Ved stævning indgivet til Domstolen den 18. juli 1983 har sagsøgeren anlagt denne sag.

Sagsøgeren har i stævningen nedlagt følgende påstande:

Kommissionen har i svarskriftet nedlagt følgende påstande:

Ved Domstolens kendelse (tredje afdeling) af 27. oktober 1983 er der bevilget sagsøgeren fri proces.

Ved Domstolens kendelse (tredje afdeling) af 22. marts 1984 er der beskikket advokater til at bistå sagsøgeren.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen anordnet bevisførelse foretaget ved anden afdeling. Domstolen har endvidere opfordret Kommissionen til at fremlægge fuldstændige (ikke retoucherede) kopier af de dokumenter, som sagsøgeren overlod den i 1973.

Den 31. januar og den 1. februar 1985 er der for Domstolen (anden afdeling) afgivet forklaring af sagsøgeren, hans tidligere schweiziske advokat, advokat Portmann, og af en række af Kommissionens tidligere og nuværende tjenestemænd.

Efter bevisførelsens afslutning har Domstolen på grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden yderligere bevisførelse. Den har dog på sagens nuværende trin og med parternes samtykke besluttet at begrænse sagen til spørgsmålene om, hvorvidt der foreligger ansvarsgrundlag, og hvorvidt sagsøgerens søgsmål er forældet.

Til grund for sagen ligger, at Kommissionen ifølge sagsøgeren har gjort sig skyldig i følgende :

Sagsøgeren har under afhøringen særlig fremhævet, at han med sit brev af 25. februar af 1973 ville binde Kommissionen til en tidsubegrænset tavshedspligt. Rigtignok anførte han i brevet, at han efter at have forladt Roche var rede til at give møde for en hvilken som helst retsinstans og bekræfte sine udtalelser under vidneansvar. Han troede dog ikke, at et sådant fremmøde ville blive nødvendigt, og mente, såfremt det skulle blive det, at hans identitet kunne forblive hemmelig. Under sit møde med Carisi og Rihoux i Bruxelles den 9. april 1973 udtalte sagsøgeren, at han alene havde overladt dokumenterne til Kommissionen til dens eget brug, for at den kunne gøre sig bekendt med aktiviteterne hos Roche. Han mener ikke udtrykkeligt at have anført, at dokumenterne ikke måtte forevises tredjemænd, eftersom han slet ikke kunne forestille sig, at Kommissionen ville gøre brug af dem uden for institutionen, ligesom Kommissionens tjenestemænd aldrig har givet udtryk for, at de ville vise dokumenterne til nogen. Meningen med dem var, at Kommissionen kunne gøre sig bekendt med dem. Ved mødet lovede Carisi og Rihoux i øvrigt, at sagsøgerens navn ikke ville blive nævnt, idet Kommissionen havde mulighed for at indlede sin egen undersøgelse. Det var efter sagsøgerens opfattelse let at forudse, at Roche ville identificere sagsøgeren som Kommissionens meddeler på grundlag af de retoucherede kopier, som Kommissionen overlod Roche i oktober 1974. Således indeholdt nogle af dokumenterne ikke blot noter, der var skrevet til med sagsøgerens håndskrift, men helheden af dem viste tillige klart, hvem der var kilde til lækagen. Sagsøgeren har dog medgivet, at dette punkt aldrig er blevet drøftet med Kommissionen. Efter at have forsynet Kommissionen med dokumenterne mente sagsøgeren ikke at have grund til at søge oplysning om Kommis- sionens hensigter. Han anmodede derfor ikke om at blive holdt løbende underrettet om, hvornår undersøgelsen hos Roche begyndte, og hvorledes den forløb. Det havde dog været muligt for Kommissionen at give ham oplysning herom, idet den fra modtagelsen af sagsøgerens brev af februar 1973 havde kendskab til hans planer i Italien. Endvidere anførte sagsøgeren ved mødet i april 1973 over for Carisi, at hans planer skulle virkeliggøres i Latina. Ved samme lejlighed talte sagsøgeren med Carisi om sine familieforhold og fortalte særlig, at hans hustru var schweizer, og at hans svigerforældre boede i Italien. Endelig forklarede sagsøgeren under en telefonsamtale med Carisi i begyndelsen af november 1973, at han agtede at tilbringe fem måneder hos sine svigerforældre, før han fortsatte til Latina, og han opgav deres telefonnummer. Efter at sagsøgeren var blevet anholdt i Schweiz, lykkedes det ham ved et anonymt brev at oplyse Kommissionen om sin anholdelse. Han håbede således at få Kommissionens hjælp for at komme ud af den knibe, som han var kommet i. Under afhøringen hos det schweiziske politi erkendte sagsøgeren i almindelige vendinger at have givet Kommissionen oplysninger om Roche. Ved denne lejlighed afhørtes han af politiembedsmanden Wick på grundlag af dokumenter, som denne angav som de dokumenter, Kommissionens tjenestemænd havde forevist direktørerne for Roche-afdelingerne i Paris og Bruxelles. Sagsøgeren troede dog den gang, at dette kun var et kneb for at lokke tilståelser ud af ham. Han kunne ikke tro, at Kommissionen, der var hans ven, havde kunnet give Roche de pågældende oplysninger. Sagsøgeren havde overladt sit forsvar til advokat Bollag. Da dennes kollega advokat Portmann senere fortalte sagsøgeren, at Wick havde oplyst ham om, at nogen ved Kommissionen havde omtalt sagsøgeren ved navns nævnelse som meddeleren, havde hverken sagsøgeren eller advokat Portmann troet på det. Advokat Bollag havde i øvrigt straks betroet ham, at efter hans opfattelse ville han under alle omstændigheder blive dømt af Strafgericht Basel-Stadt. Da denne forudsigelse viste sig at holde stik, oplyste advokat Bollag ham følgelig ganske enkelt om udfaldet af sagen og bad om hans samtykke til at anke. Enkelthederne i dommen blev derfor overhovedet ikke drøftet, og først i 1980, efter at sagsøgeren havde skiftet advokat, fik han kendskab til dem. Udskrift af dommen nåede således ikke frem til ham før i 1982. Hvad angår Appellationsgerichts dom af 27. september 1977 har sagsøgeren heller ikke — så vidt han husker — modtaget udskrift af den. I hvert fald havde han oplyst sin advokat og Kommissionen om, at det var ganske nytteløst at sende ham dokumenter affattet på tysk, som han ikke forstår. Han erindrer ikke at have modtaget skrivelsen af 6. januar 1978, hvormed Kommissionen sendte ham en engelsk oversættelse af Appellationsgerichts dom, selv om han erkender, at han må have sagt til sine daværende advokater, at han havde modtaget oversættelsen, eftersom de har indrømmet, at det var tilfældet, og at de ikke ville have opfundet dette. Han har aldrig efter løsladelsen i Schweiz søgt at finde ud af, hvorledes det schweiziske politi var kommet i besiddelse af de belastende dokumenter. Sagsøgeren har endelig medgivet, at Kommissionen aldrig har erkendt at være ansvarlig for hans anholdelse.

