European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2024/2346

10.10.2024

EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING (EU) 2024/2346

af 11. april 2024

med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af budgettet for Det Europæiske Agentur for Grundlæggende Rettigheder for regnskabsåret 2022

EUROPA-PARLAMENTET,

—

der henviser til sin afgørelse om decharge for gennemførelsen af budgettet for Det Europæiske Agentur for Grundlæggende Rettigheder for regnskabsåret 2022,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 100 og bilag V,

—

der henviser til udtalelse fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender,

—

der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget (A9-0112/2024),

A.

der henviser til, at det endelige budget for Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (»agenturet«) for regnskabsåret 2022 ifølge dets oversigt over indtægter og udgifter (1) var på 25 857 952 EUR, hvilket svarer til en stigning på 4,01 % sammenlignet med 2021; der henviser til, at agenturets budget næsten udelukkende stammer fra EU-budgettet;

B.

der henviser til, at der med hensyn til agenturets udbudsafdeling ikke blev indberettet nogen problemer for 2022, der nødvendiggjorde korrigerende foranstaltninger, og at der heller ikke er igangværende eller udestående korrigerende foranstaltninger fra tidligere års revisioner og vurderinger;

C.

der henviser til, at Revisionsretten i sin beretning om agenturets årsregnskab for regnskabsåret 2022 (»Revisionsrettens beretning«) fastslår, at den har fået rimelig sikkerhed for, at agenturets årsregnskab er rigtigt, og at de underliggende transaktioner i alt væsentligt er lovlige og formelt rigtige;

Budgetmæssig og økonomisk forvaltning

1.

bemærker med tilfredshed, at budgetovervågningsindsatsen i regnskabsåret 2022 resulterede i en budgetgennemførelsesgrad i forpligtelsesbevillinger for det pågældende år på 100,00 % (det samme som i 2021); bemærker, at udnyttelsesgraden for betalingsbevillinger i det pågældende år var på 73,59 %, hvilket svarer til en lille stigning på 2,64 % i forhold til 2021;

2.

bemærker, at der i 2022 blev vedtaget tre budgetændringer, som forhøjede agenturets budget med 1 562 781 EUR med henvisning til de midler, der blev modtaget i henhold til samarbejdsaftalen med kontoret for finansieringsmekanismen for tilskud fra EØS og Norge og partnerskabsaftalerne med det nationale statistiske institut i Bulgarien, den græske ombudsmand og den rumænske anklagemyndighed, midler, som blev modtaget i lejetilskud fra de østrigske myndigheder, og interne formålsbestemte indtægter;

3.

bemærker med bekymring på baggrund af Revisionsrettens beretning, at agenturet havde fremført over 6,4 mio. EUR (26 %) af de disponible forpligtelsesbevillinger for 2022 til 2023, hvoraf 5,9 mio. EUR, som udgjorde bevillinger under afsnit III, vedrørte aktionsudgifter (74 % i 2021); fremhæver, at det høje niveau af fremførsler er et tilbagevendende problem for agenturet, som Revisionsretten har konstateret flere regnskabsår i træk begyndende med 2018; bemærker Revisionsrettens fornyede bemærkning om, at et højt fremførselsniveau er i strid med budgetprincippet om etårighed og indikerer strukturelle problemer i budgetprocessen og budgetgennemførelsen; noterer sig — på baggrund af agenturets svar på Revisionsrettens bemærkning og agenturets rapport om Europa-Parlamentets bemærkninger om decharge for 2021 til Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder og de foranstaltninger, som agenturet har truffet (»agenturets opfølgningsrapport«) — følgende bemærkninger om det høje niveau af fremførsler i forbindelse med agenturets operationelle aktiviteter: den specifikke ramme, inden for hvilken agenturet arbejder, gør det vanskeligt at forpligte sig til aktionsudgifter meget tidligere på året; der er sket forbedringer af IT-værktøjet Matrix for at opnå en tættere overvågning af budgetgennemførelsen og et tidligt skøn over fremførslerne (C8-bevillinger) for det næste år, og budgetgennemførelsen bør vurderes under hensyntagen til det endelige budgetresultat, som i de seneste 10 år har været højere end 99 %; anerkender som i tidligere år, at de høje fremførsler også beror på karakteren af agenturets kerneaktivitet;

Performance

4.

