|
3.5.2014 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 132/76 |
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE
af 28. april 2014
om anerkendelse af, at Hongkongs retlige og tilsynsmæssige rammer er ækvivalente med kravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1060/2009 om kreditvurderingsbureauer
(EØS-relevant tekst)
(2014/249/EU)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1060/2009 af 16. september 2009 om kreditvurderingsbureauer (1), særlig artikel 5, stk. 6, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Den 22. oktober 2012 gav Kommissionen Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) et mandat og anmodede om rådgivning med hensyn til den tekniske evaluering af Hongkongs retlige og tilsynsmæssige rammer vedrørende kreditvurderingsbureauer. |
|
(2) |
I sin tekniske rådgivningsudtalelse af 31. maj 2013 konstaterede ESMA, at Hongkongs retlige og tilsynsmæssige rammer vedrørende kreditvurderingsbureauer med hensyn til virkningerne er sammenlignelige med rammerne i forordning (EF) nr. 1060/2009. |
|
(3) |
Ifølge artikel 5, stk. 6, andet afsnit, i forordning (EF) nr. 1060/2009 skal tre betingelser være opfyldt, for at et tredjelands retlige og tilsynsmæssige rammer kan anses for at være ækvivalente med kravene i forordningen. |
|
(4) |
I henhold til den første betingelse skal kreditvurderingsbureauer i tredjelande være underlagt krav om godkendelse eller registrering og effektivt løbende tilsyn og håndhævelse. Hongkongs retlige og reguleringsmæssige rammer for kreditvurderingsbureauer består af regulativerne »Securities and Futures Ordinance« (SFO) og »Code of Conduct for Persons Providing Credit Rating Services« (COC) med relevante ændringer, som trådte i kraft den 1. juni 2011. Kreditvurderingsbureauer samt disses kreditvurderingsanalytikere, som udbyder kreditvurderingstjenester i Hongkong, skal have tilladelse til at udbyde kreditvurderingstjenester og er underlagt tilsyn af »Securities and Futures Commission« (SFC) i Hongkong. Hongkongs retlige og tilsynsmæssige rammer giver SFC en lang række beføjelser til at undersøge, hvorvidt kreditvurderingsbureauerne overholder deres retlige forpligtelser. SFC kan pålægge personer — uanset, om disses aktivitet er reguleret eller ej — at tilvejebringe oplysninger og dokumenter, som er relevante for undersøgelsen, herunder handels- og bankoplysninger, oplysninger om telefonsamtaler og kommunikation via internettet samt oplysninger om retmæssige ejerforhold. Denne beføjelse gælder såvel over for personer, som er genstand for undersøgelsen, som over for personer, som SFC har en rimelig grund til at antage er i besiddelse af oplysninger af betydning for denne. Hvis der består frygt for tilintetgørelse eller fjernelse af bevismateriale, nøglepersoners flugt eller andre hændelser, har SFC endvidere — efter at have modtaget en ransagningskendelse fra en domstol — beføjelse til at skaffe sig adgang til personers private lokaler, uanset om disse personers aktivitet er reguleret eller ej. Hertil kommer, at SFC har en lang række beføjelser til at tage strafferetlige, civilretlige, administrative og andre skridt. Dette omfatter den administrative beføjelse til over for personer, som har modtaget tilladelse fra eller er registreret hos SFC, at pålægge disciplinære sanktioner og begrænsninger med hensyn til deres erhvervsudøvelse, at tilbagekalde eller suspendere deres tilladelse eller registrering og til at foranstalte irettesættelser, pålægge forpligtelser eller idømme bøder på op til 10 mio. HKD eller tre gange den realiserede fortjeneste eller det undgåede tab. SFC har tillige beføjelse til at henvende sig til den relevante domstol med henblik på nedlæggelse af forbud eller udstedelse af påbud om genoprettelse. Med henblik på at identificere og vurdere de risici, som knytter sig til deres forretningsområde, udfører SFC ud over kontrolundersøgelser på stedet eksternt tilsyn gennem kontakter med godkendte kreditvurderingsbureauer for at opnå kendskab til disses forretningsmodeller og -planer samt de risici, som aktiviteterne indebærer. Oplysninger om godkendte kreditvurderingsbureauer indsamles gennem indberetning til SFC og omfatter — men er ikke begrænset til — reviderede årsregnskaber og årlige evalueringsrapporter. SFC følger også op på klager og selvoplyste overtrædelser. Siden Hongkongs rammer for kreditvurderingsbureauer trådte i kraft den 1. juni 2011, er alle godkendte kreditvurderingsbureauer underlagt SFC's beføjelser om løbende tilsyn og håndhævelse. I samarbejdsaftalen mellem ESMA og SFC er der bestemmelser om informationsudveksling om håndhævelses- og tilsynsforanstaltninger truffet over for kreditvurderingsbureauer med grænseoverskridende aktiviteter. På denne baggrund bør kreditvurderingsbureauer i Hongkong anses for at være underlagt krav om godkendelse eller registrering, som er ækvivalente med kravene i forordning (EF) nr. 1060/2009, og Hongkongs tilsyns- og håndhævelsesforanstaltninger over for kreditvurderingsbureauer må anses for at blive anvendt og håndhævet effektivt. |
|
(5) |
I henhold til den anden betingelse skal kreditvurderingsbureauer i tredjelandet være underlagt retligt bindende bestemmelser, som er ækvivalente med bestemmelserne i artikel 6-12 og bilag I til forordning (EF) nr. 1060/2009, med undtagelse af artikel 6a, 6b, 8a, 8b, 8c og 11a samt punkt 3, litra ba), punkt 3a og punkt 3b i forordningens bilag I, afsnit B. Ved vurderingen af, hvorvidt denne betingelse er opfyldt, bør der tages behørigt hensyn til artikel 2, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 462/2013 (2) for så vidt angår datoen for anvendelsen af visse bestemmelser i forordning (EF) nr. 1060/2009. Hongkongs retlige og tilsynsmæssige rammer indeholder detaljerede krav til corporate governance. Bestyrelsen og de ansvarlige medarbejderne inden for de regulerede aktiviteter har det primære ansvar for at sikre, at kreditvurderingsbureauerne opretholder passende adfærdsregler og overholder relevante procedurer. Kreditvurderingsbureauer skal have to ansvarlige medarbejdere, som begge skal godkendes af SFC, og mindst en af dem skal være administrerende direktør i henhold til SFO. Der er fastsat omfattende bestemmelser vedrørende interessekonflikter, som kræver, at kreditvurderingsbureauerne identificerer og eliminerer eller håndterer interessekonflikter og er således organiseret, at deres erhvervsmæssige interesse ikke svækker uafhængigheden og nøjagtigheden af deres kreditvurderinger, ligesom der er fastsat organisatoriske krav, herunder vedrørende outsourcing, arkivering og fortrolighed. For så vidt angår de organisatoriske krav, er der i »the Code of Conduct for Persons Licensed by or Registered with the Securities and Futures Commission« og i COC fastsat krav, som kreditvurderingsbureauerne skal opfylde, bl.a. krav til politikker og procedurer, som skal sikre overholdelsen af retlige forpligtelser, samt til en permanent og effektiv compliancefunktion. Kreditvurderingsbureauerne skal også etablere en kontrolfunktion til regelmæssig kontrol af vurderingsmetoder og -modeller og væsentlige ændringer heraf. Hongkongs retlige og tilsynsmæssige rammer indeholder en lang række offentliggørelseskrav, herunder om offentliggørelse af vurderinger og årlige offentliggørelser vedrørende vurderingsaktiviteten samt tilknyttede aktiviteter. Hongkongs retlige og tilsynsmæssige rammer bør derfor med hensyn til virkningerne sidestilles med forordning (EF) nr. 1060/2009 for så vidt angår håndteringen af interessekonflikter, de organisatoriske processer og procedurer, som et kreditvurderingsbureau skal have indført, kvaliteten af kreditvurderinger og kreditvurderingsmetoder, offentliggørelsen af kreditvurderinger og den generelle og periodiske offentliggørelse af kreditvurderingsaktiviteter. De bør således give en ækvivalent beskyttelse med hensyn til integritet, gennemsigtighed, god ledelse af kreditvurderingsbureauerne og kreditvurderingsaktiviteternes pålidelighed. |
|
(6) |
I henhold til den tredje betingelse skal et tredjelands retsforskrifter forhindre indblanding fra tredjelandets tilsynsmyndigheder og øvrige offentlige myndigheder i indholdet af kreditvurderingerne og metoderne. Afsnit 4 og 5 i SFO fastsætter henholdsvis SFC's reguleringsmæssige mål samt funktioner og beføjelser, som ikke giver SFC nogen form for beføjelse til at blande sig i et kreditvurderingsbureaus kreditvurdering eller kreditvurderingsmetoder. Så vidt det kan vurderes, er der ingen retlige bestemmelser, som giver SFC eller nogen anden offentlig myndighed beføjelse til at påvirke indholdet af kreditvurderinger eller metoder. |
|
(7) |
På baggrund af de gennemgåede faktorer kan betingelserne i artikel 5, stk. 6, andet afsnit, i forordning (EF) nr. 1060/2009 anses som opfyldt af Hongkongs retlige og tilsynsmæssige rammer for kreditvurderingsbureauer. Hongkongs retlige og tilsynsmæssige rammer for kreditvurderingsbureauer bør derfor anses for at være ækvivalente med de retlige og tilsynsmæssige rammer, der er indført ved forordning (EF) nr. 1060/2009. Kommissionen bør på baggrund af oplysninger fra ESMA fortsat følge med i udviklingen i Hongkongs retlige og tilsynsmæssige rammer for kreditvurderingsbureauer og opfyldelsen af de betingelser, som danner grundlag for denne afgørelse. |
|
(8) |
Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Europæiske Værdipapirudvalg — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Med henblik på anvendelse af artikel 5 i forordning (EF) nr. 1060/2009 anses de gældende retlige og tilsynsmæssige rammer for kreditvurderingsbureauer i Hongkong for at være ækvivalente med kravene i forordning (EF) nr. 1060/2009.
Artikel 2
Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Bruxelles, den 28. april 2014.
På Kommissionens vegne
José Manuel BARROSO
Formand
(1) EUT L 302 af 17.11.2009, s. 1.
(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 462/2013 af 21. maj 2013 om ændring af forordning (EF) nr. 1060/2009 om kreditvurderingsbureauer (EUT L 146 af 31.5.2013, s. 1).