Den schweiziske advokat Portmann har som vidne præciseret, at forsvaret af sagsøgeren blev overdraget ham efter dennes anmodning i begyndelsen af 1975. Sagsøgerens advokater modtog oprindelig kun instrukser fra sagsøgeren selv. Senere, da denne var blevet løsladt mod sikkerhedsstillelse, modtog advokaterne oplysninger fra Kommissionen, men der var ikke tale om konkrete instrukser. I den tid, hvor sagsøgeren var fængslet i Schweiz, var det ikke muligt for hans advokater at gøre sig bekendt med anklagerens sagsakter. Hvad endelig angår det spørgsmål, om sagsøgeren havde givet oplysninger til Kommissionen, enten mundtligt eller skriftligt, var dette ikke af betydning for hans forsvar. Den måde, hvorpå oplysningerne blev givet, kunne ikke ændre noget, eftersom sagsøgeren ikke bestred at have givet Kommissionen oplysning om de retsstridige handlinger fra Roches side. Det var kotyme i advokat Bollags firma at tilsende klienterne deres domme, så snart man modtog dem. Man har uden tvivl gjort det samme i den pågældende sag. Advokat Portmann vidste, at sagsøgeren ikke talte tysk, men han har aldrig ladet de pågældende domme oversætte til engelsk.

