a)Sociale Verzekeringsbank har' bemærket, at fællesskabsreglerne i det væsentlige har til formål at forhindre, at en arbejdstager ikke er forsikret i nogen medlemsstat, og at undgå, at den pågældende samtidigt er omfattet af flere medlemsstaters lovgivning, således som det navnlig fremgår af bestemmelsen i artikel 13, stk. 1, 1. pkt., i forordning nr. 1408/71, en bestemmelse, som ikke fandtes i forordning nr. 3/58.

Ifølge Sociale Verzekeringsbank hviler EØF-traktaten på det princip, som er solidt forankret i den gældende arbejdsret i Vesteuropa, og hvorefter arbejdstagere fra andre medlemsstater i hver medlemsstat skal være omfattet af de samme arbejdsbetingelser som denne medlemsstats egne arbejdstagere. Derfor indeholder fællesskabsforordningernes afsnit II ifølge Sociale Verzekeringsbank forudsætningsvis den grundregel, at arbejdstageren er forsikret i den medlemsstat, hvor han udøver den virksomhed, som er den nødvendige indtægtskilde for hans og hans families underhold. På grundlag heraf må det altså antages, at fællesskabsretten har til formål at regulere forholdene for fuldtidsarbejde, som er nødvendigt for at skaffe sig underhold.

Kun hvis dette kriterium kunne føre til en dobbelt forsikring i tilfælde af beskæftigelse i flere stater, eller hvis det på grund af beskæftigelsens art ville være uretfærdigt eller umuligt at anvende det, ville man anvende et andet kriterium. I sidstnævnte tilfælde er det ifølge Sociale Verzekeringsbank virksomhedens sæde eller arbejdsgiverens bopæl, som er det afgørende kriterium, og såfremt det er umuligt at anvende dette kriterium, er arbejdstagerens bopælssted afgørende.

Men hensyn til betydningen af bestemmelsen af, hvilken lovgivning, der finder anvendelse, har Sociale Verzekeringsbank anført, at denne bestemmelse ikke i sig selv uden videre betyder, at den pågældende arbejdstager er forsikret i henhold til den lovgivning, der erklæres for anvendelig.

Fællesskabsforordningerne er koordinerende, men gør ikke indgreb i de nationale bestemmelser om, hvilke personer der er forsikrede, og om betingelserne for medlemsskab af forsikringsordningerne, og fællesskabsbestemmelserne om, hvilken national lovgivning, der skal finde anvendelse, kan ikke skabe en forsikringsrettighed. Fællesskabsbestemmelserne giver kun regler om det tilfælde, hvor arbejdsforholdet henhører under forskellige medlemsstaters lovgivninger.

Disse betragtninger er ifølge Sociale Verzekeringsbank væsentlige for besvarelsen af spørgsmålet, om udpegningen af en lovgivning som anvendelig udelukker et medlemsskab af en anden medlemsstats forsikringsordning. Sociale Verzekeringsbank har bemærket, at såfremt deute spørgsmål besvares bekræftende, må der tages hensyn til, om der findes et faktisk medlemsskab af en forsikringsordning i en medlemsstat, hvis lovgivning ikke er den, der ifølge fællesskabsretten skal finde anvendelse, samt til, om der er betalt bidrag til denne ordning. Derimod opstår der i tilfælde af et benægtende svar det spørgsmål, om bestemmelser i en national lovgivning, som indebærer, at en (faktisk) forsikning i henhold til en anden medlemsstats lovgivning medfører udelukkelse af kredsen af forsikrede i henhold til dens egne nationale lovgivning, skal tillægges nogen betydning, og da hvilken.

Angående den nederlandske lovgivning har Sociale Verzekeringsbank anført, at medlemsskab er automatisk, når de lovbestemte betingelser er opfyldt, og at kun de personer får medlemsskab, som er bosiddende i riget, men udelukket fra kredsen af forsikrede i henhold til de obligatoriske forsikringsordninger, som dækker hele befolkningen, samt personer, der, skønt de ikke er bosiddende i riget, indgår i kredsen af forsikrede, fordi de beskattes af lønnen for den erhvervsmæssige beskæftigelse, de udfører i landet.

Sociale Verzekeringsbank har anført, at denne ordning i forbindelse med en bibeskæftigelse udøvet i Nederlandene og på grund af faktisk medlemskab af ordningen i en anden medlemsstat kan føre til, at Sociale Verzekeringsbank ikke underrettes om den i Nederlandene udøvede beskæftigelse, og at det i praksis generelt bliver endnu vanskeligere at får kendskab hertil, når der er tale om grænsearbejdere, hvis beskæftigelse i hver af de pågældende stater kan forblive ukendt af arbejdsgiverne og forsikringsinstitutionerne.

