3.6.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CA 219/1


Indkaldelse af interessetilkendegivelser fra eksterne eksperter med henblik på udpegning som medlemmer af Det Rådgivende Videnskabelige Udvalg under Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (Frankfurt am Main, Tyskland)

(2022/C 219 A/01)

 

Indledning

I overensstemmelse med artikel 4, stk. 1 og 5, og artikel 12 i Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) nr. 1092/2010 (1), skal Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB) have et Rådgivende Videnskabeligt Udvalg (Advisory Scientific Committee, ASC), som yder rådgivning og bistand vedrørende spørgsmål, der er relevante for ESRB's arbejde. I forbindelse hermed og i henhold til artikel 1, stk. 1, i Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risicis afgørelse ESRB/2011/2 (2), iværksætter ESRB hermed en proces for udpegningen af medlemmerne til ASC.

ESRB indkalder derfor interessetilkendegivelser fra eksterne eksperter med henblik på at udpege dem som medlemmer af ASC for en mandatperiode på fire år med mulighed for fornyelse. Ansatte i de institutioner, som medlemmerne af ESRB's Almindelige Råd tilhører (3), kan dog ikke søge (4). Eksperterne vælges på grundlag af deres generelle kompetence og deres forskellige erfaring i akademiske kredse eller andre sektorer, navnlig i små og mellemstore virksomheder eller fagforeninger eller i deres egenskab af leverandører eller forbrugere af finansielle tjenesteydelser (5).

For at sikre diversiteten af ASC-medlemmerne yderligere, opfordres kvindelige kandidater til at søge.

1.   ESRB og ASC

ESRB er et organ på EU-niveau ansvarlig for makrotilsynet med det finansielle system i Unionen. I denne henseende er dets mål at bidrage til at forebygge eller reducere systemiske risici for den finansielle stabilitet. I overensstemmelse med artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1092/2010, og efter forslag fra ESRB's Styringskomité, skal ESRB's Almindelige Råd godkende eksterne eksperter som medlemmer af ASC og opstille en reserveliste.

2.   ASC's rolle

2.1.

ASC er en integreret del af ESRB og yder ESRB rådgivning og bistand efter anmodning fra ESRB's formand eller det Almindelige Råd (6). Det forventes, at ASC's medlemmer yder et væsentlig bidrag til opfyldelsen af ASC's mandat. Bidragene fra ASC's medlemmer forventes bl.a. at omfatte:

i)

bidrag til, hvordan analytiske metoder til afdækning af risici og vurdering af potentielle følger af deres virkeliggørelse kan forbedres,

ii)

bidrag til, hvordan effektive politiske værktøjer til makrotilsyn kan udformes og kalibreres, herunder forbedringer af eksisterende værktøjer og modeller samt forslag til nye og/eller supplerende analytiske værktøjer og modeller,

iii)

rådgivende opgaver, herunder en åben, uafhængig og analytisk gennemgang af strategier for makrotilsyn og operationelle rammer for at bidrage til at sikre en tidssvarende politisk ramme for ESRB.

2.2.

Alle ASC's dokumenter og rapporter affattes på engelsk, som er ESRB's arbejdssprog. ASC's rapporter kan, hvis tilladt af Det Almindelige Råd, offentliggøres på ESRB's websted (7).

2.3.

ASC kan endvidere i givet fald gennemføre høringer på et tidligt tidspunkt med interessenter såsom markedsdeltagere, forbrugerorganisationer og akademiske eksperter, på en åben og gennemsigtig måde, samtidig med at der tages hensyn til kravet om fortrolighed (8).

2.4.

ASC's møder afholdes normalt på kvartalsbasis.

3.   Sammensætningen af ASC

ASC sammensættes af 15 eksperter, der repræsenterer en bred vifte af kompetencer, erfaring og viden om alle relevante finansmarkedssektorer. Derudover er formanden for Det Rådgivende Tekniske Udvalg (ATC) også medlem af ASC (9). Med undtagelse af formanden for ATC må medlemmerne af ASC ikke være ansat i en af de institutioner, som medlemmerne af ESRB's Almindelige Råd tilhører (10).

4.   Formanden og næstformændene

Formanden og de to næstformænd for ASC udpeges af Det Almindelige Råd efter forslag fra formanden for ESRB (11). Formandskabet for ASC roterer mellem formanden og de to næstformænd for ASC hver 16. måned (12). Formanden og de to næstformænd er medlemmer af Det Almindelige Råd med stemmeret (13). Formanden for ASC er desuden medlem af Styringskomitéen (14). Det Almindelige Råd mødes mindst fire gange om året (15), og Styringskomitéen mødes mindst en gang hvert kvartal forud for hvert møde i Det Almindelige Råd (16).

5.   Udvælgelseskriterier

5.1.

I henhold til artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1092/2010 vælges medlemmerne af ASC på grundlag af deres generelle kompetence og deres forskellige erfaringer fra akademiske kredse eller andre sektorer, navnlig i små og mellemstore virksomheder eller fagforeninger eller i deres egenskab af leverandører eller forbrugere af finansielle tjenesteydelser (17).

5.2.

Ansøgerne underlægges en sammenlignende vurdering, som foretages af ESRB, navnlig på grundlag af følgende udvælgelseskriterier (18):

i)

indgående ekspertise inden for finanssektoren og dens sammenhæng med økonomien som helhed samt en overordnet påvist kompetence inden for spørgsmål vedrørende systemiske risici, navnlig på EU-plan

ii)

et videnskabeligt bidrag til forståelsen af samspillet mellem sektorerne for bankvæsen, værdipapirmarkeder eller forsikrings- og arbejdsmarkedspensionsordninger (19)

iii)

en ph.d. inden for det finansielle, det økonomiske eller et andet relevant område eller tilsvarende kvalifikationer, solid akademisk erfaring fra et universitet (f.eks. et professorat) inden for et eller flere områder af relevans for ESRB og/eller en omfattende udgivelse af publikationer

iv)

evne til at foretage en ekspertbedømmelse af videnskabeligt arbejde og publikationer samt til at analysere komplekse informationer og sagsakter

v)

erhvervserfaring fra et tværfagligt miljø, fortrinsvis i en international sammenhæng,

vi)

dokumenterede skriftlige og mundtlige kommunikationsfærdigheder på engelsk baseret på undervisningserfaring, offentlige fremlæggelser, aktiv deltagelse i ekspertmøder og publikationer.

6.   Yderligere udvælgelseskriterier for formanden og næstformændene

Formanden og næstformændene for ASC skal hver især have et højt niveau af relevant ekspertise og viden, f.eks. i kraft af en yderst velanset akademisk of professionel baggrund inden for sektorerne bankvæsen, værdipapirmarkeder eller forsikrings- og arbejdsmarkedspensionsordninger. Formanden og næstformændene for ASC må som medlemmer af Det Almindelige Råd ikke varetage nogen funktion i den finansielle sektor (20). Formanden og næstformændene skal være statsborgere i en EU-medlemsstat (21).

7.   Procedure for udvælgelsen og udpegningen af ASC-medlemmer

7.1.

Styringskomitéen vurderer de ansøgninger, der er modtaget i overensstemmelse med udvælgelseskriterierne i punkt 5.2 ovenfor, og udvælger de kandidater, som foreslås Det Almindelige Råd som medlemmer af ASC, samt de kandidater, som er egnede til at blive opført på en reserveliste (22). I forbindelse med vurderingen af ansøgninger og udvælgelsen af kandidater, udfylder Styringskomitéen en individuel bedømmelsesformular for hver enkelt kandidat, som omfatter et sammendrag, hvor deres særlige fortrin og svagheder fremhæves, samt en konklusion vedrørende deres egnethed til at blive udpeget som medlemmer af ASC eller opført på reservelisten (23). Styringskomitéen forelægger resultaterne af udvælgelsesprocessen til godkendelse i Det Almindelige Råd (24).

7.2.

Det Almindelige Råd kan godkende Styringskomitéens forslag eller anmode Styringskomitéen om at foreslå andre kandidater som medlemmer af ASC blandt de ansøgere, som ikke blev kasseret af Styringskomitéen (25).

7.3.

Formanden og næstformændene for ASC udpeges af Det Almindelige Råd efter forslag fra formanden for ESRB (26).

8.   Udpegning, mandatperiode og reserveliste

8.1.

Udpegningen af medlemmerne af ASC sker for en mandatperiode på fire år med mulighed for fornyelse (27). Endvidere kan Det Almindelige Råd efter forslag fra Styringskomitéen beslutte at forny et medlem af ASC's mandat, der er udløbet, i yderligere fire år (28). Det Almindelige Råd kan også ophæve et medlem af ASC's mandat i overensstemmelse med artikel 8 i afgørelse ESRB/2011/2.

8.2.

Medlemmerne af ASC udnævnes personligt, og må derfor ikke delegere deres ansvarsområder til andre medlemmer eller tredjemand, bortset fra formanden og næstformændene i de tilfælde og under de vilkår, der er anført i afgørelse ESRB/2011/1 (29). Alle medlemmer af ASC skal også kontrasignere ansættelsesskrivelsen fra formanden for ESRB, underskrive en aftale med ECB og afgive de i artikel 7 i afgørelse ESRB/2011/2 omhandlede erklæringer (30).

8.3.

Kandidater, der hverken udpeges som medlem af ASC eller afvises under udvælgelsesproceduren, optages på en reserveliste (31). Hvis et medlemskab bliver ledigt, kan kandidaterne på reservelisten blive anmodet om at indtræde i stedet for (32). Optagelse på reservelisten medfører dog ikke en garanti om at blive udpeget. Reservelisten er gyldig i en periode på to år efter dens godkendelse og dens gyldighed kan forlænges, indtil en ny indkaldelse af interessetilkendegivelser offentliggøres (33).

9.   Godtgørelse og refundering af udgifter

9.1.

Medlemmerne af ASC er berettiget til godtgørelse og refundering af deres udgifter i forbindelse med deres deltagelse i ASC's aktiviteter. Disse godtgørelser og refunderinger betales af ECB i overensstemmelse med punkt 9.2-9.5 i denne interessetilkendegivelse og i overensstemmelse med retningslinjerne for refundering af udgifter afholdt af eksperter, der er udnævnt som medlemmer af ASC (vedhæftet som bilag til denne interessetilkendegivelse). I overensstemmelse med artikel 11, stk. 4, i afgørelse ESRB/2011/1 skal Det Almindelige Råd endvidere høres om de vilkår, som ECB har fastsat med hensyn til godtgørelse og refundering af udgifter inden for det budget, som ECB har afsat til dette formål.

9.2.

Godtgørelsen for et medlem af ASC, som ikke er formand eller viceformand for ASC, udgør:

i)

500 euro for en eksperts deltagelse i: 1) et fysisk heldagsmøde i ASC, 2) et fysisk heldagsmøde i ATC, 3) andre fysiske heldagsmøder i ESRB, 4) andre heldagsarrangementer i ESRB efter aftale med formanden for ESRB’s sekretariat

ii)

250 euro for en eksperts deltagelse i: 1) et fysisk halvdagsmøde i ASC, 2) et fysisk halvdagsmøde i ATC, 3) andre fysiske halvdagsmøder i ESRB, 4) andre halvdagsarrangementer i ESRB efter aftale med formanden for ESRB’s sekretariat

iii)

62,50 euro for en eksperts deltagelse via telekonference eller videokonference ved nogen af de ovenfor nævnte ESRB-møder eller -arrangementer

iv)

et engangsbeløb på 500 euro i forbindelse med hvert af møderne, nævnt under i)-iii) ovenfor, for ekspertens forberedelse og opfølgning i forbindelse med mødet, forudsat at eksperten faktisk deltager i det pågældende møde.

9.3.

Godtgørelsen for et medlem af ASC, som er formand eller viceformand for ASC, udgør:

i)

1 000 euro for ekspertens deltagelse i: 1) et fysisk heldagsmøde i ASC, 2) et fysisk heldagsmøde i Styringskomitéen, 3) et fysisk heldagsmøde i ATC, 4) andre fysiske heldagsmøder i ESRB, 5) andre heldagsarrangementer i ESRB efter aftale med formanden for ESRB’s sekretariat

ii)

1 000 euro for ekspertens fysiske deltagelse i et møde i ESRB's Almindelige Råd

iii)

500 euro for ekspertens deltagelse i: 1) et fysisk halvdagsmøde i ASC, 2) et fysisk halvdagsmøde i Styringskomitéen, 3) et fysisk halvdagsmøde i ATC, 4) andre fysiske halvdagsmøder i ESRB, 5) andre halvdagsarrangementer i ESRB efter aftale med formanden for ESRB’s sekretariat

iv)

125 euro for ekspertens deltagelse via telekonference eller videokonference ved nogen af de ovenfor nævnte ESRB møder eller arrangementer

v)

et engangsbeløb på 1 000 euro i forbindelse med hvert af møderne, nævnt under i) eller iii) ovenfor, for ekspertens forberedelse og opfølgning i forbindelse med mødet, forudsat at eksperten faktisk deltager i det pågældende møde.

9.4.

Den samlede årlige kompensation for forberedende arbejde og deltagelse i møder (ekskl. rejse-, hotel- og opholdsudgifter) er begrænset til 15 000 euro for hvert medlem af ASC, der ikke er formand eller næstformand for ASC, eller 35 000 euro for medlemmer af ASC, der er formand eller viceformand for ASC.

9.5.

Desuden refunderes de rejse-, hotel- og eventuelle opholdsudgifter, som medlemmerne af ASC måtte have haft i forbindelse med møder vedrørende deres mandat, i henhold til retningslinjerne for refundering af udgifter afholdt af eksperter, der er udpeget som medlemmer af ASC.

10.   Uafhængighed, loyalitets- og interesseerklæring og tavshedspligt

10.1.

Udpegningen af medlemmerne af ASC sker på betingelse af, at medlemmerne afgiver erklæringer, hvori de forpligter sig til at handle uafhængigt af ekstern indflydelse og til at varetage deres opgaver ud fra Den Europæiske Unions interesse. I dette øjemed skal de udvalgte kandidater afgive en skriftlig loyalitetserklæring og en interesseerklæring, hvori der anføres alle direkte eller indirekte interesser, som kan anses for at berøre deres uafhængighed, eller der anføres, at de ikke har sådanne interesser (34).

10.2.

Kandidaterne, der er udvalgt som medlemmer af ASC skal også underskrive en skriftlig erklæring om, at de vil iagttage reglerne om tavshedspligt (35).

10.3.

Medlemmerne af ASC forpligter sig også til at følge ESRB's adfærdskodeks (36), som er fastlagt i bilaget til Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risicis afgørelse ESRB/2011/3 (37).

10.4.

Derudover skal medlemmerne af ASC, der udpeges som formand eller næstformand, underskrive en skriftlig erklæring, der bekræfter, at de ikke varetager nogen funktion i den finansielle sektor (38).

10.5.

Medlemmerne af ASC er underlagt bestemmelserne om tavshedspligt i artikel 8 i forordning (EU) nr. 1092/2010.

11.   Behandling af personoplysninger i forbindelse med denne indkaldelse af interessetilkendegivelser

11.1.

Alle personoplysninger, der modtages i forbindelse med denne indkaldelse af interessetilkendegivelser behandles af ESRB i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (39) og retsakter, der ændrer eller erstatter disse bestemmelser.

11.2.

Styringskomitéen og Det Almindelige Råd modtager ansøgernes personoplysninger.

11.3.

ESRB er ansvarlig for denne databehandling, og formanden for ESRB's sekretariat er ansvarlig for den enhed, der udfører behandlingen af personoplysningerne. Alle henvendelser fra registrerede vedrørende personoplysninger kan rettes til ECB's databeskyttelsesansvarlig per e-mail: dpo@ecb.europa.eu.

11.4.

Formålet med databehandlingen er at tilrettelægge udvælgelsen af medlemmerne af ASC samt at opstille en reserveliste. Alle personoplysninger bliver udelukkende behandlet til dette formål.

11.5.

Ved at tilvejebringe de anmodede personoplysninger, giver ansøgerne samtykke til dataenes indsamling og behandling af ESRB. Ansøgerne kan til enhver tid trække deres samtykke tilbage ved at rette henvendelse til info@esrb.europa.eu med kopi til ascapplications@esrb.europa.eu. Al fremtidig behandling af en ansøgers personoplysninger ophører, når samtykket trækkes tilbage, men enhver behandling, der fandt sted før tilbagetrækningen af samtykket, forbliver lovlig. Tilbagetrækning af samtykket medfører, at ansøgeren ikke længere deltager i indkaldelsen af interessetilkendegivelser.

11.6.

De registrerede har ret til aktindsigt i deres egne oplysninger og til at anmode om ajourføring af deres personlige oplysninger, der er unøjagtige eller ufuldstændige. Derimod må oplysninger, der vedrører opfyldelsen af kriterierne for at komme i betragtning og udvælgelseskriterierne, ikke ajourføres eller rettes efter udløbet af fristen for indgivelse af interessetilkendegivelse i overensstemmelse med principperne om lige adgang, loyal konkurrence, gennemsigtighed og ligebehandling, og for at sikre, at udvælgelsesproceduren er gennemsigtig og retfærdig for alle kandidater.

11.7.

Ansøgerne har under hele proceduren ret til aktindsigt i oplysninger vedrørende vurderingen af deres ansøgning. For at sikre fortroligheden af Styringskomitéens og Det Almindelige Råds overvejelser og beslutningstagning og for at beskytte de øvrige kandidaters rettigheder og friheder er ansøgernes adgang begrænset til deres egen ansøgning og de dele af vurderingen, der angår dem.

11.8.

Alle personoplysninger vedrørende kandidater opbevares i ESRB's sekretariat i de tidsrum, som fremgår nedenfor:

i)

Data, som vedrører udpegede medlemmer af ASC, opbevares i ESRB's sekretariat i en periode på fem år efter udløbet af medlemmernes mandat.

ii)

Efter udløbet af reservelistens gyldighed opbevares data, som vedrører kandidater på listen, i en periode på to år.

iii)

Data, som vedrører kandidater, hvis ansøgning ikke er kommet i betragtning, opbevares i en periode på to år efter afslutningen af udvælgelsesproceduren.

iv)

I tilfælde af at der foreligger en retstvist, forlænges ovennævnte opbevaringsperioder med to år efter afslutningen af alle relevante søgsmål.

11.9.

Kandidaterne har til enhver tid ret til at rette henvendelse til Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse.

11.10.

Navnene på medlemmerne af ASC og deres tilhørsforhold samt de i punkt 10 anførte erklæringer offentliggøres på ESRB's websted (40).

12.   Ansøgningsprocedure

12.1.

Ansøgninger kan kun indgives på engelsk ved udfyldelse af ansøgningsskemaet, der er tilgængelig på ESRB's websted (www.esrb.europa.eu) og ved indgivelse af et curriculum vitae i Europassformat (tilgængelig på: https://europass.cedefop.europa.eu/).

12.2.

Ansøgninger skal være ESRB i hænde senest kl. 23.59 CET den 24. juni 2022.

12.3.

Ansøgninger indgives per e-mail til adressen: ascapplications@esrb.europa.eu.

12.4.

Ansøgninger tages ikke i betragtning i følgende tilfælde:

i)

hvis de er indgivet efter denne tidsfrist eller på andre måder (f.eks. per fax), eller

ii)

hvis de er væsentligt uklare eller ufuldstændige, eller

iii)

de ikke er indgivet på engelsk.

12.5.

Ansøgerne skal straks orientere ESRB's sekretariat skriftligt om eventuelle ændringer i deres situation eller adresse.

12.6.

Hver enkelt ansøgning vil blive vurderet på grundlag af de ovenfor anførte kriterier. Alle ansøgere underrettes om resultatet af udvælgelses- og udpegningsprocessen.

13.   Retlig kompetence

Den Europæiske Unions Domstol har kompetence til at afgøre en eventuel retstvist.


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1092/2010 af 24. november 2010 om makrotilsyn på EU-plan med det finansielle system og om oprettelse af et europæisk udvalg for systemiske risici (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 1).

(2)  Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risicis afgørelse af 20. januar 2011 om procedurer og krav i forbindelse med udvælgelse, udpegning og udskiftning af medlemmerne af Det Rådgivende Videnskabelige Udvalg under Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB/2011/2) (EUT C 39 af 8.2.2011, s. 10).

(3)  Den Europæiske Centralbank, de nationale centralbanker i Den Europæiske Unions medlemsstater, Europa-Kommissionen, De Europæiske Tilsynsmyndigheder (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger, Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), de kompetente nationale tilsynsmyndigheder og Det Økonomiske og Finansielle Udvalg.

(4)  Artikel 3, stk. 2, i afgørelse ESRB/2011/2.

(5)  Artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1092/2010.

(6)  Artikel 12, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1092/2010.

(7)  Artikel 12, stk. 5, i afgørelse af Det Europæiske Udvalg for Systemiske Ricisi af 20. januar 2011 om vedtagelse af forretningsordenen for Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB/2011/1) (EUT C 58 af 24.2.2011, s. 4).

(8)  Artikel 12, stk. 5, i forordning (EU) nr. 1092/2010.

(9)  Artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1092/2010.

(10)  Artikel 3, stk. 2, i afgørelse ESRB/2011/2.

(11)  Artikel 12, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1092/2010.

(12)  Artikel 5, stk. 5, i afgørelse ESRB/2011/2.

(13)  Artikel 6, stk. 1, litra g), i forordning (EU) nr. 1092/2010.

(14)  Artikel 11, stk. 1, nr. i), i forordning (EU) nr. 1092/2010.

(15)  Artikel 9, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1092/2010.

(16)  Artikel 11, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1092/2010.

(17)  Artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1092/2010.

(18)  Artikel 3, stk. 1, i afgørelse ESRB/2011/2.

(19)  Artikel 12, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1092/2010.

(20)  Artikel 7, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1092/2010.

(21)  Artikel 5, stk. 4, i afgørelse ESRB/2011/2.

(22)  Artikel 2, stk. 1, i afgørelse ESRB/2011/2.

(23)  Artikel 2, stk. 3, i afgørelse ESRB/2011/2.

(24)  Artikel 2, stk. 4, i afgørelse ESRB/2011/2.

(25)  Artikel 6, stk. 1, i afgørelse ESRB/2011/2.

(26)  Artikel 6, stk. 2, i afgørelse ESRB/2011/2.

(27)  Artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1092/2010.

(28)  Artikel 8, stk. 4, i afgørelse ESRB/2011/2.

(29)  Artikel 6, stk. 3, i afgørelse ESRB/2011/2.

(30)  Artikel 6, stk. 4, i afgørelse ESRB/2011/2.

(31)  Artikel 4, stk. 1, i afgørelse ESRB/2011/2.

(32)  Artikel 4, stk. 2, i afgørelse ESRB/2011/2.

(33)  Artikel 4, stk. 3, i afgørelse ESRB/2011/2.

(34)  Artikel 7, stk. 1, i afgørelse ESRB/2011/2.

(35)  Artikel 7, stk. 2, i afgørelse ESRB/2011/2.

(36)  Artikel 7, stk. 4, i afgørelse ESRB/2011/2.

(37)  Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risicis afgørelse af 25. marts 2011 om vedtagelse af adfærdskodeksen for Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB/2011/3) (EUT C 140 af 11.5.2011, s. 18).

(38)  Artikel 7, stk. 3, i afgørelse ESRB/2011/2.

(39)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39).

(40)  Artikel 11, stk. 5, i afgørelse ESRB/2011/1.


BILAG

Retningslinjer for refundering af udgifter afholdt af eksperter udpeget som medlemmer af ASC

1.   Generel regel

ECB refunderer de nedenfor nævnte udgifter vedrørende ASC-møder, såfremt de ikke dækkes af tredjepart. Hvis eksperten er berettiget til refundering fra en tredjepart af udgifter, som ellers ville blive dækket af ECB i forbindelse med ekspertens deltagelse i ASC-mødet (f.eks. refundering af en returrejse fra et andet arrangement, som finder sted på samme tid som en indkommende rejse til ASC-mødet), bør eksperten underrette ECB om dette, og ECB træffer afgørelse om, hvorvidt den vil dække disse udgifter.

2.   Rejseomkostninger

2.1.   Generelt

ECB refunderer returrejser mellem ekspertens bopæl og det sted, hvor mødet bliver afholdt, i overensstemmelse med følgende regler. I de tilfælde, hvor der anmodes om refundering for rejser mellem et sted, som ikke er ekspertens bopæl, og det sted, hvor mødet afholdes, bør eksperten underrette ECB forud for at fastslå det mulige omfang af udgifter, som ECB vil refundere.

2.2.   Togrejser

ECB refunderer togrejser på første klasse, herunder om nødvendigt, tillægsgebyrer for rejser med særlige tog (ICE, IC, EC, osv.) på grundlag af den mest bekvemme og hurtigste rute, forudsat at de faktiske togbilletter vedlægges. Eksperten bør tilstræbe at booke billetter tidligt.

2.3.   Flyrejser

Flyrejser bør i princippet kun refunderes på grundlag af den mest bekvemme og hurtigste rute, og hvis den alternative rute med tog vil overstige 4 timer per dag. ECB refunderer returrejser for direkte fly, forudsat at det faktiske boardingkort (som kan være udskrivelser af boardingkort baseret på elektroniske billetter), vedlægges. Medmindre andet er aftalt i særlige tilfælde, refunderes rejser på økonomiklasse indenfor EU og rejser på økonomiklasse eller businessclass på andre ruter. Eksperten bør tilstræbe at booke billetter tidligt.

2.4.   Rejse med bil

Hvis eksperten rejser med privat bil, refunderer ECB udgifter svarende til en returbillet med tog på første klasse mellem togstationen tættest på ekspertens bopæl og stedet, hvor mødet afholdes. Denne betaling dækker alle udgifter vedrørende brug af bilen. Eksperten bør vedlægge bevis for prisen for togbilletten. ECB hæfter ikke for skade eller tab, der opstår som følge af rejsen. ECB afviser desuden at hæfte for omkostninger, der opstår som følge påståede eller faktiske forseelser i forbindelse med brud på trafiklove og -regler. ECB refunderer ikke udgifter til billeje.

2.5.   Taxa og offentlig transport

ECB refunderer udgifter til kørsel med taxa eller med offentlig transport til/fra lufthavnen/togstationen og mellem hotel/bopæl og stedet, hvor mødet afholdes, forudsat at faktiske taxabon'er eller rejsehjemmel fra offentlig transport vedlægges. Eksperten bør tilstræbe at anvende offentlig transport fremfor taxa, når tilstrækkelige forbindelser foreligger og navnlig, hvor udgiften til taxakørsel vil overstige 50 euro.

2.6.   Ikke-opnået tilslutningsforbindelse

Hvis eksperten ikke når tog- eller flyforbindelsen, og dette ikke skyldes fejl fra jernbanen eller flyselskabets side, og eksperten som følge heraf ikke når mødet, er eksperten ikke berettiget til refundering for dette møde.

3.   Udgifter til hotelophold

ECB refunderer rimelige udgifter til et hotelværelse (enkeltværelse med bad og morgenmand) for det mindste antal nætter, der kræves, for at kunne deltage i mødet. Yderligere udgifter, som f.eks. minibar, telefonsamtaler, brug af internet, tøjrens eller andre tjenester, som hotellet tilbyder, refunderes ikke. Hvis ECB forhandler reducerede hotelpriser med hoteller, gøres en liste over de hoteller, der tilbyder særlige priser til ECB's gæster, tilgængelig, og eksperten forventes at anvende en af hotellerne fra listen eller et andet hotel indenfor samme priskategori. Eksperten bør betale for sit hotelværelse og inkludere regningen i kravet om refundering af udgifter. Eksperten bør rette henvendelse til ECB, hvis der er behov for hjælp i forbindelse med arrangering af hotelophold.

4.   Måltider

Forfriskninger og måltider tilbydes normalt under møderne. I de tilfælde hvor frokost eller middag ikke tilbydes af ECB, kan eksperten kræve op til 50 euro for hver frokost og middag i løbet af den del af ekspertens ophold, hvor denne skal deltage i mødet, forudsat at regningerne vedlægges.

5.   Refunderingsprocedure

5.1.   Afregning af udgifter

Eksperten bør betale rejse- og opholdsudgifter først og derefter blive refunderet af ECB. Eksperten bør fremsætte krav om refundering i det af ECB krævede format, vedlægge originale bilag/regninger (f.eks. boardingkort, togbilletter eller bevis for udgiften til en togbillet i tilfælde af rejse med bil, hotelregninger, osv.) og indsende dem til ECB — Regnskabsafdelingen senest 6 måneder efter mødet. Kravet og bilagene bør tydeligt vise arten af udgifterne, datoerne hvor de er pådraget og det krævede beløb. Kreditkortudtog accepteres ikke. Udgifter, der ikke er understøttet af et bilag eller en regning, refunderes i princippet ikke. Eksperten bør indikere den foretrukne måde at blive refunderet på, dvs. bankoverførsel eller per check, samt det pågældende purchase order nummer (PO-nummer), hvis dette var oplyst til eksperten.

5.2.   Delte bilag

Hvis de vedlagte bilag/regninger dækker personer, der var i følgeskab med eksperten, er det beløb, der refunderes per person, regningens samlede beløb divideret med antallet af personer, der deler regningen. I disse tilfælde kan ECB som undtagelse modtage kopier af et delt bilag/en delt regning.

5.3.   Valutakurser

Krav i anden valuta end euro udbetales i et tilsvarende beløb i euro. I forbindelse med omregning af beløb i en anden valuta til euro anvender ECB den valutakurs, der gælder på den første dag af det relevante ESRB-møde eller ESRB-arrangement.

5.4.   Manglende bilag

Hvis det undtagelsesvis ikke er muligt at få et bilag eller det originale bilag er gået tabt, bør eksperten vedlægge en underskrevet personlig erklæring herom. Efter modtagelse af en sådan erklæring, træffer ECB beslutning om hvorvidt den vil refundere disse udgifter eller ej.