Schlieder, tidligere generaldirektør for Kommissionens generaldirektorat for konkurrence (GD IV), har bl.a. forklaret, at Kommissionen ved modtagelsen af sagsøgerens brev af 25. februar 1973 indså, at den stod over for en meget delikat sag. Følgelig besluttede den at behandle sagen med den største forsigtighed. Det var således åbenbart for Kommissionen, at iværksættelsen af en undersøgelse mod Roche under alle omstændigheder måtte vente, indtil sagsøgeren havde forladt selskabet. Nødvendigheden af at beskytte sagsøgeren efter hans fratræden blev imidlertid ikke drøftet, fordi ingen for alvor overvejede muligheden af en straffesag imod ham. Schlieder gav ikke instruser om brugen af de dokumenter, som sagsøgeren havde tilstillet Kommissionen, og vidste derfor ikke på det tidspunkt, at de var blevet overladt Roche. Efter besøgene i Roche-afdelingerne i oktober 1974 søgte selskabets advokater at nå til en mindelig afgørelse i sagen. Der blev også fremsat trussel om, at Kommissionens tjenestemænd kunne blive strafferetligt forfulgt. I dette lys skal man se det besøg, som Roches schweiziske advokat Alder aflagde den 8. november 1974, hvorunder han anmodede om at få oplyst navnet på meddeleren for at kunne undgå at foranledige straffesag indledt mod ham. Da ingen hos Kommissionen troede på muligheden af en sådan sag, blev advokat Alders trusler simpelt hen betragtet som et kneb for at få kendskab til navnet på meddeleren. Det var grunden til, at Kommissionen fandt det overflødigt at give sagsøgeren meddelelse herom. løvrigt fremgik det af en skrivelse fra sagsøgeren, at han havde forladt Roche i Schweiz for at slå sig ned i Italien. Da Kommissionen i slutningen af januar 1975 modtog et anonymt brev, der underrettede den om sagsøgerens anholdelse, besluttede den omgående at pålægge Fællesskabernes repræsentant i Schweiz, Kohlhase, at søge oplysninger om sagen. Det var klart, at Kommissionen officielt måtte stille sig solidarisk med sagsøgeren og yde ham bistand. Følgelig besluttede kommissær Borschette og Schlieder, at Kommissionen skulle træde i forbindelse med de schweiziske myndigheder til støtte for sagsøgeren. Kommissionen anmodede derefter om en undersøgelse af schweizisk ret, hvoraf det til Kommissionens, herunder den juridiske tjenestes store overraskelse fremgik, at en straffesag mod sagsøgeren klart forelå som en mulighed. Kommissionen besluttede endelig at afholde udgifterne til sagsøgerens forsvar, der blev overdraget til dennes schweiziske advokater under tilsyn fra Kommissionens juridiske tjeneste. Schlieder erindrer ikke at have haft en telefonsamtale med advokat Alder i begyndelsen af februar 1975.

Rihoux, der er tjenestemand ved Kommissionen, har blandt andet forklaret, at han forstod sagsøgerens skrivelse af 25. februar 1973 således, at Kommissionen havde frie hænder efter sagsøgerens fratræden fra Roche. Han modtog i øvrigt ingen instrukser om, hvorledes de af sagsøgeren givne oplysninger skulle behandles. Ved mødet den 9. april 1973 med sagsøgeren blev spørgsmålet om fortroligheden ikke berørt, heller ikke sagsøgerens familieforhold, ligesom han ikke gav oplysninger om sin fremtidige adresse. End ikke sagsøgerens brev blev omtalt. I oktober 1974 aflagde Rihoux med to kolleger, hvoraf den ene var Pappalardo, besøg i Roche-afdelingen i Paris. De prøvede ved alle midler, men forgæves, at få kopier af de dokumenter, som sagsøgeren havde givet Kommissionen. De læste i den forbindelse passager fra den såkaldte Management Information højt for personalet i afdelingen, dog uden at forevise dem. Derpå forlod de virksomheden uden at have forrettet deres ærinde. Spørgsmålet var derefter, om man var nødt til at afslutte undersøgelsen trods det åbenbare bevis, som Kommissionen sad inde med, eller om man skulle fortsætte den. Det var nødvendigt at foretage en omhyggelig afvejning af de interesser, der stod på spil, nemlig dels den offentlige interesse i, at traktatens bestemmelser blev overholdt, dels den individuelle interesse, som tilsagde, at meddelerens identitet ikke blev røbet. Imod den løsning at bruge dokumenterne talte særlig den måde, hvorpå de var blevet overgivet, og de deri indeholdte oplysninger. Da det blev besluttet at gøre brug af dem, begrænsede man sig derfor til de dokumenter, der for det første var tilstrækkeligt overbevisende til at kunrie bære, at undersøgelsen blev gennemført og for det andet var af anonym beskaffenhed, såsom rundskrivelserne, der nødvendigvis måtte være blevet omdelt i mange eksemplarer. Rihoux har i denne forbindelse præciseret, at sagsøgeren aldrig havde forbudt Kommissionen at behandle dokumenterne som ikke fortrolige. Retoucherede kopier blev derfor tilvejebragt, og det viste sig derefter påkrævet at overlade dem til Roche ved besøget i afdelingerne den 29. oktober 1974 for at få bekræftet dokumenternes autencitet. Den 8. november 1974 deltog Rihoux i en drøftelse mellem advokat Alder samt Pappalardo og Carisi. Under dette møde, som Schlie'der fik underretning om, søgte advokat Alder at lægge pres på Kommissionen for at få den til at indstille sin undersøgelse mod Roche og at oplyse Roche navnet på meddeleren. Advokat Alder truede endog Kommissionens tjenestemænd med politianmeldelse og straffesag i henhold til den schweiziske straffelovs artikel 273 mod den ukendte meddeler, dersom Kommissionen ikke gav de ønskede oplysninger. Ingen tænkte dengang på at give sagsøgeren oplysning om disse trusler. Kommissionen havde nemlig efter den 9. april 1973 ikke længere kontakt med sagsøgeren, der var forsvundet uden at oplyse Kommissionen om sin adresse. Den havde endvidere ingen grund til at tro, at sagsøgeren ville vende tilbage til Schweiz. Sagsøgeren havde således i sit brev af 21. juli 1973 fastslået, at han agtede at forlade Roche ved udgangen af oktober samme år. Endelig mente man i Kommissionen, at man kunne betragte advokat Alders trusler som rent bluff. Man troede ikke på noget tidspunkt, at Roche ville tage retsskridt mod meddeleren, fordi han havde røbet selskabets egne retsstridige handlinger.

