DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)
27. marts 2025 ( *1 )
»Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – fælles asylpolitik – direktiv 2011/95/EU – betingelser for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere som flygtninge – artikel 2, litra d) – grundene til forfølgelse – artikel 10, stk. 1, litra d) – begrebet »tilhørsforhold til en bestemt social gruppe« – betingelse vedrørende opfattelsen af gruppen som værende anderledes af det omgivende samfund i hjemlandet – betingelser for subsidiær beskyttelse – artikel 2, litra f) – begrebet »alvorlig overlast« – artikel 15, litra a) og b) – personer, der tilhører samme familie, og som er indblandet i en blodfejde på grund af deres familiemæssige bånd«
I sag C-217/23 [Laghman] ( i ),
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol, Østrig) ved afgørelse af 28. marts 2023, indgået til Domstolen den 4. april 2023, i sagen
Bundesamt für Fremdenwesen und Asyl
mod
A N,
har
DOMSTOLEN (Tredje Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden for Anden Afdeling, K. Jürimäe, som fungerende afdelingsformand for Tredje Afdeling, Domstolens præsident, K. Lenaerts, som fungerende dommer i Tredje Afdeling, og dommerne N. Jääskinen, M. Gavalec og N. Piçarra (refererende dommer),
generaladvokat: J. Richard de la Tour,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
|
– |
A N ved Rechtsanwalt R. Lukits, |
|
– |
den østrigske regering ved A. Posch, J. Schmoll og M. Kopetzki, som befuldmægtigede, |
|
– |
den tyske regering ved J. Möller og A. Hoesch, som befuldmægtigede, |
|
– |
den nederlandske regering ved M.K. Bulterman, A. Hanje og J.M. Hoogveld, som befuldmægtigede, |
|
– |
Europa-Kommissionen ved A. Azéma, J. Hottiaux og J. Vondung, som befuldmægtigede, |
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 5. september 2024,
afsagt følgende
Dom
|
1 |
Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 10, stk. 1, litra d), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (EUT 2011, L 337, s. 9). |
|
2 |
Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Bundesamt für Fremdenwesen und Asyl (forbundskontoret for immigration og asyl, Østrig, herefter »BFA«) og A N vedrørende et afslag på sidstnævntes ansøgning om international beskyttelse. |
Retsforskrifter
Folkeretten
|
3 |
Artikel 1, afsnit A, nr. 2), i konventionen om flygtninges retsstilling, undertegnet i Genève den 28. juli 1951 (United Nations Treaty Series, bind 189, s. 150, nr. 2545 (1954)), trådt i kraft den 22. april 1954 og suppleret ved protokollen om flygtninges retsstilling, der blev indgået i New York den 31. januar 1967 og trådte i kraft den 4. oktober 1967 (herefter »Genèvekonventionen«), har følgende ordlyd: »For nærværende konventions formål skal udtrykket »flygtning« finde anvendelse på enhver person, der [...] som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig uden for det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt, ikke ønsker – at søge dette lands beskyttelse [...]« |
EU-retten
Direktiv 2011/95
|
4 |
Følgende fremgår af 6., 29., 30., 33., 34. og 39. betragtning til direktiv 2011/95:
[...]
[...]
[...]
|
|
5 |
Dette direktivs artikel 2 med overskriften »Definitioner« bestemmer: »I dette direktiv forstås ved:
[...]
[...]« |
|
6 |
Det nævnte direktivs artikel 4 med overskriften »Vurdering af kendsgerninger og omstændigheder« bestemmer i stk. 3: »Vurderingen af en ansøgning om international beskyttelse foretages ud fra det specifikke sagsforhold, og der tages herunder hensyn til: [...]
[...]« |
|
7 |
Samme direktivs artikel 6 med overskriften »Aktører, der kan stå bag forfølgelse eller alvorlig overlast« fastsætter: »Aktører, der kan stå bag forfølgelse eller alvorlig overlast, omfatter:
|
|
8 |
Artikel 7 i direktiv 2011/95 med overskriften »Aktører, der yder beskyttelse« har følgende ordlyd: »1. Beskyttelsen mod forfølgelse og alvorlig overlast kan kun ydes af:
forudsat de er villige til og i stand til at yde beskyttelse i overensstemmelse med stk. 2. 2. Beskyttelsen mod forfølgelse og alvorlig overlast skal være effektiv og ikke blot af midlertidig karakter. Der ydes normalt en sådan beskyttelse, når de i stk. 1, litra a) og b), nævnte aktører tager rimelige skridt til at forhindre forfølgelse eller udsættelse for alvorlig overlast, bl.a. ved at anvende et effektivt retssystem til afsløring, retsforfølgning og sanktionering af handlinger, der udgør forfølgelse eller alvorlig overlast, og når ansøgeren har adgang til en sådan beskyttelse. [...]« |
|
9 |
Dette direktivs artikel 9 med overskriften »Forfølgelse« bestemmer følgende i stk. 3: »I overensstemmelse med artikel 2, litra d), skal der være en sammenhæng mellem de i artikel 10 nævnte grunde og forfølgelse i henhold til nærværende artikels stk. 1 eller den manglende beskyttelse mod en sådan forfølgelse.« |
|
10 |
Det nævnte direktivs artikel 10 med overskriften »Grundene til forfølgelse« fastsætter følgende i stk. 1: »Ved vurderingen af grundene til forfølgelse tager medlemsstaterne hensyn til følgende elementer: [...]
|
|
11 |
Samme direktivs artikel 15 med overskriften »Alvorlig overlast« bestemmer: »Ved alvorlig overlast forstås:
|
|
12 |
Artikel 18 i direktiv 2011/95 med overskriften »Tildeling af subsidiær beskyttelsesstatus« er sålydende: »Medlemsstaterne tildeler tredjelandsstatsborgere eller statsløse, der er berettiget til subsidiær beskyttelse i medfør af kapitel II og V, subsidiær beskyttelsesstatus.« |
Direktiv 2013/32
|
13 |
Artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (EUT 2013, L 180, s. 60) har overskriften »Krav til behandlingen af ansøgninger« og fastsætter følgende i stk. 2: »Ved behandlingen af ansøgninger om international beskyttelse afgør den besluttende myndighed først, hvorvidt ansøgerne kan anerkendes som flygtninge, og hvis ikke, om de kan indrømmes subsidiær beskyttelse.« |
Østrigsk lovgivning
|
14 |
§ 3 i Bundesgesetz über die Gewährung von Asyl (Asylgesetz 2005) (forbundslov om tildeling af asyl (lov om asyl af 2005)) af 16. august 2005 (BGBl. I, 100/2005) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »AsylG 2005«), med overskriften »Status som asylberettiget« bestemmer følgende: »(1) En udlænding, der i Østrig har indgivet en ansøgning om international beskyttelse, tildeles status som asylberettiget, såfremt der ikke skal gives afslag på denne ansøgning i henhold til §§ 4, 4a eller 5, og såfremt det er sandsynligt, at vedkommende i hjemlandet er truet af forfølgelse som omhandlet i [Genèvekonventionens] artikel 1, afsnit A, nr. 2). [...] (5) Afgørelsen om at tildele en udlænding status som asylberettiget ex officio eller på grundlag af en ansøgning om international beskyttelse skal være knyttet til konstateringen af, at denne udlænding har flygtningestatus ved lov.« |
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
|
15 |
Den 4. november 2015 indgav A N, der er etnisk pashtuner og afghansk statsborger hidrørende fra provinsen Laghman (Afghanistan), en ansøgning om international beskyttelse i Østrig i henhold til AsylG 2005. Til støtte for denne ansøgning gjorde A N gældende, at han var truet af forfølgelse i Afghanistan på grund af en blodfejde, der var rettet mod personer, der havde et slægtskabsforhold til hans far. Denne blodfejde udspringer af en tvist om formueforhold vedrørende et landbrugsareal mellem hans far og dennes fætre. Ifølge de oplysninger, som A N har fremlagt, er hans far og bror blevet dræbt af farens fætre i forbindelse med den nævnte blodfejde. |
