Dette udsagn kan man efter min opfattelse betingelsesløst tilslutte sig. For så vidt er det vigtigt, at forordningen støttes på artikel 42 og 43 i EØF-traktaten, at det altså drejer sig om en akt inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik. Ligeledes kan der henvises til forordningens artikel 3, stk. 3, hvorefter Rådet efter fremgangsmåden i traktatens artikel 43, stk. 2, træffer egnede foranstaltninger under hensyntagen til udviklingen af den fælles landbrugspolitik. Endelig har det også interesse, at Fællesskabet bidrager til foranstaltningernes finansiering.

Til spørgsmålet om indholdet af det fællesskabsretlige begreb, der ikke udtrykkeligt er defineret i forordningen, har sagsøgeren dernæst anført, at forordningen går ud fra det begreb, der ligger til grund for traktaten. Sagsøger har herved henvist til en række traktats-artikler (37, stk. 4, 40, 42, 43 og 45,) og har heraf sluttet, at det i forordningen anvendte begreb producent skal fortolkes således, at det omfatter enhver, der fremstiller landbrugsvarer som defineret i artikel 38 og i listen i traktatens bilag II. Sagsøger anfører, at fremstillingsmåden, hvad enten dette sker i et typisk landbrug eller i en industrivirksomhed, er uden betydning, og at der derfor må antages, at en sådan sondring, når fællesskabsretten desuden ingen kriterier indeholder, heller ikke har nogen betydning, hvad forordningen nr. 2464/69 angår.

Efter min opfattelse — og her er jeg enig med Kommissionen — er sagsøgers argumentation her ikke overbevisende.

For det første optræder begrebet producent af landbrugsprodukter, der jo anvendes i forordningen, ikke i de anførte bestemmelser i traktaten. I traktaten tales der i artikel 42 om produktion af landbrugsvarer. I artikel 37, stk. 4, og artikel 43 tales om de pågældende producenter, hvorved der sigtes til landbrugsvarer, hvis afsætning via statslige handelsmonopoler skal lettes (artikel 37, stk. 3), eller der sigtes til nationale markedsordninger for bestemte varer (artikel 43). Her finder vi kun — som i artikel 40 i forbindelse med det forbud mod forskelsbehandling, der gælder for de fælles landbrugsmarkedsordninger — begrebet producent, og vi finder — eksempelvis i artikel 45 — ordene indenlandske producenter, hvis afsætning omfattes af nationale bestemmelser, eller producenter i Fællesskabet, med hensyn til hvilke forskelsbehandlingen skal bringes til ophør.

For det andet skal jeg erindre om, at jeg i mit forslag til afgørelse i sagen 85/77 (Societå Santa Anna Azienda Avicola mod Istituto nazionale delle previdenza sociale og Servizio contributi agricoli unificati, forslag til afgørelse af 31. januar 1978, dom af 28. 2. 1978) anså det for værd at overveje, om der ikke af visse elementer, der kunne hentes i artiklerne 38, 39 og 42, kunne udledes, hvorledes begrebet landbrugsbedrift skal forstås efter traktaten. Domstolen fulgte dog ikke min opfattelse og heller ikke den antagelse, at det afgørende er produktion af landbrugsvarer i den i artikel 38 foresatte betydning. I dommen i sag 85/77 statueredes, at traktaten ingen definition af begreberne landbrug og landbrugsbedrift indeholder. Det er derimod fællesskabsorganerne, der til brug for de enkelte ordninger skal udarbejde en definition, hvorved der særlig skal tages hensyn til de med ordningen forfulgte formål.

Spørgsmålet kan derfor kun besvares på behørig vis, såfremt det af formuleringen, formål og forarbejderne til forordning nr. 2464/69 forsøges udledt, hvad der menes med udtrykket producenter af landbrugsprodukter. Ved anvendelsen af denne metode nåede Kommissionen til den opfattelse, at det citerede begreb ikke omfatter de landbrugsprodukter, der fremstilles industrielt. Dette standpunkt må man vel, for at sige det med det samme, givet tilslutte sig.

