Sagsøgte har tilstræbt at påvise, at tjenestemandens vederlag udbetales i det lands valuta, hvor han gør tjeneste, hvorved vederlaget korrigeres med en koefficient, der fastsættes særskilt for hvert enkelt tjenestested. Pensioner derimod kan — efter pensionistens valg — udbetales enten i valutaen i pensionistens hjemland, i valutaen i hans bopælsland eller i valutaen i det land, hvor han gjorde tjeneste. De godtgørelser, der udbetales i medfør af Rådets forordning nr. 2530/72 af 4. 12. 1972, ((EFT 1972) (1. til 8. december)) og Rådets forordning nr. 1543/73 af 4. 6. 1973 (EFT L 155) udbetales i valutaen i den EØF-stat, i hvilken den ydelsesberettigede godtgør at have bopæl.

På baggrund af disse eksempler har sagsøgte draget følgende konklusion: Når et beløb skal korrigeres med en justeringskoefficient, bestemmer vedtægten, at bortset fra pensioner skal dette beløb udbetales i valutaen i det land, for hvilken koefficienten er fastsat, og er der fastsat en anden koefficient end den for Belgien gældende, skal beløbet udbetales i henhold til de pr. 1. januar 1965 gældende vekselkurser.

Ud fra de på denne måde udledte principper har sagsøgte anført, at den her omstridte godtgørelse i medfør af vedtægtens artikel 50, stk. 5, skal korrigeres med justeringskoefficienten for sagsøgers sidste tjenestested, dvs. Italien.

I betragtning af den snævre sammenhæng mellem justeringskoefficienten og den valuta, som beløbene skal udbetales i, kan der for sagsøgers vedkommende kun blive tale om valutaen for hans seneste tjenestested, dvs. italiensk valuta.

Sagsøgte har gjort gældende, at denne løsning, der er i overensstemmelse med vedtægtens principper, ikke påvirkes af den måde, som pensionsordningen er indrettet på. Sagsøgte har herved henvist til generaladvokat Mayras's forslag til afgørelse i sag 28/74, Gillet, Sml. 1975, s. 463:

Sagsøger har betegnet Kommissionens ræsonnement som en syllogisme, der fører til fejlslutninger, fordi dens første præmis ikke er korrekt. Sagsøger har herved gennemgået Kommissionens forskellige eksempler for at påvise, at det af Kommissionen udledte almindelige princip allerede har én undtagelse, nemlig pensionerne.

Sagsøger har derefter redegjort for sin egen opfattelse for at godtgøre, at hvad lønninger angår er det logisk at betale tjenestemændene i det lands valuta, hvor de gør tjeneste (dels p.g.a. deres bopælspligt, dels for at undgå for store forskelle), hvorimod det med hensyn til pensioner, der jo tilkommer tjenestemænd, der ikke længere har bopælspligt, må være således, at pensionen kan udbetales i valutaen i den stat, hvor pensionisten er bosat, hvorved princippet om ligebehandling af tjenestemænd må respekteres.

Det er sagsøgers opfattelse, at denne ordning er mere sammenhængende end den af Kommissionen skitserede, som udgøres af en regel og undtagelser. Selv om generaladvokat Mayras's forslag til afgørelse kan forklares ud fra lighedsgrundsætningen, eftersom det med hensyn til pensionerne drejede sig om at undgå, at pensionerne blev forøget p.g.a. ændringer i justeringskoefficienten, og at der ikke er nogen grund til at skabe privilegier.

Sagsøgte har anført:

Sagsøgte har på ny gjort gældende:

Hvad pensioner angår er det derfor justeringskoefficienten i det land, hvor den pensionerede tjenestemand erklærer at have bopæl (vedtægtens artikel 82), der skal finde anvendelse. Det forholder sig på samme måde, hvad godtgørelserne angår. Sagsøgte har anført, at herved understreges gyldigheden af den almindelige regel, som sagsøgte har redegjort for.

Kommissionen støttede sit afslag på Newth's klage ved at henvise til vedtægtens artikel 50, stk. 5, som den fortolkede således:

Sagsøger har bestridt dette ræsonnements gyldighed. Sagsøger har herved anført:

Sagsøger anfører videre, at Kommissionens ræsonnement fører til, at en tjenestemand, der boede i Belgien, allerede før han blev ansat i Ispra, lider skade, idet det bliver de regler, der gælder for de i Italien bosatte tjenestemænd, der skal anvendes på' ham. Herved må der tages hensyn til, at i Italien er leveomkostningerne ikke særligt høje.

Sagsøgte har gjort gældende, at anvendelsen af artikel 63 ikke er begrundet af to årsager:

For sagsøger består vanskeligheden ved artikel 50 deri, at bestemmelsen ikke præciserer, i hvilken valuta godtgørelsen skal udbetales. Der er her tale om en lakune, som Kommissionen søger at dække over ved argumentation i stedet for at tilstille Rådet meddelelse herom.

Indtil Rådets afgørelse kunne Kommissionen da have udbetalt forskud. Og selv om Kommissionen mente selv at burde træffe en definitiv afgørelse, kunne den ikke udelukkende støtte sig på artikel 63, sidste stykke, med udelukkelse af de to første stykker. Det forholder sig nemlig således:

enten er godtgørelsen en slags fortsat vederlag og skal som sådan udbetales i belgiske francs til den i Belgien bosiddende sagsøger;

eller der er tale om en slags pension (ventepengei stedet for en anticiperet pension);

eller der er tale om ventepenge som omhandlet i vedtægtens artikel 41 eller om en godtgørelse i henhold til de forskellige forordninger om frivillig fratræden;

i de to sidste tilfælde sker betalingen i bopælstatens valuta. Ligegyldigt hvilken løsning der vælges, har sagsøger således ret til betaling i belgiske francs.

Sagsøgte har gjort gældende:

Det er sagsøgtes opfattelse, at såfremt denne godtgørelse kan sammenlignes med ventepengene i vedtægtens artikel 41, skal sidstnævnte beløb også korrigeres med den justeringskoefficient, der gælder for det sted, hvor tjenestemanden sidst har gjort tjeneste, hvorfor dette beløb skal udbetales på samme måde som beløbet i vedtægtens artikel 50, stk. 5.

Med hensyn til de godtgørelser, der omhandles i forordningerne om frivillig fratræden, er det således, at der her findes et særligt udbetalingssystem, som ikke kan overføres på andre ordninger. Endelig har sagsøgte henvist til, at artikel 50, stk. 5, i vedtægten klart og udtrykkeligt bestemmer, at den justeringskoefficient, der skal finde anvendelse, er den, der gælder for det sted, hvor tjenestemanden sidst har gjort tjeneste.

Sagsøger har anført, at eftersom tjenestemænd i Al og A2 ikke har den samme sikkerhed som andre tjenestemænd, får de en kompensation herfor i vedtægtens artikel 50. Hvad særligt angår stillinger som direktør ved Det fælles Forskningscenter, kan disse stillinger ændres eller ophæves hver gang, det nye budget vedtages.

Sagsøgte har bestridt denne fortolkning og har herved henvist til, at tjenestemænd i Al og A2 til gengæld for deres mangel på tryghed i tjenesten nyder godt af en lang række undtagelser fra de almindelige regler (ansættelse uden udvælgelsesprøve, ingen prøvetid eller udtalelser). Endvidere var sagsøgers stilling ikke forbundet med noget forskningsprogram og afhang altså ikke af fortsættelsen af dette eller hint projekt. Hans stilling var derfor ikke mere foreløbig end andre tjenestemænds, og risikoen for, at han kunne fritages fra sin stilling når som helst, opvejedes i høj grad af en ordning, der er mere gunstig end for tjenestemænd i almindelighed.

