Det første spørgsmål fra Corte di cassazione rummer to problemstillinger, der må holdes ud fra hinanden. Den ene drejer sig om Domstolens kompetence til at fortolke folkeretlige aftaler, den anden omhandler disse aftalers virkninger for de retsregler, der anvendes ved medlemsstaternes retter.

Af Domstolens praksis fremgår, at begrundelsen for dens kompetence til at fortolke folkeretten, skal søges i ønsket om, at fællesskabsretten bliver fortolket og anvendt på ensartet måde, hvilket imidlertid modvirkes i tilfælde, hvor en folkeretlig regel, der finder anvendelse i Fællesskabets retsorden, eventuelt må gives forrang for en fællesskabsretlig bestemmelse. Dette vil kun kunne være tilfældet, såfremt Fællesskabet er bundet af den omhandlede folkeretlige bestemmelse, og denne er således beskaffen, at Fællesskabets borgere kan påberåbe sig den i retssager. Når henses til EØF-traktatens artikel 235 er Domstolen, når den får forelagt et spørgsmål vedrørende fortolkningen af en bestemmelse i en folkeretlig aftale, kompetent til at fortolke denne bestemmelse for at fastlægge dens virkninger i Fællesskabets retsorden.

De aftaler, Fællesskabet i medfør enten af artiklerne 113 og 114 eller artiklerne 238 og 228 i EØF-traktaten har afsluttet, binder Fællesskabet og medlemsstaterne, de skaber regler, der er umiddelbart anvendelige, og som skal afføde subjektive rettigheder for privatpersoner. Det samme kan siges om de aftaler, der, som det siges, er blevet en del af fællesskabsretten og ganske særligt, fra indførelsen den 1. juli 1968 af den fælles toldtarif, om GATT-overenskomsten.

Domstolen har stadig kompetence til at fortolke de folkeretlige aftaler, der, jf. EØF-traktatens artikel 234, af én eller flere medlemsstater er afsluttet før traktatens ikrafttræden, uafhængigt af det forhold, at Fællesskabet er trådt i medlemsstaternes sted, for så vidt angår de forpligtelser, der påhviler dem i medfør af disse aftaler. Kompetencen hertil består imidlertid kun i det omfang, den folkeretlige regel ifølge EØF-traktatens system skal have forrang frem for de fællesskabsregler, der findes i traktaten eller den afledede fællesskabsret. Det, der skal undgås, er, at en folkeretlig regel fortolkes forskelligt fra medlemsstat til medlemsstat til forskel fra en fællesskabsbestemmelse, der derimod skal anvendes på ensartet måde i hele Fællesskabet.

Retsvirkningerne af de folkeretlige aftaler, der er blevet en del af fællesskabsretten, indtræder, for så vidt angår retsanvendelsen ved nationale domstole, på det tidspunkt, Fællesskabet officielt har gennemført disse aftaler ved en retsakt, der binder medlemsstaterne. GATT-overenskomsten fik således virkning på datoen for indførelsen af den fælles toldtrarif, den 1. juli 1968. Medlemsstaterne ophørte på denne dato med at være kompetente på toldområdet, for så vidt angår forbindelserne med tredjelande.

Det vil derfor i forbindelse med den tvist i hovedsagen, der ligger til grund for sag 267/81, være meningsløst at anmode Domstolen om en selv indirekte stillingtagen til foreneligheden af afgiften for administrative ydelser og GATT-reglerne. Spørgsmålet herom skal udelukkende afgøres i henhold til sådanne kriterier, som eventuelt måtte kunne udledes af italiensk retspraksis.

Afgiften for administrative ydelser opkræves for indførsler fra tredjelande af andre varer end landbrugsvarer. Ifølge Domstolens praksis er fællesskabsretten derfor i det hele uanvendelig; det bliver den italienske stats opgave at tage stilling til, om afgiften skal bibeholdes eller afskaffes, og denne kan herved alene henholde sig til egne regler og egen retspraksis.

Det er i øvrigt ikke i Domstolens praksis blevet anerkendt, at GATT-bestemmelserne kan skabe subjektive rettigheder på fællesskabsplan, således at de kan påberåbes ved nationale retter mod en bestemmelse, der findes i en fællesskabsforordning. Det problem, Corte di cassazione står overfor, gælder rækkevidden af en bestemmelse i GATT, for så vidt angår en national afgift, der blev indført før EØF-traktaten trådte i kraft. Domstolen har ikke kompetence til at beskæftige sig med dette spørgsmål; det står ifølge EØF-traktatens system medlemsstaterne frit for ifølge deres egne regler og under overholdelse af fællesskabsretten at bibeholde eller afskaffe en sådan afgift.

Domstolen har gentagne gange fastslået, at Fællesskabet i det omfang, det i henhold til EØF-traktaten ved gennemførelsen af GATT-overenskomsten udøver kompetence, der tidligere tilkom medlemsstaterne, er trådt i disses sted, for så vidt angår opfyldelsen af forpligtelserne i henhold til overenskomsten. Dette forhold har de andre kontraherende stater anerkendt.

I det omfang, denne overgang af kompetence konkret har fundet sted, må Domstolen for at kunne efterprøve, om konkurrerende regler kan forenes, besidde kompetence til præjudicielt at fortolke de bestemmelser i GATT, der omfattes af den nævnte kompetenceovergang. Domstolen må derfor analogisk og i kraft af et indlysende krav om en ensartet retsanvendelse, anses for kompetent til direkte at fortolke de samme bestemmelser, når de inden for rammerne af den foreliggende tvist synes at udgøre det umiddelbart anvendelige grundlag for en afgørelse.

Corte di cassazione er nået til det resultat, at GATT-overenskomstens artikler II og III, i betragtning af deres self executing-karakter må antages at være således beskafne, at de i den italienske retsorden i kraft af deres recipering dér skaber rettigheder for private, der kan gøres gældende ved domstolene; Domstolen er derimod nået til det resultat, at bestemmelserne i GATT-overenskomsten ikke i betragtning af dennes system, ånd og bogstav er egnet til at skabe rettigheder for Fællesskabets borgere, som disse kan gøre gældende ved Domstolene.

Det spørgsmål, Corte di cassazione har stillet i det foreliggende tilfælde, må søges løst på baggrund af kravet om en ensartet anvendelse af GATT i fællesskabssammenhæng.

Præamblen til overenskomsten viser klart, at der ved overenskomsten på basis af gensidighed skal tilvejebringes dels væsentlige nedsættelser af toldsatser og andre skranker for handelen og dels afskaffelse af diskriminerende behandling i det internationale handelssamkvem. I førstnævnte henseende fastsættes først ved overenskomstens artikel II for de varer, der findes anført i hver af de kontraherende staters nationale lister, maksimumstolden, der ikke kan overstige den told, der er fastsat i de tilsvarende overenskomsten bilagte lister, og opstilles dernæst for de samme varer et forbud mod at forhøje andre på overenskomstens tidspunkt i importlandet gældende importafgifter. Forbudet mod at pålægge varer ny told eller andre importafgifter skal ifølge disse bestemmelsers ordlyd ganske klart kun gælde i forhold til de i nævnte lister anførte varer.

Af international forhandlingspraksis inden for GATT følger, at deltagere i overenskomsten altid, også uden udtrykkelig bestemmelse herom, i artikel II har indlagt, at bestemmelsen udelukkende finder anvendelse på varer, for hvilke der er givet toldindrømmelser, og som derfor er blevet optaget på de lister, der er bilagt overenskomsten eller vedlagt de nye deltagerstaters tiltrædelsesprotokol.

I øvrigt er der, for så vidt angår den systematiske fortolkning af overenskomsten, anledning til at give de i artiklerne XXVII (tilbageholdelse eller tilbagetrækning af indrømmelser) og XXVIII (ændringer i listerne) fastsatte regler en særlig placering.

Med artikel XXVII skal der skabes sikkerhed for en fast anvendelse af princippet om gensidighed og balance mellem samtlige de toldindrømmelser, en kontraherende part har givet for indførslerne til denne kontraherende parts territorium og samtlige de indrømmelser, denne kontraherende part har opnået for eksporten til andre kontraherende parters område af egne varer. Overenskomsten er derfor efter sammenhængen mellem bestemmelserne i artiklerne II og XXVII således indrettet, at listerne over indrømmelser ikke kan lades ude af betragtning.

Det samme resultat lader sig udlede af overenskomstens artikel XXVIII om tilbagetrækning af i det væsentlige tilsvarende indrømmelser.

Forbudet mod indførsel af ny told eller forhøjelse af den på et bestemt tidspunkt gældende told, finder således ifølge GATT-bestemmelserne udelukkende anvendelse på de varer, der er anført i listerne over toldindrømmelser.

GATT-overenskomstens artikel II, stk. 1, litra b), fastsætter et maksimum for den told, der kan opkræves ved indførsel af varer, som findes anført i afsnit I i listen vedrørende en af de kontraherende parter; i fortsættelsen hedder det dernæst: sådanne varer skal også være fritaget for alle andre toldafgifter eller afgifter af enhver art, der pålægges eller opkræves i forbindelse med indførslen, og som overstiger de toldsatser og afgifter, som var gældende på datoen for nærværende overenskomst. I Annecy-protokollen af 10. oktober 1949, ved hvilken Italien tiltrådte GATT, hedder det i artikel 5, litra a), at i samtlige tilfælde, i hvilke artikel II i den almindelige overenskomst indeholder angivelsen datoen for nævnte overenskomst, er det datoen for nærværende protokol, der er relevant for de lister, der findes som bilag til protokollen. Af sammenhængen mellem disse to bestemmelser må følge, dels at forbudet mod at forhøje tolden alene skal anvendes på de varer, for hvilke der er givet toldindrømmelser, og som derfor findes i listen vedrørende de enkelte lande og er omfattet af GATTs toldordning, og dels at artikel II i GATT som angivende en forpligtelse til at undlade pålæg eller opkrævning af andre indførselsafgifter end den told, der ifølge italiensk ret var gældende den 10. oktober 1949, udelukker, at det er muligt at opkræve afgifter for varer, der er omfattet af GATT og altså også f.eks. afgiften for administrative ydelser, hvis disse er indført efter undertegnelsen af Annecy-protokollen; Italien kunne omvendt uden videre have opkrævet nye og højere afgifter end de den 10. oktober 1949 gældende, af varer, der ikke fandtes på den ved Annecy-protokollen forhandlede liste XXVII, og som således ikke var omfattet af den særlige ved artikel II i GATT fastlagte toldordning.

Listen over toldindrømmelser er ganske vist blevet ændret og udvidet i forbindelse med andre landes tiltrædelse af overenskomsten, hvilket har medført en sideløbende ændring af antallet af de af GATT-ordningen omfattede varer. I samtlige protokoller, der har haft til formål eller til følge at udvide GATT-ordningen, således at den kom til at omfatte varer, som den ikke tidligere havde været gældende for, findes imidlertid en med Annecy-protokollens artikel 5, litra a), fuldstændig identisk klausul, ved hvilken forbudet mod en forhøjelse af tolden på de varer, der i kraft af disse protokoller er nytilkomne blandt de varer, for hvilke der er givet toldindrømmelser, angives først at skulle træde i kraft på datoen for de forskellige protokoller. For de varer, der ikke er anført i den oprindelige liste XXVII, men er tilkommet senere, f.eks. i den Torquay-protokollen af 21. april 1951 bilagte liste, skal derfor den grænse, udover hvilken indførselsafgifterne i medfør af artikel II i GATT ikke kan forhøjes, findes i de i Italien den 21. april 1951 gældende regler om sådanne afgifter. De nævnte varer, der lovligt er pålagt afgiften for administrative ydelser efter ikrafttrædelsen af den lov, ved hvilken denne indførtes, kan lovligt pålægges denne afgift efter den 21. april 1951, idet den heraf følgende afgiftsbyrde, der allerede fandtes på nævnte tidspunkt, ikke for disse varers vedkommende kan være udtryk for en forhøjelse af den på dette tidspunkt opkrævede told. Noget lignende gælder også for de lister over indrømmelser, Fællesskabet har forhandlet, bl.a. på toldkonferencerne under Dillon-runden og Kennedy-runden, idet man i de omhandlede akter eller protokoller klart har afvist enhver tilbagevirkning.

Ved fastlæggelsen af det afgiftsniveau, der for indførslerne til Italien ¡følge artikel II, stk. 1, litra b), i GATT, ikke kan forhøjes, er det altså datoen 10. oktober 1949 for de varer, der allerede var anført i den oprindelige liste XXVII, og datoen for slutprotokollen i Dillon-runden for de varer, som ikke fandtes i liste XXVII, men blev indført i listen over de indrømmelser, Fællesskabet forhandlede, der bliver afgørende. For de sidstnævnte varers vedkommende må opkrævningen af afgiften for administrative ydelser anses for lovlig, idet denne afgift, der allerede blev opkrævet i henhold til de før 1963 gældende italienske regler, ikke for dem kan udgøre en forbudt forhøjelse af indførselsafgifternes niveau. Det samme lader sig fastslå, for så vidt angår de varer, for hvilke der under de forhandlinger, Fællesskabet har ført under Kennedyrunden, der afsluttedes i 1967, er givet toldindrømmelser.

Det tredje spørgsmål skal derfor besvares således, at den dato, der i relation til artikel II i GATT har betydning for de varer, der for første gang blev optaget på de såkaldte fælles lister, og som ikke var anført i de nationale lister, der tidligere var blevet forhandlet af de enkelte stater, der senere blev medlemmer af Fællesskabet, er datoen for de protokoller, der blev undertegnet ved afslutningen af toldforhandlingerne under Dillon-runden og Kennedy-runden.

Den franske Republiks regering har anført, at hovedsagerne drejer sig om forholdet mellem iværksættelsen af en italiensk lov og GATT-bestemmelserne, altså om en national lovgivnings forenelighed med en folkeretlig regel. Der kan altså i det foreliggende tilfælde ikke blive tale om at anvende fællesskabsret. Listen XL-EØF er kun tilsyneladende en fællesskabsliste, idet den blot er en gentagelse af de forskellige medlemsstaters lister; da den ikke er indføjet i den fælles toldtarif, er den ikke en del af fællesskabsretten.

Det er Fællesskabet, der i medfør af EØF-traktatens artikel 113 efter overgangsperiodens udløb er kompetent med hensyn til den fælles handelspolitik. Ud af denne indre kompetence har der udviklet sig en ydre kompetence, i kraft af hvilken Kommissionen inden for GATT på vegne af medlemsstaterne, der fortsat er kontraherende parter, kan forhandle. Sidstnævnte kompetence har imidlertid først kunnet udøves efter den 1. juli 1968; en fortolkning fra Domstolen af bestemmelser og lister i GATT kan følgelig kun have hensyn til faktiske forhold, der stammer fra tiden efter nævnte dato.

Corte di cassaziones fortolkningsspørgsmål mister altså sin betydning i sagerne 267/81, og 269/81, hvis faktum daterer sig fra perioden før 1968; i sag 268/81 vil Domstolens fortolkning kun kunne tillægges betydning for de faktiske forhold, der tilhører perioden 1968-1971.

Vedrørende parterne skal det nævnes, at tvisterne står mellem den italienske stat og juridiske personer; men det spørgsmål, Domstolen er blevet anmodet om at afgøre, drejer sig om retsforhold mellem private og er allerede derfor uden betydning for sagernes afgørelse.

Det må mere i almindelighed fastslås, at Domstolen gentagne gange har erklæret sig kompetent til at fortolke aftaler, som medlemsstaterne har afsluttet på et område, der i mellemtiden er indgået under Fællesskabernes kompetence, eller overenskomster, der er blevet undertegnet og senere ratificeret i fællesskabsregie. Den har gennem en langvarig udvikling i praksis skabt princippet om Fællesskabernes eksterne kompetence på de områder, der reguleres ved traktaterne. Den har endvidere erklæret sig kompetent til at fortolke GATT-overenskomsten. Den har i udformningen af grundlaget for denne kompetence opstillet to betingelser, der udtrykker kriterier, der er særegne for fællesskabsretten: Fællesskabet skal være bundet af den folkeretlige bestemmelse, der eventuelt vil kunne antaste en fællesskabsretsakts gyldighed, og denne bestemmelse skal være således beskaffen, at Fællesskabets borgere kan gøre den gældende ved domstolene.

Det må være tilladt modsætningsvis fra den første betingelse at slutte, at såfremt ingen fællesskabsretlig bestemmelses gyldighed drages i tvivl, har Domstolen ingen kompetence til at give et fortolkningsbidrag; og sådan forholder det sig netop i det foreliggende tilfælde.

Domstolen har vedrørende den anden betingelse tidligere fastslået, at visse bestemmelser i den almindelige overenskomst på baggrund af dennes system, ånd og bogstav ikke er egnet til at skabe rettigheder, som Fællesskabets borgere kan gøre gældende ved domstolene.

GATT-overenskomsten, der ifølge præamblen skal baseres på afslutningen af gensidige og gensidigt fordelagtige aftaler bærer reelt præg af at være meget smidigt udformet, og dette gælder navnlig overenskomstens bestemmelser om mulighederne for at gøre undtagelser. I øvrigt oprettes der ikke ved overenskomsten nogen international organisation, og der gøres ikke ved dens regler noget indgreb i de nationale lovgivende myndigheders kompetence.

At der ikke i lirait af GATT bliver tale om rettigheder, der kan gøres gældende af privatpersoner, følger navnlig af

Af beslutningsprocessens mellemstatslige beskaffenhed og af proceduren til løsning af tvister inden for GATT følger, at overenskomstens bestemmelser ikke får retsvirkninger, der kan påberåbes af private; når henses til de betingelser, der er udformet i Domstolens praksis, vil Domstolen derfor ikke kunne nå til det resultat, at den er kompetent til at fortolke GATT-overenskomsten. Med en benægtende besvarelse af det første spørgsmål fra Corte di cassazione bliver de to øvrige spørgsmål uden mening.

Kongeriget Nederlandenes regering har anført, at spørgsmålene fra Corte suprema di cassazione drejer sig om grænserne for Fællesskabets retsorden; det skal først og fremmest afgøres, om GATT på baggrund af EØF-traktatens artikel 164 kan anses for en del af fællesskabsretten.

Men Fællesskabets retsorden udgør et åbent system: nogle bestemmelser i folkeretlige aftaler, som Fællesskabet har indgået med tredjelande eller med internationale organisationer, og som binder Fællesskabet som sådant, kan være en del af fællesskabsretten i det omfang, disse regler lader sig anvende umiddelbart, og disse regler kan influere på forbindelserne inden for Fællesskabet, uden at der herved nødvendigvis skal foreligge en eller anden lovgivningsforanstaltning.

Artikel 228, stk. 2, i EØF-traktaten, hvorefter internationale aftaler, der afsluttes af Fællesskabet, er bindende for Fællesskabets institutioner, anvendes mutatis mutandis på udarbejdelsen af de beslutninger, ved hvilke Fællesskabet binder sig inden for nationale organisationer som f.eks. GATT, for så vidt som Fællesskabet har fuld adgang til at deltage i beslutningsproceduren.

Såfremt Fællesskabet er bundet af en international aftale, og såfremt de bestemmelser i nævnte aftale, som skal påberåbes særskilt, er umiddelbart anvendelige på retsforhold inden for Fællesskabet, kan der blive tale om at anse de omhandlede bestemmelser for en del af fællesskabsretten, således at de skal fortolkes og anvendes af Domstolen.

Domstolen har udtalt, at den er kompetent til at fortolke internationale aftaler, der er bindende for Fællesskabet, og den har herved undladt at sondre mellem de tilfælde, hvor den omhandlede aftale er afsluttet af Fællesskabet selv, hvor det har haft kompetence hertil, og de tilfælde, i hvilke aftalerne som afsluttet af medlemsstaterne vedrører et område, på hvilket medlemsstaternes beføjelser i medfør af EØF-traktaten er blevet overført til Fællesskabet.

Domstolens kompetence til at fortolke en særlig bestemmelse i en international aftale kan ikke være afhængig af, om der foreligger en fællesskabsregel.

I det foreliggende tilfælde er Domstolen, eftersom Fællesskabet er bundet af bestemmelserne i GATT, kompetent til at fortolke de omtvistede bestemmelser i overenskomsten og til i det omfang, de er umiddelbart anvendelige, jf. herved Domstolens praksis, at anvende dem.

Om GATT's bestemmelser om toldindrømmelser og -konsolideringer udgør retsakter, jr. EØF-traktatens artikel 177, er et uvæsentligt spørgsmål, eftersom Domstolen under alle omstændigheder har kompetence til at fortolke GATT i dens helhed.

Det forenede Kongeriges regering har anført, at GATT-bestemmelserne i betragtning af GATT-overenskomstens art og formål og de i hovedsagen omhandlede GATT-bestemmelsers beskaffenhed ikke kan skabe rettigheder, som Fællesskabets borgere kan påberåbe sig ved nationale domstole.

Bestemmelserne i GATT i almindelighed og de bestemmelser, der er fremdraget i de forelagte spørgsmål, i særdeleshed er ikke umiddelbart anvendelige, hvilket beror dels på GATT-overenskomstens ordlyd og formål, dels på Domstolens praksis.

GATT omhandler først og fremmest gensidige aftaler, ved hvilke told og andre handelshindringer skal fjernes; EØF-traktaten har på sin side til formål ikke blot at lette handelen mellem medlemsstaterne, men også at oprette et økonomisk fællesskab med egen retsorden, egne institutioner og egne fortolknings- og iværksættelsesprocedurer.

En folkeretlig overenskomsts rækkevidde må bestemmes på grundlag af den sædvanlige betydning af de i traktaten anvendte ord og den sammenhæng, hvori de optræder, og på baggrund af traktatens genstand og formål. Domstolen har i flere domme under anvendelse af disse retningslinjer fastslået, at GATT-bestemmelserne ikke er i stand til at skabe rettigheder - for Fællesskabets borgere, som kan påberåbes ved domstolene.

En anerkendelse af, at en overenskomst som GATT er umiddelbart anvendelig, ville føre til helt uønskede resultater, som ville ligge uden for parternes hensigt med overenskomsten. Det ville komme til en ensidig udvidelse af EØF i det omfang, kun medlemsstaterne berøres, således at dette også kom til at omfatte lande, der ikke har ønsket at påtage sig de forpligtelser, der følger af et EØF-medlemsskab.

Domstolen vil ikke kunne finde nogen begrundelse for at fravige sin tidligere praksis, hvorefter de i hovedsagerne omhandlede GATT-bestemmelser ikke kan give medlemsstaternes borgere rettigheder, der kan påberåbes ved de nationale domstole.

Det indlæg, Kommissionen har indgivet i de tre sager, Domstolen har fået forelagt, kan i alt væsentligt sammenfattes som følger:

Man må gå frem med stor forsigtighed, når man skal tage stilling til, om internationale overenskomster, som Fællesskabet har afsluttet, og overenskomster, som f.eks. GATT, ved hvis opfyldelse Fællesskabet er trådt i medlemsstaternes sted, er umiddelbart anvendelige. Denne forsigtighed er velbegrundet såvel i betragtning af sådanne overenskomsters beskaffenhed og målsætning, der er forskellig fra EØF-traktatens, som i betragtning af nødvendigheden af at fastholde en god balance mellem fordele og ulemper for parterne i overenskomster, der som GATT er baseret på gensidighed.

En ret i en kontraherende stat vil ved fortolkningen af en bestemmelse i GATT kunne finde anledning til at lade denne være mere omfattende, således at den rækker videre end de kontraherende parter har tænkt sig eller i et konkret tilfælde kunne ønske sig. Den retslige fortolkning kommer til at dreje sig om spørgsmål, som deltagerne i GATT har ønsket henlagt til senere bilaterale eller multilaterale forhandlinger, eller spørgsmål, der vil kunne løses gennem en procedure til afgørelse af tvister, hvorunder også forhandling kommer til at spille en rolle.

Artikel II, stk. 1, litra b), i GATT, skal i det omfang, artiklen omhandler andre indførselsafgifter end egentlig told, sammenholdes med artikel III, hvilket giver anledning til afgrænsningsvanskeligheder, der svarer til de vanskeligheder, der forekommer ved afgrænsningen af artiklerne 12 ff. og 95 ff. i EØF-traktaten; artiklen må ligeledes sammenholdes med artikel VIII.

Der findes tilsyneladende ikke nogen indarbejdet fortolkning af artiklerne VIII og II, der er accepteret af de kontraherende parter. Det er ikke muligt at søge deres rækkevidde klarlagt gennem anvendelsen af et lige så afgrænsende kriterium, som det kriterium, Domstolen har udviklet vedrørende det beslægtede begreb afgift med tilsvarende virkning som told, nemlig den målsætning, at der skal oprettes et enhedsmarked.

Det andet spørgsmål til Domstolen må i sag 268/81 besvares på følgende måde:

Artikel II, stk. 1, litra b), i GATT, er ikke, for så vidt angår andre indførsels-afgifter end told, en bestemmelse, som private ved domstolene kan kræve overholdt af en medlemsstat i medfør af fællesskabsretten.