Ifølge sagsøgeren optrådte både Bey og hun selv som repræsentanter (Handelsvertreter), og nærmere bestemt som mellemmænd (Vermittlungsvertreter), for Blanckaert's regning, og de må derfor betragtes som selvstændige erhvervsdrivende (selbständige Gewerbetreibende) i henhold til Handelsgesetzbuch, § 84, stk. 1. Sagsøgeren afviser sagsøgtes opfattelse, hvorefter en repræsentant er en selvstændig erhvervsdrivende på samme måde som en eneforhandler, og at repræsentanten derfor ikke kan betragtes som et agentur eller en lignende virksomhed i henhold til konventionens artikel 5, nr. 5.

Sasøgeren i hovedsagen har til støtte for sin påstand om, at Bey er et agentur i henhold til artikel 5, nr. 5, fremført en række indicier, hvoraf det udledes, at Bey var underlagt Blanckaert's kontrol og ledelse:

Sagsøgeren (Trost) har afvist Blanckaert's anbringende, hvorefter der ikke kan være tale om noget afhængighedsforhold mellem Blanckaert og Bey, fordi Bey i ca. 20 år har virket som selvstændig repræsentant. En selvstændig repræsentant kan udmærket stå i et egentligt afhængighedsforhold til sin hovedvirksomhed, være integreret i salgsnettet og som følge heraf underlagt instrukser fra denne hovedvirksomhed. Disse instrukser må blot ikke anfægte repræsentanternes egentlige retlige selvstændighed. Sagsøgeren (Trost) mener, at hvis man anvender dette princip på det foreliggende tilfælde, må den virksomhed, som Bey udøver for Blanckaert, udelukkende betragtes som Blanckaert's udlandsafdeling.

Sagsøgeren har gjort gældende, at tvisten i det foreliggende tilfælde vedrører Bey's virksomhed, fordi dette firma på Blanckaert's vegne sluttede den kontrakt, som knytter hende til dette belgiske firma. Trost's arbejde med salg af Blanckaert's varer påvirkede derfor i vid udstrækning Bey's virksomhed. Sagsøgeren er af den opfattelse, at man med tvister vedrørende driften ikke alene skal forstå dem, som opstår som følge af salgskontrakter, men også dem, som følger af de andre forretninger og aktiviteter, som Bey udførte for Blanckaert mod betaling af ekstra provision.

Landgericht Aachen's kompetence følger ligeledes af den omstændighed, at begrebet sager vedrørende driften af ... et agentur eller en lignende virksomhed, jf. konventionens artikel 5, nr. 5, også omfatter tvister mellem virksomheden og agenturet selv — altså her tvisterne om Trost's krav om erstatning og provision og ikke kun tvister mellem Blanckaert og dette firmas kunder, som agenturet har optrådt som mellemmand overfor.

Sagsøgeren mener, at de forelagte spørgsmål på grundlag af ovennævnte betragtninger må besvares bekræftende.

Kommissionen har først anført, at begreberne i konventionens artikel 5, nr. 5, skal fortolkes selvstændigt ifølge Domstolens dom af 22. november 1978 (Somafer, sag 33/78, Sml., s. 2183). Ifølge denne dom forudsætter begrebet, filial, agentur eller en lignende virksomhed, at der foreligger et centrum for erhvervsudøvelsen, som udadtil varigt fremtræder som en repræsentation for hovedvirksomheden, med en ledelse og materielt udstyret således, at det kan forhandle med tredjemand, således at denne, skønt han ved, at der eventuelt opstår en retlig forbindelse med den i udlandet hjemmehørende hovedvirksomhed, ikke behøver at henvende sig direkte til denne, men kan indgå aftaler på det centrum for erhvervsudøvelsen, som repræsentationen udgør.

Disse forudsætninger er ikke til stede hos en repræsentant i henhold til Handelsgesetzbuch, § 84 ff. Kommissionen mener, at artikel 84 i denne lov skal fortolkes således, at repræsentanten blot optræder som mellemmand i forretningerne eller som mellemmand afslutter disse for agenturgiverens regning, mens opfyldelsen og afviklingen af de formidlede henholdvis afsluttede forretninger foretages af den virksomhed, på hvis vegne repræsentanten handler. Repræsentanten, der virker som selvstændig erhvervsdrivende kan principielt ikke være et centrum for erhvervsudøvelsen. Dette gælder især, når repræsentanten ikke udelukkende handler for én enkelt virksomhed, men — som det er tilfældet med Bey — repræsenterer flere.