|
16 |
Ved afgørelse af 21. juni 2017 afslog BFA denne ansøgning med den begrundelse, at A N’s udrejse fra hjemlandet »udelukkende var begrundet i hans ønske om at forbedre hans økonomiske og sociale situation«, og at de fremlagte oplysninger om risikoen for forfølgelse ikke svarede til virkeligheden. A N har påklaget denne afgørelse. |
|
17 |
Ved afgørelse af 26. juli 2022 gav Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager, Østrig) A N medhold, tildelte ham status som asylberettiget i medfør af § 3, stk. 1, i AsylG 2005 og fastslog i overensstemmelse med denne lovs § 3, stk. 5, at han var berettiget til flygtningestatus ved lov. |
|
18 |
Denne ret fandt, at A N’s udtalelser om grundene til, at han frygtede forfølgelse i sit hjemland, var godtgjorte. Ifølge denne rets konstateringer er A N indblandet i en blodfejde, der udspringer af en tvist om formueforhold, som medfører, at han, i tilfælde af at han vender tilbage til sit hjemland, er udsat for en risiko for at blive overfaldet eller endog dræbt af sin fars fætre på grund af sit slægtskabsforhold til faren, uden at han med rimelighed kan forvente en beskyttelse fra de afghanske myndigheders side. Desuden risikerer A N, hvis han etablerer sig i en anden region i sit hjemland, ikke at kunne forsørge sig selv. |
|
19 |
BFA har iværksat revisionsanke til prøvelse af denne afgørelse ved Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol, Østrig), som er den forelæggende ret, idet BFA i det væsentlige har gjort gældende, at den omstændighed, at en person er medlem af en familie, der er indblandet i en blodfejde, ikke kan kvalificeres som »tilhørsforhold til en bestemt social gruppe« som omhandlet i artikel 10, stk. 1, litra d), i direktiv 2011/95. |
|
20 |
Den forelæggende ret har anført, at ifølge Bundesverwaltungsgerichts (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager) konstateringer, som BFA ikke længere anfægter, og som myndigheden skal lægge til grund, er A N blevet udsat for trusler med en tilstrækkelig konkret sandsynlighed for fysiske voldshandlinger, der vil kunne gå så vidt som til drab, fra hans fars fætres side på grund af sin egenskab af medlem af en familie, der er indblandet i en blodfejde, hvis udspring skal findes i en tvist om formueforhold. Den forelæggende ret ønsker oplyst, om personer, der er genstand for sådanne trusler alene på grund af dette slægtskabsforhold, skal anses for at tilhøre en »bestemt social gruppe« som omhandlet i dette direktivs artikel 10, stk. 1, litra d), som en grund til forfølgelse, der kan foranledige den kompetente nationale myndighed til at tildele dem flygtningestatus. Den forelæggende ret har navnlig anmodet Domstolen om at præcisere rækkevidden af den betingelse, der er fastsat i denne bestemmelses andet led, hvorefter en »bestemt social gruppe« skal have en særskilt identitet i det pågældende tredjeland, fordi den opfattes som værende anderledes af det omgivende samfund. |
|
21 |
Den nævnte ret har ligeledes anført, at såfremt det måtte følge af Domstolens svar, at A N ikke kan tildeles flygtningestatus, vil det fortsat være nødvendigt at undersøge, om han skal indrømmes subsidiær beskyttelsesstatus på grund af de trusler om fysisk vold, der vil kunne gå så vidt som til drab, således som Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager) har fastslået. |
|
22 |
På denne baggrund har Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
|
Om de præjudicielle spørgsmål
|
23 |
Med spørgsmålene, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 10, stk. 1, litra d), i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at en ansøger om international beskyttelse, der er indblandet i en blodfejde i sit hjemland på grund af sin egenskab af medlem af en familie, som er involveret i en tvist om formueforhold, alene af denne grund kan anses for at tilhøre en »bestemt social gruppe« som omhandlet i denne bestemmelse. |
|
24 |
