(1)

Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) indledte den 14. oktober 2017 en antisubsidieundersøgelse vedrørende importen til Unionen af visse dæk, nye eller regummierede, af den art, der anvendes til busser og lastbiler, med belastningsevne over 121, med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»Kina« eller »det pågældende land«). Indledningen var baseret på grundforordningens artikel 10. Kommissionen offentliggjorde en indledningsmeddelelse i Den Europæiske Unions Tidende (»indledningsmeddelelsen«) (2).

(2)

Kommissionen indledte undersøgelsen efter en klage indgivet den 30. august 2017 af koalitionen mod unfair import af dæk (»klageren«) på vegne af EU-producenter, der tegner sig for over 25 % af den samlede EU-produktion af visse dæk, nye eller regummierede, af den art, der anvendes til busser og lastbiler, med belastningsevne over 121 (»TBR-dæk«). Klagen indeholdt beviser for subsidiering og deraf følgende skade, hvilket var tilstrækkeligt til at berettige indledningen af undersøgelsen.

(3)

Før indledningen af antisubsidieundersøgelsen meddelte Kommissionen den kinesiske regering (3), at den havde modtaget en behørigt dokumenteret klage og indbød den kinesiske regering til konsultationer i overensstemmelse med grundforordningens artikel 10, stk. 7. Der fandt konsultationer sted den 10. oktober 2017, men der kunne ikke opnås enighed om en fælles løsning.

(4)

Kommissionen indførte den 7. maj 2018 en midlertidig antidumpingtold på importen af samme vare, med oprindelse i Kina (4) (»forordningen om midlertidig antidumping«) i en undersøgelse, der var blevet indledt den 11. august 2017 (5) (»den sideløbende antidumpingundersøgelse«). Kommissionen indførte den 22. oktober 2018 en endelig antidumpingtold på importen af samme vare, med oprindelse i Kina (6) (»forordningen om endelig antidumpingtold«) i den sideløbende antidumpingundersøgelse. De undersøgelser af skade, årsagssammenhæng og Unionens interesser, der foretages i denne antisubsidieundersøgelse og i den sideløbende antidumpingundersøgelse, er på tilsvarende måde identiske, da definitionen af EU-erhvervsgrenen, EU-producenterne i stikprøven og undersøgelsesperioden er den samme i begge undersøgelser. Alle relevante elementer vedrørende disse aspekter er også taget i betragtning i den aktuelle undersøgelse.

(5)

Den kinesiske regering hævdede, at undersøgelsen ikke bør indledes, fordi klagen ikke opfyldte beviskravene i artikel 11(2) og 11(3), i WTO-aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger og grundforordningens artikel 10, stk. 2. Ifølge den kinesiske regering var der utilstrækkelige beviser for udligningsberettigede subsidier, skade og årsagssammenhæng mellem den subsidierede import og skaden.

(6)

Kommissionen afviste påstanden. De beviser, der blev fremlagt i klagen, var de oplysninger, der var rimeligt tilgængelige for klageren på dette tidspunkt. Det var også tilstrækkeligt til i den indledende fase at vise, at de påståede subsidier var udligningsberettigede med hensyn til deres forekomst, omfang og art. Klagen indeholdt også tilstrækkelige beviser for, at EU-erhvervsgrenen var blevet forvoldt skade, som var forårsaget af den subsidierede import.

(7)

I modsætning til, hvad den kinesiske regering påstod, var klagen ikke kun baseret på dækindustriens politik i 2010, men indeholdt også (navnlig i punkt 81-92) en række andre politiske dokumenter, planer og kataloger med henvisninger til dækindustrien. Desuden anvendte Kommissionen (hvor det var relevant) andre tilgængelige kilder til at bekræfte den påståede subsidiering. Da de amerikanske myndigheder for nylig havde meddelt beslutninger om nogle af foranstaltningerne, anvendte Kommissionen f.eks. også dette materiale i denne fase. Kommissionen fandt det desuden nyttigt at indføje en henvisning til en ny industrifremmeplan for Hebei-provinsen i 2016, som den havde til rådighed, men som ikke var nævnt i klagen. Denne supplerende dokumentation, som findes i det ikke-fortrolige dossier i sagen som led i notatet om bevisernes tilstrækkelighed, bekræftede og supplerede yderligere de påstande, der var blevet fremsat i klagen med hensyn til forekomsten og arten af den påståede subsidiering. Som følge af den kinesiske regerings påstande om, at klagen hverken var nøjagtig eller fyldestgørende, undersøgte Kommissionen disse påstande i løbet af undersøgelsen, men den mente ikke, at der var grund til at anfægte påstandene om forekomsten og omfanget af subsidiering i forbindelse med indledningen af undersøgelsen.

(8)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede Hämmerling, at Kommissionen ikke kan indlede en undersøgelse med en generel henvisning til KN-koder, der kun er givet til orientering. Ifølge Hämmerling kan en sådan generel henvisning, der definerer den pågældende vare, ikke accepteres, selv om KN-koderne ikke er bindende i deres fortolkning, da det svækker retssikkerheden for alle interesserede parter, for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt de vil være omfattet af undersøgelsens omfang, og udgør en direkte overtrædelse af artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«) og retten til god forvaltningsskik. En sådan henvisning og et uklart sprog, som henviser til »af den art, der anvendes«, formidler desuden budskabet om, at undersøgelsens omfang var usikkert og kunne være blevet yderligere udvidet eller indskrænket på skønsbasis på et senere tidspunkt i undersøgelsen, hvilket er til skade for interesserede parters ret til at blive hørt.

(9)

Med hensyn til denne påstand fandt Kommissionen, at parten ikke begrundede sin teoretiske påstand om, hvordan anvendelsen af KN-koder forringer retssikkerheden. Kommissionen er ikke bundet af KN-koderne, men af varedefinitionen som angivet i indledningsmeddelelsen. Parten gjorde ikke gældende, at Kommissionen ikke overholdt varedefinitionen som angivet i indledningsmeddelelsen. Denne påstand blev derfor afvist.

(10)

Klageren indgav anmodninger henholdsvis den 19. august 2017 og den 5. oktober 2017 om registrering af importen af den pågældende vare med oprindelse i Kina i henhold til antidumpinggrundforordningens artikel 14, stk. 5, og grundforordningens artikel 24, stk. 5.

(11)

Den 4. oktober 2017 fremsatte China Rubber Industry Association (»CRIA«) og China Chamber of Commerce of Metals, Minerals & Chemicals Importers & Exporters (»CCCMC«) bemærkninger til anmodningen om registrering. De hævdede, at anmodningen ikke opfyldte de gældende bevismæssige krav, eftersom den ikke indeholdt beviser for tidligere dumping/subsidier, for en betydelig stigning i importen og for at importen i alvorlig grad vil kunne undergrave den afhjælpende virkning af tolden. Den 19. oktober 2017 afholdt Kommissionen en høring efter CRIA's anmodning, hvori den gentog sine tidligere bemærkninger.

(12)

Den 2. februar 2018 offentliggjorde Kommissionen gennemførelsesforordning (EU) 2018/163 (»forordningen om registrering«) (7) om at gøre importen af den pågældende vare med oprindelse i Kina til genstand for registrering fra den 3. februar 2018 og fremefter. Kommissionen har i sin vurdering af gyldigheden af ansøgningen om registrering taget hensyn til bemærkninger fra interesserede parter.

(13)

Efter at registreringen trådte i kraft, hævdede Hankook-gruppen (8), at dens ret til forsvar var blevet krænket, eftersom gruppen ikke var blevet underrettet om, at Kommissionen havde til hensigt at gøre importen af den pågældende vare til genstand for registrering forud for ikrafttrædelsen af forordningen om registrering. På dette grundlag hævdede Hankook-gruppen, at der var sket en overtrædelse af artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(14)

Kommissionen bemærkede, at en forudgående underretning er obligatorisk i henhold til grundforordningens artikel 30, stk. 2, inden indførelsen af endelige foranstaltninger. Dette er dog ikke tilfældet ved en forordning om registrering i henhold til grundforordningens artikel 24, stk. 5. Denne artikel indeholder kun bestemmelser om forudgående underretning af medlemsstaterne i god tid. Desuden finder retten til at blive hørt i henhold til artikel 41, stk. 2, litra a), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder kun anvendelse ved foranstaltninger med individuelle negative virkninger. I dette tilfælde pålagde Kommissionen EU-toldmyndighederne at registrere importen. Forordningen om registrering er ikke en individuel foranstaltning, som berører Hankook-gruppen negativt. Den var ikke møntet på Hankook-gruppen, og afgørelsen havde heller ingen individuelle negative virkninger for denne gruppe. I den forbindelse bør det også erindres, at registreringen af importen er et passende skridt, der kan muliggøre en efterfølgende indførelse af told på den registrerede import, og at operatørerne derved behørigt underrettes om den eventuelle forpligtelse, der kan være forbundet med denne import, og som kan opstå i tilfælde af endelige foranstaltninger. Derfor var hverken Hankook-gruppens ret til forsvar eller artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder blevet krænket ved at undlade at underrette Hankook-gruppen på forhånd om afgørelsen vedrørende registrering.

(15)

Undersøgelsen af subsidiering og skade omfattede perioden fra 1. juli 2016 til 30. juni 2017 (»undersøgelsesperioden« eller »UP«). Undersøgelsen af udviklingstendenser af relevans for vurderingen af skade omfattede perioden fra 1. januar 2014 til udgangen af juni 2017 (»den betragtede periode«).

(16)

I indledningsmeddelelsen opfordrede Kommissionen interesserede parter til at kontakte Kommissionen med henblik på at deltage i undersøgelsen. Endvidere underrettede Kommissionen specifikt klageren, andre kendte EU-producenter, de kendte eksporterende producenter, den kinesiske regering, kendte importører, leverandører og brugere, forhandlere og sammenslutninger, som den vidste, var berørt af indledningen af undersøgelsen, og opfordrede dem til at deltage.

(17)

De interesserede parter fik mulighed for at fremsætte bemærkninger til indledningen af undersøgelsen og anmode om en høring med Kommissionen og/eller høringskonsulenten i handelsprocedurer.

(18)

To EU-producenter, repræsenteret ved klageren, benyttede denne lejlighed til at anmode Kommissionen om, at deres navne blev hemmeligholdt af frygt for eventuelle modforanstaltninger fra kunder eller konkurrenter impliceret i undersøgelsen, jf. grundforordningens artikel 29, stk. 1. Derudover anmodede to andre samarbejdsvillige EU-producenter efterfølgende om samme status.

(19)

Kommissionen foretog en individuel undersøgelse af hver af disse anmodninger om hemmeligholdelse for at se, om de var berettigede. Den fastslog, at der i hvert enkelt tilfælde var en reel mulighed for modforanstaltninger og accepterede at hemmeligholde de pågældende virksomheders navne.

(20)

To eksporterende producenter, Giti-gruppen (9) og China National Tire-gruppen (10) hævdede, at anonymiteten af to EU-producenter, repræsenteret ved klageren, i alvorlig grad kunne påvirke parternes ret til forsvar, eftersom det så ikke er muligt at kontrollere, om klagerne tegner sig for mere end 25 % af den samlede EU-produktion. Desuden forhindrer anonymiteten parterne i at vide, i hvilket segment klageren er aktiv (11), og dermed også i at kunne fremsætte relevante bemærkninger til den væsentlige skade, denne kunne lide som følge af den kinesiske eksport af den pågældende vare til Unionen. Endvidere hævdede Giti-gruppen, at ifølge klageren, udgjorde EU-produktionen i segment 3 kun 16 % af den samlede EU-produktion. Endelig hævdede Giti-gruppen og China National Tire-gruppen, at anonymiteten hindrer parterne i at vide, om EU-producenterne i stikprøven har forretningsmæssige forbindelser til de kinesiske eksporterende producenter.

(21)

I lyset af disse bemærkninger genvurderede Kommissionen den ikke-fortrolige version af klagen, men konkluderede, at den version, der var til rådighed for interesserede parter, i tilstrækkeligt omfang gav dem mulighed for at vurdere kravene til økonomisk og finansiel formåen, der ligger til grund for denne undersøgelse. Under alle omstændigheder bemærkede Kommissionen, at spørgsmålet om, hvorvidt en klager tilhører et bestemt markedssegment, ikke er afgørende for konklusionen om økonomisk og finansiel formåen, da den vurderes på grundlag af den samlede produktion (uanset en eventuel markedssegmentering) af den pågældende vare. Afslutningsvis bemærkede Kommissionen, at der ikke forelå tilstrækkelige beviser for eller forklaringer på, hvordan den påståede manglende viden om mulige forbindelser mellem anonyme klagere og kinesiske eksporterende producenter skulle kunne lægge hindringer for de interesserede parters ret til forsvar. Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremlægge sådanne beviser eller forklaringer, men der blev ikke indgivet yderligere beviser. De påstande, der var blevet fremført i forbindelse med indrømmelsen af anonymitet, blev derfor afvist.

(22)

I henhold til grundforordningens artikel 29 må Kommissionen ikke videregive oplysninger, som anses for fortrolige, når begrundelsen er velmotiveret, uden særlig tilladelse fra den, der meddeler sådanne oplysninger. Kommissionen fandt, at den ikke-fortrolige udgave af klagen tillod interesserede parter at vurdere kravene til økonomisk og finansiel formåen. Desuden er det irrelevant, om klageren tilhører et bestemt markedssegment, da økonomisk og finansiel formåen vurderes på grundlag af den samlede produktion (uafhængigt af en eventuel markedssegmentering). Afslutningsvis var Kommissionen ikke overbevist af argumentet om, at den manglende viden om mulige forbindelser mellem anonyme klagere og kinesiske eksporterende producenter skulle kunne lægge hindringer for de interesserede parters ret til forsvar. De påstande, der var blevet fremført i forbindelse med indrømmelsen af anonymitet, blev derfor afvist.

(23)

I indledningsmeddelelsen anførte Kommissionen, at den eventuelt ville udtage en stikprøve af interesserede parter i henhold til grundforordningens artikel 27.

(24)

I indledningsmeddelelsen anførte Kommissionen, at den foreløbigt havde udtaget en stikprøve af EU-producenter på grundlag af de største repræsentative produktions- og salgsmængder, samtidig med at der sikredes en geografisk spredning. Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte bemærkninger til den foreløbige stikprøve.

(25)

Fire interesserede parter fremsatte bemærkninger til den foreløbige stikprøve (China National Tire-gruppen, Giti-gruppen, CRIA og CCCMC). Navnlig mente de, at den foreløbige stikprøve ikke behørigt afspejlede opdelingen af markedet i de tre segmenter, og at stikprøven i så høj grad som muligt burde afspejle den procentvise andel af produktionen og salget af dæk i segment 1, 2 og 3 ud af den samlede EU-produktion og det samlede EU-salg.

(26)

I forlængelse af denne bemærkning anmodede Kommissionen den 25. september 2017 EU-producenterne om at fremlægge yderligere oplysninger om segmenterne med henblik på at udtage en revideret stikprøve af EU-producenter.

(27)

De samarbejdsvillige EU-producenter, som besvarede stikprøvespørgeskemaet, omfatter store virksomheder og små og mellemstore virksomheder (»SMV'er«) (12) og tegner sig for mere end 50 % af den samlede EU-produktion og det samlede EU-salg.

(28)

For at fastlægge den endelige stikprøve tog Kommissionen hensyn til fragmenteringen af dækindustrien i de forskellige segmenter, og sikrede, at alle tre segmenter var dækket ind af virksomhederne i stikprøven. For at sikre at SMV'ernes situation var korrekt afspejlet i skadesanalysen, da de udgør ca. 15 % af EU-producenternes samlede EU-salgsmængde, mente Kommissionen desuden, at SMV'erne også burde være repræsenteret i stikprøven.

(29)

Elleve EU-producenter blev udtaget til stikprøven på grundlag af:

(30)

EU-producenterne i stikprøven omfatter både store virksomheder og SMV'er. De stikprøveudtagne EU-producenter var beliggende i seks medlemsstater og tegnede sig til sammen for mere end 36 % af den EU-produktion og det EU-salg, der blev indberettet af de samarbejdsvillige EU-producenter.

(31)

Den 22. december 2017 meddelte én af de stikprøveudtagne EU-producenter, den polske producent, Geyer & Hosaja, Kommissionen, at den havde besluttet at stoppe samarbejdet i forbindelse med undersøgelsen. De procentsatser, der er omhandlet i betragtning 30, er ikke berørt af, at denne producent trak sig, eftersom dennes produktion udgør mindre end 0,1 % af den samlede EU-produktion. Kommissionen konkluderede derfor, at den endelige stikprøve stadig er repræsentativ for EU-erhvervsgrenen.

(32)

Endelig fremførte Giti-gruppen, at Kommissionen burde have afsluttet denne undersøgelse med det samme på grund af den proceduremæssigt fejlagtige foreløbige udtagelse af stikprøven af EU-producenter. Kommissionen mindede om, at den foreløbige udtagelse af en stikprøve af EU-producenter retligt er mulig og bidrager til en virkningsfuld undersøgelse inden for korte frister. Som det fremgår af betragtning 26-30, blev den foreløbige stikprøveudtagning ændret efter bemærkninger fra interesserede parter. Påstanden blev derfor afvist.

(33)

For at afgøre, om det var nødvendigt med stikprøveudtagning, og i bekræftende fald udtage en stikprøve anmodede Kommissionen ikke forretningsmæssigt forbundne importører om at fremlægge de oplysninger, der var omhandlet i indledningsmeddelelsen. Fem importører, der importerede ca. 430 000 enheder fra Kina, gav sig til kende. To virksomheder blev udtaget til stikprøven, og de tegnede sig for [70 % – 90 %] af de importører, der indsendte et stikprøveskema.

(34)

For at afgøre, om det var nødvendigt med stikprøveudtagning og i bekræftende fald udtage en stikprøve, anmodede Kommissionen alle eksporterende producenter i Kina om at fremlægge de oplysninger, der var omhandlet i indledningsmeddelelsen. Kommissionen bad endvidere de kinesiske myndigheder om at identificere og/eller kontakte eventuelle andre eksporterende producenter, der kunne være interesseret i at deltage i undersøgelsen.

(35)

I alt 44 eksporterende producenter eller grupper af eksporterende producenter i det pågældende land fremlagde de nødvendige oplysninger og indvilligede i at indgå i stikprøven. I overensstemmelse med grundforordningens artikel 27, stk. 1, litra b), udvalgte Kommissionen en stikprøve bestående af fire grupper af eksporterende producenter på grundlag af den største repræsentative eksportmængde til Unionen, der med rimelighed kunne undersøges inden for den tid, der var til rådighed:

(36)

Grupperne af eksporterende producenter i stikprøven tegnede sig for mere end 50 % af den samlede import af den pågældende vare til Unionen.

(37)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 27, stk. 2, blev alle kendte berørte eksporterende producenter og den kinesiske regering hørt om udtagelsen af stikprøven.

(38)

Der indkom bemærkninger til den foreslåede stikprøve fra European Retreading Association (»BIPAVER«), som hævdede, at den endelige stikprøve kunne medføre en stor ubalance i varesammensætningen mellem dæk i segment 2 og dæk i segment 3. Efter deres opfattelse ville de gennemsnitlige importpriser måske ikke afspejle den del af importen, der er mest skadelig for EU-erhvervsgrenen, særlig nøjagtigt. De opfordrede derfor Kommissionen til at tage stikprøven op til fornyet overvejelse og ændre den.

(39)

Kommissionen overvejede, om det ville være praktisk muligt at udvide antallet af virksomheder i stikprøven yderligere. Den påpegede, at grupperne af eksporterende producenter i stikprøven bestod af: 1) 13 retlige enheder, der var involveret i produktionen og hjemmemarkedssalget af den pågældende vare, 2) to forretningsmæssigt forbundne eksportører uden for Unionen og 3) mere end ti forretningsmæssigt forbundne importører i Unionen. Oplysningerne fra hver af disse enheder skulle behandles og efterprøves. Kommissionen fandt derfor, at der ikke med rimelighed kunne undersøges flere eksporterende producenter inden for den tid, der var til rådighed.

(40)

BIPAVER mente også, at to af virksomhederne i stikprøven ikke var repræsentative modtagere af udligningsberettigede subsidier, fordi de havde deres hovedkvarter og en række produktionsanlæg uden for Kina.

(41)

Det forhold, at en enkelt virksomhed måske ikke direkte har fået en særlig form for et påstået subsidie, betyder ikke, at stikprøven ikke er repræsentativ, da formålet med stikprøven var at repræsentere den samlede dækindustri i Kina for så vidt angår berettigelse til alle former for påståede subsidier. De fire grupper af eksporterende producenter i stikprøven var repræsentative med hensyn til berettigelse til de påståede subsidier, der var anført i klagen. Kommissionen fandt derfor, at den udtagne stikprøve udgør et passende grundlag for at undersøge forekomsten og omfanget af den påståede subsidiering.

(42)

Derfor opfylder den foreslåede stikprøve grundforordningens artikel 27, stk. 1, litra b). Kommissionen besluttede følgelig at beholde den foreslåede stikprøve som den endelige stikprøve.

(43)

Ud over de fire eksporterende producenter i stikprøven erklærede seks eksporterende producenter, at de, hvis de ikke blev udtaget til at indgå i stikprøven, ønskede at modtage et spørgeskema og andre ansøgningsskemaer, som de kunne udfylde og dermed ansøge om en individuel undersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 27, stk. 3. Kommissionen sendte i overensstemmelse hermed spørgeskemaer til disse seks eksporterende producenter. Ingen af dem besvarede dog spørgeskemaet.

(44)

Kommissionen fremsendte spørgeskemaer til de fire stikprøveudtagne kinesiske eksporterende producenter, de eksporterende producenter, der ikke indgik i stikprøven, samt EU-producenterne i stikprøven.

(45)

Der blev modtaget spørgeskemabesvarelser fra de fire kinesiske eksporterende producenter i stikprøven og fra de ti EU-producenter i stikprøven. Ingen af de ikkestikprøveudtagne eksporterende producenter indsendte en besvarelse af spørgeskemaet.

(46)

Der blev ligeledes fremsendt et spørgeskema til den kinesiske regering. Det omfattede særlige spørgeskemaer til China Development Bank (»CDB«), Export Import Bank of China (»EXIM«), Agricultural Bank of China (»ABC«), Bank of China (»BOC«) og den kinesiske Export & Credit Insurance Corporation (»Sinosure«). Disse finansielle institutioner var blevet specifikt omtalt i klagen som offentlige organer eller organer, der har til opgave at fordele og tildele subsidier. Desuden blev den kinesiske regering anmodet om at fremsende det særlige spørgeskema for finansielle institutioner til enhver anden finansiel institution, der ydede lån eller eksportkreditter til virksomhederne i stikprøven, eller til de stikprøveudtagne virksomheders købere. Den kinesiske regering blev også bedt om at indhente eventuelle svar fra disse finansielle institutioner og sende dem direkte til Kommissionen.

(47)

Desuden omfattede spørgeskemaet til den kinesiske regering særlige spørgeskemaer til de producenter af naturgummi, syntetgummi, kønrøg og nylonsnor, som ifølge klagen leverede materialer mod utilstrækkeligt vederlag til virksomhederne i stikprøven, dvs. Sinopec, Sinopec Baling Co., ChemChina, Shandong Haohua, Jiangxi Blackcat Carbon Black Co., Ltd, Hangzhou Zhongce Qingquan Industrial Co., Ltd og Suqian Junma Tyre Cord Company Limited. Endvidere blev den kinesiske regering anmodet om at fremsende dette særlige spørgeskema til alle andre producenter og distributører af de pågældende råvarer, som havde leveret materialer til virksomhederne i stikprøven. Den kinesiske regering blev også bedt om at indhente eventuelle svar fra disse producenter og sende dem direkte til Kommissionen.

(48)

Kommissionen modtog spørgeskemabesvarelser fra den kinesiske regering, som omfattede besvarelserne på det særlige spørgeskema fra EXIM, BOC, ABC og Sinosure.

(49)

Kommissionen indhentede og efterprøvede alle de oplysninger, som den anså for nødvendige, med henblik på at træffe en afgørelse om subsidiering, skade og Unionens interesser. Der blev aflagt kontrolbesøg hos det kinesiske handelsministerium, hvor også embedsmænd fra andre relevante ministerier deltog. Desuden var der repræsentanter for de følgende finansielle institutioner til stede under dette kontrolbesøg:

(50)

Der blev ligeledes aflagt kontrolbesøg i henhold til grundforordningens artikel 26 hos følgende virksomheder:

(51)

I betragtning af at Kommissionen havde indført midlertidige foranstaltninger i den sideløbende antidumpingsag i maj 2018, besluttede den ikke at indføre midlertidige foranstaltninger i denne sag. Den 13. juli 2018 modtog alle interesserede parter et oplysningsdokument med en beskrivelse af Kommissionens foreløbige konklusioner vedrørende de påståede subsidieordninger og Kommissionens foreløbige konklusioner vedrørende skade, årsagssammenhæng og Unionens interesser, jf. forordningen om midlertidig antidumping.

(52)

En række interesserede parter indgav skriftlige bemærkninger til oplysningsdokumentet. Parter, der anmodede herom, fik mulighed for at blive hørt.

(53)

Efter fremlæggelsen af oplysningsdokumentet hævdede Pirelli Tyre Co. Ltd., at virksomheden ikke skulle betragtes som en forretningsmæssigt forbunden virksomhed for så vidt angik China National Tire & Rubber Co. Ltd. (»CNRC«). I den forbindelse var Pirelli Tyre Co. Ltd. uenig i anvendelsen af artikel 127 i EU-toldkodeksens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 (»EU-toldkodeksen«), for så vidt angår beregningen af et vægtet gennemsnitligt subsidiebeløb for forretningsmæssigt forbundne virksomheder. I stedet for henviste Pirelli Tyre Co. Ltd. til definitionen i artikel 16 i WTO-aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger, som kræver, at en virksomhed kontrollerer en anden, for at der er tale om forretningsforhold mellem virksomhederne. Pirelli Tyre Co. Ltd. indvendte dernæst, at den ikke ville kunne betegnes som en forretningsmæssigt forbunden virksomhed i henhold til denne bestemmelse, da den angiveligt ikke var kontrolleret af CNRC. Pirelli Tyre Co. Ltd. anførte ligeledes, at grundforordningen ikke henviste til EU-toldkodeksen.

(54)

Kommissionen erindrede om, at artikel 16 i WTO-aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger afspejles i grundforordningens artikel 9, stk. 2. Begge artikler henviser i øvrigt kun til definitionen af erhvervsgrenen og EU-producenternes forhold til de eksporterende producenter. På den baggrund kan en EU-producent udelukkes fra definitionen af EU-erhvervsgrenen, hvis den kontrolleres af en eksporterende producent. Til gengæld indeholder WTO-aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger og grundforordningen intet om, hvordan forholdet mellem de eksporterende producenter skal vurderes med hensyn til at fastsætte subsidiebeløbet. For at sikre, at foranstaltningerne kan håndhæves effektivt, især for at undgå at kanalisere eksport gennem en forretningsmæssigt forbunden virksomhed med den laveste told, er det Kommissionens praksis at fastslå forholdet mellem eksporterende producenter gennem kriteriet i artikel 127 i gennemførelsesforordningen om EU-toldkodeksen (EU) 2015/2447 af 24. november 2015. Det blev klart meddelt alle parterne i en indledningsmeddelelse ved procedurens begyndelse. Derudover findes der en udtrykkelig henvisning til artikel 127 i gennemførelsesforordningen om EU-toldkodeksen i antidumpinggrundforordningens artikel 2, stk. 1 (15), og Kommissionen bør behandle begge parter ens både i antidumping- og antisubsidiesager (16).

(55)

Ved artikel 127, litra d) i toldkodeksen betragtes to personer som værende indbyrdes afhængige, hvis: en tredjemand besidder, kontrollerer eller råder direkte eller indirekte over 5 % eller derover af deres aktier eller anparter med stemmeret. CNRC er den største aktionær i Pirelli Tyre Co. Ltd. I undersøgelsesperioden ejede den 65 % af aktierne. Den ejer stadigvæk 46 % af aktierne. Derfor betragtes Pirelli Tyre Co. Ltd. og CNRC i forbindelse med denne undersøgelse for at være forretningsmæssigt forbundet. Påstanden blev derfor afvist.

(56)

Pirelli Tyre Co. Ltd. anførte også, at den kun bør betragtes som en samarbejdsvillig part, og ikke som en eksporterende producent, da virksomheden ophørte med produktionen af den pågældende vare i november 2017.

(57)

Kommissionen fastslog, at Pirelli Tyre Co. Ltd. var en eksporterende producent i hele undersøgelsesperioden. Den omstændighed, at virksomheden indstillede sin produktion, ændrer ikke undersøgelsesresultatet. Påstanden blev derfor afvist.

(58)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gentog Pirelli sin påstand om, at virksomheden opererer uafhængigt af China National Tire-gruppen. Ingen af påstandene blev imidlertid underbygget med yderligere beviser. Pirelli gjorde især ikke indsigelse mod den ejerstruktur, som Kommissionen beskrev i bilag 2 til den endelige fremlæggelse af oplysninger. Kommissionen afviste derfor påstanden.

(59)

Kommissionen fortsatte med at indhente og efterprøve alle de oplysninger, som den anså for nødvendige for at træffe endelig afgørelse i sagen.

(60)

Da skadesperioden og undersøgelsesperioden er de samme som i den sideløbende antidumpingundersøgelse, underrettede Kommissionen den 1. juni 2018 interesserede parter om, at der i denne undersøgelse også skulle tages hensyn til oplysninger og bemærkninger vedrørende skade i forbindelse med antidumpingundersøgelsen. Ingen af parterne modsatte sig denne fremgangsmåde.

(61)

I den sideløbende antidumpingundersøgelse modtog parterne den 24. juli 2018 den endelige fremlæggelse af de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det påtænktes at indføre en endelig antidumpingtold på importen af den pågældende vare til Unionen. Interesserede parter modtog desuden en supplerende fremlæggelse af oplysninger den 10. september 2018. Som beskrevet i betragtning 60 var de bemærkninger, der blev fremsat i forbindelse med disse fremlæggelser af oplysninger, for så vidt som de angik skade, årsagssammenhæng og Unionens interesser, taget fuldt ud i betragtning (hvor det var relevant) og afspejlet i resultaterne af denne undersøgelse.

(62)

Kommissionen underrettede den 28. september 2018 alle parter om de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke den påtænkte at indføre en endelig antisubsidietold på importen af den pågældende vare til Unionen.

(63)

Alle parter fik en frist til at fremsætte bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger (dvs. den 8. oktober 2018). En række interesserede parter anmodede om en fristforlængelse. Kommissionen gav disse parter en frist til den 10. oktober 2018 kl. 10 for indgivelse af bemærkninger.

(64)

CCCMC, CRIA, tre ud af de fire stikprøveudtagne kinesiske eksporterende producenter og to ikke forretningsmæssigt forbundne importører indgav bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger.

(65)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede China National Tire-gruppen, at dens ret til forsvar er blevet tilsidesat af Kommissionen, da den afviste anmodningen om yderligere forlængelse af fristen for indgivelse af bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger. Ifølge virksomheden bør Kommissionen ikke anse fristen på ti dage for at være en fast tidsfrist. Når Kommissionen fastsætter fristen, bør den desuden tage hensyn til de særlige forhold i den foreliggende sag og give tilstrækkelig tid til både skriftlige og mundtlige indlæg. Med hensyn til disse påstande bemærkede Kommissionen, at den fuldt ud havde overholdt den minimumsfrist på 10 dage, der er fastsat i grundforordningens artikel 30, stk. 5, til at fremsætte bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger. Den indrømmede endvidere en fristforlængelse til alle interesserede parter i proceduren, som havde anmodet herom, og tog dermed hensyn til sagens hastende karakter i henhold til samme artikel.

(66)

Hämmerling anmodede om en høring med høringskonsulenten for at drøfte visse juridiske problemer i forbindelse med den nuværende undersøgelse og visse horisontale spørgsmål vedrørende databeskyttelse af fortrolige og ikke-fortrolige oplysninger, der indgår i TRON TDI-databasen, og den nuværende praksis med at give adgang til ikke-fortrolige oplysninger for interesserede parter uden for EU's område gennem denne database.

(67)

Kommissionen bemærkede, at EU-institutionerne ikke er retligt bundet af den generelle forordning om databeskyttelse (17), men af forordning (EF) 45/2001 (18). Hämmerling bekræftede desuden, at spørgsmålet om beskyttelse af personoplysninger ikke var direkte forbundet med en eventuel specifik hindring af virksomhedens ret til forsvar i henhold til den handelspolitiske lovgivning. Kommissionen konkluderede derfor, at Hämmerlings status som interesseret part i proceduren og dennes ret til at forsvare sig ikke var direkte berørt.

(68)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gentog Hämmerling sin påstand om, at »retten til beskyttelse af personoplysninger er en selvstændig rettighed, hvor tærsklen for dens overtrædelse ikke kræver et konkret eksempel, men blot muligheden for at blive misbrugt på uhensigtsmæssig vis, f.eks. ved at gøre dem tilgængelige for uverificerede brugere af databasen i tredjelande uden en fyldestgørende vurdering af disse landes overholdelse af databeskyttelseslovgivningen«.

(69)

I forbindelse med denne påstand henviste Kommissionen til artikel 9, stk. 6, i forordning (EF) nr. 45/2001, som gør det muligt for Kommissionen at overføre personoplysninger, hvis overførslen er nødvendig eller følger af lov eller bestemmelser for at kunne forsvare retskrav, og det forhold, at alle de registrerede skal underskrive betingelserne for brug af TRON (som bl.a. fastsætter, at der ikke kan ske uautoriseret frigivelse af oplysninger fra TRON), når de optages i TRON for første gang og får adgang som interesseret part til en sag. Den fandt derfor, at anvendelsen af TRON er i overensstemmelse med de gældende databeskyttelsesregler.

(70)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger anmodede Giti-gruppen om en høring med høringskonsulenten og påstod, at dens ret til at forsvare sig var blevet tilsidesat af Kommissionen, da den inkluderede toldgodtgørelsesordningen meget sent i proceduren og kom frem til forkerte konklusioner. Høringskonsulenten var af den opfattelse, at indledningsmeddelelsen gav mulighed for at medtage den ordning, der var genstand for drøftelse. Endvidere burde Giti-gruppen have været klar over, at denne ordning er omfattet af proceduren, og den havde tilstrækkelig tid til at forelægge alle sine bemærkninger for Kommissionen. Høringskonsulenten konkluderede, at Giti-gruppens ret til forsvar var blevet overholdt.

(71)

En række andre interesserede parter gentog de samme betænkeligheder som dem, der kom til udtryk efter fremlæggelsen af oplysningsdokumentet, og anmodede Kommissionen om yderligere præciseringer.