bemærker med tilfredshed, at agenturet anvender et system med 25 centrale resultatindikatorer (KPI'er) som led i sin resultatmåling; roser agenturet for den høje gennemførelsesgrad for dets KPI'er i 2022, hvor agenturet overskred næsten alle de mål, der var fastsat pr. KPI, opretholdt et højt niveau af tilfredshed blandt interessenter med agenturets arrangementer samt relevansen, anvendeligheden og pålideligheden af agenturets output og bidrog til en høj grad af forståelse af grundlæggende rettigheder og tendenser; roser agenturet for dets indsats, der har bidraget til de resultater, det har opnået i 2022 på trods af omprioriteringen af alle igangværende aktiviteter og menneskelige og finansielle ressourcer samt udsættelsen og omorganiseringen af nogle af agenturets projekter;

5.

bemærker med tilfredshed agenturets performance, navnlig det høje output, der blev produceret i 2022, herunder publikationer, møder, tilrettelæggelse af arrangementer, teknisk bistand og kapacitetsopbygningsaktiviteter samt skriftlige og verbale bidrag; noterer sig, at der er blevet henvist til agenturets arbejde i 213 publikationer, og at det blev nævnt 4 319 gange i medierne i 2022; roser agenturet for dets aktiviteter med hensyn til strategisk prioritet 1 — »Identificering af tendenser: indsamling og analyse af sammenlignelige data og dokumentation« — som agenturets interessenter anså for at være de mest relevante og dem, der gav størst merværdi; noterer sig i den forbindelse agenturets resultater i 2022 såsom offentliggørelsen af rapporten »Roma in 10 European countries«, som bl.a. fremhævede forbedringerne og manglerne i forbindelse med romaernes integration, rapporten om asyl og migration med fokus på situationen for så vidt angår grundlæggende rettigheder for personer, der ankom til medlemsstater og EU-kandidatlande fra tredjelande i sidste kvartal af 2021, rapporten »Bias in algorithms«; »Artificial intelligence and discriminations«, som gjorde agenturet til den første internationale menneskerettighedsorganisation til at tackle bl.a. skævheder i algoritmer, og som blev 2022's mest downloadede rapport fra agenturet i de første syv dage efter offentliggørelsen, samt rapporten »Protecting civic space in the EU — Key findings and FRA opinions«, som giver et overblik over de vigtigste spørgsmål vedrørende civilsamfundets råderum i hele Unionen; roser med hensyn til sidstnævnte rapport agenturet for dets demonstrerede evne til at påvirke politiske og lovgivningsmæssige processer vedrørende civilsamfundets råderum gennem agenturets deltagelse i projekter fra det tjekkiske rådsformandskab og Kommissionen om dette emne i 2022;

6.

glæder sig over agenturets rettidige reaktion på nye spørgsmål om grundlæggende rettigheder, f.eks. agenturets generelle vejledning i dets rapport »Establishing national independent mechanisms to monitor fundamental rights compliance at EU external borders«, som hjælper medlemsstaterne med at oprette eller styrke deres nationale mekanismer til at overvågning af, at de grundlæggende rettigheder overholdes, samtidig med at mekanismernes uafhængighed sikres; minder om, at folkeretten kræver ikkediskriminerende behandling af alle flygtninge;

7.

bemærker med tilfredshed, at agenturet hurtigt har truffet foranstaltninger til at reagere på menneskerettighedssituationen i Ukraine som følge af Ruslands ulovlige og uprovokerede invasion gennem flere større tiltag såsom en onlineundersøgelse af erfaringerne fra fordrevne personer, der flygter fra Ukraine, to rapporter om konsekvenserne af krigen i Ukraine for de grundlæggende rettigheder i medlemsstaterne, offentliggørelsen af en tabel over 16 medlemsstaters gennemførelse af Rådets direktiv 2001/55/EF (2) og projekter for dataindsamling om, hvilke erfaringer kvinder på flugt fra krigen har for så vidt angår vold og andre menneskerettighedskrænkelser;

8.

anerkender agenturets rolle med hensyn til at styrke den nationale infrastruktur for menneskerettigheder ved at samarbejde og skabe synergier med menneskerettighedsinstitutioner og partnerskaber med civilsamfundets institutioner; noterer sig agenturets løbende vejledning på asyl- og migrationsområdet med regelmæssige oversigter til medlemsstaterne over migrationsrelaterede spørgsmål vedrørende grundlæggende rettigheder; glæder sig over agenturets rolle med hensyn til at fremme en menneskerettighedsbaseret narrativ ved at udvikle effektiv kommunikation, engagere sig i udviklingen af nye digitale applikationer og værktøjer og bringe menneskerettighedsaktører sammen for at fremme europæiske værdier og frihedsrettigheder;

