Nærværende appel indgår i en indsigelsessag, der er rejst af LG Electronics Inc.,  2 – Herefter »LG« eller »indsigeren«. vedrørende en ansøgning om registrering af EF-varemærket »compressor technology«, som BSH Bosch und Siemens Hausgeräte GmbH  3 – Herefter »BSH« eller »ansøgeren«. har indgivet til Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) (herefter »Harmoniseringskontoret«). Med appellen er der nedlagt påstand om ophævelse af dommen afsagt den 4. december 2014 af Den Europæiske Unions Ret i sagen BSH mod KHIM – LG Electronics (compressor technology)  4 – T-595/13, EU:T:2014:1023, herefter »den appellerede dom«. .

Appellen kan opdeles i to dele.

For det første giver appellen på ny Domstolen lejlighed til at præcisere de tilfælde, hvori Unionens retsinstanser med henblik på at opfylde deres funktion som retsinstans, der udfører legalitetskontrol, har pligt til at tage et retligt anbringende under påkendelse ex officio.

For det andet giver appellen Domstolen lejlighed til at tage stilling til opbygningen og anvendelsen af de retsmidler, der iværksættes ved Harmoniseringskontoret, og som har til formål at opnå omgørelse af indsigelsesafdelingernes afgørelser. Domstolen vil navnlig få lejlighed til at fastlægge rækkevidden og de nærmere regler for anvendelsen af artikel 8, stk. 3, i Kommissionens forordning (EF) nr. 216/96 af 5. februar 1996 om fastsættelse af forretningsordenen for appelkamrene ved Harmoniseringskontoret for Det Indre Marked (varemærker og mønstre)  5 – EFT L 28, s. 11. Forordning som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2082/2004 af 6.12.2004 (EUT L 360, s. 8, herefter »forordning nr. 216/96«). .

Denne bestemmelse har følgende ordlyd: »I inter-partes sager kan modparten i sit indlæg anmode om annullering eller ændring af den anfægtede afgørelse for så vidt angår et punkt, som ikke er nævnt i klagen. En sådan anmodning bortfalder, hvis klageren trækker klagen tilbage«.

I den foreliggende sag indgav LG, efter at BSH havde indgivet en klage i henhold til artikel 58-64 i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemærker  6 – EUT L 78, s. 1. med henblik på at opnå omgørelse af indsigelsesafdelingens afgørelse vedrørende en meget begrænset varefortegnelse, en kontraklage med henblik på at opnå omgørelse af denne afgørelse vedrørende en langt mere omfattende varefortegnelse, idet LG fremsatte denne klage i det indlæg, som selskabet indgav i henhold til artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 216/96.

Ved afgørelse af 5. september 2013  7 – Sag R 1176/2012-1. Afgørelse, som ændret ved afgørelse om berigtigelse af 3.12.2013, herefter »den omtvistede afgørelse«. afslog Harmoniseringskontorets Første Appelkammer (herefter »appelkammeret«) BSH’s klage og tog delvis LG’s anmodning til følge.

Det er lovligheden af denne afgørelse, der er genstand for den foreliggende sag.

Det for Retten anlagte annullationssøgsmål vedrørte udelukkende den materielle prøvelse af, om der foreligger en risiko for forveksling mellem de omhandlede tegn med hensyn til registrering af varemærket »compressor technology«, mens den appel, der er iværksat ved Domstolen, rejser to rent retlige spørgsmål, der vedrører dels retsinstansernes prøvelse ex officio, dels eksistensen og lovligheden af en klageadgang.

Hvad angår retsinstansernes prøvelse ex officio vil jeg foreslå Domstolen at ophæve den appellerede dom ikke på grundlag af de anbringender, som BSH har gjort gældende for Domstolen, men fordi Retten har undladt at tage to anbringender om grundlæggende retsprincipper under påkendelse ex officio. Det første vedrører appelkammerets manglende kompetence til at omgøre indsigelsesafdelingens afgørelse med hensyn til andre varer end dem, som ansøgeren anførte i den principale klage, og det andet vedrører tilsidesættelse af ansøgerens ret til at blive hørt inden for rammerne af denne sag.

Da disse to anbringender har været genstand for en kontradiktorisk forhandling ved Domstolen, vil jeg foreslå Domstolen, at den tager disse anbringender under påkendelse ex officio, og at den tager stilling til tvisten.

