—

det statueres, at lægeudvalgets erklæring er ugyldig;

—

beslutningen af 3. februar 1983 og afvisningen af sagsøgerens klage annulleres;

—

det statueres, at sagsøgeren har ret til en invalidepension på grundlag af en invaliditetsgrad på 56 %;

—

det statueres, at konsolideringsdatoen er den 1. april 1979 — for så vidt angår de neurologiske følger af ulykken og øjenskaden — og den 5. april 1982 — for knæskadens vedkommende;

—

det statueres under alle omstændigheder, at den invaliditetsgrad, der er lagt til grund ved udbetalingen af den foreløbige erstatning, er endelig, og at der for de yderligere omtvistede læssioners vedkommende skal foranstaltes ny sagkyndig undersøgelse;

—

det statueres, at kurophold er nødvendige for sagsøgeren.

—

Kommissionen tilpligtes at betale 50000 BFR i medfør af procesreglementets artikel 73, samt

—

Kommissionen tilpligtes på grund af sagens forhaling at forrente det sagsøgeren tilkommende yderligere erstatningsbeløb.

1. 

I første række har sagsøgeren til støtte for sine påstande henvist til, at lægeudvalgets erklæring, der er grundlag for beslutningen af 3. februar 1983, er udfærdiget og undertegnet af fire læger, nemlig også af den læge, som udvalget konsulterede, og til hvem det overlod undersøgelsen af sagsøgerens bevægelsesmuskler. Dette — dvs. den omstændighed, at en fjerde læge aktivt deltog i erklæringens udfærdigelse og således optrådte som medlem af lægeudvalget — er i strid med artikel 23 i den førnævnte ordning, hvorefter lægeudvalget består af tre tre læger, og kun disse burde have udfærdiget erklæringen. Den nævnte erklæring er således ikke tilblevet på korrekt måde og dette må medføre, at der foranstaltes en ny undersøgelse.

Jeg er med Kommissionen enig i, at dette synspunkt ikke er holdbart. Der kan i virkeligheden ikke tales om uregelmæssigheder i forbindelse med udvalgets nedsættelse og virksomhed (jfr dommen i sag 156/80, Sml. 1981, s. 1374, præmis 20 ( 4 )).

Afgørende er det i denne forbindelse, at lægeudvalget ikke kan sidestilles med en domstol og følgelig ikke er undergivet samme strenge regel, som gælder for sammensætningen af kollegiale retter. Dette følger af, at det i retspraksis er fastslået, at den tjenestemand, som undersøgelsen angår, ikke har nogen ret til at afvise den læge, ansættelsesmyndigheden udpeger, samt at der som medlem af udvalget også kan udpeges en læge, der allerede på et forudgående stadium har bistået ansættelsesmyndigheden (domme i sagerne 156/80 ( 4 ) og 186/80 ( 5 )).

Afgørende er det yderligere, at lægeudvalget utvivlsomt med en saglig bedømmelse for øje har ret til at konsultere en specialist om et særligt spørgsmål og til at lægge dennes bedømmelse til grund. Når dette sker, og udvalget — som i nærværende sag — herefter enstemmigt kommer til et resultat, er det vanskeligt at se, hvorledes den konsulterede læges udtrykte enighed kan udgøre nogen krænkelse af væsentlige formforskrifter, der kunne give den pågældende tjenestemand anledning til kritik. Det kan faktisk uden videre antages, at lægeudvalgets afgørelse selv uden den konsulterede læges underskrift ikke ville være faldet anderledes ud. Det anfægtede forhold, dvs. den omstændighed, at de væsentlige konklusioner i den udfærdigede erklæring blev anset for rigtige af fire læger i fællesskab, kan således ikke krænke sagsøgerens interesser, idet der snarere — som Kommissionen mener — er tale om en yderligere garanti for rigtigheden af udvalgets bedømmelse.

2. 

Dernæst har sagsøgeren henvist til, at der er udbetalt en foreløbig erstatning med to beløb svarende til invaliditetsgrader på henholdsvis 25 % og 12 %. Da artikel 20, stk. 3, i den nævnte ordning kun hjemler sådan betaling svarende til den invaliditetsgrad, som ikke omtvistes, må det stå fast, at en invaliditetsgrad på 37 % er uomtvistet og dette i den sammensætning, den af Kommissionen udpegede læge i maj 1979 anså for rigtig. Hverken ansættelsesmyndigheden eller lægeudvalget kan ændre dette; ved sagens videre behandling kunne der således kun være spørgsmål om den endnu omtvistede del af invaliditeten (nemlig spørgsmålet, om knæskaden skulle medregnes med mere end 2 %, og om der skulle tages hensyn til en æstetisk skade, om hvilken erklæringen af 25. maj 1979 intet indeholder). Uretmæssig er således den efter lægeudvalgets nedsættelse trufne beslutning, hvorefter sagsøgerens vedvarende, delvise invaliditet kun andrager 34 %. Når indholdet af lægeudvalgets erklæring tages i betragtning, var kun en konklusion mulig for udvalget (på grundlag af den fastslåede invaliditetsgrad på 8 % for knæskaden og 1 % for den ætestiske skade), nemlig at der på grundlag af læsionerne måtte tilkendes sagsøgeren en invaliditetsgrad på 44 % (sammensat af 25 % for øjenskaden og 10 % for hovedlæsionen, 8 % for knæskaden og 1 % for den æstetiske skade).

Det anførte har Kommissionen på det kraftigste bestridt. Kommissionen gør principielt gældende, at efter ordningens artikel 20 kommer udbetalingen af en foreløbig erstatning kun på tale, når invaliditetsgraden endnu ikke endeligt kan fastsættes, altså før læsionerne er konsoliderede. Dette har imidlertid ikke været tilfældet her, idet en konsolidering for sagsøgerens vedkommende — som det fremgår af Kommissionens udkast til afgørelse — allerede var indtrådt i maj 1979, og fordi det kun er på grund af sagsøgerens afvisning af nævnte udkast til afgørelse og nedsættelsen af et lægeudvalg, at sagen endnu ikke var afsluttet. Endvidere har Kommissionen anført, at under alle omstændigheder kan den del af invaliditetsgraden, der ikke er omtvistet, kun anses at svare til 25 %. Dette kommer entydigt til udtryk i Kommissionens skrivelser af 22. oktober 1979 og 30. januar 1980, hvori det udtrykkelig udtales, at det endnu tilkommer lægeudvalget at fastsætte den øvrige invaliditetsgrad. Derimod må der helt bortses fra den betaling, der fandt sted under sagen 186/80 ( 6 ); denne betaling fandt i virkeligheden ikke sted på grundlag af artikel 20 i den nævnte ordning, men var ment som et udtryk for imødekommenhed, og blev i øvrigt udtrykkeligt foretaget »sans aucune reconnaissance préjudiciable« for Kommissionen og »sous toutes réserves généralement quelconques, et singulièrement sous réserve de l'avis qui sera émis par la Commission médicale et de la décision qui sera prise par l'AIPN au vu de cet avis.« Under disse omstændigheder, og fordi lægeudvalget ikke har været bundet af de lægelige konklusioner af maj 1979, men har stået frit i sin bedømmelse, kan det således ikke anfægtes, at invaliditetsgraden ved udvalgets erklæring blev endeligt fastsat til 34 %.

Efter min opfattelse vil det være vanskeligt at give Kommissionen medhold heri.

Heraf følger, at en invaliditetsgrad på 37 % faktisk samtidig hermed blev endelig (i hvilken forbindelse der i øvrigt også kan henvises til forbudet mod reformatio in peius, for hvis anvendelse i forbindelse med lægeudvalget ikke alene bestemmelsen i artikel 22 i den nævnte ordning, men også udformningen af omkostningsbestemmelsen i artikel 23 taler, idet bestemmelsen entydigt ikke tager højde for det tilfælde, at lægeudvalgets afgørelse går ud på noget mindre end erklæringen fra den af ansættelsesmyndigheden udpegede læge). Dette indebærer yderligere — da ansættelsesmyndigheden på betalingstidspunktet kun kunne tage udgangspunkt i lægeerklæringen af 25. maj 1979, og da ansættelsesmyndighedens skrivelse af 15. oktober 1980 udtrykkelig henviser hertil — at en invaliditetsgrad på 25 % for øjenskaden, på 10 % for hovedlæsionen og på 2 % for knæskaden ikke længere kan omtvistes. Som tvistet kunne følgelig kun anses — og lægeudvalget burde være pålagt en hertil svarende begrænset opgave — opgørelsen af de æstetiske følger af ulykken, og hvorvidt der for knæskadens vedkommende var tale om en invaliditetsgrad på mere end 2 %.

Det kan således fastslås, at der må bortses fra lægeudvalgets konklusioner, for så vidt angår de neurologiske følger af ulykken, da der ikke var noget grundlag for konklusioner herom. Går man i øvrigt ud fra, at lægeudvalgets erklæring ikke kan anfægtes, og der således ikke er nogen grund til en fornyet udvalgsprocedure (dette vender jeg senere tilbage til), må udvalgets konklusioner om invaliditetsgrad for knæskadens vedkommende (8 %) og for de æstetiske følgers vedkommende (1 %) lægges til grund. Dette vil imidlertid indebære, at sagsøgeren mindst har krav på erstatning for vedvarende, delvis invaliditet på 44 %. At fastslå et sådant krav i dommen (om det bliver herved, vil først vise sig efter gennemgang af samtlige anbringender) har jeg i et særligt tilfælde som det foreliggende ingen betænkeligheder ved, selv om det må anerkendes, at Domstolen normalt ikke kan træffe sådanne afgørelser af lægelig art.

3. 

Sagsøgeren har yderligere gjort gældende, at lægeudvalgets erklæring er fejlbehæftet og følgelig ikke kan lægges til grund, for så vidt udvalget vedrørende knæskaden og konsolideringen heraf tillige udtaler, at yderligere behandling i form af kurophold ikke synes indiceret.

Sagsøgeren har tillige gjort gældende, at lægeudvalget kun har foretaget en overfladisk undersøgelse på en halv time (enkeltheder herom findes i stævningens s. 11). Sagsøgeren har henvist til erklæringer fra andre læger, han har konsulteret, der — i modsætning til lægeudvalget, som kun anerkender en læsion, for så vidt angår sagsøgerens venstre knæ — antager, at der foreligger en invaliditetsgrad på 20 % for begge knæ tilsammen (således som dette fremgår af en erklæring af 22. 12. 1981 fra dr. Schmitt og en erklæring af 4. 5. 1982 fra dr. Chaumont). Endelig har sagsøgeren henvist til, at efter et legitimationskort for invalide, der er udstedt af det luxembourgske indenrigsministerium, anerkendes en invaliditet på 50 % eller mere. Dette — således mener sagsøgeren — begrunder et krav på erstatning efter en invaliditet på 56 % eller i det mindste, at der ved et lægeudvalg foretages en fornyet bedømmelse.

4. 

Herefter kommer jeg til de yderligere i replikken fremsatte påstande, hvorefter Kommissionen skal tilpligtes at betale 50000 BFR i henhold til procesreglementets artikel 73, og hvorefter Kommissionen skal tilpligtes at forrente det sagsøgeren tilkommende yderligere beløb.

5. 

Sammenfatning:

Efter min opfattelse bør Domstolen: