European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

C-udgaven


C/2024/6967

14.11.2024

DET EUROPÆISKE UDVALG FOR SYSTEMISKE RISICIS HENSTILLING

af 27. september 2024

om ændring af henstilling ESRB/2015/2 om vurderingen af grænseoverskridende virkninger af og frivillig gensidighed vedrørende makroprudentielle politiske foranstaltninger

(ESRB/2024/5)

(C/2024/6967)

DET ALMINDELIGE RÅD FOR DET EUROPÆISKE UDVALG FOR SYSTEMISKE RISICI HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (1), særlig bilag IX, og

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1092/2010 af 24. november 2010 om makrotilsyn på EU-plan med det finansielle system og om oprettelse af et europæisk udvalg for systemiske risici (2), særlig artikel 3 og artikel 16 til 18,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (3), særlig afsnit VII, kapitel 4, afdeling II,

under henvisning til Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risicis afgørelse ESRB/2011/1 af 20. januar 2011 om vedtagelse af forretningsordenen for Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (4), særlig artikel 18 til 20, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

For at sikre effektive og konsekvente nationale makroprudentielle politiske foranstaltninger er det vigtigt, at den obligatoriske anerkendelse, som kræves i henhold til EU-lovgivningen, suppleres af frivillig gensidighed.

(2)

Reglerne for frivillig gensidighed vedrørende makroprudentielle politiske foranstaltninger, som er fastsat i Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risicis henstilling ESRB/2015/2 (5), skal sikre, at alle eksponeringsbaserede makroprudentielle politiske foranstaltninger, der aktiveres i en medlemsstat, bliver modsvaret i de andre medlemsstater.

(3)

Den 18. juli 2023 underrettede Nationale Bank van België / Banque Nationale de Belgique (NBB/BNB), der fungerer som udpeget myndighed i henhold til artikel 133, stk. 2, i direktiv 2013/36/EU, Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB) om sin hensigt om at justere den sektorspecifikke systemiske buffersats (sSyRB), der tidligere var blevet pålagt, på konsolideret, delkonsolideret og individuelt grundlag for alle bankdetaileksponeringer baseret på interne ratingbaserede detaileksponeringer (IRB) mod fysiske personer med sikkerhed i beboelsesejendomme, for hvilke sikkerheden er beliggende i Belgien, fra 9 % til 6 % fra den 1. april 2024.

(4)

Den 25. august 2023 vedtog ESRB udtalelse ESRB/2023/7 fra Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (6), hvori det anførte, at det anser de kumulative sSyRB og O-SII-buffersatser for passende og effektive til at imødegå de identificerede risici for hvert af de kreditinstitutter, der er omfattet af disse to foranstaltningers anvendelsesområde.

(5)

Den 3. oktober 2023 vedtog ESRB henstilling ESRB/2023/9 fra Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici med (7) henblik på fortsat at medtage den sSyRB rate, som NBB/BNB aktiverede og justerede til 6 %, på listen over makroprudentielle politiske foranstaltninger, for hvilke der anbefales gensidighed i henhold til henstilling ESRB/2015/2.

(6)

Den 19. juli 2024 indgav NBB/BNB, der fungerer som udpeget myndighed med henblik på artikel 133 i direktiv 2013/36/EU, en anmodning til ESRB om at anbefale gensidig anerkendelse af den makroprudentielle politiske foranstaltning meddelt 18. juli 2023 på konsolideret, delkonsolideret og individuelt grundlag i henhold til artikel 134, stk. 5, i direktiv 2013/36/EU.