9.

bemærker med stor bekymring, at agenturet — i forbindelse med overvågningen af situationen for så vidt angår grundlæggende rettigheder og retsstatsprincippet i Ungarn — besluttede at samarbejde med og basere sig på oplysninger fra det nationale universitet for offentlig tjeneste og kontoret for kommissæren for grundlæggende rettigheder, selv om begge institutioner har en forhistorie med at støtte forringelsen af de grundlæggende rettigheder i Ungarn; bemærker f.eks., at Kommissionen i sin rapport om retsstatssituationen 2022 havde forstærkede bekymringer over uafhængigheden af den ungarske kommissær for grundlæggende rettigheder; beklager dybt, at agenturet ikke desto mindre undlod at genoverveje samarbejdet med institutioner, der faktisk fremmer demokratiske tilbageskridt, selv om agenturets kerneopgave bør være at bidrage til at forsvare de grundlæggende rettigheder, navnlig i problematiske tilfælde som det med den ungarske regering; opfordrer agenturet til at suspendere sit samarbejde med disse institutioner og til at holde dechargemyndigheden orienteret om sine fremskridt i denne henseende;

Effektivitet og gevinster

10.

bemærker, at agenturet i 2022 fortsatte med at samarbejde med netværket af agenturer for retlige og indre anliggender (JHAN) og de agenturer, det består af, med henblik på at tackle udfordringerne på deres fælles arbejdsområder såsom indre sikkerhed, migration, organiseret kriminalitet, asyl og grænser ved at bidrage med ekspertise inden for grundlæggende rettigheder; bemærker i den forbindelse navnlig agenturets samarbejde med Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder om udarbejdelse af en undersøgelse om vold mod kvinder, med Den Europæiske Unions Asylagentur om revision af visse uddannelsesmoduler og udarbejdelse af en brochure om midlertidig beskyttelse af værger for uledsagede børn, med Den Europæiske Unions Agentur for Uddannelse inden for Retshåndhævelse ved at fremme kurser om data og rapportering om hadforbrydelser og med Den Europæiske Unions Agentur for Strafferetligt Samarbejde om udarbejdelsen af en håndbog om cyberkriminalitet og grundlæggende rettigheder; noterer sig agenturets samarbejde med andre agenturer og enheder ud over JHAN såsom Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene, Den Europæiske Arbejdsmarkedsmyndighed og Eurostat i 2022; opfordrer til, at det undersøges og udpeges, hvor der er muligheder for yderligere synergier med henblik på at øge effektivitetsgevinsterne og reducere omkostningerne;

11.

noterer sig på baggrund af agenturets svar på Parlamentets skriftlige forespørgsler, at agenturet har taget initiativ til at øge sin effektivitet og sine gevinster gennem automatisering af opgaver, der gentager sig, kortlægning og omlægning af de nuværende forretningsprocesser, revision af organisationsstrukturen for at gøre bedre brug af de eksisterende ressourcer, oprettelse af samarbejdsplatforme på en mere systematisk måde, forenkling af de regler og procedurer, der finder anvendelse på forvaltningen af finansielle og menneskelige ressourcer, samt kvalitative evalueringer af bestræbelserne på at øge effektiviteten;

12.

bemærker, at agenturet i 2022 fortsatte med at automatisere og strømline HR-processer, herunder ved at udvide brugen af Sysper; bemærker i den forbindelse, at agenturet lancerede et nyt rekrutteringsværktøj til at lette udvælgelsen og skabe en mere brugervenlig oplevelse for ansøgere og for HR, og at det indførte yderligere dataværktøjer til at automatisere aspekter af lønudbetalingen; bemærker også, at agenturet i mellemtiden har indført Kommissionens elektroniske arkiverings- og registreringssystem (ARES), hvilket har resulteret i integration af »EU Sign«, som gør det muligt at anvende den kvalificerede elektroniske signatur; glæder sig over afslutningen af forberedelserne til udrulningen af Kommissionens værktøj til forvaltning af offentlige udbud (e-udbud) i 2023;

13.

