EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 26.4.2023
COM(2023) 240 final
BILAG
til
Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING
om effektiv samordning af de økonomiske politikker og multilateral budgetovervågning og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1466/97
BILAG I
Kriterier for fastsættelse af den tekniske kurs for medlemsstater, hvis offentlige gæld overstiger referenceværdien på 60 % af BNP, eller hvis offentlige underskud overstiger referenceværdien på 3 % af BNP
For de medlemsstater, hvis offentlige gæld overstiger referenceværdien på 60 % af BNP, eller hvis offentlige underskud overstiger referenceværdien på 3 % af BNP, skal den tekniske kurs sikre, at:
(a)gældsudviklingen over 10 år i fravær af yderligere budgetforanstaltninger følger en troværdigt nedadgående kurs eller forbliver på et forsvarligt niveau senest udgangen af tilpasningsperioden
(b)det offentlige underskud nedbringes og fastholdes under referenceværdien på 3 % af BNP i fravær af yderligere budgetforanstaltninger i samme 10-årsperiode
(c)den tekniske kurs i de år, hvor den pågældende medlemsstat forventes at have et underskud, der overskrider referenceværdien på 3 % af BNP, og denne overskridelse ikke er tæt på referenceværdien og af midlertidig karakter, også er i overensstemmelse med det benchmark, der er omhandlet i artikel 3 i Rådets forordning (EF) nr. 1467/97 om fremskyndelse og afklaring af gennemførelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud som ændret ved forordning [X]
(d)den finanspolitiske indsats ikke udsættes til de sidste år af tilpasningsperioden, dvs. at den finanspolitiske indsats i den periode, der er omfattet af den nationale mellemfristede plan for finans- og strukturpolitiske tiltag, som minimum er proportional med den samlede indsats over hele tilpasningsperioden
(e)den offentlige gældskvote ved udgangen af planlægningsperioden er faldet til under det niveau, gældskvoten lå på året før starten af den tekniske kurs,
(f)væksten i nationale nettoudgifter som hovedregel i hele planens tidshorisont forbliver under outputvæksten på mellemlang sigt i gennemsnit.
BILAG II
Oplysninger, der skal forelægges i de nationale mellemfristede planer for finans- og strukturpolitiske tiltag
En national mellemfristet plan for finans- og strukturpolitiske tiltag skal indeholde følgende oplysninger:
(a)den i artikel 11 omhandlede nationale nettoudgiftskurs. De øvrige budgetvariable, der ligge uden for regeringens kontrol, som indgår i definitionen af nettoudgifter, jf. artikel 2, omfatter udgifter til EU-programmer, der fuldt ud modsvares af indtægter fra EU-midler, samt konjunkturbestemte arbejdsløshedsudgifter
(b)den forventede vækst i offentlige udgifter ved en uændret politik
(c)den forventede udvikling i den offentlige gældskvote
(d)oplysninger om implicitte forpligtelser relateret til aldring samt eventualforpligtelser med potentielt betydelige virkninger for de offentlige budgetter, herunder statsgarantier, misligholdte lån og forpligtelser i forbindelse med driften af offentlige selskaber, herunder omfanget heraf, potentielle udgifter og forpligtelser som følge af retssager og, i videst muligt omfang, oplysninger om eventualforpligtelser i forbindelse med katastrofer og klimaændringer
(e)de vigtigste antagelser vedrørende den forventede økonomiske udvikling og de væsentligste økonomiske variabler, som er relevante for at sikre overensstemmelse med konvergens i den offentlige gæld i retning af et forsvarligt niveau og fastholdelse af det offentlige underskud under referenceværdien på 3 % af BNP
(f)hvis en medlemsstat anvender antagelser som omhandlet i nr. e), der adskiller sig fra Kommissionens antagelser vedrørende tilpasningsperioden i den nationale mellemfristede plan for finans- og strukturpolitiske tiltag og den efterfølgende 10-årsperiode i fravær af yderligere budgetmæssige foranstaltninger, skal medlemsstaten redegøre behørigt herfor og give en begrundelse for denne forskel med udgangspunkt i solide økonomiske argumenter
(g)en analyse af, hvordan ændringer i de vigtigste økonomiske antagelser vil påvirke medlemsstatens budget- og gældsstilling