(72)

Kommissionen fandt, at det åbne dossier, oplysningsdokumentet og den endelige fremlæggelse af oplysninger allerede indeholdt tilstrækkelige oplysninger, der gjorde det muligt for alle interesserede parter fuldt ud at udøve deres ret til forsvar. Desuden blev der i det åbne dossier tilføjet et notat (19) med præciseringer vedrørende oplysningsdokumentet inden den endelige fremlæggelse af oplysninger. Den afviste derfor anmodningen om yderligere præciseringer.

(73)

Endelig hævdede parterne, at deres ret til forsvar var alvorligt påvirket, da fristen for at fremsætte bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger var for kort, selv med forlængelsen, og ikke tog hensyn til de særlige forhold i denne undersøgelse.

(74)

Med hensyn til den fastsatte frist gentog Kommissionen, at den havde overholdt den tidsfrist, der er fastsat i henhold til grundforordningens artikel 30, stk. 5, som nærmere forklaret i betragtning 65. Den tilføjede, at parterne havde modtaget en omfattende fremlæggelse af oplysninger ved hjælp af oplysningsdokumentet i juli 2018, som allerede indeholdt de vigtigste overvejelser og konklusioner vedrørende alle subsidier med undtagelse af for store eftergivelser af subsidier i forbindelse med naturgummi og elektricitet, der var blevet leveret mod utilstrækkeligt vederlag. På det tidspunkt fik parterne en tidsfrist på 25 dage til at fremsætte bemærkninger. Da de fleste af spørgsmålene derfor var kendte for alle parter, var de bemærkninger, der blev modtaget efter den endelige fremlæggelse af oplysninger, også omfattende, nemlig fra 8 til 63 sider.

(75)

For så vidt angår spørgsmålet om skade i forbindelse med denne undersøgelse, bemærkede Kommissionen, at parterne fik en endelig fremlæggelse af oplysninger og et supplerende endeligt oplysningsdokument også i forbindelse med den sideløbende antidumpingundersøgelse. Denne undersøgelse behandlede de bemærkninger, der blev modtaget efter de to fremlæggelser af oplysninger. Kommissionen fandt derfor, at det åbne dossier og fremlæggelserne af oplysninger allerede indeholdt tilstrækkelige oplysninger, der gjorde det muligt for alle interesserede parter fuldt ud at udøve deres ret til forsvar inden for den tidsfrist, der var fastsat i den endelige fremlæggelse af oplysninger. Af disse grunde fandt Kommissionen, at alle interesserede parters ret til forsvar var blevet overholdt fuldt ud i forbindelse med denne procedure.

(76)

Den pågældende vare er visse dæk, nye eller regummierede, af gummi, af den art, der anvendes til busser og lastbiler, med belastningsevne over 121, med oprindelse i Folkerepublikken Kina, i øjeblikket henhørende under KN-kode 4011 20 90 og ex 4012 12 00 (Taric-kode 4012120010). KN- og Taric-koderne angives kun til orientering.

(77)

Den pågældende vare omfatter både nye og regummierede dæk til busser eller lastbiler, som har de samme grundlæggende fysiske, kemiske og tekniske egenskaber.

(78)

Begge typer af den pågældende vare er fremstillet af det samme materiale (selv om den anvendte teknologi er forskellig), og de har en næsten identisk struktur. Forskellene i råmaterialer og struktur resulterer i forskellig ydeevne.

(79)

Fremstillingsprocessen for nye dæk til lastbiler og busser omfatter: 1) compounding og blanding af gummi, 2) forberedelse af komponenter til dæk, 3) opbygning af et (grønt) dæk, 4) hærdning (vulkanisering) og 5) det endelige eftersyn. Alle dæk til lastvogne og busser er fremstillet af de samme grundlæggende råmaterialer, navnlig naturgummi, syntetgummi, stål, kønrøg, andre kemikalier og olier samt stof, og har de samme komponenter, navnlig slidbanebælte, dækside, indergummi, kanttråd, bæltelag, karkassetråde, selv når der konstateres en vis forskel mellem de forskellige producenter af denne vare.

(80)

Fremstillingsprocessen af nye dæk til lastbiler og busser blev ligeledes anset for at indebære forskellige teknologier, som imidlertid ikke havde indflydelse på de overordnede undersøgelsesresultater vedrørende substituerbarhed.

(81)

Regummiering er i bund og grund en genanvendelsesproces, hvorved brugte dæk bliver fornyet gennem en udskiftning af slidbanen på en karkasse, der allerede har været anvendt. Karkasserne er de vigtigste elementer i regummieringsprocessen, og en væsentlig del af regummieringsaktiviteten er at udvælge og indkøbe de karkasser, der er egnet til regummiering. Karkasser udgør derfor det vigtigste materiale i fremstillingsprocessen og — afhængig af deres kvalitet — er de enten et reelt »halvfabrikata« eller affald.

(82)

Denne proces kan ligeledes indebære forskellige teknologier, uden at det påvirker Kommissionens undersøgelsesresultater vedrørende substituerbarhed.

(83)

Dæk til lastvogne og busser fremstilles i mange forskellige typer og størrelser og anvendes på en bred række af kommercielle køretøjer, lige fra lastbiler til lokal udbringning af varer og busser med ruter i kommunale og regionale områder, til lastbiler og busser, der kører over lange strækninger, afhængig af deres størrelse og maksimale belastningsevne. De er hverken egnet til anvendelse på personbiler eller andre lette erhvervskøretøjer eller på fuldt terrængående køretøjer, såsom landbrugstraktorer.

(84)

Dæk til lastbiler og busser sælges i to typer og i fire kategorier: Dæk med slanger er det mest traditionelle valg, det har en indre slange (med sin egen ventil), der er anbragt inden i dækket. I et slangeløst dæk udgør dækket og hjulfælgen en lufttæt forsegling, hvor ventilen monteres direkte på fælgen. Størstedelen af de dæk til lastbiler eller busser, der sælges i Unionen, er slangeløse. De fire kategorier af dæk til lastbiler eller busser er: dæk til styreaksler, trækaksler, påhængsaksler og dæk, der kan anvendes i flere positioner. Dæk til styreaksler er udformet, så de kan anvendes på den forreste aksel, hvor de hjælper med at styre, men kan anvendes i alle positioner på lastbiler og busser afhængig af køretøjets anvendelse. Dæk til trækaksler er udformet med henblik på fremdrift og giver større trækkraft. Dæk til påhængsaksler er udformet, så de kan monteres på påhængskøretøjer, hvorimod de dæk, der kan anvendes i flere positioner, er udformet således, at de kan anvendes i alle positioner på et køretøj afhængigt af dets anvendelse.

(85)

Nye og regummierede dæk er omfattet af de samme sikkerhedskrav på EU-markedet, som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF (20).

(86)

Oplysninger indsamlet og modtaget af Kommissionen viser, at EU-markedet for dæk til busser og lastbiler er opdelt i tre segmenter. Selv om der ikke er nogen klare skillelinjer mellem segmenterne, er der generel enighed blandt de interesserede parter om Kommissionens undersøgelsesresultater vedrørende følgende kategorisering.

(87)

Dæk i segment 1 omfatter nye »premium«-dæk fra de største fabrikanters bedste varemærker. Varemærkegenkendelse er en nøglefaktor for dæk i dette segment og berettiger til betydeligt højere priser for forventet høj ydeevne samt særligt store investeringer i markedsføring. Dæk til førstegangsmontering på lastbiler eller busser (originaludstyr, »OE1«) er primært omfattet af dette segment. Kvaliteten af dæk i segment 1 tillader et højt regummieringsniveau i dæk, der er beregnet til at kunne regummieres mange gange, hvilket i væsentlig grad øger det originale dæks potentielle kilometertal (ved normal anvendelse kan et dæk regummieres op til tre gange). Dæk i segment 1 er også forbundet med et højere sikkerhedsniveau, og der følger ofte god eftersalgsservice med disse dæk.

(88)

Dæk i segment 2 omfatter de fleste dæk, der ikke kan betegnes som »premium«-dæk, både nye og regummierede dæk, med priser på mellem ca. 65 % og 80 % i forhold til prisen for dæk i segment 1. Dæk til førstegangsmontering på påhængskøretøjer (originaludstyr, »OE2«) kan være omfattet af dette segment. Varemærkegenkendelse er også vigtig i dette segment, og mærkerne er normalt velkendte hos køberne, der godt kan identificere dækfabrikanterne. Disse dæk kan normalt regummieres mindst én gang, og selv om de har større begrænsninger end dæk i segment 1, har de en god ydeevne hvad angår kilometertallet.

(89)

Dæk i segment 3 omfatter både nye og regummierede dæk med lavere kilometertal og kan kun i meget begrænset omfang regummieres, hvis overhovedet. Prismæssigt ligger de typisk på under 65 % i forhold til prisen og kilometertallet for dæk i segment 1. I dette segment er varemærkegenkendelse nærmest ikkeeksisterende, og prisen bliver den afgørende faktor i kundens købsbeslutning. Der følger normalt ingen eftersalgsservice med disse dæk.

(90)

Regummierede dæk kan klassificeres i både segment 2 og segment 3. Selv om nogle dæk fra Kina kan regummieres, foregår der meget lidt regummiering i Kina. Regummiering er imidlertid temmelig udbredt i Unionen og på andre markeder, f.eks. i Brasilien. Regummieringsaktiviteten i Unionen består af:

(91)

Kommissionen fremlagde kortlægningen af nye og regummierede dæk pr. varemærke på grundlag af oplysninger fra klageren, som blev stillet til rådighed for alle interesserede parter den 27. oktober 2017.

(92)

Som anført i betragtning 86 accepterede de interesserede parter generelt set princippet om opdelingen af markedet i tre segmenter.

(93)

Kortlægningen af varemærker på markedet for dæk, som fastsat i notatet til dossieret af 27. oktober 2017, opdelt i segmenter, blev overordnet godkendt af de interesserede parter, bortset fra følgende påstande fra interesserede parter om at omklassificere visse varemærker til andre segmenter. Nærmere bestemt mente China National Tire-gruppen, at dens Aeolus-varemærke burde klassificeres i segment 3 (og ikke i segment 2), to importører, der importerede varemærket Double Coin, fremførte, at det burde klassificeres i segment 2 (og ikke i segment 3), Hankook-gruppen mente, at dens Aurora-varemærke burde klassificeres i segment 2 (og ikke i segment 3), Giti-gruppen anførte i spørgeskemabesvarelsen, at dens varemærker Primewell og GT Radial burde klassificeres i segment 2 (og ikke i segment 3), og en uafhængig importør hævdede, at dens varemærke Sailun burde klassificeres i segment 2 (og ikke i segment 3).

(94)

Kommissionen undersøgte påstandene ud fra dokumentationen fra de interesserede parter og fra oplysninger, der var indsamlet på eget initiativ under undersøgelsen. I overensstemmelse med de i betragtning 81 nævnte karakteristika analyserede den, i hvor høj grad dækkene under de specifikke mærker 1) kan regummieres, 2) er blevet anvendt som originaludstyr til busser og lastbiler og 3) er markedsført i et bestemt segment ifølge den enkelte virksomheds egen vurdering.

(95)

For så vidt angår Hankook-gruppen, accepterede Kommissionen at klassificere Aurora-varemærket i segment 2 som ønsket. Kommissionen konstaterede dog også, at Hankook-varemærket burde klassificeres i segment 1. For Hankook-varemærket er der en juridisk garanti for, at dækkene kan regummieres mindst én gang. Desuden er Hankook OE1-leverandør til europæiske virksomheder, som f.eks. Scania, MAN og Mercedes-Benz. Hankook-gruppens varemærker markedsføres som »premium«-dæk på gruppens hjemmeside, og et internt dokument fra en forretningsmæssigt forbundet importør, der blev udleveret under kontrolbesøget, tydede på, at varemærket har bevæget sig ind i segment 1.

(96)

For så vidt angår Giti-gruppen, accepterede Kommissionen at klassificere varemærkerne Primewell og GT Radial i segment 2 som ønsket. Kommissionen fandt også, at det er muligt at regummiere Gitis dæk. Giti-gruppens aktiviteter angående originaludstyr omfatter dog ikke lastbiler og busser, men kun dæk til personbiler. Desuden mener Giti-gruppen selv, at dens varemærker hører til i segment 2. Kommissionen klassificerede derfor gruppens varemærker i segment 2.

(97)

For så vidt angår China National Tire-gruppen, accepterede Kommissionen foreløbigt at klassificere gruppens Aeolus-varemærke i segment 3, som virksomheden havde ønsket, baseret på påstandene om, at dens dæk generelt ikke kan regummieres, og at de ikke sælges på markedet for originaludstyr.

(98)

De importører, der fremsatte påstande angående varemærkerne Double Coin og Sailun, var virksomheder, som ikke indgik i stikprøven, så Kommissionen kunne ikke efterprøve deres påstande på dette tidspunkt. Eftersom de ikke indgik i stikprøven, påvirkede deres klassificering i segment 2 eller 3 ikke resultatet af undersøgelsen. Uden at der blev sat spørgsmålstegn ved den dokumentation, importørerne fremsendte vedrørende deres kunders erfaringer med dæk fra disse varemærker, tog Kommissionen således ikke stilling til deres påstande på dette tidspunkt.

(99)

En række interesserede parter fremførte, at kortlægningen af segmenter ud fra varemærker kun gælder i Unionen, og at kortlægningen af segmenter på andre markeder kan se meget anderledes ud. Navnlig kan kortlægningen af segmenter på EU-markedet ikke overføres til det kinesiske marked. Kommissionen understregede, at kortlægningen pr. varemærke blev anvendt i denne undersøgelse med henblik på at analysere situationen på EU-markedet og ikke havde nogen som helst retlig betydning for andre markeder.

(100)

CRIA og CCCMC såvel som China National Tire-gruppen hævdede, at enten burde nye dæk eller regummierede dæk udelukkes fra definitionen af den pågældende vare, fordi:

(101)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gentog Pirelli en lignende påstand.

(102)

Parterne bemærkede også, at Kommissionen og Den Europæiske Unions Domstol (»Domstolen«) i en række konkurrencesager konkluderede, at nye dæk og regummierede dæk udgør to forskellige relevante markeder med hensyn til pris, udbudsstruktur, efterspørgselsstruktur, forsyningskanaler og substituerbarhed (21). CRIA og CCCME påpegede også, at andre undersøgelsesmyndigheder i antidumpingsager behandlede nye og regummierede dæk særskilt (22). Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gentog Hämmerling en lignende påstand.

(103)

CRIA og CCCMC gjorde gældende, at Kommissionen begik en fejl i sin vurdering med hensyn til relevante faktorer ved ikke at behandle nye og regummierede dæk særskilt.

(104)

Giti-gruppen hævdede, at regummierbare dæk eller dæk med »flere liv« burde udelukkes fra definitionen af den pågældende vare, eftersom regummierbare dæk er mere avancerede end ikkeregummierbare dæk med særlige tekniske specifikationer.

(105)

Kommissionen konstaterede, at regummieringsprocessen bevarer de vigtigste egenskaber, de komponenter og den struktur i dækket, der er et resultat af den oprindelige fremstillingsproces. Navnlig er de centrale tekniske specifikationer for dækket, nemlig dets størrelse, belastningsevne og hastighedsindeks ikke ændret efter regummieringen. Nye dæk (regummierbare eller ej) og regummierede dæk er fremstillet af samme råmaterialer og af samme komponenter og har næsten samme struktur.

(106)

Den største forskel vedrørende de tekniske egenskaber mellem et nyfremstillet dæk og et regummieret dæk, der er sat i stand med karkassen som fundament, er, at et regummieret dæk kan have en kortere levetid, og at det regummierede dæk kan opfattes som en mindre sikker løsning. Der kan dog opstå nøjagtig de samme forskelle i den tekniske og kvalitets- og sikkerhedsmæssige opfattelse mellem to nye dæk fra forskellige segmenter. Navnlig har dæk i det nedre segment også et lavere kilometertal og vil ikke være den foretrukne løsningsmodel for køretøjer, der skal opfylde meget høje sikkerhedsstandarder, som eksempelvis dem, der transporterer farligt gods.

(107)

Kommissionen har derfor afvist påstanden om, at nye dæk (regummierbare eller ej) og regummierede dæk ikke har de samme grundlæggende fysiske, kemiske og tekniske egenskaber.

(108)

Kommissionen fandt desuden, at både nye og regummierede dæk anvendes af ejere af lastbiler eller busser, der primært er aktive i sektoren for transport af personer eller varer på korte til lange distancer. Det væsentlige slutformål for nye og regummierede dæk er derfor det samme. Kommissionen fandt også, at nye og regummierede dæk har de samme fire forskellige anvendelser, nemlig til styreaksler, trækaksler, påhængsaksler og til alle positioner, og at de på EU-markedet er underlagt de samme sikkerhedskrav, som fastsat i den relevante lovgivning.

(109)

Påstanden om, at nye og regummierede dæk har forskellige anvendelser, blev derfor afvist.

(110)

Kommissionen var enig i, at regummierede dæk er forskellige fra nye dæk i segment 1, i og med at de ikke sælges på markedet for originaludstyr. Kommissionen fandt også, at nøjagtig det samme er tilfældet for dæk i segment 3 og i vid udstrækning for varemærker i segment 2, der heller ikke sælges på markedet for originaludstyr.

(111)

Kommissionen har derfor afvist påstanden om, at nye og regummierede dæk har forskellige salgskanaler.

(112)

For så vidt angår Kommissionens beslutninger i konkurrencesager og Domstolens dom (23), hvori regummierede dæk blev anset for at være et særskilt varemarked, er dette rent faktisk irrelevant for definitionen af den pågældende vare i handelsbeskyttelsesundersøgelser. Markedsdefinitionen i en fusionssag fokuserer imidlertid på substituerbarhed på både efterspørgsels- og udbudssiden (24). I en antidumpingundersøgelse defineres markedet af de fysiske, tekniske og kemiske egenskaber for den pågældende vare. Kommissionen afviste derfor påstanden.

(113)

For så vidt angår påstanden vedrørende varedefinitionen i antidumpingsager i tredjelande påpegede Kommissionen, at varedefinitionen falder inden for de brede skønsbeføjelser, som den undersøgende myndighed har i handelsbeskyttelsessager (25). Derfor kan den måde, som de undersøgende myndigheder i tredjelande har anvendt deres skønsbeføjelser i den henseende, ikke begrænse Kommissionens skønsbeføjelser i denne undersøgelse.

(114)

Det blev desuden hævdet, at den pågældende vare ikke burde være omfattet af forskellige KN-koder. Hertil mindede Kommissionen for det første om, at det er meget almindeligt, at en pågældende vare er omfattet af flere KN-koder. Dette er en naturlig følge af udformningen af den kombinerede nomenklatur. I indledningsmeddelelsen var det desuden tydeligt meddelt, at KN-koderne kun var angivet til orientering. For det andet blev der ikke fremlagt konkrete beviser, og Kommissionen kunne heller ikke finde oplysninger om, at den pågældende vare var defineret således, at importerede regummierede og nye dæk ikke kunne anses for at udgøre alternativer til og konkurrere direkte med regummierede og nye dæk fremstillet i Unionen. Det samme gælder producenternes og forbrugernes opfattelser, distributionskanaler, eller andre faktorer vedrørende eksistensen af en enkelt eller flere varekategorier i modsætning til differentieringen mellem nye og regummierede dæk i forbindelse med denne undersøgelse.

(115)

Sluttelig fremførte interesserede parter, at regummierede dæk som følge af segmenteringen på EU-markedet opfattes som værende af lavere kvalitet end nye dæk i segment 1, selv hvis de er fremstillet på basis af karkassen fra et dæk i segment 1.

(116)

Kommissionen accepterede denne påstand, som er i overensstemmelse med den kortlægning af segmenterne, der blev fastsat i denne undersøgelse, og medtog kun regummierede dæk i segment 2 og 3.

(117)

Undersøgelsen viste, at følgende varer har samme grundlæggende fysiske egenskaber og samme grundlæggende anvendelser:

(118)

Kommissionens besluttede i denne fase, at disse varer derfor er samme vare i henhold til grundforordningens artikel 2, litra c).

(119)

Inden den påståede subsidiering i form af subsidier eller subsidieordninger blev undersøgt, vurderede Kommissionen regeringens planer, projekter og andre dokumenter, som var relevante for mere end ét af subsidierne eller én af subsidieordningerne. Den konstaterede, at alle subsidier eller subsidieordninger, der er under vurdering, indgår i gennemførelsen af den kinesiske regerings centrale planlægning for at fremme dækindustrien af følgende årsager.

(120)

Den 13. femårsplan for Kinas nationaløkonomi og sociale udvikling (»den 13. femårsplan«), som omfatter perioden 2016-2020, fokuserer på den kinesiske regerings strategiske vision for forbedring og fremme af nøgleindustrier. Den fremhæver den rolle, som teknologisk innovation spiller i den økonomiske udvikling af Kina, og den fortsatte betydning af »grønne« udviklingsprincipper. Ifølge kapitel 5 er et af de centrale udviklingsprojekter at fremme opgraderingen af den traditionelle industristruktur, hvilket også var tilfældet i den 12. femårsplan. Denne idé uddybes yderligere i kapitel 22, som forklarer strategien med hensyn til at modernisere den traditionelle industri i Kina ved at fremme dens teknologiske omstilling. I den sammenhæng anføres det i den 13. femårsplan, at virksomhederne vil blive understøttet for »på omfattende vis at blive bedre på områder som produktteknologi, industriudstyr, miljøbeskyttelse og energieffektivitet«. Rubrik nr. 7 henviser specifikt til projekter vedrørende petrokemiske produkter i efterfølgende omsætningsled (som omfatter dæk) i denne sammenhæng. Miljøbeskyttelse uddybes yderligere i kapitel 44. Ifølge dette kapitel vil der blive indført en »fornyelse« med henblik på ren produktion i nøgleindustrier, og rubrik nr. 16 henviser udtrykkeligt til den petrokemiske industri i den forbindelse.

(121)

På et mere detaljeret niveau offentliggjorde den kinesiske regering også den 13. femårsplan for udvikling af den kemiske og petrokemiske industri (»den 13. petrokemiske femårsplan«), som omfatter dækindustrien, og er baseret på den 13. femårsplan. I planen anføres det i indledningen, at den petrokemiske og kemiske industri er en vigtig nøgleindustri i Kinas nationale økonomi. Den uddyber yderligere de principper for teknologisk innovation, strukturtilpasning og grøn udvikling, der er omhandlet i den 13. femårsplan, knytter dem til mere specifikke prioriteter inden for den petrokemiske industri (jf. kapitel III — Hovedopgaver) og skaber forbindelse til forskellige skattepolitiske og finansielle støtteforanstaltninger (jf. kapitel IV — Beskyttelsesforanstaltninger: afsnit 4 — Styrkelse af støtteforanstaltninger).

(122)

Den kinesiske regering har desuden offentliggjort en særlig plan for dækindustrien med henblik på at gennemføre den 13. petrokemiske femårsplan, dvs. politikken vedrørende dækindustrien (26). Denne politik understreger, at den vigtigste prioritet for den kinesiske regering er strukturtilpasning, teknologisk reform og reduktion af emissionerne i dækindustrien. I artikel 6 nævnes det, at der tilskyndes til udvikling af højtydende radialdæk og slangeløse TBR-dæk. Dertil kommer, at det i præambelen til politikken vedrørende dækindustrien anføres, at »denne industripolitik skal tjene som grundlag for alle relevante tjenester, når de iværksætter forskellige aspekter af investeringsforvaltning, tilrådighedsstillelse af jord, miljøvurdering, energisparevurdering, sikkerhedstilladelse, kreditfinansiering og elektricitetsforsyning til et sådant dækindustriprojekt som opførelsen af produktionsanlæg og teknologisk udvikling.«

(123)

Endelig fastsætter dette dokument også betingelserne for at komme ind på markedet, idet kun virksomheder, der overskrider en vis produktionskapacitet, og som opfylder miljøkrav, kan komme ind på markedet (27).

(124)

Efter fremlæggelsen af oplysningsdokumentet gentog den kinesiske regering sin grundholdning til Kinas femårsplaner og gjorde gældende, at de ikke er bindende og snarere skal ses som »vejledende« dokumenter. Kommissionen var ikke enig i denne holdning; rent faktisk anføres det i kapitel 17 i den 13. femårsplan, at: »Den nationale udviklingsstrategi og -plan vil blive aktuel og indtage en førende og begrænsende rolle. (28)« Endvidere tilrettelægger kapitel IV i den 13. petrokemiske femårsplan planens udførelse og anfører, at det forventes, at virksomhederne: »gennemfører centrale opgaver i planen, håndterer selvregulering og problemer i forbindelse med tilbagemeldinger i relation til planens rettidige gennemførelse« (29). Endelig omtales det i præambelen til politikken vedrørende dækindustrien, at den skal gennemføres af alle relevante enheder i overensstemmelse hermed. Dermed anvender disse planer en sprogbrug, der henviser til deres bindende karakter, og er ikke kun udtryk for generelle erklæringer om tilskyndelse.

(125)

Følgende dokumenter identificerer også dækindustrien som en strategisk, prioriteret og/eller tilskyndet erhvervsgren:

(126)

Det kan konkluderes, at dækindustrien således betragtes som en nøgleindustri/en strategisk industri, hvis udvikling den kinesiske regering aktivt forfølger som et politisk mål.

(127)

Af administrative hensyn anmodede Kommissionen den kinesiske regering om at fremsende særlige spørgeskemaer til fire specifikke statsejede banker, der var nævnt i klagen, og til Sinosure samt alle andre finansielle institutioner, der ydede lån eller eksportkreditter til virksomhederne i stikprøven, eller til køberne af virksomhederne i stikprøven. Kommissionen anmodede ligeledes den kinesiske regering om at fremsende særlige spørgeskemaer til de producenter af naturgummi, syntetgummi, kønrøg og nylonsnor, som ifølge klagen leverede materialer mod utilstrækkeligt vederlag til virksomhederne i stikprøven, og til alle andre producenter og distributører af de pågældende råmaterialer, som havde leveret materialer til virksomhederne i stikprøven.

(128)

Til at begynde med reagerede den kinesiske regering ikke på Kommissionens anmodning. I mangelskrivelsen gentog Kommissionen derfor sin anmodning med henblik på at maksimere mulighederne for at inddrage finansielle institutioner og leverandører af materialer i undersøgelsen ved at fremlægge de oplysninger, der var nødvendige for, at Kommissionen kunne nå til undersøgelsesresultater om eksistensen og omfanget af den påståede subsidiering. Efter mangelskrivelsen kontaktede den kinesiske regering faktisk de ovennævnte finansielle institutioner og leverandører. Imidlertid besvarede kun tre statsejede banker, der specifikt var nævnt af klageren og Sinosure, spørgeskemaet.

(129)

Ifølge den kinesiske regering havde den ingen beføjelser til at kræve oplysninger fra de statsejede banker, som ikke besvarede spørgeskemaet, da de opererer uafhængigt af den kinesiske regering.

(130)

Kommissionen var ikke enig i dette synspunkt. For det første er det Kommissionens opfattelse, at de oplysninger, som de statsejede virksomheder blev anmodet om (hvad enten det er virksomheder eller offentlige/finansielle institutioner), er tilgængelige for den kinesiske regering for alle enheder, hvor den kinesiske regering er hovedaktionær eller storaktionær. I henhold til loven i Folkerepublikken Kina om statsejede virksomheders aktiver (35) skal statsejede tilsyns- og administrationsorganer, der er oprettet af Statsrådets tilsyns- og administrationskommission for statsejede aktiver og de lokale folkeregeringer, udføre pligter og påtage sig ansvar for kapitalindskyderen i en virksomhed med statslige investeringer på vegne af regeringen. Disse organer har således ret til at modtage afkast på aktiver, deltage i større beslutningsprocesser og vælge ledende personale i virksomheder med statslige investeringer. I henhold til artikel 17 i ovennævnte lov om statsejede aktiver skal virksomheder med statslige investeringer desuden acceptere regeringens administration og tilsyn foretaget af regeringer og relevante statslige tjenester og organer, acceptere offentligt tilsyn og optræde som ansvarlige over for kapitalindskydere.

(131)

Derudover har den kinesiske regering også den nødvendige beføjelse til at indgå i et samspil med de finansielle institutioner, selv når de ikke er statsejede, da de alle falder ind under den kinesiske banktilsynsmyndigheds jurisdiktion. I henhold til artikel 33 og 36 i banktilsynsloven (36) har CBRC f.eks. beføjelse til at kræve, at alle finansielle institutioner, der er etableret i Kina, skal indgive oplysninger, som f.eks. regnskaber, statistiske rapporter og oplysninger om forretningsaktiviteter og ledelse. CBRC kan også pålægge finansielle institutioner at videregive oplysninger til offentligheden.

(132)

Selv om ingen af de samarbejdsvillige statsejede banker fremlagde specifikke oplysninger om lån til virksomhederne i stikprøven, fremlagde de visse generelle oplysninger om, hvordan deres lånegodkendelses- og risikostyringssystemer fungerer og hævdede, at de var bundet af lovgivningsmæssige krav og kontraktbestemmelser med hensyn til fortroligheden af oplysningerne vedrørende virksomhederne i stikprøven.

(133)

Kommissionen anmodede derfor de grupper af eksporterende producenter, der indgik i stikprøven, om at give adgang til virksomhedsspecifikke oplysninger, som indehaves af alle statsejede og private banker, fra hvilke de modtog lån. Selv om virksomhederne i stikprøven gav deres samtykke til at give adgang til bankdata vedrørende dem, nægtede bankerne at give de nødvendige detaljerede oplysninger.

(134)

I sidste ende modtog Kommissionen kun oplysninger om virksomhedsstruktur og ejerskab fra de tre statsejede banker, der er omhandlet i betragtning 48, men ikke fra nogen af de andre finansielle institutioner, der havde ydet lån til virksomhederne i stikprøven. Desuden fremlagde ingen af de finansielle institutioner oplysninger, der var specifikke for risikovurderingen af lånene til grupperne af eksporterende producenter i stikprøven.

(135)

Da Kommissionen ikke havde nogen oplysninger om de fleste af de statsejede banker, der ydede lån til virksomhederne i stikprøven, og ingen virksomhedsspecifikke oplysninger om lånene ydet af de samarbejdsvillige banker, fandt den, at den ikke havde modtaget afgørende oplysninger af relevans for dette aspekt af undersøgelsen.

(136)

Kommissionen underrettede derfor den kinesiske regering om, at den kunne være nødt til at gøre brug af de foreliggende faktiske oplysninger i henhold til grundforordningens artikel 28, stk. 1, i forbindelse med undersøgelsen af forekomsten og omfanget af den påståede subsidiering i form af præferencelån.

(137)

Som svar på Kommissionens brev og i bemærkningerne til oplysningsdokumentet og til den endelige fremlæggelse af oplysninger gjorde den kinesiske regering indsigelse over for anvendelsen af grundforordningens artikel 28, stk. 1, vedrørende præferencelån. Den kinesiske regering gentog, at den ikke havde nogen beføjelser over bankerne. Den kinesiske regering var også af den opfattelse, at den havde samarbejdet efter bedste evne, at Kommissionen havde påført den en urimelig ekstra byrde, og at den manglende information ikke var »nødvendig« i henhold til grundforordningens artikel 28, da den allerede var tilgængelig via spørgeskemabesvarelserne.

(138)

Kommissionen fastholdt sin holdning om, at den kinesiske regering har beføjelser til at anmode om oplysninger hos bankerne af de årsager, der er anført i betragtning 130-131. Den anerkendte, at den kinesiske regering har fremsendt de relevante spørgeskemaer til bankerne, og at den har modtaget besvarelser fra tre statsejede banker. Den anvendte de således leverede oplysninger og supplerede dem med de foreliggende oplysninger for de manglende dele.

(139)

De manglende oplysninger vedrører hovedsageligt to aspekter: for det første oplysninger om ejerforhold og virksomhedsledelse i de ikke samarbejdsvillige banker. Denne oplysning var nødvendig, for at Kommissionen kunne fastslå, om disse banker er offentlige organer. For det andet var det nødvendigt med virksomhedsspecifikke oplysninger fra de samarbejdsvillige banker, som f.eks. bankens interne lånebevillingsproces og bankernes vurdering af kreditværdighed i forbindelse med lån til virksomhederne i stikprøven, jf. grundforordningens artikel 28, med henblik på at kunne fastslå, om virksomhederne i stikprøven blev indrømmet lån på favorable vilkår. Endvidere kan sådanne interne dokumenter kun leveres af bankerne og kan således ikke leveres ved spørgeskemabesvarelser fra virksomhederne i stikprøven.

(140)

Endelige mente Kommissionen ikke, at den havde påført den kinesiske regering en urimelig byrde. Kommissionen havde fra starten begrænset sin undersøgelse til de finansielle institutioner, som havde ydet lån til virksomhederne i stikprøven. Kommissionen havde heller ikke pålagt den kinesiske regering byrden at identificere disse finansielle institutioner, da listen med navne og adresser på bankerne og anmodningen om at fremsende spørgeskemaer blev fremsendt til den kinesiske regering allerede ved undersøgelsens start i december 2017. Det gav den kinesiske regering tilstrækkelig tid at efterkomme Kommissionens anmodning. Imidlertid sendte den kinesiske regering rent faktisk først Kommissionens spørgeskemaer til bankerne den 28. marts 2018 med en deadline for bankerne på tre arbejdsdage til at besvare dem. Denne forsinkelse kan ikke tilskrives Kommissionen. Den var således af den opfattelse, at den havde gjort sit bedste for at lette de opgaver, som den havde anmodet den kinesiske regering om.

(141)

Kommissionen fastholdt således, at den delvist måtte gøre brug af de foreliggende faktiske oplysninger i forbindelse med undersøgelsen af forekomsten og omfanget af den påståede subsidiering gennem præferencelån.

(142)

Sinosure besvarede delvist det særlige spørgeskema vedrørende eksportkreditforsikring, der var blevet givet til virksomhederne i stikprøven. Sinosure fremlagde imidlertid ikke den ønskede dokumentation for sin virksomhedsledelse, som f.eks. årsberetningen eller vedtægterne, med henvisning til, at dette var fortrolige oplysninger.

(143)

Sinosure gav heller ikke specifikke oplysninger om eksportkreditforsikringen til dækindustrien, præmiestørrelsen eller detaljerede tal vedrørende eksportkreditforsikringsvirksomhedens rentabilitet.

(144)

Da der ikke forelå sådanne oplysninger mente Kommissionen ikke, at den havde modtaget afgørende oplysninger om dette aspekt af undersøgelsen.

(145)

Det er Kommissionens opfattelse, at de oplysninger, som de statsejede virksomheder blev anmodet om (hvad enten det er virksomheder eller offentlige/finansielle institutioner), er tilgængelige for den kinesiske regering for alle enheder, hvor den kinesiske regering er hovedaktionær eller storaktionær. Dette er også tilfældet for Sinosure, som er en fuldt ud statsejet enhed. Kommissionen underrettede derfor den kinesiske regering om, at den kunne være nødt til at gøre brug af de foreliggende faktiske oplysninger i henhold til grundforordningens artikel 28, stk. 1, i forbindelse med undersøgelsen af forekomsten og omfanget af den påståede subsidiering i form af eksportkreditforsikring.

