2.Artikel 12 i ovennævnte direktiv bestemmer, at medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme direktivet inden tre år fra dets meddelelse, og at de skal meddele Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.Direktivet blev meddelt medlemsstaterne den 3. juli 1985. Gennemførelsesfristen udløb således den 3. juli 1988.
Da den luxembourgske regering ikke havde fremsendt nogen oplysninger om gennemførelsen af direktivet, opfordrede Kommissionen ved skrivelse af 9. marts 1990 Storhertugdømmet Luxembourg til at fremsætte sine bemærkninger hertil. I skrivelse af 19. juli 1990 svarede Storhertugdømmet Luxembourgs faste repræsentant Kommissionen, at man var i færd med at udstede lovgivning til gennemførelse af direktivet. Da Kommissionen stadig ikke havde modtaget oplysninger herom, fremsendte den den 8. april 1991 en begrundet udtalelse til Storhertugdømmet Luxembourg i henhold til EF-traktatens artikel 169, stk. 1. Ved skrivelse af 3. maj 1991 svarede Storhertugdømmet Luxembourgs faste repræsentant på ny Kommissionen, at man var i færd med at udstede lovgivning til gennemførelse af direktivet.
4.Det fremgår af sagen, at den eksisterende luxembourgske lovgivning ikke gennemfører samtlige bestemmelser i direktiv 85/337. I øvrigt kan ifølge Domstolens faste praksisDom af 6.5.1980 (sag 102/79, Kommissionen mod Belgien, Sml. s. 1473, præmis 10), og senest dom af 26.1.1994 (sag C-381/92, Kommissionen mod Irland, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 7).
en almindelig forvaltningspraksis, som ifølge sagens natur frit kan ændres af forvaltningen, og som ikke er offentliggjort i tilstrækkeligt omfang, ikke anses for at udgøre en korrekt opfyldelse af den forpligtelse, som i henhold til EF-traktatens artikel 189 påhviler de medlemsstater, som et direktiv er rettet til.Under retsmødet oplyste den luxembourgske regerings repræsentant, at forslaget til storhertugelig anordning ville blive godkendt af Conseil du gouvernement to dage senere og derefter ville blive offentliggjort i det luxembourgske lovtidende, Le Mémorial. Traktatbruddet ville således bringes til ophør før domsafsigelsen.
Det skal dog bemærkes, at den konkrete situation, som de luxembourgske myndigheder befinder sig i, er uden betydning for, om der foreligger et traktatbrud. Ifølge Domstolens faste praksis kan en medlemsstat ikke påberåbe sig bestemmelser, fremgangsmåder eller forhold i sin nationale retsorden til støtte for, at forpligtelser og frister, der følger af fællesskabsdirektiver, ikke overholdesDomstolens faste praksis, senest dom af 2.8.1993 (sag C-303/92, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. I, s. 4739, præmis 9).
.
I øvrigt svækker den omstændighed, at direktiv 85/337 ufortøvet gennemføres i den luxembourgske retsorden, på ingen måde interessen i at fastslå traktatbruddet. Det er nemlig ligeledes Domstolens faste praksis, at det, selv i tilfælde af, at traktatbruddet er blevet bragt til ophør efter udløbet af den frist, der er fastsat i Kommissionens begrundede udtalelse, har betydning, at sagen fortsættes med henblik på at fastlægge grundlaget for det ansvar, en medlemsstat som følge af sit traktatbrud vil kunne have pådraget sig i forhold til andre medlemsstater, Fællesskabet eller privateDomstolens faste praksis, senest dom af 2.12.1992 (sag C-280/89, Kommissionen mod Irland, Sml. I, s. 6185, præmis 7).
.