(7)

Gensidig anerkendelse af makroprudentielle kapitalkrav, der aktiveres af myndigheder i andre medlemsstater på konsolideret, delkonsolideret og individuelt grundlag, uanset om de pågældende eksponeringer besiddes gennem datterselskaber eller filialer eller er et resultat af direkte grænseoverskridende långivning, begrænser lækager og regelarbitrage, imødegår systemiske risici og fremmer dermed den overordnede effektivitet af makroprudentiel politik ved at sikre, at øgede risici imødegås ikke kun i den medlemsstat, der har indført den systemiske buffersats (SyRB), men også i andre medlemsstater, hvor bankkoncerner er eksponeret for disse øgede risici. Anerkendelsen bør derfor også sigte mod at sikre, at bankkoncerner, der er eksponeret for disse systemiske risici, er tilstrækkeligt modstandsdygtige. Derfor bør makroprudentielle kapitalkrav, der følger af en afgørelse om at anerkende andre medlemsstaters makroprudentielle foranstaltninger, generelt anvendes på konsolideret, delkonsolideret og individuelt grundlag.

(8)

For at anerkende den belgiske SyRB-sats som krævet af NBB/BNB kan de relevante kompetente og/eller udpegede myndigheder i en anden medlemsstat fastsætte en SyRB-sats i overensstemmelse med artikel 134 og 133 i direktiv 2013/36/EU.

(9)

I overensstemmelse med artikel 134, stk. 1, i direktiv 2013/36/EU vil andre medlemsstaters anerkendelse af den meddelte belgiske SyRB-sats finde anvendelse på eksponeringer beliggende i Belgien af institutter, der er godkendt i de medlemsstater, der anvender gensidige foranstaltninger.

(10)

I overensstemmelse med artikel 133, stk. 4, i direktiv 2013/36/EU kan der anvendes en SyRB-sats på individuelt, delkonsolideret eller konsolideret grundlag. Anerkendelse af en SyRB-sats, der er fastsat af en anden medlemsstat, giver derfor mulighed for at anvende en SyRB-sats på alle eksponeringer på et konsolideret grundlag (herunder eksponeringer, der besiddes gennem datterselskaber beliggende i en anden medlemsstat).

(11)

En afvigelse fra den generelle tilgang med at anvende den anerkendte belgiske makroprudentielle politiske foranstaltning på både individuelt, delkonsolideret og konsolideret grundlag kan være berettiget i visse tilfælde, f.eks. hvis de myndigheder, der træffer modsvarende foranstaltninger, finder, at disse systemiske risici allerede er tilstrækkeligt og passende afbødet af eksisterende makroprudentielle eller mikroprudentielle krav, der anvendes i den medlemsstat, hvor bankkoncernen er konsolideret.

(12)

I ESRB's henstilling ESRB/2015/2, som ændret ved henstilling ESRB/2017/4 (8), henstilles det, at den relevante myndighed, der aktiverer en makroprudentiel politisk foranstaltning, når den indgiver en anmodning om gensidig anerkendelse til ESRB, bør foreslå en væsentlighedstærskel, under hvilken en individuel udbyder af finansielle tjenesteydelsers eksponering for den identificerede makroprudentielle risiko i den jurisdiktion, hvor den makroprudentielle politiske foranstaltning anvendes af den aktiverende myndighed, kan betragtes som ikke-væsentlig. ESRB kan efter behov henstille, at en anden tærskelværdi anvendes.

(13)

Efter den belgiske anmodning om, at andre medlemsstater anvender gensidige foranstaltninger, der blev modtaget 19. juli 2024, og for at forhindre virkeliggørelsen af negative grænseoverskridende virkninger i form af lækager og regelarbitrage, der kunne opstå, som følge af gennemførelsen af de makroprudentielle politiske foranstaltninger, der bliver gældende i Belgien, har ESRB's Almindelige Råd besluttet fortsat at medtage denne foranstaltning, som blev meddelt 18. juli 2023, på listen over makroprudentielle politiske foranstaltninger, som det henstiller at modsvare i henhold til henstilling ESRB/2015/2., og at anbefale gensidighed af foranstaltningen på konsolideret, delkonsolideret og individuelt grundlag i overensstemmelse med anmodningen om gensidighed fra NBB/BNB. ESRB's Almindelige Råd besluttede også at anbefale en institutspecifik væsentlighedstærskel på 2 mia. EUR. De relevante myndigheder, der træffer modsvarende foranstaltninger, kan undtage institutter fra kravet om systemisk buffer, så længe deres relevante eksponeringer ikke overstiger 2 mia. EUR. Da den foranstaltning, der skal udstedes i overensstemmelse med den meddelte belgiske sSyRB-sats, også bør finde anvendelse på konsolideret grundlag, bør summen af eksponeringer, der besiddes gennem filialer, direkte grænseoverskridende långivning og gennem datterselskaber, vurderes i forhold til væsentlighedstærsklen.

(14)

Henstilling ESRB/2015/2 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET FØLGENDE HENSTILLING:

Ændringer

Henstilling ESRB/2015/2 ændres således:

1)

I afdeling 1, delhenstilling C(1), affattes foranstaltningen under Belgien således:

»—

en systemisk buffersats på 6 % for alle IRB-detaileksponeringer mod fysiske personer med sikkerhed i fast ejendom til beboelse, for hvilke sikkerheden er beliggende i Belgien, gældende fra 1. april 2024.«

2)

Bilaget ændres i overensstemmelse med bilaget til denne henstilling.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 27. september 2024.

På vegne af ESRB’s Almindelige Råd

Francesco MAZZAFERRO

Leder af ESRB’s sekretariat


(1)   EFT L 1 af 3.1.1994, s. 3.

(2)   EUT L 331 af 15.12.2010, s. 1.

(3)   EUT L 176 af 27.6.2013, s. 338.

(4)   EUT C 58 af 24.2.2011, s. 4.

(5)  Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risicis henstilling ESRB/2015/2 af 15. december 2015 om vurderingen af grænseoverskridende virkninger af og frivillig gensidighed vedrørende makroprudentielle politiske foranstaltninger (EUT C 97 af 12.3.2016, s. 9).

(6)  Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risicis udtalelse ESRB/2023/7 af 25. august 2023 vedrørende de belgiske underretninger om fastsættelsen eller genfastsættelsen af O-SII-buffersatser i henhold til artikel 131 og fastsættelsen eller genfastsættelsen af en systemisk buffersats i henhold til artikel 133 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter, offentliggjort på ESRB's websted på www.esrb.europa.eu.

(7)  Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risicis henstilling ESRB/2023/9 af 03. oktober 2023 om ændring af henstilling ESRB/2015/2 om vurderingen af grænseoverskridende virkninger af og frivillig gensidighed vedrørende makroprudentielle politiske foranstaltninger (EUT C, C/2023/899 af 14.11.2023, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2023/899/oj).

(8)  Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risicis henstilling ESRB/2017/4 af 20. oktober 2017 om ændring af henstilling ESRB/2015/2 om vurderingen af grænseoverskridende virkninger af og frivillig gensidighed vedrørende makroprudentielle foranstaltninger (EUT C 431 af 15.12.2017, s. 1).


BILAG

Bilaget til henstilling ESRB/2015/2 ændres således:

1)

Foranstaltningen under Belgien erstattes af følgende:

»En systemisk buffer på 6 % for alle IRB-detaileksponeringer med sikkerhed i fast ejendom til beboelse for hvilke sikkerheden er beliggende i Belgien.«

2)

Under Belgien affattes afsnittet »I. Beskrivelse af foranstaltningen« således:

»I.   Beskrivelse af foranstaltningen

2.

Fra 1. april 2024 pålægger den belgiske foranstaltning, der anvendes i overensstemmelse med artikel 133 i direktiv 2013/36/EU, en systemisk buffersats på 6 % for IRB-detaileksponeringer mod fysiske personer med sikkerhed i fast ejendom til beboelse, for hvilke sikkerheden er beliggende i Belgien (både ikke-misligholdte og misligholdte eksponeringer).

2a.

Foranstaltningen finder anvendelse på konsolideret, delkonsolideret og individuelt grundlag.«

3)

Under Belgien affattes afsnittet med overskriften »II. Gensidighed« således:

»II.   Gensidighed

3.

Det henstilles, at de relevante myndigheder modsvarer den belgiske foranstaltning ved at anvende den på IRB-detaileksponeringer mod fysiske personer med sikkerhed i fast ejendom til beboelse, for hvilke sikkerheden er beliggende i Belgien (som både ikke-misligholdte og misligholdte eksponeringer). Alternativt kan foranstaltningen modsvares ved hjælp af følgende anvendelsesområde i COREP-indberetningen: IRB-detaileksponeringer sikret ved pant i beboelsesejendom mod fysiske personer beliggende i Belgien (som både ikke-misligholdte og misligholdte eksponeringer).

4.

Kan den samme makroprudentielle politiske foranstaltning ikke træffes i henhold til national ret i det pågældende land, henstilles det, at de relevante myndigheder, efter samråd med ESRB, anvender en makroprudentiel politisk foranstaltning i henhold til deres nationale ret, hvis virkning bedst modsvarer den ovenfor beskrevne foranstaltning, herunder vedtagelse af tilsynsforanstaltninger og -beføjelser, der er fastsat i afsnit VII, kapitel 2, afdeling IV, i direktiv 2013/36/EU. Det henstilles, at de relevante myndigheder vedtager den tilsvarende foranstaltning senest tre måneder efter offentliggørelsen af denne henstilling i Den Europæiske Unions Tidende.

4a.

Efter anmodning fra NBB/BNB anbefales det, at de relevante myndigheder modsvarer den belgiske foranstaltning ved at anvende den på individuelt, delkonsolideret og konsolideret grundlag, uanset om de pågældende eksponeringer ejes gennem datterselskaber eller filialer eller hidrører fra direkte grænseoverskridende långivning.«

4)

Under Belgien affattes afsnittet med overskriften »III. Væsentlighedstærskel« således:

»III.   Væsentlighedstærskel

5.

Foranstaltningen suppleres af en institutspecifik væsentlighedstærskel på for at styre den potentielle anvendelse af de minimis-princippet af de relevante myndigheder, som anvender gensidige foranstaltninger. Institutter kan undtages fra kravet om en systemisk buffer, så længe deres relevante sektoreksponeringer ikke overstiger 2 mia. EUR. Der kræves derfor kun gensidighed, når den institutspecifikke tærskel overskrides.

5a.

Alle eksponeringer, der besiddes gennem filialer og direkte grænseoverskridende långivning og gennem datterselskaber, bør medtages i beregningen af eksponeringer, der vurderes i forhold til væsentlighedstærsklen.

6.

I overensstemmelse med afdeling 2.2.1 i henstilling ESRB/2015/2 udgør væsentlighedstærsklen på 2 mia. EUR det anbefalede maksimale tærskelniveau. De relevante myndigheder, som træffer modsvarende foranstaltninger, kan derfor, i stedet for at anvende den anbefalede tærskel, fastsætte en lavere tærskel for deres jurisdiktioner, hvor det er passende, eller modsvare foranstaltningen uden nogen væsentlighedstærskel.

7.

Findes der ingen godkendte kreditinstitutter i medlemsstaterne, der har væsentlige eksponeringer i Belgien, kan de relevante myndigheder i de omhandlede medlemsstater i henhold til afdeling 2.2.1 i henstilling ESRB/2015/2 beslutte ikke at modsvare den belgiske foranstaltning. I så fald bør de relevante myndigheder overvåge væsentligheden af eksponeringerne, og det henstilles, at de modsvarer den belgiske foranstaltning, hvis et kreditinstitut overskrider den henstillede væsentlighedstærskel.«

ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2024/6967/oj

ISSN 1977-0871 (electronic edition)