Pappalardo, der er tjenestemand ved Kommissionen og har været tilknyttet GD IV siden september 1973, har i det væsentlige bekræftet Rihouxs forklaringer. Han har tilføjet, at når Kommissionens tjenestemænd overlod personalet hos Roche de belastende dokumenter, skete det i den overbevisning, at sagsøgeren ikke havde nogen særlig grund til at skjule sin identitet efter at have forladt Roche, hvilket efter Pappalardo's opfattelse fremgik af sagsøgerens skrivelse af 25. februar 1973. Alligevel gjorde tjenestemændene sig alle mulige anstrengelser for at undgå, at sagsøgeren blev identificeret. Advokat Alder havde under sit besøg i Kommissionen den 8. november 1974 redegjort for indholdet af den schweiziske straffelovs artikel 273. Forklaringen var imidlertid overfladisk, ligesom det forekom Pappalardo og hans kolleger usandsynligt, at nogen i Schweiz skulle kunne straffes for at have givet oplysninger, der afgav bevis for et retsstridigt forhold. Advokat Alders trusler syntes derfor ikke at medføre nogen risiko for sagsøgeren, der i sit brev havde erklæret, at han ville forlade Roche i efteråret 1973 for at tage til et sted i Italien nær Rom. I begyndelsen af april måned 1975, efter at sagsøgeren var blevet løsladt, havde denne et møde med Pappalardo, Rihoux og Carisi, hvorunder de prøvede at få opklaret, hvorledes man havde kunnet udpege sagsøgeren. Pappalardo anførte udtrykkeligt ved den lejlighed, at under besøget i Roches afdelinger i oktober 1974 var kopier af dokumenterne blevet overladt Roche-personalet.

Kohlhase, der er tidligere direktør for Kommissionens repræsentation i Genève, har forklaret, at han blev kaldt til Bruxelles den 27. januar 1975 efter anmodning af Schlieder. Denne forklarede ham, at Kommissionen havde modtaget et anonymt brev med underretning om anholdelsen af sagsøgeren og han bad Kohlhase om at tage kontakt med advokat Alder for at få oplysningen bekræftet. Kohlhase mødtes derfor den følgende dag med advokat Alder og spurgte ham direkte, om det var sandt, at sagsøgeren sad fængslet, hvilket advokat Alder omgående bekræftede.

Mensching, der har været sekretær hos Schlieder siden august måned 1975, har endelig forklaret, at det dengang var Kommissionens hensigt at bistå sagsøgeren i videst muligt omfang. Kommissionen drøftede blandt andet med advokat Portmann det spørgsmål, om det kunne nytte at påberåbe sig frihandelsoverenskomsten for de schweiziske domstole. Mensching mener at kunne huske, at Kommissionen sendte sagsøgeren en oversættelse af Appellationsgericht Basels dom.

I retsmødet den 21. maj 1985 er der afgivet mundtlige indlæg af sagsøgeren, ved advokat D. Vaughan, og af Kommissionen, ved J. Lever.

Sagsøgeren har herunder fastslået, at Kommissionen navnlig ved tre lejligheder har tilsidesat sin tavshedspligt i forhold til tredjemand. For det første foreviste man i oktober 1974 til Roche-personalet kopi af dokumenterne, hvilket gjorde det muligt for Roche at slutte, at sagsøgeren efter al sandsynlighed var Kommissionens meddeler. For det andet undlod Kommissionen at advare sagsøgeren om den risiko, han uvægerligt løb ved at vende tilbage til Schweiz, selv om det var dens pligt at advare herimod, enten efter at dokumenterne var blevet overladt Roche-personalet, eller i hvert fald efter advokat Alders første besøg hos Kommissionen i november 1974, da Kommissionen fuldt ud kunne vurdere omfanget af denne risiko. Advokat Alder fastslog nemlig over for kommissionstjenestemændene, at Roche overvejede muligheden for en straffesag mod meddeleren, ligesom advokaten endog forklarede indholdet af den relevante bestemmelse i den schweiziske straffelov. For det tredje blev sagsøgeren endelig i februar 1975 ved navns nævnelse udpeget af Schlieder som Kommissionens meddeler.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 11. juli 1985.