Parterne er uenige, hvad angår spørgsmålet, om og i hvilket omfang sagsøgeren efter afslutningen af sin tjenestefrihed har henvendt sig til Kommissionen med henblik på sin genansættelse, og om sagsøgeren, da genansættelse blev ham tilbudt, accepterede tilstrækkeligt hurtigt og energisk.

Sagsøgeren har gjort gældende, at der ikke kan være tvivl om, at hans sag kan tages under realitetspåkendelse. Klagen af 9. december 1974, der blev journaliseret den 10. december 1974, blev indgivet inden for en frist af tre måneder fra den dato — den 10. september 1974 — da beslutningen om hans genansættelse blev truffet, således at han har overholdt vedtægtens artikel 90, stk. 2. Sagen blev anlagt inden for fristen af tre måneder regnet fra udløbet af svarfristen på denne klage, og kan således antages til realitetsbehandling. Artikel 90 synes i øvrigt heller ikke at indeholde en særlig frist for anlæg af erstatningssager.

Kommissionen er imidlertid i tvivl om, hvorvidt beslutningen om genansættelse er den forvaltningsakt, som den foreliggende sag bør angå — hvad angår såvel annullation som erstatning — eller, om det er tidligere beslutninger, som i virkeligheden ligger til grund for det tab, sagsøgeren påberåber sig. Hvis dette er tilfældet, burde det ikke være muligt at undgå fristerne ved at anlægge en erstatningssag støttet på forvaltningsakter, som er blevet endelige. Kommissionen har anført, at sagen i det væsentligste begrundes med, at andre successivt er blevet ansat i stillinger, som sagsøgeren objektivt kunne gøre krav på. Disse faktiske omstændigheder har fundet sted mellem datoen for udløbet af hans tjenestefrihed af personlige årsager (den 30. maj 1972) og hans faktiske genansættelse (15. august 1974), i hvilken periode sagsøgeren ikke har foretaget nogen henvendelse, hvad disse stillinger angår. Beslutningen om sagsøgtes genindtræden af 10. september 1974 har ikke nogen speciel forbindelse med den skade, som sagsøgeren har lidt.

På dette grundlag har Kommissionen fremsat tre indsigelser mod sagens antagelse til realitetsbehandling:

Med hensyn til erstatningskravet har Kommissionen endelig subsidiært anført en fjerde formalitetsindsigelse. Kommissionen gør gældende, at erstatningssøgsmålet i alle tilfælde må afvises, for så vidt angår de dele af påstanden, som vedrører erstatning for: 1) udgifter som følge af den for sene genansættelse og 2) den tvungne opgivelse af stillingen i det franske økonomi- og finansministerium, fordi disse krav ikke var nævnt i sagsøgerens klage af 9. december 1974, og idet disse krav har en selvstændig karakter i forhold til annullationssøgsmålet og skyldtes særlige på sagsøgerens forhold beroende omstændigheder, der var ikke nogen følge af hans for sene genindtræden.

I svarskriftet har sagsøgeren til den første formalitetsindsigelse, hvorefter det skulle være umuligt med tilbagevirkende kraft at ændre en beslutning om genindtræden, anført, at Kommissionen ikke kan gå ud fra, at den stilling, han blev ansat i ved beslutning af 10. september 1974, var den første ledige stilling i sagsøgerens kategori og lønklasse, som det kræves i vedtægtens artikel 40. Dette var ikke tilfældet, og det er således med rette, at søgsmålet retter sig mod indholdet af den beslutning, ansættelsesmyndigheden traf, i det omfang man ikke ved fastsættelsen af datoen for hans genindtræden — den 15. august 1974 — tog hensyn til det tab, sagsøgeren havde lidt på grund af overtrædelsen af vedtægtens artikel 40, litra d.

Brevet af 30. maj 1972 udgjorde ikke på nogen måde en ansøgning i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1. Brevet frembyder i øvrigt heller ikke noget af den formelle karakteristika, som før ændringen af vedtægten af 16. juli 1972 krævedes til en ansøgning. Desuden var sagsøgeren ikke interesseret i at genindtræde under ligegyldigt hvilke betingelser.