(146)

I besvarelsen af Kommissionens brev og i bemærkningerne til oplysningsdokumentet og til den endelige fremlæggelse af oplysninger gjorde den kinesiske regering indsigelse over for anvendelsen af grundforordningens artikel 28, stk. 1, med hensyn til eksportkreditforsikring ved at pege på den omstændighed, at Sinosure havde leveret en spørgeskemabesvarelse og havde besvaret Kommissionens spørgsmål under et kontrolbesøg.

(147)

Sinosure indsendte faktisk en spørgeskemabesvarelse, og repræsentanter for Sinosure var tilstede under kontrolbesøget i den kinesiske regerings lokaler. Som omhandlet i betragtning 142 og 143 var de leverede oplysninger imidlertid ufuldstændige og gav ikke Kommissionen mulighed for at drage konklusioner om afgørende dele af undersøgelsen af eksportkreditforsikring, dvs. om Sinosure er et offentligt organ, og om de præmier, som de stikprøveudtagne virksomheder skulle betale, var markedskonforme.

(148)

Kommissionen konkluderede således, at den delvis måtte gøre brug af de foreliggende faktiske oplysninger i forbindelse med sine undersøgelsesresultater vedrørende eksportkreditforsikring.

(149)

Ingen af producenterne af naturgummi, syntetgummi, kønrøg og nylonsnor, som havde leveret materialer til virksomhederne i stikprøven, besvarede de særlige spørgeskemaer, som den kinesiske regering havde fremsendt.

(150)

Ifølge den kinesiske regering havde den ingen beføjelser til at kræve oplysninger fra de statsejede leverandører, som ikke besvarede spørgeskemaet, da de opererer uafhængigt af den kinesiske regering. Kommissionen er ikke enig i dette synspunkt. Det er Kommissionens opfattelse, at de oplysninger, som de statsejede virksomheder blev anmodet om (hvad enten det er virksomheder eller offentlige/finansielle institutioner), er tilgængelige for den kinesiske regering for alle enheder, hvor den kinesiske regering er hovedaktionær eller storaktionær.

(151)

Desuden nægtede den kinesiske regering at give oplysninger om navne og ejerstruktur for de kinesiske producenter af de materialer, der er omfattet af undersøgelsen, med henvisning til at der var tale om fortrolige oplysninger.

(152)

Da Kommissionen ikke havde nogen oplysninger om virksomhedsledelsen for de statsejede producenter, som havde leveret materialer til virksomhederne i stikprøven, og ingen virksomhedsspecifikke oplysninger om prisfastsættelsen for materialerne, som leverandørerne havde leveret til virksomhederne i stikprøven, fandt den, at den ikke havde modtaget afgørende oplysninger af relevans for dette aspekt af undersøgelsen.

(153)

Kommissionen underrettede derfor den kinesiske regering om, at den kunne være nødt til at gøre brug af de foreliggende faktiske oplysninger i henhold til grundforordningens artikel 28, stk. 1, i forbindelse med undersøgelsen af forekomsten og omfanget af den påståede subsidiering, der blev givet i form af materialer leveret mod utilstrækkeligt vederlag.

(154)

Som svar på Kommissionens brev og i bemærkningerne til oplysningsdokumentet gjorde den kinesiske regering indsigelse over for anvendelsen af grundforordningens artikel 28, stk. 1, vedrørende levering af materialer mod utilstrækkeligt vederlag af samme årsager som i betragtning 137. For så vidt angår den kinesiske regerings manglende beføjelse med hensyn til at anmode producenterne om oplysninger og eksistensen af en urimelig byrde, der pålægges den kinesiske regering, fastholdt Kommissionen sin argumentation, der er uddybet i betragtning 138 og 140, som også gælder for leverandørerne af materialer til de stikprøveudtagne virksomheder.

(155)

De manglende oplysninger vedrører hovedsageligt to aspekter: for det første oplysninger om ejerforhold og virksomhedsledelse hos de ikke samarbejdsvillige producenter. Uden sådanne oplysninger kunne Kommissionen ikke afgøre, om disse producenter er offentlige organer. For det andet virksomhedsspecifikke oplysninger fra de ikke samarbejdsvillige producenter, som f.eks. oplysninger om prisfastsættelsen af materialer til de stikprøveudtagne virksomheder. Sådanne oplysninger er nødvendige, jf. grundforordningens artikel 28, for at afgøre, om materialerne er blevet leveret mod utilstrækkeligt vederlag til de stikprøveudtagne virksomheder. Endvidere kunne sådanne oplysninger kun leveres af producenterne og kunne således ikke leveres gennem de stikprøveudtagne virksomheders spørgeskemabesvarelser.

(156)

Kommissionen har således fastholdt, at den også var nødt til at gøre brug af de foreliggende faktiske oplysninger i forbindelse med sine undersøgelsesresultater vedrørende leveringen af naturgummi, syntetgummi, kønrøg og nylonsnor mod utilstrækkeligt vederlag i henhold til artikel 28, stk. 1.

(157)

Xingyuan-gruppen anførte i sin besvarelse af spørgeskemaet, at den ikke havde nogen eksportkreditforsikringsaftale i undersøgelsesperioden. Efter kontrolbesøget konstaterede Kommissionen imidlertid, at virksomheden havde modtaget tilskud i form af godtgørelser af eksportkreditforsikringspræmier betalt i 2016, hvilket således dækkede undersøgelsesperioden. Det fremgår ikke af de fremlagte dokumenter, om sådanne godtgørelser udgør hele eller kun en del af den præmie, som virksomheden har betalt for sin eksportforsikring.

(158)

Under disse omstændigheder fandt Kommissionen, at den havde modtaget urigtige eller vildledende oplysninger.

(159)

Kommissionen underrettede derfor virksomheden om, at den ville overveje at basere sine undersøgelsesresultater delvist på de foreliggende faktiske oplysninger i henhold til grundforordningens artikel 28, stk. 1, for så vidt angik oplysningerne om eksportkreditforsikring.

(160)

I sit svar på Kommissionens brev gjorde virksomheden indsigelse mod anvendelsen af grundforordningens artikel 28, stk. 1, vedrørende eksportkreditforsikring. Den hævdede, at da den ikke eksporterede direkte, havde den ingen kreditrisiko. Derfor behøvede virksomheden ingen eksportkreditforsikring og kunne ikke få godtgjort præmier, som den ikke havde betalt.

(161)

Kommissionen tog til efterretning, at virksomheden kun eksporterede indirekte til Unionen. Men virksomhedens påstand om, at den ikke behøvede en eksportkreditforsikring, og at den ikke kunne få godtgjort en forsikringspræmie, som den ikke havde betalt, var i modstrid med dokumentationen i sagen, hvoraf det fremgik, at virksomheden rent faktisk modtog en godtgørelse. Virksomheden kunne ikke forklare, hvorfor den kinesiske regering skulle havde godtgjort en præmie, som den efter sigende ikke havde betalt. Kommissionen bemærkede også, at definitionen af rettigheder og forpligtelser mellem virksomheden og dens forhandlere, der sælger til Unionen, ikke var klar. Faktisk udførte virksomheden visse eksportformaliteter på vegne af de forhandlere, der solgte til Unionen i undersøgelsesperioden, og den fik fritagelser for importtold på naturgummi, der blev anvendt i eksporterede dæk, selv om den ikke direkte eksporterede disse.

(162)

Da der ikke forelå nye oplysninger om det modsatte fra virksomheden konkluderede Kommissionen, at virksomheden havde afgivet urigtige og ufuldstændige oplysninger om den eksportkreditforsikring, den havde fået i undersøgelsesperioden. Kommissionen baserede sig derfor på de foreliggende faktiske oplysninger i forbindelse med sine undersøgelsesresultater vedrørende denne virksomheds eksportkreditforsikring, der bestod af det højeste subsidiebeløb for eksportkreditforsikring, der var blevet konstateret hos de andre virksomheder i stikprøven.

(163)

Huaqin Rubber Industry Group og Yanzhou Yinhe Power Plant Co. Ltd. undlod at fremlægge fuldstændige oplysninger om deres låneaftaler.

(164)

Kommissionen underrettede derfor de pågældende virksomheder om, at den ville overveje at basere sine undersøgelsesresultater delvist på de foreliggende faktiske oplysninger i henhold til grundforordningens artikel 28, stk. 1, for så vidt angik oplysningerne om disse aftaler. Som svar på Kommissionens brev, der oplyste de pågældende virksomheder om den mulige anvendelse af grundforordningens artikel 28, stk. 1, gjorde disse generelt indsigelse mod denne anvendelse.

(165)

Da der imidlertid ikke blev indgivet supplerende dokumentation for de låneaftaler, der er omhandlet i betragtning 163, baserede Kommissionen sig fortsat delvist på de foreliggende faktiske oplysninger i forbindelse med sine undersøgelsesresultater vedrørende disse låneaftaler.

(166)

På grundlag af oplysningerne i klagen, i indledningsmeddelelsen og i besvarelserne af Kommissionens spørgeskema blev den påståede subsidiering i form af følgende subsidier fra den kinesiske regering undersøgt:

(167)

Ifølge oplysningerne fra de fire grupper af eksporterende producenter i stikprøven havde 32 finansielle institutioner med hjemsted i Kina ydet disse lån til dem. Af disse 32 finansielle institutioner var 27 statsejede banker (37). De resterende fem finansielle institutioner var privatejede. Der var imidlertid kun tre statsejede banker, der udfyldte det særlige spørgeskema, trods en anmodning til den kinesiske regering, der omfattede alle finansielle institutioner, som havde ydet lån til virksomhederne i stikprøven.

(168)

Kommissionen undersøgte, hvorvidt de statsejede banker fungerede som offentlige organer i henhold til grundforordningens artikel 3 og artikel 2, litra b). I den henseende er den test, der anvendes for at fastslå, om et statsejet foretagende er et offentligt organ, som følger (38): »Det afgørende er, om en enhed har fået overdraget myndighed til at udøve statslige funktioner, snarere end hvordan dette opnås. Der er mange forskellige måder, hvorpå staten i snæver forstand vil kunne tildele enheder myndighed. Følgelig kan forskellige former for beviser være relevante for at godtgøre, at en sådan myndighed er blevet tildelt en bestemt enhed. Dokumentation for, at en enhed faktisk udøver statslige funktioner kan tjene som bevis for, at den er i besiddelse af eller har fået overdraget statslig myndighed, navnlig når disse beviser tyder på en vedvarende og systematisk praksis. Efter vores opfattelse er konsekvensen, at tegn på, at en stat udøver betydelig kontrol med en enhed og dennes ledelse, under særlige omstændigheder kan tjene som bevis for, at den pågældende enhed har statslig myndighed og udøver denne myndighed ved udøvelsen af statslige funktioner. Vi understreger imidlertid, at bortset fra en udtrykkelig delegering af myndighed i retlige instrumenter, er det ikke sandsynligt, at forekomsten af udelukkende formelle forbindelser mellem en enhed og staten i snæver forstand rækker til at fastslå den nødvendige besiddelse af statslig myndighed. Således viser f.eks. den blotte omstændighed, at staten ejer aktiemajoriteten i en enhed ikke, at staten udøver en betydelig kontrol med ledelsen af denne enhed, og i endnu mindre grad, at staten har tildelt den statslig myndighed. Hvis der er bevis for, at der er mange formelle indicier for statslig kontrol, og der også er tegn på, at denne kontrol har været udøvet i betydeligt omfang, kan sådanne beviser i nogle tilfælde imidlertid tillade en antagelse af, at den pågældende enhed udøver statslig myndighed.« I det aktuelle tilfælde er konklusionen, at de statsejede banker er tildelt myndighed til at udøve statslige funktioner baseret på formelle indicier for statslig kontrol og tegn på, at denne kontrol har været udøvet i betydeligt omfang.

(169)

Kommissionen indhentede oplysninger om statens ejerskab samt formelle indicier for statslig kontrol i de statsejede banker. Den undersøgte også, om denne kontrol har været udøvet i betydeligt omfang. Kommissionen måtte i den forbindelse delvist basere sig på de foreliggende faktiske oplysninger på grund af den kinesiske regerings og de statsejede bankers afslag på at fremlægge beviser for den beslutningsproces, der havde ført til præferencelånene.

(170)

For at foretage denne analyse undersøgte Kommissionen først oplysninger for de tre statsejede banker, der havde udfyldt det særlige spørgeskema og havde tilladt kontrolbesøg på stedet.

(171)

Følgende tre statsejede banker indsendte en spørgeskemabesvarelse, der blev efterprøvet på stedet: EXIM, ABC og BOC.

(172)

Kommissionen fastslog ud fra oplysningerne i spørgeskemabesvarelsen og under kontrolbesøget, at den kinesiske regering enten direkte eller indirekte havde mere end 50 % af aktierne i hver enkelt af disse finansielle institutioner.

(173)

Hvad angår de formelle indicier for statslig kontrol i forbindelse med de tre samarbejdsvillige statsejede banker, betegnede Kommissionen dem alle som »vigtige statsejede finansielle institutioner«. I meddelelsen Interim Regulations on the Board of Supervisors in Key State-owned Financial Institutions, fastsættes det bl.a., at: »De vigtige statsejede finansielle institutioner, der er omhandlet i disse forskrifter, henviser til statsejede banker, forretningsbanker, finansielle porteføljeadministrationsselskaber, værdipapirselskaber, forsikringsselskaber osv. (»statsejede finansielle institutioner«), hvortil Statsrådet sender tilsynsråd.«

(174)

Tilsynsrådet i de vigtige statsejede finansielle institutioner udnævnes i henhold til de midlertidige forskrifter Interim Regulations of Board of Supervisors of State-owned Key Financial Institutions. På grundlag af artikel 3 og 5 i disse midlertidige forskrifter fastslog Kommissionen, at medlemmerne af tilsynsrådet udsendes af og er ansvarlige over for Statsrådet, hvilket således illustrerer statens institutionelle kontrol med forretningsaktiviteterne i de samarbejdsvillige statsejede banker. Ud over disse generelle indicier har Kommissionen konstateret følgende med hensyn til de tre statsejede banker:

(175)

EXIM blev oprettet og opererer i henhold til meddelelsen The Notice of Establishing Export-Import Bank of China, der er udstedt af Statsrådet, og til vedtægterne for EXIM. Ifølge vedtægterne udnævner staten direkte EXIM's ledelse. Tilsynsrådet udnævnes af Statsrådet i overensstemmelse med Interim Regulations on the Boards of Supervisors in Key State-owned Financial Institutions (Statsrådets dekret nr. 282) og andre love og bestemmelser, og det er ansvarligt over for Statsrådet.

(176)

Det fremgår også af vedtægterne, at partikomitéen i EXIM spiller en ledende og politisk central rolle, der sikrer, at partiets og statens politikker og omfattende gennemførelse iværksættes af EXIM. Partiets ledelse er integreret i alle aspekter af virksomhedsledelsen.

(177)

Det fremgår videre af vedtægterne, at EXIM har til opgave at støtte udviklingen af udenrigshandel og økonomisk samarbejde, tværnationale investeringer, initiativet »One Belt, One Road«, samarbejde om international kapacitet og fremstilling af udstyr. Dens aktivitetsområde omfatter korte, mellemfristede og langfristede lån som godkendt og i overensstemmelse med statens udenrigshandel og »udadvendte politikker«, som f.eks. eksportkredit, importkredit, tekniske lån i forbindelse med udenlandsk finansiering, udenlandske investeringslån, lån fra den kinesiske regering til udviklingsbistand og lån til købere af eksport.

(178)

Som anført i artikel 137 i vedtægterne for ABC har den kinesiske regering, som hovedaktionær med 79,62 % af aktierne, bemyndigelse til at udpege alle direktørerne i bestyrelsen. Det samme gælder for tilsynsrådet i henhold til vedtægternes artikel 204.

(179)

Ifølge ABC's vedtægter fastlægger bestyrelsen desuden strategien for banken, træffer afgørelse om bankens budget, træffer investeringsbeslutninger, udpeger formanden og sekretæren for bankens bestyrelse og fastlægger og kontrollerer bankens risikostyringssystem. Denne ikke-udtømmende liste over ansvarsområder illustrerer statens institutionelle kontrol med ABC's daglige virksomhed.

(180)

Kommissionen konstaterede også, at de statsejede finansielle institutioner, herunder ABC og BOC, har ændret deres vedtægter i 2017 for at øge Kinas Kommunistiske Partis (»CCP's«) rolle på det højeste beslutningstagende niveau i bankerne.

(181)

Det fremgår af de nye vedtægter, at:

(182)

formanden for bestyrelsen skal være samme person som sekretæren for partikomitéen,

(183)

CCP's rolle skal være at sikre og føre tilsyn med bankens gennemførelse af CCP's og statens politikker og retningslinjer og spille en rolle som leder og vogter i udnævnelsen af personale (herunder den øverste ledelse), og

(184)

partikomitéens udtalelser skal behandles af bestyrelsen i forbindelse med vedtagelsen af enhver vigtige beslutning.

(185)

Som anført i vedtægternes artikel 125 har den kinesiske regering, som hovedaktionær med 64,63 % af aktierne, bemyndigelse til at udpege både den administrerende direktør og de andre direktører i banken, som udgør bestyrelsen.

(186)

Ifølge BOC's vedtægter træffer bestyrelsen desuden bl.a. beslutning om den finansielle institutions strategiske principper, forretningsplaner og større investeringsplaner, udpeger eller afskediger ledende personale, som f.eks. formanden og sekretæren for bestyrelsen, næstformanden og andre ledende medarbejdere. Bestyrelsen træffer endvidere beslutning om gennemførelsen af beslutninger på generalforsamlingen og godkender politikkerne vedrørende virksomhedsledelse. Denne ikke-udtømmende liste over ansvarsområder illustrerer statens institutionelle kontrol med BOC's daglige virksomhed.

(187)

Desuden gælder de nye bestemmelser om CCP's rolle, der er omhandlet i betragtning 181, også for BOC.

(188)

Kommissionen indhentede også oplysninger om, hvorvidt den kinesiske regering har udøvet betydelig kontrol med ledelsen af de tre samarbejdsvillige statsejede banker med hensyn til deres udlånspolitik og risikovurdering, når de ydede lån til dækindustrien. Følgende forskrifter er blevet taget i betragtning i denne forbindelse:

(189)

Ved en gennemgang af disse forskrifter konstaterede Kommissionen, at finansielle institutioner i Kina opererer inden for en generel retlig ramme, der pålægger dem at tilpasse sig til den kinesiske regerings industripolitiske målsætninger, når de træffer økonomiske beslutninger, af følgende årsager.

(190)

Med hensyn til EXIM er det offentlige politiske mandat fastlagt i meddelelsen om oprettelse af Export Import Bank of China samt i vedtægterne.

(191)

Overordnet set fastlægger banklovens artikel 34, der gælder for alle finansielle institutioner, som udøver deres virksomhed i Kina, at »forretningsbanker udøver deres lånevirksomhed i overensstemmelse med behovene for national økonomisk og social udvikling og under vejledning af statens industripolitikker.« I banklovens artikel 4 fastslås det ganske vist, at »forretningsbanker i henhold til loven skal udføre forretninger uden indblanding fra enheder eller enkeltpersoner, forretningsbankerne påtager sig uafhængigt det civilretlige ansvar med hele den juridiske persons ejendom«, men undersøgelsen viste, at banklovens artikel 4 anvendes med forbehold af banklovens artikel 34, dvs. hvis staten iværksætter en offentlig politik, gennemfører og følger bankerne statens instrukser.

(192)

Desuden er der i artikel 15 i de generelle regler om lån fastsat følgende: »I overensstemmelse med statens politik, kan bestemte tjenester subsidiere renter på lån for at fremme væksten af visse industrier og den økonomiske udvikling i nogle områder.«

(193)

Efter fremlæggelsen af oplysningsdokumentet bemærkede den kinesiske regering, at Kommissionen havde fejlfortolket banklovens artikel 34. Artikel 34 skal ikke læses alene, og artikel 4, der er en del af de almindelige bestemmelser, har en overordnet virkning i forhold til lovens resterende artikler. Resultaterne af denne undersøgelse (samt Kommissionens konklusioner i tidligere undersøgelser vedrørende samme subsidieordning) (39) støttede imidlertid ikke påstanden om, at bankerne ikke tager regeringens politik og planer i betragtning, når der træffes udlånsbeslutninger. Det bekræftede snarere det modsatte, som beskrevet i betragtning 202-206. Kommissionen fandt derfor, at banklovens artikel 4 ikke forhindrede forretningsbankerne i at tage hensyn til regeringens industripolitik og -planer.

(194)

Den kinesiske regering anmodede også om, at man ser bort fra artikel 15 i de generelle regler om lån, da de var blevet udarbejdet for over 20 år siden og ikke har været i brug i en lang periode. Den kinesiske regering erkendte dog samtidig, at de generelle regler om lån endnu ikke formelt var blevet ophævet. Kommissionen fandt derfor, at dens henvisning til de generelle regler om lån fortsat er gyldig.

(195)

Statens industripolitik fastlægges via den centrale planlægning, jf. afsnit 3.1. Med hensyn til dækindustrien giver kapitel 5 i den 13. petrokemiske femårsplan mulighed for at: »Styrke sammenhængen mellem finans-, beskatnings-, handels- og industripolitikkerne. Gennemførelse af politikker for etablering af forbindelser mellem banker og virksomheder og for produktionssamarbejde. Styrke finansieringsstøtten til nøglevirksomheder og -projekter. Udnytte de eksisterende særlige kanaler for kapital (særlige projekter og fonde osv.) for at støtte industriel opgradering og teknisk genopbygning.«

(196)

Desuden vil politikken for dækindustrien »danne grundlag for alle relevante tjenester« vedrørende »kreditfinansiering til sådanne dækindustriprojekter.«

(197)

På lignende vis pålægger afgørelse nr. 40 alle finansielle institutioner at yde kreditstøtte især til »tilskyndede« projekter. Som allerede forklaret i afsnit 3.1 tilhører projekter i dækindustrien kategorien »tilskyndet«. Afgørelse nr. 40 bekræfter således den tidligere konklusion med hensyn til bankloven om, at bankerne udøver statslig myndighed i form af præferencelånstransaktioner.

(198)

Som svar på oplysningsdokumentet bemærkede den kinesiske regering, at afgørelse nr. 40 kun tillader kreditstøtte, hvis den er baseret på principperne om långivning. Kommissionen anerkendte, at i artikel 17 og 18 i samme afgørelse anmodes bankerne også om at overholde kreditprincipperne. Som forklaret nærmere i betragtning 202-206 kunne Kommissionen imidlertid ikke under undersøgelsen fastslå, at dette skete i praksis.

(199)

Kommissionen fandt også, at China Banking and Regulatory Commission (»CBRC«) har omfattende godkendende myndighed for alle aspekter af forvaltningen af alle finansielle institutioner, der er etableret i Kina (herunder privatejede og udenlandsk ejede finansielle institutioner), såsom (40):

(200)

Bankloven er juridisk bindende. Den obligatoriske karakter af femårsplanen og afgørelse nr. 40 er blevet fastslået ovenfor i afsnit 3.1. Den obligatoriske karakter af CBRC's forskrifter stammer fra dens beføjelser som banktilsynsmyndighed. Den obligatoriske karakter af andre dokumenter fremgår af de deri indeholdte bestemmelser om tilsyn og evaluering.

(201)

På dette grundlag konkluderer Kommissionen, at den kinesiske regering har skabt normative rammer, der skal følges af de ledere og tilsynsførende, som er udpeget af den kinesiske regering og er ansvarlige over for den kinesiske regering. Derfor støttede den kinesiske regering sig til de normative rammer for at udøve betydelig kontrol med ledelsen af de tre samarbejdsvillige statsejede banker, når disse ydede lån til dækindustrien.

(202)

Kommissionen søgte også at få konkrete beviser for udøvelsen af kontrol i et betydeligt omfang gennem konkrete lån. Under kontrolbesøget fastholdt de tre samarbejdsvillige statsejede banker, at de i praksis havde anvendt avancerede kreditrisikovurderingspolitikker og -modeller, når de bevilgede de omhandlede lån. Under kontrolbesøget hos den kinesiske regering oplyste repræsentanter for ABC og BOC også, at de havde reduceret deres samlede krediteksponering over for dækindustrien i de seneste to år, fordi de opdagede en række problemer vedrørende overkapacitet i sektoren.

(203)

Der blev dog ikke fremlagt konkrete eksempler i relation til virksomhederne i stikprøven. De tre samarbejdsvillige statsejede banker nægtede at fremlægge oplysninger, herunder deres specifikke kreditrisikovurderinger, vedrørende virksomhederne i stikprøven af lovgivnings- og kontraktmæssige årsager, selv om Kommissionen havde givet dem skriftligt tilsagn fra de stikprøveudtagne virksomheder om, at de gav afkald på deres ret til fortrolighed.

(204)

Da der ikke forelå konkrete beviser for vurderingerne af kreditværdighed, undersøgte Kommissionen derfor de overordnede retlige rammer, som fastsat i betragtning 188-201, i kombination med de tre samarbejdsvillige statsejede bankers adfærd i forbindelse med de lån, der blev ydet til virksomhederne i stikprøven. Denne adfærd stod i modsætning til deres officielle holdning under kontrolbesøget, da de i praksis ikke handlede ud fra grundige markedsbaserede risikovurderinger.

(205)

Kontrolbesøgene viste, at med undtagelse af visse lån i fremmed valuta blev lånene ydet til de fire grupper af eksporterende producenter i stikprøven til en rentesats tæt på referencerentesatserne fra People's Bank of China (»PBOC«), uanset virksomhedernes finansielle og kreditrisikomæssige situation. Lånene blev således ydet under markedssatsen sammenlignet med den sats, der svarer til risikoprofilen for de fire eksporterende producenter i stikprøven. Desuden havde virksomhederne i stikprøven fået revolverende lån, hvilket giver dem mulighed for øjeblikkeligt at erstatte den tilbagebetalte kapital på lån ved udløb med frisk kapital fra nye lån. For to af virksomhederne i stikprøven blev der foretaget en omstrukturering af betalingsplanerne, eller gælden blev eftergivet på grund af økonomiske vanskeligheder.

(206)

Kommissionen konstaterede også, at lån, som skulle have været indberettet af bankerne som »ikke normale lån«, ikke altid var blevet anført som sådan i det centrale nationale låneregister af de tre samarbejdsvillige statsejede banker. Forpligtelsen til at indberette sådanne »ikke normale lån« foreligger navnlig efter en omstrukturering af lånene, når debitor misligholdt sine betalinger, eller når der var blevet udstedt revolverende lån. Sådanne tilfælde blev konstateret for alle fire grupper af eksporterende producenter i stikprøven. I henhold til CBRC's retningslinjer om risikobaseret låneklassificering burde alle disse tilfælde have været medtaget i det centrale låneregister. De finansielle institutioners manglende indberetninger giver et forvrænget billede af virksomhedens lånesituation i det centrale låneregister, da registeret ikke viser virksomhedens reelle kreditværdighed. Det betyder, at selv hvis en finansiel institution ville anvende en markedsbaseret risikovurdering, ville den have været baseret på ukorrekte oplysninger.

(207)

Kommissionen konkluderede derfor, at den kinesiske regering har udøvet betydelig kontrol med ledelsen af de tre samarbejdsvillige statsejede banker med hensyn til deres udlånspolitik og risikovurdering vedrørende dækindustrien.

(208)

Kommissionen konstaterede, at den ovenfor beskrevne retlige ramme implementeres af de tre samarbejdsvillige statsejede finansielle institutioner i forbindelse med udøvelsen af statslige funktioner med hensyn til dækindustrien, idet de handler som offentlige organer, jf. grundforordningens artikel 2, litra b), sammenholdt med grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i), og i overensstemmelse med WTO's relevante retspraksis.

(209)

Som anført i afsnit 3.2 besvarede ingen af de andre statsejede banker, der ydede lån til virksomhederne i stikprøven, det særlige spørgeskema. I overensstemmelse med konklusionerne i betragtning 127-136 besluttede Kommissionen derfor at anvende de foreliggende faktiske oplysninger til at afgøre, om disse statsejede banker kan betragtes som offentlige organer.

(210)

I forbindelse med antisubsidieundersøgelsen af importen af visse varmvalsede flade produkter af jern og ulegeret stål eller andre former for legeret stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina (41) fastslog Kommissionen, at følgende banker, der havde ydet lån til de fire grupper af eksporterende producenter i stikprøven, i den pågældende undersøgelse, delvist eller helt ejes af staten selv eller af statsejede juridiske personer: China Development Bank, China Construction Bank, Industrial and Commercial Bank of China, Bank of Communications, China Everbright Bank, Postal Savings Bank, China Merchants Bank, Shanghai Pudong Development Bank, China Industrial Bank, Shenyang Rural Commercial Bank, Bank of Shanghai, Ningbo Bank, China CITIC Bank, China Guangfa Bank, China Bohai Bank, Huaxia Bank.

(211)

Ved at anvende offentligt tilgængelige oplysninger, som f.eks. bankens websted, årsberetninger, oplysninger i bankoversigter eller på internettet, fastslog Kommissionen også, at følgende banker, som havde ydet lån til de fire grupper af eksporterende producenter i stikprøven, var delvist eller helt ejet af staten selv eller af statsejede juridiske personer:

(212)

Kommissionen fastslog endvidere i mangel af specifikke oplysninger fra de pågældende finansielle institutioner om det modsatte, at den kinesiske regerings ejerskab og kontrol var baseret på formelle indicier af samme årsager som anført ovenfor i afsnit 3.4.1.1. Navnlig formodes det på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, at ledelsen og de tilsynsførende i de ikke samarbejdsvillige statsejede banker er udpeget af den kinesiske regering og er ansvarlige over for den kinesiske regering på samme måde som i de tre samarbejdsvillige statsejede banker.

(213)

Med hensyn til udøvelsen af betydelig kontrol fandt Kommissionen, at konklusionerne vedrørende de tre samarbejdsvillige finansielle institutioner, som tegnede sig for en væsentlig del af lånene til de fire grupper af virksomheder i stikprøven i undersøgelsesperioden (fra 30 % til næsten 50 % alt efter virksomheden), kan betragtes som repræsentative også for ikke samarbejdsvillige statsejede finansielle institutioner. De normative rammer, der er analyseret i afsnit 3.4.1.1., litra b), anvendes på dem på samme måde. I mangel af oplysninger om det modsatte og ud fra de bedste foreliggende faktiske oplysninger, gælder manglen på konkrete beviser for vurderinger af kreditværdighed på samme måde som for de tre samarbejdsvillige statsejede banker, således at analysen af den konkrete anvendelse af de normative rammer i afsnit 3.4.1.1., litra b), finder anvendelse herpå på samme måde.

(214)

I øvrigt har Kommissionen konstateret, at størstedelen af de låneaftaler, som Kommissionen havde fået fra virksomhederne i stikprøven, havde lignende betingelser, og at de aftalte udlånsrentesatser var næsten identiske og delvist sammenfaldende med de rentesatser, som de tre samarbejdsvillige statsejede banker havde oplyst.

(215)

Kommissionen har derfor konkluderet, at undersøgelsesresultaterne for de tre samarbejdsvillige statsejede banker udgjorde de foreliggende faktiske oplysninger i henhold til grundforordningens artikel 28 for vurderingen af de øvrige statsejede banker som følge af disse ligheder i lånevilkår, udlånssatser og repræsentativiteten for de tre efterprøvede finansielle institutioner.

(216)

På det grundlag konkluderede Kommissionen, at de øvrige statsejede banker, som yder lån til virksomhederne i stikprøven, er offentlige organer, jf. grundforordningens artikel 3 og artikel 2, litra b).

(217)

I lyset af ovenstående fandt Kommissionen, at alle de statsejede kinesiske finansielle institutioner, som ydede lån til de fire grupper af samarbejdsvillige eksporterende producenter i stikprøven, er offentlige organer, jf. grundforordningens artikel 3 og artikel 2, litra b).

(218)

Endvidere bemærkes, at selv om de statsejede finansielle institutioner ikke blev anset for offentlige organer, fandt Kommissionen, at de også ville blive betragtet, som om de havde fået overdraget eller var blevet pålagt af den kinesiske regering at udøve funktioner, der normalt udføres af staten, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iv), af de samme årsager som anført i betragtning 220-223. Ledelsen ville dermed under alle omstændigheder kunne tilskrives den kinesiske regering.

(219)

Kommissionen beskæftigede sig derefter med de resterende finansielle institutioner. Følgende fem finansielle institutioner blev anset for at være privatejede på grundlag af resultaterne i sagen om varmvalsede flade produkter (43) og suppleret med offentligt tilgængelige oplysninger: JPMorgan Chase Bank (China), HSBC, Ping An Bank, Bank of Qingdao, Bank of Beijing. Kommissionen analyserede, om disse finansielle institutioner af den kinesiske regering havde fået overdraget eller var blevet pålagt at yde subsidier til dæksektoren, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iv).

(220)

Ifølge WTO-appelorganet er der tale om at »overdrage«, når en regering overlader ansvaret til et privat organ, og »pålægge«, henviser til situationer, hvor regeringen udøver sin myndighed over for et privat organ (44). I begge tilfælde anvender regeringen et privat organ som stedfortræder med henblik på at udbetale det finansielle bidrag, og »i de fleste tilfælde forventer man, at det at overdrage funktioner til et privat organ eller pålægge det disse funktioner indebærer en form for trussel eller tilskyndelse« (45). Samtidig giver punkt nr. iv) ikke medlemmerne mulighed for at indføre udligningsforanstaltninger over for varer, »når regeringen blot udøver sine almindelige lovgivningsmæssige beføjelser (46)«, eller når regeringens indgriben »eventuelt kan medføre et bestemt resultat, som udelukkende er baseret på de faktiske omstændigheder og aktørernes udøvelse af deres frie valg på dette marked« (47). En overdragelse og et pålæg indebærer snarere, at »regeringen spiller en mere aktiv rolle end blot at tilskynde til noget (48)«.

(221)

Kommissionen bemærkede, at de normative rammer for dækindustrien, der er nævnt i betragtning 188-201, gælder for alle finansielle institutioner i Kina, herunder privatejede finansielle institutioner. For at illustrere dette omfatter bankloven og de forskellige bekendtgørelser fra CBRC alle kinesisk finansierede banker og banker med udenlandsk investering i CBRC's regi.

(222)

I øvrigt afsløredes det ved kontrolbesøgene, at størstedelen af de låneaftaler, som Kommissionen havde fået fra virksomhederne i stikprøven, havde lignende betingelser, og at de private finansielle institutioners udlånsrentesatser var næsten identiske og delvist sammenfaldende med de statsejede finansielle institutioners rentesatser.

(223)

Da der ikke forelå modstridende oplysninger fra de private finansielle institutioner, konkluderede Kommissionen, at for dækindustriens vedkommende er alle finansielle institutioner (herunder private finansielle institutioner), der er aktive i Kina og underlagt tilsyn af CRBC, af staten blevet overdraget eller pålagt, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iv), første led, at forfølge regeringens politik og yde lån på favorable vilkår til dækindustrien.

(224)

I overensstemmelse med dette undersøgelsesresultat konkluderede Kommissionen med hensyn til Hankook-gruppen, at de normative rammer ikke gjaldt for visse udenlandsk ejede finansielle institutioner, som havde ydet lån til Hankook-gruppen. CBRC førte faktisk ikke tilsyn med dem, da de var beliggende uden for Kina og ydede udenlandske lån i udenlandsk valuta. Derfor konkluderede Kommissionen, at der for disse finansielle institutioners vedkommende ikke var tale om overdragelse eller pålæg af staten i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iv), første led.

(225)

Efter fremlæggelsen af oplysningsdokumentet påstod både den kinesiske regering og Hankook-gruppen, at private finansielle institutioner, herunder JPMorgan Chase Bank (Kina), ikke kunne anses for at være blevet overdraget eller være blevet pålagt af den kinesiske regering, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iv), at yde lån på favorable vilkår. De gjorde gældende, at de to forskrifter, der regulerer CBRC, jf. betragtning 188 og 199, er fælles for alle bankregulerende myndigheder og afspejler de centrale principper for effektivt banktilsyn, som er anbefalet af Baselkomitéen for Banktilsyn. Desuden hævdede Hankook-gruppen, at Kommissionen burde have analyseret de faktiske omstændigheder fra sag til sag for hver finansiel institution i stedet for at henvise til de normative rammer som helhed.

(226)

Kommissionen afviste disse påstande, fordi de tilsyn og godkendelser, der blev udøvet af CBRC, går ud over de centrale principper for banktilsyn, der anbefales af Baselkomitéen for Banktilsyn. Ifølge de normative rammer for Baselkomitéen for Banktilsyn ligger det primære ansvar for overvågningen af, om kapitalniveauerne er tilstrækkelige i forhold til risici, klart hos bankens ledelse. Tilsynsmyndighedernes rolle er at gennemgå og evaluere de interne procedurer, de kontrolmekanismer og den risikostyring, som bankerne har indført. De centrale principper for et effektivt banktilsyn fra Baselkomitéen for Banktilsyn angiver klart, at »der lægges vægt på bankmyndighedernes gennemgang af kvaliteten af bankens risikostyring og kontrolmekanismer, og at de ikke fører til, at tilsynsmyndighederne fungerer som bankledelse«.

(227)

Som allerede forklaret i betragtning 199 kræves der imidlertid en godkendelse fra CBRC for at kunne ansætte ikke blot den øverste ledelse i en banks hovedkvarter, men på alle ledelsesniveauer, selv ledere, der er udpeget i udenlandske afdelinger, samt ledere, der er ansvarlige for støttefunktioner (f.eks. IT-ledere), og der kræves administrative godkendelser, selv for mindre ændringer, som f.eks. salg af mere end 5 % af aktierne i en bank eller ændring af hjemsted. Baselkomitéen for Banktilsyn fastsætter nemlig kun, at tilsynsmyndigheden har beføjelse til at revidere, afvise og indføre tilsynsmæssige betingelser for forslag om overførsel af betydeligt ejerskab eller kontrollerende interesser. Ifølge Kommissionen henhører sådanne aktiviteter snarere under bankledelsens ansvar, uden at der er behov for tilsynsmyndighedens godkendelse i henhold til de grundlæggende principper for et effektivt banktilsyn, der er udarbejdet af Baselkomitéen for Banktilsyn.

(228)

Desuden er de normative rammer, der gælder for alle banker i Kina, meget bredere end kun de to forskrifter, der gælder for CBRC, jf. betragtning 188, og hele sættet af forskrifter er juridisk bindende, jf. betragtning 200, og således giver de udtryk for mere end blot tilskyndelse. Endvidere fremgik det ikke af kontrolbesøgene hos virksomhederne i stikprøven, at der var betydelige forskelle mellem de private finansielle institutioners lånebetingelser eller udlånssatser, og lånebetingelserne eller udlånssatserne fra offentligt ejede finansielle institutioner.

(229)

Endelig bemærkede Kommissionen, at JPMorgan Chase Bank (Kina) på trods af den udtrykkelige anmodning herom besluttede sig for ikke at samarbejde i forbindelse med denne undersøgelse. Kommissionen var derfor ikke i stand til at undersøge de faktiske omstændigheder på individuel basis for så vidt angår JPMorgan Chase Bank (Kina).

(230)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gentog Hankook-gruppen sine bemærkninger om overdragelse eller pålæg i forhold til JPMorgan Chase Bank (Kina), idet den navnlig påpegede, at hvis Hankook-gruppen havde vidst, at banken havde brug for at samarbejde i forbindelse med undersøgelsen, kunne de have anmodet banken herom. I den forbindelse bemærkede Kommissionen, at man på spørgeskemaet til de eksporterende producenter allerede anmodede virksomheden om at give en banktilladelse, så Kommissionen kunne gennemgå de oplysninger, som de finansielle institutioner skal fremlægge. Udvekslingerne mellem den kinesiske regering og Kommissionen om de finansielle institutioners samarbejdsvilje var tilgængelige i det åbne dossier, og det manglende samarbejde fra JPMorgan Chase Bank (Kina) blev fremlagt for virksomheden i oplysningsdokumentet. Kommissionen fandt derfor, at dette argument var ubegrundet.

(231)

Som det fremgår af betragtning 188-201, indeholder en række juridiske dokumenter, der specifikt er rettet mod virksomheder i dæksektoren, pålæg rettet direkte til finansielle institutioner om at yde lån på favorable vilkår til dækindustrien. På grundlag af disse dokumenter fremgår det, at de finansielle institutioner kun tilbyder præferencelån til et begrænset antal industrier/virksomheder, der følger den kinesiske regerings relevante politikker.

(232)

Kommissionen konkluderede derfor, at subsidier i form af præferencelån ikke er alment tilgængelige, men specifikke, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a). Desuden fremlagde ingen af de interesserede parter bevis for, at præferencelånene er baseret på objektive kriterier eller betingelser, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra b).

(233)

Kommissionen beregnede dernæst det udligningsberettigede subsidiebeløb. Med henblik på denne beregning vurderedes fordelen for modtagerne i undersøgelsesperioden. Ifølge grundforordningens artikel 6, litra b), er fordelen for modtagerne forskellen mellem det rentebeløb, som virksomheden betaler for statslånet, og det beløb, som virksomheden ville skulle betale for et tilsvarende lån til markedsvilkår, som den kunne opnå på markedet.

(234)

Kommissionen bemærkede i den forbindelse en række særlige forhold på det kinesiske dækmarked. Som forklaret i afsnit 3.4.1-3.4.3 afspejler lånene fra kinesiske finansielle institutioner en væsentlig statslig indgriben, og afspejler ikke rentesatser, der normalt ville gælde på et fungerende marked.

(235)

Grupperne af virksomheder i stikprøven adskiller sig med hensyn til deres generelle finansielle situation. Hver enkelt har haft fordel af forskellige lånetyper i undersøgelsesperioden med afvigelser med hensyn til løbetid, sikkerhedsstillelse, garantier og andre tilknyttede betingelser. Af disse to årsager havde den enkelte virksomhed en forskellig gennemsnitlig rente baseret på virksomhedens egne lån.

(236)

Kommissionen vurderede individuelt den finansielle situation for hver gruppe af eksporterende producenter i stikprøven for at tage højde for disse særlige forhold. I den forbindelse fulgte Kommissionen den metode til beregning af præferencelån, der blev fastlagt i antisubsidieundersøgelsen vedrørende varmvalsede flade produkter af stål med oprindelse i Kina (49), og som er forklaret i følgende betragtninger. Som følge heraf har Kommissionen beregnet fordelen ved præferencelånene for hver gruppe af eksporterende producenter i stikprøven på individuelt grundlag og tildelte den pågældende vare en sådan fordel.

(237)

I forbindelse med antisubsidieundersøgelsen vedrørende varmvalsede flade produkter af stål med oprindelse i Kina fastslog Kommissionen allerede, at de indenlandske kreditvurderinger, der var blevet tildelt kinesiske virksomheder, ikke var pålidelige på grundlag af en undersøgelse offentliggjort af Den Internationale Valutafond (IMF) (50), der viste en uoverensstemmelse mellem de internationale og de kinesiske kreditvurderinger kombineret med resultaterne af undersøgelsen vedrørende virksomhederne i stikprøven. Ifølge IMF vurderes mere end 90 % af de kinesiske obligationer fra AA til AAA af de lokale kreditvurderingsbureauer. Det er ikke sammenligneligt med andre markeder, f.eks. EU eller USA. For eksempel nyder mindre end 2 % af virksomhederne godt af sådanne »top-ratings« på det amerikanske marked. I forbindelse med de kinesiske kreditvurderingsbureauer er der således en alvorlig overrepræsentation i den øverste ende af kreditvurderingsskalaen. De har meget brede kreditvurderingsskalaer og har en tendens til at samle obligationer med betydeligt forskellige misligholdelsesrisici i én bred kreditvurderingskategori (51).

(238)

Desuden anvender udenlandske kreditvurderingsbureauer, som f.eks. Standard and Poor's og Moody's, typisk en opgradering af udstederens basiskreditvurdering baseret på et skøn over virksomhedens strategiske betydning for den kinesiske regering og styrken af en eventuel implicit garanti, når kinesiske obligationer udstedes i udlandet (52). Fitch angiver f.eks. tydeligt, hvor det er relevant, at sådanne garantier spiller en vigtig rolle, når virksomheden udsteder kreditvurderinger af kinesiske virksomheder (53).

(239)

I løbet af undersøgelsen fandt Kommissionen yderligere oplysninger som supplement til denne analyse. For det første fastslog Kommissionen, at staten kan udøve en vis indflydelse på kreditvurderingsmarkedet. Ifølge to undersøgelser, der blev offentliggjort i 2016, var der ca. 12 aktive kreditvurderingsbureauer på det kinesiske marked, hvoraf størstedelen var statsejede. I alt var 60 % af alle virksomhedsobligationer i Kina med en rating blevet vurderet af et statsejet kreditvurderingsbureau (54).

(240)

Den kinesiske regering bekræftede, at der i undersøgelsesperioden fandtes 12 kreditvurderingsbureauer på det kinesiske obligationsmarked, heraf var 10 nationale kreditvurderingsbureauer, som omfattede Global Credit Rating Co. Ltd, Shanghai Brilliance Credit Rating & Investors Service Co. Ltd, Golden Credit Rating International Co. Ltd, China Chengxin Securities Rating Co. Ltd, Pengyuan Credit Rating Co. Ltd, Shanghai Fareast Credit Rating Co., Ltd, China Bond Rating Co. Ltd, China Securities Index Co. Ltd og Shanghai Credit Information Services Co. Ltd. Der var også to kinesisk-udenlandske joint venture kreditvurderingsbureauer, nemlig China Lianhe Credit Rating Co. Ltd og China Chengxin International Credit Rating Co., Ltd.

(241)

For det andet er der ingen fri adgang til det kinesiske kreditvurderingsmarked. Det er i al væsentlighed et lukket marked, da kreditvurderingsbureauer skal godkendes af China Securities Regulatory Commission (»CSRC«) eller PBOC, inden de kan påbegynde deres aktiviteter (55). I undersøgelsesperioden var det ikke muligt for udenlandske kreditvurderingsbureauer som sådan at drive virksomhed på det kinesiske hjemmemarked, da markedet for kreditvurderinger var omfattet af kategorien »begrænset« i den kinesiske regerings Catalogue of Industries for Guiding Foreign Investment, og udenlandske kreditvurderingsbureauer havde forbud mod at udstede vurderinger af indenlandske obligationer. PBOC meddelte medio 2017, at de udenlandske kreditvurderingsbureauer på visse betingelser ville få lov til at foretage kreditvurderinger af en del af det indenlandske obligationsmarked, men dette var endnu ikke tilfældet i undersøgelsesperioden (56). I mellemtiden oprettede udenlandske bureauer ikke desto mindre joint ventures med nogle af de lokale kreditvurderingsbureauer, som udsteder kreditvurderinger af indenlandske obligationsudstedelser. Disse kreditvurderinger følger imidlertid de kinesiske kreditvurderingsskalaer og er derfor ikke helt sammenlignelige med internationale kreditvurderinger, som forklaret ovenfor.

(242)

I lyset af den situation, der er beskrevet i betragtning 237-241, konkluderede Kommissionen, at de kinesiske kreditvurderinger ikke giver et pålideligt skøn over kreditrisikoen ved det underliggende aktiv. På dette grundlag konkluderede Kommissionen, at selv om nogle virksomheder i stikprøven havde fået en god kreditvurdering af et kinesisk kreditvurderingsbureau, er sådanne vurderinger ikke pålidelige.

(243)

I henhold til de undersøgelsesresultater, der er beskrevet i afsnit 3.4.4 i antisubsidieundersøgelsen vedrørende varmvalsede flade produkter af stål med oprindelse i Kina (57), forstås ved revolverende lån et lån, som giver en virksomhed mulighed for at erstatte den kapital, der er tilbagebetalt på lån på udløbsdatoen, med frisk kapital fra nye lån. Revolverende lån er normalt et tegn på låntagers kortfristede likviditetsproblemer og indebærer en større risikoeksponering for de banker, der yder dem. Eksistensen af revolverende lån i en given virksomhed blev derfor anset for et tegn på, at virksomheden befandt sig i en dårligere økonomisk situation, end det som årsregnskaberne umiddelbart synes at vise, og at der er en yderligere risiko i tilknytning til kortsigtede likviditetsproblemer.

(244)

I forbindelse med denne undersøgelse består Hankook-gruppen i Kina af to eksporterende producenter, to virksomheder, som leverer materialer til den eksporterende producent, og en salgsvirksomhed. Gruppens hovedsæde ligger uden for Kina, i Korea, og der er intet holdingselskab i Kina, som udøver kontrol over alle de virksomheder, der opererer i Kina.

(245)

I undersøgelsesperioden sikrede de eksporterende producenter sig hovedsageligt de nødvendige midler fra internationale banker beliggende uden for Kina samt fra den koreanske modervirksomhed og via en koncernintern cash pool-ordning. De sikrede dog også visse kortfristede lån ved at sælge deres eksporttilgodehavender til kinesiske banker.

(246)

De to eksporterende producenter i Hankook-gruppen befinder sig i en meget forskellig finansiel situation. Den ene er en veletableret virksomhed med konstant overskud i perioden 2014-2016, den anden er blevet etableret på det seneste og har akkumuleret store tab siden etableringen, selv om den i 2017 for første gang havde overskud. Forholdet mellem gæld og aktiver er ret lavt i det ene tilfælde og meget højt i det andet. Samlet set når man sammenligner over en længere periode var den kombinerede rentabilitet for virksomhederne positiv, om end skrøbelig, i den betragtede periode, hvilket viser, at mindre ændringer i det interne eller eksterne erhvervsklima kunne føre til en tabsgivende situation for gruppen. Denne vurdering blev bekræftet under kontrolbesøget.

(247)

Kommissionen bemærkede, at Jiangsu Hankook Tire Co. Ltd (»JHT«) fik tildelt kreditvurderinger fra BBB+ til AA+ af kinesiske statsejede finansielle institutioner, hvorimod Chongqing Hankook Tire Co. Ltd (»CHT«) fik tildelt kreditvurderinger fra BBB- til A+ af samme statsejede finansielle institutioner. I lyset af de generelle fordrejninger gennem de kinesiske kreditvurderinger, der er omhandlet i betragtning 237-242, konkluderede Kommissionen, at denne kreditvurdering ikke var pålidelig.

(248)

Hvis man ser på den tabsgivende producents situation, kan der herske tvivl om virksomhedernes evne til at tilbagebetale deres gæld. Langt størstedelen af de lån, der blev ydet til virksomheden, var imidlertid koncerninterne lån fra den koreanske modervirksomhed. Virksomheden havde kun en begrænset mængde kortfristede lån fra kinesiske banker.

(249)

Kommissionen fandt, at disse kortfristede lån ydet af en kinesisk finansiel institution faktisk var revolverende lån. Efter fremlæggelsen af oplysningsdokumentet gjorde Hankook-gruppen gældende, at disse lån var flere på hinanden følgende kapitaludtræk som led i en bredere rammeaftale. Efter en yderligere analyse accepterede Kommissionen Hankooks påstande om arten af disse lån og tilpassede sine beregninger i overensstemmelse hermed ved at anvende rentesatsen på tidspunktet for kapitaludtrækket.

(250)

Som nævnt i afsnit 3.4.1 fremlagde de kinesiske finansielle udlånsinstitutioner ingen vurdering af kreditværdigheden. For at konstatere, om der var tale om en fordel, måtte Kommissionen derfor vurdere, om rentesatserne for lån til Hankook-gruppen var på markedsniveau.

(251)

Kommissionen var af den opfattelse, at gruppens samlede finansielle situation svarer til en BB-rating, hvilket er den højeste rating efter ratingen »investment grade«. »Investment grade« betyder, at obligationer udstedt af virksomheden bedømmes af kreditvurderingsbureauet som værende sandsynligvis tilstrækkelige til at kunne opfylde betalingsforpligtelser, således at bankerne har lov til at investere i dem.

(252)

Den præmie, der forventedes på obligationer udstedt af virksomheder med denne rating (BB), blev derefter anvendt på PBOC's almindelige udlånssats for at fastslå markedsprisen.

(253)

Dette tillæg blev fastsat ved at beregne det relative spread mellem indekser bestående af US-virksomhedsobligationer med AA-rating og US-virksomhedsobligationer med BB-rating på grundlag af Bloomberg-data for industrielle segmenter. Det således beregnede relative spread blev derefter lagt til referencerentesatserne som offentliggjort af PBOC på datoen for bevillingen af lånet (58) og med samme løbetid som det pågældende lån. Dette blev gjort individuelt for hvert enkelt lån til virksomheden.

(254)

Ligesom for lån i fremmed valuta i Kina gælder der en tilsvarende situation med hensyn til markedsfordrejninger og manglen på gyldige kreditvurderinger, eftersom disse lån også ydes af de samme kinesiske finansielle institutioner. Som tidligere konstateret blev virksomhedsobligationer med en BB-rating i relevante pålydender, der er udstedt i undersøgelsesperioden, derfor anvendt til at fastlægge et passende benchmark.

(255)

Efter fremlæggelsen af oplysningsdokumentet og efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gjorde både den kinesiske regering og tre ud af de fire virksomheder, der indgik i stikprøven, indsigelse mod Kommissionens metode, hvorved der anvendes et relativt spread mellem US-virksomhedsobligationer med AA-rating og US-virksomhedsobligationer med en BB-rating til beregning af fordelen ved præferencelån. Alle disse hævdede, at Kommissionen burde have anvendt et absolut spread i stedet for et relativt spread mellem US-virksomhedsobligationerne med AA-rating og US-virksomhedsobligationerne med BB-rating. Der blev givet følgende begrundelser:

(256)

De tre første spørgsmål blev allerede behandlet i sagen om varmvalsede flade produkter (59). Som det fremgår af betragtning 175-187 i sagen om varmvalsede flade produkter, afviste Kommissionen disse argumenter af følgende årsager:

(257)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gentog den kinesiske regering sine tidligere argumenter og hævdede, at det var uhensigtsmæssigt at anvende det relative spread, da benchmarket ikke foretog de nødvendige justeringer for at afspejle forholdene på det kinesiske finansmarked og ville føre til urimelige resultater. Kommissionen var uenig i dette synspunkt, da PBOC's referencerentesats anvendes som udgangspunkt for beregningen. Desuden afspejler anvendelsen af det relative spread ændringer i de underliggende landespecifikke markedsforhold, som ikke er udtrykt, når man følger logikken i relation til et absolut spread som forklaret i betragtning 255. Desuden bemærkede Kommissionen, at den deraf følgende rente på ca. 9 % for virksomheder med BB-rating ikke er urimelig i betragtning af, at udbyttet af virksomhedsobligationer med BB-rating på det kinesiske hjemmemarked var 20 % ved udgangen af undersøgelsesperioden (60).

(258)

Af disse grund har Kommissionen således fastholdt sin holdning om, at metoden med det relative spread i større grad afspejler den risikopræmie, som en finansiel institution ville anvende på de kinesiske eksporterende producenter på et ikkefordrejet marked, navnlig i betragtning af at basisrentesatsen i Kina og basisrentesatsen i USA har udviklet sig forskelligt over tid.

(259)

Hankook-gruppen hævdede også, at Kommissionen ikke havde fratrukket de renter, der var betalt efter undersøgelsesperioden, og som skulle betales for undersøgelsesperioden. Kommissionen gennemgik sine beregninger og konstaterede, at den havde gjort dette korrekt og afviste påstanden.

(260)

Desuden hævdede Hankook-gruppen, at deres udenlandske dokumenttratter ikke kunne betragtes som finansiering. Selv hvis de skulle anses for at være finansieringsinstrumenter, anfægtede gruppen endvidere den referencerentesats, Kommissionen anvendte ved beregningen af fordelen, og som angiveligt ikke tog højde for bankernes rentesatsstruktur (baseret på den landespecifikke LIBOR-sats) i de tilsvarende valutaer.

(261)

For det første var Kommissionen ikke enig med Hankook-gruppen om, at udenlandske dokumenttratter ikke kunne betegnes som finansiering. Takket være disse finansielle instrumenter kunne Hankook-gruppen faktisk inddrive penge på forhånd og dermed reducere sin valutakursrisiko ved fakturering i andre valutaer end i RMB. Det er derfor en kortsigtet finansieringsordning til fordel for Hankook-gruppen.

(262)

For det andet kunne Kommissionen med hensyn til de anvendte referencerentesatser ikke finde tegn på lån med en BB-rating i CAD, AUD og JPY. Da disse lande har et lignende økonomisk udviklingsniveau i forhold til USA, har Kommissionen derfor anvendt de gennemsnitlige USD LIBOR-satser plus den amerikanske risikopræmie for virksomheder med en BB-rating som en indikator for disse valutaer. ICE BofAML-indekset blev anvendt på udenlandske dokumenttratter i GBP, SEK og EUR. LIBOR-renten for lån i EUR, GBP og SEK var i realiteten ofte negativ og blev derfor anset for at være uhensigtsmæssig som udgangspunkt for etableringen af et benchmark. ICE BofAML-indekset er på den anden side en kurv af højt forrentede obligationer, dvs. obligationer under »investment grade«, i EUR. Det svarer til den kreditvurdering, som Kommissionen anså for at være gældende for Hankook-gruppen. Kommissionen fastholdt således sin holdning til udenlandske dokumenttratter fra Hankook-gruppen.

(263)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede Hankook-gruppen, at ICE BofAML Euro High Yield-indekset var irrelevant med henblik på fastsættelsen af en referencerentesats på basis af LIBOR plus et tillæg, og at Kommissionen burde have tilpasset risikopræmien, som den havde gjort for banklån. Kommissionen var ikke enig i dette synspunkt. Som forklaret i betragtning 262 er ICE BofAML Euro High Yield-indekset en kurv af obligationer med en kreditvurdering svarende til en BB-kreditvurdering, som er den rating, der var gældende for Hankook-gruppen. Det svarer således til den rentesats, som en virksomhed med BB-rating forventes at betale for midler i EUR. For så vidt angår lån i CAD, AUD og JPY, gentog Hankook-gruppen de bemærkninger, der blev fremsat i forbindelse med oplysningsdokumentet. Den anførte, at det er Kommissionens opgave at fastsætte et benchmark så tæt på det virkelige marked som muligt. Kommissionen fandt, at dette allerede er tilfældet, da der ikke findes offentligt tilgængelige oplysninger for CAD, AUD og JPY for virksomheder med en BB-rating, som ville gøre det muligt at fastsætte et benchmark ud fra de respektive LIBOR-satser. Hertil kommer, at British Bankers' Association (i dag kaldet Intercontinental Exchange Group eller ICE) i 2013 ophørte med at fastsætte LIBOR for en række valutaer, herunder CAD og AUD. Desuden ligner markedsvilkårene på disse markeder vilkårene på det amerikanske finansmarked. Kommissionen fastholdt derfor sin holdning om, at anvendelsen af ICE BofAML Euro High Yield Index var en passende metode.

(264)

I sine årsregnskaber præsenterede Giti-gruppen også sig selv som værende i en generelt rentabel finansiel situation. Forholdet mellem gæld og aktiver for gruppen er imidlertid også højt med en stigende tendens i undersøgelsesperioden.

(265)

De eksporterende producenter i Giti-gruppen befinder sig i en meget forskellig finansiel situation. Tre af dem var rentable i den betragtede periode. Andre finansielle indikatorer, som f.eks. forholdet mellem gæld og aktiver eller rentedækningsraten, indikerede desuden ikke nogen betydelige strukturelle problemer med hensyn til disse virksomheders evne til at tilbagebetale deres gæld. De to andre producenter var imidlertid konstant tabsgivende i hele den betragtede periode. De havde imidlertid ingen udestående lån fra ikke forretningsmæssigt forbundne banker og blev faktisk fuldt ud finansieret via en langsigtet udestående gæld fra modervirksomheden.

(266)

Kommissionen bemærkede, at Giti-gruppen fik tildelt en A+-rating af et kinesisk kreditvurderingsbureau. I lyset af de generelle fordrejninger gennem de kinesiske kreditvurderinger, der er omhandlet i betragtning 237-242, konkluderede Kommissionen, at denne kreditvurdering ikke var pålidelig.

(267)

Kommissionen fandt derfor, at det er hensigtsmæssigt at anvende BB-ratingen som fastsat i betragtning 251-253 for aktiviteter på koncernniveau til at beregne den samlede fordel, som blev tildelt dækproduktionen, som følge af manglen på en passende risikovurdering.

(268)

Efter fremlæggelsen af oplysningsdokumentet anfægtede Giti-gruppen BB-ratingen for virksomhederne i Giti-gruppen. Virksomheden hævdede, at Kommissionen havde anvendt en standard BB-rating for alle virksomheder i Kina i stedet for at undersøge den individuelle situation for virksomhederne i stikprøven. I den forbindelse pegede virksomheden på den omstændighed, at koncernen ikke havde revolverende lån, og at overskuddet i de forskellige virksomheder i gruppen varierede betydeligt.

(269)

Kommissionen var uenig i vurderingen af Giti-gruppen. Som anført i afsnit 3.4.4.3-3.4.4.6 har Kommissionen foretaget en individuel vurdering af hver gruppe af virksomheder i stikprøven og har undersøgt hver enkelt virksomheds individuelle situation i disse grupper. For så vidt angår Giti-gruppen var der således ikke tale om revolverende lån, og den finansielle situation for de eksporterende producenter varierede meget, med tre rentable eksporterende producenter og to eksporterende producenter med store langvarige tab. Kommissionen kunne således have givet hver enkelt af disse eksporterende producenter forskellige kreditvurderinger. I betragtning af de indbyrdes forbindelser mellem virksomhederne og navnlig det forhold, at de tabsgivende producenters gældsbyrde rent faktisk blev overført til og støttet af gruppens fortjenstorienterede enheder via koncerninterne transaktioner, besluttede Kommissionen imidlertid at tildele gruppen en samlet kreditvurdering. Denne påstand blev derfor afvist.

(270)

Giti-gruppen bemærkede også nogle mindre regnefejl, som blev godkendt af Kommissionen og korrigeret i overensstemmelse hermed.

(271)

De fire eksporterende producenter i China National Tire-gruppen har forskellige finansielle situationer. To af dem havde en konstant fortjeneste i perioden 2014-2016 og havde ret sunde finansielle indikatorer. En af disse to producenter begyndte dog at lide tab i første halvdel af 2017, og der blev konstateret et revolverende lån hos denne producent, hvilket tyder på, at virksomheden kan befinde sig i en mere sårbar finansiel situation end det, som årsregnskabet umiddelbart viser.

(272)

For den tredje og fjerde producents vedkommende viste såvel årsregnskabet som det materiale, der blev fundet under kontrolbesøget dog, at disse virksomheder fortsat modtog lån til attraktive rentesatser til trods for flere på hinanden følgende år med tab, høj gæld i forhold til aktiverne, lav rentedækning, forværrede finansielle indikatorer, uudnyttet produktion, spørgsmål i relation til den fortsatte drift rejst af revisorerne og usikre fremtidsudsigter. Desuden var de afhængige af revolverende lån, og en af dem var ikke i stand til at tilbagebetale noget af sin gæld. Virksomhederne ophørte faktisk med at modtage lån udefra i undersøgelsesperioden. De modtog dog fortsat finansiel støtte i form af lån, der blev optaget af modervirksomheden på deres vegne. Vilkårene i forbindelse med disse låneaftaler henviste til den nødlidende dattervirksomhed som begrundelse for lånet. De pågældende eksporterende producenter måtte desuden tilbagebetale disse lån fuldt ud til modervirksomheden i henhold til en koncernintern aftale.

(273)

Den mellemliggende modervirksomhed, CNRC, var rentabel i perioden 2015-2016 og i undersøgelsesperioden, selv om rentabiliteten var svag, og virksomheden var stærkt gearet. Kommissionen fastslog endvidere, at over halvdelen af de lån, som blev ydet af CNRC, var revolverende lån. Et lignende billede fremkommer af analysen af den endelige modervirksomhed, ChemChina-gruppen, hvor den lave rentabilitet optrådte sammen med høj gearing og en vis afhængighed af revolverende lån. Desuden fandt Kommissionen, at obligationerne blev anvendt til at tilbagebetale udestående lån for ChemChina-gruppen.

(274)

CNRC eller dens dattervirksomheder har ikke fået tildelt kreditvurderinger. Imidlertid blev ChemChina-gruppen gentagne gange tildelt en AAA-kreditvurdering af et kinesisk kreditvurderingsbureau. I lyset af de generelle fordrejninger gennem de kinesiske kreditvurderinger, der er nævnt i betragtning 237-242 ovenfor, samt de beviser, der fremkom under kontrolbesøget, så Kommissionen derfor bort fra den kinesiske rating af ChemChina-gruppen.

(275)

På baggrund af ovenstående generelle situation fandt Kommissionen det nødvendigt at finde et passende benchmark for de forskellige virksomheder i gruppen. For at tage højde for bankernes øgede risikoeksponering, der blev fremhævet ved revolverende lån i nogle af gruppens virksomheder, rykkede Kommissionen et trin ned på risikovurderingsskalaen og tilpassede beregningen af det relative spread for sådanne lån ved at foretage en sammenligning mellem US-virksomhedsobligationer med AA-rating og US-virksomhedsobligationer med B-rating (i stedet for BB) med samme løbetid. Ifølge Standard & Poor's definitioner af kreditvurdering er en låntager med »B«-rating mere sårbar end låntagere med »BB«, men låntageren har stadig kapacitet til at opfylde sine finansielle forpligtelser. Negative forretningsmæssige, finansielle eller økonomiske vilkår kan dog svække låntagers kapacitet eller vilje til at opfylde sine finansielle forpligtelser. Dette benchmark anses derfor for at være hensigtsmæssigt til at afspejle den yderligere risiko, der er forbundet med anvendelsen af revolverende lån.

(276)

Kommissionen anvendte således dette tal som det relevante benchmark for alle lån med en løbetid på 2 år eller derunder ydet til de virksomheder, der gjorde brug af revolverende lån. Revolverende lån indgås faktisk normalt for kortere perioder. Det er meget usandsynligt, at der vil blive fundet revolverende lån med en løbetid på mere end to år, og oplysninger om de lån, der blev kontrolleret i virksomhederne i stikprøven, støttede denne konklusion.

(277)

For de resterende lån med en løbetid på 2 år og derover og for virksomheder, der ikke havde revolverende lån, gik Kommissionen tilbage til det generelle benchmark, der gav den højeste grad af obligationer uden for investeringsklassen (»non-investment grade«), jf. betragtning 251.

(278)

Endelig konkluderede Kommissionen, at to af de virksomheder, der var involveret i produktionen af dæk, befandt sig i en dårlig finansiel situation i 2015-2016 og i undersøgelsesperioden. De ville ikke have haft adgang til yderligere lån i undersøgelsesperioden uden statsstøtte. Derfor gik den fordel, som disse virksomheder havde fået, ud over et almindeligt tillæg til en rentesats. Fordelen i undersøgelsesperioden skyldtes snarere tildelingen af de lån, som ikke ville være blevet ydet uden statsstøtte på grundlag af virksomhedens samlede finansielle situation. I den forbindelse bemærkede Kommissionen, at China National Tire-gruppen er en stor statsejet virksomhed, som er en del af ChemChina-gruppen, og at ChemChina-gruppen var blevet øremærket som en nøglevirksomhed i den 13. petrokemiske femårsplan.

(279)

Derfor besluttede Kommissionen i overensstemmelse med afsnit E(b)(V) i retningslinjerne fra 1998 (61) at behandle de udestående beløb i forbindelse med disse lån i undersøgelsesperioden som et tilskud, der er ydet som led i regeringens politik. Da disse virksomheder ikke længere fik nye lån udefra i undersøgelsesperioden på grund af deres dårlige finansielle situation, som allerede eksisterede i perioden 2015-2016, behandlede Kommissionen de lån, der var udestående i undersøgelsesperioden, men som blev ydet i 2015 og i første halvår af 2016, som tilskud, behørigt justeret jf. betragtning 280. Desuden behandlede Kommissionen de koncerninterne lån, som modervirksomheden havde optaget på vegne af sin dattervirksomhed i undersøgelsesperioden, som tilskud, da de tydeligvis var bestemt til og skulle betales af dattervirksomheden.

(280)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede China National Tire-gruppen, at de koncerninterne lån, som modervirksomheden havde optaget på vegne af dattervirksomheden, ikke skulle behandles som tilskud, da låneaftalerne blev indgået mellem modervirksomheden og bankerne. Derfor kunne disse lån ikke behandles som lån til dattervirksomhederne med henblik på beregning af fordelen ved subsidiet. Kommissionen var uenig i denne vurdering, eftersom de låneaftaler, der var indgået med bankerne, klart fastsatte, at formålet med lånene var at yde finansiering til de nødlidende dattervirksomheder. Desuden blev der indgået særaftaler mellem modervirksomheden og dattervirksomhederne, hvori der var klare henvisninger til de præcise låneaftaler med bankerne og bestemmelser om, at dattervirksomhederne skulle tilbagebetale lånene med deres egne midler.

(281)

China National Tire-gruppen hævdede også generelt, at de lån, der var blevet ydet til de to eksporterende producenter, ikke svarede til tilskud, da disse lån ikke blev eftergivet eller misligholdt. I den henseende præciserede Kommissionen, at den ikke havde anset de lån, der blev ydet til virksomhederne i stikprøven, for at være tilskud som sådan. Kommissionen erkendte, at lånene til virksomhederne havde tilknyttede betalingsforpligtelser. Ved beregningen af fordelen af en sådan transaktion foretog Kommissionen ikke en sammenligning af rentesatserne, men anvendte i stedet for den udestående hovedstol som udgangspunkt. Kommissionen bemærkede yderligere, at den ikke tog hele lånebeløbet i betragtning ved beregningen af fordelen som forklaret i efterfølgende betragtning.

