Den danske regering har påstået sagen afvist under anbringende af, dels at Kommissionen har fremsat en begrundet udtalelse uden forinden at have givet den danske regering mulighed for at fremsætte sine bemærkninger, dels at stævningen afviger fra den begrundede udtalelse.

Efter den danske regerings opfattelse har Kommissionen ikke opfyldt de krav til omhu, som anvendelsen af artikel 169 kræver. Formålet med proceduren i artikel 169 er ikke, at der skal rejses så mange sager som muligt, men at sagerne søges løst forligsmæssigt ved en frugtbar dialog mellem Kommissionen og den pågældende medlemsstat. I den foreliggende sag giver proceduren inden sagsanlægget imidlertid indtryk af, at Kommissionen først ved udarbejdelsen af stævningen har gjort sig klart, hvilke forpligtelser den mener, at Rådets rammedirektiv 71/316 og dets specialdirektiv 76/891 pålægger medlemsstaterne.

Den danske regering har endvidere anført, at da der var tale om en fortolkningstvist og en tvist om opfyldelsesforpligtelsen ifølge et direktiv, burde Kommissionen i sin åbningsskrivelse af 23. maj 1979 have beskrevet og begrundet den påståede overtrædelse, således at der kunne føres en frugtbar dialog med de danske myndigheder. Affattet som en gold rykkerskrivelse om manglende direktivopfyldelse uden hensynstagen til den igangværende diskussion mellem de danske myndigheder og Kommissionens tjenestegrene, var åbningsskrivelsen i strid med formålet for de enkelte forberedende skridt i artikel 169-proceduren. Efter den danske regerings opfattelse kunne Kommissionen ikke på dette grundlag fremsætte en begrundet udtalelse, der giver indtryk af, at den pågældende medlemsstat har haft mulighed for at redegøre for sine synspunkter på et klart grundlag.

Den danske regering har videre anført, at der er uoverensstemmelse mellem den begrundede udtalelse og stævningen, dels med hensyn til indholdet af den påståede overtrædelse, dels med hensyn til begrundelse.

Først i sagens stævning har Kommissionen lagt sig fast på, hvorledes den fortolker Rådets rammedirektiv 71/316 sammenholdt med Rådets specialdirektiv 71/891. Dette burde være sket ved indledningen af den administrative sagsbehandling.

Den danske regering har dernæst gjort gældende, at Kommissionen i sin begrundede udtalelse af 6. oktober 1980 har erklæret, at Rådets direktiv 76/891 forpligter medlemsstaterne til at give den fabrikant eller importør, som ønsker at opnå de i direktivet omtalte EØF-mærker og -stempler, mulighed for at fremstille sine produkter til godkendelse og justering. Efter den danske regerings opfattelse måtte man af Kommissionens ordvalg forstå, at medlemsstaterne var forpligtede til at oprette passende prøvefaciliteter. I stævningen af 3. juli 1981 præsenterede Kommissionen imidlertid sagen anderledes, idet den bl.a. udtalte, at de danske myndigheder ikke var forpligtede til at indrette prøvefaciliteter i form af laboratorier eller tilvejebringelse af teknisk materiel, men kunne nøjes med at anerkende undersøgelser foretaget på angivne laboratorier enten i Danmark eller i andre medlemsstater eller kræve, at ansøgeren stiller det nødvendige materiel og personale til rådighed ved undersøgelser foretaget på f.eks. produktionsstedet.

Endelig mener den danske regering, at en medlemsstats svar på åbningsskrivelsen ganske vist kan give anledning til, at Kommissionen i sin begrundede udtalelse ændrer sin opfattelse for så vidt angår både omfanget af statens traktatbrud og den juridiske begrundelse for Kommissionens standpunkt, men at tilsvarende ikke gælder ved udtagelsen af stævningen. Hvis Kommissionen finder, at det er nødvendigt at ændre stævningen på afgørende punkter, må den fremsætte en revideret begrundet udtalelse over for den pågældende medlemsstat. En traktatbrudssag er et så alvorligt skridt fra Kommissionens side, at der forudsætter en grundig forberedende sagsbehandling. Betydningen af den forudgående brevveksling, inden stævning udtages, er blevet understreget af Domstolen i bl.a. sag 45/64 (Sml. 1965, s. 129), sag 7/69 (Sml. 1970, s. 219) og sag 31/69 (Sml. 1970, s. 3), og bekræftet af Kommissionen i dens svar på skriftlig forespørgsel nr. 557/76 fra parlamentsmedlemmet Fletcher (EFT C 300, 1976 s. 39).

Kommissionen har gjort gældende, at artikel 169 foreskriver en dialog mellem Kommissionen og medlemsstaten, som skal tjene til sagens oplysning. Det er imidlertid Kommissionens opfattelse, at den juridiske diskussion, der opstår i forbindelse med et påstået traktatbrud, skal kunne udvikle sig frit, således at Kommissionen og den pågældende medlemsstat kan udvikle deres juridiske argumentation og uddybe deres standpunkter, herunder inddrage nye fortolkningselementer.

Kommissionen har dernæst gjort gældende, at når åbningsskrivelsen af 23. maj 1979 var kortfattet, skyldes det, at den danske regering i kraft af den brevveksling, som var gået forud for åbningsskrivelsen, var bekendt med indholdet af den overtrædelse, som Kommissionen mente forelå, og begrundelsen herfor. Ved skrivelse af 7. juni 1978 havde Kommissionen således anført, at det pågældende direktiv pålægger Danmark at indføre systemer, som skal gøre det muligt for de danske myndigheder at udstede EØF-typegodkendelse og foretage EØF-førstegangsjustering. Efter Kommissionens opfattelse var det ikke nødvendigt at meddele yderligere detaljer om den nærmere gennemførelse af direktivet, da valget af gennemførelsesmåde tilkommer medlemsstaten.

Kommissionen har dernæst fremhævet, at den hverken i den begrundede udtalelse eller på sagens indledende stadium i øvrigt har udtalt, at medlemsstaterne selv er forpligtede til at oprette prøvefaciliteter med det nødvendige tekniske udstyr, da en sådan forpligtelse ville gå videre end foreskrevet i bilag I og II til Rådets rammedirektiv 71/316 som ændret ved tiltrædelsesakten af 1972, bilag I, afsnit X, pkt. 12, hvortil Kommissionen henviser i sin stævning.

Kommissionen har dernæst understreget, at de overvejelser, som den fremsatte i stævningen vedrørende rammedirektivet, ikke havde andet formål end at besvare de bemærkninger, som den danske regering første gang fremførte herom i sit svar på den begrundede udtalelse, hvilket på ingen måde har begrænset den danske regerings mulighed for at forsvare sig.

Kommissionen har indledningsvis gjort gældende, at direktivets bindende karakter ifølge Domstolens faste praksis indebærer en forpligtelse for de pågældende medlemsstater til at efterkomme det inden for de i direktivet fastsatte frister. Den har endvidere gjort gældende, at direktiv 76/891 sammenholdt med rammedirektiv 71/316 går videre end antaget af de danske myndigheder.

Kommissionen har fremhævet, at ifølge første betragtning til direktiv 76/891 samt første og anden betragtning til rammedirektiv 71/316 er der tale om harmonisering af lovgivningerne med det formål at fjerne hindringer i medlemsstaternes samhandel med de pågældende produkter. Det forhold, at der ikke foreligger, danske regler, der hindrer import og brug af elektricitetsmålere, opfylder kun delvist direktivets formål.

Efter Kommissionens opfattelse kan de tekniske handelshindringer kun fjernes i det omfang, hver medlemsstat giver mulighed for at gennemføre EØF-typegodkendelse og EØF-førstegangsjustering. Hvis en medlemsstat ikke tilbyder en sådan mulighed, vil dens producenter og handlende, som ønsker at sælge de af direktivet omfattede elektricitetsmålere andetsteds i Fællesskabet, være henvist til at søge EØF-typegodkendelse og EØF-førstegangsjustering i en af de øvrige medlemsstater. De praktiske vanskeligheder og forøgede omkostninger, som dette vil medføre, udgør en sådan restriktion i samhandelen, som direktiverne skal fjerne.

Kommissionen anser sit standpunkt for bekræftet af bestemmelserne i både direktiv 76/891 og rammedirektiv 71/316.

Artikel 2, 2. pkt., i direktiv 76/891 fastslår helt generelt, at de af direktivet omfattede elektricitetsmålere underkastes EØF-typegodkendelse og EØF-førstegangsjustering. Bilag I og II til rammedirektiv 71/316 som ændret ved tiltrædelsesakten af 1972, bilag I, afsnit X, punkt 12, fastslår, at EØF-godkendelsesmærket henholdsvis EØF-justeringsstemplet i øverste halvdel skal bære den pågældende stats kendingsbogstaver, for Danmarks vedkommende DK.

Efter Kommissionens opfattelse følger det af disse bestemmelser, at det påhviler den danske regering at udstede regler, der muliggør, at danske myndigheder kan udstede de pågældende mærker og stempler.

Kommissionen mener, at den erklæring til Rådets mødeprotokol, der blev afgivet af Rådet og Kommissionen, vedrørte et helt andet spørgsmål. Det drejede sig i virkeligheden om, hvorvidt direktivet medførte, at samtlige de af forslaget omfattede elektricitetsmålere for at kunne bringes på markedet skulle have opnået EØF-typegodkendelse og have gennemgået EØF-førstegangsjustering.

Kommissionen er enig med den danske regering i, at rammedirektiv 71/316 er af betydning for fortolkningen af specialdirektiv 76/891's rækkevidde. Den finder imidlertid, at den af den danske regering anlagte fortolkning af rammedirektivet, navnlig dettes artikel 2, stk. 2, og artikel 8, stk. 2, er for snæver. I de nævnte bestemmelser hedder det, at såfremt medlemsstaterne råder over det nødvendige tekniske udstyr, meddeler de på ansøgning fra producenten eller dennes befuldmægtigede EØF-typegodkendelse ... og ... foretager ... EØF-førstegangsjustering ....

Udtrykket råder over, som efter Kommissionens opfattelse skal sammenholdes med bestemmelserne i rammedirektivets bilag I og II, har en meget vid betydning, som omfatter ikke blot den mulighed, at de nødvendige kontrolundersøgelser udføres af medlemsstaternes myndigheder, men også andre muligheder, som ikke kræver, at medlemsstatens myndigheder selv har det nødvendige tekniske udstyr. Direktivet pålægger således efter Kommissionens opfattelse ikke medlemsstaterne at indrette prøvefaciliteter. De danske myndigheder kan således anerkende undersøgelser foretaget på angivne laboratorier enten i Danmark eller i andre medlemsstater eller kræve, at ansøgeren selv stiller det nødvendige materiel og personale til rådighed ved undersøgelser foretaget på f.eks. produktionsstedet.

Kommissionen har videre anført, at de pågældende fællesskabsbestemmelser også gælder til fordel for handlende, som ønsker at eksportere elektricitetsmålere til andre medlemsstater, der enten er produceret i Danmark eller importeret til Danmark fra andre lande, herunder tredjelande. De pågældende direktiver er således af interesse både for aktuelle og potentielle producenter. Den danske regerings argument om, at den eneste danske producent af elektricitetsmålere ikke er interesseret i en EØF-typegodkendelse og EØF-førstegangsjustering af sine produkter, og at samhandelen med Danmark, hvor udenlandske elektricitetsmålere dækker ca. 40 % af det samlede forbrug, foregår upåklageligt, kan efter Kommissionens opfattelse ikke begrunde, at man undlader at gennemføre Rådets direktiv 76/891.

Den danske regering har gjort gældende, at det klart fremgår af artikel 2, stk. 2, og artikel 8, stk. 2, i rammedirektiv 71/316, at medlemsstaterne kun er forpligtede til at meddele EØF-typegodkendelse og foretage EØF-førstegangsjustering, såfremt de selv råder over det nødvendige tekniske udstyr.

Kommissionen gør et mislykket forsøg på at bortfortolke betydningen af disse regler ved i stævningen at hævde, at det vil være tilstrækkeligt, at de nationale myndigheder kan anvende teknisk udstyr fra private laboratorier, herunder private laboratorier i andre medlemsstater. Den danske regering mener, at hvis Kommissionens fortolkning var rigtig, ville en enkelt, anvendelig prøvefacilitet være tilstrækkelig til at gennemføre de to direktiver i alle medlemsstater.

Der kan efter den danske regerings opfattelse ikke være tvivl om, at de førnævnte bestemmelser skal forstås efter deres naturlige ordlyd, således at det er myndighederne selv, der rent faktisk skal råde over det fornødne tekniske udstyr. Dette betyder modsætningsvis, at de medlemsstater, som ikke selv råder over sådant udstyr, ikke har pligt til at meddele EØF-typegodkendelse og EØF-førstegangsjustering.

Efter den danske regerings opfattelse bygger Kommissionens fortolkning af de pågældende bestemmelser på nogle meget usikre fortolkningsbidrag.

Dette gælder navnlig artikel 2, 2. pkt., i direktiv 76/891, der efter den danske regerings opfattelse kun betyder, at elektricitetsmålere for at opnå EØF-stempel og EØF-mærke skal efterprøves i overensstemmelse med direktivet. At også symbolet for Danmark (DK) er fastsat ved tiltrædelsesakten af 1972, bilag I, afsnit X, pkt. 12, er endvidere ganske uden betydning for indholdet af medlemsstaternes forpligtelser, der er klart defineret i artikel 2, stk. 2, og artikel 8, stk. 2, i rammedirektiv 71/316. Dette symbol blev medtaget i rammedirektivet for det tilfældes skyld, at Danmark måtte beslutte sig til at indføre EØF-typegodkendelse og EØF-førstegangsjustering for de pågældende produkter.

Der er efter den danske regerings opfattelse intet belæg for Kommissionens synspunkt, hvorefter en pligt til at give borgerne mulighed for at gennemføre EØF-typegodkendelse og EØF-førstegangsjustering er omfattet af direktivets formål.

Det er efter regeringens opfattelse direktivets formål at afskaffe de tekniske barrierer, der vanskeliggør adgangen til at markedsføre de af direktivet omfattede elektricitetsmålere i Fællesskabet. Som det er Kommissionen bekendt, har sådanne barrierer aldrig eksisteret i Danmark. Efter den danske regerings opfattelse kan det ikke anses for omfattet af direktivets målsætning, at der skal ydes et aktivt bidrag til at fremme eksporten af danske elektricitetsmålere til andre medlemsstater.

Endelig har den danske regering bemærket, at Kommissionen — uanset hvilken retsvirkning der tillægges Kommissionens og Rådets erklæring til Rådets mødeprotokol i forbindelse med vedtagelsen af direktiv 76/891 — i nærværende sag har forladt en retsopfattelse, som den tidligere har givet udtryk for, og som den vidste var af afgørende betydning for den danske regering. Dette i sig selv kan næppe undgå at få en negativ virkning for det fremtidige harmoniseringsarbejde i Rådet.