Ifølge Kommissionen kan den principale påstand i stævningen ikke fremmes til realitetsbehandling.

Betingelserne i procesreglementets artikel 38, stk. 1 er ikke opfyldt i det foreliggende tilfælde, da ordlyden af stævningen ikke gør det muligt for sagsøgte, på en måde der udelukker enhver tvivl, at vide, hvad den skal gøre eller lade foretage i tilfælde af en domfældelse i overensstemmelse med påstandene i stævningen. Det fremgår af sagsøgers begrundelse for påstanden, at han kræver fritagelse for forpligtelsen til at betale en afgift, dvs. kræver fjernelse af en økonomisk hindring, som ikke komplicerer kontraktens opfyldelse, men alene den efterfølgende indførsel og salget af varen inden for Fællesskabet. Det er ikke det samme som at sikre opfyldelse af kontrakten.

I det foreliggende tilfælde kan der kun anlægges sag i henhold til EØF-traktatens artikel 175.

Søgsmålet, der tilsigter at få konstateret en ret, mangler den nødvendige retsbeskyttelsesinteresse, da sagsøger allerede nu kan anlægge et erstatningssøgsmål.

Af samme grund mangler stævningens subsidiære påstand også retsbeskyttelses-interesse, eftersom sagsøger allerede nu kan opgøre sit tab og anlægge et erstatningssøgsmål.

Sagsøger gør i sin replik gældende, at det allerede er udelukket at anvende traktatens artikel 175, fordi Kommissionen har taget stilling til sagsøgers breve.

Et erstatningssøgsmål i henhold til EØF-traktatens artikel 215, stk. 2 er en uafhængig og selvstændig søgsmålsform i forhold til traktatens artikel 173, og det samme må gælde for EØF-traktatens artikel 175.

For så vidt angår naturalopfyldelsen, mener sagsøger, at der som lovlig foranstaltning kan komme en afgørelse fra den kompetente institution i betragtning, således som sagsøger har formuleret det i sine påstande i replikken. Sagsøger kan kun kræve, at der træffes en foranstaltning, der vedrører sagsøgers individuelle tilfælde, og som holder sig inden for rammerne af de ved traktaten tilladte former for retsakter. Størstedelen af teorien antager, at der gælder en sådan ret til at give pålæg i form af en afgørelse. Denne må især være tilladt med henblik på at sikre en tilstrækkelig retsbeskyttelse. Kommissionen skal have mulighed for at træffe en rimelig løsning for de vanskeligheder, der opstår, ved i et enkelt tilfælde at give en medlemsstat pålæg. Uden en sådan beføjelse til at give pålæg, vil der opstå et retligt tomrum.

Sagsøger har ikke anlagt et erstatningssøgsmål, men derimod et søgsmål med henblik på konstatering af en forpligtelse, der er opstået for Kommissionen, da sagsøger går ud fra, at Kommissionen vil efterkomme en sådan afgørelse fra Domstolen.

Sagsøger mener at have interesse i at nedlægge påstand om den i replikken omhandlede konstatering. Ikke desto mindre har sagsøger dog subsidiært udvidet sit søgsmål ved et erstatningssøgsmål.

Ifølge sagsøgte kan den i replikken indeholdte principale påstand ikke antages til realitetsbehandling, da det drejer sig om et søgsmål, der tilsigter konstatering af en ret.

Sagsøger har i sin replik udtrykkeligt frafaldet, at sagsøgte umiddelbart dømmes til at træffe den pågældende afgørelse. Sagsøger fastholder sit krav om en erklæring af generel art, hvorefter sagsøgte forpligtes til at opfordre de tyske toldmyndigheder til ikke at afkræve sagsøgeren nogen afgift.

Hvis Domstolen følger denne påstand, ved sagsøgte ikke hvorledes en sådan dom skal fuldbyrdes.

Et retskonstaterende søgsmål er begrænset ved sagsgenstanden, dvs. at den udgør en midlertidig konstatering af en retlig situation, der eventuelt kan give anledning til et senere erstatningssøgsmål. Et retskonstaterende søgsmål er derfor overflødigt, når der kan anlægges sag med påstand om den krævede erstatning, og når sagsøgte direkte kan dømmes til en økonomisk eller faktisk erstatning.

I det foreliggende tilfælde lader en konstatering fuldstændigt det for sagsøgte afgørende spørgsmål stå åbent, om sagsøgte gennem et erstatnings søgsmål kan forpligtes til at udstede bestemmelser til fordel for tredjeparter, hvis indhold foreskrives i de mindste detaljer, eller om sagsøgte skal yde en økomomisk erstatning.

Den principale påstand kan ikke antages til realitetsbehandling, endog selv om den havde været fremsat under et erstatningssøgsmål. Ifølge traktatens retsbeskyttelsessystem kan påstande om annullation af en bebyrdende retsakt eller om udstedelse af en for sagsøgte begunstigende retsakt efter EØF-traktatens artikel 189 kun fremsættes under den ved EØF-traktatens artikler 173 eller 175 foreskrevne fremgangsmåde. EØF-traktatens artikel 215, stk. 2 har kun en selvstændig, nødvendig og logisk funktion på området for økonomisk erstatning, hvilket område ikke er omfattet af EØF-traktatens artikler 173 og 175.

Selv ud fra synspunktet erstatning i form af naturalopfydelse kan lovgiver ikke ved søgsmål forpligtes til præcist angivne lovændringer.

Stimming gør gældende, at Kommissionen har handlet ulovligt og også har begået en fejl i udøvelsen af sine funktioner.

Artikel 7 i forordning nr. 425/77 bemyndiger sagsøgte til at træffe overgangsforanstaltninger i enkelte alvorlige tilfælde. Sagsøgte er forpligtet til, og om nødvendigt i sådanne tilfælde, at udnytte den kompetence, der er tillagt sagsøgte, til at udstede forordninger, når det drejer sig om at sikre overholdelsen af principperne om beskyttelse af den berettigede forventning hos de pågældende, om forholdet mellem mål og midler og om ligebehandling.

Subsidiært er påstanden om erstatning støttet på det almindelige princip om beskyttelse af den berettigede forventning hos de pågældende, hvilket princip — især ved ændringer af tariferinger — kræver tilstrækkeligt lange overgangsperioder. Dette fremgår af Domstolens restpraksis.

Om en overgangsperiode er tilstrækkelig må afgøres individuelt. I det foreliggende tilfælde er en overgangsperiode på ni måneder absolut nødvendig, således som det principielt er foreskrevet ved artikel 7 i forordning nr. 425/77.

Sagsøger har ikke kunnet forudse ændringen af position 16.02 B III b) 1 i FTT. Sagsøger havde tillid — berettiget — til den bindende toldtariferingsudtalelse og selve den fælles toldtarif.

Desuden viste både betragtningerne til forordning nr. 425/77 og forordningens artikel 7, at der ikke bestod nogen tvingende offentlig interesse i ikke at anvende overgangsforanstaltninger for indgåede kontrakter. Sursteg er ikke en vare der fremstilles ad hoc, men er et kendt produkt, og det er ikke længere muligt at erstatte sursteg med kød henhørende under position 02.01 i FTT, hvilket forordning nr. 425/77 ifølge sine betragtninger skal forhindre.

Forordning nr. 425/77 har overtrådt den inden for GATT gennemførte konsolidering. En væsentlig begrænsning for de varer, der er omfattet af den konsoliderede position 16.02 B III b), kan kun gennemføres efter en godkendelse inden for GATT eller et delvist tilbagekald af konsolideringen.

De afgifter, der rammer sursteg, er overdrevent høje og har absolut hæmmende virkning; de strider derfor både mod bestemmelserne i EØF-traktatens artikler 39 og 110 og principperne om forholdet mellem mål og midler og om ikke-forskelsbehandling. Inden for rammerne af den fælles markedsordning for oksekød har Fællesskabets myndigheder ikke samtidig forfulgt de ved EØF-traktatens artikler 39 og 110 fastlagte målsætninger; de har derimod centreret den fælles oksekødpolitik om forhøjelsen af de individuelle indkomster for de i landbruget beskæftigede personer (EØF-traktatens artikel 39, stk. 1, litra b)) og har dermed givet afkald på enhver handlefrihed og enhver mulighed for at forfølge virkeliggørelsen af andre målsætninger både på kort og lang sigt.

Ifølge EØF-traktatens artikel 215, stk. 2 skal Fællesskabet i overensstemmelse med de almindelige retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstatenes retssystemer, erstatte skader forvoldt af dets institutioner. Erstatningen kan også ydes i form af naturalopfyldelse, hvilket er en retsgrundsætning, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer.

Ifølge sagsøgte savner søgsmålet ethvert retligt grundlag.

De af Rådet udstedte retsforskrifter kan ikke ændres af sagsøgte. De er bindende både for sagsøgte og for tredjeparter. For så vidt som sagsøger anfægter lovligheden af afgiftsordningen efter forordning nr. 425/77, er det Rådet, Fællesskabets selvstændige lovgivningsorgan, og ikke Kommissionen, som er ansvarlig for, om de ad lovgivningsvejen udstedte retsakter er lovlige.

Afgiftsordningen efter forordning nr. 805/68, der er ændret ved forordning nr. 425/77, overlader det til sagsøgte at gennemføre de aritmetiske beregninger på grundlag af de foreskrevne kriterier. De gør det ikke muligt for sagsøgte at indrømme bestemte importører individuelle særfordele i form af fritagelse for importafgifter.

Artikel 17 i forordning nr. 805/68, som ændret ved forordning nr. 425/77, foreskriver, at denne forordning anvendes under iagttagelse af de forpligtelser, der i henhold til de af Fællesskabet indgåede aftaler er internationalt bindende. De inden for rammerne af GATT aftalte forpligtelser er omfattet af den nævnte artikel.

Ingen af bestemmelserne i GATT giver dog sagsøger en ret til afgiftsfrit at indføre varer, som sagsøger kan påberåbe direkte over for sagsøgte. Sagsøger har ikke kunnet specificere hvilken regel i GATT, det drejer sig om.

Konsolideringen af position 16.02 B III b) 1 er en gammel konsolidering, der kun vedrører oksekødkonserves, især af typen corned beef samt tilberedte, kogte varer af kød af hornkvæg. Den tidligere vedtagne udvidelse af den aftale bundne toldsats for formelt alle produkter henhørende under position 16.02 III b) 1 var en ensidig indrømmelse fra Fællesskabets side, der gradvis er blevet trukket tilbage siden 1975 ved vedtagelsen af beskyttelsesforanstaltninger.

Artikel 7 i forordning nr. 425/77 indrømmer sagsøgte en skønsmargen ud fra administrative hensigtsmæssighedsbetragtninger. Kriteriet om beskyttelse af den berettigede forventning forpligter kun sagsøgte til at træffe særlige overgangsforanstaltninger, hvis eksistensen eller afviklingen af bestående retsforhold inden for erhvervslivet bliver berørt på en direkte og uforudseelig måde, og en tvingende offentlig interesse ikke kræver dette. Dette har ikke været tilfældet i den foreliggende sag.

Sagsøgte redegør for udviklingen inden for dette område (pkt. 5 og 6 i svarskriftet) og anfører, at den åbning, der består i beskyttelsen udadtil for oksekødmarkedet, som følge af den formelle sondring mellem fersk kød henhørende under position 02.01 og tilberedte varer af kød henhørende under position 16.02 B III b) 1, er blevet lukket ved beskyttelsesforanstaltninger, der er truffet de sidste to år. Sagsøger havde ifølge sine egne oplysninger allerede under ordningen med kobling efter forordning nr. 76/76, der betinger udstedelsen af de nødvendige importlicenser for de enkelte varer henhørende under position 16.02 B III b) 1 af det forudgående køb af interventionskød, indført et prøve-parti rumænsk sursteg. Selv om sagsøger ved denne lejlighed ud fra et rent formelt synspunkt ikke har skullet betale en importafgift, har sagsøger dog rent faktisk betalt en importafgift, der udgør en del af den købspris, der er betalt til interventionsorganet inden erhvervelsen af den nødvendige importlicens. Denne pris er udtrykkeligt blevet fastsat til et højere niveau for at genindbringe de som følge af fremgangsmåden ikke direkte opkrævede importafgifts-beløb.

Ikke alene har afgiftsordningen efter forordning nr. 425/77 ikke medført en dybtgående ændring af indførselsbetingelserne på det materielle plan, men indførelsen heraf har været forudseelig. Ingen har kunnet regne med, at Rådet ville genåbne den breche, som sagsøgte efter to års anstrengelser endelig havde lukket.

En forsigtig og omhyggelig handlende ville enten rettidigt have sikret sig et tilstrækkeligt antal importlicenser inden for rammerne af beskyttelsesforanstaltningen, eller have ventet med at indgå vigtige kontrakter, der skulle opfyldes efter den 1. april 1977, indtil han kendte den til den tid gældende importordning. Oplysningerne om, at der den 1. april 1977 ville træde en ny affattelse af den gældende ordning om afgifter i kraft, er rettidigt blevet meddelt ved forordning nr. 3117/76 (EFT 1976, L 352, s. 14).

En bindende toldtariferingsudtalelse indeholder efter sin retlige natur ingen garanti vedrørende arten af og størrelsen af de for varer henhørende under den pågældende position opkrævede importafgifter. Sagsøgte er principielt ikke ansvarlig for sådanne tariferingsudtalelser, der hidrører fra en national forvaltningsmyndighed. Desuden var den nævnte toldtariferingsudtalelse allerede to år gammel, da sagsøger indgik den omtvistede kontrakt.

Ifølge sagsøgte mener sagsøger at kunne unddrage sig anvendelsen af importordningen ved hjælp af det af sagsøger opfundne produkt, nemlig grydeklar sursteg, og ved hjælp af de dermed opnåede prisfordele at kunne foranledige forbrugerne til at købe sagsøgers varer i stedet for normale stege af kød. Sagsøger forsøger således netop at gøre det, som den omtvistede afgiftspligt havde til formål at forhindre.

Ifølge princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er sagsøgte ikke forpligtet til at indrømme den af sagsøger krævede afgiftsfritagelse. Sagsøgte er derfor ikke forpligtet til at yde erstatning.

Sagsøger gør i sin replik gældende, at Kommissionen også ifalder ansvar, hvis den pågældende forordning er delvis ulovlig, da artikel 1, stk. 1 litra a) og artikel 9 kun er indføjet i forordning nr. 425/77 efter forslag fra Kommissionen.

Artikel 17 i forordning nr. 805/68 foreskriver ikke noget andet end artikel 10 i forordning nr. 2759/75 om den fælles markedsordning for svinekød (EFT 1975, L 282, s. 1), hvorefter (importafgiften) for så vidt angår produkterne … for hvilke toldsatsen er blevet konsolideret i GATT, begrænses … til det beløb, som følger af denne konsolidering.

Det er ikke nødvendigt at anføre de særlige regler i GATT, da konsolideringen i GATT er genstand for bestemmelserne i forordning nr. 805/68 og den fælles toldtarif.

Sagsøgte vil nu fortolke positionen således, at konsolideringen kun vedrører konserverede varer af kød af hornkvæg, især af typen corned beef, samt tilberedte, kogte varer af kød af hornkvæg. Sagsøger mener, at konsolideringen vedrører en bestemt position; de varer, som henhører under denne position, har obligatorisk fordel af konsolideringen af toldsatsen. Fællesskabsmyndighederne har ikke kompetence til efter forgodtbefindende at begrænse indholdet af en konsolideret position.

Ifølge de forklarende bemærkninger til Toldsamarbejdsrådet-nomenklaturen, som Fællesskabet er bundet af—

Dom af 19. 11. 1975, N.V. Nederlandse Spoorwegens toldkontor mod Inspecteur der invoerrechten en accijnzen, sag 38/75, Sml. 1975, s. 1450.

Artikel 7 i forordning nr. 425/77 skal ikke i første række afhjælpe administrative hensigtsmæssighedsbetragtninger men især væsentlige vanskeligheder for visse produkter, og sådanne har foreligget i det foreliggende tilfælde.

Desuden er sagsøgte generelt forpligtet til at træffe særlige overgangsforanstaltninger. Alle de foreskrevne betingelser er opfyldt, hvilket medfører, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning uden videre skal anvendes. Ifølge sagsøgtes indlæg ifalder Fællesskabet kun ansvar i det tilfælde, hvor dets afgørelse er et udslag af magtfordrejning.

Den nye opdeling af position 16.02 B III b) 1 har ikke været forudseelig for sagsøger. Det pågældende parti sursteg blev indført den 25. marts 1977uden importlicens og blev fortoldet efter en toldsats på 26 %. Det kan alene udledes af forordning nr. 3117/76, at beskyttelsesforanstaltningerne er ophævet, og at den normale importordning er genindført. Sagsøgte har således skabt en situation af tillid, som sagsøger har kunnet basere sin senere adfærd på.

Kommissionen anfører i sin duplik for det første, at den ikke har haft mulighed for at træffe overgangsforanstaltninger efter den 31. december 1977, således som det er foreskrevet i artikel 7 i forordning nr. 425/77. Påstanden i bilag I er således uden grundlag.

Sagsøgte er kun forpligtet til at yde erstatning, hvis sagsøgte var retligt forpligtet til at træffe den af sagsøger krævede afgørelse.

Artikel 7 i forordning nr. 425/77 foreskriver ikke en sådan forpligtelse. Heller ikke ud fra synspunktet om magtfordrejning kan der udledes en forpligtelse til at træffe den krævede afgørelse. For at opfylde denne betingelse, skulle enhver adfærd fra sagsøger anses som vilkårlig, åbenbart forkert og totalt uberettiget. Sagsøgte har allerede detaljeret redegjort for grundene til, at sagsøgte har nægtet at efterkomme sagsøgers krav.

Desuden er der intet i sagsøgers individuelle situation, der gør det nødvendigt at indrømme sagsøger de krævede ensidige importfordele.

For så vidt som sagsøger anfægter gyldigheden af den gældende afgiftsordning, anfægter sagsøger også gyldigheden af hele forordning nr. 425/77. Hvis den nævnte forordning ikke var gyldig, ville dens artikel 7 heller ikke være det. Denne udgør den eneste retlige norm, der overhovedet ville have gjort det muligt for sagsøgte at indrømme sagsøger den krævede undtagelse.

Det må konstateres, at sagsøger ikke har forventet opretholdelse af en for sagsøger fordelagtig ordning. Sagsøger har ved indgåelsen af sin kontrakt med den rumænske leverandør ikke taget hensyn til den importordning, der er foreskrevet ved den fælles markedsordning for oksekød.

Sagsøger har højst håbet, at de importbegrænsninger, der stadig gjaldt på tidspunktet for kontraktens indgåelse, ville blive erstattet af en fuldstændig liberaliseret indførsel af sursteg.

Desuden konstaterede sagsøgte ved udstedelsen af forordning nr. 3117/76 alene, at gældende beskyttelsesforanstaltninger udløb den 1. april 1977.

Denne angivelse skal ikke nødvendigvis forstås i den af sagsøger anførte betydning, således at indførelsen af produkter henhørende under position 16.02 B III b) 1 atter kan gennemføres under disse for længst ophævede betingelser. Sagsøger er alene om at fortolke denne angivelse således.