(282)

Den opnåede fordel blev fastslået på grundlag af den udestående hovedstol med fradrag af de betalte renter i undersøgelsesperioden. Lånets hovedstol blev justeret i værdi ved afskrivning i henhold til det underliggende formål med lånet. Hvis formålet med lånet var mærket som likviditet/driftskapital, blev det fulde beløb anvendt. Hvis lånet klart var forbundet med en langsigtet investering, ville lånets hovedstol blive afskrevet over lånets løbetid, og kun det beløb, der var fordelt på undersøgelsesperioden, blev taget i betragtning. Endelig blev fordelens størrelse yderligere justeret for kun at afspejle det antal dage i undersøgelsesperioden, i hvilket lånet løb.

(283)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger fremhævede China National Tire-gruppen, at fordelen i forbindelse med de koncerninterne lån fra ChemChina Finance var blevet talt med to gange, eftersom de blev taget i betragtning for de enkelte lånmodtagere inden for gruppen, selv om Kommissionen allerede havde beregnet fordelen ved subsidiet i forbindelse med de interbanklån, som ChemChina Finance havde fået af bankerne. Kommissionen accepterede denne påstand og tilpassede beregningen af fordelen ved præferencelån i overensstemmelse hermed.

(284)

I sine årsregnskaber præsenterede Xingyuan-gruppen sig selv som værende i en generelt vanskelig finansiel situation. Den vigtigste virksomhed i gruppen, som også er den største eksporterende producent, var tabsgivende i hele perioden 2014-2016. Ved udgangen af 2016 havde virksomheden en negativ egenkapital, fordi forholdet mellem gæld og aktiver oversteg 100 %, og virksomhedens akkumulerede tab var højere end den indbetalte kapital.

(285)

Under kontrolbesøget fandt Kommissionen også flere revolverende lån blandt de lån, der indgik i stikprøven, og bemærkede, at virksomheden havde vanskeligt ved at tilbagebetale renter og afdrag på lån. Flere lån var blevet tilbagebetalt for sent, og nogle lån, som udløb i undersøgelsesperioden, var stadig ikke blevet tilbagebetalt efter flere måneder.

(286)

Desuden viste PBOC's kreditrapport for virksomheden, at den havde betydelige ikkebalanceførte forpligtelser, da den havde stillet garantier for lån til uafhængige tredjeparter på dækmarkedet i regionen. Desuden blev 31 % af dens udestående lån klassificeret i kategorien »berørt« i virksomhedens kreditrapport.

(287)

Endelig fandt Kommissionen, at virksomheden havde vanskeligt ved at betale sin hovedleverandør af materialer, og at den havde et stort udestående beløb, der kunne betegnes som »lån« hos denne leverandør.

(288)

Den forretningsmæssigt forbundne eksporterende forhandler var på den anden side begrænset rentabel i den betragtede periode. Selv om den ikke befandt sig i en tabsgivende situation, var rentabilitetsniveauet generelt svagt, hvilket udsætter virksomheden for risiko i forbindelse med negative ændringer i erhvervsmæssige, finansielle eller økonomiske vilkår. Virksomheden havde en stor gæld i forhold til deres aktiver, men havde ingen revolverende lån.

(289)

Trods disse omstændigheder tildelte et kinesisk kreditvurderingsbureau Xingyuan-gruppen en indenlandsk rating på AA i undersøgelsesperioden. I lyset af de generelle fordrejninger gennem de kinesiske kreditvurderinger, der er nævnt i betragtning 237-242, samt de beviser, der fremkom under kontrolbesøget, så Kommissionen derfor bort fra den kinesiske rating af Xingyuan-gruppen.

(290)

På baggrund af ovenstående generelle situation fandt Kommissionen det nødvendigt at finde et passende benchmark for de forskellige virksomheder i gruppen.

(291)

Kommissionen konkluderede, at situationen for den eksporterende producent var således, at denne virksomhed ikke ville have haft adgang til yderligere lån i undersøgelsesperioden uden statsstøtte. Derfor gik den fordel, som disse virksomheder havde fået, ud over et almindeligt tillæg til rentesatsen. Fordelen i undersøgelsesperioden skyldtes snarere tildelingen af de lån, som ikke ville være blevet ydet uden statsstøtte på grundlag af virksomhedens samlede finansielle situation. Hertil bemærkede Kommissionen, at Xingyuan-gruppen blev udpeget som en af de syv største regionale dækproducerende virksomheder i planen om gennemførelse af omstrukturering og opgradering af dækindustrien i Shandong-provinsen.

(292)

Derfor besluttede Kommissionen i overensstemmelse med afsnit E(b)(V) i retningslinjerne fra 1998 at behandle de udestående beløb i forbindelse med disse lån i undersøgelsesperioden som et tilskud, der er ydet som led i regeringens politik. På grundlag af de foreliggende oplysninger udlignede Kommissionen kun lån ydet i undersøgelsesperioden.

(293)

For så vidt angår de lån, som den eksporterende producent havde fået før undersøgelsesperioden, og da der fandtes revolverende lån for denne virksomhed, gik Kommissionen tilbage til det benchmark, der er fastsat i betragtning 275 for alle lån med en løbetid på 2 år eller derunder. For de resterende lån med en løbetid på 2 år og derover gik Kommissionen tilbage til det generelle benchmark, som gav den højeste grad af obligationer uden for investeringsklassen (»non-investment grade«), jf. betragtning 251.

(294)

For de andre virksomheder i Xingyuan-gruppen konkluderede Kommissionen ud fra de foreliggende oplysninger, at Kommissionen kunne anvende det generelle benchmark, som gav den højeste grad af obligationer uden for investeringsklassen (»non-investment grade«), jf. betragtning 251.

(295)

Undersøgelsen viste, at de kinesiske finansielle institutioner også ydede kreditlinjer i forbindelse med ydelsen af individuelle lån til hver af virksomhederne i stikprøven. Der var tale om rammeaftaler, i henhold til hvilke banken ville give virksomhederne i stikprøven mulighed for at trække penge ud op til et vist maksimumsbeløb i form af forskellige gældsinstrumenter (lån, dokumenttratter, handelsfinansiering osv.). Under normale markedsforhold vil sådanne kreditlinjer normalt være omfattet af et »aftalegebyr« eller et »forpligtelsesgebyr« som kompensation for bankens omkostninger og risici samt fornyelsesgebyrer, der opkræves på et tidligt tidspunkt for at forlænge gyldigheden af kreditlinjerne. Kommissionen fandt imidlertid, at alle virksomheder i stikprøven havde fordel af gebyrfrie kreditlinjer.

(296)

I henhold til grundforordningens artikel 6, litra d), nr. ii), anses fordelen for modtagerne således for at være forskellen mellem det beløb, virksomheden betaler for kreditlinjen, der er indrømmet af kinesiske finansielle institutioner, og det beløb, den pågældende virksomhed ville skulle betale for en tilsvarende kreditlinje på markedsvilkår.

(297)

En af de stikprøveudtagne eksporterende producenter i Hankook-gruppen fik en kreditlinje af to banker, hvis hovedkontor er etableret i en anden finansiel jurisdiktion end Kina, og som var underlagt forpligtelses- og administrationsgebyrer, hvilket er sædvanlig praksis på de globale finansmarkeder. Da disse kreditlinjer, der specifikt var bevilget virksomheder, som driver virksomhed på dækmarkedet, ikke var underlagt fornyelsesgebyrer, besluttede Kommissionen ikke at opkræve sådanne gebyrer i den foreliggende sag. De pågældende kreditlinjer blev derfor anset for at være en rimelig reference for et benchmark. Følgelig blev gennemsnittet af gebyrerne for disse kreditlinjer anvendt som benchmark i overensstemmelse med grundforordningens artikel 6, litra d), nr. ii).

(298)

Størrelsen af de gebyrer, der blev brugt som benchmark, anvendtes pro rata i forhold til beløbet for en enkelt kreditlinje for at nå frem til subsidiebeløbet (minus eventuelle faktisk betalte gebyrer). I tilfælde, hvor kreditlinjen løb over mere end et år, blev det samlede subsidiebeløb fordelt over kreditlinjens varighed og et passende beløb blev tildelt undersøgelsesperioden.

(299)

Efter fremlæggelsen af oplysningsdokumentet og ved den endelige fremlæggelse af oplysninger påstod Hankook-gruppen, at der ikke blev opkrævet forudgående gebyrer, fordi de kinesiske banker tog hensyn til de samlede indtægter fra andre varer og tjenesteydelser i beslutningen om at åbne en kreditlinje for en virksomhed.

(300)

Kommissionen var enig i, at enhver kunde, der åbnede en kreditlinje i en bank, forventes at købe andre varer og tjenesteydelser fra den pågældende bank. Det er imidlertid almindelig praksis, at kunderne betaler et gebyr til at begynde med, hvilket fremgik af det gebyr, som to udenlandske banker opkrævede for deres kreditlinjeåbninger for Hankook-gruppen. Bankerne skal faktisk stille midler til rådighed, således at de er tilgængelige på et hvilket som helst tidspunkt, så længe kreditlinjen er åben. Hankook-gruppen undlod at fremlægge dokumentation for de påståede årsager til, at der var givet afkald på de forudgående gebyrer. Hertil kommer, at låntagere i nogle tilfælde også kan blive pålagt at beholde et minimumsbeløb som indskud i banken. Hankook-gruppens krav afvises derfor.

(301)

Efter fremlæggelsen af oplysningsdokumentet bemærkede Giti-gruppen, at Kommissionen anvendte et forkert antal udestående dage for en række kreditlinjer, og at den ikke havde trukket nogle af de gebyrer, som virksomheden havde betalt, fra den beregnede fordel. Kommissionen accepterede delvis disse bemærkninger og reviderede beregningen af fordelen i overensstemmelse hermed.

(302)

Undersøgelsen viste, at alle grupperne af eksporterende producenter i stikprøven havde fordel af præferencelånene i undersøgelsesperioden. Da der er tale om et finansielt bidrag, en fordel for de eksporterende producenter og specificitet, bør disse lån og kreditlinjer betragtes som et udligningsberettiget subsidie.

(303)

Det subsidiebeløb, der blev fastsat for præferencelån i undersøgelsesperioden for grupperne af virksomheder i stikprøven, er på:

(304)

To af virksomhederne i stikprøven havde haft fordel af præferentiel finansiering i form af obligationer.

(305)

I Kina er aktørerne på obligationsmarkedet i al væsentlighed de samme enheder som dem, der er aktive på lånemarkedet. Virksomheder, der ønsker at udstede obligationer, skal anmode om, at en finansiel institution fungerer som tegningsgarant. Tegningsgaranterne udsteder obligationer og foreslår de rentesatser, hvortil obligationen vil blive tilbudt investorerne. Disse tegningsgaranter er de samme statsejede banker, som også tilbyder de præferencelån, der er omhandlet i afsnit 3.4. Desuden er investorer, der køber obligationerne, også hovedsageligt kinesiske (statsejede) banker, da mere end 95 % af den samlede handel med obligationer sker på interbankmarkedet (62).

(306)

Som beskrevet i afsnit 3.4.1 er disse finansielle institutioner kendetegnet ved en stærk statslig tilstedeværelse, og den kinesiske regering har mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på dem.

(307)

Den generelle retlige ramme, som disse finansielle institutioner opererer i, og som allerede er beskrevet i afsnit 3.4, finder også anvendelse på obligationer. Desuden gælder følgende forskrifter specifikt for obligationer:

(308)

Folkerepublikken Kinas lovgivning om værdipapirer revideret og vedtaget den 27. oktober 2005 på det 18. møde i Den 10. Nationale Folkekongres' stående udvalg for Folkerepublikken Kina trådte i kraft den 1. januar 2006 (den nuværende udgave blev offentliggjort den 31. august 2014) (»værdipapirloven«)

(309)

Administrative Measures for the Issuance and Trading of Corporate Bonds, Order of the China Securities Regulatory Commission No.113 af 15. Januar 2015.

(310)

Measures of the Administration of Debt Financing Instruments of Non-financial Enterprises on the Inter-bank Bond Market Issued by the People's Bank of China, Order of the People's Bank of China [2008], No. 12 af 9. april 2008.

(311)

Forskrifter om forvaltning af virksomhedsobligationer, udstedt af Statsrådet den 18. januar 2011.

(312)

I overensstemmelse med forskrifterne kan obligationer ikke udstedes eller handles frit i Kina. Udstedelsen af hver enkelt obligation skal godkendes af forskellige statslige myndigheder såsom PBOC, NDRC eller CSRC, afhængigt af hvilken type obligation og udsteder der er tale om. I henhold til forskrifterne om forvaltning af virksomhedsobligationer er der desuden årlige kvoter for udstedelsen af virksomhedsobligationer.

(313)

I henhold til artikel 16 i værdipapirloven skal den offentlige udstedelse af obligationer desuden opfylde følgende krav: »investeringen af indsamlede midler skal være i overensstemmelse med statens industripolitikker […]«, og »de indsamlede midler […] skal anvendes til det verificerede formål«. Artikel 12 i lovgivningen om forvaltningen af virksomhedsobligationer gentager, at formålet med de indsamlede midler skal være i overensstemmelse med statens industripolitik.

(314)

I henhold til de administrative foranstaltninger vedrørende udstedelse og handel med virksomhedsobligationer kan kun visse obligationer, der er underlagt strenge kvalitetskriterier, f.eks. dem med en kreditvurdering på AAA, tilbydes til offentlig udstedelse. De fleste obligationer vil derfor blive udstedt til såkaldt kvalificerede investorer, som er godkendt af CSRC, og som i bund og grund er kinesiske institutionelle investorer.

(315)

Endelig fastsættes rentesatserne for virksomhedsobligationer ikke frit, da artikel 18 i forskrifterne om forvaltning af virksomhedsobligationer bestemmer, at »renten for alle virksomhedsobligationer må ikke være højere end 40 % af den til hver tid gældende rente, som bankerne har betalt enkeltpersoner for tidsbegrænset opsparingsindskud med samme løbetid«.

(316)

Kommissionen søgte også at få konkrete beviser for udøvelsen af betydelig kontrol gennem konkrete obligationsudstedelser. Den undersøgte derfor den generelle retlige ramme, jf. betragtning 307-315, kombineret med de konkrete undersøgelsesresultater.

(317)

Kontrolbesøgene viste, at der blev udstedt obligationer af to grupper af eksporterende producenter i stikprøven til en rentesats tæt på referencerentesatserne fra People's Bank of China (»PBOC«), uanset virksomhedernes finansielle og kreditrisikomæssige situation.

(318)

I praksis påvirkes rentesatserne på obligationer af kreditvurderingen på samme måde som for lån. Som beskrevet i betragtning 237-242 er det lokale kreditvurderingsmarked imidlertid fordrejet, og kreditvurderingerne er upålidelige. Dette illustreredes af, at obligationsprospekter og kreditvurderingsrapporter for de obligationer, der var udstedt af virksomhederne i stikprøven, ikke svarede til den faktiske situation i virksomhederne.

(319)

I ét eksempel var den finansielle analyse af obligationsudstedelsen baseret på en meget høj omsætning og en fortjeneste på 12 %, selv om virksomhedens årsregnskaber viste, at den rent faktisk var tabsgivende.

(320)

I et andet tilfælde advarede det detaljerede obligationsprospekt om, at virksomhedens gældsniveau var steget, og at »gældsbyrden for udstederen er stor, og dens forhold mellem aktiver og forpligtelser er højere end industrigennemsnittet... Generelt set er udstederens kortfristede solvens forholdsvis lav, og således er der et vist solvenspres på kort sigt.... Virksomheden baserer sig primært på ikke-driftsmæssige indtægter som sin fortjeneste. Dette udgør en stor usikkerhed for virksomhedens rentabilitet.« Rapporten afslutter ikke desto mindre med at tildele en AAA-kreditvurdering for obligationsudstedelsen.

(321)

Endelig bemærkede Kommissionen, at rentesatserne for obligationer i gennemsnit bør være højere end rentesatserne for lån på normale markedsvilkår, fordi de betragtes som efterstillet gæld. For virksomhederne i stikprøven var rentesatserne for lån dog lig med eller højere end rentesatserne for obligationer.

(322)

I lyset af ovenstående fandt Kommissionen, at alle de statsejede kinesiske finansielle institutioner, som tilrettelagde obligationsudstedelse for virksomhederne i stikprøven, er offentlige organer, jf. grundforordningens artikel 3 og artikel 2, litra b). Desuden fik de to eksporterende producenter i stikprøven en fordel, da obligationerne blev udstedt til renter under den markedsrente, der svarede til deres faktiske risikoprofil.

(323)

Kommissionen var af den opfattelse, at den præferentielle finansiering gennem obligationer er specifik, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), da obligationerne ikke kan udstedes uden godkendelse fra statslige myndigheder, og Kinas værdipapirlovgivning fastsætter, at udstedelsen af obligationer skal være i overensstemmelse med statens industripolitikker. Ifølge disse politikker er højtydende radialdæk (herunder slangeløse lastbildæk) anført som en tilskyndet varekategori.

(324)

Da obligationer kort sagt bare er en anden form for gældsinstrument, som svarer til lån, og da beregningsmetoden for lån allerede er baseret på en kurv af obligationer, besluttede Kommissionen at følge beregningsmetoden for lån som beskrevet i afsnit 3.4.4. Det betyder, at det relative spread mellem US-virksomhedsobligationer med AA-rating og US-virksomhedsobligationer med BB-rating med samme løbetid anvendes på de referencerentesatser, der er offentliggjort af PBOC, for at fastsætte en markedsbaseret obligationsrente, som derefter sammenlignes med den af virksomheden faktisk betalte rentesats, med henblik på at kunne beregne fordelen.

(325)

Det subsidiebeløb, der blev fastsat for præferenceobligationer i undersøgelsesperioden for de stikprøveudtagne grupper af virksomheder, er på:

(326)

Ifølge klageren ydede de statsejede banker i Kina kreditter til købere af eksport eller lån på lempelige vilkår til udenlandske virksomheder, som f.eks. importører, for at fremme eksporten af kinesiske varer, teknologi og tjenesteydelser, som f.eks. dæk.

(327)

Kommissionen fandt i forbindelse med undersøgelsen, at ingen af importørerne, uanset om de var forretningsmæssigt forbundet, havde udestående lån fra kinesiske finansielle institutioner i deres regnskaber. Kommissionen konkluderede derfor, at denne ordning ikke fandt anvendelse på virksomhederne i stikprøven i undersøgelsesperioden.

(328)

Ved udgangen af 2015 erhvervede CNRC en kapitalandel i Pirelli-gruppen på 65 %. Gruppen var på daværende tidspunkt vurderet til 7,1 mia. EUR. Denne overtagelse blev ledsaget af flere støtteforanstaltninger fra den kinesiske regering.

(329)

Efter fremlæggelsen af oplysningsdokumentet og den endelige fremlæggelse af oplysninger påstod den kinesiske regering, Pirelli og CNRC, at Kommissionen ikke kunne undersøge denne ordning, da den ikke var omfattet af klagen eller af indledningsmeddelelsen. Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gentog den kinesiske regering denne påstand og gjorde gældende, at Kommissionen ikke gav mulighed for konsultationer forud for indledningen i overensstemmelse med grundforordningens artikel 10, stk. 7, og dermed forhindrede Kina i at foreslå en fælles holdning. Den kinesiske regering påstod desuden, at nye ordninger kun kan udlignes, hvis der fandtes et retsgrundlag i EU-retten. Et sådant retsgrundlag blev imidlertid først indført ved ikrafttrædelsen af grundforordningens nye artikel 10, stk. 7, andet afsnit, i december 2017 (63), som ikke fandt anvendelse på denne procedure. CNRC havde den opfattelse, at hvert program skulle være individuelt nævnt i indledningsmeddelelsen. Da Kommissionen kun havde henvist til »tilskud« eller »lån« og ikke til »egenkapitalinvestering«, var SRF-investeringen ikke omfattet af proceduren.

(330)

Kommissionen var uenig. Indledningsmeddelelsen henviste til »1) direkte overførsel af midler og mulig direkte overførsel af midler eller forpligtelser«. Både i antisubsidiegrundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i), og i artikel 1.1 (a)(1)(i) i WTO-aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger forklares udtrykket »direkte overførsel af midler« med eksempler i parentes. Der nævnes »f.eks. tilskud, lån, indskud af egenkapital«. Som egenkapitalinvestering var SRF-investeringen således omfattet af indledningsmeddelelsen under overskriften »direkte overførsel af midler«. Som forklaret i betragtning 334-340 blev SRF-investeringen desuden ikke anset for at være et særskilt og selvstændigt program i forbindelse med denne undersøgelse. I stedet udgjorde SRF-investeringen et yderligere indgreb i en pakke med fem finansielle indgreb fra den kinesiske regering i forbindelse med overtagelsen af Pirelli. Sammen med en anden egenkapitalinvestering fra CINDA var de øvrige dele af pakken et tilskud, et lån, og en rentetilbagebetaling, som CNRC får for at have været genstand for undersøgelse. Ved at analysere SRF-investeringen havde Kommissionen således ikke inddraget en særskilt ordning i undersøgelsen, men snarere undersøgt alle relevante dele af én kompleks finansiel foranstaltning som led i en ordning til fremme af udenrigshandelen i denne sammenhæng.

(331)

Selv om der havde været tvivl om omfanget af de tilskud, der var omfattet af proceduren, havde Kommissionen desuden i fuld åbenhed fjernet denne tvivl under undersøgelsen. Spørgsmålet om den markedsbaserede karakter af investeringerne, som blev foretaget af Silk Road Fund (»SRF«), blev rejst efter fælles aftale under kontrolbesøget hos den kinesiske regering, hvor den kinesiske regering også fremlagde nyttige oplysninger om karakteren af SRF. På det grundlag var Kommissionen også overrasket over CNRC's påstand, der blev fremsat efter den endelige fremlæggelse af oplysninger, om at den kinesiske regering kun havde afgivet et mundtligt svar under Kommissionens kontrolbesøg, og at Kommissionen ikke havde anmodet om yderligere oplysninger om den markedsbaserede karakter af SRF. Tværtimod havde Kommissionen i den forbindelse sendt et brev i henhold til artikel 28 til den kinesiske regering og havde modtaget dokumentation fra den kinesiske regering om SRF-investeringen, hvilket igen understreger, at dette aspekt af den kinesiske regerings finansiering var en reel del af proceduren.

(332)

Påstanden om, at SRF-investeringen lå uden for undersøgelsens omfang, blev derfor afvist.

(333)

Den 13. femårsplan for udvikling af udenrigshandlen, udstedt af Handelsministeriet (»MOFCOM«) den 26. december 2016.

(334)

Kommissionen konstaterede, at den kinesiske regering havde grebet ind på flere måder for at gøre det lettere for CNRC at overtage andelen på 65 % i Pirelli-gruppen.

(335)

For det første modtog CNRC et tilskud på 500 mio. RMB (ca. 66 mio. EUR) fra SASAC, til »at fremme et globalt samarbejde om produktionskapacitet under initiativet »One Belt, One Road«« i overensstemmelse med meddelelsen fra finansministeriet om Release of Central State-Owned Capital Operating Budget in 2016, CZ [2016] No. 18.

(336)

For det andet modtog CNRC et præferencelån på 800 mio. EUR fra et bankkonsortium, herunder China Development Bank (»CDB«), EXIM og China Construction Bank (»CCB«). Låneaftalen nævner som formål med lånet overtagelsen af Pirelli.

(337)

For det tredje modtog CNRC en godtgørelse på 17 mio. RMB for de renter, der var blevet betalt for lånet i ovennævnte betragtning. Denne godtgørelse blev ydet af finansministeriet med henblik på »at overtage rettigheder i forbindelse med kapitalandele i Pirelli« som en del af »de særlige midler til nøgleprojekter i 2015 med henblik på udviklingen af udenrigshandelen«, hvilket er i overensstemmelse med Notice on Appropriating Subsidized Funds of Key Projects of 2015 Special Funds for the Development of Foreign Trade and Economy, C.H. [2015] nr. 653 og ChemChina File [2016] No. 144.

(338)

For det fjerde deltog den kinesiske regering i overtagelsen af kapitalandelen i Pirelli-gruppen ved at stille en egenkapitalinvestering på 533 mio. EUR via SRF, som er en statslig investeringsfond, der indgår i initiativet »One Belt, One Road«. Investeringsaftalen tager hensyn til de praktiske detaljer ved transaktionen, men ser ikke nærmere på de underliggende betingelser. Kommissionen har ikke fået forelagt andre dokumenter mellem SRF og CNRC i forbindelse med denne specifikke foranstaltning.

(339)

Endelig deltog den kinesiske regering i omstruktureringen i China National Tire-gruppen efter overtagelsen ved at stille en egenkapitalinvestering på 266 mio. EUR via China Cinda Asset Management Company Ltd. (»Cinda«) i den virksomhed, som ejer industridæksegmentet i Pirelli-gruppen.

(340)

Alle fem interventioner havde det fælles mål at gøre det muligt for CNRC at købe Pirelli. Tilsammen omtales de som »foranstaltningen«.

(341)

En del af den kinesiske regerings støtte blev således ydet direkte (f.eks. i form af tilskud), og en del blev ydet indirekte via statsejede enheder. Med hensyn til det præferencelån, der er nævnt i betragtningen ovenfor, fastslog Kommissionen allerede i afsnit 3.4.1, at CDB, EXIM og CCB handlede som offentlige organer i henhold til grundforordningens artikel 3 og artikel 2, litra b), når de ydede lån til virksomhederne i stikprøven.

(342)

Med hensyn til SRF og Cinda konstaterede Kommissionen, at begge enheder er helt ejet af den kinesiske regering, og at deres ledelsesstruktur indikerer, at staten udøver en betydelig kontrol med dem.

(343)

Ifølge SRF's websted er fonden en statsejet enhed, der er etableret og støttet af staten med henblik på at yde investerings- og finansieringsstøtte til handel og økonomisk samarbejde og konnektivitet som led i initiativet »One Belt, One Road«. Virksomheden ejes 100 % af staten gennem State Administration of Foreign Exchange, China Investment Corporation, EXIM Bank og CDB. Den har en bestyrelse og et tilsynsråd, der består af repræsentanter fra forskellige ministerier.

(344)

Cinda blev etableret som en statsejet virksomhed og en »bad bank« for China Construction Bank i 1999. Ifølge årsberetningen var det det første porteføljeadministrationsselskab, der blev oprettet i april 1999 efter Statsrådets godkendelse med henblik på at håndtere den finansielle risiko og opretholde det finansielle systems stabilitet samt lette reformen af statsejede banker og virksomheder. I 2017 var de vigtigste aktionærer i virksomheden finansministeriet (64,45 %) og Kinas National Council for Social Security Fund (7,06 %). Virksomhedens bestyrelse og tilsynsråd består af en blanding af repræsentanter fra statslige myndigheder og store statsejede finansielle institutioner.

(345)

Forvaltning af nødlidende aktiver er virksomhedens hovedaktivitet. Ifølge årsberetningen har virksomheden »nøje koordineret den nationale strategi« og bl.a. støttet oprettelsen af initiativet »One Belt, One Road«. Endvidere tilkendegiver virksomheden, at den »vil studere og gennemføre den ånd, der kommer til udtryk i det kinesiske kommunistiske partis 19. nationalkongres og Xi Jinpings tanker om socialisme med kinesiske karakteristika for en ny æra og kraftigt styrke partiets overordnede ledelse og sørge for, at der er en solid politisk garanti for virksomhedens udvikling«.

(346)

På grundlag af de oplysninger, der blev fremlagt under kontrolbesøget, samt offentligt tilgængelige oplysninger konkluderede Kommissionen derfor, at der forelå formelle indicier for statslig kontrol med hensyn til SRF og Cinda.

(347)

Kommissionen indhentede desuden oplysninger om, hvorvidt den kinesiske regering har udøvet betydelig kontrol med ledelsen af SRF og Cinda. I den forbindelse bemærkede Kommissionen, at deres deltagelse skal ses i sammenhæng med følgende lovgivningsmæssige rammer:

(348)

Den 13. femårsplan for udvikling af udenrigshandel fastlægger de generelle principper for Kinas udenrigshandelspolitik, som omfatter en udvidelse med et større anvendelsesområde og et højere niveau og en kombination af »udadvendte politikker« og »introduktion«, der skal fremme væksten i handelen. Planen tager også sigte på at fremme en omlægning fra eksport, der er domineret af varer, til eksport af varer, tjenesteydelser, teknologier og kapital. I den forbindelse nævnes det i planens kapitel III.3, at en af de vigtige opgaver er at styrke eksportvirksomheders tværnationale driftskapacitet, hvilket tilskynder stærke virksomheder til at udvide industrikæder, gennemføre tværnationale fusioner og overtagelser og erhverve mærkevarer, kerneteknologier og markedsføringskanaler. Planen nævner endvidere, at der vil blive ydet systematisk støtte til tværnationale virksomheder med god kreditværdighed for således at skabe en gruppe af store virksomheder med tværnational erhvervskapacitet, som har et verdensomspændende distributionsnet på markedet.

(349)

Statsrådets vejledende udtalelser om Promotion of International Production Capacity og om Equipment Manufacturing Cooperation indeholder yderligere oplysninger om, hvordan strategien for »udadvendte politikker« skal gennemføres i praksis. Formålene er at realisere en kampagne fra eksport af varer til eksport af industrier og »aktivt udvikle og »udnytte« markederne i de udviklede lande«. Det endelige mål er at skabe en række førende virksomheder med international konkurrenceevne og markedsudviklingskapacitet.

(350)

Artikel 30-36 i disse vejledende udtalelser opremser alle de politiske støtteforanstaltninger, som virksomheder, der opererer i udlandet, kan få, som f.eks. finanspolitik og politikker for skattebegunstigelse, lån på lempelige vilkår, finansiel støtte gennem syndikerede lån, eksportkreditter, projektfinansiering, egenkapitalinvestering og endelig eksportkreditforsikring.

(351)

I artikel 35 nævnes Silk Road Fund specifikt som et redskab til projektfinansiering, der støttes af staten, og som anvendes til at »øge kilderne til egenkapitalinvestering. … Vi vil give Silk Road Fund mulighed for at udvikle sig fuldt ud. Vi vil aktivt støtte projekter vedrørende international produktionskapacitet og samarbejde om fremstilling af udstyr gennem egenkapitalinvestering og lånefinansiering.«

(352)

Endvidere anfører Silk Road Fund selv på sit websted, at dens mål er at hjælpe kinesiske virksomheder med at forbedre deres eksportresultater ved at give dem bedre adgang til udenlandske markeder gennem etablering af udenlandske operationer og gennem anskaffelse af udenlandsk avanceret teknologi.

(353)

På dette grundlag konkluderer Kommissionen, at den kinesiske regering har skabt normative rammer, der skal følges af ledere og tilsynsførende, som er udpeget af den kinesiske regering og er ansvarlige over for den kinesiske regering. Derfor støttede den kinesiske regering sig til de normative rammer for at udøve betydelig kontrol med ledelsen af SRF og Cinda.

(354)

Kommissionen undersøgte også SRF's og Cindas konkrete adfærd og bemærkede, at begge disse enheder handlede som finansielle investorer i forbindelse med overtagelsen af kapitalandelen i Pirelli-gruppen og udøver reelt ingen operationel kontrol med deres investeringer. Desuden giver de begge en fordel, der ikke kunne fås under normale markedsvilkår:

(355)

Cinda betalte et unormalt højt beløb for sin egenkapitalinvestering. Cinda betalte 266 mio. EUR for denne egenkapitalinvestering, selv om den underliggende andel i egenkapitalen kun svarede til 38 mio. EUR, og virksomhedens nettoaktiver var på 73 mio. EUR.

(356)

Med hensyn til SRF har fonden ifølge dennes egne udtalelser til formål at yde finansiel støtte til projekter, der ikke har tilstrækkelig egenkapital, ved at reducere den samlede gældskvote og forbedre projekternes finansieringsevne. Samtidig bliver det med fonden lettere at få syndikerede lån (såsom præferencelån som nævnt i betragtning 336), hvilket giver yderligere finansieringsstøtte til projekterne. Pirelli-aftalen nævnes gentagne gange af SRF på dennes websted som et eksempel på denne arbejdsmetode.

(357)

Kommissionen konstaterede derfor, at ovenfor beskrevne retlige ramme implementeres af SRF og Cinda i forbindelse med udøvelsen af statslige funktioner med hensyn til dækindustrien, idet de optræder som offentlige organer, jf. grundforordningens artikel 2, litra b), sammenholdt med grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i), og i overensstemmelse med WTO's relevante retspraksis.

(358)

Endvidere bemærkes, at selv om SRF og Cinda ikke blev anset for offentlige organer, fandt Kommissionen, at de også ville blive betragtet, som om de havde fået overdraget eller var blevet pålagt af den kinesiske regering at udøve funktioner, der normalt udføres af staten, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iv), af de samme årsager som anført i betragtning 342-356. Ledelsen ville dermed under alle omstændigheder kunne tilskrives den kinesiske regering.

(359)

Efter fremlæggelsen af oplysningsdokumentet og den endelige fremlæggelse af oplysninger påstod CNRC og Pirelli, at SRF og Cinda ikke er offentlige organer, da SRF ikke er et støtteorgan, og både SRF og Cinda tilstræber markedsbaserede afkast som enhver privat investor. Ifølge CNRC bekræftede det forhold, at SRF-investeringen havde betalt aktierne i Pirelli til markedspris, at beslutningerne i forbindelse med SRF-investeringen træffes uafhængigt og baseres på markedsprincipper.

(360)

Kommissionen mindede om, at analysen vedrørende offentlige organer imødekommer spørgsmålet om, hvorvidt en enhed har fået overdraget statslig myndighed. Staten ejer ikke blot SRF (som anført i betragtning 343-346), men regeringen udøver også betydelig kontrol med den. Spørgsmålet om, hvorvidt de enkelte SRF-beslutninger er sunde ud fra et kommercielt synspunkt, er ikke afgørende. Det afgørende er derimod, at SRF's beslutninger ikke træffes uafhængigt af statslig indflydelse. Som det fremgår af betragtning 348-353, er der en stærk normativ ramme, inden for hvilken SRF fungerer som et regeringsinstrument, der skal forfølge de politiske mål under initiativet »One Belt, One Road« (omdøbt til Belt and Road Initiative (»BR-Initiativet«)). Lederne af SRF, der udnævnes og er under tilsyn af den kinesiske regering, gennemfører disse politiske mål og udøver dermed betydelig kontrol med SRF. Kommissionen bekræftede derfor sin vurdering af, at SRF er et offentligt organ eller i det mindste af regeringen har fået overdraget eller pålagt at udføre funktioner, der normalt udføres af staten, som f.eks. at forfølge mål inden for den offentlige politik.