noterer sig agenturets tilgang med at »gøre mere med mindre«, som allerede har skaffet besparelser på 350 000 EUR og forventes af føre til besparelser på yderligere 200 000 EUR som følge af anvendelsen af interne ressourcer til udvikling af nye IT-applikationer og de nye cloudbaserede teknologier, som har hjulpet agenturet med yderligere at optimere sin IT-infrastruktur; bemærker, at agenturet også tilstræber effektivitet i anvendelsen af sine ressourcer ved bl.a. at overtage Kommissionens applikationer, reducere opvarmningstemperaturen i bygninger, anvende papirløse procedurer på finans- og kontraktområdet og reducere post- og kurertjenesterne; opfordrer agenturet til at dele bedste praksis i denne henseende gennem sine samarbejdskanaler med andre decentrale EU-agenturer;

14.

noterer sig på baggrund af Revisionsrettens beretning, at agenturet ikke er blandt de agenturer, der har udarbejdet virksomhedsplaner med henblik på at forbedre deres aktiviteters energieffektivitet og klimaneutralitet, har en eller anden form for miljørapportering integreret i deres årlige aktivitetsrapporter og har opnået EMAS-registrering; noterer sig ikke desto mindre på baggrund af agenturets svar på Parlamentets skriftlige forespørgsler, at agenturet har planer om en EMAS-certificering, når det flytter til sine nye lokaler, som også skal opfylde kravene i den europæiske grønne pagt; roser agenturet for indførelsen af grønne kriterier for offentlige udbud for så vidt angår miljømæssige og sociale krav og udvælgelses- og tildelingskriterier, i den udstrækning dette er muligt med tanke på de begrænsninger, der ligger i, at agenturet hovedsagelig indkøber tjenesteydelser;

Personalepolitik

15.

bemærker, at gennemførelsesgraden for stillingsfortegnelsen pr. 31. december 2022 var på 94 % med 68 midlertidigt ansatte ud af de 72, som var godkendt i henhold til Unionens budget (det samme antal godkendte stillinger som i 2021); bemærker, at der derudover arbejdede 28,4 kontraktansatte i fuldtidsækvivalenter og 9 udstationerede nationale eksperter for agenturet i 2022 (heraf én uden omkostninger); noterer sig en lav personaleudskiftning (1,9 %) i 2022; bemærker endvidere, at agenturet i 2022 fortsatte med at automatisere og strømline HR-processer for at opnå yderligere effektivitet;

16.

bemærker med tilfredshed kønsbalancen i agenturets øverste ledelse og blandt dets mellemledere med 3 mænd (50 %) og 3 kvinder (50 %), på bestyrelsesniveau med 33 kvindelige medlemmer ud af i alt 65 medlemmer (51 %), og inden for agenturets samlede personale, hvor 57 ud af 105 medlemmer (54 %) er kvinder; bemærker, at kønsbalance er et af agenturets vigtigste mål for ikkeforskelsbehandling og fortsat sættes i særligt fokus i arbejdet i dets organer såsom Gruppen for Ligestilling og Mangfoldighed, som arbejder med at fremme ikkeforskelsbehandling af kønnene i alle aspekter af HR-processer i agenturet;

17.

bemærker, at agenturet pr. 1. oktober 2022 havde medarbejdere fra 23 medlemsstater; glæder sig over agenturets bestræbelser på at opnå geografisk balance; bemærker, at fremme af mangfoldighed, herunder geografisk balance — som led i agenturets strategi for lige muligheder og ikkeforskelsbehandling — er en del af de overordnede mål i HR-processer såsom rekruttering og udvælgelse;

18.

bemærker, at agenturet har truffet adskillige foranstaltninger for at integrere personer med handicap ved at sørge for tilpasninger, foretage forbedringer af sine lokaler for at lette tilgængeligheden, tillade ekstraordinært telearbejde og tilrettelægge regelmæssige kurser i handicapbevidsthed for personalet; glæder sig over agenturets bestræbelser på at tiltrække ansøgninger om praktikophold fra ansøgere med handicap; bemærker, at agenturet også er i færd med at udarbejde en handicapstøttepolitik;

19.

bemærker, at agenturet har støttet sine medarbejderes trivsel ved at yde psykologisk støtte, tilskynde til fysisk aktivitet gennem en ny ordning, der blev vedtaget i 2022, og som giver et økonomisk bidrag til medlemskab i en idrætsklub, og ved at vedtage Kommissionens regler om hybride arbejdsformer;

Forebyggelse og håndtering af interessekonflikter samt gennemsigtighed

20.

bemærker, at bestyrelsesmedlemmernes og ledelsens CV'er og interesseerklæringer er blevet offentliggjort på agenturets websted; noterer sig på baggrund af agenturets opfølgningsrapport, at agenturet har besluttet ikke længere at offentliggøre oplysninger om de interne eksperter på sit websted;

21.

glæder sig over, at agenturet i 2022 gennemførte en revision/ajourføring af alle medarbejderes interesseerklæringer, og at der som følge heraf blev udstedt nogle anbefalinger til forebyggende tiltag; bemærker endvidere, at agenturet sørger for obligatoriske kurser i etik og integritet for personalet og giver vejledning i, hvordan eksterne aktiviteter vurderes; bemærker med hensyn til overvågningen af agenturets tidligere personales overholdelse af de gældende beslutninger på »svingdørsområdet« og de dermed forbundne begrænsninger, at agenturet er i færd med at vurdere muligheden for at foretage stikprøvekontrol; anmoder agenturet om at aflægge rapport til dechargemyndigheden om de fremskridt, der gøres i den forbindelse;

22.

bemærker, at agenturet i 2022 identificerede en potentiel risiko for en opfattet interessekonflikt hos et bestyrelsesmedlem i forbindelse med en projektkontrakt, der var underskrevet af agenturet og finansieret af tilskud fra EØS/Norge; bemærker, at det efter en vurdering blev konkluderet, at situationen ikke udgjorde en reel interessekonflikt; glæder sig ikke desto mindre over de foranstaltninger, der blev truffet for at afbøde sådanne risici, herunder forud for det næste bestyrelsesmøde at anmode om en ajourføring af interesseerklæringen fra det pågældende bestyrelsesmedlem samt at anmode det pågældende medlem om at afholde sig fra at stemme ved enhver beslutning, der træffes af bestyrelsen vedrørende det pågældende projekt;

Intern kontrol

23.

bemærker, at agenturet i 2022 vurderede sine interne kontrolsystemer og har konkluderet, at de er effektive, og at komponenterne og principperne generelt er til stede og fungerer godt med visse mindre mangler hvad angår princip 5, 13 og 14 i forbindelse med den rettidige afslutning af karriereudviklingsrapporten samt behovet for at forbedre strategien for forvaltning af interessenter inden for intern og ekstern kommunikation;

24.

bemærker, at handlingsplanen for så vidt angår agenturets strategi for bekæmpelse af svig, der blev ajourført i 2021, er ved at blive gennemført, og at alle foranstaltningerne heri er blevet behandlet, herunder en særlig vurdering af risikoen for svig, bevidstgørelse af personalet om forebyggelse af svig og regler om whistleblowing og en rettidig ajourføring af den retlige ramme;

Øvrige bemærkninger

25.

glæder sig over agenturets bestræbelser på at øge sin offentlige synlighed og onlinetilstedeværelse; roser agenturet for dets forbedrede parametre med hensyn til anvendelsen af forskellige sociale medieplatforme i 2022; bemærker, at agenturet i 2022 udviklede en kampagne på de sociale medier med titlen »Our Data, Your Ally« for at informere unge om de ungdomsdata, de kan bruge i deres fortalervirksomhed; bemærker endvidere, at agenturet i 2022 var (med)arrangør af 134 møder og arrangementer, herunder workshopper og webinarer, og organiserede den fjerde dialog om grundlæggende rettigheder i Paris i samarbejde med det franske formandskab for Rådet, Kommissionens og Parlamentets forbindelseskontorer i Frankrig og Paris Kommune samt det første overnatningsmøde nogensinde af sin art mellem menneskerettighedsledere og -eksperter med titlen »Putting human rights at the heart of Europe’s future« (menneskerettigheder i hjertet af Europas fremtid), som samlede 60 forskellige interessenter;

26.

henviser med hensyn til de øvrige bemærkninger, der ledsager dechargeafgørelsen, og som er af horisontal karakter, til sin beslutning af 11. april 2024 (3) om agenturernes resultater, økonomiske forvaltning og kontrol.

(1)   EUT C 38 af 31.1.2023, s. 189.

(2)  Rådets direktiv 2001/55/EF af 20. juli 2001 om minimumsstandarder for midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer og om foranstaltninger, der skal fremme en ligelig fordeling mellem medlemsstaterne af indsatsen med hensyn til modtagelsen af disse personer og følgerne heraf (EFT L 212 af 7.8.2001, s. 12).

(3)  Vedtagne tekster, P9_TA(2024)0280.


ELI: http://data.europa.eu/eli/res/2024/2346/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)