Domstolen er fra flere sager vel bekendt med de problemer, der opstod på det græske marked for korn efter Grækenlands indtræden i Fællesskabet den Se navnlig dom af dom af dom af dom af
Den foreliggende sag vedrører lovligheden af nærmere bestemte indgreb på markedet for korn i årene 1982-1986.
Kommissionen har nedlagt påstand om, at det fastslås, at Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til fællesskabsretten, navnlig forordning (EØF) nr. 2727/75 om den fælles markedsordning for korn
har fremmet eksport af korn og kornprodukter gennem KYDEP (
anbefalede KYDEP at levere
ikke har underrettet Kommissionen hverken om den nævnte støtte eller de øvrige foranstaltninger, som den traf i perioden 1982-1986
ikke har samarbejdet med Kommissionen.
Den Hellenske Republik har påstået frifindelse.
Den græske regering har gjort gældende, at sagen bør afvises, for så vidt Kommissionens påstande indebærer en stillingtagen til, om Den Hellenske Republik har ydet ulovlig statsstøtte. Den græske regering gør gældende, at sådanne spørgsmål ikke kan afgøres under et søgsmål anlagt efter EØF-traktatens artikel 169, men skal afgøres under en sag anlagt efter traktatens artikel 93, stk. 2. Det samme anbringende blev gjort gældende af den græske regering i sag C-35/88 Se note 1.
Domstolen forkastede i sin dom af
Herefter findes den af Den Hellenske Republik påberåbte omstændighed, nemlig at det påtalte statsindgreb, forudsat at det bevises, indebærer en støtteordning, ikke at være til hinder for, at Kommissionen efter den i traktatens artikel 169 fastsatte procedure anfægter, at statsindgrebet kan forenes med reglerne om den fælles markedsordning for korn.
Den græske regerings påstand om afvisning må herefter forkastes.
Der er imidlertid et andet problem vedrørende sagens antagelse til realitetsbehandling, som Domstolen må tage stilling til. Problemet har sin baggrund i det forhold, at to af de klagepunkter, som Kommissionen har gjort gældende i sin stævning, ikke er nævnt i Kommissionens begrundede udtalelse. Til gengæld er begge disse klagepunkter omtalt i Kommissionens åbningsskrivelse. Den græske regering har ikke omtalt dette forhold under sagen og har altså ikke brugt det som grundlag for en afvisningspåstand. Domstolen har gentagne gange haft lejlighed til at udtale sig om betydningen af og kravene til den forudgående administrative behandling af sager, der anlægges i medfør af traktatens artikel 169.
Senest har Domstolen i sin dom af Sag
Det fremgår af Domstolens faste praksis..., at genstanden for et søgsmål i medfør af traktatens artikel 169 afgrænses af den administrative procedure, der er foreskrevet i denne bestemmelse, samt af påstandene i sagen, og at Kommissionens begrundede udtalelse og stævningen skal støttes på samme synspunkter og anbringender.
Domstolens praksis viser, at Domstolen lægger vægt på, at traktatens krav til den forudgående administrative procedure respekteres, og at manglende respekt af kravene fører til afvisning.
Det må følge af praksis, at det ikke er tilstrækkeligt, at et forhold er nævnt i åbningsskrivelsen, idet der stilles et udtrykkeligt krav om, at den begrundede udtalelse og stævningen skal støttes på samme synspunkter og anbringender.
Domstolen har også lagt til grund, at det er dens opgave ex officio at påse, om traktatens krav til den administrative procedure respekteres af Kommissionen.
Domstolen afviste således i den netop citerede sag at tage stilling til et anbringende om, at den omtvistede regel var udtryk for indirekte nationalitetsdiskrimination, fordi dette ikke var gjort gældende i den begrundede udtalelse. Dette skete, selv om den nederlandske regering ikke havde nedlagt påstand om afvisning, og selv om generaladvokat van Gerven havde foreslået Domstolen at realitetsbehandle spørgsmålet bl.a. under henvisning til den nederlandske regerings manglende påstand herom Generaladvokat van Gerven udtalte: ... Anbringendet om, at kravet om bopæl er en skjult forskelsbehandling, er efter min mening en videreudvikling af dette argument, der ydermere forudsætningsvis kan siges at være indeholdt i den begrundede udtalelse, og dette så meget mere som den nederlandske regering ikke har gjort gældende, at dens ret til forsvar er krænket på dette punkt. Jeg mener følgelig, at argumentet om den skjulte forskelsbehandling kan realitetsbehandles.
Der kan dog efter min mening være grund til at overveje, om det er rigtigt, at Domstolen ex officio skal påse respekten af de krav til den administrative procedure, der kan udledes af traktatens artikel 169. Når den pågældende medlemsstat selv giver møde for Domstolen for at forsvare sin sag, er det efter min mening både unødvendigt og uhensigtsmæssigt, at Domstolen påtager sig den opgave ex officio at påse, at Kommissionen har udarbejdet sin åbningsskrivelse og sin begrundede udtalelse korrekt set i forhold til indholdet af stævningen.
Det fremgår klart af Domstolens praksis på området, at de krav, som stilles til den forudgående administrative procedure, er begrundet i en hensyntagen til medlemsstaten. Domstolen har således gentagne gange udtalt, at:
Den administrative procedure har til formål at afgrænse tvistens genstand og give den pågældende medlemsstat de fornødne oplysninger til, at den kan forberede sit forsvar.
Den pågældende stats mulighed for at fremsætte sine bemærkninger til de synspunkter, der er indeholdt i Kommissionens skrivelser under den administrative procedure, er en i traktaten sikret væsentlig garanti, hvis opfyldelse er en betingelse for lovligheden af traktatbrudsproceduren. Dom af
Disse hensyn er imidlertid efter min opfattelse tilstrækkeligt varetaget ved statens mulighed for at påstå afvisning som følge af mangler ved den administrative procedure.
Medlemsstaten er selv bedre i stand til at vurdere, om fejl under Kommissionens sagsforberedelse har haft en sådan betydning, at den ønsker sagen afvist fra realitetsbehandling ved Domstolen, navnlig fordi den ikke har haft tilstrækkelig mulighed for at forberede sit forsvar. Der kan vel også være tilfælde, hvor Kommissionen og medlemsstaten har en sammenfaldende og positiv interesse i at få afgjort et omtvistet spørgsmål af Domstolen under et traktatkrænkelsessøgsmål, også selv om Kommissionen ikke måtte have respekteret kravene til den forudgående administrative procedure. Jeg har vanskeligt ved at se, at der skulle være et selvstændigt processuelt hensyn, der kan tilsige, at Domstolen på eget initiativ skal påtage sig den sommetider ganske vanskelige opgave at gennemgå åbningsskrivelse, begrundet udtalelse og stævning med henblik på at undersøge, om stævningen på et eller flere punkter skulle betyde en udvidelse af tvistens genstand som afgrænset under den administrative procedure. Det faktiske og retlige grundlag, Domstolen skal afgøre sagen på, er under alle omstændigheder det, der er tilvejebragt under sagens behandling ved Domstolen Man kan vel også med nogen rette sporge, hvorfor Domstolens kontrollerende opgave skal være storre, når den behandler traklatkrænkelscssagcr, end når den behandler annullationssogsmål anlagt mod beslutninger truffet af Kommissionen i konkurrenecsager. Af artikel 19 i Rådets forordning nr. 17/62 (EFT 1959-1962, s. 81), som suppleret ved artikel 4 i Kommissionens forordning om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42), fremgår det, at Kommissionen i sine beslutninger mod virksomheder kun kan tage sådanne klagepunkter i betragtning, som de pågældende virksomheder har haft lejlighed til at udtale sig om under den forudgående administrative procedure. 1 overensstemmelse hermed har Domstolen i sin praksis lagt vægt på, at Kommissionens beslutning alene må være baseret på klagepunkter, som er indeholdt i Kommissionens forudgående meddelelse om klagepunkter. Mig bekendt er dette spørgsmål imidlertid aldrig blevet undersøgt af Domstolen ex officio. En annullation af Kommissionens beslutning under henvisning til, at der ikke er overensstemmelse mellem Kommissionens meddelelse om klagepunkter og den efterfølgende beslutning, ses således alene at være sket efter påstand fra den pågældende virksomhed. Det er min opfattelse, at de to situationer har så meget til fælles, at det kan forekomme vanskeligt at begrunde, hvorfor de ikke skal behandles ens.
