed.
Den nye affattelse af artikel 13 Rådets forordning (EØF) nr. 1672/82 af
I en dom, der angik tilfælde, hvor den nye affattelse af artikel 13 endnu ikke fandt anvendelse, fandt Domstolen allerede i lyset af betragtningerne til forordning nr. 1430/79 (jfr. særlig syvende betragtning), at artikel 13 klart måtte ses som
Endelig er det logisk udelukket, at man kan bestride, at der foreligger afgiftspligt, når man samtidig anmoder om fritagelse herfor af billighedsgrunde.
Jeg kan derfor kun nå til det resultat, at private, som anfægter en beslutning, der hviler på artikel 13 i forordning nr. 1430/79, ikke kan gøre anbringender gældende, hvorved det søges godtgjort, at der ikke er opstået nogen toldskyld. Sådanne anbringender må derfor forkastes.
Alene for det tilfælde, at Domstolen ikke deler denne opfattelse, skal jeg nu undersøge spørgsmålet om, hvorvidt de monetære udligningsbeløb her skulle udbetales.
Jeg skal for nærmere at bestemme problemet kort minde om sammenhængen og forløbet af den arbejdsgang, der er blevet gennemført af de to italienske virksomheder Rådets direktiv 69/73/EØF af
Uoverensstemmelen mellem parterne går på, hvilken af de to følgende regler der skal regulere disse udførsler i forbindelse med anvendelsen af de monetære udligningsbeløb:
er det, som sagsøgerne har hævdet, artikel 20 i Kommissionens forordning nr. 1371/81 af
eller er det, som Kommissionen mener, artikel 5 i Kommissionens direktiv 75/349/EØF af
Løsningen kan ikke bestrides, såfremt man nøje analyserer de ovenfor beskrevne forløb. Man når da til det resultat, at man i virkeligheden står over for to klart adskilte forløb:
dels udførsler af groft mel af hård hvede til tredjelande forud for indførsel af hård hvede fra tredjelande;
dels udførsler af hård hvede til medlemsstaterne.
Det er netop med henblik på at lette fremgangsmåderne i første kategori, at man har vedtaget proceduren for aktiv forædling, der ved artikel 2, stk. 1, i Rådets direktiv 69/73/EØF er defineret således, at der ved aktiv forædling forstås De monetære udligningsbeløb er nemlig en del af
I nærværende tilfælde er forædlingsprodukterne blevet udført forud for indførslerne (artikel 25 i direktiv 69/73/EØF). Der må derfor have været tale om produkter på grundlag af
Om de førstnævnte varer, de såkaldte erstatningsvarer, gælder det, at dersom de ikke selv har været omfattet af en procedure for aktiv forædling, var de i fri omsætning i Italien i henhold til artikel 2, stk. 1, i Kommissionens direktiv 75/349/EØF.
De sidstnævnte varer, de såkaldte indførselsvarer, som erstatningsvarerne forudgående var trådt i stedet for, skal derfor i medfør af artikel 5, stk. 1, i førnævnte direktiv 75/349/EØF anses som havende samme status.
I øvrigt gælder det, at blandt de betingelser, som de kompetente myndigheder skal fastsætte i den bevilling, hvori den giver adgang til proceduren for aktiv forædling, er også fristen for den indførsel af
Jeg skal i den forbindelse anføre, at Rådets forordning (EØF) nr. 1999/85 Rådets forordning (EØF) nr. 1999/85 af
Det er den situation, som den anden fremgangsmåde griber ind i:
Imidlertid er denne fremgangsmåde klart adskilt fra og ligger i tid efter den første, hvorfor den ligger uden for proceduren for aktiv forædling. Den udgør en handelstransaktion inden for Fællesskabet og er som sådan undergivet fællesskabsordningen vedrørende de monetære udligningsbeløb, der finder anvendelse i samhandelen mellem medlemsstater.
Man står således i den samme situation som den, der ville foreligge, dersom de sagsøgende selskaber ikke anvendte fremgangsmåden i forbindelse med ækvivalensordningen med forudgående udførsel, men derimod den såkaldte udligningsordning, hvor det ville være selve de varer, der skulle have været indført, som blev udført fra Fællesskabets toldområde i form af forædlingsprodukter: i dette tilfælde kan de sagsøgende selskaber kun udføre italiensk hård hvede til Frankrig og Belgien, der begrebsnødvendigt er i fri omsætning i Fællesskabet, idet den indførte hårde hvede er blevet brugt til at fremstille groft mel, der er bestemt til udførsel til tredjeland.
Enhver anden løsning er i øvrigt ikke blot i strid med ordlyden, men også med opbygningen af proceduren for aktiv forædling. Baumann, Ursula,
Da Fællesskabets grundlag hviler på en toldunion, er det pr. definition ikke med proceduren for aktiv forædling hensigten, at den skal anvendes i samhandelen mellem medlemsstater.
Derfor kan der alene blive tale om fritagelse for afgifter, herunder monetære udligningsbeløb, ved indførsel
Når dette er indholdet af de regler, der følger af selve beskaffenheden af proceduren for aktiv forædling, kan artikel 20 i Kommissionens forordning nr. 1371/81 ikke ændre noget heri. Artikel 20, der udgør en del af det regelsæt, der fastsætter betingelserne for den
Imidlertid er i nærværende tilfælde indførslen af hård hvede inden for rammerne af en procedure for aktiv forædling begrebsnødvendigt sket med afgiftsfritagelse, herunder fritagelse for at betale de monetære udligningsbeløb. Der kunne ikke blive tale om udligning, eftersom der for den ene af disse to fremgangsmåder ikke kunne kræves monetære udligningsbeløb.
På den anden side må udførslen til Frankrig og Belgien, således som vi har set det, anskues således, at den angår et produkt med oprindelse i Italien, ikke et importeret produkt. Der forelå derfor — i det mindste fiktivt — ingen indførsel sted, hvorfor der ifølge sagens natur ikke kunne ske nogen samtidig genudførsel.
Resultatet kan sammenfattes således: den indførsel, der har fundet sted, skete til gennemførelse af en forudgående udførsel inden for rammerne af en procedure om aktiv forædling og den kunne derfor ikke gøres gældende i forbindelse med en anden procedure, hvis man vil undgå, at de berørte opnår en ugrundet fordel. Hvis de sagsøgende selskaber ønskede at gennemføre procedurer om aktiv forædling, hvilket de kun kunne ved at indføre hård hvede og samtidig bringe den i fri omsætning, kan de ikke drage nogen fordel af det forhold, at hveden samtidig er blevet udført til Frankrig og Belgien. Denne samtidighed udgør i nærværende tilfælde en kronologisk tilfældighed og kan ikke bevirke, at de to procedurer fremstår som kun en enkelt procedure.
Forholdet er med andre ord det, at enten fuldender indførslen af hård hvede udførslen af groft mel af hård hvede til tredjelande, eller indførslen udlignes af varens genudførsel til andre medlemsstater, men begge disse muligheder kan ikke foreligge på én gang; i modsat fald ville, således som Kommissionen med rette har fremhævet i den sjette betragtning til den anfægtede beslutning,
Jeg skal tilføje, at det anbringende, som de sagsøgende selskaber vil støtte på ændringen af artikel 20 i forordning nr. 1371/81 Kommissionens forordning (EØF) nr. 2883/83 af
Som Kommissionen på overbevisende måde har påvist i duplikken, kan man ikke på grundlag af denne ændring og en række udtalelser afgivet af sagkyndige, der er medlemmer af Toldudvalget for Forædlingsprocedurer, nå til det resultat, at artikel 20 kunne finde anvendelse på procedurer af den art, der foreligger i nærværende sager, hverken før eller efter ændringen af bestemmelsen.
Jeg når på grundlag af disse betragtninger frem til det resultat, at de monetære udligningsbeløb rent faktisk skulle betales, og at selskaber, der er så specialiserede som sagsøgerne, næppe kan have været uvidende herom. Herefter står blot tilbage at søge afklaret, hvorvidt det er med rette, at Kommissionen, idet den traf afgørelse på grundlag af artikel 13 i forordning nr. 1430/79, i sagen her har nægtet at træffe en billighedsafgørelse.
Jeg mener dog, at de ikke hermed har frafaldet deres andet anbringende, hvorefter beslutningen, som — i første omgang — blev truffet af toldmyndighederne i en medlemsstat om at anvende artikel 20 i forordning nr. 1371/81, skal anses for et særligt forhold i henhold til artikel 13 i forordning nr. 1430/79 (retsmøderapporten, s. 8, afsnit 2).
En sådan fortolkning kan under ingen omstændigheder lægges til grund.
Som anført af Kommissionen opstilles der ved artikel 2 i Rådets forordning nr. 1697/79 om efteropkrævning af import- eller eksportafgifter EFT L 197, s. 1.
Artikel 5, stk. 2, i samme forordning bestemmer imidlertid følgende:
Ved en beslutning meddelt i Italien den
Sagsøgerne havde mulighed for at anfægte denne beslutning inden for en frist af tre måneder fra den dag, hvor de fik kendskab til den. De har ikke gjort brug af denne ret.
Heraf kan man drage den slutning, at det forhold,
På dette grundlag har sagsøgerne således anført, at det standpunkt, som Napoli Toldkammer indtog,
Denne konklusion er klart for vidtgående. Den almindelige opfattelse gik utvivlsomt i modsat retning.
I øvrigt mener jeg, at det ved bedømmelsen af den betydning, der må tillægges dette anbringende, er nødvendigt at anskue artikel 13 i dens sammenhæng og minde om, hvorledes bestemmelsen tidligere er blevet anvendt.
Domstolen har selv truffet afgørelse ved tre lejligheder vedrørende påstande om annulation af kommissionsbeslutninger, truffet på grundlag af artikel 13 i forordning nr. 1430/79 Dom af
Kun i sag 160/84 (Oryzomyli mod Kommissionen) var der tale om en fejl i administrationen, der bl. a. på grund af en nyudnævnt tjenestemands manglende erfaring ikke var i stand til at forklare de sagsøgende selskaber forskellen mellem en simpel importlicens og en forudfastsættelsesattest: Domstolen fandt, at denne uvidenhed fra myndighedernes side var en del af helt ekstraordinære omstændigheder, der utvivlsomt udgjorde
I mit forslag til afgørelse i denne sag (Sml. 1986, s. 1633) har jeg i øvrigt omtalt tre beslutninger, hvori Kommissionen havde taget hensyn til fejl fra forvaltningens side og på grundlag heraf truffet en beslutning på grundlag af billighed. I det første tilfælde (beslutning af
I alle disse tilfælde har fejlen fra forvaltningens side haft negative følger for de berørte, idet de ikke har kunnet gøre rettigheder gældende, der indebar økonomiske eller kommercielle fordele for dem, som de med rette havde kunnet gøre krav på, hvis de oplysninger, de havde indhentet, havde været korrekte. Det var således fejlen fra administrationens side, der lå til grund for den behandling af dem, som var mindre gunstig end den, de efter en rigtig anvendelse af retsreglerne havde krav på. Imidlertid fik de af billighedsgrunde i sidste ende en gunstigere behandling, end de ville have haft krav på, dersom de ikke var blevet fejlagtigt instrueret med hensyn til den fremgangsmåde, de skulle følge.
Derimod er sagsøgerne i nærværende sag ikke blevet behandlet dårligere, end de havde krav på derved, at de ikke opfyldte bestemte betingelser eller visse formkrav på grund af, at de var blevet dårligt informeret af det italienske toldvæsen. Selskaberne ønskede blot at give meddelelse om deres hensigt om til de øvrige medlemsstater at udføre hård hvede, der var indført fra tredjelande; i forbindelse med anvendelsen af fællesskabsreglerne på disse transaktioner tog de italienske myndigheder fejl ved vurderingen af de faktiske forhold og fortolkningen af de pågældende bestemmelser. Efter at være blevet klar over fejlen skiftede de standpunkt og anvendte den eneste lovlige toldbehandling af sagsøgerne på grundlag af de gennemførte transaktioner.
Det skal også anføres, at de sagsøgende selskaber ikke har godtgjort, eller blot søgt at godtgøre, at de ikke ville have foretaget udførslen af hård hvede til Belgien og Frankrig, dersom de havde vidst, at de monetære udligningsbeløb fandt anvendelse på den transaktion.
Det ville i øvrigt også have været en smule pinligt for dem at hævde dette. De ville nemlig i så fald have medgivet, at de søgte at slippe uden om almindelige retsregler, der netop i Italien hjemler betaling af de monetære udligningsbeløb ved udførslen af landbrugsprodukter.
Jeg skal ligeledes kort tage stilling til anbringendet vedrørende den
Den fejlfortolkning, der er blevet anvendt af en række britiske og franske myndigheder, kan ikke anføres imod Kommissionen, idet den nemlig efter at have fået kendskab til de transaktioner, der var blevet tilladt i nævnte medlemsstater, fremsatte anmodning om indbetaling af disse beløb af medlemsstaternes egne midler og indledte en procedure over for dem i henhold til artikel 169, da anmodningen ikke blev efterkommet.
Jeg skal i den forbindelse minde om dommen af
De sagsøgende selskaber har endelig under den mundtlige forhandling fremsat et nyt anbringende til støtte for deres søgsmål. De har anført, at ved udførsler til et land, der også anvender negative monetære udligningsbeløb, er det sædvanligt, at importøren udbetaler eksportøren de monetære udligningsbeløb, der tilfalder ham.
