2Ifølge den appellerede dom er de faktiske forhold, der har givet anledning til sagen, følgende:- 1)Den 1. november 1990 blev sagsøgeren — dengang bosiddende i Bruxelles-Anderlecht — ansat i Europa-Parlamentet ... som hjælpeansat med kontrakt på ubestemt tid og med tjenestested i Luxembourg. Han fik i henhold til artikel 69 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne (herefter benævnt AØA) udbetalt dagpenge i henhold til artikel 10 i bilag VII tü vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (herefter benævnt vedtægten). Allerede ved ansættelsen bosatte han sig i Messancy, nær den belgiskluxembourgske grænse, af hensyn til bopælsforpligtelsen i artikel 54 i AØA og artikel 20 i vedtægten, mens hans kone og børn forblev i Anderlecht.
- 2)Den 1. januar 1991 blev sagsøgeren ansat i Parlamentet med status som midlertidigt ansat med kontrakt på ubestemt tid, der indeholdt en prøvetid på seks måneder. I henhold til artikel 25 i AØA modtog han fortsat de ovennævnte dagpenge, som blev udbetalt fra denne dato og under hele prøvetiden, dvs. i seks måneder.
- 3)Den 16. december 1991 blev sagsøgeren ansat i Parlamentet som tjenestemand på prøve i lønklasse B5 med fortsat tjenestested i Luxembourg. Efter fastansættelsen i oktober 1992 har sagsøgeren forberedt sig på at opgive familiens bopæl i Anderlecht.
- 4)Den 16. december 1991 fik sagsøgeren i sin egenskab af tjenestemand på prøve på ny tildelt de ovennævnte dagpenge i en periode på 128 dage, dvs. indtil den 21. april 1992. I denne forbindelse har Parlamentets administration begrænset de samlede tildelingsperioder til tolv måneder (eller 365 dage), idet den har anvendt følgende beregning:
perioder med dagpenge forud for sagsøgerens udnævnelse i alt
som hjælpeansat fra den 5. november 1990 til den 31. december 1990 (to måneder eller 57 dage)
som midlertidigt ansat fra den 1. januar 1991 til den 30. juni 1991 (seks måneder eller 180 dage)
dvs. otte måneder eller 237 dage
rest i forhold til maksimum på tolv måneder (eller 365 dage):
365 dage — 237 dage = 128 dage.
- 5)På sagsøgerens lønseddel for juni 1992 er det for første gang anført, at udbetalingen af dagpenge var blevet standset med tilbagevirkende gyldighed til den 22. april 1992. Da sagsøgeren anmodede Regnskabsafdelingen om en mundtlig forklaring herpå, fik han det svar, at Parlamentets Generalsekretariat fulgte en administrativ praksis, hvorefter den kumulerede de forskellige perioder, som modtageren havde gennemløbet som hjælpeansat, midlertidigt ansat og tjenestemand på prøve; på den måde udbetalte administrationen kun dagpenge for en maksimumsperiode på tolv måneder.
- 6)Ved skrivelse af 7. juli 1992, der blev registreret i Parlamentets Generalsekretariat den 13. juli s.a., indgav sagsøgeren en klage over sin lønseddel for juni 1992 med henblik på at få udbetalt dagpenge indtil den 15. oktober 1992 (prøvetiden plus en måned). I denne sammenhæng påberåbte sagsøgeren sig bl.a. artikel 10 i bilag VII til vedtægten og gjorde gældende, at Parlamentets praksis med at begrænse udbetalingen af dagpenge til en samlet kumuleret periode på et år på grundlag af de forskellige ansættelsesformer hverken respekterede ordlyden af eller ånden i vedtægten. Han gjorde dernæst gældende, at dagpenge tildeles for at give tjenestemanden mulighed for at dække de særlige omkostninger, der er forbundet med samtidig opretholdelse af to bopæle. Han tilføjede, at da den kritiserede begrænsning ikke anvendes i andre fællesskabsinstitutioner, er Generalsekretariatets praksis på området diskriminerende i forhold til Parlamentets tjenestemænd.
- 7)Ved skrivelse af 3. december 1992 meddelte Parlamentets generalsekretær sagsøgeren, at hans klage var under behandling, og at det rejste spørgsmål var blevet forelagt administrationscheferne med henblik på at opnå en ensartet løsning, idet han hos de forskellige institutioner havde fået forskellige besvarelser af spørgsmålet.
- 8)Efter at have sendt en rykkerskrivelse den 28. januar 1993 til Parlamentets generalsekretær fik sagsøgeren den 2. februar 1993 tilstillet en udtrykkelig afvisning af klagen. I denne afgørelse anførte generalsekretæren, at han endnu ikke havde modtaget de andre institutioners holdning til en fælles løsning, men at han ville gå ud fra, at artikel 10 i bilag VII til vedtægten i henhold til artikel 25 i AØA ligeledes fandt anvendelse på ansatte, der er omfattet af AØA, og at reglerne om udbetaling af dagpenge derfor burde fortolkes og anvendes på en ensartet og sammenhængende måde. En begrænsning af dagpenge til højst et år følger både af artikel 25 i AØA for midlertidigt ansatte og af artikel 65 i AØA for hjælpeansatte, dvs. i de såvel ud fra et juridisk synspunkt som ud fra et sagligt synspunkt mest usikre beskæftigelsesforhold ved Fællesskaberne. Endelig fremgår det af disse bestemmelser, set under ét, at dagpenge er tænkt som en førstehjælpsforanstaltning, der netop er af midlertidig karakter, og som dernæst er udtryk for en formodning, da man ikke kræver, at den ansatte fremlægger bevis for afholdte udgifter. Det beløb, der således tildeles, bliver heller ikke udbetalt i forhold til modtagerens vedtægtsmæssige forhold; derfor kan den heller ikke forlænges ud over den mest favorable grænse i bestemmelserne på grund af en simpel ændring af den form, hvorved modtageren er bundet til institutionen.
<TI><P>Anbringenderne om retlige fejl ved anvendelsen af artikel 10 i bilag VII til vedtægten</P></TI>13I artikel 10 i bilag VII til vedtægten bestemmes:Den tjenestemand, der godtgør, at han er nødt til at skifte bopæl for at opfylde betingelserne i artikel 20 i vedtægten, er for et i stk. 2 fastsat tidsrum berettiget til dagpenge ...
14Parlamentet har for det første anført, at Retten har begået en retlig fejl ved som betingelse for dagpenge at kræve, at der ikke må være ydet bosættelsespenge, eller ved ikke at have anvendt denne betingelse. Efter Parlamentets opfattelse har Retten enten med rette fundet, at en sådan betingelse følger af artikel 10 i bilag VII til vedtægten og har undladt at anvende den på Vienne's situation, idet denne i modsætning til oplysninger i dommen og i sagens akter har modtaget bosættelsespenge; eller Retten har med urette fundet, at denne betingelse følger af artikel 10 i bilag VIL Parlamentet henviser i denne sammenhæng til den afsagte doms præmis 27.15Retten har i dommens præmis 27 anført:Indledningsvis bemærkes, at denne sags genstand er begrænset til spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren som tjenestemand på prøve, der endnu ikke er flyttet eller har oppebåret bosættelsespenge, har ret til for den sidste del af prøvetiden plus en måned, at få udbetalt de i artikel 10, stk. 2, litra b), i bilag VII til vedtægten omhandlede dagpenge. Artikel 25 og 69 i AØA — navnlig for så vidt angår de deri indeholdte tidsmæssige grænser — er ikke anvendelige i denne sag; disse bestemmelser er nemlig grundlaget for dagpenge i perioder, der lå forud for den periode, denne sag drejer sig om ...
16Den fortolkning, Parlamentet søger at give dommens præmis 27, er forkert, idet Retten ikke deri fastsætter betingelser for ydelse af dagpenge. Den del af sætningen, hvori bosættelsespenge nævnes, og som kun refererer faktiske omstændigheder, der ikke kan behandles under en appel, har en rent konstaterende karakter. Det eneste retlige spørgsmål, som præmis 27 vedrører, er spørgsmålet om, hvilken bestemmelse der finder anvendelse på ydelse af dagpenge til tjenestemænd ansat på prøve.17Dette anbringende kan derfor ikke tages til følge.18Parlamentet har for det andet anført, at Retten har begået en retlig fejl ved at afvise, at Vienne ikke kan få dagpenge, når han ikke opfylder betingelsen i artikel 10 i bilag VII til vedtægten, hvorefter han skal kunne godtgøre, at han har været nødt til at skifte bopæl. Efter Parlamentets opfattelse havde Vienne allerede skiftet bopæl i forbindelse med hans oprindelige tiltrædelse.19Retten har i den appellerede doms præmis 31 anført:..., at denne opfattelse har som konsekvens, at man tilsidesætter den fortsatte og varige karakter af forpligtelsen til godtgørelse, som bestemmelsen pålægger institutionerne i forhold til deres tjenestemænd.
20Denne vurdering fra Retten kan ikke bestrides.21Den bopæl, der skal tages i betragtning i forbindelse med artikel 10 i bilag VII, er bopælen, hvor den pågældende opretholder midtpunktet for sine interesser. For at have ret til dagpenge er det tilstrækkeligt, at han ikke fortsat kan bebo den tidligere bopæl. Denne fortolkning skyldes hensynet til, at formålet med dagpenge er at kompensere for de ulemper, som hidrører fra den pågældendes usikre beskæftigelsesforhold. Retten har med rette anført, at denne usikkerhed består i hver af de tre perioder, som vedtægten og AØA skelner mellem.22Det andet anbringende vedrørende artikel 10 kan således heller ikke tages til følge.23Endelig har Parlamentet anført, at Retten har begået en retlig fejl ved i forbindelse med vurderingen af formålet med dagpengene at anvende artikel 9 i bilag VII til vedtægten som argument.24Retten har i den appellerede doms præmis 34 anført:... det er fornuftigt at tilskynde den pågældende til at afstå fra at gennemføre en flytning, som, såfremt han ikke udnævnes, viser sig at være forhastet og i henhold til artikel 9, stk. 1 og 2, i bilag VII til vedtægten, medfører dobbelt godtgørelse af flytteudgifter, såfremt den pågældende fratræder tjenesten ...
25Ifølge Parlamentet er denne dobbelte godtgørelse allerede udelukket på grund af følgende betingelse, der fremgår af artikel 9, stk. 3, første afsnit, i bilag VII til vedtægten:Flytter en fastansat tjenestemand, skal dette ske inden for et år efter udløbet af hans prøvetid.
26Parlamentet fortolker denne bestemmelse således, at tjenestemanden skal afvente sin fastansættelse for at kunne foretage en flytning, hvortil udgifterne kan godtgøres. Rettens fortolkning af artikel 9 giver derfor artikel 10 et formål, som den ikke har.27Det bemærkes, at anvendelsen af artikel 9 i bilag VII til vedtægten ikke indgår i denne sag. Ikke desto mindre fører fortolkningen til et resultat, der er det modsatte af det resultat, som Parlamentet kommer frem til. Bestemmelsens stk. 3, første afsnit, indebærer klart, at den pågældendes beskæftigelsesforhold forbliver usikre indtil prøvetidens udløb. Tjenestemandens situation er nemlig ikke befæstet før efter hans fastansættelse.28Den korrekte fortolkning af artikel 9, stk. 3, i bilag VII til vedtægten giver således kun et yderligere argument for fortsat at yde dagpenge i hele denne usikre periode.29Dette anbringende kan derfor heller ikke tages til følge.30Appellen bør derfor forkastes.