Da den græske regering ikke har gjort gældende, at et eller flere af Kommissionens klagepunkter skal afvises fra realitetsbehandling, fordi de ikke var omfattet af den begrundede udtalelse, skal jeg foreslå Domstolen at tage sagen under realitetsbehandling, således som den er afgrænset i stævningen.
Hvis Domstolen på trods af disse synspunkter vælger ex officio at tage stilling til, om der i den foreliggende sag er grundlag for at afvise, vil jeg foreslå Domstolen at træffe afgørelsen ud fra følgende overvejelser.
Kommissionens påstand omfatter bl.a. følgende to klagepunkter:
at den græske regering har anbefalet KYDEP at levere
at den græske regering i strid med traktatens artikel 5 har undladt at samarbejde med Kommissionen.
Det førstnævnte klagepunkt er ikke omfattet af konklusionen i Kommissionens begrundede udtalelse, og det er heller ikke i øvrigt udtrykkeligt omtalt i udtalelsen. Derimod indeholder udtalelsen i punkt 4 en henvisning til punkt 1.8 i åbningsskrivelsen, som netop omtaler dette forhold.
Det andet af de nævnte klagepunkter er ikke udtrykkeligt nævnt i den begrundede udtalelse, og der findes ikke konkrete henvisninger til det.
Det skal dog nævnes, at den begrundede udtalelse indeholder følgende passus:
Efter min mening opfylder Kommissionen ikke gennem sådanne mere eller mindre generelle henvisninger til åbningsskrivelsen de krav til den administrative procedure, der følger af traktatens artikel 169. Formålet bag den begrundede udtalelse må være, at Kommissionen skal uddybe og præcisere, hvilke klagepunkter den ønsker at gøre gældende. At acceptere, at henvisninger til åbningsskrivelsen skulle være tilstrækkelige, rummer fare for, at den begrundede udtalelse kan reduceres til et dokument uden selvstændig betydning.
Såfremt Domstolen vælger ex officio at tage stilling til spørgsmålet, er det således min opfattelse, at begge klagepunkter bør afvises.
Kommissionen påstår i denne sag, at Den Hellenske Republik har foretaget indgreb på markedet for korn gennem KYDEP i strid med den fælles markedsordning for korn.
KYDEP, dvs. Centralkontoret for Forvaltning af Hjemmemarkedet, er en national sammenslutning af regionale andelsselskaber for korn, grøntsager og foder. KYDEP's vigtigste funktioner er at opkøbe, oplagre og sælge medlemmernes produkter og at fungere som EØF-interventionsorgan for visse landbrugssektorer.
Baggrunden for sagen er, som beskrevet af Kommissionen og bekræftet af diverse dokumenter, der er fremlagt under sagen, og som bl.a. hidrører fra KYDEP, at KYDEP fra 1982 stod over for meget alvorlige vanskeligheder ved afsætning af opkøbt og oplagret hvede.
Af sagen fremgår det, at KYDEP i den omtvistede periode havde et presserende behov for at øge afsætningen af korn, bl.a. for at oplagrings-og andre omkostninger kunne nedbringes, og der kunne skaffes lagerplads til næste høst.
Ifølge Kommissionen søgte den græske regering at løse disse problemer ved på den ene side direkte eller indirekte at pålægge KYDEP at foretage forskellige foranstaltninger og på den anden side helt eller delvist at dække KYDEP's tab herved.
De forskellige foranstaltninger, hvis formål var at afsætte korn på eksportmarkedet, blev ifølge Kommissionen fastlagt i såkaldte
Der eksisterede efter Kommissionens oplysninger to typer programkontrakter.
Den første hovedtype var kontrakter indgået mellem de græske myndigheder, KYDEP og private erhvervsdrivende.
Nogle af disse havde som deres væsentligste indhold, at:
KYDEP skulle sælge sine lagre af hvede til møllerivirksomheder og andre forarbejdningsvirksomheder på fordelagtige vilkår (priser under markedsprisen og rentefri kredit i otte måneder).