(361)

CNRC og Pirelli kommenterede også i relation til oplysningsdokumentet, at Kommissionen ikke dokumenterede, at vilkårene for SRF-investeringen var uforenelige med sædvanlig investeringspraksis. Enhver fordel bør begrænses til forskellen mellem de vilkår, som regeringen tilbyder, og de vilkår, som modtageren kunne have opnået på markedet. Der var under alle omstændigheder ingen fordel for CNRC eller Pirelli, da midlerne blev stillet til rådighed for de tidligere aktionærer i Pirelli med henblik på at erhverve deres aktier.

(362)

Kommissionen var uenig i, at SRF-investeringen ikke medførte nogen fordel for CNRC, og at transaktionen kunne sammenlignes med, hvad der kunne være opnået på markedet af følgende årsager:

(363)

SRF betalte Pirellis aktier til markedspris, men fordelen ved den statslige intervention for CNRC er uafhængig af den pris, som SRF's egenkapitalinvestering blev foretaget til. Fordelen ved den statslige intervention var rent faktisk, at CNRC ikke havde tilstrækkeligt kapitalgrundlag til at finansiere overtagelsen af Pirelli. Aftalen var derfor i høj grad gearet. Hvis SRF ikke havde grebet ind for at foretage en egenkapitalinvestering, ville CNRC have skullet sikre sig yderligere midler på lånemarkedet. Dette ville imidlertid have været vanskeligt på grund af den allerede høje gearing, der var involveret. I denne forbindelse var en af betingelserne for det lån, som China Development Bank ydede til CNRC, at CNRC skulle bevise, at den havde fået supplerende midler fra andre kilder. Dertil kommer som omhandlet i betragtning 356, at SRF på sit websted meddeler, at dens hovedformål er at yde finansiel støtte til projekter, der ikke har tilstrækkelig egenkapital, ved at reducere den samlede gældskvote og forbedre projekternes finansieringsevne. Samtidig bliver det med fonden lettere at få syndikerede lån, hvilket giver mulighed for yderligere finansiering af projekter.

(364)

Selv om CNRC havde været i stand til at sikre de nødvendige midler via et ekstra lån, ville dette have medført ekstra omkostninger, da virksomheden ville have skullet betale renter af lånet og tilbagebetale lånets hovedstol. Takket være SRF's intervention havde CNRC derfor ikke yderligere finansieringsomkostninger og forbedrede gældskvoten for transaktionen, hvilket gjorde det lettere at få penge af bankerne.

(365)

Desuden svarede SRF's investering nøjagtigt til det beløb, som CNRC havde brug for til at opnå en absolut ejermajoritet i Pirelli-gruppen (65 % mod 48,75 % uden SRF). Denne ejermajoritet blev erhvervet uden at give afkald på kontrollen til en mindretalsaktionær.

(366)

Endelig er lock-up-perioden for SRF's udtræden meget længere end normalt for private venturekapitalinvestorer, som ønsker at maksimere deres afkast så hurtigt som muligt.

(367)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger anfægtede CNRC disse argumenter. Efter dens opfattelse havde Kommissionen foretaget en fejlagtig kontrafaktisk analyse ved at undersøge, om SRF's investering i egenkapital var i overensstemmelse med den sædvanlige investeringspraksis hos private investorer, der foretog investeringer i gæld. Den mindede også om de mange trin i SRF-investeringen med henvisning til, at den var i fuld overensstemmelse med sædvanlig investeringspraksis som et klassisk lånefinansieret opkøb. Navnlig var lock-up-perioden for SRF's udtræden ikke usædvanlig lang. Den var blevet afsluttet førend forventet og var den samme som for andre mindretalsaktionærer. Endelig mener CNRC, at generelle politiske erklæringer ikke er tilstrækkelige til at påvise den fordel, som det finansielle bidrag giver.

(368)

Kommissionen afviste denne påstand. CNRC's fordel som modtager af SRF-investeringen havde mange forskellige aspekter. En markedsøkonomisk investor, der overvejer en egenkapitalinvestering af den art, som SRF foretager, ville have været nødt til at vurdere de risici, der er forbundet med transaktionen. Dens industrielle partner, CNRC, havde på det tidspunkt ikke tilstrækkelige midler til at erhverve aktiemajoriteten i Pirelli og var afhængig af, at der blev fundet en finansiel investor til at bistå den. Som anført i betragtning 363 kunne CNRC kun modtage yderligere lån fra andre banker på grund af en forbedret samlet gældskvote. Ved at give CNRC den afgørende mulighed for ikke kun at blive hovedaktionær i Pirelli, men også for at sikre yderligere lån, var SRF-investeringen en væsentlig del af den kinesiske regerings indsats for at føje Pirelli til CNRC's portefølje. En markedsøkonomisk investor ville have gearet denne position og ville have stillet midler til rådighed på væsentligt anderledes vilkår.

(369)

Kommissionen bemærkede for det første den usædvanlige aftale, i henhold til hvilken SRF giver afkald på sine stemmerettigheder i bestyrelsen til fordel for CNRC. Det er yderst tvivlsomt, om en markedsøkonomisk investor ville have været tilfreds med at »give beføjelser« til, at CNRC ville blive hovedaktionær med fuld driftsmæssig kontrol og miste sine stemmerettigheder for at fungere som en »magtesløs« mindretalsaktionær.

(370)

For det andet understreger den relativt lange lock-up-periode for SRF, at SRF-investeringen var drevet af den offentlige politik. En markedsøkonomisk investor ville have insisteret på en meget kortere periode for at maksimere sit afkast — og det forhold, at andre mindretalsaktionærer accepterede de samme vilkår, er irrelevant, da den ene slet ikke er en finansiel investor, og den anden opererer som en langsigtet investeringsfond. Begivenheder efter investeringen, nemlig det førtidige ophør af lock-up-aftalen som følge af Pirellis genoptagelse på børsen før end forventet, taler herfor: de viser, at den aftalte lock-up-periode ikke var i overensstemmelse med de almindelige markedsvilkår for en finansiel investor med en så stor gearing på CNRC som forklaret ovenfor.

(371)

For det tredje er CNRC's fortrinsret med hensyn til at købe de resterende aktier efter udløbet af lock-up-perioden for at erhverve fuld kontrol over virksomheden ikke markedsbaseret. En profitorienteret markedsøkonomisk investor ville have bevaret en vis fleksibilitet til at opnå en højere pris for aktierne i tilfælde af konkurrerende tilbudsgivere og ville ikke have accepteret en sådan fortrinsret. Fortrinsrettens eksistens beviser igen, at SRF-investeringen fulgte det offentlige politiske mål med hensyn til at hjælpe CNRC som en statsejet virksomhed med at fuldende overtagelsen af Pirelli på gunstige vilkår.

(372)

Af alle disse årsager fastholdt Kommissionen sin holdning om, at SRF-investeringen gav CNRC en fordel.

(373)

Vedrørende Cinda var baggrunden for beregningen af fordelen en anden, da midlerne rent faktisk blev betalt til CNRC, og da Kommissionen konkluderede, at egenkapitalinvesteringen ikke var baseret på en markedskonform pris, jf. betragtning 355. Som svar på oplysningsdokumentet fremlagde CNRC og Pirelli en værdiansættelsesrapport om aktiverne for at fastslå, at investeringen var foretaget på markedsvilkår. Kommissionen konstaterede efter en nærmere undersøgelse, at tallene i værdiansættelsesrapporten ikke svarede til de tal, som Kommissionen har til rådighed. Værdiansættelsesrapporten vedrørte ikke Cindas investering, men var blevet udarbejdet i forbindelse med en anden egenkapitaltransaktion inden for CNRC-gruppen. Denne transaktion omfattede også Pirelli Industrial Srl, men vedrørte en anden køber og en anden tidsperiode, et år før Cindas egenkapitalinvestering. Kommissionen bemærkede, at Pirelli Industrial Srl. havde været genstand for en omfattende omstrukturering i 2016. Som sådan var virksomhedens finansielle situation ved udgangen af 2016 jf. revisionsrapporten for 2016 ikke længere sammenlignelig med den situation, der fremgik af den værdiansættelsesrapport af aktiverne, som var forelagt af CNRC. Da der ikke forelå verificerbare oplysninger om de korrekte enheder og den korrekte tidsperiode, fastholdt Kommissionen derfor sin holdning til Cindas investering.

(374)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger var CNRC og Pirelli også uenig i denne analyse. Det var deres opfattelse, at der ikke var nogen fordel for CNRC, da Cindas investering var i overensstemmelse med sædvanlig investeringspraksis. Til støtte for deres påstand henviste de især til den samme værdiansættelsesrapport, som en uafhængig vurderingsmand havde foretaget, og som er analyseret i ovenstående betragtning. Selv om det anerkendes, at rapporten rent faktisk blev udarbejdet i forbindelse med en anden egenkapitaltransaktion, gjorde de gældende, at dette ikke er tilstrækkeligt til at udelukke, at den kan anvendes som reference for andre transaktioner (såsom overtagelsen foretaget af Cinda).

(375)

Kommissionen godtog ikke denne påstand af de årsager, der er nævnt i betragtning 373, og som Pirelli har anerkendt: værdiansættelsesrapporten af aktiverne vedrører en anden egenkapitaltransaktion, og den dækker en anden tidsperiode, et år før Cindas egenkapitalinvestering. I denne periode gennemgik Pirelli en større omstrukturering, som uden tvivl havde indflydelse på dennes finansielle situation. Som det blev bekræftet af CNRC, erhvervede Cinda derudover 38 % af aktierne i Pirelli Industrial Srl., som nu kaldes Promeon Tyre Group S.r.l. (»PTG«). Da denne virksomheds kapital beløb sig til 100 mio. EUR på daværende tidspunkt, var aktiernes pålydende værdi på 38 mio. EUR. Cinda betalte 266 mio. EUR for sin egenkapitalinvestering. I betragtning af at nettoværdien af virksomhedens aktiver var mindre end halvdelen af dette beløb på daværende tidspunkt, og at virksomheden næsten ikke havde nogen fortjeneste, ville hverken evalueringen baseret på aktiver eller evalueringen baseret på indtægter berettige dette store egenkapitalinvesteringsbeløb. Da kriteriet for den markedsøkonomiske investor ikke er opfyldt, bekræftede Kommissionen sin holdning om, at Cinda-investeringen gav CNRC endnu en fordel.

(376)

Kommissionen har også fastslået, at de subsidier, der blev ydet under denne foranstaltning, er specifikke, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2. Navnlig nævnes den kemiske industri og SRF specifikt i den kinesiske regerings lovgivning. Det forhold, at lovgivningen yder en bred dækning af industrierne, og at SRF eller Cinda vil kunne investere i andre industrier, gør ikke disse undersøgelsesresultater ugyldige. Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger anfægtede CNRC disse resultater. Den fremførte, at finansieringen af BR-Initiativet ikke udtrykkeligt er begrænset til visse virksomheder eller industrier. Den understregede især, at listen over prioriterede områder i de vejledende udtalelser ikke er udtømmende.

(377)

Kommissionen mindede om nogle af kendetegnene ved den kinesiske præferentielle finansiering. I stedet for at anvende klart fastsatte finansieringsprogrammer med strenge kriterier for støtteberettigelse udpeger det højeste politiske niveau en række tilskyndede erhvervsgrene. Finansielle aktører, såsom de statsejede banker, SRF eller Cinda, overholder disse retningslinjer i deres gældende praksis. På denne baggrund udligner Kommissionen regelmæssigt udligningsberettigede subsidier til sådanne tilskyndede erhvervsgrene som specifikke, da de kan betragtes som »visse virksomheder«, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2 (64). I den foreliggende sag bestred CNRC ikke, at den kemiske industri er en del af en sådan tilskyndet erhvervsgren. Det forhold, at listen kunne udvides til at omfatte andre industrier, ændrer ikke ved denne konklusion.

(378)

Desuden er lovgivningen, jf. betragtning 348 og 349, specifikt rettet mod eksporterende virksomheder og henviser til »at opnå adgang til internationale markeder«. I betragtning af eksportbetingelsen (hvilket beskrives nærmere i afsnit f)), anses foranstaltningen derfor også for specifik i henhold til grundforordningens artikel 4, stk. 4, litra a).

(379)

Kommissionen undersøgte dernæst, om foranstaltningerne rent faktisk var betingede af eksportresultater, fordi de specifikt blev ydet til visse virksomheder for deres »udadvendte aktiviteter« uden for Kina. Generelt falder støtten under initiativet »One Belt, One Road«, som indgår i MOFCOM's femårsplan for udvikling af udenrigshandelen.

(380)

Statsrådets vejledende udtalelser om Promotion of International Production Capacity og om Equipment Manufacturing Cooperation nævner specifikt de industrier, der skal tages i betragtning inden for rammerne af denne strategi, i henhold til hvilken den kemiske industri er et prioriteret område. Overtagelsen af kapitalandelen i Pirelli-gruppen nævnes endda udtrykkeligt i den 13. petrokemiske femårsplan som et væsentligt resultat.

(381)

Foranstaltningen er specifikt rettet mod virksomheder, der foretager investeringer i udlandet. Formålene er, jf. betragtning 349, at realisere en kampagne fra eksport af varer til eksport af industrier og »aktivt udvikle og »udnytte« markederne i de udviklede lande«. Derfor er kinesiske virksomheder, som kun opererer på hjemmemarkedet, ikke berettigede til en sådan finansiel støtte. Foranstaltningens udformning som eksportbetinget subsidie illustreres også af det forhold, at de områder, der vælges som prioriteret for investeringer i udlandet, er dem, der efterspørges på det internationale marked, og dem med »usædvanlige fordele i den internationale konkurrence«, dvs. de områder, hvor de kinesiske eksportresultater kan fremmes. Kapitel III.3 i den 13. femårsplan for udvikling af udenrigshandelen præciserer også, at støtten er rettet mod virksomheder inden for udenrigshandel.

(382)

Med hensyn til overtagelsen af Pirelli-gruppen anførte SRF følgende på sit websted: »fonden støttede ChemChina i dens overtagelse af Pirelli, hvilket har hjulpet ChemChina til... effektivt at få adgang til internationale markeder.« og »Fonden støttede ChemChina med at få ChemChina anbragt i den dyre ende af fremstillingsindustrien, hvilket medfører en konkurrencemæssig fordel på det internationale marked«.

(383)

Ved at overtage en andel på 65 % i Pirelli-gruppen øgede CNRC i praksis sin samlede eksport til Unionen med 29 % i undersøgelsesperioden. CNRC accepterede også at øge sin eksport til Unionen yderligere ved at integrere Pirellis EU-forretningssegment for lastbildæk helt i den kinesiske eksporterende producent Aeolus Tyre Co. Ltd. Derfor var det langsigtede mål med den subventionerede overtagelse at opgradere de lastbildæk, der produceres af Aeolus, med teknologi fra Pirelli-gruppen, for at bevæge sig opad i segmenterne og begynde at eksportere lastbildæk af højere kvalitet, som er mere konkurrencedygtige på EU-markedet.

(384)

Efter undersøgelsesperioden reducerede CNRC sin finansielle deltagelse i Pirelli-gruppen til 46 %. Pirelli Tyre Co. Ltd. holdt op med at fremstille den pågældende vare for at fokusere på motorcykel- og bildæk og fuldførte dermed opsplitningen af aktiviteterne i Pirelli-gruppen i forhold til den pågældende vare. Imidlertid ændrede disse begivenheder efter undersøgelsesperioden ikke det forhold, at CNRC før og i undersøgelsesperioden havde modtaget udligningsberettigede subsidier. Disse begivenheder bekræfter rent faktisk, at CNRC fortsatte som lovet med at øge eksporten af den pågældende vare til Unionen gennem sine forretningsmæssigt forbundne virksomheder. Kommissionen finder derfor, at de oplysninger, der er indsamlet om Pirelli-gruppen, er repræsentative med henblik på at beregne det subsidiebeløb, der blev tildelt den pågældende vare i undersøgelsesperioden.

(385)

Som svar på oplysningsdokumentet bemærkede CNRC og Pirelli, at subsidiet ikke er betinget af eksportresultater, og henviste til retspraksis fra appelorganet i Airbus-sagen, hvor begrebet eksportbetingelse var blevet snævert fortolket.

(386)

Kommissionen mindede om, at begrebet subsidier, der de facto er betinget af eksportresultater, er anført i grundforordningens artikel 4, stk. 4, litra a), som afspejler artikel 3.1(a), og fodnote 4 i aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger. Dette omfatter den situation, hvor subsidiet »i virkeligheden er bundet til den ... forventede udførsel«. De facto eksportbetingelsen vurderes på grundlag af de faktiske omstændigheder i forbindelse med ydelsen af subsidiet, herunder udformningen og virkemåden. Kommissionen var enig med de interesserede parter i, at begrebet skulle fortolkes i overensstemmelse med appelorganets retningslinjer.

(387)

I sagen om Large Civil Aircraft anførte appelorganet, at: »Standarden i forbindelse med den de facto eksportbetingelse i henhold til artikel 3.1(a), og fodnote 4 i aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger ville blive opfyldt, når subsidiet ydes som en tilskyndelse til modtageren om at eksportere på en måde, der ikke bare afspejler betingelserne for udbud og efterspørgsel på hjemme- og eksportmarkeder, der ikke er forvredet af ydelsen af subsidier. (65)« Med andre ord »er ydelsen af subsidiet gearet til at fremme modtagerens fremtidige eksportresultater? (66)« Dette kunne omfatte den situation, hvor støttemodtageren lover at øge eksporten (sammenlignet med resultaterne på hjemmemarkedet).

(388)

Ved at anvende de faktiske omstændigheder i denne sag på grundlag af beviserne i sagen, konstaterede Kommissionen, at denne betingelse var opfyldt. I modsætning til Airbus-sagen, hvor de fire subsidieydende myndigheder finansierede en europæisk virksomhed, der var aktiv på både hjemmemarkedet og på udenlandske markeder, og hvor foranstaltningens udformning ikke sigtede mod mere eksportorienterede aktiviteter i Airbus, omfatter den foreliggende sag et forhold mellem tre parter: Kinesiske offentlige organer finansierede CNRC, som ikke havde nogen begrænsninger for, hvordan pengene skulle anvendes. CNRC fik pengene med den præcise retlige forpligtelse til at købe en anden virksomhed, nemlig Pirelli. Idet CNRC accepterede en sådan bunden finansiering, lovede virksomheden at øge sin eksport (sammenlignet med hjemmemarkedsresultatet) og øge salget, navnlig i Europa.

(389)

For det første er ydelsen af subsidiet knyttet til forventet eksport, bl.a. fordi foranstaltningens udformning er rettet mod virksomheder, der driver udenrigshandel. CNRC fik kun støtte til at rette sine aktiviteter mere mod eksport (sammenlignet med dens hjemmemarkedssalg), og en sådan støtte blev ikke givet til andre kinesiske virksomheder, som udelukkende sælger på det kinesiske hjemmemarked. Det understøttes af følgende officielle dokumenter fra myndighederne:

(390)

Den 13. petrokemiske femårsplan nævner specifikt ChemChinas overtagelse af Pirelli som et vigtigt resultat i henhold til den 12. femårsplan under overskriften »internationalt samarbejde«. Endvidere nævnes det i kapitel 10 i forbindelse med internationale samarbejdsprojekter under initiativet »One Belt, One Road«, at »udvidelsen af det internationale kapacitetssamarbejde i dækindustrien og anden industri med en høj eksportandel« bør fremhæves.

(391)

Anskaffelsen af Pirelli er blevet udpeget af MOFCOM som et nøgleprojekt for udviklingen af udenrigshandelen i 2015. Mere generelt vil et af målene med den 13. femårsplan for udviklingen af udenrigshandelen (kapitel III.3) være at øge den tværnationale driftskapacitet for virksomheder, der driver udenrigshandel, hvilket tilskynder stærke virksomheder til at udvide industrikæder, gennemføre tværnationale fusioner og overtagelser og erhverve mærkevarer, kerneteknologier og markedsføringskanaler. Planen nævner endvidere, at der vil blive ydet systematisk støtte til tværnationale virksomheder med god kreditværdighed for således at skabe en gruppe af store virksomheder med tværnational erhvervskapacitet, som har et verdensomspændende distributionsnet på markedet.

(392)

I Statsrådets vejledende udtalelser anføres det udtrykkeligt, at »Kinas industrielle fordel og finansieringsfordele skal kombineres med efterspørgslen i udlandet […] for kraftigt at fremme den internationale produktionskapacitet og samarbejdet om produktion af udstyr«. Endvidere anfører de, at »områder […] med betydelige fordele i international konkurrence og med efterspørgsel på det internationale marked skal vælges som prioriteter«. Jf. betragtning 349 er målet med de vejledende udtalelser desuden »aktivt at udvikle og »udnytte« markederne i de udviklede lande«.

(393)

SRF opererer kun med valutafonde (dvs. USD og EUR). I modsætning til bankerne, der tilvejebringer ressourcer både i RMB og i hård valuta, støtter SRF kun projekter med udenlandsk valuta. Som anført af formanden for SRF: »Silk Road Fund er en udadrettet investeringsfond, der hovedsagelig investerer i udenlandsk valuta« (67).

(394)

Som følge heraf vil en virksomhed, som kun sælger på det kinesiske marked og ikke eksporterer, eller som ikke har nogen dokumenteret forretningsplan med hensyn til at øge sin eksport, ikke være berettiget til støtte fra SRF.

(395)

For det andet analyserede Kommissionen de konkrete omstændigheder, der var gældende på det tidspunkt, hvor subsidierne blev ydet af myndighederne, for at fastslå, at også denne specifikke støtte havde forbindelse til CNRC's fordrejning af de forventede salg i retning af eksport (sammenlignet med virksomhedens hjemmemarkedssalg). Den konstaterede en række indikatorer, der bekræftede konklusionen om, at dette rent faktisk var tilfældet:

(396)

I alle fem interventioner, der omtales som »foranstaltningen«, specificerede den subsidieydende myndighed, at midlerne blev stillet til rådighed med henblik på at overtage Pirelli-gruppen. Med hensyn til Cindas intervention specificerede den subsidieydende myndighed endda yderligere betingelserne for bevillingen af midlerne. Som tidligere nævnt i relation til Cindas intervention, bemærkes det i aftalen mellem indehaverne af kvoterne, at Cinda erkender, at dens egenkapitalinvestering i Pirelli Industrial er betinget af en plan om at indskyde hele Cindas andel i den kinesiske eksporterende producent Aeolus inden en bestemt tidsfrist.

(397)

SRF var som medinvestor fuldt ud bekendt med CNRC's markedsstilling og forventede de fordele i relation til eksportresultater, som transaktionen ville medføre. Formanden for Silk Road Fund anerkendte dette i følgende udtalelse: »Fonden støttede ChemChina i dennes overtagelse af Pirelli, hvilket ikke kun har hjulpet ChemChina til en vellykket indførelse fra udlandet af avancerede teknologier og ledelsesknowhow inden for højteknologisk produktion, men også til effektivt at få adgang til internationale markeder (68).«

(398)

For CNRC var de største fordele ved overtagelsen af Pirelli imidlertid ikke knyttet til hjemmemarkedet. På overtagelsestidspunktet var CNRC allerede en vigtig aktør på det kinesiske hjemmemarked for lastbildæk, mens Pirelli kun havde en meget lille markedsandel på det samme marked (under 1 %). Desuden er Pirelli-gruppen en global aktør, som på det kinesiske marked tegnede sig for under 10 % af det samlede salg af alle varer. Eksportsalget udgjorde også omkring 60 % af det samlede salg, både for CNRC og Pirelli Tyre Co. Ltd.

(399)

Dertil kommer, at det kinesiske hjemmemarked er et marked, der er domineret af salg i segment 3-kategorien, mens segment 1-dæk i langt højere grad er repræsenteret på EU's og USA's markeder, jf. bl.a. planen om gennemførelse af omstrukturering og opgradering af dækindustrien i Shandong-provinsen, underbygget af stikprøvebesvarelserne fra de samarbejdsvillige eksporterende producenter. Tilføjelsen af en segment 1-aktør med et globalt anerkendt mærke som Pirelli til vareporteføljen skabte således ikke nogen umiddelbar værdi for CNRC ved salg på hjemmemarkedet, men øgede i betydelig grad dennes konkurrenceevne på eksportmarkedet, da virksomheden nu kunne eksportere hele varesortimentet ud over det sædvanlige segment 3-varesortiment.

(400)

Desuden er det kinesiske marked allerede kendetegnet af en vis overkapacitet, og CNRC havde selv en betydelig uudnyttet kapacitet. I henhold til den markedsanalyserapport, der blev udarbejdet på vegne af CNRC forud for investeringen, og på hvilken investeringsbeslutningen var baseret, var man i forbindelse med CNRC's mærke således »interesseret i mulighederne for at slippe ud af den nuværende såkaldte »Red Ocean«-konkurrence og bestræbte sig yderligere på udadvendt ekspansion for at udnytte sin styrke fuldt ud (69)«. Det fremgik endvidere af rapporten, at de største fordele for CNRC ville være at styrke dennes internationale forretning ved at geare Pirellis globale salgsnet. I den forbindelse bemærkede Kommissionen, at CNRC før overtagelsen ikke havde sine egne direkte salgskanaler i Unionen, men solgte via uafhængige forhandlere.

(401)

Dette illustreres også ved et interview med Pirellis leder af de globale aktiviteter efter overtagelsen (70), der anførte, at den nye gruppe takket være overtagelsen nu kunne komme ind i Australien med dæk i forskellige prissegmenter, og at virksomheden havde til hensigt at øge sin eksport og dermed øge sin markedsandel i Australien fra 1 % til 10 % ved salg af dæk på hele markedet for dæk til erhvervsformål.

(402)

Rapporten, der blev udarbejdet før investeringen, fremhævede også, at CNRC kunne udnytte Pirellis FoU-ressourcer til at forbedre sine egne produktlinjer for bedre at imødekomme den internationale efterspørgsel på markedet. Efter overtagelsen blev der faktisk givet en licens til en af de kinesiske eksporterende producenter i gruppen til at anvende knowhow fra Pirelli i sin produktionsproces.

(403)

I lyset af ovenstående oplysninger om Pirellis profil, der var kendt på tidspunktet for tilskuddet, og oplysninger om de betydelige fordele, som overtagelsen ville medføre for CNCR's eksportresultater, konkluderede Kommissionen, at den subsidieydende myndighed forventede og blev lovet af CNRC som modydelse for at få subsidiet, at CNRC's eksportsalg (i forhold til hjemmemarkedssalget) ville stige betydeligt. Der er således et forhold i form af betingelse eller afhængighed mellem subsidiet og CNRC's forventede eksport.

(404)

Endelig analyserede Kommissionen den faktiske virkning af overtagelsen af Pirelli på CNRC's salgsstruktur. Som nævnt i betragtning 345 indvilligede CNRC i at integrere Pirellis EU-forretningssegment for lastbildæk helt i sin forretningsmæssigt forbundne eksporterende producent Aeolus Tyre Co. Ltd for at påbegynde eksporten af lastbildæk af højere kvalitet, som er mere konkurrencedygtige på EU-markedet. I den forbindelse sammenlignede Kommissionen salgsstrukturen i CNRC-gruppen før og efter overtagelsen: Det samlede salg steg ikke kun takket være tilføjelsen af Pirelli, men Kommissionen konstaterede også, at eksportsalget steg mere end hjemmemarkedssalget takket være overtagelsen, dvs. at CNRC's salg var fordrejet i retning af eksport (sammenlignet med dens hjemmemarkedssalg). Nærmere bestemt steg eksportsalget af lastbildæk med 55 % til Europa, med 5 % til andre markeder og med 14 % samlet set i undersøgelsesperioden. Desuden anvendte gruppen nu et direkte salgsnet på alle større EU-markeder, hvorimod de tidligere kun kunne sælge indirekte via uafhængige forhandlere. Endelig blev varesortimentet for de dæk, der blev solgt på EU-markedet, udvidet fra segment 3-dæk til segment 1- og segment 3-dæk. Kommissionen konkluderede derfor, at CNRC faktisk opfyldte betingelserne for ydelsen af subsidiet, dvs. CNRC's løfte om at øge sit salg med henblik på eksport (i forhold til hjemmemarkedssalget).

(405)

Ydelsen af subsidiet, der skal gøre det muligt for CNRC at købe Pirelli, var følgelig beregnet til at fremme de lovede fremtidige eksportresultater (sammenlignet med hjemmemarkedssalget) hos subsidiemodtageren CNCR. Kommissionen fastholdt således, at subsidierne i henhold til denne foranstaltning er betinget af eksportresultater, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 4, litra a).

(406)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger anfægtede CNRC, Pirelli og den kinesiske regering, at foranstaltningen var betinget af eksportresultater. De hævdede, at den subsidieydende myndighed ikke havde gjort ydelsen af subsidiet betinget af forbedrede eksportresultater hos CNRC. CNRC anførte, at de vejledende udtalelser ikke udelukker kinesiske virksomheder, der kun er aktive på hjemmemarkedet, fra at få adgang til et udvidet investeringssamarbejde under BR-Initiativet. Endvidere var der ingen betingelse med hensyn til eksport, men med hensyn til den værdiskabelse, der eventuelt måtte opstå som følge af investeringen i udlandet. Endelig kunne Kommissionen ikke bare forlade sig på de faktiske virkninger af det påståede subsidie, men burde foretage en egentlig forudgående analyse. Den kinesiske regering påstod også, at en årsagssammenhæng ikke ville være tilstrækkelig til at bekræfte en eksportbetingelse. Den tilføjede, at statslige foranstaltninger eller subsidier, der støtter udenlandske investeringstransaktioner, som f.eks. overtagelse af aktier i virksomheder i tredjelande, ikke er opført i bilag I til WTO-aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger og derfor ikke kan betragtes som eksportsubsidier.

(407)

Kommissionen bemærkede, at bilag I til WTO-aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger indeholder en »liste over eksempler« på foranstaltninger, der kan betragtes som eksportsubsidier. Listen indeholder eksempler og er ikke udtømmende. Endvidere henvises der i artikel 3.1 (a), i WTO-aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger til eksportsubsidier, »inklusive de eksempler, der er anført i bilag I«. Det følger heraf, at foranstaltninger, der ikke er opført, kan anses for at være eksportbetingede, når de opfylder betingelserne i denne bestemmelse. I overensstemmelse med vejledningen fra appelorganet i Airbus-sagen (71) analyserede Kommissionen, om den subsidieydende myndighed ydede subsidiet på den betingelse, at modtageren ville øge eksporten (i forhold til hjemmemarkedssalget). I den forbindelse tog Kommissionen hensyn til i) foranstaltningens udformning og struktur, ii) de nærmere betingelser for den pågældende foranstaltnings virkemåde og iii) de relevante faktiske omstændigheder i forbindelse med ydelsen af subsidiet, der danner baggrund for forståelsen af foranstaltningens udformning, struktur og betingelserne for dens virkemåde.

(408)

Med hensyn til foranstaltningens udformning og struktur mindede Kommissionen om, at virksomheder, der kun beskæftiger sig med indenlandske aktiviteter, ikke er berettiget til støtte under denne ordning. Det forhold, at de vejledende udtalelser ikke formelt udelukker kinesiske virksomheder, der kun opererer på hjemmemarkedet, fra at få midler fra SRF, kan kun være relevant for en retlig analyse af eksportbetingelsen. Det drejer sig imidlertid om en de facto eksportbetingelse. Siden Silk Road-fondens oprettelse i december 2014 har den rent faktisk kun støttet udenlandske projekter og virksomheder, som eksporterer. De modtager finansielle tilskud, som er betinget af, at de nuværende eksportresultater fordrejes mere i retning af eksportsalg (i modsætning til hjemmemarkedssalg). De virksomheder, der accepterer finansieringen, er således klar over, at støtten ydes på betingelse af, at det forventede salg fordrejes i retning af eksport.

(409)

Denne juridiske betingelse er et gennemgående træk ved alle projekter i Silk Road Funds. En gennemgang af de seneste transaktioner bekræfter, at modtagerne var aktive på eksportmarkederne, og at den finansielle støtte, der blev modtaget under Silk Road Fund, var betinget af en forbedring af deres eksportresultater (i forhold til hjemmemarkedssalget). For eksempel tillod SRF-investeringen i opførelsen af verdens største solenergianlæg i Dubai det kinesiske statsejede selskab Shanghai Electric Group at underskrive en kontrakt på 700 MW EPC (Engineering, Procurement, Construction) i 2018 med henblik på at opføre energianlægget og levere udstyret til anlægget. Ifølge pressemeddelelsen ved underskrivelsen af denne kontrakt er »dette projekt et flagskibsprojekt til støtte for de tre store kinesiske leverandører af udstyr til elkraft, nemlig Shanghai Electric, Dongfang Electric og Harbin Electric, således at de kan »tage til udlandet« og bryde igennem det sofistikerede og etablerede marked for elkraft (72)«. Formanden for Shanghai Electric Group erklærede også, at virksomheden takket være projektet i Dubai har til hensigt »at etablere Shanghai Electric som et kendt kinesisk mærke over hele verden«, og tilføjede, at »CSP-projektet i Dubai udviste store fremskridt inden for gruppens drift og fremstilling af udstyr som led i den større kontekst i form af det kinesiske Belt & Road initiative (73)«. Der opstod en lignende struktur for det første projekt, som SRF investerede i i 2015, Karot-vandkraftprojektet i Pakistan, hvor anlæg og levering af udstyr til vandkraftanlægget blev overdraget til den kinesiske statsejede virksomhed China Three Gorges Corporation (»CTG«). Virksomheden havde en klar forbindelse mellem projektet og BR-Initiativet, og projektet var knyttet til eksportresultater som følger: »Inden for rammerne af initiativet »One Belt, One Road« er CTG fast besluttet på at udvide sin nye energivirksomhed på verdensplan, idet den har dannet fire internationale forretningsområder, nemlig investeringer, byggeri, drift og rådgivning (74)«.

(410)

I den foreliggende sag anførte den subsidieydende myndighed i meddelelserne om tilskud, i låneaftalen og i investeringsaftalen mellem SRF og CNRC klart, at midlerne blev modtaget på betingelse af overtagelsen af Pirelli. Med tilføjelsen af det italienske topmærke Pirelli til CNRC's profil foretog SRF ikke bare en gearing af den industrielle investor med henblik på værdiskabelse som anført af CNRC i sine bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger. Den subsidieydende myndighed sikrede også et stærkere eksportsalg for CNRC, navnlig over for Europa. Der var således ikke blot en planlagt forventet stigning i CNRC's eksportsalg, især over for Europa, men omstændighederne i den foreliggende sag og de foreliggende oplysninger viser også, at CNRC gav tilsagn om at fordreje sit salg i retning af eksportsalg (sammenlignet med hjemmemarkedssalget) over for den subsidieydende myndighed i forbindelse med tildelingen af subsidiet.

(411)

Med hensyn til de nærmere betingelser for foranstaltningens virkemåde bemærkede Kommissionen, at SRF kun opererer med udenlandsk valuta (dvs. USD og EUR). I modsætning til bankerne, der tilvejebringer ressourcer både i RMB og i hård valuta, støtter SRF kun projekter med udenlandsk valuta. Som anført af formanden for SRF: »Silk Road Fund er en udadrettet investeringsfond, der hovedsageligt investerer i udenlandsk valuta« (75). I betragtning af begrænsningerne i forbindelse med anvendelsen af fremmed valuta i Kina stod det således klart, da midlerne blev stillet til rådighed, at den subsidieydende myndighed indskrænkede virksomhedens brug af disse midler til at udvikle og forbedre sin eksportrelaterede virksomhed (dvs. i modsætning til blot at overtage indenlandske virksomheder og/eller fokusere på hjemmemarkedssalg).

(412)

Denne metode er også et gennemgående træk ved andre projekter finansieret af Silk Funds, som omfattede investeringer i udenlandsk valuta i lande som Dubai, Rusland, Pakistan og Tyskland.

(413)

For så vidt angår de faktiske omstændigheder i forbindelse med ydelsen af subsidiet, undersøgte Kommissionen også detaljerne i forbindelse med Pirellis integration i CNRC's struktur.

(414)

Som nævnt i betragtning 383 var formålet med Cindas intervention at fremme omstruktureringen og integrationen af Pirellis forretningssegment for lastbildæk i den kinesiske eksporterende producent Aeolus. I henhold til aftalen mellem indehaverne af kvoterne, Cinda og CNRC, gjorde Cinda sin egenkapitalinvestering i Pirelli Industrial betinget af en plan om at indskyde alle sine interesser i Aeolus inden en bestemt tidsfrist. Hvis denne betingelse ikke opfyldes, indledes der en auktion for at sælge Cinda-aktierne og dermed bringe bevillingen af midler til ophør. I hovedaftalen mellem CNRC og Aeolus fastsættes det, at formålet med denne kapitaltilførsel er at »etablere en stor international virksomhed med fokus på industridæksegmentet, der er baseret i Kina og børsnoteret i Kina, og som har et globalt fodaftryk«. Dette blev som sådan også meddelt offentligt af Aeolus til fondsbørsen i Shanghai. Det følger heraf, at den subsidieydende myndighed opstillede en retlig betingelse med hensyn til, hvordan CNRC bør omstrukturere, og dermed fordrejede den i retning af bedre eksportresultater.

(415)

Endelig antydede Kommissionen ikke bare baseret på virkningerne af subsidiet, at der havde været en betingelse på tidspunktet for bevillingen heraf, som CNRC havde påstået. Den havde i stedet analyseret de faktiske forhold omkring transaktionen set ud fra en forhåndsbetragtning. Ved accepten af subsidieforanstaltningen godkendte modtageren fuldt ud de retlige forpligtelser, der er knyttet hertil. I obligationsprospektet for mellemfristede obligationer, som blev udstedt kort efter overtagelsen, havde ChemChina (CNRC's modervirksomhed) formuleret sit løfte om at gennemføre de betingelser, der var knyttet til subsidierne, på følgende måde: »Virksomheden har siden sin etablering til fulde reageret på centralregeringens strategi om »udadvendte politikker« med henblik på at udnytte internationale ressourcer fuldt ud. For at opbygge en internationalt konkurrencepræget virksomhedsgruppe inden for de senere år har den gennemført en række internationale fusions- og overtagelsesprojekter og oprettet en internationalt konkurrencedygtig virksomhedsgruppe.« Her nævnes købet af Pirelli som et af de vigtigste resultater i den forbindelse, hvilket fremhæver virksomhedens globale markedsføringsnet og salgskanaler. Som følge af dette løfte forvrængede CNRC forholdet af sit eksportsalg til Unionen over for det samlede salg fra 9 % (i 2015) til 12 % (i undersøgelsesperioden) sammenlignet med salget på hjemmemarkedet, som kun steg med 10 %. Uden den omhandlede støtte ville CNRC fortsat have været markedsførende i salget af dæk i segment 3 i Kina som led i et øget indenlandsk forbrug.

(416)

Kommissionen fastholdt derfor sin holdning om, at foranstaltningens udformning og struktur, betingelserne for dens virkemåde og de faktiske omstændigheder tilsammen underbygger dens konklusioner om, at subsidiet (dvs. de fem interventioner fra offentlige organer med henblik på købet af Pirelli) i realiteten var betinget af modtagerens eksportresultater.

(417)

Fordelen ved præferencelånet fra CDB, EXIM og CCB blev beregnet i henhold til beregningsmetoden i afsnit 3.4.4. Den var imidlertid ikke medtaget i de subsidiebeløb, der blev beregnet for præferencelån i henhold til afsnit 3.4, men blev lagt til det subsidiebeløb, der er fastsat i betragtning 421.

(418)

Fordelen ved tilskuddene og egenkapitalinvesteringerne blev beregnet som det beløb, der var allokeret til undersøgelsesperioden på grundlag af en amortisering af investeringen over en syvårig periode, da dette var løbetiden for det langfristede lån, som CNRC havde optaget til at finansiere investeringen, og også svarer til den gennemsnitlige investeringshorisont på syv til ti år, som SRF havde meddelt på sit websted.

(419)

Efter fremlæggelsen af oplysningsdokumentet anfægtede CNRC og Pirelli beløbet i forbindelse med den fordel, som Kommissionen havde beregnet, og fremlagde yderligere dokumentation for, at SRF's egenkapitalinvestering var blevet ukorrekt vurderet af Kommissionen. På grundlag af de oplysninger, som CNRC indgav, var Kommissionen enig i, at SRF's faktiske egenkapitalinvestering var lavere end oprindeligt antaget. Beregningerne blev tilpasset i overensstemmelse hermed.

(420)

CNRC anmodede også Kommissionen om at anvende den konsoliderede omsætning i stedet for CNRC's eksportomsætning som en fællesnævner ved beregningen af fordelen. Da Kommissionen imidlertid fastholdt sin holdning vedrørende den eksportbetingede karakter af subsidiet, blev denne anmodning afvist.

(421)

Det subsidiebeløb, der blev fastsat i forbindelse med denne ordning i undersøgelsesperioden, er på 18,99 % for China National Tire-gruppen.

(422)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger meddelte den kinesiske regering, at der ikke er noget i sagsakterne, som tyder på, at andre kinesiske eksportører har draget fordel af disse ordninger, eller at de har været aktive i anskaffelsen af udenlandske dækproducenter. Ved beregningen af subsidiebeløb for andre samarbejdsvillige kinesiske eksporterende producenter, der ikke indgik i stikprøven, bør det subsidiebeløb, der er fastsat for disse ordninger for den pågældende eksportør, derfor ikke finde anvendelse på andre eksportører, der ikke indgår i stikprøven. Kommissionen mindede om, at stikprøven skulle være repræsentativ for alle samarbejdsvillige virksomheders situation i Kina. En ekstrapolering af de resultater, der er konstateret i stikprøven, anses derfor for passende i den foreliggende sag. Samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgår i stikprøven, kan anmode om fremskyndede fornyede undersøgelser i henhold til grundforordningens artikel 20. Kommissionen afviste derfor denne påstand.

(423)

Klageren påstod, at Sinosure ydede eksportkreditforsikring på præferencevilkår til producenterne af den pågældende vare.

(424)

Notice on the Implementation of the Strategy of Promoting Trade through Science and Technology by Utilising Export Credit Insurance (Shang Ji Fa [2004] No. 368), udstedt i fællesskab af MOFCOM og Sinosure.

(425)

Notice on Issuing the 2006 Export Catalogue of High-Tech Products of China, Guo Ke Fa Ji Zi [2006] No. 16.

(426)

Tre ud af fire grupper af virksomheder, der indgik i stikprøven, havde udestående eksportforsikringsaftaler med Sinosure i løbet af undersøgelsesperioden.

(427)

Under kontrolbesøget hos den kinesiske regering bekræftede Sinosure, at den er 100 % statsejet, og at den er i besiddelse af ca. 90 % af det indenlandske marked for eksportkreditforsikring. Som nævnt i betragtning 142-148 forelagde Sinosure imidlertid ikke den fornødne dokumentation for sin virksomhedsledelse, såsom årsberetningen eller vedtægterne.

(428)

Derudover gav Sinosure heller ikke yderligere specifikke oplysninger om eksportkreditforsikring til dækindustrien, præmiestørrelsen eller detaljerede tal vedrørende eksportkreditforsikringsvirksomhedens rentabilitet. Derfor var Kommissionen nødt til at supplere de oplysninger, der blev givet, ved hjælp af foreliggende faktiske oplysninger.

(429)

Det fremgår af Sinosures svar på mangelskrivelsen, at Sinosure er et statsejet offentligt forsikringsselskab, der er etableret og støttet af Staten med det formål at støtte Kinas udenlandske økonomiske og handelsmæssige udvikling og samarbejde. Virksomheden ejes 100 % af staten. Den har en bestyrelse og et tilsynsråd. Den kinesiske regering har beføjelse til at udnævne og afskedige virksomhedens øverste ledelse. På grundlag af svaret på mangelskrivelsen samt de oplysninger, der blev givet under kontrolbesøget, konkluderede Kommissionen, at der er formelle indicier for statslig kontrol med Sinosure.

(430)

Kommissionen indhentede yderligere oplysninger om, hvorvidt den kinesiske regering har udøvet betydelig kontrol med ledelsen af Sinosure i forbindelse med dækindustrien. På det grundlag noterede Kommissionen, at Kinas Export Catalogue of High-Tech Products udtrykkeligt anfører »et nyt pneumatisk radialdæk af den art, der anvendes til busser og lastbiler (af gummi, tværsnit af bredde ≥ 24 tommer)«, som varer, for hvilke der tilskyndes til eksport.

(431)

Ifølge Notice on the Implementation of the Strategy of Promoting Trade through Science and Technology by Utilising Export Credit Insurance bør Sinosure desuden øge sin støtte til nøgleindustrier og varer på grundlag af en styrkelse af den generelle støtte til eksport af højteknologiske varer. Virksomheden bør behandle varer, der er opført på Kinas Export Catalogue of High-Tech Products, som f.eks. de radialdæk, der er nævnt i betragtning 429, som sit forretningsmæssigt prioriterede område og yde omfattende støtte i form af procedurer vedrørende tegning, begrænsede godkendelser, behandlingshastighed for anmodninger og prisfleksibilitet. Med hensyn til prisfleksibilitet bør den give varer, der er opført i kataloget, den maksimale præmienedsættelse inden for det variable interval, der oplyses af kreditforsikringsselskabet.

(432)

På dette grundlag konkluderede Kommissionen, at den kinesiske regering har skabt normative rammer, der skal følges af ledere og tilsynsførende, som er udpeget af den kinesiske regering og er ansvarlige over for den kinesiske regering. Derfor støttede den kinesiske regering sig til de normative rammer for at udøve betydelig kontrol med ledelsen af Sinosure.

(433)

Kommissionen søgte også at få konkrete beviser for udøvelsen af betydelig kontrol gennem forsikringsaftaler. Under kontrolbesøget fastholdt Sinosure, at dens præmier i praksis var markedsorienterede og baseret på principperne om risikovurdering. Der blev dog ikke fremlagt specifikke eksempler vedrørende dækindustrien eller virksomhederne i stikprøven.

(434)

Da der ikke forelå konkrete beviser, undersøgte Kommissionen derfor Sinosures konkrete adfærd i forbindelse med forsikringer til virksomhederne i stikprøven. Denne adfærd stod i modsætning til deres officielle holdning, da de ikke handlede ud fra markedsøkonomiske principper.

(435)

I den forbindelse bemærkede Kommissionen, at Sinosures årsberetning for 2014 (76) fastslår, at de anmodninger, der er blevet betalt til nøgleindustrier som led i kortfristede eksportkreditforsikringsaftaler, nåede op på 590 mio. USD i 2014, hvilket svarede til 72,3 % af de samlede anmodninger. Efter en sammenligning af de samlede anmodninger, der var blevet betalt, med de samlede forsikrede beløb, konkluderede Kommissionen, at Sinosure i gennemsnit skulle opkræve 0,23 % af det forsikrede beløb som en præmie til dækning af omkostningerne ved anmodningerne (uden at tage hensyn til generalomkostninger). I praksis var de præmier, der blev betalt af virksomhederne i stikprøven, imidlertid meget lavere end det minimumsgebyr, der var nødvendigt for at dække driftsomkostningerne.

(436)

Desuden konstaterede Kommissionen, at en række af de eksporterende producenter drog fordel af en delvis eller fuldstændig godtgørelse af de eksportkreditforsikringspræmier, der var betalt til Sinosure.

(437)

Kommissionen konstaterede derfor, at ovenfor beskrevne retlige ramme implementeres af Sinosure i forbindelse med udøvelsen af statslige funktioner med hensyn til dækindustrien, og at den dermed optræder som offentligt organ, jf. grundforordningens artikel 2, litra b), sammenholdt med grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i), og i overensstemmelse med WTO's relevante retspraksis. Desuden fik de eksporterende producenter i stikprøven en fordel, da forsikringen blev ydet til satser under det minimumsbeløb, der var nødvendigt for, at Sinosure kunne dække sine driftsomkostninger.

(438)

Kommissionen fastslog også, at de subsidier, der blev ydet under eksportforsikringsprogrammet, er specifikke, fordi de ikke kunne opnås uden eksport og de er således eksportbetingede jf. grundforordningens artikel 4, stk. 4, litra a).

(439)

Da Sinosure tegner sig for ca. 90 % af hjemmemarkedet for eksportkreditforsikring i Kina, kunne Kommissionen ikke finde en markedsbaseret indenlandsk forsikringspræmie. I overensstemmelse med tidligere antisubsidieundersøgelser anvendte Kommissionen derfor det mest hensigtsmæssige eksterne benchmark, for hvilket der forelå let tilgængelige oplysninger, dvs. de præmiesatser, som Export-Import Bank (»Ex-Im Bank«) i USA har anvendt på ikke-finansielle institutioner for eksport til OECD-lande.

(440)

Godtgørelsen af eksportforsikringspræmier, der blev ydet i undersøgelsesperioden, blev behandlet som et tilskud. Da der ikke forelå dokumentation for yderligere omkostninger for de virksomheder, for hvilke der var behov for en justering, blev fordelen beregnet som det samlede godtgørelsesbeløb, der var modtaget i undersøgelsesperioden.

(441)

Det subsidiebeløb, der blev fastsat for denne ordning i undersøgelsesperioden for de eksporterende producenter i stikprøven, er på:

(442)

Som nævnt i afsnit 3.2 meddelte Kommissionen den kinesiske regering, at den i betragtning af manglen på spørgeskemabesvarelser fra producenter af naturgummi og syntetgummi kunne være nødt til basere sine konklusioner på de foreliggende faktiske oplysninger i henhold til grundforordningens artikel 28, stk. 1, for så vidt angik oplysningerne om leverandørerne af førnævnte råmaterialer. Kommissionen undersøgte, om virksomhederne i stikprøven modtog råmaterialer til fremstilling af dæk til subsidierede priser fra den kinesiske regering.

(443)

Alle virksomheder i stikprøven indkøbte kønrøg og nylonsnor på hjemmemarkedet enten af forretningsmæssigt forbundne eller ikke forbundne virksomheder, men importerede også kønrøg og nylonsnor i små mængder.

(444)

I løbet af undersøgelsen fandt Kommissionen tegn på, at Staten udøvede en vis indflydelse på hjemmemarkedet for kønrøg og nylonsnor. For det første udgjorde statsejede virksomheder, iflg. oplysningerne fra den kinesiske regering, hhv. 26,44 % og 8,46 % af den kinesiske produktion af kønrøg og nylonsnor.

(445)

For det andet viser de lovgivningsmæssige rammer, at kønrøg og nylonsnor er en del af de tilskyndede sektorer, for hvilke der findes støtteforanstaltninger. For eksempel skaber den 13. petrokemiske femårsplan, som omfatter kønrøg, forbindelse til forskellige skattepolitiske og finansielle støtteforanstaltninger, hvilket fremgår af betragtning 121.

(446)

Desuden tilskynder politikken vedrørende dækindustrien blandt andet til udvikling af »højmodul lavabsorberende cordvæv af polyester og cordvæv af polyester med høj styrke« og til »udvikling af miljøvenlige gummitilsætningsstoffer og andre råmaterialer såsom speciel kønrøg og hvid kønrøg« (77).

(447)

I Guidelines of the Latest Key Priority Developmental Areas in the High Technology Industries (78) prioriterer man desuden udviklingen af produktionsteknologi og vigtige råmaterialer til radialdæk, herunder kønrøg og materialer til fiberrammer.

(448)

Selv om undersøgelsen viste, at forsyningen af kønrøg og nylonsnor på hjemmemarkedet til en vis grad er påvirket af Staten, af de årsager, der er forklaret i betragtning 444-447, konkluderede Kommissionen, at den ikke kunne finde tilstrækkelige beviser for, at de eksporterende producenter i stikprøven modtog subsidier i forbindelse med køb af kønrøg og nylonsnor i undersøgelsesperioden.

(449)

Samtlige virksomheder i stikprøven importerede naturgummi i betydelige mængder. Køb af naturgummi på hjemmemarkedet var ubetydeligt, bortset fra en af virksomhederne i stikprøven, som købte væsentlige mængder af naturgummi på hjemmemarkedet via ikke forretningsmæssigt forbundne virksomheder. Kommissionen fastslog på grundlag af efterprøvede oplysninger om individuelle transaktioner fra alle virksomhederne i stikprøven, at købspriserne på naturgummi på hjemmemarkedet i gennemsnit var højere end købspriserne for importeret naturgummi.

(450)

Kommissionen konkluderede derfor, at der ikke var nogen grund til at fastsætte udligningsberettigede subsidier for køb af naturgummi mod utilstrækkeligt vederlag.

(451)

Alle virksomheder i stikprøven indkøbte syntetgummi på hjemmemarkedet enten af forretningsmæssigt forbundne eller ikke forretningsmæssigt forbundne virksomheder, men importerede også syntetgummi i mindre mængder. Kommissionen fastslog på grundlag af efterprøvede oplysninger om individuelle transaktioner fra alle virksomheder i stikprøven, at indkøbspriserne på syntetgummi på hjemmemarkedet i gennemsnit var lavere end priserne på importeret syntetgummi, og at priserne på syntetgummi fra statsejede virksomheder i gennemsnit var lavere end prisen på syntetgummi fra private virksomheder.

(452)

I løbet af undersøgelsen fandt Kommissionen tegn på, at Staten udøvede en vis indflydelse på hjemmemarkedet for syntetgummi. For det første udgjorde statsejede virksomheder, iflg. oplysningerne fra den kinesiske regering, 31,43 % af den indenlandske produktion af syntetgummi.

(453)

For det andet viser de lovgivningsmæssige rammer, at syntetgummi er en del af en tilskyndet sektor, for hvilken der findes støtteforanstaltninger. For eksempel skaber den 13. petrokemiske femårsplan, som omfatter syntetgummi, forbindelse til forskellige skattepolitiske og finansielle støtteforanstaltninger, hvilket fremgår af betragtning 121.

(454)

I artikel 17 i politikken for dækindustrien tilskyndes der desuden bl.a. til »udvikling af isoprengummi og halogeneret butylgummi«, og der sigtes mod »at øge produktionen af syntetiske gummiprodukter såsom butadiengummi og styrenbutadiengummi, at øge udnyttelsesgraden for syntetgummi samt udviklings- og produktionskapaciteten«.

(455)

I Guidelines of the Latest Key Priority Developmental Areas in the High Technology Industries prioriterer man udviklingen af produktionsteknologi og vigtige råmaterialer til radialdæk, herunder syntetgummi.

(456)

Endelig omfatter Guidance Catalogue for Industrial Structure Adjustment, som gennemfører afgørelse nr. 40, »syntetgummi i stor størrelse, avanceret teknologi til fremstilling af gummi og elastomer samt fremstilling af nye produkter«.

(457)

Kommissionen fastslog på grundlag af efterprøvede oplysninger om individuelle transaktioner fra alle virksomheder i stikprøven, at de generelle indkøbspriser på syntetgummi på hjemmemarkedet i gennemsnit var lavere end priserne på importeret syntetgummi, og at priserne på syntetgummi fra statsejede virksomheder i gennemsnit var lavere end prisen på syntetgummi fra private virksomheder. Kommissionen bemærkede imidlertid også, at der findes flere forskellige typer gummi såsom styren-butadiengummi, butadiengummi, isoprengummi, butyl-halogeneret gummi chloroprengummi mv. Disse forskellige typer syntetgummi anvendes alle i produktionsprocessen for dæk, men de har forskellige kemiske egenskaber, anvendelsesformål og priser og produceres af forskellige virksomheder.

(458)

Disse forskelle er af en sådan karakter, at Kommissionen besluttede at opdele sin markedsanalyse i henhold til disse forskellige typer. Efter en yderligere undersøgelse fandt Kommissionen, at selv om der var observeret prisforskelle på aggregeret niveau, var der ikke nogen fordel ved køb på hjemmemarkedet af de mest almindeligt anvendte typer af syntetgummi, såsom styrenbutadiengummi og butadiengummi, og at virksomhederne i stikprøven havde importeret en betydelig mængde af de mindre anvendte gummityper.

(459)

Selv om undersøgelsen således viste, at forsyningen af syntetgummi på hjemmemarkedet til en vis grad er påvirket af Staten, af de årsager, der er forklaret i betragtning 452-456, konkluderede Kommissionen, at den ikke kunne fastsætte nogen fordele i forbindelse med køb af syntetgummi mod utilstrækkeligt vederlag.

(460)

Alle virksomheder i stikprøven producerede enten selv strøm, eller de købte det. Indkøbsprisen for elektricitet fra forsyningsnettet fulgte de officielle prisniveauer, der er fastsat på provinsniveau for store industrielle kunder. Som konkluderet i tidligere undersøgelser (79) medførte dette niveau ikke en specifik fordel for disse store industrielle kunder.

(461)

Kommissionen fastslog imidlertid, at to af virksomhederne i stikprøven drog fordel af nedsættelser eller godtgørelse af en del af deres elektricitetsomkostninger i form af tilskud. I beregningsøjemed blev disse tilskud medtaget i de tal, der blev beregnet i afsnit 3.12.3 »Ad hoc-tilskud«.

—

Several Opinions of the Central Committee of the Communist Party of China and the State Council on Further Deepening the Reform of the Power System (Zhong Fa [2015] nr. 9);

—

Interim Measures on the pilot for direct power of Jiangsu key electricity users and power generation enterprises, udstedt af Jiangsu Economic and Information Technology Commission, 13 May 2014;

—

Jiangsu Province Electricity Internet Bidding Notice for March-April 2017

—

Notice of issuing the pilot scheme of direct electricity trading in Chongqing, Yu Fu Office [2016] nr. 167.

(462)

Kommissionen konstaterede, at nogle af de store industrielle elbrugere har ret til at indgå aftaler om direkte køb med kraftværkerne i stedet for at købe fra forsyningsnettet. Tre af de fire grupper af virksomheder, der indgik i stikprøven, havde sådanne aftaler om direkte køb af elektricitet i undersøgelsesperioden, mens den fjerde indkøbte elektricitet fra sit eget forretningsmæssigt forbundne kraftværk. I alle de undersøgte aftaler var de priser, der blev modtaget gennem sådanne aftaler, lavere end de faste priser, der var fastsat på provinsniveau for store industrielle kunder.

(463)

I øjelikket er det ikke alle store industrielle kunder, der har mulighed for at indgå sådanne direkte aftaler. På nationalt plan hedder det f.eks. specifikt i lovgivningen, at virksomheder, der ikke overholder den nationale industripolitik, og hvis varer og processer udelukkes, ikke bør deltage i direkte transaktioner (80).

(464)

I praksis udføres direkte handel med elektricitet af provinserne. Virksomhederne skal anmode provinsmyndighederne om tilladelse til at deltage i pilotordningen vedrørende direkte elektricitet, og de skal opfylde visse kriterier. I Jiangsu etableres der f.eks. direkte elektricitetsaftaler via en central internetbaseret udbudsplatform. Det er imidlertid kun virksomheder, der »overholder de nationale industripolitiske retningslinjer såsom Guidance Catalogue for Industrial Structure Adjustment«, der kan deltage i udbudsproceduren. Tilsvarende gælder det i Chongqing, at »virksomheder, der ikke overholder statens industripolitik, samt varer og processer fra begrænsede eller udelukkede virksomheder, ikke kan indgå i direkte transaktioner« (81).

(465)

Desuden er der ikke nogen egentlig markedsbaseret forhandling eller udbudsprocedure, da de mængder, der købes under direkte aftaler, ikke er baseret på det faktiske udbud og den faktiske efterspørgsel. Det står nemlig fast, at kraftværker og elbrugere ikke frit kan sælge eller købe al deres elektricitet direkte. De er begrænset af kvantitative kvoter, som de lokale myndigheder tildeler dem. For eksempel foretog de lokale myndigheder i Ningxia-provinsen en begrænsning af elhandelsplatformens aktivitet ved at tildele alle virksomheder den samme kvote af Mwh, uanset de reelle mængder, som brugerne afgav tilbud på, og som elselskaberne var klar til at levere.

(466)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede GITI, at kvoterne i Ningxia-provinsen reelt varierer betydeligt blandt virksomhederne og ikke er ligeligt fordelt. Kommissionen erkendte, at kvoterne ikke er ligeligt fordelt. Dette ændrer imidlertid ikke ved den konklusion, at elselskaberne og brugerne ikke frit kan sælge eller købe al deres elektricitet direkte. På trods af, at virksomhederne tildeles forskellige kvoter og for perioder, fandt kun to priser med en forskel på under 1 % anvendelse for alle brugere i provinserne. Dette indikerer, at priserne ikke fastsættes frit mellem køber og sælger. Desuden erkendte GITI, at virksomheden ikke var i stand til at købe al sin elektricitet via udbudsproceduren i undersøgelsesperioden og var nødt til at betale højere elpriser, der blev fastsat af de lokale myndigheder uden for udbudsproceduren. Denne påstand blev derfor afvist.

(467)

Desuden fremgår det af de aftaler, som Kommissionen har gennemgået, at hvis brugeren eller elselskabet afviger fra de tildelte kvoter med mere end 5 %, skal der betales en bøde, og at de yderligere indtægter fra sanktionen vil blive tildelt det statslige netselskab.

(468)

Hertil kommer, at selv om priserne i princippet skal forhandles direkte mellem elselskaber og elbrugerne, underskrives den endelige kontrakt også af det statslige netselskab, og fakturaerne til virksomhederne udstedes reelt stadig af det statslige netselskab. Endelig skal alle underskrevne aftaler om direkte køb forelægges for de lokale myndigheder til registrering.

(469)

Kommissionen var af den opfattelse, at denne reducerede elpris er et subsidie, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), og artikel 3, stk. 2, fordi der ydes et finansielt bidrag i form af indtægter, der ikke opkræves af den kinesiske regering (dvs. netoperatøren), hvorved de berørte virksomheder opnår en fordel. Fordelen for modtagerne svarer til den sparede elpris, da elektriciteten blev leveret til priser, der lå under den normale netpris, som betales af andre store industrielle brugere. Dette subsidiebeløb er specifikt, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), da lovgivningen begrænser anvendelsen af denne ordning til kun at omfatte virksomheder, der overholder visse industripolitiske målsætninger, som bestemmes af staten, og hvis varer eller processer ikke er udelukket som støtteberettigede.

(470)

Kommissionen bemærkede, at den kinesiske regering på nuværende tidspunkt er ved at udvide denne ordning og for nylig har udstedt yderligere lovgivning med henblik på at øge antallet af direkte transaktioner på elmarkedet (82). Denne lovgivning fandt imidlertid ikke anvendelse i undersøgelsesperioden og er endnu ikke gennemført. Desuden skal Kommissionen nøje undersøge, hvordan de nye regler vil fungere i praksis, inden den kan konkludere, at der ikke længere skelnes mellem modtagerne. Kommissionen konkluderede derfor, at subsidieordningen fandt anvendelse i undersøgelsesperioden, og at den er specifik i henhold til grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), og artikel 4, stk. 3. Desuden vil ordningen fortsat give fordele efter undersøgelsesperioden, jf. grundforordningens artikel 15, stk. 1.

(471)

Det udligningsberettigede subsidiebeløb blev beregnet ud fra den fordel, som modtagerne havde opnået i undersøgelsesperioden. Denne fordel blev beregnet som forskellen mellem den samlede elpris, der skal betales i henhold til den normale netpris, og den samlede elpris, der skal betales med den reducerede pris.

(472)

Hankook-gruppen og Giti-gruppen hævdede, at Kommissionen havde begået en regnefejl ved beregningen af subsidiebeløbene. Kommissionen accepterede disse bemærkninger og reviderede beregningen af fordelen i overensstemmelse hermed.

(473)

Det subsidiebeløb, der blev fastsat for denne ordning i undersøgelsesperioden for de eksporterende producenter i stikprøven, er på:

(474)

Al jord i Kina ejes enten af staten eller af et kollektiv bestående enten af landsbyer eller byområder, inden ejendomsretten til jorden eller brugsretten til jorden (equitable title) kan patenteres eller overdrages til virksomheder eller individuelle ejere. Alle jordarealer i byområder er statsejet, og alle jordarealer i landdistrikterne er ejet af de deri liggende landsbyer eller byområder.

(475)

I henhold til forfatningsretten i Kina og jordlovgivningen kan virksomheder og enkeltpersoner imidlertid købe »brugsrettigheder til jord«. For jord til industriel anvendelse er lejemålet normalt på 50 år med mulighed for forlængelse i yderligere 50 år.

(476)

Ifølge den kinesiske regering kan ejendomsretten til jord til industriel anvendelse, i henhold til artikel 5 i Statsrådets meddelelse om Strengthening Regulation of Land (GF [2006] nr. 31), siden den 31. august 2006 kun gives af staten til industrivirksomheder gennem budrunder eller en lignende offentlig udbudsproces, hvorved den endelige pris ikke må være mindre end den minimale udbudspris. Den kinesiske regering mener, at der er et frit marked for jord i Kina, og at den pris, der betales af en industrivirksomhed for lejemål af jord, afspejler markedsprisen.

(477)

Bestemmelsen om brugsrettigheder til jord i Kina hører under Land Administration Law i Folkerepublikken Kina. Desuden er følgende dokumenter ligeledes en del af retsgrundlaget:

(478)

I henhold til artikel 10 i Provision on Assignment of State-owned Construction Land Use Right through Bid Invitation, Auction and Quotation fastsætter de lokale myndigheder priserne på jord i henhold til vurderingssystemet for jord i byområder, der opdateres hvert tredje år, og regeringens industripolitik.

(479)

I tidligere undersøgelser har Kommissionen konstateret, at priserne for brugsrettigheder til jord i Kina ikke var repræsentative for en markedspris, der bestemmes af udbud og efterspørgsel på det frie marked, eftersom det blev konstateret, at auktionssystemt var uklart, uigennemsigtigt og ikke fungerer i praksis, og det blev konstateret, at priserne fastsættes vilkårligt af myndighederne. Som nævnt i foregående betragtning fastsætter myndighederne priserne i henhold til vurderingssystemet for jord i byområder, hvor det kræves, at de blandt andre kriterier også skal tage hensyn til industripolitikken ved prissætning af jord til industriel anvendelse.

(480)

Den nuværende undersøgelse viste ingen væsentlige ændringer i denne henseende. Kommissionen har f.eks. konstateret, at med undtagelse af en jordlod for Hankook-gruppen, var ingen af de eksporterende producenter i stikprøven gået gennem en budrunde eller en lignende offentlig udbudsproces for brugsrettigheder til jord, heller ikke for brugsrettigheder til jord, der var erhvervet for nylig. Brugsrettigheder til jord, som virksomhederne i stikprøven havde, blev tildelt af de lokale myndigheder til forhandlede priser.

(481)

Efter fremlæggelsen af oplysningsdokumentet påstod Pirelli Tyre Co. Ltd., at virksomheden ikke modtog brugsrettigheder til jord til priser, der lå under markedsprisen, eftersom den angiveligt leaser jord fra kinesiske private udlejere på grundlag af normal markedspraksis. Kommissionen var enig i, at Pirelli Tyre Co. Ltd lejer en del af virksomhedens jord. Da den kinesiske private udlejer, som Pirelli Tyre Co. Ltd. omtalte, faktisk var en forretningsmæssigt forbundet virksomhed, så Kommissionen bort fra denne koncerninterne lejepris og tog hensyn til den faktiske købsaftale og prisen på de brugsrettigheder til jord, som den forretningsmæssigt forbundne virksomhed betalte. Denne påstand blev derfor afvist.

(482)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gentog Pirelli sine argumenter og påstod, at den forretningsmæssigt forbundne virksomhed havde erhvervet sine brugsrettigheder til jord via en konkurrencebaseret udbudsprocedure. Der blev dog ikke fremlagt beviser for, at en udbudsprocedure havde fundet sted med henblik på erhvervelse af disse jordarealer, hverken før eller efter den endelige fremlæggelse af oplysninger. Kommissionen fastholdt således sin holdning.

(483)

Kommissionen bemærkede, at der også findes et dynamisk overvågningssystem for jord i tillæg til overvågningssystemet for jord i byområder. I udløbsundersøgelsen vedrørende solcellepaneler med oprindelse i Folkerepublikken Kina (83) konstaterede Kommissionen, at disse priser er højere end de laveste referencepriser, der er fastsat af vurderingssystemet for jord i byområder og benyttes af de lokale myndigheder, da sidstnævnte kun ajourførtes hvert tredje år, hvorimod den dynamiske overvågning af priser ajourførtes kvartalsvis. Intet tydede imidlertid på, at jordpriserne var baseret på den dynamiske overvågning af priser. Den kinesiske regering havde i løbet af undersøgelsen vedrørende solcellepaneler bekræftet, at det dynamiske overvågningssystem for jord i byområder overvågede udsvingene i prisniveauerne på jord i bestemte områder (dvs. 105 byer) i Kina og var udformet til at vurdere udviklingen i jordpriserne. Udbudspriserne ved udbudsrunder og auktioner var dog baseret på de benchmark, der var fastsat af vurderingssystemet for jord. Hertil kommer, at i dette tilfælde fik grupperne af virksomheder i stikprøven deres jordarealer gennem tildeling. Derfor var det forhold, at dette system eksisterer, irrelevant, da det ikke gjaldt for de virksomheder, der indgik i stikprøven.