Bestemmelsens forarbejder taler helt klart for dette synspunkt. Jeg har herved allerede nævnt, at man fra tysk side oprindelig tilstræbte en form for grænseudligning, altså en foranstaltning med reference til produktet. Dette kunne man dog ikke beslutte sig til, kun til den mindre vidtgående støtteordning. Når henses til princippet om, at forskrifter, der afviger fra traktatens generelle bestemmelser, skal fortolkes snævert, er der også grund til at fortolke det for støtten afgørende begreb producenter af landbrugsprodukter snævert. Nu er det dog efter sagens behandling ikke alene blevet helt klart, at man ved beregningen af det indkomsttab, som der tales om i forordningen, kun tænkte på landbrugsbedrifter i egentlig forstand. Ydermere blev det endda udtrykkeligt fremhævet, at støtten skulle begrænses til landbrugsbedrifter i den tyske skatterets forstand. Jeg skal herved henvise til det mødereferat fra Rådets møde den 9. december 1969, som er blevet fremlagt i sagen. Også her findes et tilsvarende klart udsagn fra daværende medlem af Kommisionen, Manshold; dette udsagn tilsluttede Rådets medlemmer sig dernæst umiddelbart.

Men det er også vigtigt, at den anførte begrænsning må komme tilstrækkelig tydeligt til udtryk i selve forordningen, eftersom de af sagsøger anførte domme viser, at interne forbehold og erklæringer — Rådets referater offentliggøres ikke — i sig selv ikke er tilstrækkelige til fortolkningen. Det er for så vidt interessant, at forordningen i modsætning til traktaten, hvor der tales om produktion af landbrugsvarer, hvor altså produktet fremhæves, anvender udtrykket producenter af landbrugsprodukter. Faktisk leder adjektivet landbrugs- tanken hen på en typisk landbrugsbedrift, og herfor taler vel også, at forordningens artikel 3 nævner det tyske landbrug.

Ligeledes finder jeg også, at det har betydning, at man i forordningens begrundelse taler om, at støttens fortsættelse kan sikres ved social- og strukturpolitiske foranstaltninger. Det første element — socialpolitiske foranstaltninger — fremhæver således det sociale aspekt i ordningen med kompensation for revalueringen: denne kompensation skal mildne indtægtstab for befolkningsgrupper, der hovedsageligt driver små eller mellemstore landbrug, og som kun vanskeligt kan tilpasse sig valutaudviklingen. Endvidere kan man henvise til Parlamentets stillingtagen, hvortil der ligeledes henvises i forordningens begrundelse. Det var hr. Vredeling, der gav udtryk for denne stillingtagen, da han udtalte sig i Landbrugsudvalget (Europa-Parlamentet, mødedokumenter 1969 til 1970, dokument nr. 165). Når der her tales om en forøgelse af købekraften for de tyske landmænds indtægter og om forbedring af de tyske landmænds sociale og økonomiske forhold, så finder jeg dette interessant såvel som det forhold, at udtrykkene det tyske landbrug og landmænd anvendes i Parlamentets beslutning (JO C 160, 1969, s. 37 ff), og at der henvises til det tyske landbrugs sociale og økonomiske situation.

Endelig er også ordningens formål, således som den tydeliggøres i begrundelsen, af interesse. Det drejer sig her om udligning af det tyske landbrugs indtægtstab, der gøres nøje op. Ved fastsætteisen heraf spillede revalueringens positive side — billigere importerede forderstoffer og driftsmidler — selvfølgelig også en rolle. Men det er helt givet, at dette har langt større betydning for den industrielle kvægholder, der kun anvender indkøbte foderstoffer og råstoffer i modsætning til landmanden, der i første række anvender egne produkter. For den industrielle kvægholder var tabet altså — selvfølgelig set under ét — på grund af revalueringen mindre voldsomt på grund af dette erhvervs anderledes struktur og større fleksibilitet; her forelå altså ingen udpræget nødsituation, som uomgængeligt fordrede, at dette erhverv blev inddraget under kompensationsordningen.

Af alle disse grunde mener jeg, at begrebet producent af landbrugsprodukter i forordning nr. 2464/69 og i Rådets beslutning af 21. januar 1974 kun kan fortolkes således, at det ikke omfatter den industrielle kvægholder. Og dette alene må vi referere os til i nærværende sag. Selv om jeg ikke kender alle enkeltheder i forbindelse hermed, mener jeg, at det nu er uden betydning, at en lignende bemyndigelse i en forordning fra Rådet af 19. november 1973 til Nederlandene åbenbart dér blev fortolket således — som det kan udledes af en lov af 19. december 1973 og en bekendtgørelse af 7. december 1973 — at også industrielle producenter var berettiget til støtte.

De øvrige spørgsmål kan sættes i relation til forordning nr. 2464/69 og Rådets beslutning fra januar 1974. I dette tilfælde måtte det undersøges, om EØF-traktatens artikel 39 og artikel 40, stk. 3, eller andre bestemmelser i fællesskabsretten har et sådant indhold, at den indskrænkende fortolkning af begrebet producenter af landbrugsprodukter i de to retsakter fra Rådet, som jeg har foreslået, må afvises.

Dette resulterer i følgende betragtninger:

a)Hvad først spørgsmålet om gyldigheden af Rådets retsakter angår, så er spørgsmålet dette, om bemyndigelsens indskrænkning på den måde, som jeg netop har redegjort for, udgjorde en tilsidesættelse af forbudet i artikel 40, stk. 3, der bestemmer, at enhver form for forskelsbehandling af Fællesskabets producenter eller forbrugere skal udelukkes.

Men dette kan dog ikke være korrekt, heller ikke selv om man, hvilket kan synes rimeligt, går ud fra, at artikel 40 også omfatter forskelsbehandling af producenter inden for en enkelt medlemsstat. Artikel 40 bestemmer alene, at ens eller sammenlignelige faktiske omstændigheder ikke må behandles uens, medmindre objektivt saglige grunde taler for det. Her kan man dog ikke sammenligne de faktiske omstændigheder; det må i hvert fald anerkendes, at der forelå fornuftige og saglige grunde for en sondring.

Det er først og fremmest væsentligt, at den industrielle dyreopdrætter blev mindre ramt af revalueringen, fordi denne producent kunne skaffe sig fordele ved at anvende importerede og billigere foderstoffer og råstoffer. Dette gælder i langt ringere omfang for den landmand, der dyrker jorden, der altså i det mindste for en del fodrer med produkter fra sin egen bedrift og derfor i mindre omfang kan skifte til billiggjorte importvarer. At dette ikke skulle gælde i samme omfang ved kalveopdræt — sagsøger har gjort gældende, at også landmanden køber kalve og foderstoffer, at altså det udnyttede landbrugsareal ingen betydning har —, synes jeg ikke er umiddelbart indlysende, idet det må antages, at mindre landbrug for en del anvender andre metoder, idet disse nemlig selv opfeder deres kalve og herved anvender deres egne produkter. Selv om det antages, at sagsøgers synspunkt er rigtigt, måtte man under alle omstændigheder tage hensyn til, at det på grund af overgangsperiodens forestående ophør drejede sig om en hasteforanstaltning, og at man ved foranstaltningens vedtagelse — man havde ingen tidligere erfaringer — ikke kunne udelukke grove og skematiske løsninger, der ikke tog hensyn til særegenheder ved forskellige produktionsgrene.

Det er også vigtigt, hvilket Kommissionen med rette har påpeget, at industrivirksomheder også af andre grunde var begunstiget. Herved tænkes for det første ikke så meget på, at sagsøger som producent af foderstoffer havde en konkurrencemæssig fordel i kraft af besparelsen af handelsavancen. Det er tilstrækkeligt at påpege, at for firmaer som sagsøger er et sådant kvæghold kun en del af det økonomiske grundlag, og at sagsøger lettere kunne udbygge eller begrænse denne ekstra indkomstkilde end landmænd, altså at firmaer af sagsøgers art er væsentligt mere fleksible i deres produktion.

Jeg er ikke i tvivl om, at det var korrekt, at man tog sådanne synspunkter i betragtning ved en støtteordning, som indeholder strenge kriterier med hensyn til de støtteberettigede og støttens størrelse, hvorfor der således ikke kan tales om nogen tilsidesættelse af princippet om ligebehandling.

a)Begrebet producent af landbrugsprodukter i artikel 1 i forordning nr. 2464/69 og i artikel 1 i Rådets beslutning af 24. januar 1974 omfatter ikke den industrielle dyreopdrætter/kvægholder i den tyske skattelovgivnings forstand.b)I fællesskabsretten er der ingen bestemmelser, hvormed en sådan afgrænsning af det nævnte begreb ikke kan forenes.