Ifølge Kommissionen fremviser det foreliggende tilfælde imidlertid visse særegenheder, som overskrider rammerne for en repræsentants sædvanlige virksomhed. Bey har nemlig ikke alene i Blanckaert's navn sluttet en kontrakt med Trost om repræsentation, men han har ligeledes modtaget de ordrer, der opnåedes af Trost, for derefter at videresende dem til Blanckaert. Bey udøvede derfor på Blanckaert's vegne øjensynlig en vis kontrolfunktion med Trost's virksomhed, hvilket blev honoreret med en ekstra provision fra Blanckaert. Det fremgår imidlertid ikke af disse omstændigheder, at Bey desuden havde påtaget sig at afvikle de forretninger, som Trost havde afsluttet, og udøvelsen af en kontrolfunktion er ikke tilstrækkelig til at betegne Bey som et centrum for erhvervsudøvelse for Blanckaert, som fremtræder varigt udadtil i henhold til Domstolens definition i Somafer- dommen.

Kommissionen har herefter kritiseret den opfattelse, hvorefter begrebet agentur i konventionens artikel 5, nr. 5, også omfatter den særlige virksomhed hos en repræsentant (Handelsvertreter), der lejlighedsvis også kaldes Handelsagent. Domstolen har allerede i dom af 6. oktober 1976 (De Bloos mod Bouyer, sag 14/76, Sml., s. 1497) fastslået, at der gælder de samme væsentlige kendetegn for de tre begreber, der er anvendt i konventionens artikel 5, nr. 5, hvilket betyder, at begrebet agentur i lighed med begrebet filial udgør en enhed, som ikke er retlig uafhængig af hovedvirksomheden. Følgelig finder begrebet agentur ikke anvendelse på formidlende handelskontorer, som er retligt selvstændige, for så vidt disse handelskontorer tydeligt fremtræder som sådanne i handelsmæssig henseende. Denne fortolkning svarer til meningen og formålet med de specielle kompetenceregler i konventionens artikel 5. Fastsættelsen af kompetencen afhængig af virksomhedens eller agenturets beliggenhed er kendetegnet af en objektiv og særlig sammenhæng med den omtvistede retlige situation, i alle de tilfælde hvor gennemførelsen af de omtvistede retlige forhold i det væsentlige foretages af en virksomhed eller et agentur, der handler på eget ansvar, hvilket ikke er tilfældet med forretninger, der er afsluttet gennem en handelsagent, fordi afviklingen af forretninger i dette tilfælde foretages af agenturgiveren selv.

I det foreliggende tilfælde er svaret på spørgsmålet om, i hvilken udstrækning Trost har krav på betaling af provision fra Blanckaert, afhængig af, om sidstnævnte har gennemført de forretninger, hvor Trost har optrådt som mellemmand efter Handelsgesetzbuch, § 87, litra a) overfor købere af Blanckaert's møbler. For så vidt angår kravet på godtgørelse for goodwill i henhold til Handelsgesetzbuch, § 89, litra b), kommer det især an på, om Blanckaert selv efter opsigelsen af kontrakten om repræsentation endnu drager fordel af den kundekreds, som Trost har tilført.

Under hensyn til det svar, Kommissionen har foreslået til det første spørgsmål, mener den kun at burde give et kort svar på det andet spørgsmål.

Ifølge Kommissionen vedrører de krav, som Trost har fremsat, ikke en sag, der følger af Bey's drift, fordi de anførte fordringer afhænger af betingelser, som ikke hidrører fra dette firmas forretningsvirksomhed, men af Blanckaert's virksomhed i Belgien. Domstolen har herved i dommen i Somafer-sagen fastslået, at begrebet driften kun omfatter tvister om kontraktmæssige eller ikke-kontraktmæssige rettigheder og forpligtelser vedrørende den egentlige drift af selve agenturet eller virksomheden, samt sager vedrørende kontrakter, der er indgået af agenturet eller virksomheden i egenskab af centrum for erhvervsudøvelsen i hovedvirksomhedens navn, og som skal gennemføres i den stat, hvor kontrakten er sluttet, eller hvor centret for erhvervsudøvelsen er beliggende.

Spørgsmål 2, litra b) i forelæggelseskendelsen tager udgangspunkt i den opfattelse, at Trost's virksomhed som repræsentant ligeledes har begrundet dannelsen af et agentur eller en anden virksomhed for Blanckaert, og Bundesgerichtshof har herved rejst spørgsmålet, om. de krav, repræsentanten har fremsat overfor virksomheden, er en tvist i henhold til konventionens artikel 5, nr. 5. Kommissionen er af den opfattelse, at dette spørgsmål skal besvares benægtende. For at kompetencereglen i konventionens artikel 5, nr. 5, kan komme i betragtning, skal der være tale om kontrakter, som i vid udstrækning gennemføres af en virksomhed eller et agentur for hovedvirksomhedens regning, men på eget ansvar. Denne betingelse er ikke opfyldt for så vidt angår de krav, som virksomheden eller agenturet har gjort gældende over for hovedvirksomheden, da der i så fald ville være tale om krav, som skal godtgøres ikke af agenturet eller virksomheden, men af selve hovedvirksomheden.

Kommissionen foreslår på grundlag af ovennævnte betragtninger, at de forelagte præjudicielle spørgsmål besvares således: