1

JCDecaux Street Furniture Belgium SA (herefter »JCDecaux«) har i sit appelskrift nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 7. september 2022, JCDecaux Street Furniture Belgium mod Kommissionen (T-642/19, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2022:503), hvorved Retten frifandt Kommissionen i det søgsmål, som JCDecaux havde anlagt med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse (EU) 2019/2120 af 24. juni 2019 om statsstøtte SA.33078 (2015/C) (ex 2015/NN) ydet af Belgien til fordel for JCDecaux Belgium Publicité (EUT 2019, L 320, s. 119, herefter »den omtvistede afgørelse«).

Tvistens baggrund og den omtvistede afgørelse

2

Tvistens baggrund er i den appellerede doms præmis 2-12 sammenfattet på følgende måde:

3

Den 16. juli 1984 indgik Ville de Bruxelles (kommune i hovedstadsregionen Bruxelles, Belgien) og JCDecaux en aftale (herefter »aftalen fra 1984«) med en løbetid på 15 år, om opstilling på byens område af busskure og udstyr benævnt »informationsgademøbler«, hvoraf en del kunne benyttes i reklameøjemed.

4

Denne aftale bestemte, at JCDecaux stillede busskure med reklame og gademøbler, som selskabet fortsat ejede, til rådighed for Ville de Bruxelles og drev dem under følgende betingelser:

–

JCDecaux foretog ingen betaling i form af leje, brugsafgift eller gebyr for busskure og informationsgademøbler, men skulle skaffe Ville de Bruxelles et antal naturalydelser, nemlig gratis tilrådighedsstillelse af skraldespande, offentlige toiletter og lysaviser samt udarbejdelse af et bykort, et turist- og hotelkort og et kort over gågader i Ville de Bruxelles.

–

Som modydelse for disse ydelser var JCDecaux berettiget til i reklameøjemed at drive de leverede busskure og informationsgademøbler.

–

Hver anordning kunne anvendes for en periode på 15 år regnet fra opsætningstidspunktet, som blev noteret i en kontradiktorisk rapport.

5

I 1995 opsagde Ville de Bruxelles aftalen fra 1984.

6

I 1998 iværksatte Ville de Bruxelles et udbud vedrørende fremstilling, levering, opsætning, ibrugtagning, reparation og vedligeholdelse af informationsgademøbler, læskure og standere til opslag, hvoraf en del kunne bruges til reklameformål.

7

Med henblik på at overholde de kontraktlige forpligtelser, der fulgte af aftalen fra 1984, og sikre gennemsigtighed i udbuddet optog Ville de Bruxelles i bilag 10 til disse særlige udbudsbetingelser (herefter »bilag 10«) 282 busskure og 198 informationsgademøbler, der henhørte under aftalen fra 1984 (herefter »de reklamesøjler, der er opført i bilag 10«), og hvilke JCDecaux fortsat havde ret til at drive i henhold til aftalen fra 1984, med angivelse for hver af disse anordninger af deres beliggenhed og datoen for deres planlagte bortfjernelse.

8

Da JCDecaux’ tilbud blev valgt, indgik Ville de Bruxelles den 14. oktober 1999 en anden aftale med dette selskab (herefter »aftalen fra 1999«). Denne aftale, ligeledes med en løbetid på 15 år, bestod af en ordreseddel, de særlige udbudsbetingelser, der er nævnt i denne doms foregående præmis, og bilagene dertil, herunder bilag 10. Den nævnte aftale, som erstattede aftalen fra 1984, fastsatte følgende betingelser:

–

Ville de Bruxelles blev ejer af de opsatte gademøbler mod betaling af en fast nettopris pr. leveret produkt, fuldt udstyret, monteret og driftsklart.

–

JCDecaux skulle betale en månedlig leje for udnyttelsen af de gademøbler, der var genstand for aftalen, til reklameformål.

9

Ved gennemførelsen af aftalen fra 1999 blev visse reklamesøjler, der er opført i bilag 10, fjernet inden den udløbsdato, der var fastsat i dette bilag, mens andre af disse anordninger (herefter »de omtvistede anordninger«) blev opretholdt og fortsat blev drevet af JCDecaux efter disse datoer, uden at Ville de Bruxelles opkrævede leje eller afgift fra dette selskab. I august 2011 blev de sidste reklamesøjler, der er opført i bilag 10, nedtaget.

10

Den 19. april 2011 indgav Clear Channel Belgium (herefter »CCB«) en klage til Europa-Kommissionen, hvori selskabet gjorde gældende, at JCDecaux ved at drive de omtvistede anordninger uden at betale leje eller afgift til Ville de Bruxelles havde modtaget statsstøtte, der var uforenelig med det indre marked.

11

Den 24. marts 2015 indledte Kommissionen den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF.

