European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

C-udgaven


C/2024/6040

10.10.2024

Revisionsrettens revisionserklæring til Europa-Parlamentet og Rådet om 9., 10. og 11. EUF - den uafhængige revisors beretning

(C/2024/6040)

Erklæring

I.

Vi har:

a)

revideret årsregnskabet for 9., 10. og 11. EUF, som blev godkendt den 25. juni 2024, og som omfatter balancen, resultatopgørelsen, pengestrømsopgørelsen, opgørelsen over bevægelser på nettoaktiver, bemærkningerne til regnskabet og beretningen om den finansielle gennemførelse i det regnskabsår, der afsluttedes den 31. december 2023, og

b)

undersøgt lovligheden og den formelle rigtighed af de underliggende transaktioner, hvor Kommissionen har ansvaret for den økonomiske forvaltning (1).

Regnskabernes rigtighed

Erklæring om regnskabernes rigtighed

II.

Det er vores opfattelse, at 9., 10. og 11. EUF’s årsregnskab for det regnskabsår, der afsluttedes den 31. december 2023, i alt væsentligt giver et retvisende billede af deres finansielle stilling pr. 31. december 2023 samt af resultaterne af deres transaktioner, af deres pengestrømme og af bevægelserne i deres nettoaktiver i det afsluttede regnskabsår, i overensstemmelse med EUF-finansforordningen og med regnskabsreglerne, der er baseret på de internationalt anerkendte regnskabsstandarder, der anvendes i den offentlige sektor.

Lovligheden og den formelle rigtighed af de transaktioner, der ligger til grund for regnskaberne

Indtægter

Erklæring om indtægternes lovlighed og formelle rigtighed

III.

Det er vores opfattelse, at de indtægter, der ligger til grund for regnskabet for det regnskabsår, der afsluttedes den 31. december 2023, i alt væsentligt er lovlige og formelt rigtige.

Udgifter

Afkræftende erklæring om udgifternes lovlighed og formelle rigtighed

IV.

På grund af væsentligheden af de forhold, der er beskrevet i afsnittet »Grundlag for en afkræftende erklæring om udgifternes lovlighed og formelle rigtighed«, er det vores opfattelse, at de udgifter, der er godkendt i regnskabet for det regnskabsår, der afsluttedes den 31. december 2023, er væsentlig fejlbehæftede.

Grundlag for erklæringen

V.

Vi har udført vores revision i overensstemmelse med IFAC’s Internationale Standarder om Revision (ISA’erne) og etiske regler og INTOSAI’s internationale standarder for overordnede revisionsorganer (ISSAI’erne). Vores ansvar i henhold til disse standarder og regler er beskrevet nærmere i denne beretnings afsnit om »Revisors ansvar«. Vi har også opfyldt uafhængighedskravene og vores etiske forpligtelser i henhold til International Ethics Standards Board for Accountants’ etiske kodeks for revisorer. Vi mener, at det indhentede revisionsbevis er tilstrækkeligt og egnet som grundlag for vores revisionserklæring.

Grundlag for en afkræftende erklæring om udgifternes lovlighed og formelle rigtighed

VI.

Den samlede anslåede fejlforekomst i de udgifter, der er godkendt i 9., 10. og 11. EDF’s regnskab for det regnskabsår, der afsluttedes den 31. december 2023, er 8,9 %. En betydelig del af disse udgifter (som i 2023 beløb sig til 2,7 milliarder euro og udgør 96 % af vores revisionspopulation) er væsentlig fejlbehæftede. Dette gælder næsten alle udgifter undtagen budgetstøtte og administrationsudgifter. Virkningerne af de fejl, vi konstaterede, er derfor både væsentlige og gennemgribende i regnskabsårets godkendte udgifter.

Centrale forhold ved revisionen

VII.

Centrale forhold ved revisionen er de forhold, der efter vores faglige vurdering havde mest betydning for vores revision af regnskabet for den aktuelle periode. Disse forhold blev behandlet som led i revisionen af regnskabet som helhed og ved udformningen af vores erklæring derom, men vi afgiver ikke nogen særskilt erklæring om disse forhold.

Skyldige omkostninger

VIII.

Vi vurderede de skyldige omkostninger opført i regnskabet, hvis beregning i høj grad hviler på et skøn. Ved udgangen af 2023 anslog Kommissionen, at de støtteberettigede udgifter, som modtagerne havde afholdt, men endnu ikke anmeldt, beløb sig til 5 074 millioner euro (ved udgangen af 2022: 5 427 millioner euro).

IX.

Vi gennemgik beregningen af overslagene og reviderede en stikprøve på 30 individuelle forfinansieringsbetalinger og 18 registrerede fakturaer, der endnu ikke var kontrolleret, for at vurdere risikoen for, at periodiseringen ikke var retvisende. På grundlag af det udførte arbejde konkluderer vi, at beløbet for skyldige omkostninger i det endelige regnskab var korrekt.

Den potentielle effekt på EUF's 2023-regnskab af Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union

X.

Den 1. februar 2020 ophørte Det Forenede Kongerige med at være en EU-medlemsstat. Efter indgåelsen af aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (»udtrædelsesaftalen«) mellem de to parter forpligtede Det Forenede Kongerige sig til at forblive part i EUF indtil afslutningen af 11. EUF og alle tidligere uafsluttede EUF’er. Det Forenede Kongerige vil påtage sig de samme forpligtelser som medlemsstaterne ifølge den interne aftale om oprettelse af 11. EUF blev oprettet under, samt de forpligtelser, der opstår vedrørende tidligere EUF’er indtil deres afslutning.

XI.

Udtrædelsesaftalen fastsætter endvidere, at Det Forenede Kongeriges andel af beløb fra projekter under 10. EUF eller tidligere EUF’er, som der ikke er indgået forpligtelser for, eller som er blevet frigjort på datoen for aftalens ikrafttræden, ikke genanvendes. Det samme gælder Det Forenede Kongeriges andel af midler under 11. EUF, som der ikke er indgået forpligtelser for, eller som er blevet frigjort efter den 31. december 2023.

XII.

I lyset af dette og på grundlag af vores undersøgelse er der ingen finansiel effekt på EUF’s 2023-regnskab at rapportere om. Vi konkluderer, at EUF-regnskabet pr. 31. december 2023 afspejler udtrædelsesprocessen korrekt pr. denne dato.

Ledelsens ansvar (Kommissionen)

XIII.

Ifølge artikel 310-325 i TEUF og 11. EUF’s finansforordning er ledelsen ansvarlig for at udarbejde og aflægge et årsregnskab for EUF’erne på grundlag af de internationalt anerkendte regnskabsstandarder, der anvendes i den offentlige sektor, samt for lovligheden og den formelle rigtighed af de underliggende transaktioner. Dette ansvar omfatter udformning, gennemførelse og opretholdelse af intern kontrol, som sikrer, at der udarbejdes og aflægges et årsregnskab uden væsentlig fejlinformation, uanset om denne skyldes besvigelser eller fejl. Ledelsen har det endelige ansvar for lovligheden og den formelle rigtighed af de transaktioner, der ligger til grund for EUF-regnskabet.

XIV.

Ved udarbejdelsen af EUF-regnskabet er ledelsen ansvarlig for at vurdere EUF’ernes evne til at fortsætte driften samt for at oplyse om alle relevante forhold og anvende regnskabsprincippet om fortsat drift, medmindre den har til hensigt at likvidere enheden eller indstille driften, eller ikke har noget realistisk alternativ hertil.

XV.

Ledelsen er ansvarlig for at overvåge EUF’ernes regnskabsaflæggelse.

Revisors ansvar for revisionen af EUF-regnskabet og de underliggende transaktioner

XVI.

Vores mål er at opnå høj grad af sikkerhed for, om EUF-regnskabet er uden væsentlig fejlinformation, og om de underliggende transaktioner er lovlige og formelt rigtige, samt på grundlag af vores revision at afgive en erklæring til Europa-Parlamentet og Rådet om regnskabernes rigtighed og de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed. Høj grad af sikkerhed er imidlertid ikke en garanti for, at en revision har opdaget samtlige væsentlige fejlinformationer og tilfælde af manglende regeloverholdelse. Disse kan skyldes besvigelser eller fejl og betragtes som væsentlige, hvis det med rimelighed kan forventes, at de enkeltvis eller sammenlagt påvirker økonomiske beslutninger, der træffes på grundlag af EUF-regnskabet.

XVII.

For så vidt angår indtægter gennemgår vi alle bidrag fra medlemsstaterne og undersøger en stikprøve af andre typer af indtægtstransaktioner.

XVIII.

For så vidt angår udgifter undersøger vi betalingstransaktionerne, når udgifterne er afholdt, registreret og godkendt. Denne undersøgelse omfatter alle kategorier af betalinger i det år, hvor de foretages (undtagen forskud). Forskudsbetalinger undersøges, når modtageren har forelagt dokumentation for, at midlerne er blevet anvendt korrekt, og institutionen eller organet har godkendt denne dokumentation ved at afregne forskuddet, hvilket eventuelt først sker et senere år.

XIX.

Vi udøver professionel dømmekraft og udviser professionel skepsis under hele revisionen. Vi gør endvidere følgende:

—

Vi identificerer og vurderer risiciene for væsentlig fejlinformation i EUF-regnskabet og for, at de underliggende transaktioner i væsentligt omfang ikke opfylder kravene i EUF's retlige ramme, uanset om dette skyldes besvigelser eller fejl. Vi udformer og gennemfører revisionshandlinger, der tager højde for disse risici, og indhenter revisionsbevis, der er tilstrækkeligt og egnet som grundlag for vores erklæring. Forekomster af væsentlige fejlinformationer eller regelbrud er vanskeligere at opdage, hvis de skyldes besvigelser, end hvis de skyldes fejl, da besvigelser kan involvere hemmelige aftaler, forfalskede dokumenter, forsætlige udeladelser, vildledende oplysninger eller tilsidesættelse af intern kontrol. Der er derfor en forhøjet risiko for, at sådanne forekomster ikke opdages.

—

Vi opnår en forståelse af den interne kontrol, der er relevant for revisionen, med henblik på at udforme passende revisionshandlinger, men ikke med det formål at afgive en erklæring om den interne kontrols effektivitet.

—

Vi vurderer, om de regnskabspraksis, som ledelsen har anvendt, er hensigtsmæssige, og om dens regnskabsmæssige skøn og oplysningerne i forbindelse hermed er rimelige.

—

Vi konkluderer, om ledelsens anvendelse af regnskabsprincippet om fortsat drift er passende, og, på grundlag af det indhentede revisionsbevis, om der er væsentlig usikkerhed på grund af begivenheder eller forhold, der kan så væsentlig tvivl om EUF'ernes evne til at fortsætte driften. Hvis vi konkluderer, at der eksisterer en sådan væsentlig usikkerhed, skal vi i vores beretning gøre opmærksom på de tilknyttede oplysninger i EUF-regnskabet eller, hvis disse oplysninger er utilstrækkelige, afgive en erklæring med forbehold. Vores konklusioner er baseret på det indhentede revisionsbevis på datoen for vores beretning. Fremtidige begivenheder eller forhold kan imidlertid bevirke, at EUF'erne må ophøre med at fortsætte driften.

—

Vi vurderer årsregnskabets samlede præsentation, struktur og indhold, herunder samtlige oplysninger, og vurderer, om årsregnskabet giver et retvisende billede af de underliggende transaktioner og begivenheder.

XX.

Vi kommunikerer med ledelsen, bl.a. om revisionens planlagte omfang og tidsmæssige placering og om væsentlige revisionsresultater, herunder revisionsresultater vedrørende betydelige mangler i den interne kontrol.

XXI.

Blandt de forhold, vi har drøftet med Kommissionen, fastlægger vi de forhold, der var mest betydelige ved revisionen af EUF-regnskabet og derfor er de centrale forhold ved revisionen for den aktuelle periode. Vi beskriver disse forhold i vores beretning, medmindre lov eller øvrig regulering forhindrer oplysning, eller vi i yderst sjældne tilfælde fastlægger, at et forhold ikke skal kommunikeres i vores beretning, fordi de negative konsekvenser heraf med rimelighed vil kunne forventes at veje tungere end den offentlige interesses fordele.

5. juli 2024.

Tony Murphy

Formand

Den Europæiske Revisionsret

12, rue Alcide De Gasperi, L-1615 Luxembourg


(1)  I overensstemmelse med artikel 43, 48-50 og 58 i finansforordningen for 11. EUF dækker denne revisionserklæring ikke den del af EUF's midler, som EIB forvalter.


ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2024/6040/oj

ISSN 1977-0871 (electronic edition)