Indledningsvis bemærkes, at ifølge artikel 2, litra d), i direktiv 2011/95, der i det væsentlige gengiver den definition, der er indeholdt i Genèvekonventionens artikel 1, afsnit A, nr. 2) (dom af 14.5.2019, M m.fl. (Tilbagekaldelse af flygtningestatus), C‑391/16, C‑77/17 og C‑78/17, EU:C:2019:403, præmis 84), anerkendes som flygtning en tredjelandsstatsborger, som i kraft af en velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af race, religion, nationalitet, politisk anskuelse eller tilhørsforhold til en bestemt social gruppe opholder sig uden for det land, hvor den pågældende er statsborger, og som ikke kan eller, på grund af en sådan frygt, ikke vil påberåbe sig dette lands beskyttelse. |
|
25 |
En påvist risiko for at blive udsat for fysisk vold, der vil kunne gå så vidt som til drab, såsom den risiko, som A N udsættes for i sit hjemland, er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkelig til, at han kan tildeles »flygtningestatus« som omhandlet i artikel 2, litra e), i direktiv 2011/95. I medfør af artikel 9, stk. 3, i direktiv 2011/95, sammenholdt med dette direktivs artikel 6, litra c), og artikel 7, stk. 1, samt i lyset af 29. betragtning til det nævnte direktiv, forudsætter anerkendelse af flygtningestatus således, at der enten er en sammenhæng mellem en af de i direktivets artikel 10, stk. 1, nævnte grunde til forfølgelse og forfølgelsen som omhandlet i de bestemmelser, hvortil der henvises i samme direktivs artikel 9, stk. 3, eller mellem en af disse grunde til forfølgelse og det forhold, at de »aktører, der yder beskyttelse«, ikke beskytter mod sådan forfølgelse, når denne begås af »ikke-statslige aktører« (jf. i denne retning dom af 16.1.2024, Intervyuirasht organ na DAB pri MS (Kvinder, der er ofre for vold i hjemmet), C-621/21, EU:C:2024:47, præmis 66). |
|
26 |
Den forelæggende ret har anmodet Domstolen om at oplyse, om der foreligger en sådan sammenhæng mellem på den ene side den risiko for voldshandlinger, som en ansøger om international beskyttelse, der er indblandet i en blodfejde, udsættes for i sit hjemland, og på den anden side begrundelsen om tilhørsforhold til en »bestemt social gruppe« som omhandlet i artikel 10, stk. 1, litra d), i direktiv 2011/95. Med andre ord ønsker den forelæggende ret oplyst, om denne ansøger under sådanne omstændigheder skal anses for at være udsat for en risiko for forfølgelse i sit hjemland »på grund af sit tilhørsforhold til en bestemt social gruppe«. |
|
27 |
Det følger af dette direktivs artikel 10, stk. 1, litra d), at en gruppe betragtes som en »bestemt social gruppe«, når to kumulative betingelser er opfyldt. Dels skal de personer, der tilhører den pågældende gruppe, være fælles om mindst et af tre identificerende træk, der opregnes i den nævnte bestemmelses første led, nemlig et »medfødt karakteristisk træk« eller »en fælles baggrund, der ikke kan ændres«, eller et »karakteristisk træk eller en tro, der er så grundlæggende for deres identitet eller samvittighed, at ingen mennesker bør tvinges til at give afkald derpå«. Dels skal denne gruppe have en særskilt identitet i hjemlandet, »fordi den opfattes som værende anderledes af det omgivende samfund« (dom af 11.6.2024, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Kvinder, der identificerer sig med værdien om ligestilling mellem kønnene), C‑646/21, EU:C:2024:487, præmis 40). |
|
28 |
Hvad angår den første af disse betingelser, hvis opfyldelse ikke er bestridt for den forelæggende ret, deler familiemedlemmer, således som generaladvokaten har anført i punkt 24-26 i forslaget til afgørelse, på grund af deres familiemæssige bånd, hvad end disse bånd følger af biologisk slægtskab, adoption eller ægteskab, et »medfødt karakteristisk træk« eller »en fælles baggrund, der ikke kan ændres«. Den omstændighed, at medlemmerne af en familie, og særligt mænd og drenge i denne familie, på grund af deres slægtskab indblandes i en blodfejde med den begrundelse, at denne videreføres fra generation til generation på farens side, henhører ligeledes under en sådan fælles baggrund, som ikke kan ændres, og udgør således et yderligere træk, der er fælles for disse personer. De nævnte personer kan derfor anses for at opfylde denne første betingelse. |
|
29 |
Hvad angår den anden betingelse om tilhørsforhold til en »bestemt social gruppe« som omhandlet i artikel 10, stk. 1, litra d), andet led, i direktiv 2011/95, der vedrører denne gruppes særlige identitet i det pågældende hjemland, »fordi den opfattes som værende anderledes af det omgivende samfund«, ønsker den forelæggende ret oplyst, om denne bestemmelse kræver, at det undersøges, om der foreligger en »særskilt identitet«, selvstændigt og uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende gruppe opfattes som værende anderledes af det omgivende samfund. |
|
30 |
Det følger af ordlyden af artikel 10, stk. 1, litra d), andet led, i direktiv 2011/95 i alle bestemmelsens sprogversioner, at det omgivende samfunds opfattelse af den pågældende gruppes anderledeshed er af afgørende betydning. Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 30-32 i forslaget til afgørelse, udgør gruppens »særskilte identitet« som omhandlet i denne bestemmelse en betingelse, som ikke skal vurderes særskilt og selvstændigt i forhold til det omgivende samfunds opfattelse, men i tilknytning hertil. |
|
31 |
Det tilkommer den pågældende medlemsstat at afgøre, hvilket »omgivende samfund« som omhandlet i denne bestemmelse der er relevant for vurderingen af, om der foreligger en social gruppe. Dette samfund kan være sammenfaldende med hele det land, der er hjemland for ansøgeren om international beskyttelse, eller være mere begrænset, f.eks. en del af dette tredjelands område eller befolkning (dom af 16.1.2024, Intervyuirasht organ na DAB pri MS (Kvinder, der er ofre for vold i hjemmet), C-621/21, EU:C:2024:47, præmis 54, og af 11.6.2024, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Kvinder, der identificerer sig med værdien om ligestilling mellem kønnene), C‑646/21, EU:C:2024:487, præmis 50). |
|
32 |
Et »tilhørsforhold til en bestemt social gruppe« skal i øvrigt fastslås uafhængigt af den risiko for forfølgelse, som medlemmerne af denne gruppe kan udsættes for i deres hjemland (jf. i denne retning dom af 16.1.2024, Intervyuirasht organ na DAB pri MS (Kvinder, der er ofre for vold i hjemmet), C-621/21, EU:C:2024:47, præmis 55). |
|
33 |
Eksempelvis kan det på grundlag af den omstændighed, at der i hjemlandet findes en straffelovgivning, som specifikt omhandler homoseksuelle, fastslås, at disse personer udgør en særskilt gruppe, der opfattes som værende anderledes af det omgivende samfund (dom af 7.11.2013, X m.fl., C-199/12 – C-201/12, EU:C:2013:720, præmis 49). |
|
34 |
Afhængigt af de forhold og navnlig de sociale, moralske eller retlige normer, der gælder i hjemlandet, kan både dette lands kvinder som helhed og snævrere grupper af kvinder, der har et yderligere fælles karakteristisk træk, såsom den omstændighed, at de har unddraget sig et tvangsægteskab, eller for så vidt angår gifte kvinder, at de har forladt deres hjem, eller at de reelt identificerer sig med den grundlæggende værdi om ligestilling mellem kvinder og mænd, anses for at tilhøre »en bestemt social gruppe« som omhandlet i artikel 10, stk. 1, litra d), andet led, i direktiv 2011/95 (jf. i denne retning dom af 16.1.2024, Intervyuirasht organ na DAB pri MS (Kvinder, der er ofre for vold i hjemmet), C-621/21, EU:C:2024:47, præmis 52, 53 og 62, og af 11.6.2024, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Kvinder, der identificerer sig med værdien om ligestilling mellem kønnene), C‑646/21, EU:C:2024:487, præmis 49 og 64). |
|
35 |
Det skal i denne forbindelse fremhæves, at en opfattelse, som kun nogle få personer, der er en del af det omgivende samfund, har, ikke kan være afgørende. For at det skal kunne anerkendes, at en gruppe har en særskilt identitet i hjemlandet, skal gruppen opfattes som værende anderledes af det omgivende samfund som helhed, hvilket nødvendigvis indebærer, at denne opfattelse deles af en væsentlig del af de personer, der udgør dette samfund, og ikke kun af enkelte aktører, hvis handlinger kan kvalificeres som forfølgelse som omhandlet i direktiv 2011/95. I modsat fald ville sådanne handlinger nemlig være tilstrækkelige til at anse de personer, som er berørt heraf, for at tilhøre en »bestemt social gruppe«, hvilket ville fratage denne betingelse dens effektive virkning. |
|
36 |
På samme måde kan den opfattelse, som ofrene for sådanne handlinger selv har af deres anderledeshed, ikke i sig selv være afgørende i denne sammenhæng. Under omstændigheder, der er kendetegnet ved en familieblodfejde, indebærer den subjektive opfattelse, som de familiemedlemmer, der er indblandet i blodfejden, har af hinandens anderledeshed, ikke i sig selv, at den gruppe, som de tilsammen udgør, opfattes som værende anderledes af det omgivende samfund, således som det kræves i henhold til artikel 10, stk. 1, litra d), andet led. |
|
37 |
Det afgørende er derfor den omstændighed, at en gruppe opfattes som værende anderledes af det omgivende samfund som helhed, navnlig på grund af de sociale, moralske eller retlige normer, der gælder i hjemlandet. Beviset for, at der i det omgivende samfund hersker en sådan opfattelse, kan bl.a. føres ud fra konkrete indicier, såsom f.eks. forskelsbehandling, ekskluderende praksis eller endog stigmatisering, der generelt berører medlemmerne af den pågældende gruppe, og som bevirker, at disse marginaliseres i det omgivende samfund (jf. i denne retning dom af 16.1.2024, Intervyuirasht organ na DAB pri MS (Kvinder, der er ofre for vold i hjemmet), C-621/21, EU:C:2024:47, præmis 53, og af 11.6.2024, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Kvinder, der identificerer sig med værdien om ligestilling mellem kønnene), C‑646/21, EU:C:2024:487, præmis 49). |
|
38 |
Med forbehold af den efterprøvelse, som den forelæggende ret skal foretage, fremgår det i det foreliggende tilfælde ikke af de sagsakter, som Domstolen råder over, at den gruppe, der udgøres af medlemmerne af en bestemt familie, der er indblandet i en blodfejde, som udspringer af en tvist om formueforhold, i deres hjemland opfattes som værende anderledes af ikke blot de familiemedlemmer, der er involveret i denne blodfejde, men af det omgivende samfund som helhed. |
|
39 |
Det følger af det ovenstående, at den omstændighed, at en ansøger om international beskyttelse i sit hjemland udsættes for en risiko for at blive udsat for fysiske voldshandlinger, der vil kunne gå så vidt som til drab, i forbindelse med en blodfejde, der omfatter alle eller en del af den pågældendes familiemedlemmer og udspringer af en tvist om formueforhold, ikke gør det muligt at konkludere, at denne ansøger tilhører en »bestemt social gruppe« som omhandlet i artikel 10, stk. 1, litra d), i direktiv 2011/95. En sådan ansøger kan derfor ikke af denne grund tildeles flygtningestatus. |
|
40 |
Det skal imidlertid præciseres, at hvis den kompetente myndighed i forbindelse med den vurdering af en ansøgning om international beskyttelse ud fra det specifikke sagsforhold, der foretages i overensstemmelse med artikel 4 i direktiv 2011/95 under hensyntagen til navnlig de elementer, der er anført i denne artikels stk. 3, fastslår, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne for anerkendelse som flygtning, forpligter artikel 10, stk. 2, i direktiv 2013/32 denne myndighed til at afgøre, om ansøgeren opfylder betingelserne for indrømmelse af subsidiær beskyttelse. |
|
41 |
Som det for det første fremgår af 33. betragtning til direktiv 2011/95, supplerer den subsidiære beskyttelse den beskyttelse af flygtninge, der er fastsat i Genèvekonventionen. For det andet præciseres det i 34. betragtning til dette direktiv, at de fælles kriterier for anerkendelse af personer, der søger om international beskyttelse, som berettigede til subsidiær beskyttelse, hentes fra de internationale forpligtelser i henhold til menneskerettighedsinstrumenter og eksisterende praksis i medlemsstaterne. For det tredje følger det af 39. betragtning til det nævnte direktiv, at personer med subsidiær beskyttelsesstatus skal have de samme rettigheder og fordele, som dem flygtninge har i henhold til dette samme direktiv, og de samme betingelser for berettigelse skal gælde for dem, dog med de undtagelser, der er nødvendige og objektivt begrundede. |
|
42 |
Det følger af artikel 2, litra f), i direktiv 2011/95, at en tredjelandsstatsborger, der ikke anerkendes som flygtning, men for hvem der er alvorlig grund til at antage, at vedkommende, hvis han eller hun sendes tilbage til sit hjemland, vil løbe en reel risiko for at lide alvorlig overlast som defineret i direktivets artikel 15, og som ikke kan eller, på grund af en sådan risiko, ikke vil påberåbe sig dette lands beskyttelse, er berettiget til subsidiær beskyttelse. |
|
43 |
Begrebet »alvorlig overlast« omfatter i henhold til denne artikel 15, litra a) og b), bl.a. dødsstraf, henrettelse, tortur, eller umenneskelig eller vanærende behandling eller straf af en ansøger i dennes hjemland. Da disse bestemmelser ikke sondrer mellem, om overlasten begås af en statslig myndighed eller af en ikke-statslig aktør, omfatter et sådant begreb en reel trussel mod ansøgeren om at blive dræbt eller udsat for voldshandlinger af et medlem af dennes familie eller samfund, uafhængigt af hvilke årsager der ligger til grund for disse handlinger (jf. i denne retning dom af 16.1.2024, Intervyuirasht organ na DAB pri MS (Kvinder, der er ofre for vold i hjemmet), C-621/21, EU:C:2024:47, præmis 75 og 80). |
|
44 |
Det påhviler således den kompetente nationale myndighed inden for rammerne af bl.a. den procedure, der er fastsat i artikel 4 i direktiv 2011/95, at vurdere, om en ansøger om international beskyttelse såsom A N opfylder betingelserne for at være berettiget til subsidiær beskyttelse. Domstolen har i denne henseende præciseret, at de omstændigheder, der vedrører ansøgerens personlige stilling og forhold, kan udgøre elementer, der er relevante for den kompetente nationale myndigheds vurdering af en ansøgning om subsidiær beskyttelse, uafhængigt af hvilken specifik form for alvorlig overlast som omhandlet i denne artikel 15 der er genstand for en sådan vurdering (jf. i denne retning dom af 9.11.2023, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Begrebet alvorlig overlast), C‑125/22, EU:C:2023:843, præmis 43). |
|
45 |
Hvis en tredjelandsstatsborger eller statsløs opfylder de i dette direktiv fastsatte betingelser for at være berettiget til subsidiær beskyttelse, er medlemsstaterne i overensstemmelse med det nævnte direktivs artikel 18 forpligtede til at tildele dem denne beskyttelsesstatus. |
|
46 |
Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 10, stk. 1, litra d), i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at en ansøger om international beskyttelse, der er indblandet i en blodfejde i sit hjemland på grund af sin egenskab af medlem af en familie, som er involveret i en tvist om formueforhold, ikke alene af denne grund kan anses for at tilhøre en »bestemt social gruppe« som omhandlet i denne bestemmelse. |
Sagsomkostninger
|
47 |
Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes. |
|
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret: |
|
Artikel 10, stk. 1, litra d), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse |
|
skal fortolkes således, at |
|
en ansøger om international beskyttelse, der er indblandet i en blodfejde i sit hjemland på grund af sin egenskab af medlem af en familie, som er involveret i en tvist om formueforhold, ikke alene af denne grund kan anses for at tilhøre en »bestemt social gruppe« som omhandlet i denne bestemmelse. |
|
Underskrifter |
( *1 ) – Processprog: tysk.
( i ) – Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.