Sagsøger har fremhævet, at denne ordning med afskedigelse efter forgodtbefindende er exorbitant. Han har herved anført:

Sagsøgte har anført, at den udlignende funktion, der må tillægges ordningen for tjenestemænd i lønklasse A 1 og A 2 »tilsyneladende er anerkendt af Domstolen, der nemlig har statueret følgende:

Sagsøgte har bestridt, at direktørerne skulle være udskiftet, således som sagsøger har beskrevet, og sagsøgte har herved gjort gældende, at den første direktør for bevilgede forskningsprojekter var sagsøger selv, og at der, efter sagsøgers fratræden, blev offentliggjort en meddelelse om ledig stilling med henblik på at besætte stillingen permanent. Det er derfor sagsøgtes opfattelse, at tjenestemænd i lønklasserne A 1 og A 2 ikke indtager noget exorbitant tjenesteforhold, som kan retfærdiggøre, at godtgørelsen ved fritagelsen fra stillingen af tjenstlige grunde skal udbetales i belgiske francs efter korrektion med justeringskoefficienten.

Sagsøger har gjort gældende :

Sagsøgte har anført følgende :

Sagsøger har endnu en gang understreget følgende :

Sagsøgte har anført:

Sagsøger har herved gjort gældende, at vedtægtens artikel 50, stk. 5, strider mod princippet om, at tjenestemændene skal behandles lige, hvorfor bestemmelsen krænker generelle retsprincipper.

Sagsøgte har anført, at det af sagsøger hævdede princip er for generelt, idet sagsøger ikke anfører, om dette princip vedrører enten alle tjenestemænd, alle forhenværende tjenestemænd eller kun tjenestemænd, der er blevet fritaget fra stillingen af tjenstlige grunde i medfør af vedtægtens artikel 50. Sagsøgte er således ikke i stand til at godtgøre et sådant anbringendes uanvendelighed.

Sagsøger har nærmere anført, at han er udsat for forskelsbehandling, dels i forhold til aktive tjenestemænd i Bruxelles, dels i forhold til pensionerede tjenestemænd og dels i forhold til tjenestemænd, der har benyttet sig af muligheden for frivillig fratræden. Han er også udsat for forskelsbehandling i forhold til tjenestemænd, der har gjort tjeneste i Bruxelles, og som bibeholder deres bopæl dér eller endog flytter den til Italien. Hvad sagsøger gør gældende er således, at principperne om ligebehandling at tjenestemænd er tilsidesat, og sagsøger afviser allerede nu, at den førnævnte dom Gillet kan finde anvendelse i denne sag, da der i Gillet-sagen var tale om velerhvervede rettigheder, der skyldtes forskellige på hinanden følgende ordninger.

Sagsøgte har anført, at der ikke er tale om forskelsbehandling af sagsøger i forhold til aktive tjenestemænd, når henses til forskellen mellem den omhandlede godtgørelse og tjenestemandsvederlaget.

Hvad pensioner angår, så er enhver fornuftig sammelingning umulig, fordi pensionsreglerne ganske afviger fra de almindelige regler.

Hvad endelig angår den godtgørelse, der udbetales til tjenestemænd, der har benyttet sig af muligheden for frivillig fratræden, har denne godtgørelse et andet formål, idet den udbetales til tjenestemænd, hvis tjeneste ophørte som følge af oprettelsen af fælles europæiske institutioner (forordning nr. 259/68) eller som følge af, at der skulle ansættes nye tjenestemænd med statsborgerskab i de nye medlemsstater (forordningerne nr. 2530/72 og 1543/73). Kommissionen ser heller ikke, at der foreligger nogen forskelsbehandling af sagsøger i forhold til tjenestemænd, der har gjort tjeneste i Bruxelles, og som bibeholder deres bopæl dér eller endog flytter den til Italien. Under henvisning til Gillet-dommen har sagsøgte gjort gældende, at selv om sagsøger måtte have lidt et tab i forhold til de netop nævnte tjenestemænd, er dette ikke et bevis på forskelsbehandling af en sådan art, at vedtægtens artikel 50, stk. 5, må anses for at være ulovlig.

Endelig har Kommissionen anført, at Gillet-dommen vil kunne anvendes på nærværende sag, eftersom det i Gillet-dommen drejede sig om en angivelig forskelsbehandling, der skyldtes anvendelsen af IMF-kurserne, og fordi nedenstående præmis helt klart må kunne anvendes generelt;