Kommissionens forordning (EF) nr. 1508/96 af 29. juli 1996 om ekstraordinære støtteforanstaltninger for oksekødsmarkedet i Portugal i henhold til beslutning 96/381/EF
EF-Tidende nr. L 189 af 30/07/1996 s. 0086 - 0087
KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1508/96 af 29. juli 1996 om ekstraordinære støtteforanstaltninger for oksekødsmarkedet i Portugal i henhold til beslutning 96/381/EF KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 805/68 af 27. juni 1968 om den fælles markedsordning for oksekød (1), senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1357/96 (2), særlig artikel 23, og ud fra følgende betragtninger: Ved beslutning 96/381/EF (3) godkendte Kommissionen de foranstaltninger, som Portugal har foreslået til bekæmpelse og udryddelse af BSE i denne medlemsstat; disse foranstaltninger indebærer obligatorisk slagtning af kreaturer, der er født i Det Forenede Kongerige, eller som på et eller andet tidspunkt har tilhørt en besætning, hvor der er forekommet tilfælde af BSE; ifølge ovennævnte beslutning bør der ydes finansiel støtte til Portugal i forbindelse med slagtning af de pågældende dyr efter retningslinjerne i Kommissionens forordning (EF) nr. 716/96 af 19. april 1996 om ekstraordinære støtteforanstaltninger for oksekødsmarkedet i Det Forenede Kongerige (4), senest ændret ved forordning (EF) nr. 835/96 (5); det bør derfor fastsættes, at EF skal yde et bidrag svarende til 70 % af markedsværdien af de slagtede dyr; med henblik på bestemmelse af markedsværdien indfører Portugal et system, der sikrer en rimelig og objektiv vurdering af hvert enkelt dyr; det er nødvendigt at sikre, at de pågældende kreaturer aflives og destrueres på en måde, der ikke udgør nogen trussel for menneskers eller andre dyrs sundhed; der må derfor fastsættes nærmere betingelser for destruktionen af sådanne kreaturer og for den kontrol, som de portugisiske myndigheder skal foretage; for at undgå, at kreaturer, som skal slagtes på et slagteri, bliver blandet med dyr, der ikke er omfattet af denne ordning, og for at hindre, at der opstår fejltagelser med hensyn til identiteten, bør kreaturerne holdes adskilt i slagteriets ventefolde såvel som på selve slagteriet; der bør træffes bestemmelser, der sikrer at EF-eksperter kan kontrollere, at de fastsatte betingelser bliver overholdt; de i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Oksekød - UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING: Artikel 1 1. Portugal bemyndiges til at udbetale kompensation for kreaturer, der pr. 1. april 1996 holdes på en bedrift på Portugals område, og som slagtes efter Portugals udryddelsesplan som godkendt ved beslutning 96/381/EF. 2. De i stk. 1 omhandlede kreaturer aflives på særligt udpegede slagterier, og hoveder, indre organer og slagtekroppe skal farves permanent. Det farvede materiale skal føres i plomberede containere til særligt autoriserede forbrændings- eller destruktionsanstalter, hvor det skal behandles og derefter destrueres. Ingen del af ovennævnte kreaturer må indgå i fødevare- eller foderkæden eller anvendes til kosmetiske eller farmaceutiske produkter. En repræsentant for Portugals kompetente myndighed skal konstant være til stede på ovennævnte slagterier for at overvåge de pågældende operationer. Uanset første afsnit, og forudsat at der foretages den fornødne kontrol: - kan Portugals kompetente myndighed tillade slagtning af kreaturer på bedriften; efter slagtning skal sådanne dyr straks transporteres til en forbrændings- eller destruktionsanstalt, hvor de skal behandles og derefter destrueres - kræves det ikke, at huder fra de i stk. 1 omhandlede kreaturer farves eller destrueres, forudsat at de er blevet behandlet på en sådan måde, at de udelukkende kan bruges til fremstilling af læder. 3. De i stk. 2 omhandlede slagterier skal være således organiseret og drevet, at det sikres: - at intet kreatur, hvoraf produkter efter slagtning er bestemt til konsum eller foder, befinder sig på slagteriet, når kreaturer bliver slagtet efter denne ordning - at det, hvis det er nødvendigt at holde kreaturer, som skal slagtes efter denne ordning, i ventefolde, så sker adskilt fra kreaturer, der skal slagtes til konsum eller foder - at det, hvis det er nødvendigt at opbevare produkter hidrørende fra kreaturer slagtet efter denne ordning, så sker adskilt fra al anden opbevaring af kød eller andre produkter bestemt til konsum eller foder. 4. Portugals kompetente myndighed: - bemyndiges uanset stk. 1 til, inden behandling og destruktion af kreaturerne, at foretage laboratorieundersøgelse af hjerner, der udgør en del af en prøve udtaget af slagtede dyr - foretager den nødvendige administrative kontrol og effektive overvågning på stedet af operationerne som omhandlet i stk. 2 og 3 - kontrollerer disse operationer ved hyppige, uvarslede inspektioner, navnlig for at efterprøve, at alt farvet materiale er blevet effektivt destrueret. Kommissionen skal efter anmodning have adgang til resultaterne af disse kontroller og undersøgelser. Artikel 2 1. Den kompensation pr. kreatur, som Portugal ifølge artikel 1, stk. 1, skal udbetale til producenten eller dennes repræsentant, er lig med den objektive markedsværdi i Portugal af hvert af de pågældende kreaturer bestemt efter et system for objektiv vurdering godkendt af Portugals kompetente myndighed. 2. EF medfinansierer de afholdte udgifter til den kompensation, der er omhandlet i stk. 1, med 70 % for kreaturer slagtet i henhold til artikel 1. 3. Uanset stk. 1 bemyndiges Portugals kompetente myndighed til at udbetale et tillægsbeløb for kreaturer slagtet efter denne ordning. EF medfinansierer ikke sådanne udgifter. Artikel 3 Portugal vedtager de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at denne ordning anvendes korrekt. Portugal underretter snarest muligt Kommissionen om de foranstaltninger, det har truffet, og om eventuelle ændringer heraf. Artikel 4 Portugals kompetente myndighed: a) underretter hver onsdag Kommissionen om: - antallet af dyr, der er blevet udvalgt til slagtning - antallet af dyr, der er blevet slagtet - den gennemsnitlige markedsværdi af de slagtede dyr - de samlede tillægsbeløb, jf. artikel 2, stk. 3 efter denne ordning i den foregående uge b) udarbejder en detaljeret rapport om kontrol foretaget ifølge de i artikel 3 omhandlede foranstaltninger og sender den til Kommissionen hvert kvartal. Artikel 5 Uden at det i øvrigt berører artikel 9 i Rådets forordning (EØF) nr. 729/70 (6), foretager Kommissionens eksperter, som i relevante tilfælde ledsages af eksperter fra medlemsstaterne, i samarbejde med Portugals kompetente myndighed kontrol på stedet for at efterprøve, om alle bestemmelserne i denne forordning efterkommes. Artikel 6 De i denne forordning fastsatte foranstaltninger anses for at være interventionsforanstaltninger efter artikel 3 i forordning (EØF) nr. 729/70. Artikel 7 Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Den anvendes fra den 1. april 1996. Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den 29. juli 1996. På Kommissionens vegne Franz FISCHLER Medlem af Kommissionen (1) EFT nr. L 148 af 28. 6. 1968, s. 24. (2) EFT nr. L 175 af 13. 7. 1996, s. 9. (3) EFT nr. L 149 af 22. 6. 1996, s. 25. (4) EFT nr. L 99 af 20. 4. 1996, s. 14. (5) EFT nr. L 112 af 7. 5. 1996, s. 17. (6) EFT nr. L 94 af 28. 4. 1970, s. 13.