FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT G. REISCHL
FREMSAT DEN 11. MAJ 1978 ( 1 )
Høje Ret.
Som allerede bekendt fra andre retssager, blev D-marken med virkning fra 27. oktober 1969 skrevet op over for den hidtidig gældende officielle paritet. Da de europæiske landbrugspriser er bundet til regningsenheden, måtte disse valutaforanstaltninger — ved uændret regningsenhed — nødvendigvis fremkalde et indkomsttab for det tyske landbrug. Faktisk faldt nettoudbyttet i DM med omkring 9 % for produkter, der var omfattet af en markedsordning.
Med denne situation beskæftigede Rådet sig på et møde den 27. oktober 1969. For at undgå prisstigninger i andre medlemsstater og heraf følgende produktionsstigninger afviste Rådet at ændre regningsenheden men også at indføre udligningsforanstaltninger ved grænsen, som Forbundsrepublikken Tyskland havde begæret. Man besluttede derimod at indføre en støtteordning, som overvejende skulle finansieres af Forbundsrepublikken Tyskland. Indtil denne ordning trådte i kraft, blev Forbundsrepublikken Tyskland kun bemyndiget til at forhøje interventions- og opkøbspriserne og at anvende et system med importafgifter og eksporttilskud. På denne måde var der sørget for, at det eksisterende prisniveau kunne opretholdes indtil den 31. december 1969.
Med henblik på den støtteordning, som skulle udligne indkomsttabene, udstedte Rådet den 9. december forordning nr. 2464/69 »om de foranstaltninger, der skal træffes inden for landbrugssektoren som følge af den tyske marks opskrivning« (JO L 312 af 12. 12. 1969, s. 4). Forordningen indeholdt en bemyndigelse, hvorefter der kunne ydes støtte til tyske producenter af landbrugsprodukter fra 1. januar 1970. Det var endvidere bestemt, at støtten for hvert enkelt finansår fra 1970 og til 1973 måtte andrage indtil 1,7 milliarder DM, og at Fællesskabet, nemlig Den europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, skulle deltage i finansieringen på nærmere bestemt vis. I enkeltheder bestemmes det i forordningens artikel 1, stk. 3:
»Støtten kan ydes som et direkte kontantbeløb til producenten af landbrugsprodukter, for så vidt størrelsen ikke bestemmes efter pris eller mængden af produkter.
Denne støtte kan delvis ydes i form af forskud, der udbetales producenten af landbrugsprodukter ved salget af produktet, og som højst må andrage 3 % af salgsprisen. Støtten kan enten erlægges af køber eller af en national myndighed.«
Denne foranstaltning blev forlænget ved en ikke offentliggjort beslutning fra Rådet den 21. januar 1974, hvor det i artikel 1 bestemmes:
»Forbundsrepublikken Tyskland bemyndiges midlertidigt til at yde støtte til producenter af landbrugsprodukter i form af en kompensation, som de nævnte producenter modtager ved salget af deres produkter, inden for en øvre margen på 3 % af salgsprisen. Støtten erlægges enten af køber eller af en national myndighed.«
I medfør af nævnte forordning trådte den tyske lov »Gesetz über einen Ausgleich für Folgen der Aufwertung der Deutschen Mark auf dem Gebiet der Landwirtschaft (Aufwertungsausgleichgesetz)« i kraft den 23. december 1969. Den bestemte i artikel 4, at landbrugsbedrifter i den i § 24, stk. 2, i Umsatzsteuergesetz forudsatte betydning kunne reducere deres omsætningsafgift med 3 %. Efter § 24 stk. 2, nr. 2 i Umsatzsteuergesetz af 29. maj forstås ved land- og skovbrugsbedrifter »bedrifter med dyreopdræt/kvæghold, for så vidt kvægholdet i henhold til § § 51 og 51 a i Bewertungsgesetz indgår i den landbrugsmæssige bedrift …«. § 51, stk. 1, i nævnte Bewertungsgesetz bestemmer:
»Kvægbesætninger indgår fuldt ud i den landbrugsmæssige bedrift, såfremt der i regnskabsåret
for de første 20 hektar ikke produceres eller holdes mere end 10 kvægenheder
for de næste 10 hektar ikke mere end 7 kvægenheder
for de næste 10 hektar ikke mere end 3 kvægenheder
og for de resterende arealer ikke mere end 1,5 kvægenheder pr. hektar af de af ejendommens indehaver regelmæssigt udnyttede landbrugsarealer. Kvægbesætningerne omregnes i kvægenheder efter foderbehovet.«
På grundlag af disse tyske regler blev sagsøger i hovedsagen ikke berettiget til kompensation for revalueringen. Ganske vist beskæftiger sagsøgeren sig — ved siden af produktion af foderstoffer — med kalveopfedning, som sker på grundlag af et mælkeerstatningsprodukt, som firmaet selv fremstiller. Men dette sker dog uden landbrugsmæssigt udnyttede arealer, idet nemlig firmaet køber kalve, som det så på kontraktsmæssig grundlag lader opfede hos vedkommende landmand, hvorefter de sælges til slagtning efter fire måneder. Sagsøgeren beskattes derfor som industrivirksomhed, hvorfor Finanzamt Warendorf afviste en ansøgning i sagsøgeres selvangivelse for 1974 om støtte med 3 % af den omsætning, der blev opnået ved hjælp af fedekalvene.
Efter en forgæves administrtiv klage over dette afslag har sagsøger anlagt sag ved Finanzgericht Münster.
Efter sagsøgers opfattelse kan Aufwertungsausgleichgesetz ikke forenes med fællesskabsretten. Fællesskabsretten sondrer ikke mellem landbrugsmæssige og industrielt dyrehold; i særdeleshed indeholdt den her relevante markedsordning for oksekød (forordning nr. 805/68, EFT 1968 (I), s. 179; org.ref. JO L 148 af 28. 6. 1968, s. 24) en garanti for alle producenter. Som følge heraf og fordi også industrielle kvægopdrættere i samme omfang blev ramt af revalueringen, omfatter udtrykket »producent af landbrugsprodukter« i forordning nr. 2464/69 også den industrielle dyreopdrætter. Den indskrænkende anvendelse, som Forbundsrepublikken Tyskland har gjort af bemyndigelsen, kan også anfægtes ud fra artikel 40 (forbud mod forskelsbehandling af producenter) såvel som — eftersom den interne fællesskabshandel hindres af konkurrenceforvridninger — ud fra forbudet mod foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner.
Denne antagelse har det sagsøgte Finanzamt bestridt. Efter Finanzamts opfattelse er det vigtigt, at forordning nr. 2464/69 kun indeholder en bemyndigelse, altså sætter en ramme inden for hvilken den tyske lovgiver har et frit skøn. Efter Finanzamt er der ikke tale om nogen tilsidesættelse af forbudet mod forskelsbehandling, for det første fordi sondringskriteriet ikke er knyttet til nationaliteten, for det andet fordi industrivirksomheder lettere kan tilpasse sig ændrede markedsvilkår og omkostningsforhold. Lige så lidt er der tale om en krænkelse af. forbudet mod foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative indførselsrestriktioner; dette forbud omfatter nemlig i reglen kun udenlandske produkters adgang til hjemmemarkedet, som i nærværende sag ingen rolle spiller.
Ved kendelse af 26. september 1977 har Finanzgericht udsat sagen og i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse :
|
»1. |
Omfatter det fællesskabsretlige begreb 'producent af landbrugsprodukter' i artikel 1, stk. 1 og 3, i forordning (EØF) nr. 2464/69 også den industrielle dyreopdrætter/kvægholder i den tyske skattelovgivnings forstand? |
|
2. |
Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Skal artikel 39 og artikel 40, stk. 3, andet afsnit, i EØF-traktaten, artikel 1 i Rådets forordning (EØF) nr. 2464/69 og eventuelle andre bestemmelser i fællesskabsretten fortolkes således, at de forbyder EØF-medlemmet Forbundsrepublikken Tyskland som adressat for forordning (EØF) nr. 2464/69 at undtage enkelte grupper af producenter af landbrugsprodukter — her industrielle dyreopdrættere og kvægholdere i den tyske skatterets forstand — fra en ordning med direkte støtte til udligning af virkningerne af markens opskrivning og omfattende landbrugsprodukter, der er undergivet en markedsordning? |
|
3. |
Er dette forbud på det indenlandske område direkte anvendeligt i den forstand, at den enkelte fællesskabsborger kan gøre det gældende ved de nationale retter?« Min stilling hertil er følgende: |
|
1. |
Det fremgår af beskrivelsen af de faktiske omstændigheder, at forordning nr. 2464/69 kun gjaldt til og med 1973. Hvad angår den afgiftsnedsættelse, der blev ansøgt om i hovedsagen, så vedrører den 1974. Hvad denne ansøgning angår, er det derfor i fællesskabsretlig henseende i første række Rådets beslutning af 21. januar 1974, der er relevant. Det præjudicielle spørgsmål må derfor først og fremmest sættes i relation til den. Domstolens opgave bliver dog herved på ingen måde afgørende ændret. Også i beslutningen anvendes udtrykket »producenter af landbrugsprodukter«. Det er desuden klart, at det væsentligste formål med beslutningen, udstedt på grundlag af artikel 3 i forordning nr. 2464/69, var at forlænge forordningens gyldighedsperiode, og at udtrykket »producenter af landbrugsprodukter« derfor har samme omfang som i forordning nr. 2464/69. |
|
2. |
Hvad fortolkningen af det citerede begreb angår, har sagsøger straks understreget, at der af anvendelsen af ordet »tysk« i artikel 1 i forordning nr. 2464/69 ikke kan sluttes, at der herved henvises til tysk ret. Dette adjektiv tjener i virkeligheden kun til at beskrive forordningens territoriale anvendelsområde; men i øvrigt må man ifølge sagsøger gå ud fra, at begrebet »producenter af landbrugsprodukter« har et fællesskabsretligt indhold. Dette udsagn kan man efter min opfattelse betingelsesløst tilslutte sig. For så vidt er det vigtigt, at forordningen støttes på artikel 42 og 43 i EØF-traktaten, at det altså drejer sig om en akt inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik. Ligeledes kan der henvises til forordningens artikel 3, stk. 3, hvorefter Rådet efter fremgangsmåden i traktatens artikel 43, stk. 2, træffer egnede foranstaltninger under hensyntagen til udviklingen af den fælles landbrugspolitik. Endelig har det også interesse, at Fællesskabet bidrager til foranstaltningernes finansiering. Til spørgsmålet om indholdet af det fællesskabsretlige begreb, der ikke udtrykkeligt er defineret i forordningen, har sagsøgeren dernæst anført, at forordningen går ud fra det begreb, der ligger til grund for traktaten. Sagsøger har herved henvist til en række traktats-artikler (37, stk. 4, 40, 42, 43 og 45,) og har heraf sluttet, at det i forordningen anvendte begreb »producent« skal fortolkes således, at det omfatter enhver, der fremstiller landbrugsvarer som defineret i artikel 38 og i listen i traktatens bilag II. Sagsøger anfører, at fremstillingsmåden, hvad enten dette sker i et typisk landbrug eller i en industrivirksomhed, er uden betydning, og at der derfor må antages, at en sådan sondring, når fællesskabsretten desuden ingen kriterier indeholder, heller ikke har nogen betydning, hvad forordningen nr. 2464/69 angår. Efter min opfattelse — og her er jeg enig med Kommissionen — er sagsøgers argumentation her ikke overbevisende. For det første optræder begrebet »producent af landbrugsprodukter«, der jo anvendes i forordningen, ikke i de anførte bestemmelser i traktaten. I traktaten tales der i artikel 42 om produktion af landbrugsvarer. I artikel 37, stk. 4, og artikel 43 tales om »de pågældende producenter«, hvorved der sigtes til landbrugsvarer, hvis afsætning via statslige handelsmonopoler skal lettes (artikel 37, stk. 3), eller der sigtes til nationale markedsordninger for bestemte varer (artikel 43). Her finder vi kun — som i artikel 40 i forbindelse med det forbud mod forskelsbehandling, der gælder for de fælles landbrugsmarkedsordninger — begrebet »producent«, og vi finder — eksempelvis i artikel 45 — ordene »indenlandske producenter«, hvis afsætning omfattes af nationale bestemmelser, eller »producenter i Fællesskabet«, med hensyn til hvilke forskelsbehandlingen skal bringes til ophør. For det andet skal jeg erindre om, at jeg i mit forslag til afgørelse i sagen 85/77 (Societå Santa Anna Azienda Avicola mod Istituto nazionale delle previdenza sociale og Servizio contributi agricoli unificati, forslag til afgørelse af 31. januar 1978, dom af 28. 2. 1978) anså det for værd at overveje, om der ikke af visse elementer, der kunne hentes i artiklerne 38, 39 og 42, kunne udledes, hvorledes begrebet »landbrugsbedrift« skal forstås efter traktaten. Domstolen fulgte dog ikke min opfattelse og heller ikke den antagelse, at det afgørende er produktion af landbrugsvarer i den i artikel 38 foresatte betydning. I dommen i sag 85/77 statueredes, at traktaten ingen definition af begreberne »landbrug« og »landbrugsbedrift« indeholder. Det er derimod fællesskabsorganerne, der til brug for de enkelte ordninger skal udarbejde en definition, hvorved der særlig skal tages hensyn til de med ordningen forfulgte formål. Spørgsmålet kan derfor kun besvares på behørig vis, såfremt det af formuleringen, formål og forarbejderne til forordning nr. 2464/69 forsøges udledt, hvad der menes med udtrykket »producenter af landbrugsprodukter«. Ved anvendelsen af denne metode nåede Kommissionen til den opfattelse, at det citerede begreb ikke omfatter de landbrugsprodukter, der fremstilles industrielt. Dette standpunkt må man vel, for at sige det med det samme, givet tilslutte sig. Bestemmelsens forarbejder taler helt klart for dette synspunkt. Jeg har herved allerede nævnt, at man fra tysk side oprindelig tilstræbte en form for grænseudligning, altså en foranstaltning med reference til produktet. Dette kunne man dog ikke beslutte sig til, kun til den mindre vidtgående støtteordning. Når henses til princippet om, at forskrifter, der afviger fra traktatens generelle bestemmelser, skal fortolkes snævert, er der også grund til at fortolke det for støtten afgørende begreb »producenter af landbrugsprodukter« snævert. Nu er det dog efter sagens behandling ikke alene blevet helt klart, at man ved beregningen af det indkomsttab, som der tales om i forordningen, kun tænkte på landbrugsbedrifter i egentlig forstand. Ydermere blev det endda udtrykkeligt fremhævet, at støtten skulle begrænses til landbrugsbedrifter i den tyske skatterets forstand. Jeg skal herved henvise til det mødereferat fra Rådets møde den 9. december 1969, som er blevet fremlagt i sagen. Også her findes et tilsvarende klart udsagn fra daværende medlem af Kommisionen, Manshold; dette udsagn tilsluttede Rådets medlemmer sig dernæst umiddelbart. Men det er også vigtigt, at den anførte begrænsning må komme tilstrækkelig tydeligt til udtryk i selve forordningen, eftersom de af sagsøger anførte domme viser, at interne forbehold og erklæringer — Rådets referater offentliggøres ikke — i sig selv ikke er tilstrækkelige til fortolkningen. Det er for så vidt interessant, at forordningen i modsætning til traktaten, hvor der tales om produktion af landbrugsvarer, hvor altså produktet fremhæves, anvender udtrykket »producenter af landbrugsprodukter«. Faktisk leder adjektivet »landbrugs-« tanken hen på en typisk landbrugsbedrift, og herfor taler vel også, at forordningens artikel 3 nævner det tyske landbrug. Ligeledes finder jeg også, at det har betydning, at man i forordningens begrundelse taler om, at støttens fortsættelse kan sikres ved social- og strukturpolitiske foranstaltninger. Det første element — socialpolitiske foranstaltninger — fremhæver således det sociale aspekt i ordningen med kompensation for revalueringen: denne kompensation skal mildne indtægtstab for befolkningsgrupper, der hovedsageligt driver små eller mellemstore landbrug, og som kun vanskeligt kan tilpasse sig valutaudviklingen. Endvidere kan man henvise til Parlamentets stillingtagen, hvortil der ligeledes henvises i forordningens begrundelse. Det var hr. Vredeling, der gav udtryk for denne stillingtagen, da han udtalte sig i Landbrugsudvalget (Europa-Parlamentet, mødedokumenter 1969 til 1970, dokument nr. 165). Når der her tales om en forøgelse af købekraften for de tyske landmænds indtægter og om forbedring af de tyske landmænds sociale og økonomiske forhold, så finder jeg dette interessant såvel som det forhold, at udtrykkene »det tyske landbrug« og »landmænd« anvendes i Parlamentets beslutning (JO C 160, 1969, s. 37 ff), og at der henvises til det tyske landbrugs sociale og økonomiske situation. Endelig er også ordningens formål, således som den tydeliggøres i begrundelsen, af interesse. Det drejer sig her om udligning af det tyske landbrugs indtægtstab, der gøres nøje op. Ved fastsætteisen heraf spillede revalueringens positive side — billigere importerede forderstoffer og driftsmidler — selvfølgelig også en rolle. Men det er helt givet, at dette har langt større betydning for den industrielle kvægholder, der kun anvender indkøbte foderstoffer og råstoffer i modsætning til landmanden, der i første række anvender egne produkter. For den industrielle kvægholder var tabet altså — selvfølgelig set under ét — på grund af revalueringen mindre voldsomt på grund af dette erhvervs anderledes struktur og større fleksibilitet; her forelå altså ingen udpræget nødsituation, som uomgængeligt fordrede, at dette erhverv blev inddraget under kompensationsordningen. Af alle disse grunde mener jeg, at begrebet »producent af landbrugsprodukter« i forordning nr. 2464/69 og i Rådets beslutning af 21. januar 1974 kun kan fortolkes således, at det ikke omfatter den industrielle kvægholder. Og dette alene må vi referere os til i nærværende sag. Selv om jeg ikke kender alle enkeltheder i forbindelse hermed, mener jeg, at det nu er uden betydning, at en lignende bemyndigelse i en forordning fra Rådet af 19. november 1973 til Nederlandene åbenbart dér blev fortolket således — som det kan udledes af en lov af 19. december 1973 og en bekendtgørelse af 7. december 1973 — at også industrielle producenter var berettiget til støtte. |
|
3. |
Når henses til dette resultat, kan det synes overflødigt at tage stilling til de øvrige spørgsmål, da de jo kun blev stillet for det tilfælde, at det første spørgsmål blev besvaret bekræftende, altså på den måde, at også den industrielle dyreopdrætter/kvægholder måtte anses som producent af landbrugsprodukter i forordningens forstand. Jeg vil dog gå videre og undersøge de øvrige spørgsmål under to synsvinkler:
Dette resulterer i følgende betragtninger:
|
|
4. |
Herefter skal jeg sammenfattende foreslå, at de af Finanzgericht Münster forelagte spørgsmål besvares således:
|
( 1 ) – Oversat fra tysk.