Vedrørende den omstændighed, at han ikke anfægtede de udnævnelser, hvorved både hans ret og vedtægtens artikel 40 blev tilsidesat, har sagsøgeren gjort gældende, at han ikke under sin tjenestefrihed af personlige årsager — og heller ikke efter udløbet af denne — var i besiddelse af Kommissionens interne publikationer, og det derfor var umuligt for ham at vide, hvilke ledige stillinger der havde været, og hvilke udnævnelser, der var blevet foretaget. Først efter hans genansættelse foretog han visse undersøgelser hos den for opslag af ledige stillinger og udvælgelsesprøver ansvarlige afdeling og havde kunnet konstatere omfanget af den overtrædelse af artikel 40, litra d, som Kommissionen havde gjort sig skyldig i, og vurdere det lidte tab.

Vedrørende den subsidiært hævdede formalitetsindsigelse har sagsøgeren først gjort gældende, at klagen af 9. december 1974 ikke kunne indbefatte følgerne af den franske ministerielle afgørelse af 7. januar 1975, mod hvilken han i øvrigt har anlagt sag ved forvaltningsdomstolen, Tribunal Administratif, i Paris. I øvrigt er der ikke i vedtægten nogen pligt til en forudgående administrativ klage, når sagsøgeren fremsætter krav på skadeserstatning som følge af en fejl begået af administrationen. Kommissionen kan ikke hævde, at det forhold, at han ikke har overholdt en sådan formalitet, skulle kunne medføre tab for ham eller kunne have skadet institutionernes virke. Selv om dette tab var blevet omtalt, ville klagen under alle omstændigheder være blevet afvist, og denne afvisning ville være støttet på, at sagsøgeren ikke havde noget krav overhovedet, men ikke' på tabets omfang.

I duplikken har Kommissionen anført, at den, når den hævder, at beslutningen om genansættelse ikke kan være den retsakt, der indeholder et klagepunkt, støtter sig på almindelige betragtninger ved stillingsbesættelse og ikke på en fortolkning af vedtægtens artikel 40, litra d). Det drejer sig simpelt hen om den generelle regel om forbud mod udnævnelser med tilbagevirkende kraft (vedtægtens artikel 3). Der er intet holdepunkt for, at datoen for udløbet af tjenestefriheden af personlige årsager og datoen for den første ledige stilling, som den pågældende bliver anmodet om at indtræde i, bør ligge tæt ved hinanden. Varigheden af perioden mellem udløbet af tjenestefriheden og den faktiske genindtræden beror udelukkende på, om der er stillinger, der skal besættes.

Sagsøgeren burde have støttet sit søgsmål på den eventuelle ulovlighed af, at andre blev ansat i de stillinger, som han kunne have gjort krav på. Selv om det er sandt, at de tjenestemænd, der har tjenestefrihed af personlige årsager, ikke modtager Kommissionens interne publikationer, er det alligevel mærkeligt, at sagsøgeren har været helt uvidende om, at ledige stillinger offentliggøres. Kommissionens beslutninger om iværksættelse af ansættelsesproceduren, enten ved stillingsopslag eller ved meddelelse om udvælgelsesprøve, er af generel karakter og skulle derfor i det omfang, de kunne udgøre et klagepunkt, have været gjort til genstand for en klage inden for tre måneder fra offentliggørelsens dato, (artikel 90, stk. 2, 1. led). Beslutningerne om udnævnelser eller forfremmelse til disse stillinger burde, da det drejede sig om foranstaltninger af individuel karakter, der kunne skade trej-demand, (artikel 90, stk. 2, 2. led), have været indklaget inden for en frist på 3 måneder fra den dag, tredjemanden fik kendskab til afgørelsen, dog senest fra den dag, den blev offentliggjort. I det foreliggende tilfælde burde sagsøgeren have haft kendskab til disse opslag og beslutninger. Hans erstatningskrav er således prækluderet og må som følge heraf afvises. Endelig mener Kommissionen, for så vidt angår den subsidiære formalitetsindsigelse, at der ikke efter sagens anlæg kan fremføres nogen ny påstand (om erstatning eller annullation), som ikke har været nævnt straks. Det samme gælder for så vjdt angår det tab, som sagsøgeren har lidt ved at måtte forlade det franske økonomi- og finansministerium. Da finansministeriets afgørelse af 7. januar 1975 skete på et senere tidspunkt end hans klage, følger det heraf, at det angivelige tab end ikke var opstået, da han anlagde sagen, og det hører således ikke hjemme i dette søgsmål.

Sagsøgeren har anført, at Kommissionen, ved ikke at genansætte ham i den første ledige stilling har krænket hans ret, og har påført ham forskellige tab: 1) tab af anciennitet, 2) tab af chancer for forfremmelse og 3) tab af vederlag.

Tabet af vederlag omfatter endvidere de særlige udgifter, sagsøgeren har måttet afholde som følge af sin forsinkede genindtræden, bl.a. var han blevet nødt til at flytte tilbage til Paris. Dette tab ansættes til 144500 FB. Endelig kræver sagsøgeren godtgørelse for den ideelle skade, som afskedigelsen fra den franske forvaltning har påført ham, og af den økonomiske skade, der følger af det beløb, som han nu skylder denne.

Det påførte tab kan imidlertid først endeligt og sikkert bestemmes efter afslutningen af den for Tribunale Administratif i Paris verserende sag om annullation af de mod ham trufne foranstaltninger.

I svarskriftet har Kommissionen anført, at det almindelige princip om, at ydelse skal svare til modydelse, og som konkret anvendes i vedtægtens artikel 40, forhindrer, at det tab, som sagsøgeren kan have lidt ved en for sen genansættelse, ligestilles med den løn, som han ville have oppebåret, hvis han har genindtrådt.

Den instans, der skal vurdere det faktisk lidte tab og fastsætte skadeserstatningen, kan følgelig ikke se bort fra sagsøgerens adfærd, men bør tage hensyn til, i hvilken grad denne adfærd har spillet en rolle. Den, der har lidt et tab på grund af en andens ulovlige adfærd og/eller undladelse, skal inden for rimelighedens grænser navnlig træffe alle hensigtsmæssige foranstaltninger for at begrænse omfanget af sit tab og reagere med det samme for at opnå erstatning, især når det drejer sig om en vedvarende skade. I sagsøgtes øjne har sagsøgeren netop bidraget til en del af sit økonomiske tab ved ikke at udvise en normal og rimelig hurtighed ved forfølgelsen af sine rettigheder. Dette fremgår navnlig af, at sagsøgeren, bortset fra brevet af 30. maj 1972, ikke på noget tidspunkt, indtil han genindtrådte, skriftligt gjorde opmærksom på sine rettigheder eller gjorde brug af de midler til forfølgelse af disse rettigheder, som er hjemlet i vedtægtens artikler 25 og 90. Ydermere nøjedes han, da administrationen den 27. marts 1973 anmodede ham om at udfylde en formular med henblik på at finde en stilling, der svarede til hans kvalifikationer, med at returnere denne formular uden kommentar og, efter at generaldirektoratet for finanskontrol havde modtaget anmodningen om sagsøgerens genindtræden, måtte den flere gange bede ham om svar.

Ved skadens opgørelse foreslår Kommissionen, at det øjeblik lægges til grund, da sagsøgeren — i henhold til sine egne oplysninger — konstaterede Kommissionens passivitet med henblik på at lade ham genindtræde, og hvor han anmodede om at blive genansat i den franske forvaltning. Eftersom sagsøgeren blev genansat i den franske forvaltning den 1. september 1973, skønner Kommissionen, at han blev opmærksom på denne passivitet omkring den 1. juli 1973. Hvis en første ansøgning var blevet indgivet på denne dato i overensstemmelse med vedtægtens artikel 90, skulle sagsøgeren, under hensyntagen til klagefristerne og sagsanlæg og forudsat, at Kommissionen ville forholde sig tavs, have anlagt sag ved Domstolen senest den 1. september 1974.

Ethvert økonomisk tab, der er lidt efter den 1. juli 1973, bør således udelukkes fra erstatningsopgørelsen, helt bortset fra at også perioden mellem den 1. juni 1972 og den 1. juli 1973 må vurderes, i hvilken periode sagsøgeren også forholdt sig passiv. For så vidt angår de forskellige punkter i påstanden, er Kommissionen af den opfattelse, at punktet vedrørende tab af chancer for forfremmelse i hvert tilfælde ikke kan tages til følge, fordi det er umuligt konkret at afgøre, hvorvidt der har foreligget sådanne chancer, eller at opgøre dem økonomisk. Kravet om erstatning af det tab, som skyldes, at sagsøgeren måtte forlade den franske forvaltning, bør ligeledes tilbagevises, da det lidte tab ikke kan lægges Kommissionen til last, den ikke har pådraget sig ansvar for. Kommissionen har nemlig ikke nogen retlig forpligtelse over for sagsøgeren til at frigøre ham fra den franske forvaltning, og det er ikke normalt, at nationale forvaltninger — herunder den franske — kræver, at sådanne foranstaltninger træffes.

Sagsøgeren har indvendt, at Kommissionens opfattelse er ensbetydende med, at administrationen får et frit skøn til vilkårligt at afgøre, hvornår tjenestemændene skal tiltræde tjenesten, uden at administrationen har nogen som helst forpligtelse til at give tjenestemanden erstatning i det tilfælde, hans venten strækker sig ud over det tidsrum, som udtrykkeligt er fastsat i vedtægten.

For så vidt angår det forhold, at sagsøgeren ikke har reageret tilstrækkeligt energisk, har han anført, at han normalt ikke skal foretage sig noget og ej heller indgive den mindste anmodning for at kunne genindtræde i sit arbejde, fordi dette — i henhold til vedtægten — er administrationens pligt. Sagsøgeren indrømmer, at han som den skadelidte part har en forpligtelse til at begrænse tabets størrelse. Det er netop det, han har gjort ved sin genansættelse i sin oprindelige forvaltning under økonomisk mindre gunstige betingelser.

Desuden var han ikke — i modsætning til det af Kommissionen hævdede — forpligtet til at benytte proceduren med ansøgning — klage — sagsanlæg i vedtægtens artikler 25 og 90, i det øjeblik han konstaterede administrationens passivitet. Da han befandt sig i den situation, som er beskrevet i vedtægtens artikel 40, litra d, kunne han blot afvente, at der blev tilbudt ham en ledig stilling. For så vidt angår tabet af chancerne for forfremmelse, gør sagsøgeren gældende, at han under hensyn til sin anciennitet på 11 måneder i lønklasse A 6, da han fik tjenestefrihed, fik en forsinkelse på 26 måneder og 15 dage og ikke 101/2 måned — med henblik på forfremmelse til en højere lønklasse. I denne periode har 206 stillinger i denne lønklasse været opslået ledige.

I duplikken har Kommissionen gjort gældende, at sagsøgerens brev af 30. maj 1972 bør anskues dels ud fra afvisnings-problematikken og dels ud fra det faktisk lidte økonomiske tab. Hvis brevet skal betragtes om en ansøgning i den i vedtægtens artikel 90 forudsatte betydning, har det stiltiende afslag herpå ikke været genstand for et sagsanlæg i rette tid, hvoraf følger, at sagen må afvises. Hvis den ikke udgør nogen ansøgning i den i vedtægtens artikel 90 forudsatte betydning, er den det eneste udtryk for sagsøgerens reaktion.

For så vidt angår tabet af chancer for forfremmelse, har Kommissionen bestridt sagsøgerens beregning og gjort gældende, at hans chancer for forfremmelse definitivt afhænger af en række variable omstændigheder og for en tjenestemand med sagsøgerens baggrund statistisk kun udgør 1: 9 på et år.

Parterne har i det mundtlige retsmøde den 20. maj 1976 uddybet de under skriftvekslingen fremførte argumenter.

Kommissionen har understreget, at den anerkender, at sagsøgeren kunne være genindtrådt i en ledig stilling i det øjeblik hans tjenestefrihed af personlige årsager udløb. For så vidt angår erstatningen af den lidte skade mener den dog, at sagsøgeren også må bære en del heraf, idet hans manglende reaktion har bidraget til skadens opkomst.

Sagsøgeren har svaret, at der ikke påhvilede ham nogen handlepligt, idet vedtægten ikke kræver, at han skulle ansøge om genindtræden.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 24. juni 1976.