(484)

Efter fremlæggelsen af oplysningsdokumentet og efter den endelige fremlæggelse af oplysninger anfægtede både den kinesiske regering og virksomhederne i stikprøven brugen af en udenlandsk reference og foreslog i stedet at anvende en national reference. Både den kinesiske regering og Hankook-gruppen fremhævede, at Kommissionen burde have anvendt den kinesiske pris for brugsrettigheder til jord fra det dynamiske overvågningssystem for jordarealer, idet brugsrettigheden til jord for et af de kinesiske dattervirksomheder i Hankook-gruppen blev erhvervet gennem en udbudsprocedure. Kommissionen henviste imidlertid allerede i sin vurdering af spørgsmålet om markedsøkonomisk behandling i den parallelle antidumpingundersøgelse til, at den havde sine tvivl med hensyn til denne udbudsprocedure. Navnlig var Hankook-gruppen den eneste virksomhed, der bød på jorden, og den betalte pris svarede til startprisen for udbudsproceduren. Da der ikke forelå yderligere detaljerede oplysninger om den faktiske auktionsproces, og i betragtning af at en lignende jordlod blev solgt til en højere pris i samme periode, var det usikkert, om den oprindelige pris blev fastsat uafhængigt og svarede til markedsværdien af brugsrettigheden til jorden i 2011. Desuden blev den oprindelige pris i 2011 for denne jordlod derefter yderligere reduceret ved hjælp af en betydelig godtgørelse. Påstanden blev derfor afvist.

(485)

Kommissionen konstaterede også, at virksomhederne i Giti-gruppen og Hankook-gruppen modtog godtgørelser fra lokale myndigheder som kompensation for de priser, de betalte for brugsrettigheder til jord. Desuden var en del af de brugsrettigheder til jord, som virksomhederne i Xingyuan-gruppen havde fået, endnu ikke blevet betalt, og nogle brugsrettigheder til jord i China National Tire-gruppen skulle først betales flere år efter, at jorden var blevet taget i brug.

(486)

Ovennævnte beviser er i modstrid med den kinesiske regerings påstande om, at de priser, der blev betalt for brugsrettigheder til jord i Kina, er repræsentative for en markedspris, som bestemmes ved frit udbud og fri efterspørgsel på markedet.

(487)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede Pirelli, at Kommissionen havde undladt at fremlægge nye beviser med henblik på at bevise, at den kinesiske regering havde indrømmet brugsrettigheder til jord til dækproducenterne mod utilstrækkeligt vederlag. Kommissionen var ikke enig i denne påstand. Kommissionen undersøgte, jf. betragtning 475, for hver af de stikprøveudtagne eksporterende producenter, om der var blevet gennemført konkurrencebaseret udbud, men konkluderede, at dette ikke var tilfældet, hvilket bekræftede resultaterne fra tidligere undersøgelser.

(488)

Resultaterne af denne undersøgelse viser, at situationen vedrørende salg og køb af jord i Kina er uigennemsigtig, og at priserne blev fastsat vilkårligt af myndighederne.

(489)

I overensstemmelse hermed bør den kinesiske regerings indrømmelse af brugsrettigheder til jord betragtes som et subsidiebeløb i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iii), og artikel 3, stk. 2, idet der indrømmes goder, som har medført en fordel for modtagervirksomhederne. Som forklaret i betragtning 478-486 findes der ikke noget fungerende marked for jord i Kina, og anvendelsen af en ekstern reference (jf. betragtning 494-504) viser, at det beløb, de eksporterende producenter i stikprøven har betalt for brugsrettighederne til jord, ligger et godt stykke under den normale markedspris.

(490)

I forbindelse med præferentiel adgang til jord til industriel anvendelse for virksomheder, der tilhører visse industrigrene, bemærkede Kommissionen, at den pris, der fastsættes af de lokale myndigheder, skal tage hensyn til regeringens industripolitik, jf. betragtning 479. Inden for denne industripolitik anses dækindustrien for at være en bærende del af det kinesiske erhvervsliv, og den er opført som en tilskyndet erhvervsgren (84). Desuden kræver afgørelse nr. 40 fra Statsrådet, at de offentlige myndigheder sikrer, at tilskyndede erhvervsgrene får jordarealer stillet til rådighed. Artikel 18 i afgørelse nr. 40 gør det klart, at erhvervsgrene, der er begrænset (»restricted«), ikke får adgang til brugsrettigheder til jord. Heraf fremgår, at subsidiet er specifikt i henhold til grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), og artikel 4, stk. 2, litra c), da fortrinsretten ved tildeling af jord er begrænset til virksomheder, der tilhører visse erhvervsgrene, i dette tilfælde dæksektoren, og regeringens praksis på dette område er uklar og uigennemsigtig.

(491)

Giti-gruppen hævdede, at specificiteten af subsidiet for brugsrettigheder til jord var forbundet med at være opført som en tilskyndet erhvervsgren i den kinesiske regerings planer, og at der ikke var bevis for, at dækvirksomhederne tilhørte en tilskyndet erhvervsgren, da priserne på brugsrettigheden til jord blev aftalt. Denne påstand afvises, da dækindustrien og/eller den petrokemiske industri allerede var anført som en tilskyndet erhvervsgren så tidligt som i den 8. og 9. femårsplan, som opregner den petrokemiske industri som en af landets bærende industrigrene og omtaler proaktiv udvikling af finkemikalier og støtte til vigtige kemiprojekter, samt i »Catalogue of the major industries, products and technologies activated by the State (ændret i 2000)«, som omfatter fremstilling af radialdæk af høj kvalitet. Disse dokumenter svarer til den periode, hvor virksomhederne i stikprøven første gang blev indrømmet brugsrettigheder til jord.

(492)

Giti-gruppen bemærkede også, at Kommissionen ikke fremlagde dokumentation for, at de leverandørvirksomheder, der producerer råmaterialer, som f.eks. stålsnor eller nylonsnor, til de eksporterende producenter tilhørte en tilskyndet erhvervsgren. I Guidance Catalogue for the Industrial Structure Adjustment er fremstilling, udvikling og anvendelse af særlige hjælpematerialer til højtydende radialdæk imidlertid opført som »tilskyndet«. I politikken for dækindustrien tilskynder man desuden til »udvikling og anvendelse af ny strukturståltråd, cordvæv af polyester med højt elasticitetsmodul og begrænset krympning, cordvæv af nylon med høj styrke og andet materiale til dækskeletter«. Dette argument blev derfor afvist.

(493)

Subsidiet betragtes derfor som udligningsberettiget.

(494)

Som i de tidligere undersøgelser (85) og i overensstemmelse med grundforordningens artikel 6, litra d), nr. ii), blev jordpriser fra det særskilte toldområde Taiwan, Penghu, Kinmen og Matsu (»Kinesisk Taipei«) anvendt som en ekstern reference (86). Den fordel, som modtagerne har opnået, beregnes ved at tage højde for forskellen mellem det beløb, som hver af de eksporterende producenter i stikprøven faktisk havde betalt (dvs. den faktiske pris, der betales jf. kontrakten og den pris, der er anført i kontrakten fratrukket eventuel godtgørelser/tilskud fra de lokale myndigheder) for brugsrettigheder til jord, og det beløb, som normalt skulle have været betalt på grundlag af referencen i Kinesisk Taipei.

(495)

Kommissionen betragter Kinesisk Taipei som en egnet ekstern reference af følgende årsager:

(496)

Efter den metode, der blev anvendt i tidligere undersøgelser, brugte Kommissionen den gennemsnitlige pris pr. kvadratmeter jord i Taiwan korrigeret for inflation og udvikling i BNP fra og med datoerne i de respektive kontrakter om brugsrettigheder til jord. Oplysningerne i oplysningsdokumentet om priserne på jord til industriel anvendelse blev indhentet på webstedet for Industrial Bureau of the Ministry of Economic Affairs i Taiwan. Inflationen og udviklingen i BNP for Taiwan blev beregnet på grundlag af inflation og udvikling i BNP pr. indbygger i løbende priser i USD for Taiwan som offentliggjort af IMF for 2015.

(497)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede Pirelli, at brugen af en ekstern reference ikke var i overensstemmelse med konklusionerne i WTO-appelorganets rapport i US – Softwood Lumber IV (87), da referencen ikke foretog de nødvendige tilpasninger for at afspejle forholdene på det kinesiske finansmarked. Kommissionen bemærkede imidlertid, at den taiwanske reference betragtes som en passende reference, som allerede er tæt på det kinesiske marked af forskellige grunde, som er beskrevet i betragtning 488. Derudover blev de taiwanske jordpriser justeret for at tage hensyn til tidligere udvikling i BNP og inflationen over tid.

(498)

Efter fremlæggelsen af oplysningsdokumentet påpegede Hankook-gruppen, at oplysningerne på Industrial Development Bureau's websted for Industrial Land Supply and Service under Taiwans økonomiministerium, som Kommissionen havde anvendt, ikke længere kunne tilgås, og kun omfattede tilbud på industrielle grunde frem for de faktiske transaktionspriser.

(499)

Kommissionen erkendte, at de data, der var blevet lagt til grund for oplysningsdokumentet, ikke længere var offentligt tilgængelige. Kommissionen konstaterede efterfølgende, at Taiwans indenrigsministerium havde udviklet en ny database til indsamling af faktiske handelsregistreringer vedrørende salg af jord til industriel fra og med 2013, som kan tilgås på følgende websted: http://lvr.land.moi.gov.tw/login.action. Kommissionen anså dette for at være en pålidelig kilde til data, der var tilgængelig for alle interesserede parter. Desuden henviser den til de faktiske transaktionspriser og ikke til tilbud på grunde til industriel brug. Kommissionen accepterede derfor Hankook-gruppens argumenter og ændrede referencen for beregningen af fordelen i forbindelse med brugsrettigheder til jord for alle virksomhederne i stikprøven.

(500)

Som følge heraf anvendte Kommissionen for perioden fra og med 2013 de faktiske priser fra Taiwans indenrigsministerium. For brugsrettigheder til jord, der er erhvervet før denne dato, blev de historiske priser beregnet på grundlag af udviklingen i BNP og inflationen i Taiwan, som det også var tilfældet i tidligere undersøgelser.

(501)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger kritiserede Giti-gruppen, Hankook-gruppen og den kinesiske regering, at priserne på brugsrettigheder til jord baseret på de nye oplysninger var meget højere end dem, der blev anvendt i de tidligere undersøgelser, hvilket rejste tvivl om pålideligheden af den nye reference. Desuden hævdede Hankook-gruppen, at der var begået fejl ved dataoverførslen fra den taiwanske database, og fremlagde en alternativ beregning baseret på den samme database. Kommissionen erkendte, at der var tale om en skrivefejl ved aggregeringen af de individuelle jordpriser, og korrigerede de gennemsnitlige jordpriser i overensstemmelse hermed. Kommissionen var imidlertid ikke enig i de udvælgelseskriterier, Hankook-gruppen havde anvendt for at indsamle oplysningerne. For det første udvalgte Hankook-gruppen transaktioner fra en forkert periode dvs. fra 2012, i hvert fald for så vidt angår visse transaktioner. For det andet anvendte Hankook-gruppen priserne fra alle 22 distrikter i Taiwan, herunder landdistrikter med ringe eller ingen industrielle aktiviteter. Kommissionen havde derimod baseret sin udvælgelse på de seks distrikter, hvor de fleste taiwanske industriparker er beliggende. Eftersom alle de eksporterende producenter i stikprøven er beliggende i industriområder i Kina skal en passende reference være baseret på transaktioner, der også fandt sted i et industriområde. Denne del af Hankook's påstand blev derfor afvist.

(502)

Hankook-gruppen fremførte i sine bemærkninger, at de beregnede taiwanske priser for tidligere år burde tage hensyn til udviklingen i Kinas BNP i stedet for udviklingen i Taiwans BNP for at tage den hurtigere udvikling i Kina inden for de sidste 30 år i betragtning. For Hankook-gruppen bør de korrigerede taiwanske priser som sådan tage højde for det økonomiske udviklingsniveau i Chongqing kommune siden 2010 og i Huai'an, Jiangsu-provinsen siden 1996.

(503)

Kommissionen anerkendte, at Kina tidligere har haft en hurtigere udvikling end Taiwan. Det er i princippet hensigtsmæssigt at anvende en BNP-faktor, som tager højde for denne forskel, for at nå frem til en korrekt reference. Ifølge Verdensbankens statistiske kapacitetsindikator nåede kvaliteten af de statistiske data i Kina imidlertid kun op på et pålidelighedsniveau svarende til andre mellemindkomstlande i den øverste halvdel efter 2012. Dette svarer til udgangen af den periode, som der skal udarbejdes data for (88). Kommissionen kunne derfor ikke anvende statistiske data vedrørende det kinesiske BNP til at beregne de historiske priser for brugsrettigheder til jord i den foreliggende sag.

(504)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede Giti-gruppen, at Verdensbankens statistiske kapacitetsindikator anvender en lang række indikatorer, hvoraf mange ikke har relation til makroøkonomiske indikatorer. Kommissionen var enig i, at Verdensbankens statistiske kapacitetsindikator er baseret på en række indikatorer, som omfatter både makroøkonomiske og andre indikatorer. Formålet er at afspejle et lands evne til at indsamle, analysere og formidle data af høj kvalitet om sin befolkning og økonomi, baseret på den metode og de datakilder, hyppighed og rettidighed, der anvendes af et land til at producere økonomiske statistikker og befolkningsstatistikker. Den omstændighed, at vurderingen ikke udelukkende fokuserer på BNP-statistikker, men har et bredere grundlag, svækker ikke resultaterne. Kommissionen fastholdt derfor, at oplysningerne vedrørende Kinas BNP ikke kunne anvendes i forbindelse med tidligere priser på brugsrettigheder til jord.

(505)

Dette subsidiebeløb er i overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 3, blevet fordelt over undersøgelsesperioden ved hjælp af den normale løbetid for brugsrettigheder til jord til industriel brug, dvs. 50 år. Dette beløb blev derefter fordelt over den samlede omsætning i undersøgelsesperioden for den relevante virksomhed, da subsidiet ikke er betinget af eksportresultater og ikke blev ydet i forhold til de forarbejdede, producerede, eksporterede eller transporterede mængder.

(506)

Giti-gruppen hævdede, at Kommissionen skulle anvende datoen for vurderingen af brugsrettigheder til jord i stedet for transaktionsdatoen til at beregne eventuelle fordele i forbindelse med brugsrettighederne til jord. Kommissionen afviste denne påstand, da transaktionsdagen svarer til den begivenhed, der har en økonomisk indvirkning på virksomhedens finansielle situation.

(507)

Desuden opfordrede Giti-gruppen Kommissionen til at medtage de ekstra udgifter til at klargøre jorden til industriel brug samt de såkaldte gebyrer til betaling og rekvisition af grunde i forbindelse med beregningen af fordele. Kommissionen afviste disse bemærkninger af følgende to grunde:

(508)

Endelig blev der godtaget nogle mindre virksomhedsspecifikke bemærkninger vedrørende skrivefejl og beregningen af de fordele, som ikke vedrørte undersøgelsesperioden, for China National Tire, Giti og Hankook.

(509)

Det subsidiebeløb, der blev fastsat for dette subsidie i undersøgelsesperioden for de eksporterende producenter i stikprøven, er på:

(510)

I henhold til loven i Folkerepublikken Kina om indkomstbeskatning af selskaber (»EIT-lovgivningen«) beskattes høj- og nyteknologiske virksomheder, som staten skal yde central støtte til, med en reduceret selskabsskattesats på 15 % i stedet for den normale skattesats på 25 %.

(511)

Retsgrundlaget for denne ordning er artikel 28 i EIT-lovgivningen og artikel 93 i gennemførelsesbestemmelserne hertil samt:

(512)

Virksomheder, der kan drage fordel af skattenedsættelsen, indgår i visse centrale høj- og nyteknologiske områder, der støttes af staten, samt i de nuværende prioriteter for højteknologiske områder, der støttes af staten, som anført i Guidelines of the Latest Key Priority Developmental Areas in the High Technology Industries. I disse retningslinjer nævnes forarbejdningsteknologi og vigtige råmaterialer til radialdæk klart som et prioritert område.

(513)

For at være støtteberettiget skal virksomhederne desuden opfylde følgende kriterier:

(514)

Virksomheder, der er omfattet af denne ordning, skal indgive en selvangivelse og de relevante bilag. Det faktiske beløb, som fordelen repræsenterer, anføres i selvangivelsen.

(515)

Kommissionen var af den opfattelse, at dette skattefradrag er et subsidie, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), og artikel 3, stk. 2, fordi der ydes et finansielt bidrag i form af indtægter, der ikke opkræves af den kinesiske regering, hvorved de berørte virksomheder opnår en fordel. Fordelen for modtagerne svarer til skattebesparelsen. Dette subsidiebeløb er specifikt, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), da lovgivningen begrænser anvendelsen af denne ordning til kun at omfatte virksomheder, som er aktive inden for visse højteknologiområder, der er prioriteret og udpeget af staten, som f.eks. visse nøgleteknologier inden for dæksektoren.

(516)

Det udligningsberettigede subsidiebeløb blev beregnet ud fra den fordel, som modtagerne havde opnået i undersøgelsesperioden. Denne fordel blev beregnet som forskellen mellem den samlede skat, der skal betales i henhold til den normale skattesats, og den samlede skat, der skulle betales med den reducerede skattesats.

(517)

Det subsidiebeløb, der blev konstateret for denne specifikke ordning for China National Tire-gruppen, var på 0,12 %, og på 0,01 % for Giti-gruppen.

(518)

Skattefradraget for forskning og udvikling giver virksomhederne en fordelagtig skattemæssig behandling af deres FoU-aktiviteter inden for visse højteknologiområder, der er prioriteret og udpeget af staten, og når visse tærskelværdier for FoU-udgifter er nået.

(519)

Mere specifikt er FoU-udgifter, der påløber i forbindelse med udviklingen af nye teknologier, nye varer og nye håndværk, og som ikke er immaterielle aktiver, og som opføres i resultatopgørelsen, genstand for et yderligere fradrag på 50 % efter at være blevet fradraget i sin helhed på grund af den faktiske situation. I tilfælde, hvor ovennævnte FoU-udgifter udgør immaterielle aktiver, er de genstand for afskrivning baseret på 150 % af omkostningerne ved immaterielle aktiver.

(520)

Retsgrundlaget for denne ordning er artikel 30, stk. 1, i EIT-lovgivningen, sammen med gennemførelsesbestemmelserne til Kinas Enterprise Income Tax Law samt følgende meddelelser:

(521)

I en tidligere undersøgelse (89) blev det fastslået, at »nye teknologier, nye varer og nye håndværk«, der kan drage fordel af skattefradrag, indgår i visse centrale højteknologiske områder, der støttes af staten, samt de nuværende prioriteter for højteknologiske områder, der støttes af staten, som anført i Guidelines of the Latest Key Priority Developmental Areas in the High Technology Industries.

(522)

Kommissionen var af den opfattelse, at dette skattefradrag er et subsidie, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), og artikel 3, stk. 2, fordi der ydes et finansielt bidrag i form af indtægter, der ikke opkræves af den kinesiske regering, hvorved de berørte virksomheder opnår en fordel. Fordelen for modtagerne svarer til skattebesparelsen. Dette subsidiebeløb er specifikt, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), da lovgivningen begrænser anvendelsen af denne foranstaltning til kun at omfatte virksomheder, som har FoU-udgifter inden for visse højteknologiområder, der er prioriteret og udpeget af staten, som f.eks. dæksektoren.

(523)

Giti-gruppen hævdede, at skattefradraget for forskning og udvikling ikke er et specifikt subsidie, da det gælder for alle kinesiske virksomheder som omhandlet i artikel 95 i forskriften om gennemførelse af Enterprise Income Tax Law, som finder anvendelse for alle virksomheder og ikke kun for høj- og nyteknologiske virksomheder.

(524)

Kommissionen afviste påstanden om, at skattefradraget for forskning og udvikling ikke er et specifikt subsidie. Selv om det er rigtigt, at det ikke kun gælder forhøj- og nyteknologiske virksomheder, er dets anvendelse begrænset til »nye teknologier, varer og håndværk«, som er specifikt defineret som nævnt i betragtning 521. Kommissionens foreløbige konklusion er derfor uændret.

(525)

Det udligningsberettigede subsidiebeløb blev beregnet ud fra den fordel, som modtagerne havde opnået i undersøgelsesperioden. Denne fordel blev beregnet som forskellen mellem den samlede skat, der skal betales i henhold til den normale skattesats, og den samlede skat, der skal betales efter den yderligere reduktion på 50 % af de faktiske FoU-udgifter.

(526)

Det subsidiebeløb, der blev konstateret for denne særlige ordning, var på 0,02 % for Giti-gruppen.

(527)

Giti-gruppen hævdede, at Kommissionen ved ikke at fratrække de påståede fordele fra ordninger, der reducerer en virksomheds omkostninger (og dermed øger dens fortjeneste) ved beregningen af fordelen under skattereduktionen for høj- og nyteknologiske virksomheder, faktisk talte nogle af de påståede fordele med to gange.

(528)

Kommissionen var enig med Giti-gruppen om, at fordele ved subsidier (når de opføres som indtægter i resultatopgørelsen) reducerer omkostningerne for en virksomhed og derved øger virksomhedens bruttooverskud, hvilket fører til en højere skat og, eventuelt, en højere skattereduktion. Ikke desto mindre er virksomheden Giti Radial berettiget til at anmelde tilskud og subsidier som fritaget indkomst ved beregningen af beskatningsgrundlaget, hvorved de skyldige indkomstskatter reduceres. Desuden anvendes Kommissionens metode konsekvent ved at beregne fordelene på grundlag af de tilgængelige finansielle data for undersøgelsesperioden, som virksomheden har fremlagt og som blev efterprøvet under kontrolbesøget.

(529)

En organisation eller person, der anvender jordarealer i større byer, mindre byer og byer i amter og distrikter samt industri- og minedistrikter, betaler normalt skat for brugsrettigheden til jord i byområder. Skatten for brugsrettigheder til jord opkræves af de lokale skattemyndigheder der, hvor jordarealet anvendes. Dog er visse kategorier af jordarealer fritaget for skat for brugsrettigheder til jord, som f.eks. arealer, der er inddæmmet fra havet, jordarealer til offentlige institutioner, civile organisationer og militære enheders jord til eget brug, jordarealer til brug for institutioner finansieret af offentlige bevillinger fra finansministeriet, jordarealer anvendt af religiøse templer, offentlige parker og offentlige historiske og naturskønne områder, veje, gader og offentlige pladser, græsplæner og andre offentlige arealer.

(530)

Retsgrundlaget for denne ordning er:

(531)

To af virksomhederne i stikprøven drog fordel af nedsættelser og fritagelser i forbindelse med betaling af skat for brugsrettigheder til jord bevilget af det lokale kontor for anvendelse af jordarealer, selv om de ikke falder ind under nogen af de fritagne kategorier, jf. den nationale lovgivning ovenfor.

(532)

Kommissionen er af den opfattelse, at denne skattefritagelse er et subsidie, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), og artikel 3, stk. 2, fordi der ydes et finansielt bidrag i form af indtægter, der ikke opkræves af den kinesiske regering, hvorved de berørte virksomheder opnår en fordel. Fordelen for modtagerne svarer til skattebesparelsen. Dette subsidiebeløb er specifikt, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), idet virksomhederne fik en skattenedsættelse, selv om de ikke opfyldte de objektive kriterier, som er nævnt i betragtning 529.

(533)

Det udligningsberettigede subsidiebeløb blev beregnet ud fra den fordel, som modtagerne havde opnået i undersøgelsesperioden. Denne fordel blev beregnet som forskellen mellem den samlede skat, der skal betales i henhold til den normale skattesats, og den samlede skat, der faktisk blev betalt i undersøgelsesperioden.

(534)

Efter fremlæggelsen af oplysningsdokumentet bemærkede Hankook-gruppen, at den godtgørelse af skat på brugsrettigheder til jord, som den havde modtaget, ikke var udligningsberettiget, idet den var blevet modtaget før undersøgelsesperioden. Efter en yderligere analyse accepterede Kommissionen dette argument, da den sidste godtgørelse af skat på brugsrettigheder til jord ganske rigtigt var blevet bogført før begyndelsen af undersøgelsesperioden i juni 2016, og da der ikke blev foretaget yderligere betalinger efter denne dato.

(535)

Endvidere hævdede Giti-gruppen, at der generelt ikke skal betales skat på brugsrettigheder til jord for visse typer bygninger (boliger og skoler), hvilket fremgår af en meddelelse om skattefritagelser for brugsrettigheder til jord fra 1988. Kommissionen fandt, at denne meddelelse ikke længere var gyldig, da »Interim Regulations of the People's Republic of China on Urban Land Use Tax«, der er nævnt i betragtning 530 ovenfor, ikke længere omfatter skoler og boliger i de fritagne kategorier. Denne påstand blev derfor afvist.

(536)

Endelig anførte Giti-gruppen, at to af virksomhederne i gruppen betalte skat på brugsrettigheder til jord i undersøgelsesperioden gennem udligning med tidligere betalinger. Der var derfor ingen fordele for disse to virksomheder. Kommissionen var enig i disse erklæringer og ændrede subsidieberegningerne i overensstemmelse hermed. Subsidiebeløbet for denne særlige ordning var følgelig på 0,01 % for Giti-gruppen.

(537)

En af virksomhederne i Hankook-gruppen drog fordel af en godtgørelse fra de lokale myndigheder af den skat, der blev opkrævet i henhold til nationale bestemmelser.

(538)

Retsgrundlaget for denne ordning er:

(539)

I henhold til en aftale med de lokale myndigheder var virksomheden berettiget til en godtgørelse af hele skattebeløbet de to første år fra det første år, hvor virksomheden skulle betale selskabsskat (startende i 2003). I år 3 til 5 var virksomheden berettiget til en nedsat selskabskat på 15 % og en refusion på 100 % af den lokale del af den betalte selskabsskat. I år 6 til 10 var virksomheden berettiget til en refusion på 75 % af den lokale del af den betalte selskabsskat. Fra år 11 var virksomheden berettiget til en godtgørelse på 50 % af den lokale del af den betalte selskabsskat.

(540)

Virksomheden forklarede, at regeringen ændrede sin politik i løbet af årene, og at virksomheden derfor kun var berettiget til disse typer godtgørelser og præferentielle skattesatser indtil 2012. Den berettigede godtgørelse, som endnu ikke var blevet tilbagebetalt i 2012, ville blive tilbagebetalt, når de lokale myndigheders budget gav mulighed for det. Virksomheden drog således stadig fordel af en godtgørelse i undersøgelsesperioden.

(541)

Kommissionen er af den opfattelse, at denne skattefritagelse er et subsidie, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), og artikel 3, stk. 2, fordi der ydes et finansielt bidrag i form af indtægter, der ikke opkræves af den kinesiske regering, hvorved den berørte virksomhed opnår en fordel. Fordelen for modtageren svarer til skattebesparelsen. Dette subsidiebeløb er specifikt, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), idet virksomheden fik en nedsættelse af den lokale skat, der er specielt beregnet til den, og som ikke var tilgængelig for andre virksomheder.

(542)

Selv om Kommissionen ikke fandt bevis for, at ordningen stadig var gældende i undersøgelsesperioden, fastslog den på grundlag af oplysningerne fra virksomhederne i stikprøven, at de stadig opnåede fordele under denne ordning.

(543)

Efter fremlæggelsen af oplysningsdokumentet gentog virksomheden sin erklæring om, at den kun var berettiget til godtgørelser indtil 2012. Der blev imidlertid ikke fremlagt nye oplysninger, der kunne ændre Kommissionens konklusion.

(544)

Det udligningsberettigede subsidiebeløb blev beregnet ud fra den fordel, som modtagerne havde opnået i undersøgelsesperioden. Denne fordel blev beregnet som forskellen mellem den samlede skat, der skal betales i henhold til den normale skattesats, og den samlede skat, der faktisk blev betalt i undersøgelsesperioden.

(545)

Subsidiebeløbet for denne særlige ordning var på 0,13 % for Hankook-gruppen.

(546)

Det samlede subsidiebeløb, der blev fastsat for alle ordninger vedrørende direkte skat i undersøgelsesperioden for de eksporterende producenter i stikprøven, var på:

(547)

Denne ordning medfører fritagelse for moms og importtold ved import af driftskapital, der anvendes i produktionen. For at få adgang til fritagelsen må driftskapitaludstyret ikke være opført på en liste over ikke-berettiget udstyr, og den ansøgende virksomhed skal indhente et certifikat som statstilskyndet projekt udstedt af de kinesiske myndigheder eller af NDRC i overensstemmelse med den relevante lovgivning om investering, skat og told.

(548)

Retsgrundlaget for denne ordning er:

(549)

Udstyr, der importeres for at udvikle indenlandske eller udenlandske investeringsprojekter i overensstemmelse med politikken om at tilskynde til udenlandske eller indenlandske investeringsprojekter, kan være fritaget for betaling af moms og/eller importtold, medmindre udstyrskategorien er opført i kataloget over udstyr uden toldfritagelse. For at kunne drage fordel af denne fritagelse skal virksomheden skaffe en bekræftelse fra den lokale myndighed, der er ansvarlig for projektet, som skal fremsendes til de lokale toldmyndigheder.

(550)

Den kinesiske regering hævdede, at med virkning fra den 1. januar 2009 var kun importtold fritaget, og der opkrævedes moms på import af udstyr til egen brug.

(551)

Der blev dog konstateret fritagelser for både moms og importtold i undersøgelsesperioden for virksomhederne i stikprøven. Disse omfattede fritagelser for udstyr, som var importeret i de foregående år, men for hvilket fordelen blev afskrevet over det pågældende udstyrs levetid og således delvis blev fordelt i undersøgelsesperioden. Selv om Kommissionen ikke fandt bevis for, at denne fritagelse var gældende i undersøgelsesperioden, fastslog den på grundlag af de foreliggende beviser vedrørende virksomhederne i stikprøven, at virksomhederne i stikprøven alligevel opnåede fordele under denne ordning.

(552)

Efter fremlæggelsen af oplysningsdokumentet fandt Pirelli, at beregningen af fordelene fra importerede maskiner og udstyr var ukorrekt. Kommissionen var enig i de forelagte korrektioner og tilpassede beregningen i overensstemmelse hermed.

(553)

Denne ordning medfører et finansielt bidrag i form af indtægter, som den kinesiske regering ikke opkræver, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), da FIE'er og andre subsidieberettigede nationale virksomheder er fritaget for moms og/eller andre afgifter, som ellers ville forfalde. Den medfører også en fordel for de modtagende virksomheder, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 2.

(554)

Ordningen er specifik, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a). Den lovgivning, i henhold til hvilken den subsidieydende myndighed udøver sin virksomhed, begrænser adgangen til virksomheder, der investerer i bestemte aktivitetskategorier, som er nærmere bestemt i lovgivningen og tilhører den tilskyndede kategori eller den begrænsede kategori B i Catalogue for the guidance of industries for foreign investment and technology transfer, eller som er i overensstemmelse med Catalogue of key industries, products and technologies the development of which is encouraged by the State. Desuden er der ingen objektive kriterier til at begrænse støtteberettigelsen til denne ordning og ingen afgørende beviser, der giver anledning til at konkludere, at støtteberettigelsen er automatisk i henhold til grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra b).

(555)

Det udligningsberettigede subsidiebeløb blev beregnet ud fra den fordel, som det konstateredes, at modtagerne havde opnået i undersøgelsesperioden. Den fordel, som modtagerne har opnået, betragtes som den fritagne moms og told for importeret udstyr. For at sikre, at det udligningsberettigede beløb kun dækkede undersøgelsesperioden, blev fordelen afskrevet over udstyrets levetid efter virksomhedens normale regnskabsprocedurer.

(556)

Samtlige virksomheder i stikprøven drog fordel af nedsættelser under denne ordning. Subsidiebeløbet, der blev konstateret for denne specifikke ordning, varierer mellem 0,04 % og 0,13 %.

(557)

Kommissionen bemærkede, at alle virksomhederne i stikprøven var blevet betegnet som såkaldte »forarbejdningsvirksomheder«. I henhold til artikel 3 i de foranstaltninger, der træffes af toldmyndighederne i Folkerepublikken Kina med henblik på tilsyn med forarbejdning af varer (90), omfatter udtrykket »forarbejdningsindustri« forretningsaktiviteter, hvor den aktive virksomhed importerer alle eller en del af de råmaterialer eller hjælpestoffer, dele og komponenter, dele til komponenter og emballeringsmaterialer, og reeksporterer de færdige varer efter forarbejdning eller samling, herunder forarbejdning af leveret og importeret materiale. I artikel 5 fastsættes det endvidere, at »hvis skatter og afgifter opkræves under importen i henhold til de relevante bestemmelser, giver toldmyndighederne nedsalg i de opkrævede skater og afgifter i henhold til den kontrollerede mængde af de varer, der faktisk er forarbejdet og reeksporteret efter eksport af de færdige varer.«

—

Customs Law of the People's Republic of China, Order of the President of the People's Republic of China No. 81, af 4. november 2017

—

Measures of the Customs of the People's Republic of China for the Supervision of Processing Trade Goods, Order of the General Administration of Customs No.235, 20 December 2017;

—

Measures of the Customs of the People's Republic of China for the Administration of Unit Consumption in Processing Trade, Order of the General Administration of Customs No.218, af 13. marts 2014

—

Preliminary Administrative Measures on Enterprise Creditworthiness Management, Order of the General Administration of Customs No.225, af 4. september 2014.

(558)

I løbet af undersøgelsen konstaterede Kommissionen, at alle virksomhederne i stikprøven var registreret hos toldmyndighederne med henblik på den i betragtning 557 nævnte forarbejdningsordning, og at alle virksomhederne i overensstemmelse med artikel 5 i de foranstaltninger, der blev truffet af toldmyndighederne i Folkerepublikken Kina med henblik på tilsyn med forarbejdning af varer, havde modtaget fritagelse for »skatter og afgifter opkrævet under importen« (dvs. importafgifter) på import af naturgummi til fremstilling af dæk til eksport.

(559)

En sådan ordning svarer til en toldgodtgørelsesordning, jf. grundforordningens litra i), bilag I. Ifølge litra i) i bilag I kan substitutionsgodtgørelsesordninger udgøre eksportsubsidier, for så vidt som de resulterer i for stor godtgørelse af de importafgifter, der oprindeligt opkrævedes på de importerede råvarer, for hvilke der kræves godtgørelse.

(560)

For at fastslå, om der findes en sådan eftergivelse af for stor godgørelse, anmodede Kommissionen derfor i overensstemmelse med punkt II i bilag III til grundforordningen den kinesiske regering om yderligere oplysninger om ordningen for forarbejdningsindustri generelt og mere specifikt om eksistensen og den effektive anvendelse af de ledsagende overvågnings- og kontrolprocedurer.

(561)

På grundlag af de modtagne oplysninger har den kinesiske regering rent faktisk indført en lovgivningsmæssig ramme for at overvåge ordningen for forarbejdningsindustrien. Kommissionen bemærkede dog også, at nogle af de funktioner, der er indbygget i systemet, potentielt kan føre til for stor godtgørelse: