<TI><P>Meddelelse af decharge for regnskabsåret 1981</P></TI>30.Appellanten havde i sin stævning angivet, at han var blevet meddelt decharge for regnskabsåret 1981 ved afgørelse af 10. april 1984EFT C 127, s. 43.
. Parlamentet anfører i afgørelsens betragtninger, at:Alle elementer bør tages i betragtning i forbindelse med meddelelse af decharge for 1982, inklusive korrespondancen af 6. juni 1983Det drejer sig om en skrivelse fra Parlamentets formand, hvorved denne anmodede formanden for Budgetkontroludvalget om at udsætte afgørelsen om meddelelse af decharge for regnskabsåret 1981 under henvisning til de klagepunkter, der var rejst under disciplinærsagen: jf. punkt G i betragtningerne til afgørelsen af 10.4.1984 samt præmis 13 i den appellerede dom.
.
Ved afgørelse af 10. april 1984 meddeler Parlamentet decharge til institutionens regnskabsfører for regnskabsåret 1981.
31.Ifølge appellanten indebærer denne afgørelse, at disciplinærsagen ikke kan realitetsbehandles og derfor er en nullitet, idet klagepunkterne udelukkende vedrørte den formelle rigtighed af regnskaberne.32.Appellanten havde endvidere i sin stævning gjort gældende, at det var irrelevant, at dechargen for 1982 blev meddelt ham med et forbehold vedrørende hovedspørgsmålet i denne sag, nemlig spørgsmålet om de 4 millionerJf. punkt 4, andet og tredje led.
. Appellantenen anførte herved hovedsaglig, at dette problem var blevet løst ved den meddelelse af decharge for 1981, der blev givet ham i afgørelsens konklusion, subsidiært at han havde opnået decharge for 1982, og mere subsidiært at der ikke ved hans forflyttelse den 30. april 1982 og ved hans efterfølgers tiltrædelse blev aflagt regnskab for de pågældende konti, hvorfor ansættelsesmyndigheden__var__ganske__ude af stand til, for så vidt angår regnskabsåret 1982, at afgøre, hvad der henhører under hans ansvar, og hvad der henhører under hans efterfølgers ansvarPræmis 73 i den appellerede dom.
.33.Appellanten har i sin replik endvidere behandlet Parlamentets afgørelser af 18. maj 1983EFT C 161, s. 98.
og af 11. juli 1986EFT C 227, s. 154.
. Den første vedrørte regnskabsåret 1981 og indeholdt formandens decharge samt angivelsen, at decharge må udsættes for at give Budgetkontroludvalget mulighed for at gennemføre visse arbejder. Afgørelsen af 11. juli 1986 vedrørte regnskabsåret 1982. Herved havde Parlamentet bemyndiget sin formand til at meddele dens regnskabsførere ny decharge for regnskabsåret 1982, bortset fra beløbet på 91263 ECU og sagerne i forbindelse hermed, som der er gjort rede for i skrivelsen fra Revisionsrettens formand af 7. november 1985, samt den dertil føjede udtalelse fra RevisionsrettenI udtalelsen, der blev afgivet efter anmodning fra Parlamentets formand, fastslog Revisionsretten, for sa vidt angår underskuddet i regnskabsåret 1982, at regnskabsforcren og forskudsbestvrcren var ansvarlige; jf. pr.rmis 19 og 20 ι den appellerede dom.
. Appellanten havde endvidere anført følgende:Formandens decharge (jf. afgørelse af 18.5.1983 for året 1981 og afgørelsen af 11.7.1986 for 1982) indebar samtidig decharge til regnskabsføreren.
Decharge kan ikke meddeles delvis (jf. afgørelse af 10.4.1984 for året 1981 og afgørelse af 11.7.1986 for 1982).
Rækkevidden af en afgørelse vedrørende decharge kan ikke begrænses ved en betragtning til afgørelsen (jf. afgørelse af 10.4.1984 for året 1981).
34.Retten anførte først, at den disciplinære forfølgning er uafhængig af proceduren vedrørende dechargeJf. vedrorende dette punkt pra:mis 79, 80 og 81 i den appellerede dom.
. Selv om derfor afgørelserne af 18. maj 1983 og af 10. april 1984 skulle have udgjort en udtrykkelig eller stiltiende decharge for regnskabsåret 1981, kan dette ikke være til hinder for, at der indledes en disciplinærsag mod sagsøgeren, så meget desto mere som dennes påbegyndelse den 13. april 1983Tidspunktet, livor disciphnxrrádct blev tilstillet en indberetning indeholdende klagepunkterne over sagsogeren efter annullationen ι september 1982 af den forste procedure: jf. ovenfor punkt 2 og præmis 8 i den appellerede dom.
under alle omstændigheder ligger tidligere end Parlamentets afgørelser. Retten behandlede derefter de nævnte to afgørelser. Retten afviste sagsøgerens opfattelse, hvorefter afgørelsen af 18. maj 1983, hvorved Parlamentet meddelte sin formand decharge, uden videre også skulle indebære decharge til regnskabsføreren, og henviste herved til afgørelsens ordlydJf. ovenfor punkt 33.
. Vedrørende afgørelsen af 10. april 1984 udtalte Retten, at dens rækkevidde må bedømmes under hensyntagen til dens betragtningerJf. ovenfor punkt 30.
. Det fremgår heraf, at Parlamentet, for så vidt angår decharge for regnskabsåret 1982, undlod at udtale sig om de omstridte spørgsmål. Endelig var det relevante regnskabsår ifølge Retten ikke 1981, men 1982, idet beløbet på 4136125 BFRJf. ovenfor punkt 4, andet og tredje led.
ikke havde været genstand for nogen regnskabsmæssig postering, enten som betaling eller som godtgørelse, således at den kontrol, der blev foretaget ved regnskabsårets udløb, ikke gjorde det muligt at fastslå noget overskud eller underskud. For så vidt angår regnskabsåret 1982 var bemyndigelsen for Parlamentets formand til at meddele decharge til regnskabsføreren ledsaget af et udtrykkeligt forbeholdJf. ovenfor punkt 33.
.35.De indsigelser, som appellanten har rejst over for Rettens dom vedrørende disse punkter, kan opdeles i tre grupper. Først har han gentaget sin argumentation vedrørende den betydning, man må tillægge afgørelsen om decharge for disciplinærsagenJf. ovenfor punkt 20.
og gjort gældende, at denne sag, modsat det af Retten angivne, ikke blev indledt den 13. april 1983, men først den 9. december 1986Jf. ovenfor punkt 2.
. Dernæst har appellanten anført, at Retten ikke har taget hensyn til hans argumenter vedrørende rækkevidden af dechargen for Parlamentets formand, vedrørende umuligheden af at meddele en delvis decharge og vedrørende den omstændighed, at rækkevidden af en decharge alene fremgår af selve afgørelsen. Endelig har appellanten anført, at Retten ikke har behandlet hans argument, hvorefter ansættelsesmyndigheden, da der ikke forelå noget regnskab for kontiene den 30. april 1982, selv havde gjort det umuligt at afgrænse hans ansvar i forhold til sin efterfølgersi Rettens afvisning af detteanbringende er ikke begrundet eller hviler på en faktisk vildfarelse, hvorfor afvisningen ikke er holdbar.36.Det bemærkes hertil, at Retten i præmis 80 og 81 i den appellerede dom under henvisning til ordlyden af afgørelserne af 18. maj 1983, 10. april 1984 og 11. juli 1986 konkluderede, at sagsøgeren hverken havde fået meddelt decharge for 1981 eller for 1982. Retten fastslog, at den sagsøgeren meddelte decharge for regnskabsåret 1981 var ledsaget et forbehold om, at de under disciplinærsagen rejste klagepunkter skulle tages i betragtning ved meddelelse af decharge for regnskabsåret 1982. Retten konstaterede herefter, at der for regnskabsåret 1982 forelå et tilsvarende forbehold, der var indeholdt i bemyndigelsen til dets formand om at meddele decharge til Parlamentets regnskabsfører.37.Denne begrundelse var i sig selv tilstrækkelig til at forkaste appellantens anbringende. Jeg skal senere påvise, at begrundelsen holder over for appellantens klagepunkter, således at Rettens afvisning af anbringendet heller ikke kan anfægtes.38.Modsat appellantens opfattelse har Retten opfyldt sin begrundelsespligtJf. dom af 1.10.1991, sag C-283/90, Vidrányi mod Kommissionen, Sml. I, s. 4339, præmis 29.
. Den har nemlig i tilstrækkelig grad besvaret de af sagsøgeren i stævningen fremførte argumenter.39.For så vidt angår først spørgsmålet om, hvorvidt appellanten blev meddelt decharge for 1981 og 1982, skal jeg anføre, at dette spørgsmål som sådan alene drejer sig om fortolkningen af de pågældende afgørelser. De af sagsøgeren i stævningen fremførte argumenter rejser derimod ikke nogen tvivl om, hvorvidt afgørelserne kunne træffes i den form, som de blev. Retten var derfor ikke forpligtet til at undersøge, om decharge kunne være delvis og kunne nægtes regnskabsføreren for tidsrum og beløb, for hvilke formanden havde opnået decharge. I henhold til artikel 42, stk. 2, i Domstolens procesreglement, som på daværende tidspunkt fandt tilsvarende anvendelse, kunne Retten ikke behandle disse anbringender under replikken. Hvis sagsøgeren på dette område, der er præget af vanskelige og komplicerede juridiske problemer, ganske få reglerHverken finansforordningen (fodnote 53) eller forordning nr. 75/375 (fodnote 54) indeholder nogen direkte afklaring af disse sporgsmal.
og det forhold, at der ikke foreligger nogen retspraksis vedrørende institutionernes praksis på området, havde villet stille de nævnte eller andre retsspørgsmål, burde han have gjort det i stævningen.40.Jeg mener heller ikke, at den appellerede dom mangler nogen begrundelse, for så vidt angår det af sagsøgeren i stævningen fremsatte anbringende, baseret på, at der ikke forelå nogen regnskabsaflæggelse for kontoen den 30. april 1982Jf. ovenfor punkt 35.
. Dette anbringende vedrører i realiteten ikke sagsøgerens decharge (for 1982), men spørgsmålet om, hvorvidt de overtrædelser, som foreholdes ham, er bevist. Sagsøgeren har aldrig hævdet, at det forhold, at der ikke forelå nogen regnskabsaflæggelse, indebar en decharge (hvilket i hvert fald ud fra et juridisk synspunkt ville have været særdeles tvivlsomt). Spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgerens ansvar (i givet fald uden nogen regnskabsaflæggelse) kunne bevises, omhandles imidlertid i et særskilt anbringende, som Retten nøje har behandletJf. præmis 185 ff. i den appellerede dom; jf. også præmis 189.
. I nærværende sammenhæng har Retten altså med føje alene behandlet sagsøgerens anbringende om, at han udtrykkeligt har fået meddelt decharge for regnskabsåret 1981 og 1982Jf. præmis 78 i den appellerede dom.
.41.Det er korrekt, at problemet om, at det var nødvendigt at fortolke rækkevidden af afgørelsen af 10. april 1984 på grundlag af dens betragtninger, allerede blev nævnt i stævningen. Retten har dog behandlet dette spørgsmål i dommens præmis 80, om end ganske kortfattet, idet sagsøgerens argumenter herom ikke var præcise.42.Da det altså står fast, at Rettens begrundelse ikke kan anfægtes ud fra begrundelsespligten, skal jeg nu kortfattet behandle appellantens andre anbringender. Appellanten gentager over for Rettens begrundelse alene de anbringender, som han havde fremsat i replikken i førsteinstansen (bortset fra det allerede behandlede anbringende om manglende regnskabsaflæggelse den 30.4.1982). Da disse anbringender måtte afvises af Retten, fordi de var nye og ikke var indeholdt i stævningenJf. ovenfor punkt 39.
, kan de heller ikke behandles under en appel i medfør af procesreglementets artikel 113, stk. 2, og artikel 116, stk. 1Jf. dom af 19.6.1992, sag C-18/91, V. mod Parlamentet, Sml. I, s. 3997, præmis 21.
. Jeg skal derfor altså behandle det eneste resterende anbringende, hvorefter rækkevidden af den meddelte decharge (afgørelsen af 10.4.1984) kun kan fortolkes ud fra selve afgørelsens konklusion.43.For god ordens skyld skal jeg understrege, at dette anbringende, korrekt forstået, ikke vedrører den fortolkning, som Rettens dommere har anlagt af ordlyden af den nævnte afgørelse i deres egenskab af dommere, der skal foretage en vurdering af de faktiske omstændigheder. Appellanten påberåber sig herved nemlig snarere en retsregel, hvorefter man kun kan støtte sig på afgørelsens konklusion ved dens fortolkning.44.Appellanten har imidlertid ikke angivet nogen hjemmel for denne regel. Den skrevne fællesskabsret indeholder ikke sådanne regler. Naturligvis kan man af karakteren af afgørelsen om decharge udlede, at dens rækkevidde skal fremgå klart og utvetydigt af afgørelsen, og man kan herved givetvis tage hensyn til, om den afgørende sætning befinder sig i selve afgørelsen eller i dens betragtninger. Der består imidlertid intet holdepunkt for, at Retten ved dens fortolkning af den omstridte afgørelse af 10. april 1984 under hensyntagen til dens berragthinger har tilsidesat kravet om klarhed.45.Af de ovenfor angivne grunde må også dette anbringende forkastes.<TI><P>Oprettelsen af en rentebærende konto i Midland Bank</P></TI>89. I.Retten anførte, inden den behandlede dette spørgsmål, følgendeI overensstemmelse med stævningens indhold, som jeg har kunnet fastslå.
:Sagsøgeren har først anført, at dette klagepunkt vedrører betragtningen i afgørelsen, hvorefterΉ. de Compte's beslutning om at ændre kontobetingelserne, der var aftalt mellem Parlamentet og Midland Bank, skønt han ikke var blevet anmodet om at gøre det og herved overskred sin kompetence, udgør ... en tilsidesættelse af de forpligtelser, som påhviler regnskabsføreren ...
90. II.Appellanten bestred for Retten ikke, at forskudsbestyreren, Offermann, og dennes medarbejder havde åbnet den omstridte konto i strid med bestemmelserne i finansforordningenFinansforordningen af 21.12.1977 vedrorende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT L 356, s. 1).
og de på det relevante tidspunkt gældende gennemførelsesbestemmelserKommissionens forordning nr. 75/375/EØF af 30.6.1975 om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i finansforordningen af 25.4.1973 (EFT L 170, s. 1).
og havde indbetalt 400000 UKL på denne konto, og heller ikke, at han var bekendt med disse transaktioner, men gjorde for Retten hovedsaglig gældende, at alene forskudsbestyreren var ansvarlig. Derfor mente han, at den sanktion, han blev pålagt, var retsstridig, idet forskudsbestyreren ikke blev pålagt nogen sanktion. Endelig bestred han, at han havde skjult oprettelsen af kontoen for Parlamentets tjenestegrene, hvilket Parlamentet havde påstået i dets svarskrift. Appellanten har gentaget disse tre punkter i sin appel. Jeg skal behandle dem i nævnte rækkefølge.91. III.1.Retten havde vedrørende ansvarsfordelingen mellem sagsøgeren som regnskabsfører og forskudsbestyreren understreget, at regnskabsførerens og forskudsbestyrerens beføjelser og ansvar, for så vidt angår forvaltningen af en forskudsforvaltning, bl.a. er fastsat ved finansforordningens artikel 17, stk. 3, artikel 20, 49, 63 og 70 samt i artikel 46-54 i de gennemførelsesbestemmelser, der var gældende på tidspunktet for de omtvistede forholdDen appellerede doms præmis 167.
. Retten udtalte, efter at have gennemgået disse bestemmelser, følgende (den appellerede doms præmis 168):Det fremgår af denne ansvarsfordeling mellem regnskabsføreren og forskudsbestyreren, at sidstnævnte først og fremmest er ansvarlig for forvaltningen af forskudsforvaltningen og kun er fritaget fra dette ansvar, såfremt han har modtaget modstridende instruktioner fra regnskabsføreren. Derimod er også regnskabsføreren ansvarlig, hvis han, skønt oplyst om eventuelle ulovligheder, ikke træffer de nødvendige foranstaltninger, eller ikke foretager såvel ordinær som ekstraordinær kontrol af forskudsforvaltningens regnskab.
92.Retten anvendte disse principper på sagen og fastslog, at sagsøgeren, da han fra begyndelsen havde været bekendt med oprettelsen af den omstridte konto, var medansvarlig for alle de ulovligheder, der var begået i forbindelse hermed.93.Appellanten har gentaget sin argumentation ved Retten og har anført, at der var tale om en konto under forskudsforvaltningen, som regnskabsføreren som sådan ikke var ansvarlig forDen appellerede doms præmis 153 og punkt 56 i appelskriftet.
. Heraf fremgår ifølge appellanten, at afgørelsen om at åbne denne konto ikke var truffet af ham, men af forskudsbestyreren og dennes medarbejder.94.Appellanten har ikke begrundet, hvorfor Rettens anførte resultat er fejlagtigt. Det må dog under alle omstændigheder fastslås, at for så vidt angår transaktionerne vedrørende oprettelsen af kontoen, kan der ikke rejses tvivl om appellantens ansvar.95.Som anført har appellanten ikke bestridt, at oprettelsen af kontoen og indsættelsen herpå af 400000 UKL var ulovlig, idet denne transaktion ikke var blevet godkendt af de efter finansforordningen ansvarlige myndigheder. Appellanten har heller ikke bestridt, at transaktionen burde være opført i regnskabet, eller at han i henhold til gennemførelsesbestemmelsernes artikel 51 og 53 burde være informeret herom. Det er under disse betingelser irrelevant, at (i medfør af finansforordningens artikel 20, stk. 3, og artikel 49, og artikel 46 ff. i gennemførelsesbestemmelserne) forvaltningen af de omtvistede midler var betroet en forskudsbestyrer. Det er også irrelevant, at sidstnævnte selv (med sin medarbejder) ved en skrivelse gav instruks om at oprette kontoen og foretage indbetalingen. Disse forhold ophæver ikke det ansvar, som påhviler regnskabsføreren efter finansforordningens artikel 70. Oprettelse af en forskudsforvaltning indebærer snarere — ganske logisk — hvad man kan benævne et kontrolansvar fra regnskabsførerens side. Artikel 53 i gennemførelsesbestemmelserne bestemmer nemlig bl.a., at regnskabsføreren skal kontrollere, at de midler, der er betroet forskuds-bestyrerne, er til stede, samt førelsen af regnskabet. Endvidere skal regnskabsføreren i henhold til bestemmelsens artikel 54 meddele finansinspektøren og den anvisningsberettigede resultatet af kontrollen. Disse forpligtelser ville være overflødige, hvis regnskabsføreren ikke samtidig var forpligtet til at modsætte sig foreliggende ulovligheder eller, hvis forskudsbestyreren allerede havde begåetsådanne og efterat-have-fået-kendskab-hertil ufortøvet oplyse finansinspektøren og den anvisningsberettigede herom, for at der kunne træffes de nødvendige forholdsregler. Det følger heraf, at når forskudsbestyreren har handlet ulovligt, og regnskabsføreren er blevet bekendt hermed, men ikke skrider ind herimod, ifalder regnskabsføreren samme ansvar, som hvis han selv, og ikke forskudsbestyreren, havde handlet ulovligt.96.Retten har altså med hensyn til sagsøgerens medansvarlighed anvendt finansforordningens relevante bestemmelser korrekt, hvorfor det af appellanten herimod fremsatte anbringende må forkastes.97. 2.Retten udtalte med hensyn til den betydning, man i nærværende disciplinærsag må tillægge udfaldet af den disciplinærsag, som var indledt mod forskudsbestyreren, følgende:Den omstændighed, at forskudsbestyreren ikke er blevet pålagt nogen disciplinær sanktion efter den disciplinære sag, han var genstand for, kan ikke på nogen måde påvirke lovligheden af en disciplinær sanktion, som blev pålagt sagsøgeren, idet enhver disciplinærsag udgør en selvstændig sag. Ud fra denne opfattelse skal det understreges, at de udtalelser, som de respektive disciplinærråd i de to sager afgav, ikke divergerer, for så vidt angår beskrivelsen af de faktiske omstændigheder. De divergerer alene, for så vidt angår vurderingen af de fastslåede forhold. I disciplinærsagen mod Offermann fandt de disciplinære instanser, at ansvaret for hans adfærd påhvilede hans overordnede, dvs. sagsøgeren, mens disciplinærrådet i sagen mod sagsøgeren fastslog, at såvel sagsøgeren som Offermann var ansvarlige (punkt 222 i den begrundede udtalelse). Under alle omstændigheder, selv om ansættelsesmyndighedens afgørelse vedrørende forskudsbestyreren var ulovlig, kan sagsøgeren ikke til egen fordel påberåbe sig en ulovlighed, der er begået til fordel for andre (jf. Domstolens dom af 4.7.1985, sag 134/84, Williams mod Revisionsretten, Sml. s. 2229).
98.Appellanten har herimod først indvendt, at Retten med urette har lagt til grund, at den omstændighed, at de to disciplinærsager eruafhængige af hinanden, udelukker enhver sammenligning mellem resultatet af de to parallelle sager.99.Dernæst har appellanten anført, at Retten med urette har antaget, at den omstændighed, at forskudsbestyreren ikke blev pålagt nogen sanktion, alene beroede på, at de disciplinære instanser på daværende tidspunkt pålagde sagsøgeren ansvar for ulovlighederne. I sin replik ved Retten havde appellanten reelt angivet andre grunde til, at disciplinærrådet i sagen mod Offermann ikke foreslog pålæggelse af nogen sanktionJf. s. 34 (øverst) i appelskriftet.
:Han (Offermann) handlede i god tro.
Transaktionen var aldrig blevet skjult (fordi argumenterne vedrørende kontoen befandt sig i sagsmappen vedrørende Midland Bank og stadig befinder sig der; denne sagsmappe er til rådighed for enhver person, der er beføjet til at have adgang til den, og altså for alle Offermann's overordnede).
Tvivlen må komme Offermann til gode med hensyn til bankpraksis.
Under alle omstændigheder forelå der hverken fortsæt eller grov forsømmelighed.
100.Disse grunde, som ud fra de samme betragtninger også gælder for appellanten, tog Retten imidlertid ikke for hans vedkommende i betragtning, hvorfor dommens begrundelse på dette punkt er behæftet med en åbenbar faktisk vildfarelse eller under alle omstændigheder er utilstrækkelig.101.Appellanten har for det tredje anført, at Retten, da den anvendte princippet om, at man ikke til egen fordel kan påberåbe sig en ulovlighed, der er begået til fordel for andre, burde have angivet, i hvilken henseende afgørelsen vedrørende andre (forskudsbestyreren) var ulovlig. Ifølge appellanten er spørgsmålet om, hvorvidt fremgangsmåden over for forskudsbestyreren er lovlig eller ulovlig irrelevant i sagen; spørgsmålet er nemlig, hvorfor forhold, der taler til gunst for forskudsbestyreren, ikke blev taget i betragtning i appellantens tilfældeJf. ovenfor punkt 99 og 100.
.102.Det bemærkes indledningsvis hertil, at spørgsmålet er, om appellanten er objektivt ansvarlig for de ulovligheder, der blev begået ved kontoens opretholdelse.103.Dette spørgsmål må bedømmes ud fra de udtrykkelige bestemmelser. Deres formål, som er klart at fastlægge ansvarsforholdene på det så vigtige område vedrørende forvaltningen af fællesskabsmidler, indebærer, at fællesskabsinstitutionerne ved anvendelsen af disse bestemmelser ikke råder over noget skøn.104.Dette medfører for det første, at spørgsmålet om foreneligheden eller uforeneligheden mellem resultatet af de to sager, for så vidt de vedrører den pågældendes objektive ansvar, er ganske uden betydningDet bemærkes desuden, at ansættelsesmyndigheden i sagen Offermann forkastede den opfattelse, hvorefter forskudsbestyreren ikke var ansvarlig. Ansættelsesmyndigheden undlod at pålægge en disciplinærsanktion ene og alene, fordi den fandt, at en sådan foranstaltning ikke var egnet: jf. stævningens bilag 18 og præmis 8 i dom af 17.10.1991, sag T-129/89, Offermann mod Parlamentet, Sml. II, s. 855.
. Retten var derfor fuldstændig i sin ret til at udtale, at selv om ansættelsesmyndigheden afgørelse vedrørende forskudsbestyreren var ulovlig, kan sagsøgeren ikke til egen fordel påberåbe sig en ulovlighed, der er begået til fordel for andre. På baggrund af dette princip, som nyligt er blevet stadfæstetJf. dom af 24.3.1993, sag C-313/90, CIRFS mod Kommissionen, Sml. I, s. 1125, præmis 45.
, kan jeg ikke indse, som hævdet af appellanten, at Retten ganske nøje burde have angivet den eventuelle ulovlighed til gunst for forskudsbestyreren, når det står fast, at der under alle omstændigheder ikke var begået nogen ulovlighed over for appellanten på dette punktJf. dom af 5.10.1988, forenede sager 260/85 og 106/86, TEC mod Radet, Smi. s. 5855, præmis 18.
.105.Det må for det andet fastslås, at den omstændighed, at man mener at have handlet korrektJf. ovenfor punkt 99, forste led.
, eller at man ikke har gjort sig skyldig i nogen forsømmelseA.st., tredje og fjerde led.
, er ganske uden betydning for regnskabsførerens objektive ansvar, som der her alene er tale om. Disse forhold vedrører de subjektive betingelser for disciplinærsager. Appellanten harbehandlet disse i et særskilt anbringende, som Retten har behandlet i dommens præmis 206 ff., og som appellanten har opretholdt i sin appelJf. senere punkt 173-178.
.106.Den omstændighed, som disciplinærrådet i sagen Offermann (herefter benævnt Offermann-disciplinærrådet) tog i betragtning, nemlig at den relevante brevveksling med Midland Bank forelå i dennes sagsmappe, giver heller ikke noget holdepunkt for at betvivle sagsøgerens ansvar. Sagsøgeren burde nemlig på grund af kontrolforpligtelsen, hvis han ikke havde kunnet forhindre transaktionen, i hvert fald i henhold til gennemførelsesbestemmelsernes artikel 53 og 54 ufortøvet have informeret den anvisningsberettigede og finans-inspektøren herom.107.Der kan altså heller ikke gives appellanten medhold på dette punkt.108.Det anbringende, som appellanten har støttet på Offermann-disciplinærrådets konklusioner, må derfor forkastes i dets helhed.109. 3.Appellantens sidste anbringende i denne argumentation omhandler Rettens udtalelse vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren skulle have skjult oprettelsen af den nye konto for sine overordnedeDen appellerede doms præmis 171.
.110.Retten har her først fastslået, at parternes uenighed på dette punkt, ikke kan anses for relevant. Uanset hvorledes disse spørgsmål skal besvares,kan de ikke under nogen omstændigheder føre til, at sagsøgeren fritages for sit ansvar, idet ansvaret hovedsaglig beror på, at han ikke rettidigt som institutionens regnskabsfører har foretaget postering af de pågældende transaktionerJf. foregående fodnote.
.
111.Appellanten har anført, at Retten ikke kunne frakende disse spørgsmål enhver relevans, idet den ikke forudgående havde taget stilling til sagsøgerens argumenter, at ansættelsesmyndighedens klagepunkt om, at der ikke blev foretaget nogen regnskabsmæssig postering, ikke burde være støttet på finansforordningens artikel 63 og gennemførelsesbestemmelsernes artikel 50 og 51. Ifølge appellanten vedrører den førstnævnte bestemmelse nemlig udelukkende hovedregnskabet, mens artikel 50 og 51 angiver de forpligtelser, der påhviler forskudsbestyreren, som appellanten altså ikke kan have tilsidesat.112.Dette argument er ikke holdbart. Det er korrekt, at jeg ikke er enig med Retten, når den frakender dette spørgsmål enhver relevans under henvisning til, at sagsøgerens ansvar hovedsaglig beror på, at han ikke rettidigt som institutionens regnskabsfører har foretaget postering af de pågældende transaktioner. Sagsøgeren bestred nemlig ikke herved de i den anfægtede afgørelse foretagne konstateringer vedrørende manglende regnskabsmæssig postering, men den betragtning som lød således: H. de Compte's beslutning om at ændre kontobetingelserne, der var aftalt mellem Parlamentet og Midland Bank, skønt han ikke var blevet anmodet om at gøre det og herved overskred sin kompetence, udgør ... en tilsidesættelse af de forpligtelser, som påhviler regnskabsføreren ...Den appellerede doms præmis 152.
. Retten behandlede dog i sidste instans spørgsmålet om sagsøgerens påståede fortielse af oprettelsen af kontoen i præmis 172, således at dommen ikke under nogen omstændigheder kan ophæves, blot fordi Retten indledningsvis frakendte dette spørgsmål enhver relevans. Da sagsøgeren i øvrigt fremførte dette nye anbringende om en fejlagtig anvendelse af de nævnte bestemmelser vedrørende regnskabsførelsen i sin replik, var Retten ikke i henhold til Domstolens procesreglements artikel 42, stk. 2 (der fandt tilsvarende anvendelse ved Retten), forpligtet til at tage hensyn hertil.113.Appellanten har endelig bestridt det forhold, at Retten i den appellerede doms præmis 172 fastslog følgende:Intetsteds i sagens akter fremgår det, at enten den anvisningsberettigede eller finansinspektøren var bekendt med oprettelsen af den omtvistede bankkonto. Derimod indeholder sagens akter, som anført af disciplinærrådet i dens begrundede udtalelse af 27. november 1987 (punkt 146-154), to dokumenter,"som vækker formodning om, at sagsøgerens to overordnede var uvidende om den rentebærende konto i Midland Bank. Det drejer sig om en skrivelse af 5. juni 1981 fra sagsøgeren til Paludan-Müller, der var direktør for Finansafdelingen og anvisningsberettiget, samt en skrivelse af 22. januar 1982 til sagsøgeren fra Etien, daværende finansinspektør.
114.Retten behandlede derefter de to nævnte dokumenter for at begrunde dette udsagn.115.Appellanten har herom først anført, at Retten ikke, uden at angive nogen grund hertil, kommer ind på de forhold, som førte Offermann-disciplinærrådet til at antage, at eksistensen af nævnte konto ikke var blevet skjult: Bankdokumenterne vedrørende Midland Bank havde ifølge appellantenen altid været tilgængelige for enhver, der var beføjet til at have kendskab dertil.116.Dette anbringende er ikke holdbart. Som Retten med føje har anførtDen appellerede doms præmis 168 og ovenfor punkt 95.
, skulle sagsøgeren i sin egenskab af regnskabsfører i tilfælde af, at han bliver bekendt med ulovligheder, på eget initiativ have underrettet Parlamentets kompetente myndigheder herom, for at de nødvendige foranstaltninger kunne træffes.117.Vedrørende dette spørgsmål er det lidet vigtigt, om brevvekslingen forelå eller ikke forelå i sagsmappen vedrørende Midland Bank. Retten kunne nemlig alligevel udmærket her lægge til grund, at den omstændighed, at den anvisningsberettigede og finansinspektøren ikke (lang tid efter kontoens oprettelse) var blevet underrettet herom, godtgjorde, at sagsøgeren ikke havde overholdt sine forpligtelser.118.Appellanten har herefter henvist til sin replik ved Retten, for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt Paludan-Muller som anvisningsberettiget blev underrettet om kontoens oprettelse. Heri anfører appellanten, at det fremgår af Paludan-Müller's instruks i februar 1982 om at opnå renter af den omstridte konto, at Paludan-Muller under alle omstændigheder på dette tidspunkt var bekendt med kontoens eksistens og ikke, som det angives i disciplinærrådets begrundede udtalelse, først blev det i marts måned 1982. Appellanten gør gældende, at han mundtligt kort tid efter sin tiltrædelse allerede i december måned 1980 underrettede Paludan-Müller om kontoens oprettelse.119.Vedrørende det første punkt skal alene anføres, at de dokumenter, som Retten har behandlet, er dateret henholdsvis den 5. juni 1981 og den 22. januar 1982. Appellantens anbringender om, at Paludan-Muller under alle omstændigheder var blevet underrettet i februar måned 1982 og ikke først i marts måned, kan altså ikke på nogen måde påvirke Rettens resultat, såfremt det antages, at dette anbringende kan tages i betragtning under appellen.120.Vedrørende det andet spørgsmål om den nævnte samtale i december måned 1980 skal det understreges, at appellanten med dette anbringende anfægter Rettens vurdering vedrørende de faktiske omstændigheder, men ikke har bevist, at Rettens vurdering er behæftet med et ukorrekt retligt grundlag eller med en retsvildfarelse.121.Disse anbringender må derfor forkastes.<TI><P>Klagepunktet om tilsidesættelse af forpligtelsen til en behørig forvaltning af betalingsbevillingerne</P></TI>122. LI.Retten har i den appellerede doms præmis 174 og 175 afgrænset dette anbringende således:Sagsøgeren har inden fremsættelsen af sin dokumentation vedrørende klagepunktet om indløsning af to checks, trukket på Midland Bank, citeret en passage i den omtvistede afgørelse, som omhandler dette problem, og hvorefter ... de Compte [ikke] har opfyldt sine forpligtelser til en behørig forvaltning af betalingsbevillingerne, idet han har indløst to checks uden klar og gyldig dokumentation ..., og idet han ikke foretog postering på kasseudskriftsregnskabet af betalingen, der skete ved kassen i Luxembourg ... og ikke samtidig opførte indløsningen af disse checks i regnskabet ...
Sagsøgeren har fortolket dette klagepunkt således, at han alene foreholdes ikke øjeblikkeligt at have foretaget de nødvendige posteringer vedrørende indløsningen af checkene.
123.Appellanten har hertil anført, at han ikke kan gøres ansvarlig for den forsinkede postering på grund af den dårlige organisering af Parlamentets tjenestegrene. Retten udtalte herom i dommens præmis 181 følgende:Sagsøgeren begrænser med urette rækkevidden af klagepunktet over ham til alene at skulle angå en ikke-øjeblikkelig regnskabsførelse af de to checks. Det fremgår nemlig af den disciplinære afgørelse, at han også foreholdes at have indløst disse checks uden nogen klar og gyldig dokumentation og ikke at have registreret indløsningen i kasseudskriftsregnskabet over Parlamentets kasse i Luxembourg inden tre måneder efter deres indløsning.
124.Appellantens første indvending vedrører dette spørgsmålJf. appelskriftets punkt 70.
. Han anfører, at han i stævningen — efter først at have nævnt, hvilket klagepunkt der var tale om efter den anfægtede afgørelse — udtrykkeligt som første indsigelse mod dette klagepunkt, gengav visse uddrag af Saby-rapporten af 21. marts 1983, som var grundlaget for den for regnskabsåret 1981 meddelte decharge. Blandt disse uddrag figurerer bl.a. besvarelsen på klagepunktet vedrørende den påståede manglende og gyldige begrundelse med hensyn til indløsningen af de to checks. Appellanten mener altså, at den anfægtede doms begrundelse er fejlagtig, eller under alle omstændigheder utilstrækkelig, idet Retten burde have angivet, hvorfor den begrundelse, der var givet (i Saby-rapporten), ikke var gyldig. Når appellanten ikke kommer ind på denne del af klagepunktet i hans replik, er grunden hertil, at replikken afhænger af indholdet af svarskriftet.125.Efter at have gennemgået appelskriftet er jeg af den opfattelse, at dette anbringende ikke er begrundet. Det fremgår klart af appelskriftets punkt 64, 65 og 66, at appellanten udelukkende ville gå ind på spørgsmålet om den forsinkede postering. Det fremgår også klart af sammenhængen, at de nævnte uddrag fra Saby-rapporten alene skulle tjene til at gendrive dette særlige klagepunkt. Nævnte citat omfatter i øvrigt et uddrag på fire tætskrevne sider, hvor de punkter, som understreger de vanskelige arbejdsbetingelser, hvormed appellanten søger at begrunde den indtrufne forsinkelse ved posteringen, er understreget. De uddrag, som appellanten nu påberåber sig, og hvoraf den gyldige begrundelse for indløsningen af de checks skal fremgå, er derimod overhovedet ikke understreget.126.Appellanten modsiger desuden sig selv i appelskriftets punkt 65 vedrørende det anbringende, som jeg lige har behandlet, og hvorefter Retten med urette ikke har taget hensyn til sagsøgerens argumenter vedrørende spørgsmålet om en gyldig begrundelse. Han fremfører nemlig dér, at det eneste afgørende under dette klagepunkt er forsinkelsen med posteringen af de to omstridte checks.127.Retten har imidlertid under alle omstændigheder bedømt rækkevidden af dette anbringende fuldstændig korrekt, hvorfor de indvendinger, som rejses herimod, må forkastes.128. II.Appellanten har desuden fremsat indvendinger mod Rettens besvarelse af hans anbringende om, at den seks måneders forsinkelse med posteringen af de to checks beror på den dårlige organisering af Parlamentets Finanstjeneste, samt at der ikke forelå tilstrækkelige arbejdsmidler, og at personalet var utilstrækkeligt, forhold der, modsat det her behandlede klagepunkt, i den disciplinære afgørelse blev anset for formildende omstændigheder. Retten anførte herom (dommens præmis 182):Den omstændighed, at der i den disciplinære afgørelse, som formildende omstændighed er taget hensyn til den dårlige organisering af Parlamentets Finanstjeneste på tidspunktet for de pågældende handlinger, samt at der ikke forelå tilstrækkelige arbejdsmidler, og at personalet var utilstrækkeligt, indebærer ikke, at sagsøgeren fritoges fra forpligtelsen til at forvalte betalingsbevillingerne korrekt. De af sagsøgeren nævnte omstændigheder, som blev taget i betragtning af de disciplinære instanser, kan heller ikke frifinde sagsøgeren for nærværende klagepunkt, idet der foruden den konstaterede forsinkelse med posteringen af de to checks også blev begået en række andre overtrædelser ved deres indløsning. Retten finder, at sagsøgeren, henset til hans højtstående stilling i Finanstjenesten, ikke under henvisning til vanskelige arbejdsmæssige forhold, som har kunnet eksistere i tjenesten på et vist tidspunkt, kan hævde at være friholdt for ethvert ansvar.
129.Appellanten har rejst indvendinger mod disse tre forhold, nemlig mod spørgsmålet om en modsigelse i den disciplinære afgørelse, mod det anførte om, at der var begået en række andre overtrædelser ved indløsningen af checkene og mod hans højtstående stilling.130.Vedrørende spørgsmålet om andre overtrædelser, som efter min mening er det afgørende spørgsmål, anfører appellanten, at Retten burde have præciseret karakteren af disse. Men hvis Retten hermed mener den såkaldte manglende præcise og gyldige begrundelse ved checkenes indløsning, mener appellanten, at han allerede har gendrevet dette klagepunkt.131.Jeg kan ikke tilslutte mig dette. Retten anførte i dommens ovennævnte præmis 181, inden den behandlede argumentet om den dårlige organisering af Finanstjenesten, først indledningsvis, at sagsøgeren med urette begrænsede rækkevidden af klagepunktet over for ham til alene at skulle angå ikke-øjeblikkelig regnskabsførelse af de to checksMin fremhævelse.
. Retten har dernæst udtømmende angivet de øvrige klagepunkter, som må anses for ubestridte, og som er blevet taget i betragtning i forbindelse med spørgsmålet om indløsningen af de to checks. Det fremgår tilstrækkelig tydeligt af opbygningen af Rettens begrundelse, hvad Retten mente med henvisningen til en række andre overtrædelser, og at den forsinkede postering henhørte under denne sammenhæng, og derfor ikke, eller i hvert fald ikke udelukkende, kan tilregnes den dårlige organisering af Parlamentets tjenester eller utilstrækkelige materielle og personelle midler. Da Retten således, som jeg lige har påvist, med rette fandt, at sagsøgerens argumentation alene vedrørte ldagepunktet om den forsinkede postering, og ikke øvrige overtrædelser, må den af appellanten nu rejste indvending i sin helhed forkastes.132.Vedrørende spørgsmålet om en modsigelse i den disciplinære afgørelse har appellanten gentaget den argumentation, som han har fremført i sin replik ved Retten, hvor han rejste spørgsmålet, om forsinkelsen ikke måtte anses for en direkte og uundgåelig følge af den dårlige organisering af Parlamentets tjenester og de utilstrækkelige materielle og personelle midler. Retten har derfor ifølge appellanten ikke lovligt kunne anlægge denne vurderingPunkt 72, første afsnit, i appelskriftet.
, at der ikke forelå nogen modstrid mellem anerkendelsen af disse forhold som formildende omstændigheder, og at det forhold, at appellanten bebrejdes ikke at have ført betalingsbevillingerne på korrekt vis.133.Hertil må anføres, som netop forldaret fandt Retten, at den forsinkede postering var en del af en række andre overtrædelser, hvorfor den ikke tog hensyn til de af sagsøgeren nævnte omstændigheder. Klagepunktet om denne forsinkelse må derfor under alle omstændigheder anses for begrundet. Selv om, modsat Rettens opfattelse, den disciplinære afgørelse var modstridende, kan der kun rejses tvivl herom, for så vidt som ansættelsesmyndigheden deri anerkendte, at der forelå formildende omstændigheder. Den appellerede dom kan under alle omstændigheder ikke anfægtes, for så vidt som sagsøgerens anbringender mod klagepunktet om den forsinkede postering heri forkastes. Desuden er der ikke i appellantens nærværende anbringende taget hensyn til, at anerkendelsen af, at der på grund af de nævnte forhold forelå formildende omstændigheder, gjaldt alle de fremførte klagepunkter, og at det ikke er umiddelbart klart, i hvilket omfang og af hvilke nøjagtige grunde ansættelsesmyndigheden mente, at disse forhold burde tages i betragtning til gunst for sagsøgeren.134.Appellanten bestrider endelig Rettens udtalelse, hvorefter sagsøgerens højtstående rang i Finanstjenesten indebar, at han ikke kunne påberåbe sig de nævnte materielle vanskeligheder til støtte for en ansvarsfritagelse. Dette er nemlig ifølge appellanten ikke foreneligt med det forhold, at der ikke blev rejst disciplinærsag mod andre højtstående tjenestemænd, som også havde været genstand for kritik, bl.a. i Revisionsrettens SærberetningJf. den appellerede doms præmis 13; EFT C 202 af 5.8.1982, s. 1.
.135.Jeg skal her alene anføre, at den nævnte udtalelse fra Retten ikke var nødvendig for at forkaste sagsøgerens anbringende, og at man under alle omstændigheder ikke til sagsøgerens gunst kan tage hensyn til, at andre tjenstemænd med urette ikke er blevet fundet ansvarlige.136.III. Appellanten bestrider endelig Rettens udtalelse vedrørende hans anbringende om, at alene forskudsbestyreren var ansvarlig. Retten havde herved henvist til sine betragtninger vedrørende klagepunktet om oprettelsen af en rentebærende konto i Midland Bank, et klagepunkt, som sagsøgeren havde gendrevet under påberåbelse af samme anbringendeDen appellerede doms præmis 153 ff., navnlig præmis 167, 168 og 169.
. Retten tilføjede derefter, at sagsøgeren i langt højere grad medvirkede til de overtrædelser, som ledsagede indløsningen af de to checks, end dem, som vedrørte kontoens oprettelse.Den appellerede doms præmis 183.
137.Appellanten har i de indvendinger, han har rejst mod disse betragtninger, henvist til de argumenter, han havde fremført mod det nævnte afsnit af dommen vedrørende oprettelsen af en rentebærende konto i Midland BankOvenfor punkt 93.
. Jeg kan derfor også principielt henvise til det af mig anførte vedrørende dette forholdOvenfor punkt 94. 95 oc 96.
. Jeg skal tilføje, at der her var tale om en utilstrækkelig regnskabsførelse, der efter gennemførelsesbestemmelsernes artikel 51 og 53 var underlagt appellantens kontrol, hvilket indebærer, at han var forpligtet til at sikre, at transaktionen blev bogført i rette tid, i givet fald ved at give de nødvendige instrukser til de rette personer.138.Modsat appellantens opfattelse var Retten ikke forpligtet til at forklare, i hvilket omfang sagsøgerens deltagelse i de ham foreholdte overtrædelser kunne påvirke forskudsbestyrerens ansvar. Da sagsøgeren ville have været ansvarlig, selv om instruksen om at indløse de to checks ikke var givet af ham selv, men med hans vidende, af forskudsbestyreren, må han så meget mere findes ansvarlig, når henses til hans personlige indgriben.139.Dette anbringende må derfor forkastes i sin helhed.<TI><P>Klagepunktet om tilsidesættelse af forpligtelsen til kun at afholde udgifter mod forelæggelse af bilag og til at opbevare disse</P></TI>140.I. Dette klagepunkt vedrører manglende bilag for modværdien af de to nævnte checks (4136124 BFR)Ovenfor punkt 4, sidste led.
. Retten har i denne sammenhæng behandlet to spørgsmål, som den fandt afgørende i parternes argumentation.141.II.I.. Det første spørgsmål var, om det er godtgjort, at underskuddet på 4,1 mio. BFR, som blev konstateret i medlemmernes kasse, og som der ikke forelå bilag for, beror på posteringen vedrørende en indløsning af et samlet beløb i belgiske francs af to checks trukket på Midland BankDen appellerede doms præmis 195.
.142.Retten resumerede vedrørende dette spørgsmål først de afgørende afsnit i den disciplinære afgørelse (præmis 196) i disciplinærrådets begrundede udtalelse (præmis 197) og Revisionsrettens konstateringer (præmis 198 og 199)Skrivelse af 29.10.1981, Særberetning af 6.7.1982, udtalelse af 7.11.1985.
. Retten anførte dernæst, at den delte ansættelsesmyndighedens opfattelse, idet den udtalte, at det i den anfægtede afgørelse med føje har kunnet anses for godtgjort, at de manglende bilag i dette tilfælde vedrører indløsningen af de to checks trukket på Midland BankDen appellerede doms præmis 201.
.143.Retten bemærker subsidiært, at selv om man anerkendte sagsøgerens opfattelse, hvorefter dette underskud ikke havde nogen sammenhæng med indløsningen af de to checks, ville resultatet dog alligevel være det samme, idet sagsøgeren ikke på noget tidspunkt under disciplinærsagen har kunnet fremskaffe bilagene vedrørende de 4121573 BFR, hvilket beløb, sagsøgeren ikke, som erkendt i en skrivelse til Parlamentets formand, havde bogført under udgifterDen appellerede doms præmis 202.
.144.Appellanten gør herom gældendeJf. punkt 76 i appelskriftet.
, at Rettens formulering af det første spørgsmål er fejlagtigt, idet der herved in limine gås ud fra det, der netop skal bevises, nemlig at der forelå et underskud i medlemmernes kasse, som der ikke var bilag for. Spørgsmålets formulering, der nødvendigvis må anses for grundlaget for Rettens videre argumentation, indebærer ifølge appellanten, at man udelukkende behandler spørgsmålet om, hvorvidt årsagen til det, der indledningsvis er anset for bevist (underskuddet på 4,1 mio. BFR; ingen bilag), er indløsningen af de to checks. Han tilføjer, at spørgsmålets formulering også er modsigende, navnlig fordi Retten tidligere (præmis 192's slutning) udtalte, at ifølge sagsøgte selv består klagepunktet mod sagsøgeren i, at han ikke opbevarede bilagene og ikke, at han dækkede underskuddet ved hjælp af to checks.145.Dette anbringende tåler ikke en nærmere prøvelse. For så vidt først angår bilagene for det omstridte beløb, eller rettere sagt for en udgift af en størrelse som de to checks' modværdi, står det fast, at disse bilag endnu ikke er blevet fundet. Appellanten anfører endnu engang i sit appelskriftS. 45, forste afsnit.
, at når først disse bilag er fundet, vil kassen stemme.146.Med hensyn til det omstridte underskud skal jeg bemærke, at Retten, uden at komme ind på spørgsmålet om bilag eller midler, benytter dette udtryk for at angive forskellen mellem kasseindeståendet og de indtil nu fundne bilag. Retten har i præmis 197 sammenfattet de modstridende forklaringer, disciplinærrådet under behandlingen af sagen var konfronteret med, således:Den første forklaring var, at forskellen mellem kassen og hovedregnskabet måtte føres tilbage til indløsningen af de to checks fra Midland Bank; den anden forklaring var derimod, at underskuddet var en følge af en række regnskabsmæssige fejl.Min fremhævelse.
147.I sammenhæng hermed omtalte Retten i nævnte præmis 201 et manglende bilag, som vedrører indløsningen af de to checks trukket på Midland Bank.148.Det fremgår heraf, at appellantens anbringende om, at Retten uden videre er gået ud fra, at der foreligger et underskud (forstået som en total mangel på bilag) ikke er begrundet. De nævnte formuleringer belyser også den logiske fejltagelse, som ligger til grund for sagsøgerens argumentation. Retten behandlede spørgsmålet om, hvorvidt der bestod en sammenhæng mellem de manglende bilag og indløsningen af de to checks for at efterprøve, om der virkelig forelå et sådant underskud. Denne sammenhæng, som var påstået af ansættelsesmyndigheden, men bestridt af sagsøgeren, bestod i dette tilfælde i, at den senere registrering af posteringen vedrørende indløsningen af de to checks førte til opdagelsen af et underskud på ..., hvilket beløb svarede til de to nævnte checks' samlede beløbDette er ansættelsesmyndighedens konklusion efter den appellerede doms præmis 200.
. Dette indebærer, at de manglende bilag vedrørte en ikke-bogført udgift, som var blevet udlignet ved det kontante udbytte ved indløsningen af checkene (stadig i 1981). Denne sammenhæng, og altså i sidste instans underskuddet, var genstanden for, men ikke forudsætningen for Rettens vurdering.149.Appellanten anfører også med urette, at Rettens resultat er i modstrid med det af sagsøgte anførte, hvorefter sagsøgeren foreholdes ikke at have opbevaret bilagene, og ikke at have udlignet underskuddet ved de to pågældende checks. Det står fast, at man foreholder ham, at der ikke foreligger bilagDen appellerede doms præmis 37, litra c).
, men dog under forhold, som kan påvirke vurderingen af overtrædelsens karakter.150.Appellanten har dernæst rejst en række indsigelserPunkt 77 i appelskriftet.
mod de forhold, der, som Retten har anført i dommens præmis 196, blev taget i betragtning af ansættelsesmyndigheden for at begrunde den konklusion, den nåede til i sin disciplinære afgørelse.151.Disse indvendinger må imidlertid uden videre forkastes, idet de ikke er rejst mod den appellerede dom, men mod den disciplinære afgørelse.152.Appellanten bestrider endvidere, at der, som bemærket af Retten, består en sammenhæng mellem de manglende bilag og indløsningen af de to checks. Appellanten er af den opfattelse, at Retten ikke har taget hensyn til visse forhold (nærmere angivet i appelskriftet). Da disse forhold vedrører Rettens vurdering af de faktiske forhold og ikke en tilsidesættelse af forsvarets rettigheder, kan disse anbringender umiddelbart kun tages i betragtning under påberåbelse af, at der foreligger en manglende begrundelseJf. princippet om begrundelsespligten i dom af 1.10.1991, sag C-283/90 P, Vidrányi mod Kommissionen, Sml. I, s. 4339, præmis 29.
. Man kan naturligvis overveje, om Rettens således forståede selvstændighed som instans, der træffer afgørelse vedrørende de faktiske omstændigheder, begrænses, når det drejer sig om logiske regler, der helt klart er blevet tilsidesat. Uanset hvordan det forholder sig, må appellantens indvendinger dog forkastes af den ene eller den anden grund, hvilket jeg kort skal begrunde nedenfor.153.Forst har appellanten på ny henvist til det af ham allerede fremførte anbringende om, at han (udelukkende) foreholdes ikke at have opbevaret bilagene. Han mener, at sagsøgte med dette klagepunkt selv udelukker, at der foreligger den omstridte sammenhæng. Som jeg har påvist, er dette ikke korrekt.154.Dernæst har Retten ifølge appellanten ikke taget hensyn til, at afgørelsen om decharge for 1982Ovenfor fodnote 20.
blev truffet efter Revisionsrettens udtalelse. Når henses hertil kunne Retten ifølge appellanten kun lægge til grund, at spørgsmålet om underskuddets opståen var løst. Appellanten har til støtte herfor først henvist til afgørelsens betragtninger, hvorefter forskellen mellem kassen og hovedregnskabet ... ikke er blevet fuldstændig forklaret. Han henviser endvidere til, at afgørelsen ikke sondrer mellem decharge, som meddeles ham, og decharge til regnskabsføreren, som efterfulgte ham dette år (den 1.5.).155.Vedrørende disse to forhold mener jeg, at det er tilstrækkeligt at citere betragtningernes punkt A, som appellanten har fremlagt uddrag af, i dets belbed:Under hensyn til at forskellen mellem kassen og hovedregnskabet (d.d. bogført i Parlamentets regnskabsbøger og udgørende 4136125 BFR) er blevet fastslået inden den 30. april 1982, at den skyldes to checks trukket på kontoen i Midland Bank den 4. september 1981 og den 1. november 1981, og at den ikke er blevet tilstrækkeligt forklaret.Min fremhævelse.
156.Dette siger efter min mening alt om dette spørgsmål.157.Bortset fra disse uholdbare argumenter, som appellanten har fremført imod Rettens konklusion som sådan, har appellanten endvidere gjort gældende, at han ikke har kunnet bevise, at den omtvistede afgørelse er fejlagtig på dette punkt, fordi han ikke har fået adgang til regnskabet, og hans anmodning om, at der udpeges et sagkyndigt udvalg, er blevet afslået. Retten har ved at fastslå, at sagsøgeren ikke har været i stand til at fremlægge dette bevis, ifølge appellanten, tilsidesat forsvarets rettigheder.158.Med hensyn til dette anbringende skal jeg henvise til de relevante bemærkninger i dette forslag til afgørelse: Jeg har allerede behandlet anklagepunktet vedrørende sagsøgerens adgang til regnskabetJf. ovenfor punkt 73, 74 og 75.
; vedrørende afslaget på sagsøgerens anmodning om udpegelse af et sagkyndigt udvalgDen appellerede doms præmis 224 ff.
har appellanten fremført et særskilt anbringende, som jeg skal behandle senere henJf. punkt 202 ff.
.159.Det fremgår af det ovenfor anførte, at Rettens bedømmelse, hvorefter der i overensstemmelse med anklagemyndighedens opfattelse består sammenhæng mellem de manglende bilag og indløsningen af de pågældende to checks, holder over for alle de af appellanten rejste indsigelser. Det er derfor ikke nødvendigt at behandle appellantens indsigelser rettet mod den subsidiære antagelse, hvorved Retten forudsatte, at den opfattelse, der stred mod Rettens egen, var den korrekte.160.Følgelig må alle de af appellanten fremførte indsigelser mod de af Retten fremsatte betragtninger vedrørende den pågældende sammenhæng afvises i deres helhed.161. 2.Det andet spørgsmål, som Retten på baggrund af parternes argumentation vedrørende de manglende bilag har fundet vigtigt, er,om forpligtelsen og herved ansvaret for under en forskudsforvaltning kun at afholde udgifter mod forelæggelse af bilag og bevare disse, påhviler forskudsbestyreren eller regnskabsførerenDen appellerede doms præmis 195.
.
162.Retten anførte her følgende (præmis 203 og 204):Vedrørende spørgsmålet, om forpligtelsen og altså ansvaret for at opbevare de pågældende bilag vedrørende indløsningen af de to checks i denne sag påhvilede sagsøgeren eller forskudsbestyreren, lægger Retten artikel 20 og artikel 70, stk. 1 og 2, i finansforordningen og gennemførelsesbestemmelsernes artikel 50-53 til grund. Det fremgår af disse bestemmelser, at ansvaret for fremlæggelse og opbevaring af bilag under forskudsforvaltningen først påhviler forskudsbestyreren. Regnskabsføreren, som skal kontrollere forskudsforvaltningens regnskaber og give forskudsbestyreren instruktioner, bliver ansvarlig fra det tidspunkt, da han ikke giver de fornødne instruktioner om at opbevare de pågældende bilag.
Som allerede anført var sagsøgeren direkte impliceret ved indløsningen af de to checks, idet han selv påførte dem den anden underskrift og ifølge eget udsagn selv deponerede kontanterne, udbetalt i tre valutaer, i Parlamentets pengeskab i Luxembourg. Under disse omstændigheder har disciplinærrådet med føje statueret, at sagsøgeren har handlet groft uagtsomt ved ikke på behørig vis at have sørget for opbevaring af Parlamentets værdier.
163.Appellanten mener, at disse betragtninger indebærer en fejlagtig begrundelse. Han har herimod fremsat tre indsigelser.164.Først har han anført, at Retten i den nævnte præmis 203 med urette taler om en forpligtelse til at opbevare de pågældende bilag vedrørende indløsning af de to checks. Han har anført, at de bilag, som omhandles af det her behandlede klagepunkt i den disciplinære afgørelse, vedrørte udgifter af en størrelse svarende til checkenes modværdi. Dette er ubestrideligt korrekt, men udgør dog alene en formuleringsfejl, hvilket klart fremgår af sammenligningen mellem den omstridte formulering og formuleringen i dommens præmis 195. Denne sidstnævnte formulering viser, at Retten har behandlet spørgsmålet korrekt. Under disse omstændigheder kan man ikke tale om en begrundelsesmangel, der kan begrunde en ophævelse af dommenJf. en tilsvarende sag vedrorende en formuleringsfejl i en forordning, dom af 24.1.1991, sag C-27/90, SITPA, Sml. I, s. 133, præemis 13.
.165.Dernæst har appellanten anført, at Retten har lagt til grund, at regnskabsføreren bør give forskudsbestyreren de rette instruktioner med henblik på opbevaring af bilag, men har dog ikke forklaret, hvorledes appellanten har tilsidesat denne forpligtelse. En sådan tilsidesættelse kan nemlig ikke ifølge appellanten udledes af, at han deltog i indløsningen af de to checks.166.Dette argument er korrekt, for så vidt angår spørgsmålet om tilsidesættelse af instruktionspligten. I denne sammenhæng må det også erkendes, at den indledende sætning i præmis 204 umiddelbart kan give indtryk af, at Retten mener, at den omstændighed, at sagsøgeren var direkte impliceret ved indløsningen af de to checks, udgør en vigtig omstændighed i forhold til den eventuelle tilsidesættelse af denne forpligtelse. Hvis Rettens løsning imidlertid udtrykkeligt var baseret på dette grundlag alene, burde den følgelig også have præciseret, at forskudsbestyreren (i sin egenskab af mulig adressat for instruktionerne) klart ikke havde deltaget i indløsningen af checkene.167.En nærlæsning af præmis 204 viser imidlertid, at Retten hermed har villet angive en supplerende grund til at lade sagsøgeren ifalde ansvar, selv om sondringen mellem denne supplerende grund og instruktionsforpligtelsen på grund af præmissens affattelse er vanskelig at foretage. Denne begrundelse støttes, i overensstemmelse med den af sagsøgte ved Retten hævdede opfattelseJf. den appellerede doms præmis 193.
afgørende på det forhold, at sagsøgeren var direkte impliceret ved indløsningen af de to checks. Sagsøgerens argumentation, som jeg gengiver senere, viser, at sagsøgeren også har forstået den således. Under disse omstændigheder bør dommen ikke ophæves udelukkende på grund af det af Retten anførte vedrørende sagsøgerens instruktions-pligt. Jeg finder det snarere berettiget at behandle de af appellanten under appellen fremførte anbringender vedrørende den af Retten ovenfor nævnte angivne supplerende begrundelse.168.Appellanten mener vedrørende dette spørgsmål, og dette er tredje del af hans anbringende, at hans medvirken ved indløsningen af checkene er ganske irrelevant for forpligtelsen til at opbevare Parlamentets værdier, idet bilagene vedrørende denne indløsning eksisterer. Appellanten har subsidiært anført, at hans medvirken er ganske irrelevant i denne sammenhæng, fordi underskriften og indsættelsen i pengeskabet ikke nødvendigvis indebar, at appellanten havde tilsidesat denne forpligtelse.169.Jeg mener ikke, at disse anbringender er holdbare, idet Retten på det omstridte sted i dommen, om end ganske kortfattet, opstiller en formodning. I henhold til denne består der tvivl om, hvorvidt regnskabsføreren, som (for de af ham selv underskrevne checks) personligt har indløst de kontante midler, som udlignede en udgift, der ikke var omfattet af de tilsvarende bilag, skal anses for selv at være ophavsmand til denne udgift eller i hvert fald foranledigede dens iværksættelse. Denne formodning — som foretages i denne sag på grund af mangel på herimod stridende holdepunkter — omfattes af området for de faktiske omstændigheder og er derfor reelt unddraget Domstolens efterprøvelse. Under alle omstændigheder kan der ikke gives appellanten medhold i hans anbringende, hvorefter man ikke nødvendigvis må drage den slutning, at der er tale om en tilsidesættelse af nævnte forpligtelse.170.Da der som fastslået af Retten overhovedet ikke foreligger noget bilag (dvs. i den for sagsøgeren gunstigste situation anses de for at være gået tabt efter deres udfærdigelse), har Retten i henhold til artikel 70, stk. 1, andet afsnit, antaget, at ansvaret påhvilede sagsøgeren og ikke forskudsbestyreren.171.Heraf følger, at appellantens indsigelse vedrørende Rettens bedømmelse af denne ansvarsfordeling (som ganske vist ikke fremstår med bemærkelsesværdig klarhed) må forkastes.