Under hensyn til den forløbne tid kan de ikke længere få de pågældende beløb udbetalt. Det tab, som de således kommer til at lide, skal betragtes som et særligt forhold, jfr. artikel 13.
Hertil skal jeg fremsætte tre bemærkninger.
Indledningsvis må jeg sige, at det ikke er acceptabelt, at parterne under en retssag først under den mundtlige forhandling gør et helt nyt anbringende gældende, som modparten ikke har haft lejlighed til at forberede sig på. Jeg mener derfor, at anbringendet bør afvises fra påkendelse.
Jeg er for det andet af den opfattelse, at når Domstolen i en sag skal tage stilling til, om en EF-bestemmelse kan anvendes, behøver den ikke at tage hensyn til de forhold, der muligvis består mellem de erhvervsdrivende i de forskellige medlemsstater.
Hvad endelig angår den påberåbte omstændighed i realiteten, altså tildelingen af monetære udligningsbeløb fra indførselslandets side, har noget sådant kun foreligget i yderst begrænset omfang i det tilfælde, vi her beskæftiger os med. I det tidsrum, hvor de her omtalte indførsler fandt sted, altså tiden mellem den
Sammenfattende er jeg derfor af den opfattelse, at i forbindelse med en anmodning om anvendelse af artikel 13 i forordning nr. 1430/79, skal der først stilles følgende spørgsmål:
Hvad var der sket, hvis de påberåbte omstændigheder ikke havde foreligget? Ville sagsøgeren i så fald have haft krav på en gunstigere behandling end den, som han nu er stillet overfor, eller må se sig stillet overfor? Er det under hensyn til samtlige foreliggende omstændigheder ubilligt at berøve ham denne gunstigere behandling?
Da svaret på disse spørgsmål i de foreliggende sager kun kan blive benægtende, og da de sagsøgende selskaber endvidere ikke har godtgjort, at de ville have afholdt sig fra at gennemføre de pågældende udførsler, dersom toldmyndighederne havde meddelt dem, at de monetære udligningsbeløb ville blive opkrævet, kan jeg kun nå til det resultat, at vi ikke står over for særlige forhold som omtalt i artikel 13 i forordning nr. 1430/79.
Derfor er det unødvendigt at undersøge, om virksomhederne har handlet forsømmeligt eller misligt, jfr. artikel 13, hvilket medfører bortfald af enhver ret til fritagelse.
Jeg skal dog også anføre, at Kommissionens begrundelse lader en del tilbage at ønske.
Kommissionen har især forklaret, hvorfor de monetære udligningsbeløb skal anvendes på de foreliggende transaktioner, og den har fastslået, at det skyldes en fejl, at opkrævningen ikke har fundet sted. Den har imidlertid ikke klart udtalt sig om, hvorfor denne fejl ikke kan udgøre et særligt forhold.
Den nøjes med i femte betragtning at fastslå, at de to virksomheder er specialiseret i international kornhandel og handel med forarbejdningsprodukter af korn, bl. a. inden for aktiv forædling, og derfor ikke kunne være uvidende om de gældende bestemmelser på området. Det synes at fremgå af Kommissionens skriftlige indlæg (jfr svarskriftet, s. 9), at den har fundet, at der i dette forhold forelå en
Det forhold, at sagsøgerne ikke kunne være uvidende om gældende ret, er efter min opfattelse — i det foreliggende tilfælde — nærmest egnet til at bestyrke antagelsen om, at man ikke her står over for særlige forhold.
Dog skulle Kommissionen have forklaret dette tydeligere i sin begrundelse og indledningsvis have fastslået — således som den selv har understreget det i sin duplik (s. 8) — hvorvidt der forelå billighedsgrunde, dvs. særlige forhold.
Jeg har således set svært ved at medgive, at de grunde, der taler for at anvende de monetære udligningsbeløb på den anfægtede transaktion, på forhånd kan udelukke enhver billighedsgrund. Har klausulen i artikel 13 i forordning nr. 1430/79 netop ikke til formål at give hjemmel til godtgørelse eller fritagelse for import- eller eksportafgifter, som der sædvanligvis består et krav på, når særlige forhold gør sig gældende? Som sådan giver den begrebsnødvendigt adressaten en
Set under den synsvinkel kan Kommissionens indsigelse om, at dersom man
Hvorledes det nu end forholder sig og under hensyn til, at Domstolen ex officio kan afgøre, om kravet til begrundelsen er opfyldt Jfr. herved dom af
Herefter foreslår jeg Domstolen at frifinde sagsøgte, og pålægge de sagsøgende selskaber sagens omkostninger.