(h)hvor det er relevant, en behørig begrundelse (med udgangspunkt i solide og verificerbare økonomiske argumenter) for en afvigelse fra den tekniske kurs, der er foreslået af Kommissionen
(i)de reform- og investeringstilsagn, der skal tackle de udfordringer, der er identificeret i de landespecifikke henstillinger, idet der tages hensyn til status for gennemførelsen af de pågældende landespecifikke henstillinger
(j)de samlede offentlige investeringsudgifter samt udgifter i forbindelse med reformer og investeringer til understøttelse af Unionens generelle prioriteter som fastsat i bilag VI
(k)hvor det er relevant, oplysninger om et specifikt, tidsbundet og verificerbart sæt reform- og investeringstilsagn, der lægges til grund for en forlængelse af tilpasningsperioden, jf. artikel 13, en tidsplan for gennemførelsen heraf samt solide økonomiske argumenter for, at de pågældende reform- og investeringstilsagn opfylder kriterierne i artikel 13 under hensyn til vurderingskriterierne i bilag VII
(l)en så præcis kvantificering som muligt af den indvirkning, som de i nr. k) omhandlede reformer og investeringer forventes at have på den finanspolitiske holdbarhed, væksten og beskæftigelsen, hvor det er relevant i overensstemmelse med i fællesskab aftalte metoder
(m)hvor det er muligt oplysninger om den budgetmæssige virkning på mellemlang sigt, som de i nr. k) omhandlede reform- og investeringstilsagn forventes at have, samt deres potentielle virkning på mellemlang sigt på væksten
(n)hvor det er relevant, oplysninger om reform- og investeringstilsagn til korrektion af makroøkonomiske ubalancer, der er konstateret under proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer
(o)det samlede planlagte niveau for nationalt finansierede offentlige investeringer i den periode, der er dækket af den nationale mellemfristede plan for finans- og strukturpolitiske tiltag
(p)for medlemsstater med mindre udfordringer relateret til offentlig gæld, men betydelige implicitte forpligtelser som følge af befolkningens aldring, bør den nationale nettoudgiftskurs og reformerne i den nationale mellemfristede plan for finans- og strukturpolitiske tiltag tage behørigt hensyn til udfordringerne med at sikre de offentlige finansers holdbarhed på lang sigt
(q)oplysninger om høringer af arbejdsmarkedets parter, civilsamfundsorganisationer og andre relevante interessenter i forbindelse med udarbejdelsen af planen.
BILAG III
Oplysninger, som medlemsstaterne skal forelægge i de årlige statusrapporter
Medlemsstaterne skal forelægge følgende oplysninger i deres årlige statusrapporter:
(a)en sammenligning mellem de planlagte nettoudgifter på grundlag af den af Rådet fastsatte nettoudgiftskurs og nettoudgifterne på grundlag af endelige data
(b)en sammenligning, som løber fra starten af den nationale mellemfristede plan for finans- og strukturpolitiske tiltag, mellem fremskrivningerne af de væsentligste økonomiske variable, der fremgår af planen, og de endelige data for de pågældende variable, samt konsekvenserne heraf for overholdelsen af den af Rådet fastsatte nettoudgiftskurs og for den forventede udvikling i den offentlige gældskvote som anført i planen
(c)en analyse af gennemførelsen i det foregående år af diskretionære foranstaltninger på indtægtssiden
(d)en beskrivelse af fremskridtene med de reform- og investeringstilsagn, der er fastlagt i den nationale mellemfristede plan for finans- og strukturpolitiske tiltag i overensstemmelse med bilag II, punkt i) og j), og eventuelt punkt k) og n), samt af den forventede gennemførelse for det efterfølgende år
(e)oplysninger for det følgende år om, hvordan medlemsstaten agter at efterkomme de landespecifikke henstillinger fra det foregående år, herunder, hvor det er relevant, henstillingen vedrørende den økonomiske politik i euroområdet
(f)i genopretnings- og resiliensfacilitetens levetid, oplysninger om fremskridt med gennemførelsen af genopretnings- og resiliensplanen med henblik på at opfylde kravet om halvårlig rapportering inden for rammerne af det europæiske semester, jf. artikel 27 i forordning (EU) 2021/241
(g)oplysninger om udviklingen i eventualforpligtelser som anført i den nationale mellemfristede plan for finans- og strukturpolitiske tiltag i overensstemmelse med bilag II, nr. d), og udviklingen i de implicitte forpligtelser relateret til aldring, hvor det er relevant, samt oplysninger om eventualforpligtelser og implicitte forpligtelser i det efterfølgende år
(h)de vigtigste antagelser vedrørende den forventede økonomiske udvikling og de væsentligste økonomiske variable i de følgende år i tilpasningsperioden, herunder den offentlige gældskvote
(i)fremskrivninger for de følgende år af tilpasningsperioden ved en uændret politik af de offentlige udgifter og indtægter og deres hovedkomponenter, herunder offentlige investeringsudgifter
(j)de planlagte offentlige udgifter og indtægter målt i BNP og deres hovedkomponenter for de følgende år af tilpasningsperioden under hensyn til den af Rådet fastsatte nettoudgiftskurs
(k)en beskrivelse og kvantificering af de foranstaltninger på udgifts- og indtægtssiden, der vil blive gennemført for at dække forskellen mellem fremskrivningerne ved uændrede politikker for de i nr. i) omhandlede udgifter og indtægter og de i nr. j) omhandlede planlagte udgifter og indtægter
(l)en analyse af udviklingen i de makroøkonomiske ubalancer, der er konstateret under proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer, og hvordan ubalancerne påvirkes af gennemførelsen af de relevante reform- og investeringstilsagn, der er fastlagt i den nationale mellemfristede plan for finans- og strukturpolitiske tiltag i overensstemmelse med bilag II, nr. n), hvor det er relevant
(m)oplysninger om efterlevelse af en advarsel fra Kommissionen eller en henstilling fra Rådet efter artikel 121, stk. 4, i TEUF
(n)oplysninger om udviklingen på arbejdsmarkedet samt inden for færdigheder og socialpolitik og om gennemførelsen af de politiske foranstaltninger, der er truffet for at fremme opadgående social konvergens mellem medlemsstaterne for at skabe bedre arbejds- og levevilkår i overensstemmelse med principperne i den europæiske søjle for sociale rettigheder og retningslinjerne vedrørende beskæftigelsen, jf. artikel 148 i TEUF. Det omfatter den virkning, som foranstaltningerne ventes at have på fremskridtene med de nationale 2030-mål for beskæftigelse, færdigheder og fattigdomsbekæmpelse
(o)de uafhængige finanspolitiske institutioners vurdering, jf. artikel 22.
BILAG IV
Anvendelse af kontrolkontoen
Når en medlemsstats faktiske nettoudgifter i et givet år ligger over den af Rådet fastsatte nettoudgiftskurs, registreres dette som en debetpost på den pågældende medlemsstats kontrolkonto, jf. artikel 21.
Når en medlemsstats faktiske nettoudgifter i et givet år ligger under den af Rådet fastsatte nettoudgiftskurs, registreres dette som en kreditpost på kontrolkontoen.
Den akkumulerede saldo på kontrolkontoen i en given periode er summen af årlige debet- og kreditposter i denne periode.
BILAG V
Metode til Kommissionens troværdighedsvurdering
Den i artikel 8 omhandlede metode til vurdering af troværdigheden tager udgangspunkt i følgende:
·den offentlige gældskvote bør være aftagende eller forblive på et forsvarligt niveau på grundlag af de deterministiske scenarioer under Kommissionens ramme for mellemfristet fremskrivning af offentlig gæld som beskrevet i Debt Sustainability Monitor 2022
·risikoen for, at den offentlige gældskvote ikke falder i de fem år, der følger efter tilpasningsperioden i den nationale mellemfristede plan for finans- og strukturpolitiske tiltag, bør være tilstrækkelig lav. Risikoen vurderes ved hjælp af Kommissionens stokastiske analyse.
BILAG VI
Unionens generelle prioriteter
Unionens generelle prioriteter, jf. artikel 12, litra b), er:
(a)den europæiske grønne pagt, herunder omstillingen til klimaneutralitet inden 2050 og gennemførelsen heraf på nationalt plan gennem de nationale energi- og klimaplaner
(b)den europæiske søjle for sociale rettigheder, herunder de relaterede målsætninger for beskæftigelse, færdigheder og fattigdomsbekæmpelse for 2030
(c)politikprogrammet for det digitale årti 2030, som gennemføres på nationalt plan gennem de nationale strategiske køreplaner for det digitale årti
(d)
et strategisk kompas for sikkerhed og forsvar – For en Europæisk Union, der beskytter sine borgere, værdier og interesser og bidrager til international fred og sikkerhed
.
BILAG VII
Vurderingsramme for de reform- og investeringstilsagn, der ligger til grund for en forlængelse af tilpasningsperioden.
1.Anvendelsesområde
Formålet med denne vurderingsramme er:
–at danne grundlag for Kommissionens vurdering af, om de reform- og investeringstilsagn, der er fastlagt i den nationale mellemfristede plan for finans- og strukturpolitiske tiltag og lægges til grund for en forlængelse af tilpasningsperioden, opfylder kriterierne i artikel 13, stk. 2. Vurderingsrammen udgør således grundlaget for anvendelsen af vurderingskriterierne i artikel 13, stk. 2, med henblik på at sikre en retfærdig og gennemsigtig proces
–at danne grundlag for vurderingen af, om reform- og investeringstilsagnene opfylder betingelserne i artikel 13, stk. 3. Vurderingsrammen udgør således også grundlaget for anvendelsen af betingelserne i artikel 13, stk. 3, med det samme formål.
2.Vurderingskriterier
I henhold til artikel 13, stk. 2, skal de reform- og investeringstilsagn, der er fastsat i den nationale mellemfristede plan for finans- og strukturpolitiske tiltag og lægges til grund for en forlængelse af tilpasningsperioden, stå mål med omfanget af udfordringer relateret til offentlig gæld som konstateret i den seneste Debt Sustainability Monitor-undersøgelse og med udfordringerne for væksten på mellemlang sigt i medlemsstaten. For de medlemsstater, hvor udfordringerne relateret til offentlig gæld er forbundet med væsentlige udfordringer for væksten på mellemlang sigt, forventes reformerne og investeringerne også at afhjælpe hindringer for vækst på mellemlang sigt.
Reform- og investeringstilsagnene skal samlet set opfylde følgende kriterier:
2.1Reform- og investeringstilsagnene fremmer vækst
–Reform- og investeringstilsagnene forventes på grundlag af troværdige, veldokumenterede og forsigtige antagelser at indebære et betydeligt bidrag til vækstpotentialet i den pågældende medlemsstats økonomi på en bæredygtig måde.
2.2Reform- og investeringstilsagnene støtter finanspolitisk holdbarhed
–Reform- og investeringstilsagnene forventes at indebære en betydelig strukturel forbedring af de offentlige finanser på mellemlang sigt ved strukturelt at reducere de offentlige udgifter eller øge de offentlige indtægter i den pågældende medlemsstat.
2.3Reform- og investeringstilsagnene understøtter Unionens generelle prioriteter som fastsat i bilag VI
–Reform- og investeringstilsagnene bidrager i væsentlig grad til mindst én af Unionens generelle prioriteter som fastsat i bilag VI.
2.4 Reform- og investeringstilsagnene efterkommer tilsammen de relevante landespecifikke henstillinger, herunder, hvor det er relevant, henstillinger udstedt som led i proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer
–De reform- og investeringstilsagn, der lægges til grund for en forlængelse af tilpasningsperioden, forventes samlet set at tackle de udfordringer, der er identificeret i de relevante landespecifikke henstillinger, herunder, hvor det er relevant, henstillinger udstedt som led i proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer, idet der tages hensyn til omfanget og alvoren af de landespecifikke udfordringer samt eventuelt de tilsagn, der er afgivet i genopretnings- og resiliensplanerne.
2.5 Reform- og investeringstilsagnene sikrer, at det overordnede niveau af nationalt finansierede offentlige investeringer i hele den nationale mellemfristede plan for finans- og strukturpolitiske tiltags tidshorisont er højere end det mellemfristede niveau i perioden før planen
–Hvorvidt det planlagte niveau for nationalt finansierede offentlige investeringer i hele planens tidshorisont er højere end det mellemfristede niveau i perioden før planen.
Derudover bør hvert af de reform- og investeringstilsagn, medlemsstaten lægger til grund for en forlængelse af tilpasningsperioden, være tilstrækkeligt detaljerede, frontloadede, tidsbundne og verificerbare.
–Reform- og investeringstilsagnene og de enkelte elementer af hver reform og investering skal være klart beskrevne, således at Kommissionen kan vurdere kriterierne i punkt 2.1-2.5, herunder med hensyn til gennemførelse og overvågning.
–Reformerne skal gennemføres inden for planperioden.
–Investeringerne skal senest gennemføres ved udgangen af tilpasningsperioden.
–Den nationale mellemfristede plan for finans- og strukturpolitiske tiltag indeholder klare og realistiske, relevante og robuste indikatorer, som giver mulighed for at vurdere fremskridtene med den effektive gennemførelse af reform- og investeringstilsagnene.