12

Ved dom af 29. april 2016 stadfæstede cour d’appel de Bruxelles (appeldomstolen i Bruxelles, Belgien) dommen afsagt den 13. december 2010 af tribunal de première instance francophone de Bruxelles (den fransksprogede ret i første instans i Bruxelles, Belgien), hvorefter JCDecaux uberettiget havde drevet de omtvistede anordninger på offentlige arealer i Ville de Bruxelles.

13

Den 24. juni 2019 vedtog Kommissionen den omtvistede afgørelse.

14

Denne afgørelses artikel 1 og 2 har følgende ordlyd:

Retsforhandlingerne for Retten og den appellerede dom

15

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 25. september 2019 anlagde JCDecaux et søgsmål med påstand om annullation af den omtvistede afgørelses artikel 1-4.

16

Ved kendelse afsagt af formanden for Rettens Første Afdeling den 22. april 2020 fik CCB tilladelse til at intervenere til støtte for Kommissionens påstande.

17

Til støtte for søgsmålet fremsatte JCDecaux fire anbringender, hvoraf alene det første og det tredje anbringende er relevante for så vidt angår den foreliggende appel. Det første anbringende vedrørte et åbenbart urigtigt skøn og en retlig fejl, for så vidt som Kommissionen fastslog, at driften af de omtvistede anordninger udgjorde en økonomisk fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF. Det tredje, subsidiære, anbringende vedrørte en manglende begrundelse af den omtvistede afgørelse i forbindelse med vurderingen af det støttebeløb, der skal tilbagesøges.

18

Retten frifandt ved den appellerede dom Kommissionen i det hele.

Retsforhandlingerne for Domstolen og parternes påstande

19

JCDecaux har i appelskriftet nedlagt følgende påstande:

–

Den appellerede dom ophæves.

–

Der træffes endelig afgørelse vedrørende realiteten, og selskabet gives medhold i de for første instans nedlagte påstande, idet den omtvistede afgørelses artikel 1-4 annulleres.

–

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

20

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–

Appellen forkastes.

–

JCDecaux tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

21

Ved skrivelse af 28. november 2022 og af 14. april 2023 meddelte JCDecaux Domstolen, at selskabet ikke ville indgive en anmodning om fortrolig behandling af oplysningerne indeholdt i henholdsvis appelskriftet og replikken. Selskabet præciserede imidlertid i den førstnævnte af disse skrivelser, at appelskriftet omhandlede visse oplysninger i stævningen i første instans og de hertil hørende bilag, som Retten ved kendelse af 5. marts 2021, JCDecaux Street Furniture Belgium mod Kommissionen (T-642/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:135), fastslog var fortrolige.

Om appellen

22

JCDecaux har fremsat to anbringender til støtte for appellen, hvoraf det første vedrører en selvmodsigende begrundelse, som den appellerede dom er behæftet med, og en retlig fejl ved fortolkningen og anvendelsen af begrebet »økonomisk fordel« som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, og hvoraf det andet vedrører en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og af de gældende retsforskrifter.

Det første anbringende

Parternes argumenter

23

JCDecaux har med det første anbringende gjort gældende, at den appellerede dom er behæftet med en selvmodsigende begrundelse, for så vidt som Retten i den appellerede doms præmis 31 og 40 alene på grundlag af dommen fra cour d’appel de Bruxelles (appeldomstolen i Bruxelles) af 29. april 2016 fastslog, at JCDecaux uden tilladelse, adkomst eller ret havde udnyttet de omtvistede anordninger, mens den i den appellerede doms præmis 42 og 102 fastslog, at denne ulovlige udnyttelse, der alene følger af dette selskabs adfærd, udgjorde statsstøtte, som Ville de Bruxelles havde ydet selskabet.

24

JCDecaux er af den opfattelse, at den hævdede økonomiske fordel alene følger af den omstændighed, at selskabet uden nogen afgørelse, tilladelse eller indgriben fra de kompetente offentlige myndigheder har udnyttet de omtvistede anordninger ved ulovligt at benytte offentlige arealer. Eftersom de belgiske myndigheder ikke har accepteret en opretholdelse af anordningerne omfattet af aftalen fra 1984 efter datoen for deres planlagte fjernelse ifølge bilag 10 til aftalen fra 1999, kan en sådan adfærd ikke uden en åbenbar selvmodsigelse tjene som grundlag for en konstatering af, at der foreligger en økonomisk fordel indrømmet af disse myndigheder.

25

JCDecaux har subsidiært gjort gældende, at Retten foretog en anden selvmodsigelse i begrundelsen. Efter i den appellerede doms præmis 42 at have fastslået, at den økonomiske fordel, som Ville de Bruxelles angiveligt havde indrømmet selskabet, udgjorde støtte, selv om denne fordel havde til formål at kompensere JCDecaux med henblik på at bevare den økonomiske ligevægt i aftalen fra 1984, drog Retten navnlig i den appellerede doms præmis 83-89 ikke nogen konsekvenser af en sådan konstatering med hensyn til den retlige kvalificering af den nævnte fordel og metoden til beregning af det støttebeløb, der skal tilbagesøges. Den nævnte dom fører således dels til tilbagesøgning af den hævdede økonomiske fordel i sin helhed uden hensyntagen til omkostningerne og tabet for JCDecaux som følge af den førtidige fjernelse af visse reklamesøjler, der er opført i bilag 10. Dels tiltrådte Retten med urette i den samme doms præmis 87 den af Kommissionen anvendte metode i den omtvistede afgørelse til beregning af den støtte, der skal tilbagesøges, uden at tage hensyn til den omstændighed, at denne fordel havde til formål at kompensere for disse omkostninger og dette tab.

26

Kommissionen har bestridt både, at samtlige de af JCDecaux fremførte argumenter kan antages til realitetsbehandling, og at de er velbegrundede.

Domstolens bemærkninger

Om formaliteten

27

Kommissionen har gjort gældende, at det første anbringende skal afvises. For det første kritiserer dette anbringende Rettens konstateringer vedrørende kompensationsformålet med den økonomiske fordel, som JCDecaux havde fået, og vedrørende fortolkningen af gældende national ret. På grund af deres faktiske karakter er disse konstateringer ikke omfattet af Domstolens kompetence i appelsager.

28

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det følger af artikel 256 TEUF og artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at det alene er Retten, der er kompetent til dels at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af akterne i den sag, den har behandlet, dels at bedømme disse faktiske omstændigheder. Denne bedømmelse udgør ikke – medmindre der er tale om en urigtig gengivelse af de for Retten fremlagte beviser – et retsspørgsmål, der som sådant er undergivet Domstolens prøvelsesret. Når Retten har fastlagt eller bedømt de faktiske omstændigheder, er Domstolen i henhold til artikel 256 TEUF kompetent til at gennemføre en kontrol med den retlige kvalificering af disse faktiske omstændigheder og de retlige konsekvenser, Retten har draget heraf (dom af 12.5.2022, Klein mod Kommissionen, C-430/20 P, EU:C:2022:377, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

29

Det skal ligeledes bemærkes, at hvad under en appelsag angår Rettens vurderinger i forhold til national ret – som på statsstøtteområdet udgør vurderinger af de faktiske omstændigheder – er Domstolen kun kompetent til at efterprøve, om denne ret er blevet gengivet forkert (dom af 8.11.2022, Fiat Chrysler Finance Europe mod Kommissionen, C-885/19 P og C-898/19 P, EU:C:2022:859, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis).

30

I det foreliggende tilfælde tilsigter JCDecaux ikke at opnå en fornyet prøvelse af de faktiske omstændigheder vedrørende formålet med den i den omtvistede afgørelse omhandlede økonomiske fordel, men anmoder Domstolen om at efterprøve, om den appellerede doms begrundelse er selvmodsigende. Desuden har det første anbringende ikke til formål at anfægte Rettens fortolkning af national ret, men anfægter den kontradiktoriske karakter af Rettens konstateringer i forhold til dommen fra cour d’appel de Bruxelles (appeldomstolen i Bruxelles) af 29. april 2016. I henhold til fast retspraksis er spørgsmålet, om begrundelsen for en dom afsagt af Retten er selvmodsigende, et retsspørgsmål, der som sådan kan rejses under en appelsag (dom af 16.7.2009, Der Grüne Punkt – Duales System Deutschland mod Kommissionen, C-385/07 P, EU:C:2009:456, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis).

31

Det følger heraf, at Kommissionens argument om, at det første anbringende tilsigter at anfægte faktiske vurderinger, skal forkastes.

32

Kommissionen har for det andet i det væsentlige gjort gældende, at JCDecaux’ argument om, at der angiveligt ikke foreligger en handling fra de offentlige myndigheders side, udgør et nyt anbringende, eftersom dette selskab for første gang under appelsagen har bestridt, at den pågældende støtte kan tilregnes staten.

33

Det skal i denne henseende bemærkes, at i henhold til artikel 170, stk. 1, andet punktum, i Domstolens procesreglement må der ikke i appelskriftet foretages nogen ændring af sagens genstand, som den forelå for Retten. Som det fremgår af fast retspraksis, ville anerkendelsen af en adgang for en part til først for Domstolen at fremføre et klagepunkt, som parten ikke har fremført for Retten, desuden være ensbetydende med at give den pågældende adgang til at forelægge Domstolen – der har en begrænset kompetence i appelsager – en mere omfattende tvist end den, der blev forelagt Retten. Under en appel har Domstolen således kun kompetence til at tage stilling til Rettens bedømmelse af de anbringender og argumenter, der er blevet behandlet for den (dom af 18.1.2024, Jenkinson mod Rådet m.fl., C-46/22 P, EU:C:2024:50, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis).

34

Det skal i dette tilfælde fastslås, således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 45 i forslaget til afgørelse, at JCDecaux med det første anbringende i modsætning til det af Kommissionen anførte ikke har bestridt, at den pågældende økonomiske fordel kan tilregnes staten, men har gjort gældende, at Retten ikke uden en åbenbar selvmodsigelse kan henvise til dommen afsagt af cour d’appel de Bruxelles (appeldomstolen i Bruxelles) den 29. april 2016 med henblik på at bekræfte, at der foreligger statsstøtte, når det i denne dom blev fastslået, at denne fordel ikke følger af nogen afgørelse fra en offentlig myndighed. Det pågældende argument kan derfor ikke anses for at være et nyt anbringende.

35

Det følger heraf, at det første anbringende kan antages til realitetsbehandling.

Om realiteten

36

JCDecaux har principalt gjort gældende, at der foreligger en modsætning mellem de i den appellerede doms præmis 31 og 40 foretagne konstateringer og de konstateringer, hvorved Retten i den nævnte doms præmis 42 og 102 fastslog, at der var tale om statsstøtte.

37

Det skal i denne forbindelse konstateres, at denne argumentation beror på en urigtig læsning af den appellerede dom. Retten fandt ganske vist i den appellerede doms præmis 31 og 40, at cour d’appel de Bruxelles (appeldomstolen i Bruxelles) ved dom af 29. april 2016 fastslog, at JCDecaux havde udnyttet de omtvistede anordninger uden tilladelse.

38

Retten konstaterede imidlertid i den appellerede doms præmis 29, at som en undtagelse fra bestemmelserne i aftalen fra 1999 fastsatte bilag 10, at de reklamesøjler, der er opført i dette bilag, fortsat kunne drives af JCDecaux på de betingelser, der var fastsat i aftalen fra 1984, dvs. uden at betale hverken leje eller afgift, men udelukkende indtil de datoer for fjernelse, der var fastsat i det nævnte bilag. Endvidere følger det i det væsentlige af 49. betragtning til den omtvistede afgørelse, hvortil der henvises i den appellerede doms præmis 30, og af den appellerede doms præmis 41, at de belgiske myndigheder havde givet samtykke til den fortsatte drift af de omtvistede anordninger efter de datoer for fjernelse, der var fastsat i dette samme bilag 10 med henblik på at opretholde den økonomiske ligevægt i aftalen fra 1984.

39

Under disse omstændigheder fastslog Retten i modsætning til det af JCDecaux anførte ikke alene på grundlag af dommen fra cour d’appel de Bruxelles (appeldomstolen i Bruxelles) af 29. april 2016, at driften af de omtvistede anordninger fortsatte efter de datoer for fjernelse, der var fastsat i bilag 10, uden de belgiske myndigheders samtykke.

40

Det følger heraf, at Rettens konstateringer i den appellerede doms præmis 42 og 102 ikke bygger på en selvmodsigelse i begrundelsen.

41

JCDecaux har subsidiært gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 42 fastslog, at den fortsatte drift af de omtvistede anordninger efter de datoer for fjernelse, der var fastsat bilag 10, udgjorde en økonomisk fordel, selv om den i denne præmis 42 havde konstateret, at denne fortsatte drift havde til formål at kompensere dette selskab for de omkostninger og det tab, der skyldes den førtidige fjernelse af visse reklamesøjler, der er opført i bilag 10. Herved traf Retten afgørelse med en selvmodsigende begrundelse og undlod at drage konsekvenserne af denne konstatering i forhold til vurderingen af det støttebeløb, der skal tilbagesøges.

42

JCDecaux har således foreholdt Retten, at den navnlig i den appellerede doms præmis 83-89 ikke drog nogen konsekvenser af denne konstatering med hensyn til metoden til beregning af det støttebeløb, der skal tilbagesøges, hvilket med urette fører til tilbagesøgning af den påberåbte fordel i sin helhed uden hensyntagen til de omkostninger, som JCDecaux afholdt som følge af den førtidige fjernelse af visse reklamesøjler, der er opført i bilag 10, og den skade, der er lidt som følge af aftalebrud. Retten tiltrådte ligeledes med urette i den appellerede doms præmis 87 metoden til beregning af den støtte, der skal tilbagesøges, således som vedtaget af Kommissionen i den omtvistede afgørelse, uden at tage hensyn til, at der var tale om en kompensationsmekanisme.

43

Det skal for det første bemærkes, således som Retten gjorde det i den appellerede doms præmis 24, at begrebet »fordel«, der er uadskilleligt forbundet med kvalificeringen af en foranstaltning som statsstøtte, skal fastlægges objektivt, uanset hvilke begrundelser ophavsmændene til den pågældende foranstaltning måtte have. Arten af de formål, der forfølges med statslige foranstaltninger, og deres begrundelse er således ikke udslagsgivende for, om de udgør statsstøtte. Artikel 107, stk. 1, TEUF sondrer således ikke ud fra grundene til eller formålene med de statslige indgreb, men definerer disse i kraft af deres virkninger (dom af 25.1.2022, Kommissionen mod European Food m.fl., C-638/19 P, EU:C:2022:50, præmis 122 og den deri nævnte retspraksis).

44

For så vidt som den i den omtvistede afgørelse omhandlede økonomiske fordel består i JCDecaux’ fortsatte drift af de omtvistede anordninger efter de fastsatte udløbsdatoer i henhold til bilag 10 uden at betale leje eller afgift til Ville de Bruxelles, fandt Retten i denne henseende med rette i den appellerede doms præmis 25, at den omstændighed, at denne fordel havde til formål at kompensere for et angiveligt tab, som dette selskab led som følge af den førtidige fjernelse af visse reklamesøjler, der er opført i bilag 10, ikke indebærer, at denne kompensation ikke kan udgøre statsstøtte.

45

Det skal ligeledes bemærkes, at Retten som svar på JCDecaux’ argumentation om, at Kommissionen i den omtvistede afgørelse med urette konkluderede, at Ville de Bruxelles ikke havde handlet som en markedsoperatør, i den appellerede doms præmis 37-41 med rette bemærkede, at det med henblik på at afgøre, om en statslig foranstaltning udgør støtte, er nødvendigt, at det på grundlag af objektive elementer, som kan efterprøves, klart fremgår, at den pågældende medlemsstat forud for eller samtidigt med indrømmelsen af en økonomisk fordel har besluttet ved den foranstaltning, som faktisk er blevet gennemført, at erstatte det tab, som en medkontrahent hævder at have lidt ved opfyldelsen af sine kontraktlige forpligtelser (jf. i denne retning dom af 5.6.2012, Kommissionen mod EDF, C-124/10 P, EU:C:2012:318, præmis 82 og 83).

46

I denne henseende fandt Retten i den appellerede doms præmis 38, at det ikke fremgik af nogen oplysninger i sagen, at Ville de Bruxelles havde foretaget en analyse af det tab, som JCDecaux angiveligt havde lidt som følge af den førtidige fjernelse af visse reklamesøjler, der er opført i bilag 10, og den fortjeneste, der skulle oppebæres gennem den fortsatte drift af de omtvistede anordninger. Retten fastslog desuden i den appellerede doms præmis 39, at det ikke fremgik af nogen oplysninger i sagen, at Ville de Bruxelles havde »fulgt gennemførelsen af kompensationsmekanismen i aftalen fra 1984«.

47

I øvrigt bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 41 i det væsentlige, at viljen til gennem aftalen fra 1999 at indføre en form for kompensation med henblik på at opretholde den økonomiske ligevægt i aftalen fra 1984 under alle omstændigheder ikke undtog den nationale forvaltning fra at foretage en analyse af, om der forelå en eventuel skade samt af dens omfang, som JCDecaux måtte have lidt som følge af den førtidige fjernelse af visse anordninger, der er opført i bilag 10.

48

Det følger af ovenstående betragtninger, at Retten, selv om den ikke havde udelukket, at ordlyden af aftalen fra 1999 kunne have indeholdt en mekanisme, der havde til formål at kompensere JCDecaux, imidlertid ligeledes fandt, at en sådan kompensation i forbindelse med analysen af, om der foreligger statsstøtte efter artikel 107, stk. 1, TEUF, ikke var til hinder for, at det fastslås, at der foreligger en økonomisk fordel med henblik på anvendelsen af denne bestemmelse. Retten kunne derfor uden at behæfte den appellerede dom med en selvmodsigende begrundelse fastslå i præmis 42 heri, at JCDecaux’ fortsatte drift af de omtvistede anordninger efter de datoer for fjernelse, der var fastsat i det nævnte bilag, udgjorde en økonomisk fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, også selv om denne fortsatte drift havde til formål at kompensere dette selskab som følge af den førtidige fjernelse af visse anordninger, der er opført i bilag 10, og som det havde opsat til opfyldelse af aftalen fra 1984.

49

Hvad for det andet angår metoden til beregning af det støttebeløb, der skal tilbagesøges, følger det af denne doms præmis 43-48, at Retten i denne sag ikke begik en retlig fejl, da den fastslog, at det af de belgiske myndigheder fulgte kompensationsformål ikke kunne rejse tvivl om kvalificeringen af den økonomiske fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF. Det kan derfor ikke foreholdes Retten, at den ikke tilsidesatte den i den omtvistede afgørelse fastsatte metode til beregning af det støttebeløb, der skulle tilbagesøges, i forhold til dette formål.

50

I den appellerede doms præmis 95, som ikke er blevet anfægtet i forbindelse med det første appelanbringende, kunne Retten endvidere forkaste JCDecaux’ argumentation om, at det kun er den økonomiske fordel, som går videre end den angivelige kompensation for det hævdede tab, der kan kvalificeres som statsstøtte, med den begrundelse, at denne argumentation har taget udgangspunkt i en fejlagtig forudsætning om, at den fortsatte drift af de omtvistede anordninger ikke udgjorde en økonomisk fordel.

51

Det kan derfor ikke foreholdes Retten, således som det følger af en samlet læsning af den appellerede doms præmis 87 og 95, at den fastslog, at metoden til beregning af størrelsen af den støtte, der skal tilbagesøges, som fastsat af Kommissionen, kunne undlade at tage hensyn til det af de belgiske myndigheder fulgte kompensationsformål.

52

Da de præmisser i den appellerede dom, der anfægtes af JCDecaux, ikke er indbyrdes modstridende, bør det første appelanbringende følgelig forkastes.

Det andet anbringende

Parternes argumentation

53

Med det andet anbringende har JCDecaux gjort gældende, at Retten foretog en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og de gældende retsforskrifter ved at fastslå, at den fortsatte drift af de omtvistede anordninger efter de i bilag 10 fastsatte datoer for fjernelse henhørte under aftalen fra 1999.

54

Med det andet anbringendes første led har JCDecaux foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 29 og 30 fastslog for det første, at det var ubestridt mellem parterne, at dette selskab efter indgåelsen af aftalen fra 1999 kun kunne opsætte og drive gademøbler i Ville de Bruxelles på de betingelser, der var fastsat i denne aftale, hvorefter selskabet skulle betale leje og afgifter, for det andet, at de omtvistede anordninger efter de i bilag 10 fastsatte datoer for fjernelse skulle erstattes af nye anordninger, der var omfattet af aftalen fra 1999, og som derfor var underlagt denne betalingsforpligtelse, og, for det tredje, at den fortsatte drift af de omtvistede anordninger på de betingelser, der er fastsat i aftalen fra 1984, efter disse datoer gjorde det muligt for det nævnte selskab »at undgå at opsætte og drive nye anordninger, der er omfattet af aftalen fra 1999, og følgelig at betale leje og afgifter, som selskabet skulle have betalt i henhold til den sidstnævnte aftale«.

55

I denne forbindelse har JCDecaux i første række gjort gældende, at ikrafttrædelsen af aftalen fra 1999 ikke har haft nogen som helst indvirkning på den gældende retlige ordning for de omtvistede anordninger. I overensstemmelse med de grundlæggende belgiske aftaleretlige principper var disse reklamesøjler, der var blevet opsat i henhold til aftalen fra 1984, nemlig fortsat reguleret af denne samme aftale, indtil de faktisk blev fjernet, uanset om dette skete før eller efter de i bilag 10 fastsatte datoer. Selskabet har fremhævet, at det var som en modydelse for en betydelig investering, der i det væsentlige bestod i udformning, fremstilling, opsætning og vedligeholdelse af de informationsgademøbler, der blev stillet til rådighed for Ville de Bruxelles, at selskabet fik lov til at anvende disse til reklameformål.

56

Dernæst har JCDecaux anført, at aftalen fra 1999 ikke indeholdt nogen bestemmelse om, at anordninger omfattet af aftalen fra 1984 eller noget andet eksisterende gademøbel skulle fjernes automatisk. Til gengæld fastsætter aftalen fra 1999 udtrykkeligt, at de anordninger, der blev opsat til gennemførelse af denne aftale, består side om side med de anordninger, der er opført i bilag 10, uden at de aftalebestemmelser, der finder anvendelse på disse sidstnævnte anordninger, ændres. Der var endvidere ikke nogen forpligtelse til at foretage en individuel udskiftning af hver enkelt omtvistet anordning med en ny anordning på det samme opsætningssted. Opretholdelsen af disse anordninger efter de i bilag 10 fastsatte datoer for fjernelse har endvidere gjort det muligt for JCDecaux at undgå at opsætte og drive nye anordninger, der er omfattet af aftalen fra 1999.

57

JCDecaux har endelig gjort gældende, at aftalen fra 1984 og aftalen fra 1999 er grundlæggende forskellige for så vidt angår den underliggende økonomiske logik og deres respektive vilkår. Ifølge selskabet kunne Retten ikke, selv om det blot er til sammenligning med henblik på at kunne beregne den angivelige økonomiske fordel, antage, at selskabet nødvendigvis ville have udskiftet hver enkelt omtvistet anordning med en identisk anordning på det samme opsætningssted og betalt leje og afgifter til Ville de Bruxelles svarende til de væsentligt anderledes ydelser, der var fastsat i aftalen fra 1999.

58

Med det andet anbringendes andet led har JCDecaux gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 53, 54 og 56 foretog en urigtig gengivelse af den gældende retlige ordning for så vidt angår de omtvistede anordninger.

59

JCDecaux har i denne henseende for det første anført, at Retten i den appellerede doms præmis 56 med urette fastslog, at de forskellige kommunalafgiftsbekendtgørelser, som Ville de Bruxelles havde vedtaget i 2001 og 2011, fandt anvendelse på disse anordninger med henvisning i den pågældende doms præmis 54 til den omstændighed, at de belgiske myndigheder under den administrative procedure ikke havde bestridt dette forhold.

60

Retten så herved bort fra den omstændighed, at Ville de Bruxelles, der har skattemæssig autonomi i henhold til artikel 170, stk. 4, i den belgiske forfatning, først begyndte at vedtage kommunalafgiftsbekendtgørelser vedrørende reklame fra og med 2001. Retten undlod derfor at tage hensyn til den omstændighed, at disse kommunalafgiftsbekendtgørelser ligger efter ikrafttrædelsen af aftalen fra 1999. Retten undlod ligeledes at tage hensyn til de to domme afsagt den 4. november 2016 af tribunal de première instance francophone de Bruxelles (den fransksprogede ret i første instans i Bruxelles), hvoraf det fremgår, at de reklamesøjler, der henhørte under aftalen fra 1999, skulle fritages for reklameafgiften.

61

JCDecaux er for det andet af den opfattelse, at den omstændighed, at selskabet ikke skulle betale afgifter for de omtvistede anordninger, ikke udgør en selektiv fordel, eftersom det i modsætning til Rettens bedømmelse i den appellerede doms præmis 53 ikke kan formodes, at denne fordel er selektiv, og dette så meget desto mere som CCB ligeledes var omfattet af den samme fritagelse for de lignende reklamesøjler, som selskabet drev i andre belgiske kommuner, hvilket blev bekræftet af cour d’appel de Bruxelles (appeldomstolen i Bruxelles) i en dom afsagt den 4. september 2018.

62

Kommissionen har bestridt både, at samtlige de af JCDecaux fremførte argumenter kan antages til realitetsbehandling, og at de er velbegrundede.

Domstolens bemærkninger

63

Ud over den retspraksis, som er nævnt i denne doms præmis 28, skal det præciseres, at bedømmelsen af de faktiske omstændigheder og beviserne ikke er et retsspørgsmål, der som sådant kan efterprøves af Domstolen under en appelsag, medmindre disse omstændigheder og beviser er blevet urigtigt gengivet, og at en sådan urigtig gengivelse af beviserne foreligger, hvis det uden fremlæggelse af nye beviser fremgår åbenbart, at bedømmelsen af de foreliggende beviser er urigtig. Denne urigtige gengivelse skal imidlertid fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet bedømmelse af de faktiske omstændigheder og beviserne. Endvidere påhviler det en appellant, der gør gældende, at Retten har gengivet beviserne urigtigt, præcist at angive, hvilke beviser der er blevet urigtigt gengivet af Retten, og at påvise de fejl i dens undersøgelse, der efter appellantens opfattelse har foranlediget Retten til denne urigtige gengivelse (dom af 23.3.2023, PV mod Kommissionen, C-640/20 P, EU:C:2023:232, præmis 77 og 78 og den deri nævnte retspraksis). En sådan urigtig gengivelse foreligger bl.a., når det er åbenbart, at Retten er gået videre end en rimelig vurdering af beviserne (dom af 2.10.2014, Strack mod Kommissionen, C-127/13 P, EU:C:2014:2250, præmis 79).

64

Rettens faktuelle konstateringer i den appellerede dom kan derfor kun anfægtes, hvis det godtgøres, at det åbenbart følger af de for Retten fremlagte dokumenter, at disse konstateringer er urigtige.

65

Inden for rammerne af det andet anbringendes første led har JCDecaux i det væsentlige gjort gældende, at Retten foretog en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og de gældende retsforskrifter ved i den appellerede doms præmis 30 at fastslå, at den fortsatte drift af de omtvistede anordninger efter de i bilag 10 fastsatte datoer for fjernelse gjorde det muligt for selskabet at undgå at opsætte og drive nye anordninger, der er omfattet af aftalen fra 1999, og følgelig at betale leje og afgifter, som selskabet skulle have betalt i henhold til den sidstnævnte aftale.

66

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 29 fastslog, at det var ubestridt mellem parterne, at JCDecaux efter indgåelsen af aftalen fra 1999 kun kunne opsætte og drive gademøbler i Ville de Bruxelles på de betingelser, der var fastsat i denne aftale, hvorefter selskabet skulle betale leje og afgifter. Som Retten ligeledes anførte i denne præmis 29, kunne de reklamesøjler, der er opført i dette bilag, som en undtagelse fra bestemmelserne i aftalen fra 1999 ifølge dette bilag fortsat drives af JCDecaux på de betingelser, der var fastsat i aftalen fra 1984, dvs. uden at betale hverken leje eller afgift, men udelukkende indtil de i det nævnte bilag fastsatte datoer for fjernelse. Efter disse datoer skulle disse anordninger erstattes af nye anordninger, der var omfattet af aftalen fra 1999, og som derfor var underlagt betaling af afgifter og leje.

67

Disse konstateringer ligger til grund for de betragtninger, der er anført i den appellerede doms præmis 30 og sammenfattet i denne doms præmis 65.

68

Det skal konstateres, at JCDecaux ikke har godtgjort, at det åbenbart følger af de for Retten fremlagte dokumenter, at de nævnte konstateringer er urigtige. Derfor skal det andet anbringendes første led afvises.

69

Med det andet anbringendes andet led har JCDecaux i det væsentlige gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 53, 54 og 56 foretog en urigtig gengivelse af den gældende retlige ordning for så vidt angår driften af de omtvistede anordninger.

70

Det skal for så vidt angår JCDecaux’ anbringende om, at Retten ikke tog hensyn til artikel 170, stk. 4, i den belgiske forfatning og med urette fandt, at Ville de Bruxelles’ kommunalafgiftsbekendtgørelser, der blev vedtaget fra 2001, fandt anvendelse på selskabet, fastslås, således som generaladvokaten har bemærket i punkt 67 i forslaget til afgørelse, at dette argument ikke som sådan har til formål at rejse tvivl om Rettens konstatering i den appellerede doms præmis 54 af, at de belgiske myndigheder under den administrative procedure ikke havde bestridt, at Ville de Bruxelles’ kommunalafgiftsbekendtgørelser udgjorde den referenceafgiftsordning, der finder anvendelse i den foreliggende sag.

71

Med hensyn til JCDecaux’ argument om, at Retten i den appellerede doms præmis 63 undlod at tage hensyn til de to domme afsagt den 4. november 2016 af tribunal de première instance francophone de Bruxelles (den fransksprogede ret i første instans i Bruxelles), hvoraf det fremgår, at de reklamesøjler, der henhørte under aftalen fra 1999, skulle fritages for reklameafgiften, skal det bemærkes, at Retten blot afviste deres relevans med henblik på kvalificeringen som statsstøtte. JCDecaux har således ikke godtgjort, hvorfor disse domme kan rejse tvivl om Rettens vurdering i den nævnte præmis 63.

72

JCDecaux’ argument om, at betingelsen vedrørende forekomsten af en økonomisk fordel med henblik på anvendelsen af artikel 107, stk. 1, TEUF krævede, at der skulle tages hensyn til den omstændighed, at CCB ligeledes var omfattet af en fritagelse for reklamebeskatning af driften af reklamesøjler i andre belgiske kommuner, skal ligeledes forkastes. Denne omstændighed er, således som generaladvokaten har bemærket i punkt 69 i forslaget til afgørelse, uden betydning for afgørelsen af, om JCDecaux havde opnået en sådan fordel.

73

Det følger heraf, at det andet anbringende delvist skal afvises, delvist skal forkastes som ugrundet.

74

Da ingen af appelanbringenderne tages til følge, bør appellen forkastes i det hele.

Sagsomkostninger

75

I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i medfør af dette reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

76

Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at JCDecaux tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og JCDecaux har tabt sagen, bør det pålægges JCDecaux at bære sine egne omkostninger og betale de af Kommissionen afholdte omkostninger.

77

Artikel 184, stk. 4, i Domstolens procesreglement fastsætter, at når en intervenient i første instans, som ikke selv har iværksat appel, har deltaget i den skriftlige eller den mundtlige del af retsforhandlingerne for Domstolen, kan sidstnævnte bestemme, at den pågældende skal bære sine egne omkostninger. I den foreliggende sag har CCB, som var intervenient i første instans, men ikke selv er appellant, deltaget i den mundtlige del af retsforhandlingerne for Domstolen, men har ikke nedlagt påstand om, at JCDecaux tilpligtes at betale sagsomkostningerne. Det bestemmes under disse omstændigheder, at CCB bærer sine egne omkostninger i forbindelse med appelsagen.

1)

Appellen forkastes.

2)

JCDecaux Street Furniture Belgium SA bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger.

3)

Clear Channel Belgium SPRL bærer sine egne omkostninger.