Medmindre andet er bestemt i artiklerne 14-17:

og at artikel 14, stk. 1, bestemmer følgende:

Bestemmelsen i artikel 13, stk. 2, litra a), finder anvendelse under iagttagelse af følgende undtagelser og særregler:

Den har tilføjet, at forordning nr. 3, som er blevet erstattet af forordning nr. 1408/71, ikke indeholdt det i sidstnævnte forordnings artikel 13 nævnte almindelige princip, hvorefter de arbejdstagere, der er omfattet af forordningen, alene er undergivet lovgivningen i en medlemsstat, som bestemmes efter de øvrige bestemmelser i samme forordnings afsnit II, men at den ikke desto mindre indeholdt bestemmelser svarende ovennævnte, henholdsvis i artikel 12 og i artikel 13, litra c), første afsnit.

Endelig har Kommissionen henvist til Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om lige behandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT L 6 af 10. 1. 1979, s. 24), som ifølge artikel 3 bl.a. finder anvendelse på gældende lovbestemte ordninger vedrørende invaliditet og alderdom.

Kommissionen har henledt opmærksomheden på, at medlemsstaterne ifølge dette direktivs artikel 5 er forpligtet til at ophæve administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, som er i modstrid med princippet om lige behandling, og at dette princip ifølge artikel 4 indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte, under henvisning særlig til ægteskabelig eller familiemæssig stilling ... især for så vidt angår anvendelsesområdet for ordningerne samt betingelserne for adgang til disse.

Efter Kommissionens mening er denne nederlandske ordning, hvorefter den gifte kvinde, bortset fra visse undtagelser, kun er forsikret i henhold til bl.a. AOW, hvis hendes ægtefælle selv er forsikret i henhold til denne lov, uforenelig med dette direktivs bestemmelser og skal derfor ændres inden for den frist, som udløber den 22. december 1984.

Hvad nærmere angår det af Domstolen stillede spørgsmål om, hvilken national lovgivning, der skal anvendes, mener Kommissionen, at man for at besvare dette må sondre mellem to situationer:

1.Situationen som den forelå indtil den 1. juni 1966, dvs. indtil det tidspunkt, hvor Kuijpers udover sin beskæftigelse i Belgien fik arbejde i Nederlandene; og2.situationen efter denne dato.

Kommissionen har bemærket, at den første situation vedrører den periode, i hvilken Kuijpers kun har været beskæftiget i Belgien, og han skulle således i henhold til artikel 12 i forordning nr. 3 være omfattet af den medlemsstats lovgivning, på hvis område han var beskæftiget, altså af den belgiske lovgivning.

Kommissionen har anført, at forordning nr. 3/58 ikke indeholder nogen bestemmelse, som udtrykkeligt indeholder det princip, at arbejdstagere, som var omfattet af denne forordning, kun kunne være omfattet af en enkelt medlemsstats lovgivning, og at Domstolen i dommen af 9. juni 1964 (Nonnenmacher, sag 92/63, Sml. 1954-1964, s. 491) i øvrigt har udtalt, at artikel 12 i forordning nr. 3/58 ikke indeholder noget forbud mod samtidig anvendelse af flere lovgivninger, men at denne artikel til gengæld forbyder anvendelse af lovgivningen i en anden medlemsstat end den, hvori den sikrede arbejder, i det omfang, hvor den forpligter vedkommende arbejdstager til at bidrage til finansieringen af en social sikringsinstitution, som ikke giver vedkommende nogen ekstra fordel, hvad angår samme risiko og samme tidsrum.

For så vidt angår perioden før 1. juni 1966 kan man følgelig efter Kommissionens mening drage den slutning, at den nederlandske kompetente institution var berettiget til at erklære den nederlandske sociale sikringslovgivning for uanvendelig på Kuijpers, og at selv om man ville antage at denne lovgivning skulle finde anvendelse, kunne denne kun få virkninger inden for de ovenfor nævnte grænser, der følger af Domstolens praksis.

Derimod mener Kommissionen ikke, at det samme gælder i den periode, hvor Kuijpers har arbejdet såvel i Belgien som i Nederlandene. Den har understreget, at i denne periode var han omfattet af artikel 13, litra c) første afsnit i forordning nr. 3/58. Ifølge denne bestemmelse var han følgelig — da han generelt arbejdede på forskellige medlemsstaters område — omfattet af den lovbestemte ordning i den stat, på hvis område han var bosat, dvs. Nederlandene.

For denne periodes vedkommende kunne den kompetente nederlandske organisation ikke udelukke Kuijpers fra at være omfattet af den nederlandske lovgivning om social sikring.

Kommissionen har herved anført, at hvis der endnu består nogen usikkerhed, skyldes dette Coonan-dommen, i hvilken Domstolen fortolkede artikel 1, litra a) og artikel 3 i forordning nr. 1408/71 således, at det tilkommer hver medlemsstat i lovgivningen at fastsætte vilkårene for retten eller forpligtelsen til at blive tilsluttet en social sikringsordning eller en bestemt gren af en sådan sikringsordning, forudsat der herved ikke diskrimineres mellem statens egne borgere og andre medlemsstaters borgere.

Ifølge Kommissionen kan det heraf udledes, at den nederlandske lovgivning gør det muligt fra den nederlandske sociale sikringsordning at udelukke den, som ikke opfylder visse betingelser, og navnlig den, som allerede er forsikret uden for Nederlandene. Den har understreget, at Centrale Raad alligevel er i tvivl om, om der ikke gælder noget andet i dette tilfælde, da en sådan national bestemmelse har samme genstand som fællesskabsrettens bestemmelser, nemlig den indbyrdes afgrænsning af de forskellige nationale sociale sikringsordninger virkninger, og om hvorvidt fællesskabsretsreglen så ikke skal have forrang for den nationale retsregel.

Den har bemærket, at under denne synsvinkel drejer det sig i dette tilfælde i det væsentlige om at besvare spørgsmålet, om en medlemsstats lovgivning, som i princippet kan fastsætte vilkårene for tilslutning til den sociale sikringsordning, fra denne ordning kan udelukke en arbejdstager, som er omfattet af forordningen, fordi han allerede er forsikret i en anden medlemsstat.

Kommissionen har inden besvarelsen af dette spørgsmål bemærket, at det er væsentligt at fremhæve, at det tilfælde, som dette spørgsmål vedrører, kun undtagelsesvis foreligger, og at dette gælder for forordning nr. 1408/71 i endnu højere grad end for forordning nr. 3/58. Den har understreget, at bortset fra frivillig forsikring eller frivillig fortsat forsikring, som omhandles i artikel 15, indeholder forordning nr. 1408/71 det princip, der kommer til udtryk i dens artikel 13, stk. 1, at den arbejdstager, som er omfattet af fordningen, kun er omfattet af lovgivningen i en medlemsstat.

Kommissionen har i denne forbindelse gentaget, at ordningen efter forordning nr. 3/58 er lidt anderledes, derved, at lovgivningerne i forskellige medlemsstater i henhold hertil i visse nøje beskrevne tilfælde kan anvendes samtidig på samme arbejdstager. Også i dette tilfælde kan udtrykket samtidig, som udtrykkeligt anvendes af Domstolen i Nonnenmacher-dommen, imidlertid udelukke anvendelse af en bestemmelse som den pågældende nederlandske bestemmelse om dobbeltydelser.

Uanset hvorledes det forholder sig med hensyn til selve det stillede spørgsmål, mener Kommissionen, at det må antages, at de pågældende forordninger indeholder detaljerede, efter Kommissionens mening udtømmende, bestemmelser vedrørende spørgsmålet om, hvilken lovgivning der skal anvendes. Den har bemærket, at grundprincippet er, at der i alle tilfælde skal anvendes mindst (og i almindelighed også højst) én social sikringsordning, og at den medlemsstats lovgivning, som finder anvendelse ifølge disse bestemmelser, i princippet kan fastsætte vilkårene for retten eller forpligtelsen til at blive tilsluttet en sådan ordning.

En medlemsstat kan imidlertid ikke fastsætte disse vilkår fuldstændig frit, og den må ikke overskride de i forordningen fastsatte grænser. Således skal de ovennævnte bestemmelser i forordningen om, hvilken national lovgivning, der skal anvendes, ifølge Kommissionen overholdes. Men dette er ifølge Kommissionen ikke tilfældet, hvis en national lovgivning, som ifølge forordningen — udelukkende eller ikke udelukkende — skal anvendes, indeholder bestemmelser, hvorefter det ikke er denne lovgivning, men en anden medlemsstats lovgivning, der skal finde anvendelse.

Kommissionen har følgelig konkluderet, at det af Centrale Raad van Beroep stillede spørgsmål bør besvares således:

Artikel 13, stk. 1, litra c) første afsnit i Rådets forordning nr. 3 om social sikring afvandrende arbejdstagere og artikel 14, stk. 1, litra c) i, i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, skal fortolkes således, at en national bestemmelse i en medlemsstat er uforenelig hermed, for så vidt denne bestemmer, at en arbejdstager ikke er omfattet af en lovgivning, som ifølge forordningen skal finde anvendelse på ham, fordi han samtidig er forsikret i en anden medlemsstat.

Med henblik på delvis tilslutning efter Algemene Ouderdomswet (den nederlandske lov om almindelig alderdomsforsikring) og Algemene Weduwen- en Wezenwet (den nederlandske lov om almindelig efterladteforsikring af enker og børn) (i denne henseende tilsluttes bl.a. personer, som, skønt de betragtes som bosiddende i riget, ikke er forsikret under Algemene Ouderdomswet og Algemene Weduwen- en Wezenwet), har skatteinspektøren i Eindhoven (for så vidt angår de forsikringer, der dækker hele befolkningen, er det nemlig skattemyndigheden, som ifølge loven varetager opkrævningen og inddrivelsen af bidragene), hvis kompetence Kuijpers i perioden 1966-9172 var undergivet, meddelt Sociale Verzekeringsbank, at G. T. Kuijpers ikke var omfattet af Algemene Ouderdomswet og Algemene Weduwen- en Wezenwet i følgende perioder: fra 1. januar 1966 til 30. maj 1966 inklusive og i en årrække fra 1. januar 1967 til 31. december 1972 inklusive.

De nødvendige oplysninger meddeles til Sociale Verzekeringsbank bl.a. af skattemyndigheden, når det skønnes, at en person ikke i en bestemt periode er forsikret i medfør af AOW og AWW f.eks. som følge af, at der i et andet land findes en forsikringsordning, hvorefter den pågældende som lønmodtager er forsikret i tilfælde af alderdom, dødsfald og langvarig uarbejdsdygtighed, ligesom han er berettiget til at modtage børnetilskud.

Når skattemyndigheden giver sådanne oplysninger til SVB, dvs. meddeler institutionen, at en i riget bosiddende person ikke er forsikret i en bestemt periode, må det antages, at der ikke er betalt bidrag for perioden, eller at et (i lønnen indeholdt) bidrag, der fejlagtigt er betalt af den pågældende, er blevet tilbagebetalt. Sociale Verzekeringsbank har imidlertid in casu i 1977 og 1978 korresponderet med Kuijpers' arbejdsgiver samt med den bedrijfsvereniging (branchebestemt social sikringsorganisation), som han var medlem af, bl.a. for at få afklaret, om bidragene ifølge OAW på det pågældende tidspunkt blev indeholdt i lønnen.

Vi vedlægger ligeledes kopier af korrespondancen.

Det fremgår heraf, at AOW-bidraget blev indeholdt i den løn, der blev udbetalt G. T. Kuijpers i Nederlandene, hvor han havde været beskæftiget som lønmodtager.

Vi ved ikke, om det i lønnen indeholdte bidrag blev indbetalt til skattemyndigheden, og om det i så fald senere blev tilbagebetalt.

En undersøgelse af dette spørgsmål, som skattemyndigheden foretog på vores foranledning, har ikke givet noget resultat.

Som følge af Domstolens spørgsmål mener vi endnu engang at måtte understrege, at vi i den foreliggende sag bevidst undlod at berøre dette aspekt (dvs. om der rent faktisk blev betalt AOW-bidrag, der så senere blev tilbagebetalt).

Centrale Raad van Beroep, Utrecht, mener nemlig, at det for at fastslå, om en person skal betragtes som forsikret, er uden betydning, om der rent faktisk er betalt bidrag.

Det er dog således, at hvis det viser sig, at der fejlagtigt er betalt bidrag, giver Sociale Verzekeringsbank bidragsyderen mulighed for at vælge, om det betalte bidrag enten skal betragtes som frivilligt bidrag, naturligvis med de heraf følgende konsekvenser for pensionen, eller tilbagebetales (hvis størrelsen af det betalte bidrag vel at mærke kan fastlægges).

a)Hvad for det første de mere generelle aspekter angår, skal det understreges, at de i spørgsmålet omhandlede bestemmelser har til formål at præcisere, hvilken lovgivning der gælder for en af forordningen omfattet arbejdstager (eller for et medlem af hans familie), hvis han er beskæftiget på to eller flere medlemsstaters område. I denne forbindelse må det undgås dels, at han ikke er omfattet af nogen social lovgivning, dels, at han er omfattet af to eller flere medlemsstaters lovgivning (jfr artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 1408/71).

Dette mål kan imidlertid kun nås, hvis det på grundlag af klare og utvetydige kriterier kan fastslås, hvilken lovgivning der skal anvendes. Efter Kommissionens opfattelse kan sondringen mellem hoved- og bibeskæftigelse ikke anvendes som kriterium. En sådan sondring mangler nemlig både klarhed og entydighed, da det i adskillige tilfælde er særdeles vanskeligt at afgøre, hvilken beskæftigelse der kan betragtes som hovedbeskæftigelse. Dette gælder især for repræsentanter (handelsrejsende).