De private erhvervsdrivende skulle forpligte sig til at forarbejde og eksportere hveden inden for nærmere bestemte frister.
De græske myndigheder påtog sig at dække KYDEP's underskud og at sikre finansiering af ordningen hos de græske landbrugsbanker via den græske Nationalbank.
Hvor de netop beskrevne programkontrakter var karakteriseret ved, at de erhvervsdrivende fik kredit hos KYDEP, som så blev refinansieret af de græske landbrugsbanker, var der i andre kontrakter tale om, at finansieringen skete ved, at forretningsbankerne ydede lån til de erhvervsdrivende. Dette skete efter samtykke fra den græske Nationalbank, som igen havde opnået samtykke hos Økonomiministeriet Endvidere fremgår det af dokumenter fremlagt i sagen, at der blev nedsat et udvalg bestående af repræsentanter for det eksportfremmende organ, Økonoministeriet, Landbrugsministeriet og KYDEP, hvis formål var at forhandle med de erhvervsdrivende om indgåelse af kontrakter med KYDEP vedrørende køb af hvede på sædvanlige vilkår mod at få støtte direkte fra Økonomiministeriet. Hvorvidt kontrakter af denne type nogensinde blev indgået er dog ikke klart. Der henvises til Økonomiministeriets bekendtgørelse af
Den anden hovedtype programkontrakter tilsigtede at lægge rammerne for forarbejdning og eksport foretaget af KYDEP selv, således at staten ydede KYDEP en nærmere bestemt støtte pr. kilo eksporteret mel.
Kommissionen gør tillige gældende, at den græske regering i strid med fællesskabsretten pålagde KYDEP at levere
Domstolen har som ovenfor nævnt afsagt en række domme i lignende sager. De er af væsentlig betydning for den foreliggende sag, dels
fordi de i vidt omfang indeholder en stillingtagen til de retlige spørgsmål, som foreligger i denne sag
fordi de udgør et solidt grundlag for en vurdering af forholdet mellem de græske myndigheder og KYDEP, og
fordi de indeholder en bevismæssig vurdering af visse af de faktiske omstændigheder, som er genstand for den foreliggende sag.
Domstolen har senest i sin dom af Se note 1.
På grundlag af denne forståelse af betydningen af de fælles markedsordninger tog Domstolen i sin dom af Se nole 1
Det drejede sig om de samme eller tilsvarende indgreb som dem, der er omfattet af den foreliggende sag, og Domstolen gav Kommissionen medhold i, at de var i strid med den fælles markedsordning for korn.
Den retlige vurdering må selvsagt falde ens ud, hvad enten den foretages i forbindelse med en sag vedrørende udgifter, der finansieres gennem EUGFL, eller under en traktatbrudssag.
De beskrevne indgreb er i strid med den fælles markedsordning for korn, allerede fordi de griber ind på områder, der er udtømmende reguleret af markedsordningen. Konkret indebærer sådanne indgreb alvorlige og ulovlige forstyrrelser af markedsordningens prisdannelsesmekanismer, af markedsordningens særlige interventionsordning og af markedsordningens regulering af samhandelen.
Domstolens praksis viser, at der ikke er anledning til i et tilfælde som det foreliggende at påvise, at de pågældende nationale indgreb udgør overtrædelser af nærmere bestemte regler i den pågældende markedsordning. Det er tilstrækkeligt at påvise, at indgrebene udgør overtrædelser af markedsordningens grundlæggende principper.
For så vidt angår
Den i denne dom omhandlede periode svarer til den periode, der er relevant i den foreliggende sag. Den Hellenske Republik har ikke i den foreliggende sag fremført synspunkter, der giver grund til at ændre Domstolens vurdering af forholdet mellem staten og KYDEP. Den græske regering begrænser sig til at fastholde, at KYDEP er en privatretlig juridisk person, over for hvilken staten ikke kan udøve myndighed. Et anbringende som Domstolen gentagne gange har afvist.
Hvad endeligt angår
Den Hellenske Republik har såvel i sag C-32/89 som under den mundtlige forhandling i denne sag erkendt eksistensen af de første tre af disse programkontrakter.