Det er i denne forbindelse, at Domstolen bl.a. vil få lejlighed til at afgøre, om artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 216/96 i lyset af bestemmelserne i artikel 58-64 i forordning nr. 207/2009, og de proceduregarantier, der er fastsat i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), faktisk har til formål at indføre en klageadgang, der er parallel med den klageadgang, der er fastsat inden for rammerne af forordning nr. 207/2009.

Domstolen vil således få lejlighed til at bringe den aktuelle retsusikkerhed vedrørende fortolkningen af en sådan bestemmelse, der er opstået som følge af den manglende ensartethed med hensyn til de fremgangsmåder, som Harmoniseringskontorets forskellige appelkamre og Rettens forskellige sammensætninger følger, til ophør.

I dette forslag til afgørelse vil jeg redegøre for grundene til, at artikel 8, stk. 3 i forordning nr. 216/96 åbenbart ikke kan have til formål at tilvejebringe en klageadgang, der er uafhængig af den klageadgang, der er fastsat i artikel 58 ff. i forordning nr. 207/2009. Jeg er derfor af den opfattelse, at appelkammeret ved at tage en klage til følge, der åbenbart ikke kunne antages til realitetsbehandling, ikke havde kompetence til at omgøre indsigelsesafdelingens afgørelse med hensyn til andre varer end dem, der var genstand for den principale klage, og at appelkammeret derved overskred grænserne for dets kompetence.

Subsidiært vil jeg endvidere redegøre for, hvorledes appelkammeret tilsidesatte BSH’s ret til forsvar ved ikke at give selskabet mulighed for at fremsætte bemærkninger efter afslutningen af LG’s kontraklage.

Jeg vil derfor foreslå Domstolen at annullere den omtvistede afgørelse og pålægge Harmoniseringskontoret at betale sagens omkostninger ved begge instanser.

Ved afgørelse af 3. maj 2012 afslog indsigelsesafdelingen delvist den af BSH indgivne ansøgning om registrering af EF-varemærket »compressor technology«. Indsigelsesafdelingen fandt nemlig, at der var risiko for forveksling med LG’s ældre varemærke »KOMPRESSOR« for en del af de ansøgte varer henhørende under klasse 7, 9 og 11 i Nice-arrangementet  10 – Nicearrangementet vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker af 15.6.1957, som revideret og ændret. , herunder elektriske husholdningsapparater til rengøring, inklusiv støvsugere, våd- og tørstøvsugere  11 – Jf. den fuldstændige fortegnelse over de omfattede varer i den appellerede doms præmis 3. .

For så vidt angår de andre ansøgte varer henhørende under klasse 7, 9 og 11 forkastede indsigelsesafdelingen LG’s indsigelse med den begrundelse, at der ikke forelå en risiko for forveksling.

Parterne modtog meddelelse om denne afgørelse den 3. maj 2012.

BSH indgav den 26. juni 2012 en klage med henblik på at opnå annullation af denne afgørelse, idet selskabet udfyldte den klageformular, der er udformet hertil, og fremsendte den skriftlige begrundelse for sin klage den 3. september 2012. BSH anmodede om omgørelse af indsigelsesafdelingens afgørelse, for så vidt som den vedrørte vurderingen af risikoen for forveksling med hensyn til elektriske husholdningsapparater til rengøring, inklusiv støvsugere, våd- og tørstøvsugere henhørende under klasse 7, idet de øvrige varer ikke var nævnt.

Den 31. oktober 2012 fremsendte LG ved et enkelt dokument med overskriften »Svar på klagen« sit svar på de argumenter, som BSH havde fremsat til støtte for klagen, og anmodede om omgørelse af indsigelsesafdelingens afgørelse således, at ansøgningen om registrering af varemærket »compressor technology« blev afslået i et videre omfang. LG anførte navnlig, at der i modsætning til, hvad der fremgik af indsigelsesafdelingens afgørelse, forelå en risiko for forveksling med følgende varer:

klasse 7: elektriske apparater til bortskaffelse af affald, nemlig affaldskværne og affaldskomprimatorer

klasse 9: personvægte, elektriske foliesvejsemaskiner; apparater til fjernbetjening, signalering og styring (elektriske/elektroniske) til husholdnings- og køkkenmaskiner og -apparater; indspillede og uindspillede maskinlæsbare databærere til husholdningsapparater; elektriske apparater til udlevering af drikkevarer og mad, salgsautomater; dele indeholdt i klasse 9 til alle ovennævnte varer

Dele indeholdt i klasse 9 til elektriske apparater og instrumenter, indeholdt i klasse 9, nemlig elektriske strygejern; køkkenvægte

klasse 11: infrarøde lamper (undtagen til medicinske formål); varmepuder (ikke til medicinske formål), varmetæpper (ikke til medicinske formål); maskinelle anordninger til aftapning til afgivelse af kølede drikke og til anvendelse sammen med apparater til afkøling af drikke.

Ved skrivelse af 8. november 2012 med overskriften »Meddelelse om bemærkninger« fremsendte Harmoniseringskontoret til BSH de »bemærkninger«, som LG havde indgivet, idet Harmoniseringskontoret oplyste, at den skriftlige procedure var afsluttet og følgelig fremsendtes de vedlagte bemærkninger alene til orientering. Sagen ville inden for behørig tid blive oversendt til appelkammeret, som ville træffe afgørelse i sagen.

Appelkammeret fandt i punkt 13 i den omtvistede afgørelse, at den af BSH indgivne klage kunne antages til realitetsbehandling, idet den var indgivet i overensstemmelse med artikel 58-60 i forordning nr. 207/2009 og regel 48 i forordning nr. 2868/95.

Appelkammeret bemærkede i forbindelse med en undersøgelse af klagens omfang i den omtvistede afgørelses punkt 14, at LG i sit svar på det indlæg, hvori BSH redegjorde for grundene til klagen, havde indgivet en »supplerende« klage (»ancillary appeal«) i henhold til artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 216/96, hvorved LG anmodede om omgørelse af indsigelsesafdelingens afgørelse for så vidt angår de ovenfor nævnte varer henhørende under klasse 7, 9 og 11.

Efter at have afsluttet undersøgelsen forkastede appelkammeret BSH’s klage og gav delvist LG medhold i kontraklagen.

BSH anlagde derefter et annullationssøgsmål ved Retten og fremsatte et enkelt anbringende om, at appelkammeret havde tilsidesat artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 vedrørende vurderingen af risikoen for forveksling af de omtvistede tegn.

Retten frifandt Harmoniseringskontoret.

I appelskriftet har BSH nedlagt påstand om ophævelse af den appellerede dom samt om annullation af den omtvistede afgørelse, og subsidiært nedlagt påstand om, at sagen hjemvises til Retten, samt at Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale omkostningerne ved begge instanser.

Harmoniseringskontoret har nedlagt påstand om forkastelse af appellen og om, at BSH tilpligtes at betale sagens omkostninger.

BSH har gjort to anbringender gældende til støtte for appellen.

Det første anbringende er fremsat for første gang for Domstolen. Dette anbringende vedrører Harmoniseringskontorets tilsidesættelse af artikel 60 i forordning nr. 207/2009, der fastsætter de procedureregler, der gælder for indgivelsen af en klage til Harmoniseringskontorets appelkamre. BSH har nemlig anført, at den kontraklage, som LG indgav, ikke kunne antages til realitetsbehandling, idet denne klage ikke overholdt de frister og formkrav, der foreskrives i denne artikel.

Det andet anbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 i forbindelse med vurderingen af risikoen for forveksling mellem tegnene »compressor technology« og »KOMPRESSOR«.

Jeg mener ikke, at det på dette trin er nødvendigt at foretage en vurdering af, om den omtvistede afgørelse er behæftet med de fejl, som BSH har redegjort for i appelskriftet. Den appellerede dom bør nemlig efter min opfattelse ud fra en indledningsvis betragtning ophæves med den begrundelse, at Retten ikke ex officio foretog en prøvelse af, om den omtvistede afgørelse var truffet af en inkompetent myndighed, hvilket indebar en tilsidesættelse af ansøgerens ret til forsvar.

Jeg er nemlig af den opfattelse, at den kontraklage, som indsigeren indgav, åbenbart ikke kunne antages til realitetsbehandling, og at appelkammeret derfor ikke havde kompetence til at omgøre indsigelsesafdelingens afgørelse vedrørende de varer, der var genstand for klagen.

Jeg bemærker endvidere, at appelkammeret ændrede indsigelsesafdelingens afgørelse og gav således indsigeren medhold i sine påstande uden først at have givet BSH lejlighed til på en hensigtsmæssig måde at fremføre sine synspunkter, og tilsidesatte således BSH’s ret til forsvar.

Manglende kompetence eller tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter udgør imidlertid anbringender om grundlæggende retsprincipper, som Unionens retsinstanser kan eller skal tage under påkendelse ex officio, såfremt parterne undlader at påberåbe sig disse.

Det fremgår af reglerne om rettergangsmåden for Unionens retsinstanser og navnlig artikel 21 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 177 i Rettens procesreglement, at tvisten fastlægges og afgrænses af parterne. Det følger heraf, at Unionens retsinstanser i princippet ikke må gå ud over de påstande, der er nedlagt af parterne, og skal ligeledes påkende disse påstande inden for rammerne af de af parterne fremlagte retlige og faktiske forhold.

Unionens retsinstansers rolle er imidlertid ikke passiv. I forbindelse med EF-varemærketvister kan den legalitetsprøvelse, som foretages af Unionens retsinstanser, ikke udgøre en ren og skær gentagelse af den prøvelse, som tidligere blev foretaget af Harmoniseringskontorets appelkammer  12 – Dom KHIM mod Kaul (C-29/05 P, EU:C:2007:162, præmis 55). . Unionens retsinstansers rolle er heller ikke begrænset til at foretage en vurdering af parternes respektive synspunkter ved at holde sig strengt til de anbringender og argumenter, som disse har fremsat. Unionens retsinstanser skal nemlig ikke alene være dømmende. De skal ligeledes sikre overholdelsen af EU-retten og navnlig de grundlæggende rettigheder, der er fastsat i chartret.

Procedurereglerne for hver enkelt af Unionens retsinstanser samt retspraksis har således fastsat flere tilfælde, hvori Unionens retsinstanser med henblik på at opfylde deres funktion som retsinstans, der udfører legalitetskontrol, har kompetence til at tage et retligt anbringende under påkendelse ex officio.

I henhold til procesreglementet kan Retten således ex officio påkende sin åbenbare manglende kompetence til at behandle en sag eller bestemme, at sagen må afvises, eller eventuelt er åbenbart ugrundet  13 – Jf. artikel 126 i Rettens procesreglement. . Retten kan ligeledes ex officio efterprøve, om en sag skal afvises  14 – Jf. artikel 129 i Rettens procesreglement. , dvs. tilsidesættelser af en væsentlig betingelse, for at en sag kan antages til realitetsbehandling, såsom eksistensen af en retsakt, som kan anfægtes  15 – Kendelse ISAE/VP og Interdata mod Kommissionen (C-130/91, EU:C:1992:7, præmis 11). , søgsmålskompetence  16 – Domme Italien mod Kommissionen (C-298/00 P, EU:C:2004:240, præmis 35) og Regione Siciliana mod Kommissionen (C417/04 P, EU:C:2006:282, præmis 36). eller overholdelsen af søgsmålsfristerne  17 – Domme Politi mod ETF (C-154/99 P, EU:C:2000:354, præmis 15 og den deri nævnte retspraksis) og Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen (C-469/11 P, EU:C:2012:705, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis). .

Domstolen har endvidere foretaget en sondring mellem dels anbringender om lovligheden af den anfægtede retsakts indhold, der vedrører tilsidesættelsen af en retsregel om anvendelsen af EUF-traktaten, og som Unionens retsinstanser kun kan undersøge, såfremt de er fremsat af parterne, dels anbringender, der anfægter den anfægtede retsakts formelle lovlighed, og som vedrører tilsidesættelsen af væsentlige formforskrifter, udgør anbringender om grundlæggende retsprincipper og skal tages under påkendelse ex officio af Unionens retsinstanser  18 – Domme Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France (C-367/95 P, EU:C:1998:154, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis) og Kommissionen mod Irland m.fl. (C-89/08 P, EU:C:2009:742, præmis 40). . I det sidstnævnte tilfælde skader de uregelmæssigheder, der påvirker retsaktens form eller den fulgte procedure, rettighederne hos tredjemand eller de personer, der er omhandlet af den pågældende retsakt, eller som kan have en indflydelse på dennes indhold  19 – Denne definition stammer fra J. Rideau, »Recours en annulation«, Jurisclasseur Europe, 2008, hæfte 331, punkt 22. . Der kan f.eks. være tale om manglende forskriftsmæssig stadfæstelse  20 – Dom Kommissionen mod Solvay (C-287/95 P og C-288/95 P, EU:C:2000:189, præmis 55). eller manglende meddelelse  21 – Dom Hoechst mod Kommissionen (C-227/92 P, EU:C:1999:360, præmis 72). .

Domstolen har således fastslået, at inkompetence hos den anfægtede retsakts ophavsmand  22 – Dom Salzgitter mod Kommissionen (C-210/98 P, EU:C:2000:397, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis) og kendelse Planet mod Kommissionen (T-320/09, EU:T:2011:172, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis). og manglende eller utilstrækkelig begrundelse for denne retsakt  23 – Dom Kommissionen mod Irland m.fl. (C-89/08 P, EU:C:2009:742, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis). udgør anbringender om grundlæggende retsprincipper, som Unionens retsinstanser kan eller skal tage under påkendelse, selv om ingen af parterne har anmodet herom.

Unionens retsinstanser kan derfor ikke i annullationssøgsmål kritiseres for at gå ud over sagens rammer, overskride deres beføjelse, træffe afgørelse ultra petita og tilsidesætte deres procesreglement, når de ex officio påkender et sådant anbringende, som netop vedrører gyldigheden af den retsakt, der kræves annulleret  24 – Dom Kommissionen mod Irland m.fl. (C-89/08 P, EU:C:2009:742, præmis 35). .

I de forskellige situationer, der er omhandlet i retspraksis, har den mangel, som den anfægtede retsakt er behæftet med, en tilstrækkelig alvorlig karakter til, at det begrunder en sanktion fra Unionens retsinstanser, selv om sagsøgeren ikke har rejst krav herom. Med andre ord, når den anfægtede retsakt er i strid med princippet om retskraft eller er udtryk for en tilsidesættelse af en væsentlig formforskrift eller en grundlæggende rettighed, har det ingen betydning, hvorvidt denne retsakt ligeledes er behæftet med mangler fremført af sagsøgeren til støtte for dennes annullationssøgsmål. Forsvaret af Unionens retsorden og beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder tillader og, i givet fald, forpligter den retsinstans, der udfører legalitetskontrol, til at fastslå, at den pågældende retsakt er behæftet med en mangel, der under alle omstændigheder medfører, at den skal annulleres.

Det er klart, at denne beføjelse ikke er underlagt en betingelse om, at den er tilknyttet de anbringender og argumenter, som parterne har fremført. En sådan betingelse ville være i strid med selve grundlaget for ex officio at behandle et anbringende, der netop har til formål at afhjælpe parternes forsømmelse, når en bestemmelse, der har karakter af ordre public, er blevet tilsidesat.

I det foreliggende tilfælde fremgår det af de sagsakter, der er fremlagt for Retten, at den kontraklage, som LG indgav i henhold til artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 216/96, ikke opfyldte nogen af de frister og formkrav, som en sådan klage skal opfylde for at kunne antages til realitetsbehandling.

Det fremgår endvidere klart af den omtvistede afgørelse, at selv om appelkammeret udtrykkeligt i punkt 13 tog stilling til, om BSH’s principale klage kunne antages til realitetsbehandling, undersøgte det ikke på noget tidspunkt, om den af LG indgivne kontraklage kunne antages til realitetsbehandling, og dette selv om den omtvistede afgørelse var støttet på de omstændigheder, som LG havde påberåbt sig.

Hvorledes skal der kunne gives medhold i en klage, hvis der ikke indledningsvis er foretaget en vurdering af, om den kan antages til realitetsbehandling?

Det må medgives, at dette er vanskeligt, når der består en stor uklarhed vedrørende rækkevidden af artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 216/96 og de procedureregler, der opstiller rammerne for indgivelsen af en sådan klage.

Når dette er sagt, og uanset de konkrete omstændigheder, tilsidesatte appelkammeret regel 49, stk. 1, i forordning nr. 2868/95, der som nævnt foreskriver, at »[o]pfylder en klage ikke bestemmelserne i […] artikel [58-60 i forordning nr. 207/2009] samt regel 48, stk. 1, litra c), og stk. 2, [om klagers indhold], afviser appelkammeret klagen«.

Appelkammeret overskred endvidere grænserne for sine beføjelser, da den tog stilling til klagen, idet der kun eksisterer en klage, når klagen er lovligt indgivet.

Retten var derfor forpligtet til ex officio at foretage en prøvelse af, om appelkammeret havde kompetence til at træffe den omtvistede afgørelse, før den foretog en vurdering af de af parterne fremsatte annullationsanbringender.

Det fremgår endvidere klart af oplysningerne i sagen, at den omtvistede afgørelse blev vedtaget, uden at BSH forinden fik lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger vedrørende den af LG indgivne kontraklage, hvilket ubestrideligt har medført, at denne afgørelses begrundelse er behæftet med en mangel. Denne mangel er så meget desto mere åbenlys, idet de oplysninger, som LG har anført i sin kontraklage, åbenbart var afgørende for sagens udfald, eftersom appelkammeret omgjorde indsigelsesafdelingens afgørelse til ugunst for BSH.

Domstolen har imidlertid i henhold til den praksis, som jeg netop har nævnt, gentagne gange fastslået, at det ville udgøre en krænkelse af en elementær retsgrundsætning, hvis en retsafgørelse baseredes på faktiske omstændigheder og dokumenter, som parterne eller en af disse ikke har kunnet skaffe sig kendskab til, og som de således ikke har kunnet tage stilling til.

Da der ikke var foretaget en undersøgelse af appelkammerets kompetence, var Retten derfor forpligtet til ex officio at foretage en prøvelse af lovligheden af den omtvistede afgørelse i lyset af såvel de grundlæggende principper om retten til at blive hørt og om kontradiktion som artikel 63, stk. 2, og artikel 75, andet punktum, i forordning nr. 207/2009.

Af disse grunde foreslår jeg følgelig Domstolen at ophæve den appellerede dom.

Det bestemmes i artikel 61 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at denne i det tilfælde, at den appellerede dom ophæves, enten kan hjemvise den til Retten til afgørelse eller selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse.

Efter min opfattelse er tvisten moden til påkendelse for så vidt angår de to retlige anbringender, som jeg vil foreslå Domstolen at behandle ex officio.

Hvad for det første angår spørgsmålet om, hvorvidt appelkammeret havde kompetence til at omgøre indsigelsesafdelingens afgørelse for så vidt angår de varer, som var anført i LG’s kontraklage, er dette et spørgsmål, der omhandler formaliteten vedrørende klagen, og som BSH og Harmoniseringskontoret har drøftet i deres skriftlige indlæg og under retsmødet for Domstolen.

Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvorvidt den omtvistede afgørelse er behæftet med en tilsidesættelse af BSH’s ret til forsvar, for så vidt som selskabet ikke blev hørt, har dette spørgsmål endvidere været genstand for en kontradiktorisk drøftelse for Domstolen.

Jeg foreslår derfor Domstolen at foretage en prøvelse ex officio af anbringendet om, at appelkammeret ikke havde kompetence til at træffe den omtvistede afgørelse.

I forbindelse med dette forslag til afgørelse vil jeg derfor kun subsidiært undersøge anbringendet om tilsidesættelse af ansøgerens ret til at blive hørt og af kontradiktionsprincippet inden for rammerne af den sag, der førte til vedtagelsen af den nævnte afgørelse.

Ifølge artikel 137 i Domstolens procesreglement, som i medfør af samme procesreglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, træffes der afgørelse om sagens omkostninger ved den dom eller kendelse, hvormed sagen afsluttes.

Det bemærkes i det foreliggende tilfælde, at jeg, selv om den appellerede dom ophæves, foreslår Domstolen at give BSH medhold i søgsmålet og at annullere den omtvistede afgørelse. Jeg foreslår derfor, at Harmoniseringskontoret bør pålægges at betale BSH’s omkostninger i forbindelse med sagen i første instans og i appelsagen i overensstemmelse med BSH’s påstand herom.