Herudover fandt Domstolen i sin dom i sag C-32/89, at der var frembragt tilstrækkeligt bevis for eksistensen af den fjerde programkontrakt.
Domstolen udtalte:
Domstolen henviser i dette citat til en intern note af
Eksistensen af en fjerde programkontrakt bestrides fortsat af Den Hellenske Republik, uden der dog ses at være frembragt nye beviser i så henseende. Det kan derfor også i den foreliggende sag lægges til grund, at en fjerde programkontrakt blev indgået.
I sag C-32/89 fandt Domstolen det endvidere bevist, at Den Hellenske Republik havde dækket KYDEP's underskud som følge af indgåelse af disse fire programkontrakter (præmis 14-17). Der foreligger ikke oplysninger i den foreliggende sag, der giver grundlag for at ændre dette resultat.
Kommissionen har imidlertid i sine processkrifter gjort gældende, at de græske myndigheder har indgået yderligere programkontrakter og foretaget andre indgreb på markedet for korn i perioden 1982-1986.
Det må derfor undersøges, om Kommissionen har tilvejebragt tilstrækkeligt bevis for sådanne yderligere indgreb.
Det vil erindres, at begrebet programkontrakter af Kommissionen anvendes både i relation til de aftaler, som skal være indgået mellem de græske myndigheder, KYDEP og private erhvervsdrivende med henblik på sidstnævntes eksport af den forarbejdede hvede, som i relation til de aftaler, hvorefter KYDEP selv skulle påtage sig at forarbejde og eksportere hveden.
I sin stævning gør Kommissionen gældende, at der blev indgået adskillige programkontrakter af den førstnævnte type i perioden 1982-1986. Disse aftaler angik dels blød hvede, der af møllerivirksomheder blev forarbejdet til mel, dels hård hvede, der blev forarbejdet til pasta eller gryn. Hvad angår kontrakterne om KYDEP's egen forarbejdning og eksport af hvede blev sådanne ifølge Kommissionen gennemført i relation til høsten fra 1984, 1985 og 1986.
Kommissionen har ikke kunnet fremlægge de programkontrakter, der påstås indgået. Den har derimod kunnet fremlægge en række dokumenter, hvoraf den mener at kunne udlede, at sådanne faktisk har eksisteret. Herudover har den græske regering efter opfordring fra Domstolen fremlagt dokumenter under den mundtlige forhandling i sagen, der også er af betydning for bevisvurderingen.
Det er ikke på baggrund af sagens bilag muligt at få et særligt klart eller detaljeret billede af de græske myndigheders indgreb på kornmarkedet i den pågældende periode. Hertil er Kommissionens bevismateriale for begrænset, og den græske regering har, som det vil blive omtalt, ikke på loyal måde bidraget til en tilfredsstillende belysning af sagens faktiske omstændigheder.
Kommissionen har i en række tilfælde søgt at løfte sin bevisbyrde ved at dokumentere, at KYDEP har fordringer mod Den Hellenske Republik, der fremgår af KYDEP's regnskaber, og som vedrører den pågældende periode. Det er imidlertid min opfattelse, at eksistensen af KYDEP-fordringer på Den Hellenske Republik ikke i sig selv er tilstrækkeligt grundlag for at antage, at der er indgået programkontrakter. Sådanne fordringer kan også have deres grundlag i andre retsforhold mellem den græske stat og KYDEP. Eksistensen af KYDEP-fordringer på den græske stat kan kun anvendes som bevismiddel, når der foreligger nærmere dokumenterede omstændigheder, der støtter, at fordringen har sin baggrund i en programkontrakt.
Men når dette er sagt, skal det også siges, at sagens bevismateriale i øvrigt med tilstrækkelig klarhed viser, at Kommissionen har ret i, at de græske myndigheder i hvert fald i perioden fra 1982-1985 på omfattende måde har foretaget fællesskabsstridige indgreb i markedet for korn.
Jeg vil i det følgende ved en gennemgang af de vigtigste bevismidler undersøge, i hvilket omfang det kan anses for godtgjort, at der er indgået programkontrakter. Gennemgangen vil først vedrøre de programkontrakter, der er indgået mellem de græske myndigheder, KYDEP og de private erhvervsdrivende, og dernæst de programkontrakter, hvorved KYDEP selv påtog sig at eksportere.
Den Hellenske Republik har som nævnt erkendt, at der er indgået en programkontrakt med sammenslutningen af møllerivirksomheder i 1982. Programkontrakten vedrørte formaling og eksport af Til gennemførelse af denne programkontrakt blev der indgået kontrakter mellem KYDEP og private erhvervsdrivende. Som bilag II til stævningen har Kommissionen fremlagt to sådanne kontrakter indgået i januar og februar 1983. Det fremgår heraf, at de erhvervsdrivende var forpligtet til at formale og eksportere melet senest den Rapporten er fremlagt i uddrag som bilag XII til stævnin-gen. Modereferatet er fremlagt som bilag X til stævningen. Af s. 12 fremgår det, at den erkendte programkontrakt kostede staten Den Hellenske Republik har i sine processkrifter gjort gældende, at den af Kommissionen fremlagte version af modereferatet ikke er i overensstemmelse med den officielle version heraf. Det er korrekt, at den version af modereferatet, som den græske regering har fremlagt i sagen, ikke indeholder de passager, som vedrorer den græske regerings indblanding i KYDEP's aktiviteter. Den af Kommissionen fremlagte version ma anses for en tidligere udgave af modereferatet. Denne version blev ifolge Kommissionen udsendt til et stort antal af de andelsselskaber, som er medlemmer af KYDEP, hvilket ikke er blevet bestridt af den græske regering. Der er efter min mening ingen grund til al betvivle rigtigheden af de oplysninger, der er indeholdt i den version. Kommissionen har fremlagt.
Af to dokumenter kan det udledes, at der også i 1984 blev effektueret programkontrakter indgået med sammenslutningen af møllerivirksomheder og vedrørende blød hvede. I en skrivelse af Bilag XVII til stævningen. Se således skrivelse af Bilag XI til stævningen. Endelig kan nævnes, at ogs.A den analytiske rapport vedrorende KYDEP's regnskaber for 1988 omtaler den anden kontrakt... underskrevet med mollerieme i august 1984. Det er dog ikke ganske klart, om dette er en egentlig programkontrakt, eller om der er tale om en kontrakt, som KYDEP har indgået med mollerierne i forbindelse med den programkontrakt, hvorefter KYDEP selv påtog sig at foranledige
Forskellige dokumenter vedrører indgåelse af programkontrakter med pastafabrikanter. Den Hellenske Republik har erkendt at have indgået en programkontrakt vedrørende Bilag IV til stævningen. Bilag XIII til stævningen.
Med hensyn til året 1985 fremgår det af en beslutning truffet den Beslutningen er fremlagt af den græske regering. Den vedrører overvejende korn fra 1987-høsten, men indeholder på s. 3 et afsnit med overskriften: Dækning af KYDEP's underskud realiseret ved salg af blød hvede fra 1985-høsten.
Endvidere fremgår det af den interne note af
Hvad endeligt angår 1986 synes det ikke at kunne udledes af de fremlagte dokumenter, at der er indgået programkontrakter i dette år. Af den analytiske rapport vedrørende KYDEP's regnskaber for regnskabsåret 1988, jf. s. 66 og s. 90, fremgår det dog, at KYDEP's samlede underskud i forbindelse med forvaltning af 1986-høsten af hvede er blevet dækket af staten.
Hvad herefter angår den anden type programkontrakter, hvor KYDEP selv påtog sig at foranledige hvede forarbejdet og eksporteret, har den græske regering erkendt at have indgået en sådan i 1984 med henblik på eksport af I den interne note af
Der synes ikke af de fremlagte dokumenter at kunne udledes beviser for, at program-kontrakter af denne type er indgået også i 1985 og 1986. For så vidt angår 1986 henvises der dog også i denne sammenhæng til oplysningerne om underskudsdækning fra staten i den analytiske rapport vedrørende KYDEP's regnskaber for regnskabsåret 1988.
Det kan herefter konkluderes, at Kommissionen har tilvejebragt beviser for, at de græske myndigheder, i hvert fald i årene 1982-1985, indgik programkontrakter med KYDEP og de private erhvervsdrivende med henblik på sidstnævntes forarbejdning og eksport af hvede, og at den græske regering i hvert fald i 1984 indgik en programkontrakt med KYDEP med henblik på dennes forarbejdning og eksport af hvede. Endvidere har Kommissionen dokumenteret, at Den Hellenske Republik i perioden 1982-1986 dækkede KYDEP's underskud som følge af aktiviteterne på markedet for hård og blød hvede.
Den Hellenske Republik har ikke benægtet ægtheden af de af Kommissionen fremlagte dokumenter og er ikke fremkommet med nærmere forklaringer på ovennævnte oplysninger. Til sit forsvar har Den Hellenske Republik alene anført følgende.
For det første at Kommissionen ikke har løftet sin bevisbyrde for, at der eksisterer programkontrakter, i og med kopier af sådanne ikke har kunnet fremlægges.
Hertil er blot at bemærke, at det ikke kan være afgørende, om der kan fremlægges skriftligt indgåede programkontrakter, såfremt tilstrækkeligt bevis for deres eksistens må anses for tilvejebragt ad anden vej.
For det andet at Kommissionen ikke har angivet den nøjagtige størrelse af det underskud i KYDEP, som den græske stat hævdes at have dækket.
I betragtning af at KYDEP's interne dokumenter udviser adskillige uoverensstemmelser, og at den græske stat har været uvillig til at bistå Kommissionen med at opklare de faktiske omstændigheder i denne sag, kan det ikke bebrejdes Kommissionen, at det ikke har været muligt at fastsætte det nøjagtige beløb, hvormed den græske stat har støttet KYDEP. Dette forhold findes ikke til hinder for en konstatering af, at støtte er blevet ydet i strid med fællesskabsretlige regler.
For det tredje har Den Hellenske Republik gjort gældende, at det forhold, at det af KYDEP's regnskaber fremgår, at KYDEP har et krav på staten, skulle bevise, at de indgåede programkontrakter aldrig er ført ud i livet, og at der ikke er udbetalt offentlige midler i forlængelse heraf. Dette argument er vanskeligt forståeligt. Det må kunne afvises, allerede fordi KYDEP naturligvis ikke i sine regnskaber ville optage fordringer på staten, der ikke havde sit grundlag i gennemførte transaktioner, som efter KYDEP's opfattelse gav det et krav mod staten efter gældende græsk ret.
Det følger af Domstolens praksis, at i en situation som den foreliggende, hvor Kommissionen har fremført forhold, der er tilstrækkelige til at godtgøre en række faktiske omstændigheder, kan staten ikke nøjes med blot at benægte eksistensen heraf Se Domstolens dom af
Som bevis for at KYDEP har leveret
Som det fremgår af citatet angiver mødereferatet, se bilag X til stævningen, at der er leveret
Den Hellenske Republik har intet fremført til imødegåelse af disse oplysninger Se i denne forbindelse note 14.
Det må derfor anses for godtgjort, at KYDEP i 1982 har leveret
Som jeg har redegjort for ovenfor, må det anses for godtgjort, at:
KYDEP løbende har fået dækket sit underskud som følge af de ovenfor beskrevne aktiviteter på markedet for korn,
de græske møllerivirksomheder gennem statens indblanding i KYDEP's virksomhed har kunnet opkøbe korn til priser under interventionspriserne og med otte månders rentefri kredit hos KYDEP, og
de græske pastafabrikanter på foranledning af den græske Nationalbank og dermed den græske stat har kunnet opnå en favorabel finansiering af køb af korn fra KYDEP.
Disse støtteforanstaltninger er omfattet af EØF-traktatens regler om statsstøtte, og Kommissionen skulle derfor have været underrettet herom efter traktatens artikel 93, stk. 3. Dette er ikke sket, og der må derfor også på dette punkt gives Kommissionen medhold i, at Den Hellenske Republik har overtrådt sine fællesskabsretlige forpligtelser.
En sådan overtrædelse af traktaten kan konstateres under en sag anlagt i medfør af traktatens artikel 169, se senest Domstolens dom af Se note I.
Kommissionen har gjort gældende, at den græske regering har tilsidesat de forpligtelser, som påhviler den i henhold til traktatens artikel 5 ved
vedholdende at have afvist at tilstille Kommissionen ønskede oplysninger og at besvare Kommissionens klagepunkter
at have forhindret, at der på stedet kunne foretages en undersøgelse vedrørende KYDEP
ikke at tilstille Kommissionen bekendtgørelser og beslutninger vedrørende KYDEP's indgriben på markedet for korn.
Der er efter min opfattelse god grund til at kritisere Den Hellenske Republiks handlemåde i denne sag.
Ved skrivelse af
I sin svarskrivelse af
Eksistensen af de to nævnte programkontrakter er efterfølgende erkendt af den græske regering.
I sit svar på Kommissionens åbningsskrivelse dateret den
At KYDEP er et organ, som i hvert fald i den omtvistede periode var kontrolleret og delvist finansieret af staten, er som ovenfor omtalt fastslået af Domstolen i en tidligere sag og er i øvrigt også dokumenteret i den foreliggende sag. At græske myndigheder har været parter i programkontrakter er ligeledes klart og er i øvrigt delvist erkendt af den græske regering.
Der er med andre ord tale om, at den græske regering har undladt at give Kommissionen de ønskede oplysninger og i flere tilfælde har besvaret Kommissionens henvendelser med direkte urigtige oplysninger.
Ved skrivelser af
Undersøgelsen er aldrig blevet gennemført, og spørgsmålene ses ikke besvaret. Efter alt at dømme må dette lægges den græske regering til last, da denne efter det oplyste enten ikke har besvaret Kommissionens henvendelser eller har gjort dette ufyldestgørende. I en skrivelse af
At den græske regering ikke i den relevante periode skulle have haft mulighed for at give instruktioner til KYDEP er i strid med, hvad der ovenfor er konstateret om forholdet mellem den græske regering og KYDEP, og skrivelsen må derfor tages som udtryk for regeringens manglende samarbejdsvilje.
Denne manglende samarbejdsvilje bliver ikke mindre graverende, når henses til, at den til en vis grad også manifesterede sig under sagens behandling ved Domstolen, hvor regeringen undlod at besvare Domstolens skriftlige spørgsmål og fremlagde ønskede dokumenter med en vanskelig undskyldelig forsinkelse.
Jeg skal på dette grundlag foreslå Domstolen at følge Kommissionens påstand om, at Den Hellenske Republik har tilsidesat sin samarbejdsforpligtelse i henhold til traktatens artikel 5.
Kommissionen har anført, at Den Hellenske Republik tillige har tilsidesat artikel 24 i forordning nr. 2727/75, der pålægger medlemsstaterne at meddele alle oplysninger vedrørende kornmarkedets funktion. De faktiske forhold, som Kommissionen i denne henseende nævner, er imidlertid sammenfaldende med de forhold, der udgør en tilsidesættelse af samarbejdspligten og synes tilstrækkeligt belyst i denne forbindelse Se i denne forbindelse Domstolens dom af
Da Kommissionen efter min opfattelse i det væsentlige må gives medhold, finder jeg, at Den Hellenske Republik i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom bør dømmes til at betale sagens omkostninger.
Jeg skal herefter foreslå Domstolen at fastslå, at:
Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til bestemmelserne om den fælles markedsordning for korn, idet den i årene 1982-1985 har foretaget indgreb på kornmarkedet i form af programkontrakter indgået med KYDEP og private erhvervsdrivende, og idet den i 1982 har anbefalet KYDEP at levere
Den Hellenske Republik har handlet i strid med traktatens artikel 93, stk. 3, ved at undlade at underrette Kommissionen om støtteforanstaltninger ydet dels til KYDEP, dels til private erhvervsdrivende.
Den Hellenske Republik har tilsidesat sin samarbejdsforpligtelse i henhold til traktatens artikel 5, idet den ikke har meddelt Kommissionen eller bistået denne med at fremskaffe de af denne ønskede oplysninger.
Den Hellenske Republik betaler sagens omkostninger.